Dømt og forhekset i Nyt Håb


af Kim Andersen

Lagt på d. 26/08-11

Udskriv
Debat
Oversigt


Jeg har valgt at skrive denne korte artikel, fordi jeg tror det kan hjælpe de mange andre troende i Jesus der pines som jeg gør, over den manglende Jesus i menighederne. Jesus nævnes selvfølgelig, men Ordet behandles overfladisk, og med ringe forståelse, og Jesus fremstår ikke som den, Bibelen forkynder. Jesus er Ordet der blev kød og derfor er det vigtigt at behandle Bibelens budskab med samme kærlighed som vi har til Jesus - med respekt og nøjagtighed.

Af forskellige årsager, overtalte jeg mig selv til at gå til et pinse-møde i Nyt Håb menigheden i Rødovre, hvor jeg kom med en forhåbning om, at det måske var muligt at finde en menighed, hvor Bibelen blev gennemgået og jeg kunne høre og lære mere om Jesus. Sandheden er, at jeg egentlig godt vidste at jeg bedragede mig selv, men jeg havde sådan en lyst til at være sammen med andre om det, jeg tror på, og fornægtede min skepsis. Det er ikke fordi jeg som sådan savner kristent fællesskab, for jeg har mine kristne venner, og jeg har min Bibel som jeg ofte opdager nye ting i. Men det kunne jo være interessant at møde andre kristne og høre deres opdagelser i Bibelen, og når de samles i kirkerne søndag formiddag, er det et oplagt sted at møde nye søstre og brødre.

I bund og grund tror jeg ikke på kirkesystemet vi har fået opbygget, hvor få udvalgte får taletid, mens majoriteten af kirken sidder stumme på ræd og række. I sin formaning af korintermenigheden, siger Paulus at ”Når I kommer sammen, så har enhver af jer en salme, eller en belæring, eller en åbenbaring, eller en tungetale, eller en udlægning; lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse!” (1. Kor. 14:26). Alle har noget at give, for vi er alle levende stene i Kristi åndelige legeme (1. Pet. 2:5), og alle har del i at tjene til opbyggelse. Ikke kun en præst der uge efter uge roterer sine prædikener, for fortsat at have noget at sige. Jeg vil for god ordens skyld henvise til artiklen ”Tungetale” så jeg ikke opfordrer til den volapyktungetale der bruges i menighederne i dag.

Det jeg oplevede i Nyt Håb, startede rigtig godt ud. En ældre mand sad ved et keyboard og spillede og sang gode gamle lovsange, og menigheden stemte godt i, skal jeg love for. Det var overraskende rart. Tiggergangen slap man ikke for, og kollektspanden gik rundt, men det var uden den ellers klassiske lange kollektprædiken. ”Vi har lige så meget brug for den usle mammon, som alle andre”, blev der sagt, og så kunne man give hvad man synes. Men så startede torturen.

En mand stillede sig op, og fortalte om et lærred der hang ned fra loftet på bagvæggen, bag talerstolen - formentlig til visning af billeder fra en projektor. Det var deres ildmur, for når prædikanterne kom op til talerstolen, så var det som om der var ild i hænderne, for Helligånden var stærkt til stede deroppe. Der blev talt om portioner af Helligånden - havde man kun en fingerbøl eller et glas af Helligånden, så var det ikke nok, for man skulle have et helt badekar. Det er tyve år siden jeg hørte sådan noget vrøvl i en menighed, primært fordi jeg næsten ikke er kommet i nogen menighed siden da - af samme årsag.

Mens jeg sad der i kirken og følte mig adskilt fra Gud, fordi jeg ikke havde ild i mine hænder, lærte jeg at hvis jeg ville have Helligånden i en brugbar dosis, kræver det tro. Paulus sagde til Galaterne, fortsatte prædikanten, at de var forheksede fordi de havde føjet noget til Jesu kors - et citat taget fra Gal. 3:1 og det var de, for det eneste man kan føje til Jesu kors, det er tro. Og med det blev menigheden kaldt op til håndspålæggelse, under lallende læber med uforståelig volapyk - tungetale.

Det var her jeg rejste mig og gik, efter knap en halv time, for efter eget udsagn havde prædikanten fortalt mig, at han var dømt og forhekset. Det var han selvfølgelig ikke klar over at han havde sagt, for han kender ikke Biblens terminologi. Men når han brugte Bibelske passager, må man tolke hans ord ud fra Bibelen.

At føje tro til Jesu kors

  

Kan vi føje tro, til Jesu kors? Er troen et produkt vi selv frembringer, der kan frembæres som supplement til Jesu kors? Vi har intet, som vi ikke har fået! Peter sender hilsen til dem: ”der ved vor Guds og frelsers Jesu Kristi retfærdighed har fået den samme dyrebare tro som vi” (2. Pet. 1:1). Troen kommer ikke fra os selv, men kommer ”af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Romerne. 10:17). Paulus taler om Jesus: ”ved hvem vi har fået nåde og apostelgerning for, hans navn til ære, at virke tros-lydighed iblandt alle hedningefolkene” (Romerne. 1:5). Det er Faderen der drager os (Joh. 6:44), og Ham der giver os troen, og igennem nåde viljen til at tage imod troen.

Hvilken tro er det, prædikanten føjer til Jesu kors? Tro på troen! Troen på sine egne teorier om erhvervelse af Helligånden, og Hans virke i mennesket. Er Helligåndens virke ild på et lærred og i håndfladerne? Jesus sagde at ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer... Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig...når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer..” (Joh. 14:26 ; Joh. 15:26 ; Joh. 16:13). Johannes siger at ”I har en salvelse fra den Hellige og har alle indsigt... Og den salvelse, som I selv fik af ham, bliver i jer, og I har ikke nødig, at nogen skal lære jer; men hvad hans salvelse lærer jer om alt, er også sandt og ikke løgn; bliv altså i det, som den har lært jer” (1. Joh. 2:20, 27). Helligånden er ikke ild, eller andre underlige manifestationer. Helligånden åbenbarer Ordet for os, åbner vores forståelse af Jesus - at Han er Vejen, Sandheden og Livet. Derigennem vokser den sande tro, og det er ikke noget vi producerer.

Tro på troen, er den tro, prædikanten føjer til Jesu kors, og når troen bliver genstand for vores tro, frem for den Levende Gud, så er vi lige så forheksede som Galaterne der vaklede tilbage til Loven. Dermed var prædikanten efter eget udsagn forhekset - men det var skjult af hans egen uvidenhed.

Helligåndens ild

  

Tilbage i min kirkegænger tid, sang vi meget om Helligånden og Hans ild. Egentlig vanvittige tekster, når man tænker over det, og særligt når man forstår hvad det hele betyder med Bibelens sprog. ”Vi påkalder blod og ild”, var der en sang der sagde, og nævnte ilden fra himmelen. Referencen mellem Helligånden og ild, kommer selvfølgelig fra koblingen mellem Johannes’ vidnesbyrd om Jesus, der ”skal døbe jer med Helligånd og ild” (Matt. 3:11) og så den tilsyneladende opfyldelse ved pinsedagens åndsudgydelse, hvor ”der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem” (Apg. 2:3).

Der er flere ting i dette, som ikke er korrekt, men som går fra mund til mund, ligesom et hvilket som helst andet folkesagn. Det var ikke tunger af ild, der satte sig på apostlene på pinsedagen. Det var tunger som af ild. Helligånden var heller ikke en due, da Han dalede ned over Jesus, men gjorde det som en due (Matt. 3:16). Mens der er acceptable grunde til at skildre Helligånden som en due der svæver (som Guds Ånd svævede over vandene - både ved skabelsen og efter syndfloden skildret da Noa sender duen ud), så har Helligånden ikke noget med ild at gøre. Ild har flere betydninger i Bibelen, og derfor skal vi finde hvilken ild prædikanten taler om, når han sammenkæder ild og Helligånd. Ganske vidst er Gud lys. Han er en fortærende ild (5. Mos. 4:24 ; Hebr. 12:29) og på den måde brændende, som da Han gik igennem de sønderskårne dyr ved pagten med Abraham (1. Mos. 15:17), eller da Han steg ned på Sinaj bjerget i ild (2. Mos. 19:18). Men nu handler det om Helligånden og Hans virke i forhold til os. Det handler om en ild der udgår fra Gud, en ild der ikke omslutter Ham, men opæder både ofre og mennesker, hvilket i Bibelen er et billede på Guds helligheds vrede og dom over ulydigheden, startende med ilden fra himmelen, som menighederne synger om, der ramte Sodoma og Gomorra (1. Mos. 19:24) og Ægypten (2. Mos. 9:23-24). Ilden bruges i ofringerne til at brænde ofret, som soning for den synd der ville forårsage at vi ville brænde i Guds dom, hvis der ikke var en substitut. Herrens ild brød løs i Tab'era, og dræbte folket fordi de knurrede imod Gud (4. Mos. 11:1-2), og da Guds senere havde et opgør med Israel, gik et utal direkte i fortabelse, og kom levende i dødsriget (4. Mos. 16:33), mens 250 mænd blev fortæret af ilden (4. Mos. 16:35). Gud siger at ”der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde” (5. Mos. 32:22). Denne ild slog på Elias’ tid ned, og fortærede 102 mand (2. Kong. 1:10-12), ligesom den uretfærdige vil kastes i den evige ild.

Når Jesus da døber med Helligånd og ild, hvad betyder det da? At vi vil opleve ild i hænderne? Teksten forklarer sig selv: ”Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er end ikke værdig til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild. Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild” (Matt. 3:11-12).

Hveden er et billede på liv, os der er blevet frelst og har fået evigt liv, vi samles i laden, mens avnerne, de døde hylstre, brændes med en uudslukkelig ild. Jeg vil nødig døbes med ild. Og det er ikke muligt at blive døbt med både Helligånd og ild, for det vil være som at blive både frelst og fortabt. Ilden er samme ild som brænder til dødsrigets dyb. Den ild der fortærer jorden, for at brænde al syndes historie væk: ”da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op” (2. Pet. 3:10).

Ingen burde synge eller bede om at få ilden fra himmelen, og ingen burde tage imod ilden, som f.eks. Benny Hinn (og alle hans kolleger) udgyder over folket, når han råber ”FIRE”, så mængden falder bagover som døde. Det er dåben med ild, og ikke Helligånden der overmander folket - intetanende og ignorante som de er.

Afslutning

  

Det er sørgeligt igen og igen at opleve, at floskler, formler, fraser og klichéer spreder sig mere, end en god forståelse af Gud Ord. Der er ikke noget at sige til, at kristendommen i Danmark og desuden i resten af verden, syner ind som en prisgivet sportsklub. Hvor er livet - og med det mener jeg Jesus - det Levende Ord, Sandheden der styrker Kristi legeme? Vrøvl og vås øses over folket, mens Guds Ord både overhøres og fejlciteres.

Vart det sjove historier og dumme oplevelser (ild i hænderne og på væggen) Paulus på sine sidste dage gav menigheden over til? Nej, Paulus sagde: ”Så overgiver jeg jer nu til Herren og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle de hellige” (Apg. 20:32).

Nyt Håb er faldet i endetidens bedrag, faldet over den karismatiske snublesten, der af Satan og hans håndlangere er produceret til at vende Kristi legeme imod Kristus, og rette deres lære og virke mod endetidens vildfarelse, som redskaber i løgnerens hånd. Læs gerne ”Den karismatiske bevægelse, nøglen til endetidens bedrag” og ”Karimatisk Kaos”.

Emne: Diverse om vildfarelse

  

Information & kontakt

  

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation

Debat: Dømt og forhekset i Nyt Håb