Det fik du ikke at vide om Israel i 2010


af Eskild Særkjær

Lagt på d. 16/12-10

Udskriv
Debat
Oversigt


Løgnen om mellemøstkonflikten.
En aktuel orientering af faktiske forhold, som pressen ikke fortæller


En kort baggrundsinformation:

  

Ifølge islam er en jødisk stat på det, de mener, er ’muslimsk jord’ imod Allahs vilje og skal derfor bekæmpes med alle midler for til sidst at blive fuldstændig udslettet. Organisationer som PLO og Hamas, så vel som en mængde andre muslimske organisationer, er derfor oprettet med det ene formål at fjerne det jødiske folk og landet Israel fra landkortet. Derfor findes navnet Israel da heller ikke i nogen muslimsk informationskilde. Så sent som 27. oktober 2010 fremviste PLO’s leder Mahmoud Abbas et landkort over ’Palæstina’ frem for åbent skærm, hvor landet Israel var fuldstændig fjernet1. Men på trods af dette, så tror mange her i Vesten – pga. vedvarende muslimsk propaganda og naivistisk eller partisk mediedækning, at PLO er indstillet til at få ’fred med Israel’, hvis de ’blot’ trækker sig tilbage til ’1967-grænserne’. Men dette er bare ikke sandt!

Mange i vesten er fuldstændig uvidende om, at PLO faktisk blev oprettet i 1964 – altså hele tre år før, at Israel under en forsvarskrig erobrede Gazastriben og ’Vestbredden’ fra Ægypten og Jordan. PLO mål var altså ikke disse landområder, men derimod en total udslettelse af det jødiske folk for at få ’enhver tomme af jødisk jord’, som det da også fuldstændig klart er formuleret i PLO’s grundlov – og som siden er gentaget igen og igen i de muslimske medier. Men overfor Vesten har PLO skiftet taktik. I 1974 indså den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, at det måske ville være lettere at få verdens sympati for deres sag ved at lade som om, at PLO var interesseret i ’fred med Israel’ til gengæld for at få en del af Israels land [det kunne bedre betale sig end at sprænge fly i luften]. Men det var dog kun spil for galleriet – eller af taktiske grunde, som PLO siger til deres egne. Utallige udtalelser fra PLO gør det nemlig klart, at de nu har set nødvendigheden i at ’indtage landet skridt for skridt’, indtil ’Israel er helt besejret’, som Arafat sagde det i en tale i 1993. Som bekendt vil terrororganisationen Hamas [som er grundlagt i 1987] vil dog ikke være med til dette hykleri og siger helt klart og uden omsvøb, at deres mål er at udslette Israel fuldstændig og tage hele Palæstina tilbage.

De fleste her i Vesten tror fejlagtigt, at mellemøstkonflikten kan og skal løses politisk, fordi de ikke har forstået, at kampen mod landet Israel er af åndelig art. Årsagen til konflikten kan vi læse om i Bibelen, hvor Gud har givet det jødiske folk løftet om, at de skal eje landet Israel til evig tid – også selvom de pga. ulydighed må bort fra deres land i en længere periode. Bibelen fortæller os derfor, at jøderne igen skal komme tilbage til deres land, hvorefter det kommer til at spille en hovedrolle i forbindelse med opfyldelsen af Guds forjættelser til Israel, endetidsbegivenhederne, Jesu genkomst og det kommende fredsrige, hvis velsignelse vil sprede sig fra Israel ud over hele jorden. Men vi læser også, at Satan gør, hvad han kan for at forhindre Guds løfter til Israel - for hvis disse slår fejl, så vil Guds forjættelser selvfølgelig heller ikke gå i opfyldelse. Og det vil igen betyde, at Gud har tabt kampen om verdensherredømmet og menneskehedens frelse. Selvom vi ved, at det aldrig vil ske, så håber [og tror] Satan, at de fleste vil tro på løgnen om, at han vil mennesker det bedste [lover fx gerne en nøgle til paradis, for at en muslim vil dø for sagen], men i virkeligheden søger han at føre mennesker ind ned i mørke og fornedrelse, som ender med den evige fortabelse. Det er denne åndelige krig mod Israel og ’Israels Gud’, som islam er engageret i og prøver at vinde – en kamp, som alle mennesker i verden også er engageret i. Det sker fx, hver gang de lukker øjnene for de faktiske forhold bag mellemøstkonflikten.

PLO: en moderat fredspartner?

  

Pga. en næsten ensidig pressedækning her i Vesten, mener de fleste, at Mahmoud Abbas, som er PLO’s politiske leder er en moderat fredspartner, vil Israel det bedste, hvilket betyder, at Israel derfor skal være mere imødekommende. Men så enkelt kan det ikke stilles op [jfr. ovenstående baggrundsinformation]. PLO har nemlig aldrig villet have fred med Israel. Overfor Vesten giver PLO dog, af taktiske grunde, indtryk af at være blevet så moderat, at de nu er villig til at slutte fred med Israel, hvis de til gengæld vil trække sig tilbage til de grænser, som er nævnt tidligere. Men i virkeligheden mener de nøjagtig det samme, som de altid har sagt og ment: Hele Israel er islamisk helligt jord, og derfor vil konflikten mellem muslimer og jøder først forsvinde, når landet Israel er ophørt med at eksistere, og jøderne er fordrevet2.

En opinionsundersøgelse, foretaget af Palestinian Center for Policy and Survey Reserrch på ’Vestbredden’ og i Gazastriben den 4-6 marts 2010, viser da også, at 48,9% af palæstinenserne er imod, at Israel skal forblive det jødiske folks nationalstat, når kampen for fred er ovre. Nabil Shaath, som er en af de ’moderate’ Fatah-ledere, og som var en af ophavsmændene til Oslo-aftalen, gav i en artikel i Jerusalem Post d. 2. april 2010 udtryk for, at han ’forbeholder sig retten til at starte en bevæbnet folkelig intifada’, hvis de ikke får sin vilje igennem overfor Israel [som i sidste ende vil udslette landet]. Under et møde i Rammalah krævede den ’moderate’ premierminister Salam Fayyad, at alle palæstinensiske fanger i israelske fængsler skal frigives, blandt dem også terrorister, hvis hænder er besudlede af blodet fra hundredvis af civile ofre3.

Den 3. maj 2010 dokumenterede ’Palestinian Media Watch’ [PMW] 100 eksempler på pladser og arrangementer indenfor de palæstinensiske områder, som er opkaldt efter 46 forskellige terrorrister. Palæstinensiske medier har redegjort for 26 af disse i detaljer i årets første måneder. Her følger et uddrag af PMW’s rapport:
Glorificeringen af terrorismen er meget tydelig i det palæstinensiske samfund.

· Et palæstinensisk barn kan fx gå til skolen på en vej, som er opkaldt efter terroristen Abu Jihad, [som var] hjernen bag en buskapring med 37 dræbte; [derefter] tilbringe sin skoledag i en bygning, som har fået sit navn efter Ahmad Yassin, som er grundlæggeren af Hamas; deltage i en fodboldturnering om eftermiddagen, som er opkaldt efter selvmordsterroristen Abd Al Baset Odeh, som [ved denne aktion] har 31 døde på sin samvittighed; og afslutte sin dag på en ungdomsgård [fritidshjem], som er opkaldt efter terroristen Ybu Lyad, som dræbte 11 idrætsmænd i München [som tidligere omtalt].

· En ung kvinde kan være medlem i Dalals Systrar, en universitetsklub, som er opkaldt efte dalal Mughrabi; gå på en ugelang kursus på Al-Quds-universitet, som er [oprettet] til minde om selvmordsbombekonstuktøren Yahya Ayyash, og deltage i universitets-stormøder, opkaldt efter talrige terrorister. Hædersbetegnelser for terrorister præger det pet palæstinensiske samfund og spille en vigtig rolle i deres selvforståelse…

· Dalal Mughrabi, hvis buskapring dræbte flere israeler end nogen anden palæstinensisk terroraktion, er blevet udødeliggjort ved, at utallige pladser og evenemang [begivenheder] er blevet opkaldt efter hende, bl.a. to grundskoler, et daghjem, et datacentrum, sommerlejre, fodboldturneringer, et forsamlingslokale, et idrætshold, et offentligt torv, en vej, et kursus for valgarbejdere, et uddannelseskursus for voksne, en universitetsforening, en dansegruppe, et militæranlæg, en sovesal på en ungdomsgård, en Tv-serie, et hold i en spørgeprogram på Tv, og en eksamensceremoni. Og Mughrabi er kun et eksempel af mange…

· Da den palæstinensiske myndigheds præsident Mahmoud Abbas indviede et datacenter opkaldt efter Mughrabi, viste han det palæstinensiske samfund, at mordet på Rebecca Hochman, hendes søn Roi (6 år) og Ilan (3) år, samt 34 andre civile ved en buskapring, ikke bare var acceptabel, men var også en ærefuld handling… At hædre en morder er [nemlig] ensbetydende med at opfordre til mord4+5.

Den 26. september 2009 sagde den ’moderate’ PLO-leder Mahmoud Abbas fx, at ’enten vælger Israel at trække sig tilbage fra Palæstina [hvad nu dette kan indebære], fra Golanhøjderne og fra libanesisk territorium, eller [hvis disse krav ikke opfyldes] terrorisme, spændinger og vold’. Det vil altså sige, at Israel kun vil få fred, hvis palæstinensernes krav bliver opfyldt. Og det inkluderer, at staten Israel til sidst helt ophører med at eksistere. Men her i Vesten har de fleste tilsyneladende helt ’glemt’, at PLO aldrig vil anerkende, at Israel ejer så meget som én tomme jord af ’det hellige land’.

Da Abu Daoud, hjernen bag massakren under olympiaden i München i 1972, døde den 3. juli 2010, holdt Abbas en tale, hvor han lovpriste ham, og sagde bl.a.: Vi savner.. vor broder. Han gav sit liv i sin modstand og oprigtige arbejde som fysiske opofrelser for sit folks retfærdige sag’. Den afdøde Abu Daoud havde for nogle år siden sagt, at det var Abbas, som havde finansieret massakren i München6.

Lidt om Gaza-konflikten i 2010, som du nok ikke har hørt noget om:

  

Vidste du, at siden Hamas overtog kontrollen over Gaza i juni, 2007, så har denne organisation udført utallige terror- og krigshandlinger mod Israel og den jødiske befolkning. Fx har de i denne periode sendt ca. 10.000 raketter mod civile i Israel. På en enkelt dag i december 2008 sendte Hamas 80 raketter af sted mod Israel7. Selvom dette blev omtalt i forskellige medier, ophørte man alligevel ikke med at fordømme Israel for, at de føler sig tvunget til at ’lukke’ [eller mere korrekt: kontrollere] Gazas grænser for i det mindste at bremse andre planlagte terroraktioner derfra mod Israel.

Et eksempel var en hændelse d. 31. maj 2010, som gik verden rundt og blev fordømt af dem alle. Det var den dag, hvor israelske soldater entrede det tyrkiske ’befrielsesfartøj’ Mavi Marmara, og som endte med, at ni aktivister døde og syv israelere blev såret. Pga. mediernes ensidighed og løgnagtig retorik troede de fleste her i Vesten, at Israels aktion var helt ude af proportioner – for, ’besætningen var jo blot ude på at bryde Israels blokade for at bringe en nødvendig humanitær nødhjælp ind til Gaza’, som en har udtrykt det. Men virkeligheden var en anden. Besætningen på Mavi Marmara var nemlig bevæbnede, og var indstillet på at angribe israelerne med vold og blodsudgydelser8. I selvforsvar var israelerne var tvunget til at åbne ild.

Alle husker vist denne dag, fordi medierne næsten ensidigt kun fremstillede denne tragiske hændelse ud fra, hvad aktivisternes selv gav udtryk for. Vi husker også, at verdensopinionen efterfølgende stillede krav om, at Israel skulle ophæve den urimelige og unødvendige blokade. Men sandheden er, at Israel aldrig har forhindret madvarer og andet i at komme ind i Gaza, men de mener selvfølgelig, at de har ret til at kontrollere, at der ikke bliver indført sprængstoffer og andet, som kan bruges som angreb mod Israel. Det kommer jeg tilbage til om lidt. Men forinden vil jeg nævne en ligeså tragisk hændelse, som skete samme dag, men som vist slet ikke blev omtalt i Danmark.

Den samme dag, som verden var optaget af Israels aktion mod det såkaldte nødhjælpsskib Mavi Marmara, trængte bevæbnede mænd ind på et sygehus i Lahore [Pakistan], hvor de skød og dræbte 12 hårdt sårede, sengeliggende patienter. Disse var overlevende fra morderiske angreb mod to moskeer nogle dage tidligere, da 93 blev dræbt under en gudstjeneste. De fleste har nok aldrig hørt om denne afskyelige aktion, men denne hændelse var tydeligvis ikke interessant for verdenspressen, for historien sælger bedre, hvis det er Israel, som ’man kan sætte en finger på’. Som det er tilfældet med Gaza-blokaden.

Har du for resten nogensinde tænkt over, hvorfor det kun er Israel, som bliver kritiseret og fordømt for at kontrollere, hvad der bliver indført til Gaza? Det har du sikkert ikke, fordi du sandsynligvis aldrig har hørt, at der er andre, som gør det samme som Israel, men at dette aldrig bliver forsidestof, fordi det ikke er lige så interessant for den ensidige verdenspresse. Et eksempel: Midt i juli blev 105 mennesker forhindret i at komme ind i Gazastriben med en hjælpesending – ikke af Israel, men af Ægypten. Hvordan forholdt de internationale medier, FN såvel som andre menneskerettigheds-organisationer og regeringer sig til, at denne hjælp aldrig nåede frem til de fattige i Gaza? Alle forholdt sig tavse, og der var ikke én, som protesterede overfor Ægypten af den grund. Dette var nemlig ikke ligeså interessant, som hvis det er Israel, som ’forser sig’. Derfor er der heller ikke mange her i Vesten, som ved, at Ægypten kontrollerer Gazas grænser ligesom Israel gør det9.

Den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas har for resten efterfølgende givet udtryk for sin bekymring over, at Israel kan blive tvunget til at ophæve Gaza-blokaden, som Vesten har krævet det. Da han mødtes med præsident Obama den 16. juni 2010, gav han udtryk for, at han på det kraftigste modsætter sig en afvikling blokaden af Gaza, som Vesten forlanger, fordi dette ville styrke Hamas. Han ser altså også en fare i, at Hamas får flere våben. Det er tilsyneladende kun os her i Vesten, som naivt mener, at Israels blokade mod Gaza er en forhindring for, at befolkningen i Gaza ikke skal sulte. Men er der ikke en smule sandhed i denne påstand? Lad os se på nogle faktiske forhold:

Er det sandt, at befolkningen i Gazastriben lider nød pga. Israels blokade?

  

På videoer, som er smuglet ud fra Gaza, ser man store shopping-centre og markedspladser, som bugner af alle mulige varer. Den hollandske politiske kommentator Leon de Winther skriver:
’Under de seneste 18 måneder er en million ton humanitære produkter ført ind i Gaza fra Israel, hvad der svarer til et ton bistand for hver mand, kvinde og barn i Gaza. Alene i juni er mere end 3.000 lastbiler, som er fyldt med fornødenheder, kommet ind i Gaza fra Israel. Udover dette har Israel fortsat med at forse området med fire millioner liter gas til opvarmning, 4.000 ton gas til madlavning og ca. 600.000 liter dieselolie. Under en enkelt uge, fra 13-19. august [2010] blev der i alt sluppet 1.065 lastbilslaster ind i Gazastriben med 22.849 ton handelsvarer, bistandsprodukter og udviklingshjælp for civilbefolkningen. ’.

I øjeblikket er der en sådan overflod af varer i Gaza, at møbel-, og læskedriksfabrikanter, samt konfektionsgrossister har klaget sin nød til Hamas, og ifølge Gaza-tidsskiftet Al Ayham har de henstillet til, at de bremser indførslen af israelske produkter, idet de udtrykker bekymring for, at de kan blive nødt til at lukke sine fabrikker pga. konkurrencen [fra Israel]10.

Det er altså ikke sandt, at befolkningen i Gaza sulter pga. Israels blokade. Det er heller ikke sandt, at Gazastriben fungerer som en slags koncentrationslejr, fordi Israel har spærret indbyggerne inde. Alene i juni måned 2010 blev 2.500 indbyggere lukket ind i Israel fra Gazastriben – en forøgelse på 25% i forhold til forrige måneder. Mange af disse kommer til Israel for at få medicinsk behandling. Et øjenvidne fortæller, at da ’min hustru fødte vore seneste to børn i Jerusalem, var halvdelen af patienterne og besøgende muslimske arabere’.

Og takken..! Den 14. juni angreb fire palæstinensere det israelske politi nær Otniel, og dræbte derved en betjent og sårede to andre. Den 22. juni blev disse pågrebet. En af disse erkendte under forhør, at to uger inden angrebet havde fulgt sin 6-årige datter til Hadassa-hospitalet i Jerusalem, hvor en tumor blev opereret bort fra hendes øje. Operationsomkostningen blev betalt af en israelsk velgørenhedsorganisation.

Afslutning:

  

Det er selvfølgelig ikke altid, at Israel gør det rette. Men gang på gang får de skyld for det, som eksempelvis PLO eller Hamas er årsag til – og det er uretfærdigt. Hvad ville vi fx sige, gøre og kræve, hvis det var os i Danmark, som var udsat for en stadig terrortrussel fra vore nærmeste naboer? Ganske vist har vi en forhøjet trusselsberedsskab, men de fleste kan da være nogenlunde sikre på at leve i fred. Men sådan er det ikke i Israel! De bliver nødt til dagligt at forholde sig til mange ekstreme islamiske organisationer, som vil dræbe jøderne og udslette landet. Som jeg nævnte tidligere, så skal baggrunden til muslimernes had og kamp mod Israel i virkeligheden findes i Satans had mod Gud og alle hans løfter til fx Israel, såvel som hans frelsesplan til alle mennesker [også til muslimerne]. Spørgsmålet er: Hvor står vi i denne kamp? Hvor står du? Er du for Gud og for sandheden – eller tror du på den løgn, som Satan ønsker, at du skal acceptere som sandhed?

Snart kommer den dag, hvor dette ord opfyldes på alle, som går imod Israel:
’Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle folkeslag trindt om.. På hin dag gør jeg Jerusalem til løftesten for alle folkeslag – enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle jordens konger skal samle sig imod det. På hin dag, lyder det fra Herren, står jeg heste med angst og rytterne med vanvid; Judas hus åbner jeg øjnene på, men alle folkeslagene står jeg med blindhed..’, Zak. 12:2-4.

Denne profeti er allerede nu ved at gå i opfyldelse. Jerusalem er et ’berusende bæger’ for muslimerne og for alle nationer. De tror, at de kan løse mellemøstkonflikten ved at tvinge Israel til at dele Jerusalem, og afgive løfternes land til palæstinenserne. Godt nok lover de – ligesom muslimerne – land for fred. Men sådanne løfter er tomme og uden indhold. For ’enhver, som løfter den, skal rive sig på den’, siger Gud. Det betyder, at enhver, som prøver at tvinge Israel til at acceptere en deres planer, i virkeligheden Går imod Gud og skader dermed sig selv. I deres blindhed skal ’alle jordens konger’ [dvs., nationer] samle sig imod Israel og mod Israels folk. De tror, at det skal lykkes, men på den dag vil Gud slå alle folkeslag med blindhed. For Guds løfter til Israel står nemlig fast, uanset hvor mange der lukker øjnene for de faktiske forhold og fordømmer Israel. Men, uanset hvor mange nationer og folk går imod Israel, så står det ikke alene. Gud har nemlig utvetydigt sagt dette om landet Israel og det jødiske folk:
’Thi se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg vender mit folk Israels og Judas skæbne, siger Herren, og fører dem hjem til det land, jeg gav deres fædre, og de skal tage det i eje’, Jer. 30:3.


Kildemateriale:

  



Emne: Israel

  

Relaterede nyhedsbogs

  

Information & kontakt

  

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation

Debat: Det fik du ikke at vide om Israel i 2010