Synd, frelse og perfektion


af Kim Andersen

Lagt på d. 26/03-10

Udskriv
Debat
Oversigt


Denne artikel er skrevet til mennesker der kender Jesus, som er blevet frelst og renset for synd. Er du en person der hårdhjertet lever i vedvarende synd, da må du omvende dig og få din sag i orden med Gud, før artiklen kan tale til dig.

Der findes mange bud på, hvordan læren om frelse skal forstås. Én lære siger, at når man er blevet frelst, så kan man på ingen måde undslå sig[1]. En anden lære tager den tanke endnu videre, og siger at nåden er uimodståelig, og alle der frelses, er fra verdens grundvold blevet udvalgt af Gud til frelse, og undgår ikke frelsen. Men resten af menneskeheden, er - før de overhovedet er blevet til - af Gud bestemt til evig fortabelse[2]. Endnu en lære påstår at alle uden undtagelse, selv Satan selv, bliver frelst[3].

Der er endnu en lære, som jeg kalder perfektionen - eller fuldkommenheden - som siger at vi som er blevet frelst, bliver vist den nåde, som følge af at have fået Helligånden, at vi får kraft til definitivt at overvinde synden i vore liv - dvs. den synd som vi bliver vist. Og der er mange synder, og mange som samvittigheden uden videre dømmer. Der er synder, som vi, da vi omvendte og blev frelst, ganske let lagde fra os. Men der er også de mindre synder, der på grund af vores faldne natur, bliver ved med at plage os. Men læren siger at også disse synder vil, som Åndens frugter i vore liv - et unikt vidnesbyrd om at vi er Guds folk - dræbes og vise vores adskillelse fra verden. Hver enkelt synd vil overvindes og mestres én efter én, efterhånden som de kommer frem, så de kun fremtoner som fristelser i vore liv, men vil aldrig igen få status som synd.

Når samvittigheden dømmer os, fordi vi har forbrudt os og gjort det vi ved er forkert, så vil denne lære dømme os, og sætte tvivl ved vor frelse. Frelsesvisheden og dermed tilliden til Jesus vil forsvinde, og glæden vil erstattes af modløshed og håbløshed. Hvis min frelse består i at mestre min synd, så er der intet håb. Men nu er det ikke mine evner til ikke at synde, der frelser mig, men Jesu offer i mit sted. Prisen Han betalte, har købt mig. Derfor skriver jeg denne artikel om frelsen, da jeg finder det unødvendigt at mennesker, som er i Kristus, skal anfægtes i deres frelse, fordi de ikke formår at leve efter denne lære.

Der er i hele denne diskussion stor fokus på balancen mellem at leve uanfægtet af synden, og så leve i had til synden. Er man frelst, så er der sket noget nyt i livet, og man kan ikke længere leve udfordrende og begære synden, men vil søge mod helliggørelse. Man har fået en ny natur (Ef. 4:24) og kan ikke synde, i den forstand, at man altid vil drives til omvendelse fra overtrædelserne, og i det had mod synden vil man hen ad vejen blive bedre til at kontrollere den - og i nogle tilfælde blive fri. Men selv som et gammelt og livserfarent menneske, vil vi falde i de kendte synder, fordi vi endnu mangler at blive herliggjort, og blive Jesus lig (1. Joh. 3:2). Syndens løn er døden (Romerne. 6:23), og uanset hvor syndfri et menneske vil erklære sig selv, så dør dette menneske som alle andre siden Adam, og det er et beviseligt faktum, at et sådant menneske bedrager sig selv (1. Joh. 1:8 ; Gal. 6:3). Et menneske der bedrager sig selv til at tro, at det kan leve syndfrit, eller mene at den personlige kendte synd kan og skal overvindes, vil vokse sig hovmodig og vil med sin lære bringe andre mennesker sorg, og måske endda frarøve dem deres håb.

Jeg er selv blevet anfægtet af den lære, og jeg står efter denne lære ikke i nåden, men venter dom under loven. Jeg kender udmærket mine synder, og i nogle diskussioner jeg havde, håbede jeg på at kunne bruge mig selv som eksempel på hvorfor mennesker der er frelste, som jeg stadig må kæmpe med synd, som alle andre af Adams efterkommere må det, på trods af det nye liv med Jesus. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg tilhører Jesus, men alligevel kan denne lære ramme hårde end forventet. Satan kan anfægte vores frelsesvished, og det gør han hvor han kan, og han brugte denne lære imod mig, og har brugt og vil bruge den mod andre. Det er en ond lære, og den må ikke gå upåtalt hen.

Smiths Venner er en bevægelse der holder denne lære. Som Jesus blev fristet uden at synde, siger de, kan vi ligeledes, som Hans følgere, opnå samme styrke. Paulus forklarer at ”vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Hebr. 4:15). I disse ord ”dog uden synd” ligger, at Jesus som den eneste var i stand til at leve sådan, for, som Johannes siger om Ham: ”der er ikke synd i ham” (1. Joh. 3:5). Vi kan på ingen måde gøre os håb om det samme, for synden er i os (Romerne. 7:17). Man behøver ikke at gå til Smiths Venner for at høre denne lære, da den findes sporadisk rundt omkring blandt kristne mennesker. Derfor er det nødvendigt at kende til læren, og hvordan man ser og modgår løgnen i den.

Det første jeg vil gennemgå er begyndelsen på frelsens løfte, og vil med det lægge grundlaget for hvad frelse er. Jeg mener at Gud har handlet igennem historien som Han har, for at lære os nogle vigtige detaljer. Jeg mener Gud udvalgte Abraham og hans efterkommere, Israel, med det formål (blandt andet), at undervise os i dag. Han handlede med disse folk som Han gjorde, for i praksis at vise os, hvem Han er, og vi må have alle disse år af Guds tålmodighed med, for at forstå budskabet om frelse. Du vil se igennem denne artikel, hvor urimelig stor Guds nåde er. Frelsen er så gennemgribende gennemtrængt af nåde, at det virker så helt urimeligt, at det faktisk kræver tro for ikke at synes at vi skal yde og gøre, for at kendes værdige til denne ufattelige frelse.

Frelsens urgamle forjættelse og virke

  

Frelsen forkyndes umiddelbart efter synden kom ind i verden. Adam og Eva havde knap spist af frugten, før Gud konfronterede dem med synden. Løsningen på genoprettelse var at kvindens sæd (ikke mandens) skulle knuse Satans hoved (1. Mos. 3:15). Mennesket kunne intet gøre, men kvindens sæd, som Esajas senere fortæller er Jomfruen der skal føde en søn (Es. 7:14), Jesus (Matt. 1:23), skal bryde syndens åg (Joh. 1:29). Så simpel er frelsens budskab. Esajas giver et billede, at der skal banes en vej (Es. 35:8): ”Og en hovedvej skal være der, og en vej, og den skal kaldes den hellige vej; de urene skal ikke gå over den; men den skal være for disse: de rejsende mennesker skal ikke, selvom de er dårer, fare vild på den” (KJV). Hovedvejen er et billede på Jesus, og vejen Johannes, hvor Johannes, som vi ved, prædikede omvendelse til Gud. Johannes er vejen - omvendelsens vej - der fører til hovedvejen Jesus, der igen fører til Gud, hvor end ikke dåren, dvs. personen der knap kender højre fra venstre, farer vild. Jesus sagde: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6), og når mennesker sætter egne evner og gøremål foran og ved siden af Jesus, så gør de som troldmanden Elimas, der forsøgte at hindre statsholderen, Sergius Paulus, i at komme til troen (Apg. 13:8). Han gjorde ”Herrens lige veje krogede” (Apg. 13:10) - eller forvrængede / perverterede Guds rette veje, som KJV siger det. Vore egen formåen føles god og selvbekræftende, men sætter vi på nogen måde tillid til kravet om evnen til at aflægge alle de kendte synder i dette liv, så tilsidesætter vi Jesus, og håbet på den endelige udfrielse fra Ham.

1.996 år efter skabelsen, fødes Abram. Ham kalder Gud ud fra verden og videregiver løftet om frelse, at alle jordens slægter skal velsignes i ham (1. Mos. 12:3). 24 år efter, indstifter Gud en pagt med Abram, ikke alene med ham, men alle hans efterkommere. Gud laver en ensrettet pagt med Abram og hans kommende familie, som kun Gud kan bryde, hvilket symboliseres ved at Gud går alene mellem de sønderskårne kroppe, som Abram havde beredt til stadfæstelse af pagten (1. Mos. 15:10-18). Ved en gensidig pagt, ville begge parter gå igennem. Abram troede Guds Ord, når Han sagde at Abram ville få et stort afkom, og Abram blev af Gud regnet retfærdig (1. Mos. 15:6).

Jeg vil spole tiden hurtigt frem til pointen, som er at frelsen kom ved Jesus. Han blev født og bar vores synd, om vi da vil tro Ham, og alt dette kommer jeg tilbage til senere.

Abraham, den retfærdige synder
Jeg bruger her lidt plads til at tale om Abraham, for det er i hans forjættelser vi får del, ved troen (Gal. 3:7-9). Den tro som Abraham havde, retfærdiggjorde ham (Romerne. 4:3) - det var ikke hans ufejlbarlighed der gjorde det. Når jeg siger at kun Gud kan bryde pagten, så er det med troen i tankerne. Hvis vi holder os i troen - og det skal vi se meget mere på senere - så er frelsen sikker, og denne frelsesvished er en kilde til uudtømmelig glæde. Men forlader vi os på andet end Jesus, så afskærer vi os fra pagten.

Abram var retfærdig. Men skulle forjættelsen afhænge af hans evne til ikke at fejle, så var der intet håb. Abram var en løgner, og han bildte Farao ind, at Saraj kun var hans søster, hvilket bragte Farao svære plager (1. Mos. 12:14-20). Det var en svaghed som blev ført videre i Isak, der ligeledes løj sådan om sin kone, Rebekka (1. Mos. 26:7-11) - et meget godt billede på hvordan arvesynden videregives fra far til søn (Adam til Set, osv..., 1. Mos. 5:3). Man skulle jo så mene, at efter Abram havde fået et nyt navn, Abraham (1. Mos. 17:5), hvilket jeg mener, betyder at Abraham havde fået Guds Ånd[4], så ville han i det mindste stoppe med at lyve. Abraham var blevet regnet for retfærdig, og det var på 25ende år efter, da han igen lyver om sin kone, nu kaldet Sarah, og siger igen at hun kun er hans søster, og var det ikke for Guds advarsel til kong Abimelek, så ville det denne gang have kostet kongen livet (1. Mos. 20:2-6 - det kostede da alle Abimelek’s kvinder deres frugtsommelighed, 1. Mos. 20:18). Ikke alene var Abraham regnet retfærdig, han blev af Gud anset for at være profet (1. Mos. 20:7), og Gud forkastede ham ikke, for Abrahams retfærdighed bestod ikke i afholdelse fra synd, men i at tro Gud.

Man kan ikke sige at Abraham gjorde det store ud af at omvende sig. Da Abimelek konfronterede ham, forsvarede han bare sig selv (1. Mos. 20:11-13). Skal man sammenligne Abraham og Abimelek i det her, vil jeg mene at Abraham er den største synder af de to. Man kan måske endda se på sagen således, at selvom Abraham syndende, så var det ham, og den medsvorne Sarah, der tilmed blev velsignet (1. Mos. 20:14-16). Oven i det, lyttede Gud til Abrahams bøn, og gjorde Abimelek’s kvinder frugtbare igen.

Forinden alt dette, 11 år efter han var blevet kaldet af Gud, havde Abram, på trods af at Gud gentagende gange havde mindet ham om sit løfte, og endda sluttet pagten med ham, giftet sig med Saraj’s trælkvinde Hagaj, fordi Saraj var ufrugtbar. Han gik ind til hende og fik et barn, Ismael (1. Mos. 16:3-16), hvis slægtninge gav Abrahams efterkommere fatale konsekvenser. Synden har konsekvenser, og med Ismaels efterkommere (hvoraf Muhammed siges at være), så har verden stadig problemer med Abrahams synd, såvel som i første omgang Adams synd, og i sidste ende, værst af alt, sin egen synd.

Nu er det de historier vi får om Abraham. Det kan ikke være anderledes, end at han alle de år vi ikke hører om, som alle andre mennesker, har begået nøjagtig samme synder, og det gør sig gældende for følgende eksempler også.

Moses, Guds syndige tjener
Moses var et menneske uden sidestykke. Han formåede dog at slå en mand ihjel før Gud havde kaldt ham (2. Mos. 2:11-12). Den synd kan man måske mene ikke skal medregnes, men Moses var Abrahams efterkommer, og havde del i Guds pagt med Abraham. Denne synd fratog ikke Moses forjættelsen. Moses vendte ikke Gud ryggen, og Gud var tro mod forjættelsen.

Men der var en anden synd Moses gjorde, som underviser os om noget meget vigtigt. Moses fejlede i at tro på Gud. Det handler om klippen ved Horeb, som skulle give folket i ørkenen vand. Israel tørstede og Gud sagde til Moses: ”Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den” (2. Mos. 17:6). Moses adlød, og folket fik vand. Men senere igen var der vandmangel, og folket samledes ved klippen igen. Gud beordrede Moses: ”Tag Staven...tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand” (4. Mos. 20:8).

Forskellen på første og anden gang, hvor folket mødtes ved klippen for at få vand, er at Moses første gang skulle slå klippen, og anden gang tale til den. Fejlen Moses gjorde, hvilket var en vantro handling fra hans side, det var at slå på klippen begge gange.

Grunden til det er så vigtigt er, at klippen er Jesus. Paulus fortæller at folket i ørkenen ”drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus” (1. Kor. 10:4). Jesus viser at klippen er troen på Ham, klippen hvorpå Han vil bygge sin kirke (Matt. 16:18). Jesus forklarer også selv, at Han er det levende vand (Joh. 4:10-14) - den åndelige drik. Vi ved at første gang Jesus kom til os, blev Han slået, som Moses slog klippen. Efterfølgende skal Han ikke slås (korsfæstes) mere, men tales til. Moses fejlede i en vigtig profetisk handling, der viser at Jesus er vores klippe. Paulus forklarer at ”dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst” (Romerne. 10:9), og det var det, Moses fejlede i at gøre. Han korsfæstede med andre ord Jesus igen, fordi han ikke ”med sin mund bekendte”.

Den frelsende tro, er tro og tillid til at Jesus er blevet slået én gang for alle. At tvivle på at Hans offer og retfærdighed er nok, er en alvorlig synd. Konsekvensen for Moses var, at han ikke kom med ind i det land (et billede på frelsen), som Gud i forjættelsen havde lovet Abraham (4. Mos. 20:12) - lige som resten af det vantro Israel. Vil vi føje egen retfærdighed, gerning eller formåen til Jesu offer (som Moses gjorde ved at slå klippen igen), hvad mister vi da? Vi må bevare den rene tro på Jesus!

Jeg vil lige sige at Moses blev frelst, og blev set med Elias, da Jesus viste sin herlighed (Matt. 17:3). Men Gud måtte handle således, for det var igennem det udvalgte folk, Han valgte at undervise verden (Romerne. 15:4).

David, en synder efter Guds hjerte
Efter Saul havde vist den manglende tro på Gud, som Abraham havde, gik han egenrådigt ind i præstetjenesten, og forcerede det brændoffer som Samuel skulle have fremført (1. Sam. 13:8-14). Saul havde fået et nyt hjerte (1. Sam. 10:9), men var alligevel fuld ud i stand til at synde. Forskellen på Saul’s synd, og Abraham’s og David’s, var Saul’s manglende tro på Gud. Det fratog ham kongedømmet, og alvoren i dette kan føres over på os. Mister vi troen på Jesu frelse og at Hans retfærdighed er vores, således at vi sætter egne gerninger og formåen ved siden af Jesus, så er vi også i fare for ikke at blive præster og konger for Gud, som lovet (Åb. 1:6 ; Åb. 5:10).

Saul blev frataget kongeriget, og Gud havde udvalgt sig David, en mand efter sit eget hjerte (1. Sam. 13:14 ; Apg. 13:22). Men var David syndfri, selvom han var en mand efter Guds eget hjerte?

Da David var 50 år, 28 år efter han var blevet salvet af Samuel, begik han ægteskabsbrud og mord. David tog en anden mands hustru, gjorde hende gravid og lod hendes ægtemand dræbe. David overtrådte det 5. og 9. bud, i loven. Det drejede sig om soldaten Urias, som David lod dræbe i kamp (2. Sam. 11:15-17), fordi han havde gjort Batseba, Urias’ hustru gravid (2. Sam. 11:2-5). Konsekvensen var at Gud tog barnet, som Batseba fødte, fra David. Gud ville ikke bønhøre David, som ville beholde sin søn, og drengen døde syv dage gammel (2. Sam. 12:14-22). En mand efter Guds hjerte...

David var blevet konge, Gud var med ham og gjorde ham succesfuld, så han underlage sig sine fjender. Men skønt han var en mand efter Guds hjerte, så var hans hjerte, som 68årig mand, stadig svigefuldt, præcis som Bibelen forkynder det for os (Jer. 17:9 ; Ordsp. 28:26 ; Præd. 9:3-5), og David blev stolt - den synd Gud hader mest, da den er ophavet til al oprør mod Gud, eftersom det var hovmod der blev til fald for Satan - syndens ophav (Ez. 28:14-17). David blev stolt over alle sine helte, og sit store militær. Gud ser denne stolthed, og bliver vred på David (2. Sam. 24:1-9). Derfor tillader Gud at Satan ægger denne stolthed (1. Krøn. 21:1), så David, 46 år inde i sit kongedømme, igangsætter et 9 måneder og 24 dages projekt, hvor hele kongerigets styrke optælles.

Prisen for Davids synd, fik en alvorlig konsekvens. Ikke at Gud fortrød sin udvælgelse og sit kald til David. Det gør Gud aldrig med nogen af os (Romerne. 11:29). Husk på, at Han gik alene igennem de sønderskårne kroppe, og oprettede pagten med Abraham. Men synden har altid haft en konsekvens, og konsekvensen er død, og en pest slog 70.000 mennesker i Israel ihjel (2. Sam. 24:15). En mand efter Guds hjerte...

Hvad var det ved David, som Gud elskede? David havde to personligheder. Én del af ham, var svigefuldt, og drev ham ud i den mørkeste synd. En anden del af ham, ønskede at gøre det gode, og i begge tilfælde, omvendte David sig med største inderlighed. Både i synden med Batseba (2. Sam. 12:13 se også Sal. 51:1-17), og i hans hovmod over sit militær (2. Sam. 24:10). Gud elskede det, at David af hjertet ville tro Gud, og omvende sig. Gud kender, som den eneste, dybet af det syndige menneske, og hader den del. Men frelsesplanen var sat i gang for at tage sig af den del af mennesket - grundlaget for Jesu jordiske komme var lagt, og David var selv én af brikkerne (2. Sam. 7:12).

Konklussion
Der ses altså igennem disse fysiske eksempler, at frelsen afhænger af tro, og ikke af afholdenhed fra synd. Det er budskabet Bibelen forkynder fra først til sidst, selv dåren kan ikke fare vild. Synd har en konsekvens, og millioner af mennesker har oplevet og oplever svære konsekvenser af synd. Når Bibelen igen og igen advarer imod at synde, så er det for at synden er ond ved os, i en sådan grad, at den uden Jesus adskiller os fra Gud. Synd uden omvendelse forhærder et menneskes hjerte, og dette menneske, om det er frelst eller ikke, vil komme længere og længere væk fra håbet om Guds frelse. Farao’s tilfælde er et godt eksempel. Al han oprør mod omvendelse, førte hårdere og hårdere straf med sig, og kostede til sidst alt førstefødt i landet livet (2. Mos. 12:29). Det fik ham til at foregive en omvendelse, men frem for at glæde sig over at gøre det gode, som en sand på ny født ville blive det, fik hans vrede fornyet styrke: ”Hvor kunne vi dog slippe Israelitterne af vor Tjeneste!” (2. Mos. 14:5), og det kostede hele hæren inkl. Farao livet (2. Mos. 14:28).

For et frelst menneskes vedkommende, vil vedvarende synd være årsag til at mennesket bryder med Gud. Det er ikke Gud der bryder pagten, men synden vil kvæle troen i mennesket. Jo tættere vi kommer på Jesus, eller jo længere vi lever i lyset, jo mere synd vil vi opdage. Vi vil ikke komme af med al denne synd, men fordi vi vandrer med Ham, vil vi få tilgivelse for disse synder også (1. Joh. 1:7). Som Jesus sagde om kvinden der var en synder: ”Hendes mange Synder er hende forladt, siden hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt” (Luk. 7:47). Med andre ord, så forstod kvinden hvor meget hun var blevet tilgivet for, og havde så meget mere taknemmelighed. Den, derimod, der ikke ser sin synd, og mener kun at få tilgivet lidt, har ikke samme taknemmelighed. Jo tættere vi kommer på Jesus, jo mere ser vi hvilken tilstand vi er i, og at vi ser at Jesus også betalte for alt det der afsløres i lyset, gør at vi bliver overmåde taknemmelige, og finder større afhængighed af Jesu retfærdighed, og tillid til Ham og Hans offer. Ikke at vi skal synde mere, for at opnå større glæde over større tilgivelse. Som sagt, jo længere vi er i lyset, jo mere får vi øje på. Vi behøver ikke føje ondt til ondt. Der er rigeligt at blive taknemmelig over!

Da Esajas, endnu en syndefuld Guds tjener og profet, stod frem foran Guds trone, så han ganske tydeligt at han var en synder, og sagde: ”Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber” (Es. 6:5). Hvad skal man da tænke om de mennesker, der påstår at gøre sig af med synden, for ikke at se den mere? Hvilket lys er de i? Hvor tæt er de i virkeligheden på Jesus?

Forjættelse og ikke lov

  

Paulus taler til galaterne, et hedningefolk som os, og forklarer modsætningen mellem lov og tro. Paulus begynder brevet med at tale om et falsk evangelium, som galaterne er faldet for (Gal. 1:6-7). Han gør det klart, at det evangelium han prædiker, ikke er et budskab han har fra mennesker, men direkte fra Gud (Gal. 1:11-24), og at det evangelium galaterne er faldet for, og som han på alvorligste vis modsætter sig, er et evangelium om lovgerninger og jødiske skikke (Gal. 2:11-21 ; Gal. 3:1-5).

Hele kapitel 3 viser os, at loven og dens krav ikke er virksom efter Jesu død og opstandelse, for det var ikke ved loven forjættelsen kom, men ved tro. Tilmed forklarer han direkte, at loven ikke beror på tro, og hvis man handler efter loven, skal man leve ved den (Gal. 3:12), og loven er ikke til liv, men til forbandelse, en forbandelse Jesus bar (Gal. 3:13).

Forjættelsen er Guds Ånd, et testamente der forud for Kristus var blevet gjort retsgyldigt af Gud, og lovet Abrahams afkom, Jesus Kristus (Gal. 3:14-17). Når vi hører Jesus til, igennem troen på Ham, og er blevet døbt til Ham, så er vi arvinger i kraft af forjættelsen, og loven har intet at skulle sige her.

Paulus tydeliggør dette yderligere, og siger:

et testamente, som forud er gjort retsgyldigt af Gud (dvs. retfærdiggørelse ved troen på Jesus), kan loven, som blev til fire hundrede og tredive år senere, ikke gøre ugyldigt, så den skulle sætte forjættelsen ud af kraft. Thi fås arven ved lov, da fås den ikke mere ved forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved forjættelse.” (Gal. 3:17-18).

Med andre ord spørger Paulus: hvad i al verden loven har med forjættelsen at gøre, den kom jo først 430 år efter forjættelsen - altså løftet om Ånden fra Gud igennem tro. Loven, og at holde den - at lade være med at gøre det, man ikke vil - har intet med forjættelsen at gøre, og har aldrig haft til formål at retfærdiggøre. Loven var et mellemstykke, der kun havde til formål at dræbe os, for at vi måtte se behovet for retfærdiggørelse. Paulus forklarer at: ”var der givet en lov, som mægtede at levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig fås ved loven. Men skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror” (Gal. 3:21-22).

Loven er ugyldig. Den ophørte med Jesus, og havde intet med forjættelsen at gøre. At perfektionisten bilder sig ind, at vi som mennesker der lever efter Jesu død, kan overholde loven ved permanent at aflægge os vore synder og svagheder én efter én, er mildest talt tåbeligt. Og vi skal senere se, at det kunne apostlene heller ikke, selvom de også havde fået del af forjættelsen.

At vi har fået del af forjættelsen, igennem troen på Jesus, gør os ikke fri af synden i det gamle menneske, men vi vil af hjertet ønske den endelige frigørelse, og derfor, som sagt, stræbe efter helliggørelse, som Helligåndens virke leder os ind i.

Hvad er synd?

  

Vi har let ved at identificere os selv og hinanden ved det, vi gør. Ting vi siger forkert eller gør forkert. Men synd er ikke kun det. Synd er det, vi er. Som Esajas siger i ovenstående citat: ”jeg er en mand med urene læber”. Vi ER syndere, fra da vi blev født, til vi dør. Vi vil være syndere ind til vi ser fuldendelsen af frelsen, efter dette jordiske liv. Lad mig hurtigt gennemgå tidligere reference til versene Præd. 9:3-5:

Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og til sidst må de ned til de døde. Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi levende Hund er bedre faren end død Løve. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem slettes ud.

Menneskets hjerte er fuldt af ondskab og dårskab hele livet igennem. Selv når vi bliver frelst og får en ny natur, et nyt hjerte, så slås vi stadig med den gamle natur (som Abraham, Moses og David). Eller rettere sagt, først da, når vi får en ny natur, begynder kampen mod den gamle (Gal. 5:17) - der skal to til et slagsmål... Men der findes de mennesker, der som onde dårer tilhører de levendes flok, nemlig de, der tror på Jesus. For sådanne er der håb. Jesus sagde: ”den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh. 5:24). Johannes siger ligeledes: ”Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet” (1. Joh. 3:14). En levende hund, er bedre stillet end en død løve - dvs. en person der ser og erkender sin svaghed og synd - for et sådant menneske har set at det har fortjent døden. De ufrelste ser intet, og mærker ikke deres synd. De kan føle sig stærke som løver, men de har intet liv i vente. Selv deres minde vil slettes. Et menneske der ikke kender Jesus, kan føle sig som løven der formår alt, men bliver dette menneske frelst, vil det blive magtesløst og ydmygt som en hund. Men som Gud sagde til Paulus: ”i magtesløshed udfolder min kraft sig helt” (2. Kor. 12:9).

Vi ER altså syndere, der benådes på grund af Jesus. Selvom vi forsøger ikke at synde, så er vi i den inderste marv syndere. Vi kan intet gøre, og det er ikke fordi vi ikke synder, vi frelses, men ene og alene fordi Jesus døde for vore synder, at Han blev begravet og opstod den tredje dag - det er evangeliet i al sin enkelthed (1. Kor. 15:1-4).

Der findes syv græske ord, der bruges til at beskrive menneskets medfødte natur. Den danske Bibel er ganske enkelt ubrugelig i dette studie, så jeg bruger KJV. Det ord der ubetinget er brugt fleste gange, er ”hamartia”. Ordet er brugt 174 gange, hvor det næste ”hamartolos”, er brugt 47 gange.

Hamartia:
Jesus sagde, at Han ville sende os Helligånden: ”Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; om synd (hamartia): at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt” (Joh. 16:8-11).

Jesus definerer her synd som værende det, at man ikke tror på Ham. Omvendt må al synd så forsvinde, når man tror på Ham. I Matt. 1:21 beroliger en engel Josef, da han erfarer at Maria er blevet gravid uden hans medvirken, og englen siger til Josef: ”Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder (hamartia)”.

En anden måde at se dette på, er dette: Jesus siger at når Helligånden kommer, skal Han overbevise verden om synd. Den synd Han skal overbevise om, er som sagt at verden ikke tror på Jesus. Helligåndens virke er ikke at overbevise os om overtrædelse af loven - det klarer loven selv. Helligåndens virke er at vidne om Jesus (Joh. 15:26), og lede os til hele sandheden, lære os og minde os om alt Jesus har sagt (Joh. 14:26), og herliggøre Jesus (Joh. 13-14). Jesus sagde at ”jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden” (Joh. 12:47), og Helligånden kom til os i Jesu sted, for at vi ikke skulle efterlades faderløse (Joh. 14:18), så det er klart, at Helligåndens virke ikke er at dømme os efter loven, men at overbevise os om hvem Jesus er. Lovens unikke formål er at føre os til erkendelse af synd (Romerne. 3:20), og virker som tugtemester til Kristus (Gal. 3:24) - dvs. den viser os behovet for Jesus. Men bemærk dette: ”efter at troen (på frelsen i Jesus) er kommet, er vi ikke mere under tugtemester” (Gal. 3:25) - vi har som troende fulgt Helligåndens tale, at vi skal tro på Jesus, og vi er derfor ikke længere under tugtemesteren. Vi er ikke længere under loven, og den kan ikke dømme os mere (mere om det senere), og alt hvad der er at anklage os for, er naglet til korset, dvs. når vi er delagtige i Jesu død og opstandelse (Romerne. 6:3-11), så tilhører lovens evne til fordømmelse det liv, vi levede før vi blev ”badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden” (Tit. 3:5). I det nye liv med Jesus er vi døde fra loven (Romerne. 7:4) lovens domæne er begrænset til det gamle liv. - LOVEN KAN IKKE DØMME OS, OG VI KAN IKKE DØMMES UNDER LOVEN!

Det er vigtigt at forstå følgende:
Jesus taler om synd, retfærdighed og dom. Retfærdigheden er, at Han går til Faderen, og i dag er Jesus hos Faderen, hvor Han er ypperstepræst (Hebr. 2:17), for vores bekendelse (Hebr. 3:1) - dvs. bekendelse af vores tro. Således er Han vores mellemmand (1. Tim. 2:5 ; Hebr. 6:8 ; Hebr. 9:15 ; Hebr. 12:24), som går i forbøn for os, ved Faderens højre hånd (Romerne. 8:34). Vi og dermed vores synd, er med andre ord skjult i Ham (Kol. 3:3-4), da Han går mellem os og Faderen.

Dommen er, at denne verdens fyrste er dømt. Dvs. synden og døden er dømt. Men Paulus forklarer at først: ”når dette forkrænkelige (vort legeme) har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har udført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: »Døden er opslugt og sejren vundet.« »Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?«” (1. Kor. 15:54-55). Først når dette legeme forgår, og vi får et nyt herlighedslegeme, så udføres dommen over verdens fyrste - og dermed synden og døden - det vender jeg tilbage til, når jeg kommer til Romerbrevet. Men for nu står vi mellem de to begivenheder, og mens vi i længsel venter at blive endeligt frie af synden, så må vi stadig slås mod synden - og endda døden.

Paraptoma:
Paulus taler om Abrahams tro, at den blev regnet ham til retfærdighed, men ikke kun ham, også os der tror på Gud, som opvakte Jesus fra de døde, Jesus ”der blev givet hen for vore overtrædelsers (paraptoma) skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld” (Romerne. 4:25).

Jesus skulle frelse folket fra deres synder (hamartia), og han blev givet hen for vore overtrædelser (paraptoma). Det er én og samme sag, og for både vore hamartia (synder) og paraptoma (overtrædelser, forseelser, fald, skyld og synd), døde Jesus. Men bemærk også, at Han blev oprejst for vor retfærdiggørelses skyld. Senere skal vi se på, at vi regnes retfærdige i Ham.

Parabasis:
Paulus taler om Jesu offer, Hans død på korset, og siger: ”derfor er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, efter at død har fundet sted til forløsning fra overtrædelserne (parabasis) under den første pagt” (Hebr. 9:15).

Jesus døde altså også for vore parabasis (forbrydelser og overtrædelser).

Anomia:
Paulus taler til Titus om vort håb, og Guds nåde, der lærer os at vi skal fornægte ugudelighed og verdslige lyster, mens vi venter på Jesus, ”som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed (anomia) og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger” (Tit. 2:14)

Jesus døde også for vor anomia (uretfærdighed, syndighed og overtræder).

Paranomia:
Peter taler om vranglæreres utugt og overmod, og sammenligner dem med Bileam, der ”blev vist til rette for sin overtrædelse (paranomia)” (2. Pet. 2:16)

Ordet paranomia bruges ikke i direkte forbindelse med Jesu offer, men ordet betyder som anomia ”uretfærdighed”, og er indbefattet i Jesu offer.

Hamartano:
Det er dette ord Jesus bruger i lignelsen om den fortabte søn der siger: ”Fader! jeg har syndet (hamartano) imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn” (Luk. 15:21). Som historien fortæller, tilgav faderen ham, og gav ham en helt ny klædning, som Jesus har givet os det.

Paulus siger: ”Alle har jo syndet (hamartano) og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Romerne. 3:23-24).

Også vor synd og skyld, døde Jesus for!

Hamartolos:
Jesus sagde: ”Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere (hamartolos)” (Mark. 2:17). Jesus kom for at frelse syndere, og det er dette ord tolderen brugte, da han ”slog sig for sit bryst og sagde: ›Gud! vær mig synder (hamartolos) nådig!‹” (Luk. 18:13). Det var tolderen der gik retfærdiggjort derfra. Det var mens vi endnu var hamartolos, syndere, Jesus døde for os, siger Paulus (Romerne. 5:8).

Konklussion:
Alle ord der bruges om vores tilstand, kulminerer i Jesu død. Vi kan ikke finde ét ord om synd, der ikke er dækket af Jesu blod. Jesus er død for alt hvad der har med synd at gøre, alt hvad der beskriver menneskets faldne natur. Synd, siger Jesus er: ”at de ikke tror på mig”, og derfor er det sådan, hvilket selv dåren kan forstå, at i troen regnes retfærdigheden, og ikke i gerning, evnen eller kraften til at afstå fra synd, eller andre påfund, der kan styrke selvtilliden hos os. Der er kun tro! Det er præcis det Abraham, Moses og David viser i gerning. Jesus er blevet vores mellemmand, og Han er ypperstepræst for vores trosbekendelse, og Han skjuler os i sig!

Selvom der er mange ord for synd, så kan synd samles under én betegnelse: ”at ramme ved siden af målet”. Bueskytter i gammel tid, råbe ”Sin”, når de ramte ved siden af. ”Sin” er engelsk for ”synd”, og Paulus bruger lidt den samme terminologi, når han siger: ”ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus” (Fil. 3:13-14). Målet er Jesus, og synden er at ”ramme ved siden af”, synden er at ikke tro på Ham, og dermed ”ramme” alt muligt andet.

Læren om at blive syndfri, vil fremsætte tesen, at vel kan vi synde, men der er en grænse for tilgivelsen. Vi kan kæmpe med synden for en tid, men har vi Guds Ånd, vil vi overvinde, og dermed bevise vi har Guds Ånd, og ikke mindst vise hvem vi tjener. Men Jesus forklarer Peter, som spørger hvor mange gange han skal tilgive et menneske der forsynder (hamartolos) sig imod ham, og Jesus svarer: ”ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange” (Matt. 18:22). Hvis vi bydes at tilgive således, så kan vi også forvente at Gud opfylder eget krav - og Jesus sagde: ”tilgiver I menneskene deres overtrædelser (paraptoma), vil jeres himmelske Fader også tilgive jer” (Matt. 6:14). Man kan nu fristes til at tro, at vi kun skal tilgive 490 gange, men Jesus forklarer et andet sted: ”Hvis din broder forsynder (hamartano) sig, så sæt ham i rette; og hvis han angrer, så tilgiv ham! Ja, hvis han syv gange om dagen forsynder sig imod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ›Jeg angrer det,‹ så skal du tilgive ham” (Luk. 17:3-4). Gud tilgiver os hver gang vi angrer og beder Ham om tilgivelse (1. Joh. 1:9)! Jesus siger også at: ”alt skal tilgives menneskenes børn, synder og bespottelser, hvor meget de end spotter” (Mark. 3:28). Man kan fristes til at tro at Jesus kun taler om uendelig tilgivelse for at spotte. Men ”alt skal tilgives”: ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene” (Matt. 12:31). Uanset hvor tit vi falder i synd (om det så er syv gange dagligt), så vil vi tilgives, når vi omvender os.

Ordsp. 24:16 siger at: ”syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv”. Vi falder, og modsat gudløse, så rejser vi os - hvilket er omvendelse, igennem bekendelse og tilgivelse. Men mener Gud så alligevel kun syv gange? Måske havde Peter forstået det sådan, og kunne derfor stille spørgsmålet sådan. Når Jesus siger ”syv gange om dagen” (Luk. 17:4), så er der ingen tvivl om, at tallet syv er en betegnelse for mange - og netop i sammenhæng med ”syv gange om dagen”, så er det tydeligt at det er uendeligt. Et andet vers der viser brugen af syv som et tal af uendelig størrelse på denne måde, er Ordsp. 26:16: ”Den dovne er visere i sin egen indbildskhed, end syv mænd som kan give en begrundelse” (KJV). Med andre ord, finder tåben i sin dumhed sig klogere end syv kloge. Det betyder ikke at hvis der kommer en ottende klog, vil den dovne lytte til visdommen. Der kan komme uendeligt mange med kloge svar, og stadig vil tåben finde sig selv klogere. Vi falder livet igennem, men står op igen, for vi øver os i at stå og søger med iver og nidkærhed imod helliggørelse. Som Paulus sagde: ”Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker” (Apg. 24:16).

Men stadig må vi huske på, at opgiver vi kampen, så vil synden kvæle troen. Vi kan ikke falde i søvn og leve efter kødet. Vi kan ikke stjæle i dag, omvende os og stjæle igen i morgen som fast vane. Men vi vil komme ud i situationer, hele livet igennem, hvor vi mister balancen og synder. Vi har som mennesker hver i sær svage punkter, og vi vil ofte have hårde kampe på disse punkter, for Satan bruger alt imod os, og kender hvert menneskes svage punkt. Og i kampen vil vi falde mange gange, men uanset hvor tit vi falder, så tilgives vi alt, når vi omvender os og bekender vores synd. Det er en hård og smertelig kamp for den troende, i sorg over tilstanden. Men al lidelsen minder os om, at vi har brug for Jesus, og vores trøst og frelse er i troen på Ham, og på Hans offer for os.

Synd ikke mere

  

Talen om ikke at synde mere, er vigtig at forstå korrekt. Læren om perfektion vil, som sagt, kræve at vi stopper med at gøre de samme synder, når vi bliver frelst. Jesus sagde til manden, der havde været syg i 38 år og ikke kunne gå (Joh. 5:5-15): ”Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig” (Joh. 5:14). Hvad var denne lamme mands synd? Var han en morder, en tyv, en ægteskabsbryder? Manden havde været bundet til sin seng i 38 år - hans synd kunne ikke bestå i sådanne ting. Det er vigtigt at forstå følgende omkring synd:

Es. 53:10 siger: ”Det var HERRENS vilje at slå ham (Jesus) med sygdom; når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og HERRENS vilje lykkes ved hans hånd”. Sygdom er her et billede på synd - vi bliver jo stadig syge, så det var ikke det Jesus fjernede. Jesus blev gjort til synd for os (2. Kor. 5:21), og at Jesus helbredte denne mand, er et billede på frelse, hvorfor Jesus ofte siger til de helbredte: ”din tro har frelst dig” (Matt. 9:22 ; Mark. 10:52 ; Luk. 17:19). Først vidste manden ikke at det var Jesus der havde helbredt ham (Joh. 5:13), men da Jesus senere møder ham, fortæller Han at det var af Jesus (Yahshuah, Guds Frelse), han var blevet helbredt. Med andre ord fik den syge mand tro på Jesus, og Jesus sagde da til ham: ”synd ikke mere”. Jesus har forklaret, at synd er at vi ikke tror på Ham, og nu da manden havde fået tro, så skulle han blive i den tro, for at noget værre ikke skulle ramme ham (Joh. 5:14). Noget værre refererer ikke til en værre sygdom, men til evig fortabelse. Joh. 5:21, 24-29 tydeliggør dette, da det ligeledes handler om dom og frelse. Det samme ses i passagen om høvedsmanden og hans syge tjener, i Matt. 8:5-13. Jesus havde ikke fundet så stor tro hos nogen i Israel, som hos denne høvedsmand - men pludselig taler Han om at Israels folk skal kastes i helvede, og at mange andre skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham i himmelen. Troen på Jesus frelser, og sygdom er et billede på fortabelse.

Tanken at de helbredte (eks. de ni spedalske, Luk. 17:12-19) skulle kunne vidne om en midlertidig helbredelse, fordi de fortsat syndede, er forkert. De helbredte var en stadfæstelse og et vidnesbyrd om, at Jesus var og er Messias. Skulle de rammes af værre sygdom, og med det vidne om Hans frelse? Jesus sagde: ”Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.«” (Joh. 10:37-38) - ”men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld” (Joh. 14:11)

Hvad med kvinden der blev taget i hor? (Matt. 8:3-11) Jesus sagde: ”gå bort, synd fra nu af ikke mere” (Joh. 8:11). Som tidligere sagt, så er der synder der er lige til at stoppe med, og prostitution er én af dem. Kommer man til tro på Jesus, og bliver frelst, så er det åbenlyst for enhver umuligt at vedblive i prostitution. Jeg vil mene at denne sag er så banal, at den falder uden for emnet i denne artikel.

Men der er flere steder, hvor vi tilskyndes til ikke at synde mere. Paulus siger: ”Bliv ædru, som ret er, og synd ikke; der er jo nogle, som ganske mangler kendskab til Gud; til skam for jer siger jeg det” (1. Kor. 15:34). Synden er her i kontekst at tvivle på opstandelsen. Opstandelsen er Jesus (Joh. 11:25) - og synd er ikke at tro på Ham (Joh. 16:9).

Johannes siger: ”Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd, thi Guds sæd bliver i ham; ja, han kan ikke synde, fordi han er født af Gud” (1. Joh. 3:9). Kan det betyde at hvis vi er født på ny, så kan vi ikke synde mere? NEJ. Johannes afviger ikke fra Guds Ord, og har forinden forklaret at: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os” (1. Joh. 1:8). Få ord forinden, i 1. Joh. 3:6, har Johannes forklaret det, der for nogle får sidst citerede passage til at gøre Johannes selvmodsigende: ”Enhver, der bliver i ham (Jesus), synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller kendt ham”.

Hvad vil det sige at blive i Jesus? Jesus forklarer med billedet af figentræet, at: ”Bliv i mig, så bliver jeg også i jer... Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt... Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det... Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.” (Joh. 15:4-10). At blive i Jesus er at blive i Hans Ord (tro på Ham), og holde Hans bud. Hvad er da Jesu bud? Loven? Nej! Som gennemgået er loven død, og troen er vejen til retfærdiggørelse efter den nye pagt. Hvis Jesus her beder os om at holde loven, så er der intet håb - intet menneske, hverken i fortiden, nutiden eller fremtiden, har, kan eller vil kunne leve rent efter loven - ingen! Lyt igen til Jesu ord: ”jeg har holdt min Faders bud” - Jesus har holdt Faderens bud, og disse er også loven. Men Jesus befaler os ikke at holde Faderens bud, men at vi: ”holder mine (Altså Jesu) bud”. Han forklarer selv og siger: ”Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer” (Joh. 15:12). Det er præcis det Johannes taler om og forklarer: ”Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed. Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden... Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans Søns Jesu Kristi navn og elske hverandre, som han har befalet os. Og den, der holder hans bud bliver i Gud, og Gud i ham; og deraf kender vi, at han bliver i os: af den Ånd, han har givet os” (1 John 3:18-19, 23-24). Det er desuden på kærlighed til Gud og hinanden loven hviler (Matt. 22:36-40).

Den der synder derimod, er personen der ikke er frelst. Enhver der er født af Gud, synder ikke, siger Johannes, som citeret, og er vi frelst er vi født af Gud, og vi synder ikke, fordi vi er retfærdige i Kristus - som Paulus siger: ”Salige de...som Herren ikke tilregner synd!«” (Romerne. 4:7-8). Det betyder ikke at vi ikke synder, men at vi ikke tilregnes synd, på grund af Jesu retfærdighed, hvori vi står - og kan derfor ikke synde, da vi er blevet frelst.

Bliver vi i kærligheden, både til hinanden og til Jesus, da vil vi ikke synde, for vi vil i kampen mod synden omvende os, og bekende vor synd. Over for hinanden, hvis vi synder mod hinanden, og over for Gud, hvis vi synder mod Gud. ”Guds godhed leder dig til omvendelse” (Romerne. 2:4) - ”bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse” (2. Kor. 7:10). Vi skal blive i den kærlighed, i tro på Jesu offer og retfærdiggørelse. Dermed kan vi ikke synde, for vi omvender os og bliver renset i Jesu blod, og synden tilregnes os ikke.

Retfærdiggørelse

  

Hele læren om retfærdiggørelse, kan virke utrolig kompliceret, men samtidig er det så såre simpelt, som tidligere nævnt, at end ikke tåben kan fare vild (Es. 35:8). At forstå hvordan Gud kan opretholde et uretfærdigt menneske i retfærdighed, det kræver tro. Som vi har set, så var Abraham uretfærdig, men blev alligevel regnet retfærdig.

De der lever efter troen på perfektionisme, vil, fordi de er lige så store syndere som alle andre, skulle præstere rigtig meget selv. For en tid vil de kunne bedrage sig selv (1. Joh. 1:8) til at tro, at de bliver bedre, og endda syndfrie, men faldet venter forude, og Guds nåde skal igen modtages af dem også. De ville kunne skjule det for omgivelserne, men som Ordsp. 28:13 siger: ”Den som skjuler sine synder, skal ikke få fremgang, men den som bekender og forsager dem, skal få barmhjertighed” (KJV). Det er som med det jødiske folk, der søgte at opnå retfærdighed efter loven (egne anstrengelser), og om dem siger Paulus at: ”De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud. Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror” (Romerne. 10:3-4).

Hele simpliciteten i retfærdiggørelsen, ligger i det, at Jesus døde, og Hans død bliver os til frelse, så vi lever i Hans retfærdighed. Det er det, Paulus forklarer til jøderne i Antiokia, hvor han siger: ”Så skal I da vide, brødre, at ved ham forkyndes jer syndernes forladelse; og ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra” (Apg. 13:38-39). Mose lov dømte ikke kun én gang, men krævede ofre to gange dagligt (2. Mos. 29:38-41). Ethvert menneske, frelst som ufrelst, vil findes skyldig under loven, men ved troen på Jesus, retfærdiggøres vi fra alt hvad loven dømmer. Paulus forklarer at som Jesus døde og opstod, og nu lever for Gud: ”Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus” (Romerne. 6:11).

Det betyder at vi ikke skal regne os som syndere, men som retfærdige, for Jesus er vor retfærdighed. Mener vi at kunne spæde egen retfærdighed til Jesu retfærdighed, så fornægter vi Jesus. Paulus taler om at være i Jesus, ”ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen” (Fil. 3:9). Det var ikke farisæeren der fremhævede sin egen retfærdighed, og bad ”Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt”, der blev retfærdiggjort. Det var synderen, der bad: ”Gud! vær mig synder nådig!”. Jesus siger: ”Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes” (Luk. 18:10-14). Farisæerne anklagede Jesus for at spise med syndere, og tænkte selvfølgelig at Jesus skulle være blandt de ”retfærdige” - dvs. selvretfærdige. Jesus sagde: ”De raske har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere” (Mark. 2:17).

Vi må ydmyge os, og acceptere vores tilstand, at vi ikke kan. Vi kan bare ikke, hvor meget vi end prøver. Vi er helt og aldeles overgivet til Guds nåde, og det er den tillid Gud forventer af os, at vi tror på Ham, når Han siger at: ”i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«” (Romerne. 1:17). Jesus ”blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld” (Romerne. 4:25). ”ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed” (Romerne. 5:19) - det er ikke ved vores ufejlbarlige lydighed, i forhold til kendte synder, vi står som retfærdige, men ved Jesu lydighed, ene og alene! ”Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2. Kor. 5:21).

Bemærk at Paulus går så langt, at han siger at vi er blevet Guds retfærdighed i Jesus. Det er fuldstændig overvældende nåde, der beskrives. Når Jesus da siger at: ”hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt. 5:20), så betyder det, at vi skal finde samme ydmyghed som tolderen der bad: ”Gud! vær mig synder nådig”. Jesus havde forinden sagt at: ”Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme” (Matt. 5:17). Jesus var kommet for at opfylde loven, for at Abrahams velsignelse måtte blive os til del (Gal. 3:13-14). Når vi er i Ham, opfylder vi loven (Romerne. 8:1-4) - ikke på grund af os selv - vi kan intet spæde til Jesu død og opstandelse - men fordi Jesus gjorde det, og blev mellemmand for en ny og bedre pagt (Hebr. 8:6). Tolderen var klar over at hans egen retfærdighed var ubrugelig, mens farisæeren satte al lid til sig selv (Luk. 18:9). Tolderen gik retfærdig derfra, for han tog i anerkendelse og ydmyghed imod Jesu (Guds) retfærdighed. De skriftkloge og farisæernes retfærdighed, ses ikke engang som en svag skygge, sammenlignet med vores retfærdighed, i Jesus!

Retfærdig, men stadig en synder.
På trods af alle disse stadfæstelser af vores uberettigede retfærdighed i Jesus, er disciplen af perfektionismen stadig skeptisk. Som sagt menes der, at den retfærdige er gjort fri af synd, således at han ikke synder mere, når han har aflagt sig de åbenbarede synder. Men der er en årsag til at Paulus nævner følgende: ”Således priser også David det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: »Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; salig den mand, som Herren ikke tilregner synd!«” (Romerne. 4:6-8). Der er ligeledes en årsag til at Gud igennem Mika siger: ”Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd hos din Ejendoms Rest, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er nådig?” (Mika. 7:18). Husk på, at vi er gjort til ét legeme i Kristus (1. Kor. 12:13), og deler samme frelse, Jesus Kristus. Gud bærer over med vore overtrædelser, frem for at kræve perfektion, og Han tilgiver os, som sagt, når vi bekender og omvender os (1. Joh. 1:9). Igennem Esajas, taler Gud til sit folk, som er skabt og født af Ham, nøjagtigt som vi er det, og Han siger: ”Og selv indtil jeres alderdom er jeg ham (den samme), og helt til de grå hår vil jeg bære jer. Jeg har gjort (skabt jer), og jeg vil tåle, jeg vil selv bære jer, og vil udfri jer” (Es. 46:4, KJV). Gud har gjort os til en ny skabning i Kristus (2. Kor. 5:17), skabt os i Jesus (Ef. 2:10), ligesom Han gjorde og skabte jord og himmel (1. Mos. 2:4). Vi er Hans værk (Ef. 2:10), som Israel er det, og Han vil selv bære os, og holde os ud (bære over med vore fejl og svagheder) indtil vi bliver gamle - med andre ord, hele vejen igennem dette jordiske liv.

Lad mig lige fremhæve Paulus’ ord fra Romerne. 4:6-8. Salige er vi, fordi vore overtrædelser (anomaia - uretfærdighed, syndighed) er forladt. Vores synder ER tilgivet: ”Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset” (Col. 2:14). Men hvad med overtrædelserne vi gør i morgen, anklager skyldbrevet os for dem - og er Jesu kors nedbrudt i morgen? Paulus fortsætter og siger saligt (velsignet) det menneske, hvis synder er skjult. Hvis vi da vi blev frelst, blev tilgivet, hvorfor skal vore synder så skjules? Hvad er det Gud ifølge Esajas og Mika vil bære over med? David siger at: ”Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os” (Sal. 103:12). Hvilke synder er da skjult? Det kan kun være dem, vi dagligt gør. Men på grund af Jesus er vi retfærdige, og løbende renses vi. Johannes siger: ”hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd” (1. Joh. 1:7) - men, fortsætter han: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os” (1. Joh. 1:8).

Da Jesus deler påskemåltidet med apostlene, vil Han vaske deres fødder. Den ivrige og ”stærke” Peter, ville gerne gøre så meget selv, og ville vaske Jesu fødder, mens han nægtede at det nogensinde skulle ske, at Jesus vaskede hans. Men Jesus siger: ”Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig” (Joh. 13:8). Der er flere formål med Jesu demonstration her. Han vil vise, at vi alle er lige, og at vi skal vaske hinandens fødder, dvs. ingen er for store til at hjælpe hinanden, se også 1. Joh. 4:11. Men der er også det i talen, som ikke handler om fællesskabet mellem os som disciple, men som taler om vort forhold til Jesus - at ”have lod og del” med Ham. Det handler om renhed. Peter forstod tilsyneladende budskabet, og ivrig som han var, ville han gøre ekstra, og ikke kun vaske fødderne, ”men også hænderne og hovedet” (Joh. 13:9). Snavset er et billede på synd, og Peter ville være helt ren, men Jesus forklarer: ”Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene” (Joh. 13:10). Med andre ord er vi ved frelsen ”badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden” (Tit. 3:5) - og renheden, forklarer Jesus, skyldes ”det ord, som jeg har talt til jer” (Joh. 15:3). Støvet er skyllet af, men ligesom når vi går på en støvet vej og fødderne igen bliver beskidte, således er det også med vore liv, og det er et billede på den daglige synd, som vi må bekende for Jesus (frem for at ofre morgen og aften), hvilket 1. Joh. 1:9-10 beskriver.

Apostlenes synd

  

Vi har set på, hvordan de gamle patriarker havde samme problem med synd, som vi kender det i dag. Hvis Bibelens påstand er sand, som siger at menneskebørnenes hjerte er: ”fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem” (Præd. 9:3), skulle vi da alligevel tro at apostlene ikke syndede - eller mestrede deres synd, for at vise hvem de tjente? Hvis det, apostlene søgte at vise os var, at vi er i stand til systematisk at aflægge os synden, så må deres liv jo vidne om denne evne.

Peter
Jeg har allerede talt om den ivrige Peter. Peter der var klar til at gå i fængsel og endda i døden med Jesus (Luk. 22:33). Historien fortæller at han ikke kunne nogle af delene, og måtte benægte sit kendskab til Jesus tre gange (Luk. 22:55-60). Det knuger mit hjerte at læse dette, og jeg har stor medlidenhed med Peter. Forestil dig svigte din bedste ven, som du har lovet fuld troskab, endda til døden, og når det gælder og han er i bekneb til døden, så svigter du - og idet du sviger, så får I direkte øjenkontakt, som Jesus gjorde med Peter: ”Da vendte Herren sig om og så på Peter; og Peter kom Herrens ord i hu, hvordan han havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, skal du fornægte mig tre gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt” (Luk. 22:61-62). Stakkels Peter - man kan ikke andet end at elske ham i al hans menneskelighed.

Men, vil perfektionisten sige, Peter havde endnu ikke fået Helligånden. Det er jo rigtigt, men Peter var udvalgt, kaldet og indsat som apostel. Han var frelst, på trods af sin fornægtelse af Jesus. Peters reaktion, sorgen som vi kender det med vores synd, viser at han havde tro, men fejlede i at være stærk. Jesus havde været i forbøn for Peter, som Han går i forbøn for os i dag, for at vores tro ikke skal falde. Peter faldt, men det var profetien om Peters fald, der udløste Peters udsagn om troskab: ”Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.«” (Luk. 22:31-32). Jesus vidste alt, og Han vidste at Peter ville omvende sig fra sit fald, og at hans svaghed ville blive andre til styrke. Som sagt, en tilhænger af perfektionismen, der påstår vi skal være super-kristne, vil tage modet fra enhver nyfødt kristen. Men erkender vi vores fejlbarlighed, så giver vi håb til andre, og styrker dem.

Men blev Peter stående - selvom han havde omvendt sig? Paulus fortæller hvordan Peter (og Barnabas) af frygt for de omskårne jøder, gled tilbage ind under loven (Gal. 2:11-14). Han fortæller: ”dengang da Kefas (Peter) kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham lige i hans åbne øjne, thi dømt var han. Førend der kom nogle fra Jakob, plejede han nemlig at spise sammen med hedningerne; men da de var kommet, trak han sig efterhånden tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de øvrige jøder, så endog Barnabas blev draget med af deres hykleri.

Hvad kan vi da sige om dem, der sætter kravet som perfektions læren stiller? Det er hykleri. Paulus taler videre om at gå lige efter evangeliets sandhed, og siger: ”da vi ved, at ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger (at opfylde lovens krav), men kun ved tro på Kristus Jesus, så har også vi sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte af tro på Kristus og ikke af lovgerninger, thi af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdiggjort.” (Gal. 2:16). Men, siger perfektionisten, at gøre sig fri fra synd er ikke lovgerninger. Lad mig da spørge: For hvad var Peter dømt? Peter blev dømt for at tvivle på Jesu retfærdighed, og søgte sin egen retfærdighed ved loven, ligesom perfektionisten kræver retfærdighed igennem afholdenhed fra synd, og ikke ved Jesu retfærdighed alene. Peter fornægtede Jesus under korsfæstelsen, og gør det endnu engang ved at glide tilbage i egen retfærdighed.

Johannes:
Der findes ikke direkte eksempler på Johannes’ synd. Men i sine breve taler han i ”vi, os, vore” form, hvilket inkluderer ham selv - og han taler desuden til frelste mennesker (1. Joh. 3:1-2). ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd...hvis vi bekender vore synder” (1. Joh. 1:8-9). Johannes var ikke anderledes end resten af menneskeheden.

Jakob:
Jesu egen (halv)bror, kendte også sin tilstand, og sagde: ”Vi fejler jo alle i mange ting” (Jak. 3:2). Han taler om at kunne tøjle sin tunge, at den der kan det, er en fuldkommen mand, men forklarer senere at: ”tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift” (Jak. 3:8). Det rammer hovedet på sømmet rigtig godt. Jesus sagde at ”Hvad der gør et menneske urent, er... hvad der går ud af mennesket” (Mark. 7:15) - og uanset hvor gamle vi bliver, vil vi sige ting, vi ikke skulle have sagt. Intet menneske kan tøjle tungen, selvom det ikke burde være sådan (Jak. 3:10). Det er bestemt noget vi skal arbejde på - at blive klogere og veje vore ord. Men vi bliver aldrig fuldkomne. Det samme gjaldt selvfølgelig Jakob.

Paulus:

  

Én af de vigtigste kilder til forståelse af den iboende synd, er Paulus’ brev til Romerne, og i særdeleshed kap. 7. Et menneskes forståelse af synd og nåde, kan ofte kortlægges igennem det ene kapitel. Men det kapitel kan ikke isoleres fra passagen i kap. 6-8, og ikke isoleres fra foregående emne i kap. 3-5. Det må forstås korrekt, for at kunne se den enorme, og som jeg sagde, urimelige store nåde og kærlighed der er i Jesu retfærdiggørelse.

Ved en gennemgang af kap. 1-8, ses at Paulus starter Romerbrevet med at forklare om 1) Guds dom over uretfærdigheden, og fortsætter med 2) behovet for retfærdiggørelse, og derefter 3) helliggørelse. Der er mange der blander retfærdiggørelse og helliggørelse sammen, og det kan vi ikke. Men lad os gennemgå det her.

Retfærdiggørelse
Kap. 3:21 - 5:21 omhandler kort sagt retfærdiggørelse i Kristus, og jeg har allerede været inde på det. Men helt overordnet handler de kapitler om, at alle har syndet, og alle retfærdiggøres ved tro. Jesus er retfærdigheden fra Gud, hvorigennem vi i troen stadfæster loven. Dvs. da loven krævede død for overtrædelse, blev Jesu død os til del i troen. Da loven krævede retfærdighed, blev Jesus vores retfærdighed i troen, og loven blev en tugtemester til Jesus (Gal. 3:24), som opfyldte lovens krav (Romerne. 10:4, Apg. 13:39). Alt er ved tro, og ikke gerninger. Jeg skal nok komme ind på Jakobs tilsyneladende modsigelse senere.

Helliggørelse
Når vi kommer til kap. 6, så behandler Paulus det, at blive helliggjort. Vi skal selvfølgelig ikke blive i synden, men vi skal leve i det nye liv - en kamp mod synden er indledt. I frelsen får vi den nye natur, der længes efter helliggørelse. Det gamle menneske er korsfæstet, og helliggørelsen omhandler ikke retfærdiggørelsen, for som Paulus siger: ”den, som er død, er retfærdiggjort fra synden” (Romerne. 6:7). Men allerede her, begynder perfektions evangeliet at afvige fra Paulus’ lære. Den vil sige, at være død og retfærdiggjort fra synden, betyder at vi ikke må / kan falde i kendte synder. Verset forinden giver med denne forståelse mere liv til tanken: ”Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden” (Romerne. 6:6). Hvad betyder dette?

Det betyder ikke, at vi er gjort fri, så vi kan mestre vores synd - det har jeg bevist ovenfor. Dette syndige legeme, som vi endnu har, havde før Jesus magten over os. Men nu da vi er retfærdiggjorte, har Jesus magten over os (Romerne. 5:17), og det syndige legeme har mistet sin dødelige magt. På grund af Jesus træller vi ikke mere under synden, som lønnes med døden, men vi er under nåden, retfærdigheden i Kristus, som lønnes med evigt liv. Paulus understreger denne betydning ved at vende det rundt og sige at: ”så længe I var trælle under synden, var I frie over for retfærdigheden” (Romerne. 6:20). Paulus siger ikke, at den gamle natur er fjernet, men at vi ikke længere er bundet af synden og dens konsekvens. Betydningen er med andre ord, at som vi før var trælle under synden, og havde død i vente, er vi nu trælle under retfærdigheden (Romerne. 6:18), og har livet i vente (Romerne. 6:23).

Vi skal selvfølgelig ikke stille vore legemer til rådighed for synden (Romerne. 6:13). At vi tilhører Jesus som trælle, altså Jesu retmæssige ejendom, som kun Han kan bestemme over, og bestemmelsen er vi er retfærdiggjort i Ham og skjules i Ham så vores synd ikke tilregnes os, det giver os ikke fri til at synde. Det er klart, og den der har fået nåden, ønsker heller ikke at leve i synd. Et menneske der har fået den nye natur i Kristus, længes efter helliggørelse! Frugten af at blive frigjort fra synden (retfærdiggjort), siger Paulus, er at vi er: ”blevet trælle under Gud” og har ”den frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt liv” (Romerne. 6:22). Retfærdiggørelse og helliggørelse er to forskellige ting. Retfærdigheden i Kristus står fast, og helliggørelsen er en livs lang proces, med fald og omvendelse, lidelse og nåde. Som Paulus siger om sig selv: ”Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker” (Apg. 24:16). Er man perfekt, har man ikke brug for øvelse. Paulus er på vej og øver sig, som vi skal øve os.

Åndens frigørelse
Paulus begynder kap. 7 med igen at slå fast, at som en kvinde frigøres fra sin mand når han dør, sådan er vi også frigjort fra loven, igennem Jesu død. Loven er død, i forhold til at dømme os, og vi ER retfærdiggjort i Jesus. Med andre ord: Paulus taler ikke om frelse og fordømmelse i denne passage.

Tænk over dette. Jeg har talt med mange ikke-frelste mennesker - det har du sikkert også - og jeg har flere gange hørt hvordan deres tilgang til Gud er, hvor de taler om alt det vi ikke må. De ville føle det som slaveri, at følge Jesus. Sådan er det gamle menneske. Det er trægt at følge i egen kraft, og Israels forhold til loven beviser dette (Apg. 7:53 ; Apg. 15:10). De knoklede for at overholde loven, men kunne ikke. Men når vi går fra bogstavens gamle tjeneste (loven), og over til Åndens nye tjeneste (Jesus), da får vi en ny natur, og pludselig er det ikke tungt at følge Jesus mere.

Loven er et billede på Jesus, og vi læser om denne lov i 2. Mos. 32:16, at: ”Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne”. Jesus er Guds Enbårne Søn, der er i Faderens favn (Han er i guddommen, Treenigheden), og er blevet Hans tolk (Joh. 1:1 8), dvs. Han tilkendegiver Faderen. Tavlerne var Guds værk, lige som Jesus var det, sendt af Faderen (Joh. 20:21), undfanget ved Helligånden (Matt. 1:20), og ikke mands virke. Skriften var Guds skrift (31:18), lige som Jesus er Ordet (Joh. 1:1, 15).

Vi læser i 2. Mos. 32:19, at Moses ”kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem”. De første tavler, blev kastet til jorden og blev sønderbrudt, ligesom Jesus kom til jorden første gang, og blev sønderbrudt. Han sagde: ”dette er mit legeme, som er brudt for jer” (1. Kor. 11:24, KJV). Paulus forklarer som tidligere citeret i Kol. 2:14, at Jesus: ”udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset”. Dette skyldsbrev er loven (Gal. 3:10), og som loven blev naglet til korset, blev Jesus det også (Apg. 2:33 ; Gal. 3:13). Ødelæggelsen af disse tavler, foregik ved foden af bjerget Sinaj, og Sinaj er et billede på trælkvinden Hagar, der føder børn til trældom (Gal. 4:24-25), som er synonym med synd. Ved foden af dette trældoms bjerg blev lovtavlerne brudt på grund af menneskets synd. Jesus blev brudt, på grund af menneskets synd (Joh. 1:29).

Det er en fantastisk spændende forudsigelse om Jesus! Men der er mere i det, som bakker denne artikel op. Da Gud igennem det Gamle Testamente viser os fysisk, hvordan Han handler med os åndeligt, så er tilblivelsen af de næste tavler særdeles spændende. Hverken Gud eller Moses har opgivet folket, og Gud vil frembringe nye tavler, og siger til Moses: ”Tilhug dig to Stentavler ligesom de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod på de forrige Tavler, du slog i Stykker” (2. Mos. 34:1). Disse tavler er et billede på menigheden. Jesus sagde at på den tro, Peter havde, at Jesus er Gud, vil Han bygge sin menighed (Matt. 16:18), og det skulle foregå ved, at vi i Helligåndens kraft prædiker evangeliet (Apg. 1:8). Vi hugger mennesker ud af verden, og Gud skriver loven på deres hjerter, som Han skrev på tavlerne Moses havde lavet. Vi er hedninger, udhugget af verden, og vi søger at efterleve hvad loven kræver, fordi vi: ”viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre” (Romerne. 2:15).

Bemærk her hvad Paulus siger. Han siger ikke, at vi som bevis for frelsen lever efter lovens krav, men at vi søger at opfylde den gerning loven kræver, fordi vores samvittighed anklager os, et resultat af at loven er skrevet på vore hjerter. Loven blev brudt, som Jesus blev det, fordi vi ikke kan leve efter loven. Nye tavler blev udhugget, og vi har fået en ny lov, Livets Ånds lov (Romerne. 8:2). Vi er en ny skabning i Kristus (2. Kor. 5:17) og Kristus er i os (1. Kor. 1:30).

Vi skal senere se på, at Paulus havde viljen, men ikke kraften til at gøre det han gerne ville, præcis som han siger her. Vi ved hvad loven kræver, fordi den står i vore hjerter, og vores samvittighed anklager os. Men vi har ikke kraften til at udføre lovens krav, og havde vi kraft til at udføre lovens krav, hvorfor anklager vore tanker os da? Vi kan ikke, og må i tillid glæde os over den nye lov. Jeg vil igen sige, at den gamle anklagende lov er sønderbrudt, naglet til korset. Nu har vi fået den nye Livets Ånds lov, der ikke anklager os, men er en pant på den evige arv i har fået i frelsen (Ef. 1:14), som opfyldes endeligt når Jesus kalder os hjem (1. Joh. 3:2).

Vi længes efter at følge Ham, og gør det med iver. Vi ønsker af kærlighed til Jesus, at gøre os af med al svaghed og ikke mindst den gamle natur, som bekriger os. Det som før var tungt, det er blevet en glæde. Det er den forvandling loven ikke kunne give os. Det kristne liv er at Jesus lever sit liv igennem os. Vi er gjort fri i vort indre menneske, men i kødet, det gamle menneske, lever vi fortsat i fjendskabet mod Gud. Men at vi har fået Helligånden, giver os at vi vitterligt ønsker at tjene Ham, skønt vi ofte fejler på grund af kødet. At vi ikke formår at gøre det gode, som Paulus siger det, er intet bevis for, at vi ikke er frelst. Og lad mig sige dette med eftertryk: AT DU OG JEG OVERHOVEDET MÆRKER DENNE KAMP, ER BEVISET FOR, AT VI ER RETFÆRDIGGJORTE OG TILHØRER JESUS! Det er Åndens vidnesbyrd, at vi er Guds børn (Romerne. 8:16) - vi ønsker at gøre det gode, og følger Åndens lov.

Paulus beskriver dette i Gal. 2:19-20: ”ved loven er jeg død for loven (loven dræbte os), for at jeg kan leve for Gud. Med Kristus er jeg kortfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig”. Bemærk hvordan Paulus taler om to forskellige liv - livet i Jesus og livet i kødet - Åndens nye tjeneste, og bogstavens gamle tjeneste. Det ene liv, leves i Kristus, det andet kødelige i tro på at være delagtige i Jesu død og opstandelse, underforstået til udfrielse fra dødens kødelige legeme. Vi har disse to naturer (som David), og det er hvad Paulus gennemgår her, og viser os igennem sin egen erfaring, hvordan kampen er for et frelst menneske - den ene natur kæmper mod den anden.

Den frelstes kamp
Nu kommer vi til v.15, og her beskriver Paulus konflikten mellem den gamle og den nye natur. Og Paulus bruger sig selv som eksempel: ”Jeg forstår ikke min egen handlemåde”. Det siger han ca. 23 år efter han er blevet frelst, og han havde det stadig som du og jeg. Han gjorde ting, som han hadede sig selv for at gøre. Det var ikke blot tanker, men hans måde at være på. Men han var ivrig (som vi der følger Ånden) efter at gøre gode gerninger, som Tit. 2:14 siger, at Jesus: ”hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger” (Tit. 2:14). Ikke at vi formår at gøre disse gode gerninger, men viljen er der (Romerne. 7:18).

Paulus beskriver at der intet godt er i den gamle natur, og samtidig, at der ingen styrke er i den nye (Romerne. 7:18). Vi står i en kamp, hvor det vi gerne vil, fordi vi har fået en ny natur, det kan vi ikke, fordi den gamle natur kæmper imod - Paulus nævner endda at det onde ligger ham nærmest (Romerne. 7:21). Paulus siger at han er ”solgt som træl under synden” (Romerne. 7:14), taget til fange ”under syndens lov, som er i mine lemmer” (Romerne. 7:23). Til Galaterne siger Paulus: ”skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror” (Gal. 3:22), og i Romerbrevet siger han: ”Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle” (Romerne. 11:32).

Det, der er vigtigt at se her, det er, at Gud har forordnet det sådan, at vi for nu, så længe vi er i dette legeme, er indesluttet under synd - af den ene grund, at vi skal erkende, at vi intet kan, og alle er afhængige af Guds nåde. Paulus kunne ikke, og vi kan ikke det, vi egentlig gerne vil - en vilje der er resultatet af Helligåndens indtrædelse i vore liv. Vi kan ikke, og derfor er vi dybt, dybt afhængige af Åndens virke i vore liv, der konstant leder os til Kristus. Åndens virke i vore liv er ikke at frigøre os fra synden i legemet, men at nå til erkendelse af synd, retfærdighed og dom, hvilket jeg har gennemgået tidligere. Synden er, at man ikke tror på Jesus. Retfærdigheden er at Jesus er dømt i vort sted, og er blevet vores retfærdighed. Dommen er at synden er dømt, og venter sit endelige.

Men da synden er i legemet, så vil vi leve med synden, indtil vi får et nyt legeme. Indtil da, må vi konstant overgive alt til Jesus. Når vi ikke formår, så må vi give det til Jesus, vi må lade Ham vaske vore fødder, og i tro lade Hans retfærdighed skinne igennem til os. Paulus giver ikke håb om at blive fri for denne kamp - og heller ikke de slag der opnås i kampen, før dette dødens legeme forgår. Som han siger: ”Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” (Romerne. 7:24).

Der ligger en uudtømmelig stolthed i det gamle menneske. Var det sådan, at vi formåede at blive fejlfrie, så ville stoltheden blive os til fald igen, som den blev det for Satan selv. Perfektionisten vil med tiden blive så hovmodig, at når han møder mennesker der kæmper med synden, så vil han sige som farisæeren ”Gud! jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere” (Luk. 18:11). Unådig og kynisk - stik modsat Jesus, som Paulus siger det: ”vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Hebr. 4:15).

Paulus ønskede at blive fri for denne kamp, selvom han forklarer os, at det kan vi ikke blive, så længe vi er i dette legeme. Men han bad Gud om at blive fri. Ca. 19 år efter sin frelse, fortalte Paulus dette, som er blevet til en stor quiz for mange: Hvem kan gætte Paulus’ svaghed? Lyt nøje til det, Paulus siger:

for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig i ansigtet, for at jeg ikke skal hovmode mig. Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte vige fra mig, men han har svaret mig: »Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.« Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig.” (2. Kor. 12:7-9)

Jeg har hørt mange ideer til, hvad Paulus ”fejlede”. Nogle mener det var dårligt syn, andre hans dårlige samvittighed over forfølgelse af menigheden. Ingen af delene passer Paulus’ beskrivelse. Jeg mener der er tale om en menneskelig svaghed hos Paulus, en manglende kraft til at gøre sig af med synden - præcis som han beskriver det her i Rom. kap. 7. Skulle svagt syn være så stor en ydmygelse for ham? Det tror jeg næppe. Skulle hans tidligere forfølgelse af menigheden plage ham og holde ham ydmyg? - Han siger selv at: ”jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran” (Fil. 3:13). Min erfaring, såvel som mange andre jeg har talt med, er at erkendelse af synd gør os ydmyge - ”vær mig synder nådig”. Og det er præcis det, Paulus’ torn i kødet havde som formål. Det var en Satans engel der anklagede ham, og vi ved at Satan er vores anklager (Åb. 12:10).

Torne er i Bibelen ofte et billede på synd. Jorden bar torn og tidsel efter syndefaldet (1. Mos. 3:18), som senere skildrer ulydighed (Jos. 23:13 ; Sal. 22:5 ; Es. 5:6 ; Es. 7:23-24). Gud viste sig som en ild i tornebusken (2. Mos. 3:2) - et billede der understøtter denne artikel, da Gud ikke fortærer busken, men er i tornebusken, lige som Han er i os, uden at ”fortære” legemet. Jesus bar tornekronen da Han blev korsfæstet (Mark. 15:17), et billede på at Han bar synden, ligesom blodet viser det[5].

Paulus vælger at beskrive Satans engel som en torn i kødet - lige som han beskriver synden i kødet, og skal Bibelen selv forklare hvad Gud siger igennem Paulus, så må det være at Satan anklagede Paulus for hans manglende evne til at overvinde synden, og det ironiske er, at Satan i sine anklager over for det frelste menneske, bliver Guds tjener, for vi ledes igen og igen til Jesus, og må erkende og acceptere og tro det, at Guds nåde er nok, hvilket evangeliet handler om, og som denne artikel handler om. Det var også Guds løsning på Paulus’ plage: ”Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt”. ”Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle” (Romerne. 11:32).

Paulus kommer med løsningen på elendigheden. Løsningen er udfrielse fra dette dødens legeme, ved Jesus Kristus, vor Herre (Romerne. 7:25). Denne udfrielse, fortæller Paulus om andre steder, f.eks. i 1. Kor. 15:43-57. Løsningen og kravet er ikke, at vi mestrer vor kendte synd, men at Jesus frier os fra dette legeme. Det er håbet. Men for nu må vi kæmpe og søge helliggørelse, hvilket er Åndens virke i vore liv. ”Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund. Og ikke skabningen alene, men også vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes forløsning” (Romerne. 8:22-23).

Den kraftfulde helliggørelse
I kap. 8 begynder Paulus igen med at slår fast, at: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, de som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden” (Romerne. 8:1, KJV). Her vil perfektionisten påpege, at vi ikke kan vandre efter kødet, og må derfor mestre vores synd, for at vandre efter Ånden. Men det handler om de to love i vore to naturer. 1) ”i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov”, 2) ”i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind” (Romerne. 7:22-23). Glæder vi os over Guds lov? Finder vi glæde i tanken at opfylde Guds lov? Det vil alle kristne, der har Guds Ånd kunne svare JA til. Der findes ikke ét menneske på denne jord, der har fået Guds ånd, som ikke ville slippe alt på denne jord, for at blive forvandlet kunne tilfredsstille Gud. Det skal vi huske på, når vi støder på at vandre efter Ånden, i Rom. 8. Vi vandrer efter Ånden (Romerne. 8:4). Vi lader os lede af Ånden, og attrår Ånden (Romerne. 8:5). Derfor har vi det som Paulus beskriver: ”Jeg elendige menneske...vi sukker ved os selv” (Romerne. 7:24, Romerne. 8:23). Vi vil slippe alt nu, hvis det kunne opfylde vores længsel efter helliggørelsen. Det betyder at vi vandrer efter Ånden, og derfor er der ingen fordømmelse for os - vi er retfærdiggjort, på tros af den manglede kraft til at opfylde ønsket.

Derfor er det også Paulus siger at: ”Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig” (Romerne. 7:20) - Paulus syndede som alle andre! Det gamle menneske er dømt, og venter sit endelige. Det er den gamle natur der tvinger os til at gøre det, vi ikke vil, og denne natur er dømt, og vil dø. Men det nye menneske, som snart vil få et nyt, herliggjort legeme, er købt og betalt, og er retfærdiggjort fra det gamle menneskes gerninger (Romerne. 8:2).

Paulus nævner i Romerne. 8:13 at vi for at leve, skal dræbe legemets gerninger, ikke i egen kraft, men ved Helligåndens kraft. Perfektionisten står igen med kniven fremme, og kræver at vi stopper med at synde, for det er jo legemets (syndens) gerning, og vi har fået Ånden der giver os kraft til at overvidne synden. Der står intet sted i Bibelen, at Ånden giver os kraft til at overvinde synden, og der står ikke at vi selv skal gøre det. Men ved Guds Ånd. Hvad betyder det?

Vi har set at vi intet kan. Vi har set at alle mennesker synder, ikke bare i dag, men også i morgen. Vi har set at det gamle menneske avler død, og det nye menneske liv. Det gamle menneskes virke er ikke kun fysiske handlinger, men også tanker (Matt. 5:22 ; Matt. 5:27-28 ; Mark. 7:21-22). Vi har set at det gamle menneske ikke er dødt, i den forstand at det ikke eksisterer mere (knib dig selv i armen). Så vi kan heller ikke forvente os at vi kan dræbe dets gerninger, så de ikke ses mere. Hvad gør vi?

Versene jeg har brugt igennem artiklen, har allerede givet svaret. Når vi har syndet, så bringer vi sagen frem for Jesus, det er det, der er Åndens virke i os. Vi står jo fuldstændig magtesløse. Der er intet godt i det gamle menneske, og der er ikke kraft i det nye til at gøre det, vi gerne vil. Vi er overgivet helt og aldeles til Guds nåde - og den er os nok! Vi kan bringe vores synd frem for Jesus og bede om tilgivelse, og Han vil tilgive - om det så er syv gange dagligt. Vi kan bede om at Han vil lade synden vige fra os, som Paulus gjorde det. Vi er nødt til at lade alt være op til Ham. Én ting er sikkert, Han er vores udfrielse fra dette legeme. Som Paulus siger, i forbindelse med den frihed vi har i vente ved legemets forløsning: ”jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os” (Romerne. 8:18).

Endnu en ting vi kan og skal gøre, det er at tragte, eller stræbe efter det himmelske. Det vil sige fylde os med Guds Ord, have fællesskab med Gud igennem Hans Ord. Det er Hans Ord der skal blive i os, således at vi er i Kristus (Joh. 15:7). Paulus taler også til Kolossenserne om helliggørelse, og siger: ”Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse... vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund” (Kol. 3:5, 8). Vi har set, at mennesket ikke kan styre sin tunge (Jak. 3:8), så der vil komme upassende og syndige ting derfra. Vi kan ikke dræbe det fuldstændigt, det kan kun Jesus, når vi iklædes de nye legemer. Men når vi fejler, og fortaler os, eller i gerning handler upassende og syndigt, så må vi dræbe legemets gerninger ved at omvende os og bekende, for derigennem at blive renset (få vasket vore fødder af for den daglige snavs).

Indtil dette legeme er dødt, så må vi vedholde tilliden og troen på at Jesu retfærdighed er vores. Det er elendigt at se sig selv i denne ynkelige situation, men i vores svaghed bliver Gud stærk, Hans nåde bliver uovervindelig. Jeg læste engang en lille historie der skildrede vores tilstand. Vi er som en stor kalkun i ovnen, der har fået det, den skal have. Fuldstændig mør og lækker. Kokken vil tage kalkunen ud, og kommer med sin store stegegaffel. Han stikker den ved i kødet for at løfte kalkunen op, men kødet er skrøbelig og brister. Han prøver igen, men gaflen formår ikke at klare opgaven, på grund af kødet. Denne gaffel er et billede på loven. Hvis vi prøver med lovgerninger, eller egne kræfter (kald det hvad du vil), så er det ganske enkelt umuligt. Der er intet galt med gaflen, det er kødet der er problemet. Der skal et andet redskab til, og kokken tager sig en paletkniv, og skubber den ind under kalkunen, og kan med den bære kalkunen. Denne paletkniv er Jesu offer. Hans offer bærer os igennem! Der er ingen anden vej. Vi har loven, eller vi har retfærdigheden i Kristus. Ingen af delene giver plads til vores egen hjælp. Helligånden kan som sagt ikke hjælpe os her, for det var Jesus der døde for os. Helligånden kan kun lede os til Ham, og til Åndens frugter - som jo ikke afskærer eller annullerer det gamle menneskes virke.

Med andre ord. At dræbe legemets gerninger, er at give overtrædelsen til Jesus igennem bekendelse, som Ånden leder os til, og bede Ham tage synden bort. Så er synden væk, og gerningerne dræbt. Vi har ikke andre steder at henvende os, end hos Jesus!

Men igen vil jeg huske på, at det er ikke en fribillet til at synde med god samvittighed. Vi kan ikke bare give lods og gøre hvad vi lyster efter det gamle menneske - og med ”ikke kan” mener jeg ”ikke vil”. Af skade bliver man klog, som man siger, og nogle synder vil vi finde veje til at undgå, fordi vi ikke vil dem. Andre synder er sværere at komme udenom, og andre igen måske umulige. Selvfølgelig er alt muligt for Gud, men Han valgte at holde Paulus ydmyg, og lod sin nåde være ham nok. Men har vi fået frelsen og den nye natur, så er det stort set overflødigt at nævne det, for den trang er ikke i os. Tværtimod vil vi hige efter helliggørelse. Det vil med andre ord sige, at leve efter kødet, er en beskrivelse af at være ufrelst. At leve efter Ånden, er omvendt at være frelst - og det er vi jo.

Tro og gerninger

  

Jeg lovede at omtale Jakobs brev, der i nogles øjne modsiger alt, jeg indtil nu har sagt. Men der er også andre vers der tages i brug, for at afkræve os de rette gerninger. Jesus siger: ”Men hvis dit højre øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig; thi det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kastet i Helvede. Og hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede” (Matt. 5:29-30).

Jeg tror ikke der er nogen der er i tvivl om, at Jesus ikke mener dette fysisk. I så fald, vil jeg mene at apostlenes sønderrevne legemer ville være beskrevet som bevis for den tanke. Jeg tror samtlige kristne ville gå rundt uden tunge, for hvem kan tæmme den (Jak. 3:8), og for hvem har den ikke været til forargelse? Et mistet lem, dræber desuden ikke legemets gerninger. En tanke kan tænkes uden en tunge, og så skal hele hjernen væk - og så er mennesket dødt. Og hvor står vi da? Dette legeme er allerede dømt til døden, og hvor får vi livet? Det hele handler om Jesus. Vi opfylder også Matt. 5:29-30 i troen på Jesus.

Men der er også denne logiske tilgang til det, som jeg sagde, af skade bliver man klog, og vi finder veje uden om synden. Har du haft trang til at drikke dig fuld, så lad være med at købe alkohol. Har du problemer med lyst, så hold dig fra den del af internettet. Men det betyder ikke at hvis du falder i lyst eller kommer til at drikke dig fuld, så er du ikke frelst. Det handler om helliggørelse, men retfærdighedens pris for dit liv, er betalt.

Jakob siger at: ”Blev ikke vor fader Abraham retfærdiggjort af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret?...I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene” (Jak. 2:21, 24).

Det siger sig selv, at man lever efter den tro man har. Tror man på helliggørelse, så lever man efter helliggørelse. Tror man på retfærdiggørelse i Jesus Kristus, så lever man efter det, og regner sig selv som retfærdig. En levende tro har gerninger, og det viser vi ved at følge Ånden, og ikke kødet, som de der er fortabte.

Men diskussions punktet er Jak. 2:24, at et menneske retfærdiggøres af gerninger, og ikke tro alene. Jakob siger som alle andre i Bibelen, at ”Af egen fri vilje fødte han (Gud) os ved sandhedens ord” (se Jak. 1:17-18) - ikke ved gerninger, men sandhedens ord, dvs. Jesus. Han citerer tilmed 1. Mos. 15:6, der netop slår det fast at ”Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed”. For det første var det ikke i forbindelse med Isak, Abraham blev regnet retfærdig, men i forbindelse med at tro Gud for et mangfoldigt afkom. For det andet, kan det ikke være ofringen af Isak, der gjorde Abraham retfærdig, for som vi ved, blev Isak ikke ofret.

Det Jakob fokuserer på, er Abrahams tro, der kommer til udtryk igennem gerningerne. Abraham troede Gud for et stort afkom, men skulle ofre forjættelsens søn. Hvilken tro! Lidt uden for artiklens emne, vil jeg bemærke, at Abraham vidste at han ville komme tilbage med Isak. Jeg tror Abraham vidste at det var en profetisk handling, han skulle udføre, men var måske ikke klar over om Isak skulle dø, for at blive genoplivet igen. Men han vidste at han ville komme tilbage med Isak, for Gud havde jo lovet at Isak var den forjættede søn - det var trosprøvelsen. Derfor kunne Abraham sige til mændene der var med ham: ”Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder” (1. Mos. 22:5). Interessant!

Men for at komme tilbage til emnet, så er det, der var en højborg for perfektionisten er nu blevet hans snublesten. Når vi ser et menneske der kæmper mod synden, og længes efter helliggørelse, hvilken tro ser vi da i gerningerne? En kold og død tro? Nej. En levende og frelsende tro!

Der findes mennesker der tror på Gud. De kan se at det ikke kan være anderledes - naturen (Romerne. 1:20) og deres egen iboende bevidsthed om evigheden (Præd. 3:11) gør det lysende klart for dem. De har hørt at Jesus er Guds søn, som døde for at vi må blive frelst. Men deres tro er ikke mere end det. De kommer ikke til Jesus med sin synd, og higer ikke efter hverken retfærdiggørelse eller helliggørelse. Jakob siger det således: ”Du tror, at Gud er én; deri gør du ret; det tror de onde ånder også - og skælver” (Jak. 2:19). Denne type ”troende” skælver dog ikke engang.

En frelsende tro, producerer gerninger, og når vi mærker Åndens lov i os, at vi ”ønsker at gøre det gode” (Romerne. 7:21), som Paulus siger, at ”i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov” (Romerne. 7:22), så er det at ”Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn” (Romerne. 8:16). På grund af vore handlinger kan vi også selv se, at vi er Hans. Den manglende evne til at gøre det, vi gerne vil, vidner ikke om at vi ikke er Hans, men at Bibelen taler sandt, at vi ikke kan, og er bundet til, som slaver, at stole på vores Herre.

Synd til døden

  

Der er nogen forvirring om, hvad det vil sige at synde til døden. I lyset af budskabet om retfærdiggørelse, så er det svært at forstå, hvis en kristen alligevel skulle kunne synde til døden. Men hvad er synd til døden?

Nogle forveksler fejlagtigt listen med 1. Kor. 6:9-10 med synder til døden. Paulus siger: ”ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige?”, og definerer hvad den uretfærdige består af, nemlig utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, de der lader sig bruge til unaturlig utugt, de der øver den, tyve, havesyge, drankere, æreskændere og røvere. Men vi er jo ikke uretfærdige. Vi er retfærdiggjorte ved Kristus.

Ægteskabsbrud, fortæller Jesus er blot at se på en anden mands hustru med begær (Matt. 5:28). Synden er allerede i tankerne. Jesus forklarer at: ”fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser” (Matt. 15:19). Vi har set, at det gamle menneske hænger ved, og at vi er i krig med alle disse overtrædelser hele livet igennem (Præd. 9:3-5). Vi falder i dem, og omvender os, for vi vandrer efter Ånden. Men vi falder ikke ud af frelsen i tide og utide. Vi skal regne os som døde fra synden (Romerne. 6:11), og selv når vi snubler, er vi retfærdige. Ikke fordi vi snubler, det er klart, men fordi vi er skjult i Jesus (Kol. 3:3).

Er det sådan det er, at vi i Helligåndens kraft kan, og er nødt til at aflægge os disse synder, for aldrig at se dem igen, da de jo siges at være synder til døden, så når vi af den ene grund, at vi er af kød og blod, aldrig frem til sejr. Paulus siger også at: ”kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed” (1. Kor. 15:50).

Gud har taget hånd om vores åndelige situation, og født os på ny, så vi er blevet et nyt menneske. Således kan vi leve med (ikke i) synd, i en syndig verden. Men vi er ikke fornyet i kødet, så tilstanden med synden varer ved, indtil løsningen på det kødelige legeme kommer. Og da kød og blod ikke kan arve Guds rige, så er det at ”dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed” (1. Kor. 15:53), og da vil vi blive fuldstændig frie fra det gamle menneske, som vi i dag ligger i strid med.

Hvad er synd til døden da? Vi har allerede set at ”alt skal tilgives menneskenes børn, synder og bespottelser, hvor meget de end spotter” (Mark. 3:28). ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene” (Matt. 12:31). Al synd og bespottelse (som er på Paulus’ liste) skal tilgives. Hvad skal ikke tilgives?

Jeg tror at Jesus giver svaret: ”den, som taler bespotteligt imod Helligånden, får i al evighed ingen tilgivelse, men er skyldig i en evig synd” (Mark. 3:29). De skriftkloge havde set alle Jesu gerninger, og vedholdte at Helligåndens værk var Satans (Mark. 3:22). Men Jesus gør dem opmærksom på, at de aldrig ville få tilgivelse: ”De havde jo sagt: »Han har en uren ånd.«” (Mark. 3:30).

Det er den eneste synd der står omtalt, som utilgivelig. Men der er en fare mere, nemlig at være blevet frelst, og derefter forlade troen igen. Paulus siger at: ”når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter - og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot” (Hebr. 6:4-6). Det er i det lys, passager som Hebr. 10:26-27 skal læses, der siger: ”synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige”.

Vi kan lyve med vilje. Vi kan lade uretfærdig vrede få frit løb. Vi kan tænke urene tanker. Det er ikke det, Paulus taler om. At synde med vilje er her, at gå bort fra troen på Jesus. Han kan ikke dø en gang til for os. Men hvornår et mennesker er nået ud i den situation, det kan vi ikke bedømme, med mindre vi ser personen stå i tilbedelse i en moské eller andet afgudshus. Ellers er det kun Gud kender hjerterne (1. Kong. 8:39).

Johannes taler også om synden til døden. ”Der er en synd til døden...Al uretfærdighed er synd (se Paulus’ liste - vi er ikke uretfærdige, men retfærdige i Jesus); men der er synd, som ikke er til døden”. I denne passage taler Johannes om synd til døden, og synd der ikke er til døden. Han afslutter og siger: ”Børnlille, tag jer i vare for afguderne!” (1. Joh. 5:21), og jeg kan ikke se det anderledes, end at den synd til døden han taler om, er at forlade Jesus og gå tilbage til afguderne - som Paulus taler om, citeret ovenfor.

Den troendes byrde

  

Jesus sagde: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ›så skal I finde hvile for jeres sjæle.‹ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let” (Matt. 11:28-30).

Jesus har fortalt os, at Hans bud er, at vi skal elske hinanden (Joh. 15:10-12 ; Joh. 15:14-17). Det er den byrde vi må tage på os, at stræbe efter kærlighed til hinanden. Som sagt vil vi fejle i det også, men så må vi omvende os, og tilgive hinanden.

Apostlene var i samråd med Helligånden, for at bestemme hvad der skulle lægges af byrde på os hedninge. Resultatet var: ”Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød (besmittelse med afguderne, Apg. 15:20) og fra blod og fra kød af kvalte dyr (og blod, Apg. 15:20) og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret. Lev vel!” (Apg. 15:28-29).

Der er intet krav om at vi systematisk skal aflægge os synd, som bevis for at være frelst. Det var det, loven krævede. Peter sagde under ”apostelmødet” i Jerusalem, hvor beslutningen citeret ovenfor blev nedskrevet, at: ”Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære” (Apg. 15:10). Jakob siger: ”Derfor holder jeg på, at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud” (Apg. 15:19). Det viser med hvilket sindelag Jakob skrev sit brev. Hvis hans krav virkelig var at vi skulle kæmpe for at producere gerninger, så ville han ikke kunne sige her, at det ikke skal være for vanskeligt.

Perfektionisten vil nu klamre sig til sidste strå, og sige at Åndens frugter jo er ”kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed” (Gal. 5:22-23). Når vi har fået Ånden, producerer den disse frugter i os, så det er ikke i egen kraft.

Det er også rigtigt. Men midt i Åndens frugter, vil kødets frugter stadig kikke frem, for det gamle menneske lever som gennemgået stadig, og som sagt, så står der intet sted i Bibelen, at Ånden giver os kraft til at overvinde synden. Når vi får Ånden vil Åndens frugter skinne frem, og hvilken glæde for det menneske, der som Paulus har viljen til at leve sådan. Men det er stadig sådan som Paulus også siger: ”men at udføre det gode, formår jeg ikke” (Romerne. 7:18). Hvem skal fri os ud af dette dødens legeme, så vi slipper for den kamp? ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.” (1. Kor. 15:51-53). ”Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!” (Romerne. 7:25).

Afslutning

  

Det er et alvorligt budskab. En person, der har formået at bilde sig selv ind at det er muligt at nå til perfektion og mestre de kendte synder, og tilskriver Helligåndens kraft det, at systematisk kunne aflægge sig dem, vil som alle andre mennesker falde. Når en sådan person falder, som har påstået at den iboende Helligånds kraft forårsager perfektion, så vil personens fald være til spot af Helligånden, for så var Guds Ånd ikke stærk nok alligevel...

Samtidig vil denne person så længe han står, lukke himmelen for nye eller svagere kristne. Til farisæerne siger Jesus: ”Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke” (Matt. 23:12-13). Selvom farisæernes elendighed spænder meget mere bredt end versene her, så handler det om vranglære. De ville ikke acceptere Jesus, og fremstillede sig selv som overmennesker. De kvæler nye troende, der ikke kan leve op til perfektionen. Mange er gået fra Schmidts Venner, nedbrudt og med ødelagt tro, for de kunne ikke leve op til perfektionens krav.

Som advarsel til perfektionisten, vil det være passende at gengive Jesu Ord, som siger: ”Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer; ellers får I ingen løn hos jeres Fader, som er i Himlene” (Matt. 6:1). Frem for at føre mennesker til frelse, vil himmelen lukkes, og perfektionisten vil miste sin løn. Jesus føjer yderligere til: ”Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt” (Matt. 7:1-2). Kræver perfektionisten af andre, at de skal leve efter hans regler, vil han selv dømmes efter de regler. Da vi har set, at ingen formår at leve på den måde, end ikke patriarkerne eller apostlene, så rammer fortsættelsen af Jesu Ord også perfektionisten: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Eller hvor kan du sige til din broder: ›Lad mig tage splinten ud af dit øje;‹ og se, der sidder en bjælke i dit eget øje. Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje” (Matt. 7:3-5). Det er ikke fordi bjælken ikke er der, men fordi perfektionisten lyver over for sig selv, og påstår den ikke er der (1. Joh. 1:8). Perfektionisten vil efterlade en rand af død efter sig, hvor mennesker har givet op og mistet troen, fordi de ikke kunne leve op til perfektionismens evangelium. Er det ikke sådan, at et menneske der frister et andet menneske til at medregne egen retfærdighed, forleder dette menneske til synd mod troen på Jesus? Jeg siger ”jo”, og har jeg ret, vil følgende passage også ramme perfektionisten: ”Og han sagde til sine disciple: »Det kan ikke undgås, at forargelser kommer; men ve den, ved hvem de kommer! Det var bedre for ham, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skulle forarge en af disse små” (Luke 17:1-2).

Jesus siger: ”Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den” (Matt. 7:13-14). Vi har set at vejen er Jesus (Es. 35:8), og Han er også porten (Joh. 10:1-2, 9). Betyder det at kun få vil kunne finde Jesus og blive frelst? Frelsen er en gave (Ef. 2:8), og det er ikke svært at modtage en gave. Det svære består i at tro. At leve i troen på Jesus, på trods af egen utilstrækkelighed. Milliarder kommer ikke til Jesus, fordi de ikke kan tro, at der kun er Hans vej - at ét menneske kunne dø for hele verden. Man vil gøre sig fortjent, og derfor er der et hav af ”gør det selv” religioner. Denne fortjeneste ligger også i perfektionistens evangelium. Vi SKAL mestre vores synd, ellers regnes vi ikke værdige. Vi har og tjener en forkert herre.

Vi må som syndere ydmyge os, og erkende vores tilstand. Vi må være hinandens tjenere og hjælpe hinanden: ”Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet. Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov. Mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv. Hver prøve sin egen gerning, og da han skal få sin ros alene efter, hvad han selv er, og ikke efter, hvad næsten er.” (Gal. 6:1-4).

Lad mig slutte med dette. Paulus sagde at: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv blev grebet af Kristus Jesus. Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran” (Fil. 3:12-13). Paulus var ikke perfekt, og måtte ca. 26 år efter sin omvendelse sige at ”jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran”. Vi må gøre som ham, omvende os fra synderne, og regne os retfærdige (Romerne. 6:11) - glemme overtrædelserne og række frem efter fuldkommenheden.

Abram blev også budt at skulle: ”vandre for mit (Guds) Åsyn og vær perfekt” (1. Mos. 17:1, KJV). Abraham var, som vi har set, ikke perfekt i den forstand som perfektionismen kræver. Han var perfekt, fordi han troede Gud, men han syndende og fejlede i alt, som alle os andre.

Vi vil synde og falde, sådan er dette jordiske liv, det har Gud bestemt. Men Han har også bestemt, at i Jesus, igennem troen, som Abrahams børn, er vi fuldkomne, og derfor kan Paulus få vers senere sige: ”Lad da alle os, som er »fuldkomne«, have dette sindelag; og er der noget, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare jer også det; blot vi, så vidt vi er kommet, vandrer fremad i samme spor” (Fil. 3:15-16). Modsiger han sig selv? I Jesus er vi ”hellige og uden dadel for hans åsyn” (Ef. 1:4) og fuldkommenheden består ikke i større afholdenhed fra synd, det er logik, men den består i det, vi engang skal blive - det der er foran, som Paulus siger: ”målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus” (Fil. 3:14). Johannes siger at: ”I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2). Syndfriheden og det perfekte opnås som sagt først, når dette legeme forvandles.

Reference liste

  

[1]Den evige frelse
[2]Personlig forudbestemmelse (Calvinisme) vs. Guds nåde
[3]Universalisme
[4] Det hebræiske H (heh) betegner et åndepust, eller ånd, og derfor tror jeg at Abraham fik dette nye navn som bevis på, at Gud i sin nåde havde givet ham Ånden.
[5] Se evt. ”Ben, kød og blod”.

Emne: Kristenlivet generelt

  

Information & kontakt

  

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation

Debat: Synd, frelse og perfektion