Glædelig jul?


af Kim Andersen

Lagt på d. 28/12-07

Udskriv
Debat
Oversigt


Julen har en historie, som de færreste kender. Dog går det op for flere og flere, at julen ikke er det, vi er blevet lært. Traditionen har lært os, at vi med julen fejrer Frelserens fødsel. Men forkynder alle julesangene og juleprædikerne sandheden, og har Bibelen på nogen mulig måde givet os det i hænderne, at fejre Jesu fødsel?

Vores ord tradition, kommer af det latinske traditio, som betyder: ”overgive sig, overgivelse, afgive, afgivelse, aflevere, udlevere, give fra sig”. Tradition betyder i handling, at give noget over i hånden på en anden, og uanset religion eller overbevisning, bør man undersøge nøje, hvad man giver over i hænderne på de næste generationer.

Bibelen lægger vægt på, at vi skal følge de traditioner, som apostlene lærte os, på vegne af Gud: ”Så stå da fast, brødre! og hold fast ved de overlevinger (traditioner), hvori I blev oplært af os, hvad enten det var i tale eller brev” (2. Tess. 2:15). Apostlenes overlevering, er troen på det Gud har sagt, troen på Hans Ord, som Judas formaner os at stride for (Jud. 1:3). Med andre ord er Bibelens tradition det, som Gud i handling ønsker at give over i vore hænder.

Omvendt advarer Ordet os om, at vogte os for at tage imod det, som mennesker vil lægge i vore hænder: ”Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering (tradition) og verdens »magter«, ikke på Kristus” (Kol. 2:8). Verdens magter, er ofte forstået som værende åndemagter. Men det græske ord stoicheion, indebærer også elementer i vores verden, vores love, regler og religioner. Med andre ord advarer Gud os imod at lytte til verdens traditioner for at gøre og forordne ting på, som ikke bygger på Kristus.

Derfor må vi se på, om julen bygger på Kristus.

Jul ved Yuletide

  

Fænomenet jul, eksisterede lang tid før Jesus blev født. Jul er det gamle Anglo-Saxon ord yula, som betyder årets hjul, altså at kloden og årstiderne drejer som et hjul, og yula blev oprindeligt fejret på vinterens solhverv, i vores del af verden, på den korteste dag på året, omkring d. 21-22. december.

Hekse, eller wiccanere, holder det de kalder Yule, og Mike Nichols[1], som er banebryder i den amerikanske neohedenske bevægelse, har i 20 år, fra 1970 - 1989, undervist i heksekraft. Han har skrevet en bog om heksenes sabbatter[2], hvor han gennemgår heksesabbatten Yule (jul), som tilmed er inkluderet i en såkaldt Skyggebog, som mange hekse, eller wiccanere har kontaktet mig for at fortælle ikke eksisterer, efter at have læst min artikel om wicca[3]. Det viser hvor lidt disse unge mennesker ved om det, de involverer sig i. Jeg har ikke givet linket videre, fordi jeg ikke synes de skal få sådan noget fra mig, men Skyggebogen jeg omtaler, findes på nettet.

Nichols skriver om julen (yule) og kommer med mange gode og sande informationer, som jeg har oversat til dig her. Jeg har fremhævet det, jeg finder særligt vigtigt at bemærke:

Vore kristne venner er ofte ganske overraskede over, hvor entusiastisk vi hedninge fejrer ’jule’ tiden. Selvom vi foretrækker at bruge ordet ’Yule’, og at vores fejring topper et par dage før den femogtyvende, så følger vi ikke desto mindre de traditionelle skikke for højtiden: dekorerede træer, julesange, gaver, Yulebrænde og mistelten. Vi kan endda finde på at gå så langt, som at opstille et krybbespil, selvom de tre centrale karakterer for os troligt udlægges som Moder Natur, Fader Tid, og baby Sol Guden. Intet af dette kommer, selvfølgelig, som en overraskelse for nogen, som kender den sande historie om helligdagen.

Faktisk, hvis sandheden kendes, så har julehelligdagen altid været mere hedensk end Kristen, med sin forbindelse til nordisk spådom, keltiske frugtbarhedsritualer, og romersk Mitraisme. Det er derfor John Calvin og andre ledere for reformationen afskyede den, og derfor puritanerne nægtede at anerkende den, og meget mindre at fejre den (for dem kunne ingen dag være mere hellig end sabbatten), og derfor blev den endda gjort ulovlig i Boston! Højtiden var allerede for tæt forbundet med fødslen af ældre hedenske guder og helte. Og mange af dem (så som Ødipus, Theseus, Herkules, Perseus, Jason, Dionysos, Apollo, Mithras, Horus og selv Arthur) havde en historie om fødsel, død og opstandelse, som var ubehageligt tæt på historien om Jesus. Og for at gøre sagen værre, var mage af dem ældre end den kristne frelser.

I sidste ende, er helligdagen selvfølgelig dybt forankret i årets cyklus. Det er vintersolhvervet som fejres, så-tiden for året, den længste nat og korteste dag. Det er den nye Sol Konges fødselsdag, Guds Søn - lige meget hvad du vælger at kalde ham. På denne mest mørke af nætterne, bliver gudinden den store moder, og giver igen fødsel. Og det giver perfekt poetisk mening at der på den længste vinternat, ’vor sjæles mørke nat’, springer nye skud af håb, den hellige ild, verdens lys, Coel Coeth’en
(en ild, hvori hvert familiemedlem kaster en hvid sten, beder en bøn og går i seng).

Det er derfor hedninge har lige så meget ret til at holde denne helligdag som kristne. Måske endda mere, da de kristne var ganske sene til at gøre krav på den, og har forsøgt mere end én gang at fornægte den. Der har været en tradition i vesten, at Maria fødte Jesusbarnet på den 25. dag, men ingen lader til at kunne bestemme måneden. Endelig, i 320 e.Kr., besluttede de katolske fædre i Rom, at det var i december, i et forsøg på at overtage romernes Mitraiske fejring, Saxonernes Yule fest og kelternes midvintergilde.[4]

Som du ser her, er julen en direkte kopi af moderjord tilbedelsen. Det er som heksene siger, en fest der er meget ældre end kristendommen - og den er også ældre end jødedommen. Den stammer helt tilbage fra Babylon, lige efter syndfloden, for ca. 4.356 år siden, i 2348 f.Kr.

Julen er en fejring af moder-barn fænomenet, om du kalder det Maria/Jesus, Moderjord/Solkonge, Isis/Horus, Semiramis/Tammuz osv. Det er ikke Frelserens fødsel der fejres. Jesus blev ikke født ved vintersolhverv, og som Nichols skriver: ”Hyrder passer ikke sine flokke om natten på markerne, i den visne vinter”. Jesus blev født ved den jødiske løvhyttefest, eller sukkot[5], som falder sidst i september, først i oktober måned - i år d. 27. september til den 3. oktober.

Ypperstepræsten Athena Gardner skriver om Yule:

...kaldes også Alban Arthan, Jul og vintersolhvervet...Det kendetegner gudens genfødsel fra gudinden, og minder os om at dødens produkt er genfødsel![6]

Det er samme gamle historie fra Babylon, hvor Nimrod døde og blev genfødt af Semiramis, reinkarneret som Tammuz.

Hun definerer sabbatten ”GWYL CANOL GAEAF” og fortæller:

Dette er den walisiske Yule sabbat; begynder ved solnedgang (21. eller 22. december), afhængig af datoen for vintersolhverv. Dette er højtiden for solens genfødsel. På denne årstid kæmper lysets kræfter mod mørkets kræfter, som lyset begynder sit tiltag[7]

Det er præcis som Nichols underviser, at romerne tog fejringerne af deres tyregud Mithras, som er identisk med grækernes Zeus, som EU har som logo[8], og blandede højtiden med kristendommen. Planen var at opnå politisk stabilitet, præcis som i dag, hvor politikerne knokler for at ligestille religionerne. Dan Brown har ligeledes forstået denne sandhed i sin bog ”Da Vinci Mysteriet”, hvor han skriver:

Intet ved kristendommen er originalt. Den første kristne Gud, Mithras - der blev kaldt Guds Søn og Verdens Lys - blev født den 25. december, døde og blev begravet i en klippehule for at opstå fra de døde tre dage senere. For resten er den 25. december også Osiris’, Adonis’ og Dionysos’ fødselsdag.[9]

Det har altid været Satans formål, at få Guds folk til at tilbede afguderne. Israel blev igen og igen fanget i afgudsdyrkelsen, og blev kontinuerligt straffet. De blev forvist fra sit eget land, fordi de ikke tilbad og stolede på Gud, YHWH, som kaldte det jødiske folk til at være Hans.

I dag er hele verden kaldet, og stort set hele verden, kristen eller ikke, tilbeder nu moderjord, Himmeldronningen, den katolske Maria, fordi folket ikke kender historien om julen. Julen er en satanisk latterliggørelse af Jesu død og opstandelse, som Han gennemgik for at frelse os fra synden, og deri også fejringen af Yule.

Dermed ser vi, at julen ikke bygger på Kristus, og er bl.a. det, Bibelen advarer os imod i Kol. 2:8, verdens magter, verdens traditioner, som bygger på løgn frem for på Jesus.

Der er få som ser, at den katolske kirke er en fortsættelse af den romerske religion. Men som romerne forsøgte at forene det kristne budskab med Mithras fortællingen, således har den katolske kirke også forsøgt at omdøbe julen til kristmessen.

Kristmessen

  

På engelsk hedder julen Christmas, og dette ord har moderkirken forsøgt at indføre i det danske sprog også. Der er ingen grund til at føle sig beæret, for alt det handler om, er at tætne røgsløret over afgudsdyrkelsen, som Gud i fortiden har afstraffet korporligt. I vore dage ser vi først det virkelige resultat, når vi står i evigheden og skal arve vores evige hjemland - himmel eller helvede.

Kristmessen er en sammentrækning af Kristus og messe. Jeg tror de fleste mener at messe er en højtid for Kristus. Men det er det modsatte, nemlig en højtid imod Kristus. Den katolske kirke svælger i Jesu død. Er man uenig i den påstand, er alt man behøver at gøre, at kikke på krucifikset. Det er ikke andet end Jesu død, og fortsatte død der skildres, når Han hænger død, der på korset. Derfor kan man ikke andet end at mistænke moderkirken for, at dens messe ikke er liv, men død. David Meyer, som selv er tidligere heks, men er nu kristen, har skrevet om kristmessen. Hans artikel er oversat på 23-59.dk: http://23-59.dk/?id=137.

Den Katolske Encyclopedia fortæller om messen at:

Før behandlingen af beviserne for åbenbaring givet af Bibelen og traditionen, må visse indledende meninger først afgøres. Af disse er den mest vigtige, at kirken holder messen som værende betragtet som et ’sandt og ret offer’, og vil ikke tolerere idéen at ofret er identisk med nadveren. Det er betydningen af en paragraf fra Rådet i Trent (Sess. XXII, kan. 1): ’Hvis nogen siger at i messen ofres ikke et sandt og ret offer til Gud; eller, at blive ofret er ikke andet end at Kristus gives os at spise; lad ham være forbandet.[10]

Pave Pius XII skrev om messen, hvori nadveren indgår:

”...eukaristien under hvilken Han er nærværende, symboliserer den aktuelle opdeling af hans legeme og blod. Således gentages ihukommelsen af Hans død, som faktisk fandt sted på Golgata, i hvert offer på alteret, ved at Jesus Kristus symbolsk fremvises ved adskilte symboler, som værende i en position som offer.[11]

Pave Johannes Paul II skrev:

Eukaristien er mere end noget andet et offer. Det er forløsningens offer og også den nye pagts offer.[12]

Altså har vi i kristusmessen ikke budskabet om Jesu fødsel, men Jesu død. I hedenskaben er denne død forgængeren for opstandelsen, og har intet med Jesu opstandelse at gøre, i og med at den katolske kirke holder Jesus fast i dødsøjeblikket, på korset. Skal man se helt igennem alle forklaringerne, er der end ikke tale om genopstandelse, men genfødsel - reinkarnation. Som Nichols skriver, har mange hedenske afguder en fødsel, død og opstandelse, og denne lære stammer helt tilbage fra syndefaldet, hvor Satan lærte at kvindens sæd (1. Mos. 3:15) indebar en jomfrufødsel af en personlighed, som kunne knuse hans hoved. Satan vidste godt at kun Gud kunne dette, og havde lært at dyreofringerne var et forbillede på Jesus, der som Gud ikke kunne dø, men måtte genopstå.

I heksenes wicca religion, er offeret gudinden:

Kort fortalt, stiger Gudinden ned til det underjordiske dyb hvor hun bliver afklædt, bundet og ført frem for den ”Mørke Døds Herre” – det mørkere aspekt af Cernunnos eller Lucifer (også kaldet Bel, Lugh, Herne, Faunus), Wiccas hornede Gud. Han bliver forelsket i hende og frier til hende. Hun afviser ham, fordi han er skyld i at alt hun elsker, visner og dør. Han siger, at hvis hun ikke vil være hans brud, må hun knæle for hans pisk. Mens hun får pisk, råber hun ”Jeg kender kærlighedens kvaler”. Til sidst elsker de og bliver et og Dødens Herre giver hende en halskæde, som symboliserer reinkarnationens cirkel – Wiccas håb for udødelighed, og lærer hende dets mysterium.

Dette er det centrale drama, i klassisk Wicca. Det erstatter døden og genopstandelsen af Jesus Kristus i kristendommen.
[13]

Når den katolske kirke taler om Jesu død og offer, er der intet som forhindrer at Jesus ikke er Guds søn, som Bibelen viser Ham, men den hedenske afgud, der i sidste ende er Satan selv. Selvom Gud forkyndte at Jesus skulle knuse Satans hoved, så har Satan bildt verden ind at også han genopstår.

Er du endnu ikke overbevist om at julen er et led i den hedenske afgudsdyrkelse, så lad os kikke på remedierne i denne højtid.

Ønskeseddelen

  

Ønskelisterne der skrives rundt om i verden, flettes ind i budskabet om de vise mænd fra Østerland (efter traditionen 3 af slagsen), som bragte gaver (Matt. 2:11). Men den hedenske fest i oldtiden, som ligger til grund for denne tradition, fortæller en anden historie.

Michael J. Rood, en israeler, har undersøgt traditionen og skrevet om det. Han fortæller om hvordan moabitterne tilbad Kemosj (4. Mos. 21:29). Kemosj var samme afgud som ammonitterne tilbad som Molok, til hvem også Israel ofrede sine børn (Jer. 32:35). Molok er identisk med Ba’al, Satan selv, som igen er identisk med Babylons Tammuz, Roms Mithras, Ægyptens Osiris og Grækenlands Zeus. Et studie af disse navne vil også vise, at islams Allah, eller rettere Alilah, som flere og flere kristne mener, er samme gud som Bibelens Gud, er identisk med Kemosj. Alle disse afguder deler samme person som modergudinden, Maria, Himmeldronningen som moderkirken, den katolske kirke tilbeder[14]. Michael Rood skriver:

Ved tiden for vintersolhverv, d. 25. december, på den gamle kalender, havde de en offentlig barnemesse [mass betyder ’ofring’]. Præsterne fyldte jernfiguren, den tronende Kemosj med træ og forvandlede deres hulmavede gud til en rødglødende smelteovn. Folket lavede lange lister med sine ønsker, og fremsagde dem for lykkeguden, lige før de lagde deres nyfødte børn på deres guds rødglødende skød, med hans frygiske hovedbeklædning (som ligner en nissehue ganske meget) Da spædbørnene blev brændt til aske i d. 25. december’s barnemesse, blev folket forsikret om at deres ofringer ville blive belønnet i løbet af det kommende år.[15]

Julemanden

  

I dag har vi Sankt Nikolaus, aka julemanden, som sidder med børnene på skødet, med sin frygiske nissehue, og er den der påstås at opfylde, nu ikke forældrenes men børnenes ønsker. Et bekvemt lille røgslør, over den sande barnemesse.

Den katolske kirke har det med at slette historien, for at starte en ny. Et bevis er julen, og et andet julemanden. Julemanden er ifølge den sande historie den gamle solgud. Men moderkirken forsøger at starte historien med Sankt Nikolaus, der ifølge den Katolske Encyclopedia er den mest populære helgen i græske og latinske kirker[16]. Som alle andre helgener har han efter traditionen udført utallige mirakler, både før og efter sin død. Én af de kendte myter er, at han frelste tre fattige piger fra en skæbne som skøger, ved at tilvejebringe ægteskabs medgifter af guld.

En anden legende fortæller om tre unge drenge, som blev myrdet af en krovært, der huggede dem i småstykker og opbevarede dem i saltlage, for senere at servere dem for uvidende gæster. Sankt Nikolaus gjorde selvfølgelig miraklet, at genoplive drengene.

Alt sammen er myter, der ikke har noget historisk dokument til opbakning. Ganske enkelt endnu et katolsk røgslør over Kemosj / Molok ofringerne.

Men Gud har ladet os se, at Sankt Nikolaus heller ikke behager Ham, eller rettere at Han hader Nikolaus' lære. I Åb. 2:6 siger Gud til den første menighed i Efesus: "Dog, det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader".

Nikolaitterne søgte at etablere en orden af gejstlige - biskopper, ærkebiskopper, kardinaler, paver osv., og derved styrte lægfolket, dvs. dig og mig. Et system som vi ser i alle statskirker. Gud siger her, at Han også hader dette system, som Efesus menigheden gør det!

Man mener at Nikolaus fra Antiokia (Apg. 6:5) var grundlæggeren af denne bevægelse. Uanset hvilken Nikolaus, så blandede han (og hans bevægelse) hedenskab ind i kristendommen, for at kristne skulle kunne deltage i samfundenes aktiviteter - inkl. seksuelle udskejelser. Den katolske kirke kalder ham Sankt Nikolaus, og hans kælenavn er Santa Claus - julemanden. Julen, højtiden for tilbedelse af solguden, har altid haft en tilhørende seksuel optakt. Romerne havde en højtid kaldt saturnalia, en karneval lignende fest i Saturns navn (guden for sæd og tilsåning), som fejredes fra d. 17-23. december. I okkult lære, er Saturn Satans stjerne, og denne fest var derfor bag alle kulisserne og røgslørene en ophøjelse og tilbedelse af Satan. Den romerske moderkirke har stadig ganske synlige levn fra saturnaliaen, idet moderkirkens gejstlige til tider bærer den røde hat, som kaldes en saturno. Den hat på hovedet er et synligt myndighedstegn på hvem moderkirken er underlagt. Jesus bar tornekronen på sit hoved, som tegn på at Han bar synden (torn og tidsel er et billede på synd). Kristus er vort hoved, mens moderkirkens klerikale klientel har Satan som hoved, symboliseret ved saturnoen.

Johannes XXIIIJohannes Paul IIBenedikte XVI

Folk spillede hazard og drak. Hele befolkningen smed deres toga og iklædte sig en synthesis (en tunic-lignende løs kjole eller kappe) og nogle brød ud i nøgensang. Det minder unægteligt om Israels dans om tyrekalven (et billede på Apis / Isis), hvor de hengav sig til tøjlesløshed (nøgenhed, KJV). Det er samme tumult ved nutidens julefrokoster. Derefter kommer julen, ophøjelsen af solens tilbagekomst - Satans"fødselsdag".

Retfærdiggørelsen af den seksuelle adfærd, sidestilles med Bileams lære, som igennem utugt og afgudsdyrkelse fældede Israel (4. Mos. 25:1-9 ; 31:16; 2. Pet. 2:15-16 ; Jud. 1:11). Menigheden i Pergamum havde medlemmer der både fulgte Bileams og Nikolaitternes lære (v.14-15), og Tyatira (den katolske kirke) holdt fast ved Jesabels lære, der ligeledes var seksuel utugt og afgudsdyrkelse.

Men har julemanden noget med en afgud at gøre? Se denne oversigt, som viser lighederne mellem Jesus og julemanden:


JesusJulemanden
Hvidt hår
Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne” (Åb. 1:16)
Han har også hvidt hår.
Skæg
Jesus havde skæg (Es. 50:6)
Det har julemanden også.
Rødt tøj
Jesus kommer i ”Højrøde Klæder” (Es. 63:1)
Det gør julemanden også.
Komme ukendt
Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.” (Luk. 12:40 ; Mark. 13:33)
Julemanden kommer også, på et tidspunkt man ikke ved det.
Kommer fra Nord
Jesus kommer som ”et Stormvejr kom fra Nord” (Ez. 1:4) - ”Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.” (Sal. 48:3)
Julemanden kommer fra nordpolen.
Er tømrer
Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon?” (Mark. 6:3)
Julemanden er legetøjs tømrer.
Kommer som en tyv om natten
Jesu genkomst sammenlignes med den uventede tyv (Matt. 24:43-44)
Julemanden kommer også om natten, og ”bryder” endda ind i hjemmene.
Er almægtig
Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme” (Åb. 19:6)
Julemanden leverer gaver i hele verden, på én nat.
Er altvidende
Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne” (Hebr. 4:13 ; 1. Joh. 3:20 ; Åb. 2:2)
Julemanden ved, om hvert menneske har været god eller ond i løbet af året.
Er allestedsnærværende
Jesus er Gud, og er overalt (Sal. 139:7-10 ; Ef. 4:6 ; Joh. 3:13)
Han ved om du sover eller er vågen, og er nødt til at være alle steder, for at levere pakker over hele verden på én nat.
Tidløs og evig
”»Jeg er Alfa og Omega,« siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige” (Åb. 1:8 ; Åb. 21:6)
Julemanden lever for evigt.
Lever i mennesket
Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?” (1. Kor. 3:16 ; 2. Kor. 6:16-17)
Julemanden lever i børnenes hjerter.
Giver gaver
Han steg op til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver” (Ef. 4:8)
Julemanden kommer med gaver.
Sidder på en trone
Din trone, o Gud! står i evighed fast” (Hebr. 1:8 ; Åb. 5:1)
Julemanden har også sin trone.
Kom frimodigt til tronen
Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid” (Hebr. 4:16 ;)
Børn bydes at træde frem for julemanden på sin tronstol, og fremsige sine ønsker.
Adlyd dine forældre
Ær din Fader og din Moder” (2. Mos. 20:12)
Julemanden spørger om børnene har været artige - dermed om de har adlydt sine forældre.
Ønsker at børn skal komme til
Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre” (Mark. 10:14)
Julemanden byder at børn skal komme til ham.
Dommer
Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol” (Romerne. 14:10)
Julemanden dømmer om du har været god eller ond.
Evig fader
hans Navn skal være...Evigheds-Fader” (Es. 9:6)
Julemanden er som evig fader for børnene.
Jesusbarnet
Jesus blev født og var barn (Matt. 1:23 ; Luk. 2:11-12)
Julemanden kaldes også Kris Kringle, eller Christkindl or Christkindel, som er den tyske gavebringer. Ordet betyder Kristusbarn.
Værdig for tilbedelse
de ældste kastede sig ned og tilbad” (Åb. 5:14 ; Hebr. 1:6)
Børn beder til julemanden, og giver sine ønsker.
Jesus er hærskarers herre
Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig” (Es. 8:13 ; Sal. 24:10)
Julemanden er elvernes herre. I hedenskaben er elver dæmoner eller træ-ånder.
Siger ho-ho
Ho, Ho, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra HERREN” (Zak. 2:6 KJV)
Julemanden griner ho - ho - ho

Julemanden og børnenes tro på ham, er en erstatning for at tro på Jesus. Det er rendyrket afgudsdyrkelse. Tænk, at man i stort set alle hjem lærer sine børn at tro på julemanden. Er det så underligt, at færre og færre tror på Gud? Gud lærer os: ”Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel” (Ordsp. 22:6). Vejen vi lærer vore børn, er den vej som de som gamle lægger over i hænderne på vore børnebørn, og det er i denne sammenhæng det, at tro og bede til julemanden.

Jeg havde en diskussion med nogle om, hvor latterlige de synes folk er, når de lærer deres børn at tro på en gammel mand med hvidt skæg. Jeg måtte returnere den latterliggørelse med at gøre opmærksom på at de selv lærte deres børn at tro på julemanden, med det hvide skæg. Julemanden ved vi med 100% sikkerhed ikke eksisterer - ingen kan med 100% sikkerhed sige at Gud ikke eksisterer - så hvilken tro er mest latterlig? Sidenhen har det slået mig, at når barnetroen på julemanden brister, drives børnene i armene på den ”intellektuelle” gamle mand med det store hvide skæg, Darwin. Trosretningerne i denne nordiske del af verden, involverer til eftertanke alle en person med hvidt skæg.


Julemanden og hans rensdyr

  

Oprindeligt havde julemanden otte rensdyr, og hvorfor rensdyr? Rensdyret tilhører hjorte familien, og er i familie med skovens konge, kronhjorten. ”Vinter Kronhjorte Guden”, eller den ”Store Yule Kronhjorte Gud”, har lignende egenskaber som julemanden, da han menes at være allestedsnærværende. Denne kronhjortegud er identisk med den keltiske Herne, og Odin.

Herne
Jægeren Herne
Odin

Bemærk på billedet, hvordan Herne er omgivet af skovens dyr, der i blandt en hjort / et rådyr. Er det ikke interessant, at vi tager skovens træer ind i vore stuer, til gaverne fra julemanden Herne? Herne blev anset for en guddommelig jæger, og det er sådan Bibelen beskriver Nimrod, solguden som julen handler om: ”En vældig Jæger for HERRENS Øjne” (1. Mos. 10:9). Bemærk staven som Herne har på billedet i midten. Det minder ganske godt om den let krummede stav, hvor den døde, korsfæstede Jesus hænger på, som paven, solgudens tjener, går rundt med (og hvorfor går han overhovedet rundt med sådan en stav?)


Også Odin har horn, men han var vel bare viking... Nogle mener at vikingerne ikke oprindeligt havde horn i hjelmen, andet taler for. Har vikingerne båret / blevet skildret med horn til ære for Herne, julemanden.

Hvorfor har julemand Herne otte rensdyr? Om Nimrod siger Bibelen: ”Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden” (1. Mos. 10:8). Nimrod som storhersker, beskriver et verdensrige. Tallet otte symboliserer i Bibelsk forstand en ny begyndelse (eks. har ugen syv dage, den ottende er en ny uge). Men i satanisk forståelse er det et symbol for reinkarnation, og ikke mindst en Ny Verdensorden.

Der er ingen tvivl om, at julemandens rensdyr er et hint om hvem julemanden er. Han er en afgud, en bedrager der igennem al julestadsen ophøjes i vore hjem.

Juletræet, og gaverne derunder

  

Jeg har skrevet om juletræet før[17]. Men jeg vil lige citere videre fra Michael Rood:

Den samme dag, syd for Israel, tilbad ægypterne deres solgud Ra. En ægyptisk hieroglyf viser at Ra kastrerer sig selv - samme handling som den græske mytologi tilskriver Attis. Ra tilbederne ville hænge guld og sølv kugler på et opretstående palmetræ, som profeten Jeremias fortæller, og placere sine dekorerede gaver til solguden under træet, smykket med Ra’s guld og sølv testikler (Jer. 10:1-5). Denne tomme skik blev udført på Ra’s fødselsdag - d. 25. december. Da Israel adopterede denne skik, brugte de et stedsegrønt træ som de huggede ned i skoven med en økse, og rejste det i sine hjem, med brug af hammer og søm, så det ikke væltede, og endeligt pyntede det med guld og sølv kugler.[18]

Jeg var i folkekirken for leden, og hørte pastor line fortælle om juletræet. Danskerne havde glemt hvorfor de fejrede jul, og derfor sendte Gud for hundrede år siden tre engle til Danmark, for at finde et tegn der kunne vise os, hvorfor vi fejrede julen.

Englene var troen, håbet og kærlighedens engle, og de fandt uafhængigt ét og samme grantræ. Troens engel så hvordan træet strakte sig højere end de andre træer, og så troen deri. Håbets engel så hvordan træet bredte sine grene til alle jordens hjørner, og så deri håbet. Kærlighedens engel løftede en af træets grene, og så hvordan træet tjente som ly i snestormen for en lille fugl, og så deri kærligheden.

Derfor er træet, fra præstens egen mund, et symbol direkte fra Gud, på tro, håb og kærlighed, og det var derfor danskerne tog træet ind i sine hjem.

En mand bag mig mumlede, at han tog da kun træet ind for at danse om det, og jeg vendte mig om og svarede, at det er helt normalt i dag, at præster lyver. Mest af alt havde jeg lyst til at rejse mig og citere Jer. 10:1-5. Men jeg har det med at ”opføre mig ordentligt”, og fik ikke gjort som jeg burde.

I det gamle Ægypten, tilbad man obelisken som det sted hvor solguden (der som sagt tilbedes d. 25. december) boede. Obelisken kaldes også Ra / Baal / Osiris’s skaft, dvs. et fallos symbol. I Danmark har vi f.eks. obelisken ved Hovedbanegården i København - 20 meter høj, kaldt Frihedsstøtten. Der er også et eksemplar på 10 meter i Næstved ved Krumport, og en 7,5 meter høj i Fredericia, ved Danmarks Bastion. Denne obelisk er et fallossymbol, som Bibelen på Hebræisk kalder Asherah, eller på Dansk en Asjerastøtte.

Da Elias konfronterer de falske profeter på Karmels bjerg, er det dels Ba’alsprofeterne, men også 400 Asjeraprofeter. (1. Kong. 18:19), altså profeter der er i Asjera’s tjeneste. Da Gud taler med Moses på Sinajs bjerg, siger Han: ”I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og omhugge deres Asjerastøtter” (2. Mos. 34:13). Da Gud byder Gideon at bygge Ham et alter, siger Han: ”tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet af den omhuggede Asjerastøtte!” (Dom. 6:26). Da Ma’aka, kong Asa’s moder (tredje konge i Juda efter Salomon) laver et skændselsbillede til ære for Asjera, lod Asa: ”hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i Kedrons Dal” (1. Kong. 15:13).

Der er ingen tvivl om at Asjerastøtten er af træ, og der er ingen tvivl om at det er træet, Jeremias omtaler i Jer. 10:3. Guds budskab er entydigt. Nedhug og fjern Asjerastøtten - sagt med nutidens ord, ”nedhug og fjern Yule-træet”! Afgudsdyrkelse afføder som regel utugt, og som allerede antydet, så er julen oprindelig en frugtbarheds højtid, hvor frugtbarhed blev afbilledet og tilbedt. Således er det med julen, at den hedenske tradition til ære for solguden, tager et træ, en obelisk / asjerastøtte ind i hjemmet. Træet med sin stamme, kugler og pynt (træets gaver), repræsenterer en fallos, testikler og sæd.

I sin bog ”The Witch Book”, skriver Raymond Buckland på side 519-520 om yuletræet, at det rejses i mange områder for at fremstille fallossen, eller frugtbarhedens ånd. Derfra kom det kristne juletræ. Yule blev grundlagt som Mithras’ fødselsdag, med ærbødighed for solen, og blev da indført af den nye religion, for at markere fødslen af ”sønnen” Jesus. Afgudsdyrkere er ikke i tvivl om hvad træet symboliserer.

I Ez. 8:3,5 taler Gud om nidkærhedsbilledet. I 2. Mos. 20:5 siger Gud i forbindelse med ikke at have andre guder end Ham, at: ”du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud”. Billedet Ezekiel så, vakte nidkærhed - eller jalousi, som KJV siger det. Ordet er det samme som Gud bruger i Loven, hvor Han siger at Han er en jaloux Gud (en nidkær Gud). Dette nidkærhedsbillede er med al sandsynlighed et afgudsbillede af Ba’al - dvs. en obelisk. Det bygger jeg på at Ezekiel i samme kapitel ser at kvinderne græder over Tammuz (Ez. 8:14). Tammuz og Ba’al er én og samme person, på den måde at Ba’al er den samme som Ægyptens Osiris, der er identisk med Babels Nimrod. Nimrod blev reinkarneret igennem sin kone Semiramis, som Tammuz. Derfor er det ikke megen tvivl om at nidkærhedsbilledet er en obelisk, der, som KJV siger det: ”provokerer til jalousi”. ”The Encyclopedia Of Religions” siger i Vol. 3 på side 264, at Babylons dronning Semiramis rejste en obelisk som var 130 fod høj (ca. 40 meter), for at ihukomme Nimrod.

Gud vil have vores tilbedelse. Hvor utroligt det end lyder, så kan vi små mennesker provokere Gud, og såre Hans følelser så Han bliver jaloux. Han skabte os. Han pustede liv i vore døde legemer. Han giver os en levende ånd, når vi tager imod Hans Frelse. Hvordan ser Han mon ikke det, at vi rejser et yuletræ i vore hjem? Uanset hvordan vi vælger at se på juletræet, uanset hvilken symbolsk værdi vi giver det, så betyder det intet i forhold til hvordan Gud ser det. Vil vi provokere Skaberen med et symbol der sårer Ham? Sagen er, at hvis den hedenske skik ikke havde taget træet som frugtbarhedssymbol for solguden - et decideret sexsymbol, så ville vi kristne ikke gøre det i dag. Hvem finder på at tage et træ ind i sin stue d. 25. december? Du ville ikke selv finde på det, og Bibelen har ikke lært dig det. Var den hedenske skik at man lavede et rosenbed i et hjørne af stuen, så var det det, de kristne gjorde i dag. Traditionen er en vederstyggelighed, og Gud hader juletræet!

Endeligt er der i Asjerastøtten og obelisken en symbolsk forbindelse mellem det feminine og maskuline. Asjera er gudinden, der også kaldes Ishtar eller Astarte, som er frugtbarhedsgudinde. Asjera støtten er en obelisk af træ, mens en obelisk, som vi kender den, er af sten. Det er samme sammenknyttede symbolik som findes i solguden og måneguden, Osiris og Isis, Nimrod og Semiramis. Solguden reinkarneredes igennem måneguden, Nimrod blev igennem Semiramis til Tammuz, som obelisken symboliserer. Det er også Himmeldronningen som Gud fordømmer Israel for at tilbede (Jer. 44:17-19, 25), himmeldronningen som er den katolske moderkirkes afgud kaldt Jomfru Maria. Der ligger så uendelig meget elendighed i juletræets symbolværdi, så det er svært at finde en undskyldning for at tage det til sig, i sit hjem.

Juletræets symbolik har altid været til stede da Gud dømte Israel. Da Israel blev indtaget af Assyrien, skete det fordi: ”Israelitterne syndede mod HERREN deres Gud, der havde ført dem op fra Ægypten og udfriet dem af Ægypterkongen Faraos Hånd, og fordi de frygtede andre Guder; de fulgte de Folkeslags Skikke, som HERREN havde drevet bort foran Israelitterne (se det som verden, hvorfra Gud har udfriet os), og de Kongers Skik, som Israel havde indsat; og Israelitterne udtænkte utilbørlige Ting mod HERREN deres Gud og byggede sig Offerhøje i alle deres Byer, lige fra Vagttårnene til de befæstede Byer; de rejste sig Stenstøtter og Asjerastøtter (juletræer) på alle høje Steder og under alle grønne Træer og tændte Offerild der på alle Høje ligesom de Folkeslag, HERREN havde ført bort foran dem, og øvede onde Ting, så at de krænkede HERREN; de dyrkede Afgudsbillederne (dansede rundt om juletræet), skønt HERREN havde sagt: ’Det må I ikke gøre!’” (2. Kong. 17:7-12). Da Juda 133 år senere blev indtaget af Babylon, siger Gud: ”Derfor, så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i kaldæernes og Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal indtage den; og Kaldæerne, der angriber denne By, skal komme og sætte Ild på den og afbrænde Husene, på hvis Tage man tændte Offerild for Ba'al og udgød Drikofre for andre Guder for at krænke mig (KJV: provokerede mig til vrede)...De opstillede deres væmmelige Guder i det Hus, mit Navn nævnes over, for at gøre det urent; og de byggede Ba'als Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at ofre deres Sønner og Døtre til Molok (julemanden), hvad jeg ikke havde budt dem, og hvad aldrig var i min Tanke, at man skulde gøre så vederstyggelig en Ting for derved at lokke Juda til Synd.” (Jer. 32:28-29, 34-35).

Det er et alvorligt budskab. Mange kristne ynder at skjule sig bag uvidenhed. Selvfølgelig er der mange ting, som vi ikke kan vide og ikke umiddelbart finder grund til at være på vagt over for. Men en så markant tradition som julen, burde vi være kloge nok til at undersøge. Sagen er, at Gud i gammel tid dømte, selvom folk var uvidende. Igennem Esajas siger Gud til Israel: ”En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte... Derfor skal mit Folk føres bort, fordi de ikke har kundskab (KJV)...Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets Skaber ikke forbarme sig” (Es. 1:3 ; Es. 5:3 ; Es. 27:11). Hoseas siger: ”Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner” (Hos. 4:6).

Som Guds folk, som Kristi brud der er sat til side (helliget) Ham, hvordan kan vi hore med et sexsymbol der repræsenterer både vores og Guds fjende? Vil vi fortsætte i uvidenhed, uden kundskab? Jeg skal ikke påstå at Gud dømmer os fordi vi i uvidenhed tager en asjerastøtte ind i stuen. Men vil vi overhøre hvordan Gud har det med denne uvidenhed og mangel på kundskab? Lad os i villighed adlyde Guds ønske for os. Afvis ikke indsigt og kundskab. Lad os ikke provokere Ham, men lad os rense vore hjem og liv, så vi kan glæde vores Herre og Frelser, vores Fader i Himmelen.

Små englebasser

  

Englene på træet, i vinduet og lamperne, er ikke det, man tror. Også her er en underlig tradition givet videre i generationer, uden at vide hvorfor.

De små englebabyer kaldes også amoriner, opkaldt efter kærlighedsgudinden. På Italiensk er amorino kærlighed, som på Latin er amor - navnet på kærlighedsguden. Vi kender udtrykket at der er amoriner i luften, når to er forelsket. Amor er den lille dreng med pilen der er ”forgiftet” med kærlighed, og han kaldes også Erot eller Putto. Erot er det græske ero med et T efter, som i flertal er eroter, der kommer af érõs, som igen fører os til kærlighedsguden.

Denne erotiske gud, er i den romerske mytologi Cupid, der på latinsk kaldes cupido, som betyder ”lidenskab, begær, længsel”. Cupid er et gennemgående symbol i den amerikanske Valentins dag. Cupid er i mytologien søn af Jupiter og Venus.

I okkultismen, er Venus identisk med Satan. I bogen ”The Sign Language of the Mysteries” af John Sebastian Marlow Ward, dokumeteres at Frimurerne fortæller os at Lucifer (eller Venus) er Lysbæreren og Morgenstjernen. New Age forfatteren Blavatsky skriver om druiderne og Zoroastrianerne (som lærer om tilbedelsen af Ahura Mazda, i sammenhæng med den universelle kamp imellem mørket og lysets kraft, som igen er et udtryk for det maskuline/feminine – yin/yang osv.), som hilser Morgenstjernen – den smukke Venus-Lucifer (”A Bridge to Light”, af Rex R. Hutchens)[19]

Disse små englebørn er altså Satans eget afkom. Som vist i skemaet der sammenligner julemanden med Jesus, er julemanden Hærskarers herre netop over disse dæmoniske væsener. Bibelen fortæller os at ”Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel”, og ”Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere” (2. Kor. 11:14).

Englebasserne er også et symbol på genfødelsen af Nimrod som Tammuz, Osiris som Horus, osv., præcis det, som Yule budskabet forkynder.

Julegrisen, sonargalten og marcipangrisen

  

Selv julegrisen, også i marcipanform, har en forbindelse til frugtbarhedsgudinden, som i norden kaldes Freja, personagen som er en del af Danmarks nationalsang, i første vers: ”og det er Frejas sal, og det er Frejas sal”. Fyns Stiftstidende informerer:

Men grisen blev ikke alene værdsat for sit velsmagende kød. Man brugte den også til at holde sig på god fod med guderne!

Ofret til Freja

I jernalderen og vikingetiden havde man nemlig en særlig gris, som de kaldte "sonargalten". Sonar betyder sone, altså at gøre noget godt igen. Og galt betyder kastreret orne. Sonargalten blev valgt ud af et kuld grise, og den blev passet og plejet med stor omhu. Ved solhverv blev grisen ført frem, og mændene lagde deres hænder på grisens ryg og afgav løfter for fremtiden. Holdt man ikke ord, ville det gå én meget ilde! Kort tid efter blev grisen ofret til Freja, den berømte frugtbarhedsgudinde. På den måde håbede man på frugtbarhed hos mennesker og dyr - og markens afgrøder.

Grise i kirken

Da kristendommen fejede de gamle guder af banen, holdt man op med at ofre grise. Men grisene forsvandt nu ikke helt ud af religionen. På kalkmalerier fra middelalderen kan man se grise fremstillet som musikanter eller dansere. Så der er ingen tvivl om, at grisen spillede en særlig rolle i folks bevidsthed!
[20]

Freja er identisk med Afrodite, Venus, som er moder til den erotiske Eros, Cupid, den lille englebasse. I den nordiske mytologi har Freja ikke nogen sønner, men en broder Frej, som er frugtbarhedsgud, som meget vel kunne være en mund til mund fordrejning af historien om Eros.

Afgudsofferkød er noget vi ikke skænker en tanke i Danmark, for det er så fjernt fra os. Men det er ikke længere væk, end at vi hvert år spiser samme spise, på samme tidspunkt som vore forfædre, der ofrede maden til guderne.

Misteltenen

  

Misteltenen findes også i den nordiske mytologi. Legenden lyder at Loke (fader til bl.a. Hel) lavede en pil ud af en mistelten, og lokkede Balder’s (Odin og Frigg’s søn) blinde broder Høder til at dræbe ham med den. Men der er flere legender. Misteltenen er et frugtbarheds symbol, i ganske perverteret form.

Mistelten, sjælden på egetræer, blev anset for at være særlig hellig, når den blev fundet. Stedsegrøn mistelten er egens liv, helt åbenlys på dens nøgne vinter grene. Mistelten var træets sjæl, sæden og livs essensen i egen. Det Latinske ord viscusas, så vel som det Græske ord ixias refererer til sædens væske i dens bær. Disse ord er forbundet med ordene visand ischu, som betyder styrke. Sæd blev anset for værende livets blære. Tyre blev ofte ofret når misteltenen blev skåret, for at opveje ege gudens tab af hans kraft. Man troede at saften fra misteltenens bær, anset for ege sæd når den blev taget fra egetræerne, havde genfødsels kræfter.

At skære misteltenen fra egen, symboliserede at kongens efterfølger kastrerede den gamle konge, efter som Ege Kongen banede vej for Kristtorn Kongen hvert år. Den gamle konge blev sakramentalt spist og den nye konge arvede Moder Gudindens gunst.
[21]

Allerede nu er det ganske tydeligt, at misteltenen er i forbund med julegrisen og amorinerne. Da apostlene sammen med Helligånden besluttede hvilken byrde hedningene skulle pålægges, var Guds mening at ”de skal afholde sig fra besmittelse med afguderne og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod” (Apg. 15:20). Julen er en fælde for Guds folk, og her ses tydeligt at misteltenen er tæt knyttet sammen med utugt.

Robert Graves skriver i sin bog ”The Greek Myths” at:

en en ege-konge med mistelten kønsorganer, som repræsenterede tordenguden, ægtede han rituelt den regn-skabende månegudinde; og blev da pisket, så hans blod og sæd gjorde jorden frugtbar, halshugget med en økse, kastreret, hængt op på et træ med spredte arme og ben, og brændt; hvorefter hans slægtninge åd ham sakramentalt[22]

Det kræver ikke stor fantasi for at forestille sig, hvorfor traditionen tilsiger en kvinde at stå under misteltenen, for at blive kysset af en mand. Ikke nødvendigvis hendes ægte mand. Sagnet siger, at man må kysse en kvinde, der står under misteltenen.

Jeg ved ikke hvilken af sagnene du vælger at hænge misteltenen op efter. Måske siger du at du gør det fordi du synes det er hyggeligt, men den påstand er ikke acceptabel. Du gør det, fordi du har fået skikken lagt i dine hænder, en skik der, måske ubevidst for dig, bærer meningen og symbolikken, angivet ovenfor.

Afslutning

  

Jeg hører ofte undskyldningen: ”det er ikke det, julen betyder for mig”. Men det handler ikke om hvad vi vælger at gøre det til. Afgudsdyrkelse er i Guds øjne det, det er. Vi kan ikke holde samme fest med samme remedier og budskab som hedningene, og så tro at vores intention ændrer noget. Bibelen advarer os: ”Skik jer ikke lige med denne verden” (Romerne. 12:2), og da julen ikke bygger på Kristus, men på verdens magter, kan vi som kristne ikke fejre julen. Der er absolut intet at fejre, for alt kommer fra løgnens fader, der søger at forblinde vore øjne, så vi tilbeder ham og derved håner den levende Gud.

Danskerne fejrer denne fest af hele sit hjerte og med hele sin sjæl og med hele sin styrke og med hele sit sind. For dem der kender sin Bibel ringer der en klokke lige nu, for det var sådan Jesus sagde vi skulle elske Gud - Luk. 10:27: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv”. Jeg vil gentage, at julen har de seksuelle undertoner og den afgudsdyrkelse, som Gud specifikt har bedt os gamle hedninge om at forlade (Apg. 15:20). Vi gør mere end klogt i at lytte!

Sagen er, at ikke ét sted i Bibelen, er der den mest spinkle antydning til at vi skal fejre julen. End ikke Jesu fødsel findes der én eneste reference til at vi kan fejre. Den eneste reference til julen findes i Jer. 10:2-4: ”Væn eder ikke til Hedningernes Færd... det er Træ, fældet i Skoven, et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse; han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og Hammer, så det ikke vakler”.

Gud tilskynder os til ikke at holde jul. Selvom du har andre intentioner med julen, så gør du det, som Gud råder os til at lade være med - det, som Gud hader. I gamle dage, da Christian V var konge, lavede han et som mange andre konger den Danske lovgivning, og skriver i forord:

Vi Christian den Femte af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Giøre hermed for alle vitterligt, at saa som GUDS FRYGT OG RETFÆRDIGHED ere de tvende fornemste Støtter og Hovetpillere, med hvilke Lande og Riger udj deris bestandige Flor og Velstand befæstis og opholdis, og derfor ligesom Gud Allermægtigste til det første haver givet Os een stor Anledning i disse Nordiske Lande, hvor hand saa naadeligen haver ladet antænde sit Ords og Euangelii klare Lys, som aabenbarligen

Han havde også en holdning til julen, og fastelavn som er tilbedelse af samme afgud, og lovgiver således:

Al letfærdig og forargelig Lægen om Jul, eller andre Tider, og Fastelavns Løben forbydis strengeligen, og bør alvorligen at straffis.[23]

Med andre ord var julen forbudt i Danmark, for 325 år siden - ved lov, og overtrædelse skulle straffes alvorligt. Hvad vidste Christian V, som vi har glemt?

Julen er ikke glædelig, men dødelig. Jesus kommer snart, og har du som mange andre en stemme der fortæller dig, at du ikke skal fejre julen, så er det Guds Ånd, der vejleder dig, og bereder dig til at blive hentet som Kristi brud, for at være sammen med Jesus for evigt (1. Tess. 4:17). Jeg har skrevet denne artikel for at fortælle dig, at der er god fornuftig grund til at aflyse julen. Det er en opmuntring til at du må lade din stemme lyde som Josua: ”...vælg i Dag, hvem I vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden, eller Amoritternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit Hus, vi vil tjene HERREN!” (Jos. 24:15).

Mike Nichols skrev at hedninge har lige: “så meget ret til at holde denne helligdag som kristne. Måske endda mere, da de kristne var ganske sene til at gøre krav på den, og har forsøgt mere end én gang at fornægte den”. Det er igen fuldstændig korrekt forstået. De kristne har absolut ingen ret til julen. De er som sagt løskøbt og befriet fra afgudsdyrkelsen, som i fortiden krævede barnelig i barnemessen.

Gud har åbenbaret sandheden for os, Han har givet os Sandhedens Ord. Hvorfor så kalde sig kristen, når man klamrer sig til løgnen og de gamle traditioner, der ærer og ophøjer vores sjæls fjende?

Reference liste

  

[1]Mike Nichols”, Acorn Guild Press; http://www.acornguild.com/nichols.html
[2]The Witches Sabbats”, af Mike Nichols; http://www.geocities.com/Athens/Forum/7280/
[3] ”Fakta om Wicca”; /article/292.html
[4]Midwinter's Eve: YULE”, af Mike Nichols; http://www.geocities.com/Athens/Forum/7280/yule.html
[5]Julen og Jesu fødsel”; /article/363.html
[6]Witchcraft Dictionary of Craft Terms”, af Athena Gardner, side 70.
[7]Witchcraft Dictionary of Craft Terms”, side 40.
[8]Den Ny Verdensorden”, se under overskriften ”Én verdensøkonomien og verdenskontrollen”, og scroll ned til ” Voldtægten af Europa”; http://www.tagryggen.dk/show_article.php? num=358#nverdenskonomienogverdenskontrollen
[9]Da Vinci Mysteriet”, af Dan Brown, side 239. Læs evt. også ”Bedraget af Da Vinci mysteriet
[10]Sacrifice of the Mass”, Den Katolske Encyclopedia; http://www.newadvent.org/cathen/10006a.htm
[11]Mediator Dei”, nr. 70, af Pius XII.
[12]On the Mystery and Worship of the Eucharist”, nr. 9, af Johannes Paul II.
[13]Fakta om Wicca”; /article/292.html
[14] Læs ”Gud Moder Maria tilbedelsen”; /article/451.html. Her vil du se klart og tydeligt, at alle traditionerne som verdensmagterne giver i vore hænder, fører os tilbage til afgudsdyrkelsen.
[15]The pagan-Christian Connection Explosed”, af Michael J. Rood, side 86.
[16]St. Nicholas of Myra”, Den Katolske Encyclopedia; http://www.newadvent.org/cathen/11063b.htm
[17]Jule højtiden”; /article/54.html
[18] The pagan-Christian Connection Explosed”, af Michael J. Rood, side 86-87.
[19]Bedraget af Da Vinci mysteriet”; /article/384.html
[20]En meget gammel gris”, Fyns Stiftstidende, d. 27-12-2007; http://www.fyens.dk/article/911478:Tema--En-meget-gammel-gris
[21] ”Mistletoe”, Celtic Attic: Olde Worlds - Myths, Spirits and the Wee Folk; http://www.celticattic.com/olde_world/myths/mistleoe.htm
[22]The Greek Myths: 1”, af Robert Graves; http://www.dkennedy.org/C2025243227/E518045992/index.html
[23]Kong Christian den Femtes Danske Lov, 1683”, bog 6, kapitel 3: ”Om Helligbrøde”, artikel 11

Videoklip

  






















Emne: Højtider

  

Information & kontakt

  

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation

Debat: Glædelig jul?