Den evige frelse


af Kim Andersen

Lagt på d. 02/08-08

Udskriv
Debat
Oversigt


Jeg har tidligere skrevet om Calvinisme, hvor læren om den evige frelse, sammen med forudbestemmelse, indgår som element. Hvis forudbestemmelsen, der lærer at Gud i sin retfærdighed fra evighed af, har bestemt sig for hvem, Han vil frelse og hvem, Han vil kaste ud i evig adskillelse fra Ham, trækkes ud af ligningen, står man med en lære som ganskevidst kommer tættere Kristi evangelium, end Calvinismen. Denne lære tror jeg ikke har noget direkte navn, men kalder den ”én gang frelst, altid frelst” (efaf).

Der er flere der har skrevet til mig for at korrigere mit syn på frelsen, for hvorfor kalder Jesus frelsen for evig (Joh. 4:14 ; 6:51, 58; 10:28), hvis den kan mistes? Siger man at frelsen ikke er evig, er forståelsen at man derved gør Jesus til en løgner. Man mener at der findes mange mennesker, som mener at være frelst, men som aldrig er blevet det - og i det er jeg enig. Jeg har talt med flere der virkelig tror på f.eks. barnedåben. Jeg kender også flere, der kalder sig kristne, men som ikke vil vide af det kristne liv, i overensstemmelse med Bibelen. Men tanken går skridtet videre og siger at mennesker der falder fra, aldrig kan have været frelst.

Jeg siger at frelsen er evig! Og al min trøst findes deri. Men jeg ser yderligere et element i Bibelen, som skal tages til indtægt - et ”hvis” - en betingelse tilknyttet den evige frelse. Uden denne del af budskabet, mener jeg der vælges og fravælges i Ordet, hvilket ikke er os tilladt. Jesus siger: ”Bliv i mig, så bliver jeg også i jer...Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud ” (Joh. 15:4, 6).

Frelsen er evig, men fra hvornår? Paulus siger om os mennesker, at ”det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes” (Hebr. 9:27). Man kan mene, at dom kun henvender sig til folket der ikke tog imod Jesus, men Paulus fortæller til korinterne og romerne at: ”for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt...Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol.” (2. Kor. 5:10 ; Romerne. 14:1).

Selvom dommen for Kristi domstol ikke vil være et spørgsmål om frelse eller fortabelse, for de som tog imod Jesus i dette liv, så ses at dommen og opgørelsen, for alle mennesker, er efter dette liv. Der findes ikke nogen der i dette liv fremstilles for en domstol, for Jesus sagde ”jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden” (Joh. 12:47). Det er derfor ikke synligt hvorvidt man er frelst endnu. Johannes taler om den herlighed der skal åbenbares på de troende, når det endegyldige resultat af frelsen bliver synligt, og siger: ”det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2). Derfor ses det ikke nu, om man er frelst eller fortabt. Først efter dette liv, bliver det åbenbaret. Se også Romerne. 8:19-23 ; Fil. 3:20-21.

Derfor mener jeg at dette liv er en tid for bestemmelse. Den forudbestemmelse som Calvinismen tildeler hvert individ, er efter Bibelens budskab delt mellem to grupper. I dette liv bestemmer man, hvert menneske for sig selv, om man vil tilhøre den gruppe der er forudbestemt til evig frelse, eller den gruppe der er forudbestemt til evig fortabelse. Dette liv er tidspunktet hvor det afgøres. Paulus siger: ”jeg vil ikke engang bedømme mig selv...den, der bedømmer mig, er Herren. Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud” (1. Kor. 4:3-5). Først når Jesus kommer igen, vil resultatet synliggøres. Det betyder ikke at man ikke med rette kan bedømme vranglære og falske åndsmagter, der udgiver sig for at være af Gud. Det er et andet emne. Jeg nævner det for at vranglære ikke skal gå fri, men afsløres så hurtigt så muligt.

At frelsen først stadfæstes efter dette liv, betyder ikke at man som troende bør være i tvivl om sin frelse. Paulus tvivlede ikke på sin frelse. Han talte om at bryde op, for at være sammen med Jesus (Fil. 1:23). Sagen er at hverken gode eller onde intentioner, vil blive dømt nu. Derfor må vi ransage os selv, og bede Gud om at åbenbare det, der er skjult i os, som vi ikke selv får øje på. Har vi med oprigtigt hjerte bedt Jesus om frelse, stræber vi efter Åndens frugter og hader vi synden i vore liv, hvor vi mærker åndens kamp mod kødet, da kan vi være sikre på, at Jesus har fået os, og vi tilhører Ham.

Pagten og æren

  

Før jeg gennemgår udvalgte passager, der omhandler den evige frelse, og muligheden for at fravælge den igen, vil jeg belyse det fundament der bygges på, når frelsespagten skal studeres. Ét af punkterne i efaf tanken er, at hvis vi skal gøre noget for at blive frelst, så retfærdiggøres vi alligevel af egne gerninger, hvilket er i modstrid med eks. Romerne. 4:2-3. Det betyder, mener man, at et menneske selv kan få æren, hvor Bibelen lærer at Gud alene er værdig til at få æren (Romerne. 11:36). Jeg vil i dette afsnit forklare alt dette nærmere.

Paulus fortæller at: ”omskærelsens tegn fik han (Abraham) som et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskåren; og således skulle han blive fader til alle uomskårne, som tror, så at retfærdighed kunne blive dem tilregnet, og tillige fader til omskårne, til dem, der ikke alene er omskårne, men også vandrer i sporene af den tro, vor fader Abraham havde som uomskåren.” (Romerne. 4:11-12). Her ses at den pagt Gud gjorde med Abraham, hvorpå omskæring var et tegn, også er den pagt som ved tro gøres hedningene til del. Paulus siger videre at Abrahams tro blev regnet ham til retfærdighed (Romerne. 4:22), ”Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev ham tilregnet, men også for vor skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tror på ham, som opvakte Jesus fra de døde, vor Herre, der blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld” (Romerne. 4:23-25, se også Gal. 3:8-9, 14).

Pagten med Abraham er altså byggestenen hvorpå læren om frelsen skal bygges. Pagten handler om troen på Gud - Faderen og Sønnen, som er Guds udtrykte billede (Hebr. 1:3). Lad mig minde dig om indstiftelsen af denne pagt, som findes i 1. Mos. 15. Det kan se ud til at pagten kun omhandler arven af landet, men 1. Mos. 17 forklarer at det ligeledes omhandler et stort afkom. Men først vil jeg forklare pagten fra Guds side.

I 1. Mos. 15:9-10 ses at Abraham på Guds befaling tager nogle bestemte dyr, og skærer dem midt over. Det var en måde hvorpå man stadfæstede en pagt. Det samme ses i Jer. 34:18. Det var en skik folket havde, for at vise pagtens alvor. Begge, som indgik denne gensidige pagt, gik imellem de delte dyr. De overskårne dyr, symboliserer formentlig skæbnen for at bryde pagten, at man med livet er garant for pagtens ægthed og overholdelse. Jesus bruger dette billede ang. den dårlige tjener, som skal sønderhugges (Matt. 24:51 ; Luk. 12:46). Nebukadnezar bruger også en talemåde der minder om dette, som straf over de kaldæiske drømmetydere (Dan. 2:5), og senere som straf over dem, der talte ondt om Gud (Dan. 3:29). Om der var nogen pagt imellem disse tydere og Nebukadnezar, vides ikke, men de skulle også hugges sønder. Var det en evig pagt man indgik - som Gud her gør med Abraham (1. Mos. 17:7) - mener nogle at de gik i ottetaller, for at symbolisere den uophørlige pagt, både for dem og deres efterkommere.

I 1. Mos. 15:17 ses at kun Gud går mellem de sønderskårne kroppe. For at stadfæste en pagt mellem to, gik som sagt begge parter igennem de ituskårne kroppe. Men her (som mange andre steder) forkynder Gud, igennem Hans handling med Abraham, fremtidens forløsning i Jesus. Mennesket er faldet i synd, og kan intet gøre for at redde sin skæbne. Kun Gud kan redde mennesket. Derfor går kun Gud igennem de delte kroppe. Gud binder sig selv til denne pagt, alene. Abraham kunne intet gøre, og gjorde intet, da han var i dyb søvn (1. Mos. 15:12, KJV). Pagten er ubetinget, og Gud laver en pagt som er ensrettet - kun Gud kan bryde den. Dvs. har man tro - hvilket betyder at tro, lyde og følge Jesus og Hans Ord, så står pagten ved magt.

Pagten, forklarer Gud til Abraham, indebærer ”at du skal blive Fader til en Mængde Folk...og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!” (1. Mos. 17:4, 8). Gud siger: ”det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud...Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt; og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres. I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder” (1. Mos. 17:7, 9-11)

På trods af at Gud alene er autoriteten og garanten bag pagten, som er en evig, uendelig pagt, så skulle Abraham og hans afkom overholde noget. Pagten var ikke ubetinget, og ”de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!” (1. Mos. 17:14). Alle mænd skulle altså omskæres, for at få del i pagten.

I dag er det ikke længere tale om omskærelse af kødet, men af hjertet: ”jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud” (Romerne. 2:29). Senere kommer jeg ind på Åndens dåb, som behandler det, der her kaldes omskærelsen af hjertet. Men som Paulus siger i Romerne. 4:12 (citeret i begyndelsen af dette afsnit), så er det ikke nok at være omskåret, men at være både omskåret og at følge samme tro, som Abraham havde. At følge en tro, er at gøre som troen tilsiger - troen på det, Guds Ord siger. Og det er hele omdrejningspunktet i den evige frelse, at vi ganske vidst ikke har gjort noget for frelsen, men samtidig må blive i Jesus for ikke at bryde pagten (mere om det senere).

Har man da udført noget som man selv kan få æren for, når man bliver i Kristus? Ikke det mindste. Gud er den, der giver os kraft og styrke, til at holde vores del af pagten. Om Gud siger Johannes: ”alle dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på Hans navn” (Joh. 1:12). Derfor har vi intet at rose os af. Hans er æren og magten, og ved Hans magt kan vi i Jesus vandre i Åndens frugter, hvilket vi senere skal se på. Adskilt fra Ham, kan vi intet (Joh. 15:5), men i Ham, har vi muligheden for at følge Ånden og ikke kun kødet, som vi fulgte (og kunne ikke andet), før Han gav os sin Ånd.

Det jødiske folk var sikre på deres arv i henhold til Abrahams pagt, på samme måde som efaf tanken føler sig sikker på den evige frelse, som ikke skulle kunne mistes. Til jøderne siger Johannes: ”Så bær da frugter, som er omvendelsen værdige, og begynd ikke at sige ved jer selv: ›Vi har Abraham til fader;‹ thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér! Og øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden” (Luke 3:8-9). På samme måde må man sige til efaf fortalerne: ”sig ikke ved jer selv, at I er en gang frelst, altid frelst, for øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”. Der er al god grund til at høre efter, når Gud gang på gang advarer os i Ordet. Både Jesus og Paulus kommer nærmere ind på denne talemåde, som jeg gennemgår senere.

Judas sagen

  

Judas er en omdiskuteret person. Hvad skete der med ham, og var han frelst eller fortabt? Der er flere ting at forholde sig til ang. det, der vises igennem Judas' liv. Noget taler kraftigt for at han var frelst til at begynde med, og når man følger Judas' liv og hans fald, tegner der sig et billede, som jeg mener giver nogle værdifulde svar, i spørgsmålet om den evige frelse.

Judas' kaldelse
1. Judas bliver kaldt som de andre apostle (Matt. 10:1, 4). Det græske ord for kaldt er proskaleomai, som betyder ”at kalde til sig, at samle, at invitere”. At Judas blev inviteret, beviser ikke umiddelbart hans udvælgelse til frelse, selvom apostelgerningen for skeptikere burde tale for sig selv.

2. Judas blev indsat som de andre apostle (Mark. 3:14, 19). Her er det græske ord poieo, som betyder ”at ordinere, at indsætte”. Det ord taler stærkere for noget mere end blot en invitation. Ordet beskriver en mere dedikeret tilstand.

3. Judas blev udvalgt, som de andre apostle (Luk. 6:13, 16). Det græske ord er eklegomai, som betyder ”at vælge, udvælge, udvalgt”. Ordet bruges 25 gange, og betegner et valg, bl.a. valget af Guds folk. I Mark. 13:20 siger Jesus om trængslen at: ”for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage”. De udvalgte er her dem som igennem trængslen har taget imod frelsen. På samme måde taler Jesus 4 gange om Hans udvælgelse af apostlene, ifølge Joh. 6:70 ; 13:18; 15:16, 19.

Specifikt siger Jesus om Judas: ”Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er en af jer en djævel!” (Joh. 6:70). Af de tolv apostle var Judas også udvalgt til aposteltjenesten, på trods af at Jesus vidste, at kaldet ville udmunde i at Judas ville forråde Ham. Men udvælgelsen er lige så gyldig for Judas, som for de elleve andre apostle. Udvælgelsen til apostel medfører bl.a. at skulle dømme Israels tolv stammer (Matt. 19:28). Judas blev udvalgt til dette, og fik som de andre apostle tildelt autoriteten til at løse og binde på jorden (Matt. 18:18). Paulus fortæller de er husholdere over Guds hemmeligheder (1. Kor. 4:1). Aposteltjenesten er ikke et hverv der tildeles vantro tvivlere, men Guds ”inderkreds”. Judas må siges at være startet godt.

Judas' virke
At Judas startede godt, bekræftes ved den betroede kraftgerning som også Judas fik del i. Ved tegn og undere stadfæstede Gud at apostlene var af Ham. Apostle er betroede tjenere, ikke blot efterfølgere af Jesus, men repræsentanter for Ham. Lukas fortæller: ”Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed” (Matt. 10:1) og Judas var, som sagt, én af dem (v.4). Markus fortæller at: ”de uddrev mange onde ånder og salvede mange syge med olie og helbredte dem” (Mark. 6:13). Alt dette skete før Judas fik i tankerne at forråde Jesus.

For at opsummere, vil jeg sige at det, der er vigtigt at bemærke i henhold til dette emne er, at Judas blev udvalgt. Jesus tog ham til sig, som sin - præcis som de andre apostle. Judas virkede i kraftgerninger som de andre apostle. På denne måde viste Gud at Judas var Hans repræsentant. Jesu valg af Judas og Judas' gerninger i Guds kraft viser, at Judas startede godt ud. Hvis Judas ikke var udvalgt, dvs. udvalgt til frelse som de andre apostle, hvorfor siger Jesus det så, og hvorfor har Judas de bekræftende kraftgerninger?

I sin bøn til Faderen siger Jesus om apostlene: ”jeg bevarede dem i dit navn: dem som du gav mig, har jeg bevaret, og ingen af dem er fortabt, foruden fortabelsens søn; for at skriften måtte blive opfyldt” (Joh. 17:12, KJV). Her ses, at selvom Judas gik fortabt, var han givet til Jesus af Faderen.

Ét af argumenterne imod det, at kunne miste sin frelse er, at Jesus siger: ”Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham” (Joh. 6:44), og ”Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham af Faderen” (Joh. 6:65). Med disse vers menes at kunne bevise, at mennesker der falder fra, aldrig har opnået frelse. De blev aldrig givet til Jesus. Men Judas blev draget og givet til Jesus - præcis som de andre apostle. At sige sådan, vil, uanset om man er uenig i calvinismens forudbestemmelse, kræve at Gud faktisk har forudbestemt nogle til fortabelse, fordi Han ikke vil give dem til Jesus. Efaf tanken kan ikke adskilles fra den calvinistiske forudbestemmelse. Selvom intet menneske selv kan forordne frelsen, så kan alle bede om den, og værket er og bliver Guds. Det er og bliver vores valg, hvem vi vil tilhøre. Jesus siger: ”Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh. 12:32). Det, at Jesus vil drage alle til sig, betyder ikke at alle bliver frelst. Der er stadig den frie vilje, hvormed et menneske kan vælge at overhøre stemmen der kalder.

Judas' fald
Noget ændrede sig i Judas. Han begyndte som sagt med at følge Jesus, og blev Hans repræsentant med tilhørende kraftsbevis. Men senere kaldte Jesus ham for en djævel (Joh. 6:70) og fortabelsens søn (Joh. 17:12) - en titel som tilmed gives Antikrist (2. Tess. 2:3). Noget tyder på at Judas mistede sin førstekærlighed, og blev ukritisk i sine handlinger, hvilket bl.a. afspejles i det, at han vedvarende stjal (Joh. 12:6). Jesus har helt sikkert været klar over dette, men er nådig, og giver som lignelsen om vingårdsmanden og figentræet fortæller, en chance for omvendelse (Luk. 13:5-9) - endnu et praj om at det vitterligt er muligt at falde fra, selvom man er ”plantet i vingården”.

Jesus taler til en mængde disciple i Kapernaum (Joh. 6:44-58), som ikke kan acceptere den hårde tale, at Han er det levende brød og vand, og at ingen kan komme til Ham uden Faderen har givet dem. Han siger da til dem: ”der er nogle af jer, som ikke tror. Thi Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde Ham” (Joh. 6:64). Dette vers forstås ofte som værende en tale direkte til Judas. Selvom Judas forrådte Jesus til døden, så taler dette vers ikke kun om Judas, men om alle disciplene der forrådte Jesus, og forlod Ham. To vers efter, i Joh. 6:66, ses at mange disciple forlod Jesus, men de tolv blev hos Ham (Joh. 6:67-71), inkl. Judas, som endnu ikke havde forrådt Ham.

Præcis hvornår Judas skiftede sindelag fremgår ikke. Dog ses at dagen før påske, ved aftensmåltidet, havde Satan indskudt tanken hos ham (Joh. 13:1-2). Judas havde fået tanken, accepteret den og ladet den modne, og var derved blevet uren (Joh. 13:10-11). Det betyder ikke at han fra begyndelsen har været uren. Han havde fra starten det, som de andre apostle havde, for at blive udvalgt som apostel. Judas fik den sidste mulighed for omvendelse, da Han spørger Jesus, som taler om forråelsen og hvem der vil forråde Ham: ”Det er dog vel ikke mig, rabbi?” (Matt. 26:25). Jesus bekræfter Judas' onde tanke, og tilkendegiver over for de andre disciple ”Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper. Så tager han brødet og dypper det og giver det til Judas, Simons søn, Iskariot” (Joh. 13:26). Havde Judas valgt ikke attage brødet, og sige: ”aldrig i livet Jesus, jeg forråder dig ikke”, kunne han have fortsat som én af de tolv. Han benytter sig ikke af muligheden for omvendelse, men vælger, på trods af at han af Faderen er givet til Jesus, at tage brødet ”Og da han havde fået det, fo'r Satan ind i ham” (Joh. 13:27). Som sagt, så kendte Jesus Judas’ hjerte, og vidste at han ville forråde Ham. Det var desuden profeteret ca. 550 år før, hvilket ses i Zak. 11:12-13.

Paradokset
Judas var altså et menneske, der blev kaldt, indsat og udvalgt som apostel. Han blev blandt de tolv givet til Jesus, fik del i Guds kraft, og var på alle måder en Kristi repræsentant. Hvem kan da sige, at Judas aldrig har været frelst? Det ville være et uløseligt paradoks. Paulus siger at: ”dem, han har forudbestemt, dem har han også kaldet; og dem han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort” (Romerne. 8:30). Der er både nutid og fremtid i dette vers, selvom der tales i datid, hvilket igen viser det, Paulus skildrer som løbebanen. De der tager imod Jesus, vil retfærdiggøres - en proces der løber igennem helle livet. Der findes ingen her på denne jord, som endnu er herliggjort med Kristus, for det sker efter dette liv. Adlyder man kaldet (som Judas gjorde), får man frelsen. Er man tro til enden - fuldfører løbet, bliver man herliggjort med Jesus.

Men for at vende tilbage til Judas, er der ingen fortælling i Bibelen, hvor en modstander af Gud, hvilket man er når man ikke tror (og troen fører til frelse), får Guds kraft til mirakler og undere. Var Judas ikke frelst, var Jesu bevilling af Guds magt ét stort bedrag (Matt. 10:1). Gud viste igennem apostlenes gerninger, at deres budskab var fra Ham - Han viste sin herlighed igennem dem. I Es. 42:8 siger Han: ”Jeg er HERREN: Det er mit navn: og min herlighed vil jeg ikke give til andre, heller ikke min pris til gudebilleder” (KJV). Jesus kendte de tolv fra begyndelsen (Joh. 13:18), og vidste at Judas ville forråde Ham. Han ved også hvordan vore liv ender, før vi fødes. Det er Guds storhed og en egenskab der kan tilskrives Ham alene. Man narrer ikke Jesus. Man får ikke del af Hans Ånd - af Hans herlighed, hvis man ikke tror, og Judas er ingen undtagelse. Derfor kan Peter også sige om Judas at han forlod sit embede og sin apostelgerning: ”Herre! du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted” (Apg. 1:24-25). Judas forlod frelsen, skønt ”han regnedes jo med blandt os (apostlene)” (Apg. 1:17) - han faldt fra - forlod frelsen. Han var apostel og var i embede, eller tjeneste, kaldet af Gud og givet til Jesus. Judas var med andre ord blevet frelst, men forlod alt - handlede egenrådigt, for at gå i fortabelse. Verset siger det hele.

Glæden i efaf budskabet, siges bl.a. at være visheden om den evige frelse. Men hvor er visheden i denne tanke? Judas blev anerkendt i kaldelse og kraft, som værende Guds ambassadør. Han tjente, på lige fod, som apostel, og alligevel var han aldrig frelst? Hvor efterlader det os som mennesker? I så fald kan vi leve hele livet i tjeneste - vel at mærke i Guds kraft, hvad end det måtte være, i tro på at vi tilhører Jesus. Vi kan have påkaldt Ham, bekendt vore synder og tro på Ham og Hans frelse, og alligevel ikke være sikre på ikke at ende som Judas, for at skriften må gå i opfyldelse på os, som siger: ”den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” (Joh. 3:36).

Bibelen siger, både i GT og i NT ”at enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Apg. 2:21, Romerne. 10:13). Jesus siger selv at: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort” (Joh. 6.37). Er man nået til det punkt, hvor man ser sit behov for frelse, og råber til Jesus efter frelse, vil Han aldrig støde bort. Deri er en stor tryghed, at man ved, med sikkerhed, at når man kalder på Jesus, da vil Han frelse. Men er den evige frelse da sikret fra da af, og for evigt? Er det betydningen af ”evig frelse”?

At blive, eller at forlade

  

Johannes prædiker og siger om Jesus at Han gav sit liv: ”for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh. 3:16). Den der tror, giver Jesus: ”evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes” (Joh. 10:28). Se også Joh. 4:14 ; 5:24; 6:50,54-58; 8:52. Der er ingen tvivl om, at frelsen Jesus giver, er evig. Den der frelses skal aldrig fortabes, og der er ingen tvivl om at Gud ønsker at alle skal frelses (1. Tim. 2:4), og ingen af dem der frelses vil Han miste (Joh. 6:39-40). Men betyder det så, at efaf er sandt?

Som jeg begynder artiklen med at sige, så er dette liv løbebanen hvor løbet løbes. Intet åbenbares før vi er i mål. Bibelen taler i dette billede, og nævner sejrskransen som uddeles efter dette liv. Paulus siger om sig selv: ”Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst” (2. Tim. 4:7-8). Jakob siger: ”Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham” (Jak. 1:12). Det betyder omvendt at den, der ikke holder ud i fristelse, får ikke sejrskransen. Jesus selv siger: ”Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans” (Åb. 3:11). Livets sejrskrans repræsenterer frelsen, og Jesus taler om at holde fast, for at den ikke skal tages fra os. Til folket i Smyrna siger Han: ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans” (Åb. 2:10). Sejrskranse er for dem der sejrer og ”Den, der sejrer, skal ingenlunde skades af den anden død” (Åb. 2:11). Den anden død er den evige adskillelse fra Gud.

Hvis Bibelen skal hænge sammen på dette punkt, må den evige frelse og det mulige tab af frelsen sammenknyttes. Jesus siger om livets bog, som indeholder alle der er lovet den evige frelse, at: ”Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog” (Åb. 3:5). Det er en kendt sag helt tilbage fra Davids tid, at man kan føjes til og slettes af denne bog. David siger om de onde: ”lad dem slettes af Livets Bog” (Sal. 69:29), og endnu længere tilbage på Mose tid, skønt Moses ikke nævner bogen ved navn: ”Om du dog ville tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!” (2. Mos. 32:32). For at kunne slettes af denne bog, må man stå optegnet, og ingen narrer Gud, så de fejlagtigt bliver optegnet.

Grundlæggende er det sådan som Jesus forklarer her: ”Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig...Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord” - og omvendt ”Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord” (Joh. 14:21-24). Det, at adlyde Jesus er et kontinuerligt valg. Jo mere vi afviser at følge Bibelens Ord, jo lettere bliver det at afvise det, og med tiden vil det være en leg at forråde Jesus, fornægte og forlade Ham. Jesus siger: ”Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter mig over for mennesker, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene” (Matt. 10:32-33 ; Luk. 12:8-9). Peter fornægtede, bandende og sværgende Jesus tre gange (Matt. 26:75). Hvor ville Peter jf. Jesu Ord være, hvis han ikke valgte at omvende sig?

Det kontinuerlige valg stemmer overens med Jesu tale om den evige frelse. ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple” (Joh. 8:31), ”Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger” (Joh. 14:15), ”Bliv i mig, så bliver jeg også i jer” (Joh. 15:4), ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer” (Joh. 15:7), ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed” (Joh. 15:10), ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer” (Joh. 15:14). Selvom kravet i disse vers, og alle andre lignende vers, af efaf tanken blot bruges som en målestok for at kende, om man er i Kristus, så fortæller de, sammen med resten af budskabet i Ordet, om den dybere alvor af valget, fra dag til dag, og øjeblik til øjeblik, at blive i Jesus. Efaf tanken skærer ”brodden” af alvoren, og efterlader budskabet med en tåget ubalance. Målestokken angiver i efaf tanken ikke engang noget mål, da man jo ikke kan vide, før man evt. falder fra, at man alligevel ikke var i Kristus. Hvordan måler man så, om man er i Kristus? Det er yderst ulogisk, og den påståede sikkerhed findes således ikke. Det er det samme paradoks som er i sagen om Judas.

Grenene og vintræet

  

En vigtig tale, som efaf tanken negligerer, eller i værste fald ignorerer, er Jesu tale i Joh. 15, og Paulus' tale i Rom. 11, der omhandler grenene og vintræet, hvor Jesus er vintræet (Joh. 15:1, 5), og menneskene er grenene (v.5).

Ligesom ingen kan narre sig ind i Livets Bog, så kan ingen narre sig indpodet på det sande vintræ. Er man indpodet som gren på det sande vintræ, er det fordi man er frelst. Ingen narrer Gud! Ligeledes skal man være indpodet, for at kunne hugges af. Tænk da nøje over Jesu ord:

Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes” (Joh. 15:2-6).

Jesus taler til apostlene og siger at de allerede er rene, på grund af Ordet, underforstået troen på det Ord, Jesus har sagt dem. Apostlene er som individer grenene, og tilskyndes at blive i Jesus, for at kunne bære den krævede frugt, for uden Ham er det umuligt. Hvis apostlene (eller andre) ikke bliver i Jesus, og dermed ikke bærer frugt, så kastes de væk, visner og brændes - præcis som det skete med Judas. Dermed er de andre apostle ikke bedre stillet end Judas. De kan også forråde Jesus og forlade Ham. Det samme gælder selv sagt for os kristne i dag.

Paulus tager samme emne op på samme måde. Det jødiske folk var udvalgt til frelse. Men selvom de er Guds folk, bliver de ulydige hugget af. Gud forklarer at: ”som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig, lyder det fra HERREN, for at de skulle være mit Folk og blive mig til Navnkundighed, Pris og Ære; men de hørte ikke” (Jer. 13:11). Da frelsen tilbydes hedningene og prædikes for dem, podes de ved tro ind på træet, for at ægge det jødiske folk til misundelse og omvendelse til Gud.

Men om nu nogle af grenene blev brudt af, og du, som hører til et vildt oliventræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik del i oliventræets rod med dens fede saft, så skal du ikke derfor være hovmodig over for grenene; men hvis du er hovmodig, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig. Nu vil du vel sige: »Der blev brudt grene af, for at jeg kunne blive indpodet.« Vel, de blev brudt af på grund af deres vantro, og du har din plads på grund af din tro; vær ikke overmodig, men frygt! Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig. Så se da Guds godhed og strenghed: hans strenghed mod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver i hans godhed; ellers bliver du også hugget af. Men også de andre skal blive indpodet, hvis de ikke bliver i deres vantro; Gud har jo magt til at indpode dem igen. Thi når du blev hugget af det vilde oliventræ, som du af naturen hører til, og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til” (Romerne. 11:17-24)

Efaf tanken er her, at der er tale om to typer af folk, det jødiske og det hedenske. Men da evangeliet er ”for jøde først og så for græker” (Romerne. 1:16), og da ”der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder Ham” (Romerne. 10:12), så er det tydeligt at der i entalsformen er tale om individer. Vi er alle grene i dette billede, og Jesus er vintræet. Vi er alle ligestillet, og bliver vi i Jesus, er frelsen evig. Men hovmoder vi os, og vover vi os ud i ”legen” imod Guds Ord, risikerer vi at blive brækket af. Frafaldne kan da vælge at ydmyge sig igen, og kan, som passagen fortæller,”blive indpodet, hvis de ikke bliver i deres vantro; Gud har jo magt til at indpode dem igen”. For at blive brudt af, skal en gren være på et træ. For at blive indpodet, skal grenen være adskilt fra træet. Det er det, som lignelsen om vingårdsmanden og figentræet (nævnt tidligere) forkynder. Chancen for omvendelse.

Det er denne proces Paulus taler om i 1. Kor. 5:5, at overgive et ulydigt menneske til Satan: ”så hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag”. Det samme gjaldt ”Hymenæus og Aleksander, som jeg har overgivet til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte. Gud” (1. Tim. 1:20). Selvom det i dette vers kan lyde som om de to mænd kun gennemgik en opdragende belæring, som intet har med frelsen at gøre - men kun lønnen (se 1. Kor. 3:15), så forklarer verset forinden, at de havde lidt skibbrud på troen. Jeg talte engang med en (en efaf mand), som forklarede mig at skibbrud ikke mente død. Mange mennesker bliver reddet fra skibbrud. Paulus havde f.eks. lidt skibbrud 3 gange og overlevet (2. Kor. 11:25). Men det bekræfter igen talen om vintræet og grenene, at skibbrud måske ikke er den endelige død, men er en tilstand der behøver omvendelse. Tager man billedligt talt ikke imod redningskransen eller svømmer ind til land, dvs. hvis man ikke omvender sig, så drukner man - hjertet forhærdes.

Passagen citeret ovenfor, fra Rom. 11, fortæller som passagerne om Livets Bog, at et menneske kan være bestemt og udvalgt til frelse, falde fra frelsen, og igen tages til nåde, for at blive arving til frelsen. Derfor er den evige frelse kun evig, så længe vi bliver i Kristus. Forlader vi Ham, forlader vi frelsen. Resultatet er dog stadig evigt, men vil da være evig fortabelse.

Tanken i efaf læren, vil her, som tidligere sagt, affærdige sagen med, at et menneske der forlader Jesus, aldrig har været hos Ham. Men både Jesus og Paulus efterlader intet til diskussion. Judas, Hymanæus og Aleksander, og personen fra 1. Kor. 5:5, er personer der i praksis viser at denne affærdigelse ikke virker.

Intet kan adskille os fra Gud

  

Hvad da med det faktum, at Jesus ”giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd” (Joh. 10:28-29)? Paulus spørger: ”Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?...Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Romerne. 8:35, 38-39)

Med andre ord kan vi være 100% sikre på, at ingen og intet kan adskille os fra Jesus, når først vi er blevet Hans. Men har vi da ingen grund til at lytte til alle advarslerne? Hvad med vores frie vilje? Af alle de ting der nævnes i disse vers, er der kun udefra kommende ting - men hvad med os selv? Hvorfor siger Paulus ikke ”end ikke os selv”? Man skal passe på med at læse mellem linierne, men havde Paulus sagt det, ville hans tale modstride talen om den frie vilje. Peter siger: ”vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte” (1. Pet. 5:2). Gud unddrager os ikke den frie vilje. Den dør ikke, når vi bliver frelst - og derfor findes der alle de mange advarsler om at vogte og våge, for ikke at falde fra.

Én som jeg har talt med om dette emne, og som jeg er glad for at have kunnet tale med om det, irettesatte mig og spurgte om jeg var stærkere end engle og magter, stærkere end nuværende og kommende kræfter. Det er en god pointe, som jeg har tænkt en del over. Det er jeg selvfølgelig ikke på den måde. Hvem ville turde stille sig op mod en person som eks. Gabriel? Men den frie vilje, som Gud har givet, er stærkere end noget andet. Gud kunne ikke tvinge Israel til at adlyde, men tilskyndede: ”vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve” (5. Mos. 30:19). Det er en suverænitet Gud har givet mennesket, en magt der overgår Guds vilje. Guds vilje er at alle skal frelses (1. Tim. 2:4), men alligevel er der få, der bliver frelst (Matt. 7:14). Derfor må ethvert menneske tage det alvorlige opgør og sige som Jesus: ”dog ske ikke min vilje, men din!” (Luk. 22:42). Fra tanke til tanke må vi overgive vores vilje til Gud, for at Hans vilje må ske - at Åndens frugter må modnes i vore liv. Jeg siger ikke at Guds vilje ikke vil ske. Han siger selv at: ”Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje” (Es. 46:10). Guds vilje er, at vi skal vælge, og det viser Han helt fra begyndelsen i Edens have.

Vi er derfor som individer vores egen værste fjende. Vi er i stand til at forlade Gud, som Judas, Hymanæus og Alexander - og tusinder af andre, som falder i denne tid, for at skriften kan gå i opfyldelse som siger: ”Først må jo frafaldet komme” (2. Tess. 2:3). Derfor. Som Jesus siger. Hvis vi bliver i Ham, er frelsen evig. Bliver vi i Ham, er der intet hverken i denne verden, eller den åndelige verden, som kan tage os ud af Hans hånd, og skille os fra Ham. Men bliver man ikke i Jesus, og søger andre veje til Gud, så kan man ikke bære frugt, og så kastes man ud og brændes i ilden.

At korsfæste Kristus igen

  

Paulus taler til hebræerne om mennesker, som er blevet frelst og falder fra. Han siger: ”Thi når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter - og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny” (Hebr. 6:4-5).

Der er ingen tvivl om at Paulus taler om mennesker, som oprigtigt er blevet frelst, men som vælger at frasige sig frelsen igen, ved f.eks. at sætte sin lid til andre guder. Vers 6 får af efaf tanken en betydning, der vender hele sagen på hovedet. Paulus siger om frafaldne mennesker, at hvis de skulle frelses igen, ville det være sådan at ”de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør Ham til spot”. Verset udlægges sådan, at det beviser at man ikke kan falde fra, for Jesus kan ikke korsfæstes igen. Når mennesker er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden osv., så er muligheden for at miste det hele lige så umuligt, som det er at hente Jesus ned fra himmelen, og korsfæste Ham igen. Men kan verset udlægges sådan?

Bibelen har det ofte med at sige den samme ting på to måder, og det gør den også her. Hvis man læser videre i v.7-8, så efterlades der ingen tvivl om hvordan foregående vers skal forstås: ”Thi så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for (hvilket Jesus siger vi ikke kan, uden at være i Ham), er den under Guds velsignelse; men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den”.

Altså. Et menneske under Guds velsignelse - der i denne sammenhæng handler om frelsen - som bærer tjørn og tidsel, vil brændes - hvilket er en henvisning til talen om den evige ild - evig adskillelse fra Gud. Det er samme billedsprog, som den tørre gren der ikke bærer frugt. Lad mig gennemgå passagen, ud fra v.5, der taler om frafald.

Verset, er det eneste vers i NT der indeholder ordet parapipto, som her er oversat ”falder fra”. Det er et ord der beskriver et fald, der ikke kan genoprettes. Paulus bruger f.eks. et andet ord i Hebr. 3:12, hvor han siger: ”Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud”. Der er stadig tale om at falde fra, som i dette vers (Hebr. 6:5). Ordet er ikke parapipto, men aphistemi, som betyder ”at trække sig væk fra / afholde sig fra / gå bort fra”. Aphistemi bruges eks. også om enken der ikke ”veg fra helligdommen” (Luk. 2:37). Satan forlod Jesus, efter fristelserne (Luk. 4:13). Jesus siger til de selvretfærdige: ”gå bort fra mig alle I, som øver uret!” (Luk. 13:27). Det er altså også et ord der betegner en handling vi selv kan gøre.

Falder et menneske fra i et aphistemi, tester Gud et menneskes hjerte. Det er som et skibbrud, men redningskransen er endnu i syne og Gud tester om mennesket er villigt til at vende om, og få tilgivelse. Vil personen ikke det, vil han/hun på et tidspunkt komme så langt ud af sit forhold med Gud, at parapipto, som dette vers taler om, vil ske, og ingen omvendelse er mulig, fordi hjertet er blevet forhærdet. Måske var det det, som Judas oplevede. Måske havde Judas' vrede med tiden rejst sig mod Jesus, bl.a. fordi - som Joh. 12:4-5 fortæller - at Jesus ”ødslede” med den kostbare salve. Mark. 14:5-10 fortæller beretningen på en overbevisende måde, der viser at denne begivenhed var ét af Judas' vredesårsager.

I en periode af frafald, har Gud langmodighed med mennesker. De er som bortkomne får, og kan dumme sig og vakle rundt, men til en hvis grænse. Hvis man ikke vil lytte til Guds advarsler om omvendelse, ender man som Israel, i total udslettelse (billedligt for adskillelsen fra Gud). Selvom man farer vild, kan man stadig elske Jesus, og Han er den eneste der kan få æren for, at man stadig gør det. Han er den, der som den gode hyrde holder et menneskes hjerte hos sig. Men adlyder man ikke, og der kan være mange menneskelige grunde til det, så er Jesus nødt til at acceptere et menneskes valg og lade dem gå. Det er den frie vilje.

For at opsummere begreberne at ”falde” og ”falde fra”, så er et fald det, at man kommer væk fra Gud, på én eller anden måde. Jeg tror ikke at et fald som sådan, er de almindelige små synder vi gør dagligt, hvilke vi selvfølgelig også skal have tilgivelse for. Et menneske der falder, er et menneske som kommer væk fra Gud, og har brug for at vende om igen. Det betyder også at personen er ”faldet fra”. Det var f.eks. sådanne mennesker, som Paulus tidligere nævnt overgav til Satan (1. Tim. 1:18-20), for at de måtte tugtes til omvendelse. Med andre ord, var de faldet i frafald. Det er ikke uopretteligt, for som Johannes siger: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (1. Joh. 1:9). Læg mærke til: HVIS vi bekender. Endnu engang begrebet ”fri vilje”. Hvis et menneske ikke vil bekende sit frafald, kan det resultere i et forhærdet hjerte, som eks. Farao, der fik adskillige chancer for at omvende sig. Konsekvensen for ikke at lytte til hverken advarsler eller tugtelse, som Israel jo lykkes med, så er faldet uopretteligt. Analogien til Israel differerer lidt, fordi Gud jo vil føre folket tilbage, hvilket vi ser i dag. Det forkyndte Han før folket forsvandt (Jer. 32:37). Men der er med Israel tale om jordiske tider, og ikke evigheden. Gud kalder Israel hjem, for sit eget navns skyld (Ez. 36:20-24).

Med Kristus er jeg kortfæstet

  

Paulus gennemgår dette emne mange steder, både for bl.a. Romerne, Galaterne og Kolossenserne. Er man korsfæstet med Kristus (Gal. 2:19), død og opstanden, på en måde der ligner Hans (Romerne. 6:3-5) - Ham som aldrig dør mere (Romerne. 6:9-11) - hvordan kan man da dø igen, og miste frelsen?

Først må man grunde over disse ord. Det er et helt ”utroligt” budskab, men sandt. Er vi blevet frelst, er vi som døde for synden, og skal regne os som sådan. Vi er retfærdige arvinger til det evige liv, sammen med Jesus. Men det betyder også at vi ikke kan fortsætte i synd, for vi skal, som Paulus siger til Filipperne: ”leve et liv, der er Kristi evangelium værdigt” (Fil. 1:27). Vi skal bære omvendelsens frugter, som er omvendelsen værdig (Matt. 3:8 ; Apg. 26:20). Vi skal ikke lade synden virke i vore liv, for den avler død (Romerne. 6:23).

Men kan man tage denne tale bogstaveligt, således at døden er identisk med en fysisk død, og en opstandelse med et udødeligt legeme? Ligesom det, at fødes på ny ikke er identisk med en fysisk fødsel (hvilket jeg gennemgår i afsnittet ”At fødes på ny”), så er denne død og opstandelse heller ikke ment i fysisk forstand. Paulus siger selv at: ”Jeg bruger et udtryk fra menneskelivet for jeres svage, kødelige naturs skyld” (Romerne. 6:19).

Som alle andre punkter i denne artikel, så er dette også et punkt der forudsætter, at blive i Kristus. Talen i udvalgte vers fra passagerne, kan ikke isoleres fra resten af Ordet. Vi kan regne os for døde fra synden, så længe vi bliver i Jesus. Paulus siger i denne sammenhæng til Galaterne at ”kun hvis jeg igen bygger det op, som jeg nedbrød (loven), viser jeg mig som overtræder. Thi ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud. Med Kristus er jeg kortfæstet” (Gal. 2:18-19). Paulus er fri fra synden i Kristus, men hvis han igen finder tro på retfærdighed igennem overholdelse af loven (hvilket selvfølgelig også gælder at finde tro på afguder - andre veje til Gud osv.), så vil loven dømme ham, for som han siger: ”ved loven er jeg død for loven” (Gal. 2:19). Et andet sted siger han ”Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven” (1. Kor. 15:56), ”ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd” (Romerne. 3:20). Derfor måtte Jesus opfylde loven (Matt. 5:17), udslette dens anklagende skyldsbrev imod os (Kol. 2:14), så vi i Ham ikke var under loven - det formåede loven ikke (Romerne. 8:3). Det er det, Paulus søger at vise igennem Peters lovtrældom i Gal. Kap. 2. I Jesus er vi løst fra loven, men genopretter vi den, er vi overtrædere. Så søger man igen at holde loven, vil man dømmes. Jakob siger: ”den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle” (Jak. 2:10), og som Paulus siger: ”alle, som synder under loven, skal dømmes ved loven” (Romerne. 2:12).

Som med grenene og vintræet, så er vi retfærdige så længe vi er i Kristus og bærer de rette frugter, der er omvendelsen værdig. En analogi til vores samfund kunne være, at en diplomat som kan undgå straf for forskellige overtrædelser, undgår kun så længe han er diplomat. Hverken politi eller ambulancefolk kan overskride fartgrænserne uden for tjeneste. På samme måde vil vi dømmes uden Jesus. Bliver vi ikke i Ham er der intet håb. Det er dit og mit valg.

Den fortabte søn

  

Historien om den fortabte søn er fantastisk. Den viser Guds ufattelige kærlighed, og samtidig alvoren af det ”hvis”, der er tilknyttet den evige frelse. Selvom den taler sit tydelige sprog, så negligerer efaf historiens alvor, fordi død for dem ikke betyder død. Lad os se på historien (Luk. 15:11-32).

Forud for denne historie, er lignelserne om hyrden der forlader 99 får, for at hente ét bortkommen får, og lignelsen om kvinden der har taber én drakme, tænder lys og fejer for at finde den. Det kan lyde som om den umistelige frelse skinner igennem her, da det mistede i begge tilfælde hhv. lægges på hyrdens skuldre, og findes af kvinden. Men det ”hvis” som Jesus taler om findes i begge historier, da fåret og mønten repræsenterer et menneske som omvender sig - og sagt i lighed med Jesu ord - valgte at blive i Jesus (Luk. 15:7, 10). Det var et personligt valg, brugen af den gudgivne frie vilje. Personen kunne være blevet bitter, have forhærdet sit hjerte, og takket nej til omvendelsen.

Lignelsen kaldt den fortabte søn, fortæller om en familie, en far og hans to sønner, der er et billede på os som mennesker og vores Far i himmelen. Den yngste søn (som er hos faderen, hvilket er et billede på frelse) forlader faderen, og misbruger alt han har fået. Det relevante i denne henseende er sønnens omvendelse, og hvordan sønnens position har været hos faderen, i tiden for sønnens bortgang. Da sønnen kommer hjem, siger faderen ”min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen” (Luk. 15:24, 32).

Det, at være død bliver tildelt alverdens betydninger. Bl.a. at 1) faderen ikke konkluderer, men blot troede at han var død, eller 2) at han var død på den måde, at han havde mistet sin status eller sit fortrin hos faderen, jf. v.31 - at han havde mistet glæde og det gode liv hos faderen.

1) Troede faderen blot at sønnen var død, ville han formentlig have sagt sådan. Nu er det forkert at lægge ordene i munden på faderen, for at få ham til at sige det, man synes han skal sige - og det gælder også den anden vej rundt, at gøre konklusion til spørgsmål. Men når faderen begge gange (v. 24 og 32) siger at sønnen var død men er blevet levende, så taler det for, at sønnen for faderen var som død, men blev levende da han omvendte sig og kom hjem.

2) Når sønnens elendige forfald tages i betragtning, så er der ingen tvivl om sønnens mangel på glæde og godt liv. Men det er ikke alene det, lignelsen handler om. Den skal forstås sammen med de to foregående lignelser, der handler om frafald og omvendelse. På begge punkter nedtones lignelsens alvor.

Er man i tvivl om, hvordan ordet ”død” skal fortolkes, så har Bibelen igen gjort sig ulejligheden at forklare sig på en anden måde, nemlig at sønnen var fortabt. Ordet fortabt er apollumi, som betyder ”at ødelægge fuldstændigt, at forgå, at miste, at dø”. Det bruges 100 gange i NT, i 86 vers. Du ville kede dig, hvis jeg gennemgik alle 86 vers. Men lad mig gennemgå nogle få.

Matt. 2:13 Herodes ville dræbe Jesus.
Matt. 5:29 Det er bedre at ét af dine lemmer forgår, end at hele dit legeme kastes i helvede.
Matt. 8:25 Disciplene på det oprørte hav, råber til Jesus om frelse, for ikke at gå under.
Matt. 9:17 Ung vin på gamle lædersække, ødelægger de gamle lædersække.
Mark. 1:24 Den urene ånd sagde til Jesus: ”Er du kommen for at ødelægge os?”
Mark. 3:6 Farisæerne og herodianerne besluttede sig for at dræbe (slå ihjæl) Jesus.
Luk. 9:24 Den der vil frelse sit liv, skal miste det.
Joh. 3:15 Enhver der tror på Jesus skal ikke forgå, men have evigt liv. (KJV)
1. Kor. 1:18 Korset er en dårskab for dem der fortabes.

Der er ikke meget der tyder på at fortabelsen betyder manglende glæde og mindre godt liv. Det er vitterlig død og ødelæggelse. Jesus sagde: ”Gå hellere til de fortabte får af Israels hus!” (Matt. 10:6). Han sagde: ”Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte” (Matt. 18:11 ; Luk. 19:10). Ordene ”de fortabte får af Israel” burde slet ikke eksistere, i lyset efaf tanken, da Gud, som tidligere citeret fra Jer. 13:11, havde taget Israel til sig så tæt, som et bælte om lænden.

Der er ingen årsag til at pynte på den fortabte søns åndelige tilstand. Han var fortabt, på en sådan måde at han havde brug for frelse. Han blev som personen fra 1. Kor. 5:5 tugtet, for at ånden måtte blive frelst. Tugtelsen i sig selv frelser jo ikke ånden, men omvendelsen som virker i kraft af tugtelse, leder til ydmyghed og genoprettet fællesskab med Gud. Han fik, igennem sin trængsel, kaldet til omvendelse, tog imod og bekendte sin synd for faderen, som genoprettede sønnens fald og forenede ham med familien.

Historien holder så meget dybere kærlighed og alvor, end blot en fysisk trængsel og menneskelig sorg. Hvad hvis sønnen ikke havde omvendt sig og var gået tilbage til faderen, men blev i skidtet indtil han sultede ihjel, eller blev gammel og døde? Han ville aldrig opnå at blive forenet med sin fader. Han ville dø i sin synd, dø i en fortabt tilstand - død i faderens øjne.

At fødes på ny

  

Jesus taler med Nikodemus om at blive født på ny og siger: ”ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (Joh. 3:3). Efaf tanken betragter talen i stil med Nikodemus' forståelse, at når
man er født, kan man ikke blive u-født - lige som Nikodemus så problemet med at blive født igen af sin moder.

Spørgsmålet er så, om man kan sammenligne det, at blive født på ny, med en fysisk fødsel. Hvad vil det sige, at blive født på ny? Jesus siger det også på denne måde at blive: ”født af vand og Ånd” (Joh. 3:5). Paulus forklarer til Titus, at Gud frelste os: ”ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.” (Tit. 3:5-7). Jakob siger om Gud at: ”Af egen fri vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger” (Jak. 1:18).

Genfødslen handler altså om vand og Ånd. Hvad vandet er, forklarer Peter. Han taler om de troende og siger: ”genfødte som I er, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende ord” (1. Pet. 1:23). Vandet er Ordet. Troen på Guds Ord, der taler om Hans Søn. På samme måde taler Paulus om kirken som siger at Jesus: ”rensede den i vandbadet ved ordet” (Ef. 5:26). Ånden er den udgydelse der på pinsedagen blev alle dem til del, som vil tage imod.

Det vil sige, at vores ånd levendegøres, fornys, så vi bliver en ny skabning (Gal. 6:15). Det sker ved troen på Guds Ord, som nærer troen (Romerne. 10:17), og som indeholder kraft til frelse (Romerne. 1:16), således at man modtager Helligånden, og derved fødes (levendegøres åndeligt) af vand og Ånd.

Tilbage er igen troen og Ordet, og selvom det her kaldes at fødes på ny, kan troen og Ordet ikke separeres fra alle andre passager der taler om emnet. Det betyder at tilstanden som på ny født således - som alle andre passager fortæller - må afhænge af at blive i Jesus - fortsat tro Ham og Hans Ord. ”Bliv i mig, så bliver jeg også i jer...Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer” (Joh. 15:4, 7). Eller som Jesus sagde til jøderne der var kommet til tro: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer” (Joh. 8:31-32). Det kaldes også at gå på retfærdighedens vej. Peter fortæller om denne vej og dem der en gang har gået på den, men forlader den: ”når de ved erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende fremfor efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet. Det er gået dem, som ordsproget træffende siger: »Hunden vender sig om til sit eget spy,« og »den vaskede so vælter sig atter i sølen.«” (2. Pet. 2:20-22).

Den tale er identisk med det, Jesus siger om Judas: ”ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født” (Matt. 26:24). Efaf tanken vil igen sige, at et sådant menneske, aldrig har været rigtig frelst. Peter taler om ”erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus” og om at personen ”har undflyet verdens besmittelse”. Der er ikke noget at diskutere. Personen er blevet vasket ren i ”vandbadet ved ordet”, er blevet frelst og har gået på retfærdighedens vej. Lige som med lignelsen om træet og grenene, er denne person brudt af og risikerer at blive afbrændt. ”Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende...Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født”.

At blive født på ny, kan ikke rent teknisk betragtes som at blive født fysisk. Skulle man alligevel gøre det, så må den fysiske død også tages til indtægt. Selvom man er blevet født og har fået livet, rent fysisk, så vil man dø. Sådan må det så også være med den åndelige fødsel, at man vil dø åndeligt, hvis man fødes åndeligt. Men her er håbet, at det ikke kan sammenlignes med naturen. Man kan bede om frelsen og undgå døden ved at blive i Jesus. Men bliver man ikke i Ham, så vil man dø. Bliver man i Jesus har man evigt liv, for da lever man i kraft af Jesus (Joh. 6:57).

Ånden som pant

  

Som pant, har det frelste menneske fået Helligånden. Det er resultatet af at blive født af vand og Ånd. Paulus siger at Gud: ”har sat sit segl på os og givet os Ånden som pant i vore hjerter” (2. Kor. 1:22). Han fortæller om, at Gud er den der har sat os i stand til at iklædes evigt liv, og i den forbindelse gav Han ”os Ånden som pant” (2. Kor. 5:5).

Efaf tanken er her, at panten repræsenterer en værdi der skal udløses, hvilket er frelsen, og det er for efaf tanken et bevis for frelsens uigenkaldelige fastsættelse. Men adskiller denne pant sig fra alle ovenstående punkter? Jeg begynder artiklen med at vise, at dette liv er en periode af valg, hvor den, der løber løbet til ende og bliver i Kristus, får livets sejrskrans. Mens vi er her på jorden, har vi stadig som Israel havde, valget mellem liv og død. Når et menneske kalder på Jesus, så støder Han det ikke bort, men frelser det. Personen bliver født af vand og Ånd, og som Paulus siger til Efeserne: ”I Ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse - ja, i Ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os, og som er pant på vor arv, så Hans ejendomsfolk kan blive forløst, Hans herlighed til lov og pris” (Ef. 1:13-14).

Jeg nævnte, at det endelige resultat ikke er synligt i dette liv, men at al endelig stadfæstelse - den herlighed der engang skal åbenbares på os - den får vi først at se, når løbet er fuldendt. Panten er, som Paulus siger her, at man besegles med Helligånden - i Kristus - sagt som tidligere vist, at man fødes af Ånd. Som gennemgået i forrige afsnit, er denne fødsel ikke ensbetydende med at man ikke kan dø - miste frelsen. Ligesom den fortabte søn forlod sin fader, og var fortabt og død i faderens øjne, således kan panten, der repræsenterer håbet om frelse midlertidigt her på jord, mistes, hvis man afviser pantsætteren - hvis man ikke bliver i Kristus: ”i Ham blev også I...beseglet med Helligånden”.

Om håbet om frelsen, siger Paulus: ”Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger” (Tit. 2:11-14)

Vi bliver altså ved Guds nåde - igennem frugterne af Hans Ånd - opdraget her på denne jord (som Hymanæus og Aleksander), i forventning til håbet om frelse, når Jesus kalder os hjem. Peter siger: ”Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det, vil I aldrig snuble; for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige” (2. Pet. 1:10-11). Ved at vogte vore hjerter, stræbe efter det gode, dvs. at virke i de frugter som Ånden, som vi har fået som pant, giver i os, så kan vi forvente os, i henhold til håbet om frelse, at vi får adgang til Jesu kongerige. Omvendt taler Peter på en måde der viser at hvis vi snubler, er resultatet med negativt fortegn.

Endnu et vers der giver årsag til at tænke efaf, er Ef. 4:30: ”Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag”. At bedrøve Helligånden betyder ikke nødvendigvis at miste frelsen. Men jeg tror ikke der er nogle der betvivler alvoren i dette vers. Israel bedrøvede Guds Ånd, fortæller Esajas: ”de stred imod og bedrøved Hans hellige Ånd; så blev Han deres Fjende, Han kæmped imod dem” (Es. 63:10). Stefanus beskriver at dem der sætter sig imod Helligånden er ”stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren” (Apg. 7:51). Jeg tror at bedrøvelse af Helligånden vil lede til det, Paulus advarer imod: ”Udsluk ikke Ånden” (1. Tess. 5:19). At bedrøve Helligånden vil forårsage at Hans frugter ikke virker i det ulydige menneske, fordi man giver råderum for kødets gerninger. Således er man i en situation hvor der er mulighed for frafald, da hjertet skridt for skridt vil forhærdes i hovmod, indtil man forhåbentlig ydmyger sig, vender om, og får tilgivelse. Igen er man tilbage i lignelsen om træet og grenene.

Dermed taler alt for, at verset ikke betyder at en troende ubetinget er beseglet indtil forløsningens dag. Det hvis, som går igennem passagerne om frelse, findes også her, på den måde at hvis man bedrøver Helligånden, vil man udslukke den og hvordan kan man da bære god frugt? Hvem vil da undgå at kastes ud som en vissen gren og brændes?

Den gode gerning vil fuldføres

  

Paulus siger til filipperne at: ”jeg er overbevist om, at Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag” (Fil. 1:6). Dette vers isoleres af efaf tanken, for at bevise at den frelse som er indstiftet, vil opretholdes indtil Jesus kommer for at dømme. Verset taler om frelsen i forbindelse med den gode gerning - Åndens frugt. Der findes ikke ét eneste menneske der uden at have fået Helligånden, kan gøre den gode gerning (Romerne. 3:11-12). Kun den som er født på ny, kan søge Gud igennem Åndens frugter. Den gode gerning er altså ikke den endelige frelse, men værket som i dette liv, i lydighed mod Ånden fører os igennem løbet, for at vi må få den evigt stadfæstede frelse. Som vist igennem artiklen, er der mulighed for at afbryde livet med Jesus, og forlade Ham.

Med hensyn til dette siger Paulus videre til filipperne: ”Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig på indsigt og al dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er det væsentlige, for at I må være rene og lydefri på Kristi dag, fyldte med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris” (Fil. 1:9-11). Gud vil altså fuldføre retfærdighedens frugt, den gode gerning i Hans folk. Men vil folket? Alvoren af denne tale, træder frem i næste kapitel, hvor Paulus siger: ”Derfor, mine elskede! ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske” (Fil. 2:12-13).

Det er Gud der giver os muligheden for at gøre den gode gerning. Paulus er overbevist om, at værket vil fuldføres. Men samtidig tilskynder han til lydighed mod Guds vilje. Vi kan altså stadig vælge at overhøre Ham og følge kødets gerning. Som vist tidligere, vil dette lede ud på en vej af forhærdelse, der ender med at vi som en gren tørrer ind, hugges af og kastes væk, for at brændes.

Med et eneste offer har Han for bestandig ført til fuldendelse

  

Med Hebr. 10:14 menes der, at når et menneske først er helliget, det vil sige sat til side af og for Gud, så er det en evig position. Men læser man videre, viser der sig igen, uundgåeligt, en samhørighed i Bibelens lære.

Først vil jeg sige, at dette vers fjerner enhver brugbar egenskab i den katolske nadver, hvor Jesus ofres gang på gang. Med ét eneste offer fuldførte Han værket. Hebr. 9:25-26 taler i sammenhæng helt klart og tydeligt imod moderkirkens afgudsofringer, og Hans offer har intet med nogen helligdom at gøre (moderkirken mener, at ingen kan frelses uden om kirken) - heller ikke nogen katolsk helligdom. Han trådte ”ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os” (Hebr. 9:24).

Dernæst, når man læser videre i Hebr. 10, så ses at Paulus igen formaner: ”lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse (jf. andre formaninger, for at vi ikke skal falde); thi trofast er han, som gav forjættelsen” (Hebr. 10:23). Som i talen om at korsfæste Kristus igen (Hebr. 6:4-5), gentager Paulus for de troende at: ”synder vi med vilje (forlader vi Jesus i vantro, eller finder tillid til andre guder eller andre veje til Gud) efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder...hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens Ånd?” (Hebr. 10:26, 29).

Det er helt tydeligt, at vers 14 ikke kan betyde det, som efaf tanken påstår. Man kan forlade Jesus efter at være blevet givet til Ham, og pådrage sig langt større straf!

Afslutning

  

Al tale om frelse, skal ses i helheden af Bibelens Ord. Efaf tanken vi altid søge at fjerne det krav som stilles, kravet om at ville og at blive i Jesus. Det vil efterlade efaf læren som en farlig lære for nogle. For personen der aldrig vil vakle, er læren for så vidt uskadelig. Men jeg bekymrer mig for de mennesker der til tider vakler. Jeg har selv til tider vaklet, hvor jeg har haft uafgjorte sager, som skulle gøres op over for Gud. Det sidste jeg havde brug for, var en falsk tryghed om, at jeg var sikret for evigt.

Visheden om muligheden for at miste livet med Gud, ikke blot i dette liv, men i evigheden, giver en sund frygt for Gud. Denne frygt handler ikke kun og at stræbe efter at adlyde Ham, men at gøre det for at ikke at blive ramt af Hans vrede. Jesus siger: ”frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede” (Matt. 10:28).

Vores tid er fyldt med profetisk opfyldelse. Bibelen advarer bl.a. om frafald i vores tid, og frafaldet er stort. Mennesker som blev frelst i sin ungdom, fjerner sig fra Ordet og søger et alternativt liv med Gud. Behovet for at følge Guds Ord forsvinder og mange accepterer et andet evangelium. Et evangelium hvor Åndens frugter i større grad fjernes. Begær efter penge, ophøjelse, underholdning, og meget andet, bedrøver Guds Ånd. Den type menighed som svælger i Benny Hinn lignende tilstande, har brug for omvendelse.

Jeg taler her af erfaring. Da jeg selv var involveret i trosbevægelsen, var al denne begær i mig. Alt jeg gjorde, gjorde jeg for egen vindings skyld. Jeg tjente min egen bug (Romerne. 16:18). Jeg fik kaldet til omvendelse fra Gud flere gange, hvor jeg ikke lyttede. Jeg må se tilbage på den tid med stor taknemmelighed for, at jeg fandt det rette hjerte. Efaf tilhængere vil mene, at det er et bevis for at et frelst menneske ikke kan falde fra, for Gud vil altid hente personen hjem. Men jeg var klar over min trussel mod mig selv. Jeg mærkede min evne til at fornægte Guds Ord. Men jeg vendte om.

Det er mig ufatteligt, at efaf prædikanter kan observere det enorme frafald, og tro på at alle disse mennesker, som i så mange år er kommet i kirken, og som med Åndens frugter har levet et liv der er frelsen værdig, aldrig har været frelst. Heldigvis er der flere af de selv samme frafaldne, som vender om og forlader de forlorne menigheder, for at følge Jesus. Men er det så et bevis for at de alligevel var frelst? Og hvis de var, hvorfor faldt de så? Kan du se problemet med efaf målestokken? Selvom man falder fra, er målestokken nyttesløs, for som jeg har sagt flere gange, så er det først efter dette liv, når løbet er fuldført, at livet gøres op.

Derfor er det eneste der giver mening, det, som Bibelen siger. Alle der påkalder Jesus og råber efter Hans frelse, de vil blive frelst. Vi kan ikke måle denne frelse. Frelsen bør rigtig nok være synlig, da det nye menneske i Åndens kraft frembringer gode gerninger. Men et menneske kan vakle og for en tid være frafalden, for så at vende om. Derfor må vi aldrig dømme nogen før tid. Vi skal advare mod en frafalden person der har en falsk lære, eller et falskt virke, som Benny Hinn og mange andre. Men håbet for deres frelse må vi ikke miste. Vi må bede for de personer, at deres hjerte ikke må forhærdes, og håbe på at de vil omvende sig, så vi også kan være sammen med dem i evigheden.

Altså er talen om den evige frelse afhængig af at blive i Jesus. At forkynde frelsens umistelighed på denne jord, er ikke Bibelsk og dermed løgn. Vi kan miste alt vi har fået, hvis vi ikke holder vores del - et ydmygt hjerte overfor Ordet, og at blive i Jesus. Vogt dig for lunkenhed og ligegyldighed! ”I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter!” (Hebr. 4:7).

Emne: Frelse

  

Information & kontakt

  

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation

Debat: Den evige frelse