Ben, kød og blod

af Kim Andersen
Lagt på d. 26/04-07



Det er et svært men interessant emne at prøve at forstå. Der er noget særligt ved blodet, som jeg vil prøve at fremhæve i denne artikel. Blev mennesket skabt som vi er i dag, eller blev vi forvandlet, da vi syndede – og i så fald hvornår og hvordan?

Vi ved at naturen ændrede sig på grund af synden, for da Adam fik sin dom, siger Gud: ”torn og tidsel skal den (jorden) bære dig”, og det fortæller os at en ændring, noget nyt som Adam ikke hidtil havde kendt, var trådt i kraft. Med andre ord, var torn og tidsel ikke en oprindelig del af skaberværket, men blev et symbol på synden.

Vi ser flere steder at ulydighed mod Gud, symboliseres ved torn og/eller tidsel. Eks. da Gud tilskynder Israel til at vogte deres kærlighed til Ham, ellers bliver folket ”en Snare og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne” (Jos. 23:13). David siger: ”På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem” (Sal. 22:5). Gud forkynder dom over Israel, for deres ulydighed og siger at folket skal ”gro sammen i Torn og Tidsel...hvert et Sted, hvor der nu er tusind Vinstokke...skal blive til Torn og Tidsel...hele Landet skal blive til Torn og Tidsel” (Es. 5:6 ; 7:23, 24).

Derfor er der også en særlig symbolik i at Gud vælger at vise sig, som en fortærende ild over en tornebusk (2. Mos. 3:2). Igennem det, viser Gud at Han vil tilvejebringe en vej ud af synden, eks. som Han gjorde med Noahs ark, og som Han senere en gang for alle gjorde direkte igennem Jesus. Omvendt ville Han ikke vise Israel nåde, hvis de ikke omvendte sig, og siger: ”Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel...Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn...Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs derpå i Kamp og satte det alt i Brand” (Es. 9:18 ; 10:17; 27:4).

Gud sagde: ”Lad os gøre mennesket i vort billede, så de ligner os” (1. Mos. 1:26). Så de ligner os, sagde Gud, og i det ord, demut, beskrives en konkret model, i form og mønster af Guds ydre. Gud er selve livet (Sal. 36:10), og det liv blæste Han ind i mennesket (1. Mos. 2:7), for at det som Gud, i samme mønster og form, skulle leve evigt.

Jesus, Sønnen, er Guds udtrykte billede (Hebr. 1:3) og Jesus gør det klart at Han og Faderen er ét (Joh. 10:30). Derfor, når Gud siger i vort billede, mener Han i Jesu udtrykte billede, Jesu skikkelse. Gud refererer i GT ofte til Jesus som Herrens engel, eller YHWH’s engel. Engle blev ofte set som mennesker, som da Abraham blev besøgt af tre engle, hvoraf den ene var Jesus, Guds udtrykte billede. Det var Jesus eller rettere YHWH der spurgte ”Hvorfor ler Sara” (1. Mos. 18:13). Bl.a. derfor kan vi se, at mennesket vitterligt er skabt i Guds billede, kød og ben.

Men noget blev forandret, da mennesket valgte den eneste mulighed, for at skille sig fra Gud. Lad os kikke på syndens konsekvens i forhold til menneskets tilstand.

Ben og Kød


På den 5. dag i Guds skaberproces, dannede Han Adam af agerjorden (1. Mos. 2:7), og dyrene ligeså (v.19). Gud blæste livsånde ind i Adam (v.7), så han blev et levende væsen (nephesh), som også dyrene var. Både dyr og mennesker er levende nephesh – sjæle. Både væsenerne i havet (1. Mos. 1:21), kvæg, kryb og vildtlevende Dyr (1. Mos. 1:24) er levende nephesh.

Gud dannede Eva. Han tog et ribben af Adam, og lukkede med kød i dets sted. Da Adam så Eva, sagde Han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde” (1. Mos. 2:23).

Ben og kød...Hvorfor nævnes blodet ikke, som ellers er det alt afgørende i forhold til synden. Efter syndfloden, forordner Gud, at alt levende som rører sig, skal tjene mennesket til føde. Men kød med sjæl, dvs. kød med blodet, måtte ikke spises, for i blodet var livet (nephesh) (1. Mos. 9:4 ; 3. Mos. 17:11 ; 5. Mos. 12:23).

Hvis livet er i blodet, og synden gjorde os dødelige (1. Mos. 2:17), kan der da have været andet i vores årer, før faldet, før blodet blev en del af mennesket?

Kød og blod


Første gang blodet nævnes, er efter syndefaldet, hvor Kain slår Abel ihjel, og Abels blod råbte til Gud fra jorden (1. Mos. 4:10). Årsagen til drabet, var vrede. Gud ikke så til Kains offer, som var fra jordens frugt (1. Mos. 4:3). Han så kun Abels, som var ”en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme” (1. Mos. 4:4) – dvs. Abels offer udgød blod, ligesom det blod som Israels Guds forordnede ofringer, for folkets synder, gjorde. Abel havde indset at han var synder og udgød blodet som soning.

Gud var den første som slagtede et dyr, og udgød blod, for at dække menneskets synd. Skindet fra dyret dækkede menneskets nøgne kroppe, og blodet deres synd, som senere blev fjernet, da det endelige offer, Jesus Kristus kom (Hebr. 1:3 ; 1. Joh. 1:7, 9) og bar verdens synd (Joh. 1:29).

Hvorfor hører man først om blodet, efter syndefaldet? Guds ordbrug er valgt med omhu, og intet nævner blodet, før mennesket er gjort dødeligt, på grund af synden (Romerne. 5:12). Kun kød og ben nævnes før synden. Da Gud åbner Adam for at tage hans ribben, er der intet nævnt om blodet, kun kød og ben.

Efter syndefaldet, tales der ikke om kød og ben, men det udtryk vi endnu selv bruger - kød og blod. Jakob var Labans kød og blod (1. Mos. 29:14). Juda kunne ikke slå sin broder Josef ihjel, for, som han sagde: ”han er jo dog vor broder, vort kød og blod!” (1. Mos. 37:27). Israels tolv stammer erkendte for David at: ”Vi er jo dit Kød og Blod!” (2. Sam. 5:1 ; 1. Krøn. 11:1) og omvendt erkendte David at ”I er jo mine brødre, I er mit kød og blod” (2. Sam. 19:12, 13)

I Jobs bog, som menes at være, og mest sandsynligt er, den ældste bog i Bibelen – ældre end Mosebog der fortæller om skabelsen - bliver der refereret til skabelsen. Job beklager sig og siger: ”Kom i hu, at du dannede mig som ler... iklædte mig hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?” (Job. 10:9, 11). Job er bekendt med blodet (Job. 16:18), men udelader at omtale det her. Da Satan rammer Job med sygdom, er det Jobs kød og ben der rammes, for hans liv skal skånes (Job. 2:5-6). Blodet nævnes ikke. Hvorfor? – Fordi det er der i livet er?

Jeremias klager i Klagesangene, og siger: ”Mit kød og min hud har han opslidt, brudt mine ben” (Klag Es. 3:4). Jeremias tugtes og kød og ben nævnes. Men intet om blodet, for Gud bevarede hans liv – skønt hele Israel efterstræbte det.

Den nye pagt, i det Nye Testamente.
Da tiden for Jesu offer nærmede sig, tog Han og apostlene den sidste nadver, som symbol på det sidste blod som skulle ofres for synden, pagtsblodet. Siden syndefaldet var pagtsblodet symboliseret ved udgydelsen af dyrenes blod, og her gav Jesus apostlene at drikke af kalken og sagde: ”dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt. 26:28 ; Mark. 14:24).

Paulus fortæller at Gud sendte Jesus i syndigt køds skikkelse, ”for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet” (Romerne. 8:3). Til hebræerne siger Paulus: ”Thi det er jo ikke engle, Han tager sig af, det er Abrahams slægt, Han tager sig af. Derfor måtte Han i ét og alt blive sine brødre lig, for at Han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder” (Hebr. 2:16-17).

Da vi oprindeligt blev skabt i Jesu billede, er spørgsmålet: Hvad anderledes er der ved mennesket efter syndefaldet, siden Jesus må blive os lig, når vi blev skabt Ham lig? I ét og alt, måtte Jesus blive os lig, skønt vi oprindeligt var skabt i Hans lighed. For syndens skyld, blev Han os lig, for at fælde dødsdom over synden, og da det ikke var englene Han tog sig af, men os, måtte Han komme, ikke i kød og ben, men i kød og blod.

Paulus siger: ”Da nu børnene (mennesket) har del i kød og blod, fik også han (Jesus) på lignende måde del deri” (Hebr. 2:14), for at udfri os (v.14-15). Dermed bliver der sagt, at Jesus oprindeligt ikke havde del i kød og blod, men blev delagtig i kød og blod, fordi Han kom i syndigt køds skikkelse. Dermed havde vi heller ikke del der i oprindeligt, da vi var Jesus lig. Vi fik del i kød og blod, da synden kom ind i vort legeme (Romerne. 7:23), og dermed også døden.

Det er efterhånden tydeligt at se, at blodet kom ind i mennesket, som et resultat af synden, ligesom jorden begyndte at frembære torn og tidsel, efter syndefaldet. Inden syndefaldet, var mennesket kød og ben, men efter, kød og blod. Hvor stor den anatomiske forskel er, fremstår ikke klart. Men man kan overveje mange tanker, f.eks. at har man ikke blod i kødet, er så nyrer, lever eller hjerte nødvendigt? Nyrerne og leveren renser i syndens legeme blodet, og var der behov for denne rensning, da alt var godt? (1. Mos. 1:31). Havde organerne en anden funktion? Havde vi overhovedet årer i legemet? Hvis ja, hvad var der i dem? Jeg vil mene, at vi fra begyndelsen fik alle de organer vi har nu, og kan ikke forestille mig anden brug af dem, end det, videnskaben hidtil har opdaget. Faktum er, at vi kun har kendt et faldent legeme. Vi kan ikke forestille os hvordan vi var og fungerede før. Alt ændrede sig, og blev fjendtlig. Mad blev på sin vis også en fjende, som vi ser i dag, hvor folket kæmper med kure af den ene og anden slags, i nød for et madmisbrug. Dyrene som blev ført til Adam, ville æde ham i dag, hvis Gud førte dem til ham igen (1. Mos. 2:19). Derfor er endnu en forvandling er fastsat.

Bibelen siger, at vi skal blive som Jesus igen. ”I elskede”, siger Johannes: ”nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2). Lad os se nærmere på det.

Ben og kød, igen


Da Jesus havde udgydt sit blod, pagtsblodet, døde Han på korset, for livet er i blodet, som vi har set på tidligere. Men Gud havde lovet, at Han ikke skulle forblive død. Igennem David havde Gud forkyndt: ”at Kristus skulle opstå...hverken skulle han lades tilbage i dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse” (Apg. 2:31 ; Sal. 16:10).

Jesus blev forvandlet. Hans legeme fik livet tilbage og Han genopstod. Da Han viste sig for de elleve apostle, blev de bange, for de troede det, de så, var en ånd. Men Jesus sagde til dem: ”Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se”. Og bid nu mærke i Jesu ord som følger: ”en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har” (Luk. 24:39). Ikke kød og ben... Hvorfor brugte Jesus ikke det mere almindelige udtryk, kød og blod, som Hans forfædre havde brugt (2. Sam. 5:1 ; 2. Sam. 19:12, 13), og som vi stadig bruger det i dag?

Hvorfor udelader Jesus nu blodet? Vi har set, at Jesus blev os lig, for at få del i blodet (Hebr. 2:14). Han kom ”i syndigt køds skikkelse” (Romerne. 8:3), så Han kunne udgyde blodet, for at løskøbe os, så vi igen kunne blive Ham lig (1. Joh. 3:2). Da forsoningen var fuldbyrdet, og pagtsblodet betalt, var der ikke længere behov for blodet. Da Jesus havde givet os sit liv, dvs. sit blod, da Han jo stadig lever, steg Han til himmelen (Apg. 1:9), og tog tilbage til Faderen i himmelen (Joh. 14:12, 28; Joh. 16:10, 28) og sidder nu ved Faderens højre hånd (Hebr. 1:3, 13; Hebr. 10:12 ; 1. Pet. 3:22 m.fl.).

Jeg synes man kan tillade sig, at bemærke følgende. Da Jesus kom for at bære vores synd, blev begge de forandringer i skabningen, som jeg har påpeget i denne artikel, båret af Jesus. Jesus bar blodet ind i helligdommen (Hebr. 9:12), og han bar tornekronen (Mark. 15:17 ; Joh. 19:2). Jorden bar torn og tidsel, som et kendetegn på syndefaldet, og som Gud gav sig tilkende i tornebusken, ser vi symbolikken i at Jesus bar tornekronen.

At blive Jesus lig


Én (meget vigtig) ting er at arbejde på at efterligne Jesus, og således blive Ham lig, i dette jordiske liv – altså at efterligne Jesus, i ord og handling. Men også vort legeme må forvandles og blive Ham lig, af en helt særlig årsag.

Jesus fortalte apostlene, at Han skulle bort (Joh. 13:33), men apostlene ønskede at følge Jesus derhen hvor Han skulle, nemlig hjem til Faderen. Jesus fortalte dem: ”I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være” (Joh. 14:2-3).

Men der er i dette et problem, et paradoks, som nogle ville kalde en fejl og en modsigelse. I apostlenes (hvilket også er tilfældet for os) jordiske tilstand, kunne de ikke komme der, hvor Jesus skulle hen. ”Hvor jeg går hen, kan I ikke komme” (Joh. 13:33), sagde Jesus, vel at mærke forud for talen om netop at hente os. For at løse dette paradoks, skulle også de gennemgå samme forvandling, som Jesus gennemgik ved sin opstandelse. En naturstridig løsning, et ”missing link”, som Paulus forklarede senere.

Paulus, som blev sat som husholder over alle disse hemmeligheder i Kristus (1. Kor. 1:4), åbenbarer for os og fortæller: ”Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed” (1. Kor. 15:50). ”ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede!” (1. Kor. 15:49), og derfor må vi nødvendigvis forvandles fra kød og blod, til kød og ben, som Jesus blev det, da Han opstod. Derfor åbenbarer Paulus: ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed” (15:51-53).

Denne forvandling vil ske, når Jesus kommer for at hente os, og tage os hjem til vore boliger hos vores himmelske Fader, hvor også Jesus er. I form af kød og blod, kan vi ikke komme der, men når forvandlingen har fundet sted, så vi igen er blevet Jesus lig, som da vi først blev skabt i Hans lighed, da vil vi, sammen med de døde, som er gået forud for os i opstandelse, ”møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren” (1. Tess. 4:17)

Afslutning.


Der er ingen tvivl om, at denne artikel vil være en uvant tanke for mange. For nogle er emnet overflødigt, og for andre måske en fabel. Man kan betragte Bibelens måde at fortælle på, som blot en talemåde. Kød og ben kan være en anden måde hvorpå kød og blod omtales. Men jeg mener at Bibelen giver os et mønster, som vi ikke bør overhøre og overse. Hver detalje i Bibelen er med forset givet, for at forklare os, hvad der skal ske med os og det, vi kender til.

Bibelen er det mest kompakte besked-system som verden har set. Hvert ord bærer store dybder, som åbenbares for os, som der er givet at forstå, ved Guds Hellige Ånd. Da Jesus gik på jorden, talte Han i lignelser for at dem, som det var givet at kende Himmerigets hemmeligheder, skulle forstå (Matt. 13:10-11). I dag er det ikke forandret. Kun ved Hans Ånd, som gives ved tro på Jesus, at Han er den, Han er, kan Bibelens hemmeligheder forstås.

Lad os arbejde på vores frelse (Fil. 2:12), mens vi endnu er i dette syndige legeme, så vores sind kan blive fornyet og forvandlet (Romerne. 12:2 ; Ef. 4:22-24), ligesom vort legeme snart skal fornyes og forvandles.


Debat: Ben, kød og blod

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Frelse

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation