At tilbede og prise Gud

af Kim Andersen
Lagt på d. 09/04-07



Hvad vil det sige at tilbede og prise Gud? Hvordan gør man? I flere år har jeg sammen med mange andre, lovprist og tilbedt Gud igennem lovsang. Jeg har spillet og sunget og haft en inderlig fornemmelse af at være tæt ved Gud, igennem min tilbedelse. Nogle sange førte mig lettere ind foran tronen, som vi kaldte det, end andre. Det var som om at de sange jeg selv bedst kunne lide, drog mig nærmere til Gud. Jo mere intens musikken var, jo mere markant melodi og rytme var, jo mere nærværende føltes Gud at være. Når vi havde sunget en sang gentagende gange, transponerede vi melodien en dur op, og hele salen dirrede af intens og inderlig tilbedelse. Helligånden var så nærværende, mente vi, at kærligheden var så stærkt til stede fra Guds Ånd, at man mærkede en inderlighedens gråd presse sig på, fordi følelsen var så intens at man på en måde følte sig overmandet.

Jeg har nu i mange år, efter denne tid hvor tilbedelsen, beskrevet ovenfor, betød allermest for mig i mit forhold til Gud, været på en lang vandring, som jeg langt fra er færdig med – og bliver det heller ikke i dette liv. Jeg gik ud af den kirke, hvor jeg havde deltaget i denne tilbedelse af Gud, af flere årsager, hvoraf flere først blev vist mig senere. Adskillige spørgsmål startede min vandring, og langs vejen har ét spørgsmål været: hvordan kan jeg tilbede Gud i ånd og sandhed?

Den lovsang som engang var min tilbedelse af Gud, er det ikke længere. Den glade, rytmiske musik, som fik mig til at danse, som vi sagde, ind for Gud, lige som kong David da han førte arken hjem fra filistrenes land (2. Sam. 6:2, 14), forstummede i mit liv. Jeg vidste den gang ikke hvordan jeg skulle leve uden, hvordan jeg skulle tilbede uden. Men en helt anden tilbedelse og pris har grebet mit hjerte, og jeg vil i denne korte artikel fortælle dig om det, i tilfælde af at du vil kunne lære noget af det jeg har lært, og fortsat søger at leve i, igennem tro og forståelse.

Musik – er det tilbedelse?


Der er skrevet mange bøger om musik. Salmist kurser og foredrag har været utallige inden for dette emne. Jeg vil ikke lave en omfattende gennemgang af emnet her. Jeg vil blot påpege nogle ting, som jeg har opdaget ikke var til stede i min tilbedelse, da jeg tilbad som en stor del af menighederne gør det i dag.

Et af de spørgsmål som jeg stillede var: hvorfor havde de sange jeg selv kunne lide, indvirkning på min følelse af Guds nærvær? Et andet var: hvorfor kom Gud nærmere, når melodien blev sat en dur op?

Jeg både lærte og opdagede nogle metoder, hvorpå lovsangen kunne intensiveres. Teknikkerne havde sine tider, og at kende de tider, var, troede vi, at være følsomme over for Guds Hellige Ånd. Til tider skulle melodien spilles langsomt og travende, og andre gange hurtigt og galoperende. Men hvorfor havde det indvirkning på hvor tæt Gud var hos os? Til tider havde vi lange seancer med musik alene, hvor intet ord blev sagt eller sunget, men hvor vi igennem musikken skulle give os hen til Guds Ånd.

Jeg spillede, alt efter hvem der var til at spille instrumenterne, enten trommer eller klaver. Begge instrumenter var jeg ikke for god til at spille, men havde en fornemmelse for og følelse af musikken, som gjorde at jeg blev opfattet som særlig salvet. Lederne i menigheden anså mig for en søjle i lovsangen – endda i menigheden, og jeg kunne bringe folket ind foran tronen, som vi kaldte det, og jeg kunne berede vejen for prædikantens tale. Bibelen giver dog ingen forståelse af, at hverken musik eller lovsanger, kan lede folk ind foran Guds trone. Kun Jesu død og opstandelse har åbnet vejen derind (Hebr. 10:19-20). Et vers jeg blev konfronteret med engang, da jeg i min spæde forståelse af Gud påpegede at jeg ikke spillede for prædikantens skyld, men for Guds, var 2. Kong. 3:15-16, hvor strengespilleren skulle spille, så Guds hånd kom over Elisa, hvorpå han kunne profetere. Hvorfor det var sådan, vil jeg ikke gøre mig klog på, men som du vil se senere i artiklen, så har musik og evt. sang ikke så meget at sige i forhold til at Gud skal kunne tale, men nærmere at vi skal nå til en ydmyg holdning, så vi kan lytte til, acceptere og tro Guds Ord. Dermed er valget og brugen af musik og sang yderst afgørende og betydelig for udfaldet. Men tilbedelsen er ikke i musikken.

Sjæl og ånd?


Det, jeg vil prøve at adskille i denne artikel, er forskellen mellem sjæl og ånd – eller nærmere min tanke, følelser og ånd. Ofte har jeg hørt at man har lagt vægt på, at vi ikke kan tilbede Gud, uden at have vore følelser med i det. Jeg er helt enig, men hvilke følelser?

Jeg vil ikke give dig forståelsen af, at denne artikel har det ene formål at tale imod rockmusik. Det er ikke det, jeg vil nu, skønt jeg er stærkt imod denne musik i tilbedelsen. Dog er det denne type musik, som indtager menighederne mere og mere, og derfor er der behov for at fremhæve hvilke følelser der vækkes i os, når vi lovsynger.

Når jeg tænker tilbage, og forsøger at være ærlig over for mig selv, så kan jeg ikke forene de følelser jeg havde, med den tilbedelse jeg nu har fået i mit liv. Jeg har klart i min erindring, at jeg oplevede en opstemthed, en personlig ”jeg kan” fornemmelse. Jeg var god til at tilbede. Jeg var god til at opnå et resultat med min lovsang. Jeg havde en… kan man kalde det en stolt selverkendelse, en selvtillid som kunne eksplodere i mit hjerte. Jeg troede dengang at det var en følelse af Guds nærvær. Jeg følte at det var Guds kærlighed jeg mærkede, som gav mig disse storslåede følelser. Men jeg har lært, at det var det ikke. Det var sjælelige følelser og ikke et resultat af Guds Ånd. Hvordan ved jeg det?

Det er umuligt at videregive oplevelser og fornemmelser. Men jeg vil fortælle dig om en oplevelse, som var et skridt på min vandring, der gjorde stort indtryk på mig.

I flere år, når jeg skulle have min tid i bønnekammeret, satte jeg musik på. Resultatet var som altid, at når musikken intensiverede, så fik følelserne frit løb, og jeg mærkede ”Guds nærvær” så stærk, at jeg ofte græd under min bøn. Men en dag, af en årsag jeg ikke kan forklare, undlod jeg musikken. Jeg bad til Gud, og delte med Ham hvad jeg havde på hjertet. Jeg takkede ham for alt jeg var taknemmelig for, og til forskel fra andre gange, var der ingen gråd og ingen store følelser. Det var som at tale med et andet menneske. Jeg plejede at sætte stor pris på oplevelsen, at føle mig tæt på Gud. Men her var jeg bare helt ”normal”. Det der gjorde stort indtryk på mig, og som vitterligt fyldte mig med stor glæde, hvor underligt det end må lyde, var opdagelsen af at med egen vilje, uden remedier til at skabe stemning, kunne vælge at sige mine meninger til Gud. Jeg fandt en stor glæde ved pludselig at se Gud som værende en person, som jeg kunne henvende mig til, fordi jeg ville – uden at være drevet af følelser. Det var jo godt nok mig selv der ville bede, selvom jeg satte musik på, men det var følelserne der drev mig i min bøn og for en stor del også valget af ord. Men nu var det noget jeg selv valgte uden at blive drevet af andet, end min egen vilje. Jeg følte mig med andre ord fri.

Jesus sagde at det Faderen ønsker sig, er tilbedere, som tilbeder i ånd og sandhed (Joh. 4:23-24). Jeg tror, at tilbede i sandhed, er bl.a. at komme til Gud fordi man vil. Man vil Hans fællesskab. Igennem musik og de følelser det skaber, er der store chancer for at man lokkes eller trækkes ind i ”tilbedelse”, frem for at man frivilligt kommer, for at være sammen med Gud.

Lad mig kort beskrive hvad der ligger i Bibelens forståelse af ordene tilbedelse og pris, som vi kalder lovsangen - ”Derfor vil jeg prise dig blandt hedninger og lovsynge dit navn” (Romerne. 15:9)

Tilbedelse.


I det Gamle Testamente viser Gud os ofte i ydre form – i synlig handling, hvordan vi skal forholde os i åndelige ting. Derfor er det også i henhold til tilbedelse givtigt, at stille spørgsmålet om tilbedelse til det Gamle Testamente.

Det hebræiske ord shachah eller sahah, er det ord som oversættes at tilbede. Ordet betyder:

”At tilbede, kaste sig ydmygt/næsegrus ned, at bøje sig for, at trykke ned, at krybe, at bønfalde”

Jeg fremhæver ordet shachah med fed skrift, hvor det fremgår i citerede vers.

Brugen af dette ord møder vi første gang i Bibelen, da de tre mænd - Jesus og de to andre engle kommer til Abraham. Han ”bøjede sig til Jorden og sagde: Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi” (1. Mos. 18:2, 3).

Lot viste den samme ydmyghed, da de to engle, som tidligere havde været hos Abraham, kom til ham, for at redde ham ud af Sodoma. Lot: ”bøjede sig til Jorden og sagde…” (1. Mos. 19:1-2).

Senere, da Abraham med sine mænd drager af sted for at ofre Isak, siger Abraham til de medfølgende mænd: ”Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder” (1. Mos. 22:5).

Abraham bøjede sig for hetitterne (1. Mos. 23:7, 12), lige som hans hustræl bøjede ”sig og tilbad HERREN” (1. Mos. 24:26, 48, 52), da han erkendte at Gud havde ledt ham til Isaks kommende hustru, Rebekka.

Går vi længere frem i tiden, hvor Israel skal frigøres fra slaveriet i Ægypten, da ser vi samme tilbedelse, da folket indser, at Moses og Aron skulle være deres befriere i Guds hånd: ”Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på Israelitterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad” (1. Mos. 4:31).

Vi ser altså den synlige tilstand af tilbedelse. Tilbedelsen hænger sammen med det, at bøje sig for Gud – vise Ham ære, og ved at bøje sig i støvet for Ham, vise Hans overlegenhed og storhed. Groft sagt som en hund kryber for sin herre.

Omvendt siger Gud til Israel, at de ikke må gøre sig billeder af noget, dvs. lave eller tage sig afguder: ”du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud”. KJV siger ”du skal ikke nedbøje dig selv for dem”. Da Israel havde fået det forjættede land, forlod folket Gud: ”deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HERREN”. KJV siger her igen at folket nedbøjede sig for afguderne.

Går vi til Salmerne, som jo er ene ophøjelse af Gud, ser vi også denne sammenhæng mellem tilbedelse og det, at kaste sig ned eller bøje sig for Gud.

alle Konger skal bøje sig for ham” (Sal. 72:11); ”Kom, lad os bøje os (KJV: tilbede), kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!” (Sal. 95:6); ”Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder (KJV: tilbed) for hans Fødders Skammel; hellig er han!” (Sal. 99:5).

At tilbede, er at kaste sig i ydmyghed ned i støvet for Gud, og erkende Han storhed og hellighed. Der er i tilbedelsen ingen følelse af personlig storhed, stolthed, magt eller kunnen. Der er i tilbedelse kun plads til absolut underkastelse i ydmyghed og frygt for den levende Gud, universets Skaber – din og min Skaber og Frelser. Med andre ord, er tilbedelse et udtryk for alt andet end ligeværdighed, og vi er de uværdige uslinger som underkaster os det ypperligste, universet kender.

Går vi til det Nye Testamente, for at få forklaret dette emne, er det ordet proskuneo vi skal undersøge. Første gang det fremstår i teksten er, da de såkaldte vismænd kom til Jesus: ”vi har set hans stjerne i østen og er kommet for at tilbede ham” (Matt. 2:2)

Det græske ord betyder (citeret fra Strongs Græske Ordbog):

(at kysse, som en hund slikker sin herres hånd); at logre eller krybe til, dvs. (bogstaveligt eller billedligt) ydmyge sig selv i hyldest (vise ærefrygt, forgude): - tilbede

Det er det ord Jesus bruger, da Han over for Satan citerer Toraen og siger: “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene” (Matt. 4:10). At Gud forventer samme holdning fra os, fremgår dels af ovenstående vers, hvor Jesus citerer fra det Gamle Testamente, men også i Joh. 4:21-24, hvor Jesus taler til den samaritanske kvinde, en hedning som os, der ikke er af jødisk eller israelitisk afstamning: ”den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender… Men den kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed”.

Ser vi sammen med Johannes ind i himmelen, foran tronen, hvortil jeg engang troede jeg kunne lede folket igennem den producerede lovsang, da ser vi at: ”når væsenerne frembærer ære og pris og tak til ham, som sidder på tronen, og som lever i evighedernes evigheder, da kaster de firetyve ældste sig ned for ham, som sidder på tronen, og tilbeder ham, som lever i evighedernes evigheder, og lægger deres sejrskranse ned for tronen og siger »Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.«” (Åb. 4:9-11 – se også Åb. 5:14, Åb. 7:11).

Gud ser til hjertet (1. Sam. 16:7 ; Sal. 7:11 m.fl.) og det er i vort hjerte vi må mærke efter, om vi har den rette holdning i vor tilbedelse af Gud. Har vi igennem lovsangen - rockmusikken - en ophøjet følelse af selvværd, at vi vitterlig har noget at tilbyde Gud igennem vor fremtræden? Eller er vor indstilling inderlig ydmyghed, hvor vi i vor indstilling, i vores holdning til Skaberen, bøjer os og underkaster os Ham, i erkendelse af Hans overlegne storhed – uden en flig af arrogant stolthed og ”her er jeg” holdning?

Ophøjelse, ære og pris.


Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har taget disse ord i min mund, uden at ane hvad det betyder. Jeg ophøjer dig, ære og priser dig. For mig var det, at ophøje Jesus, at tilkendegive min kærlighed til Ham. Det var nogle ord jeg kunne finde i Bibelen, men som jeg ikke forstod.

Lad mig prøve at vise dig betydningen af disse ord, på samme måde som med ordet tilbedelse. Jeg vil fremhæve et par ord her, for at forstærke forståelsen af at ophøje, ære og prise Gud.

ruwm
Det første ord jeg vil tale om, er ordet ruwm, fra det Gamle Testamente, som bruges første gang hvor Noahs ark løftes op: ”Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden” (1. Mos. 7:17).

Ordet betyder:

”at rejse sig, at opløfte, ophøje, lovprise, at holde noget op, at være ophøjet, at være stor”

Abraham løftede sin hånd til Gud, som ed (1. Mos. 14:22-23), Jakob rejste en sten som vidne (1. Mos. 31:45-47). Da Farao ophøjede Josef som husholder over Ægypten, sagde han: ”Jeg er Farao, og uden dig (Josef) skal ingen løfte sin hånd eller fod, i hele Ægyptens land” (1. Mos. 41:44 KJV). Moses løftede sin stav og rakte den ud over havet (2. Mos. 14:16).

Gud bød et stormvejr rejse sig, som løfter bølgerne op (Sal. 107:25). Hans dag kommer ”mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt” (Es. 2:12), og folkets hjerte blev stolt (Hos. 13:6). ”Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig” (Ordsp. 11:11) og ”Retfærdighed løfter et Folk” (Ordsp. 14:34).

Det kan også betegne at man løfter sin stemme: ”Levitterne skal tage til Orde og med høj Røst sige til alle Israels Mænd” (5. Mos. 27:14)

Ordet beskriver altså at noget er over andet, altså ophøjet. Salme 99 siger: ”Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg” (Sal. 99:2, 5, 9). Når ordet bruges som en egenskab hos os, hvor vi selv er årsagen til brugen af ordet, er det i negativ forstand, hvor Gud slår det ophøjede ned. Men Gud kan løfte os op, når vi adlyder Ham: ”[Han] rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet” (Sal. 113:7)

I forbindelse med tilbedelse og derunder ophøjelse, skal ordet bruges til at bekende Guds ophøjede storhed og almagt, som i Sal. 108:6: ”Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!”, eller som i Sal. 113:4: ”Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene” – ”Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!” (Sal. 118:28)

halal
Det næste ord, er det hebræiske halal, som ses første gang, da Sarah blev ført frem for Farao, hvor stormændende: ”priste hende for Farao ” (1. Mos. 12:15).

Ordet betyder at

”være tydelig, at skinne, at vise sig, at prale, at fejre, at prise”

At prise Gud betyder, at vi med stolthed vil vise vores tilbedelse af Ham. Vi roser os af Ham – vi måske endda praler og bryster os (for at forstærke forståelsen). Vi udtrykker den største tilfredshed med Ham. David siger: ”min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig” (Sal. 34:3) – ”Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. – Sela” (Sal. 44:9). ”Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder” (Sal. 96:4).

Tåberne ”stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom” (Sal. 49:7) – ”Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?”(Sal. 52:3)

Paulus siger: ”Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herre Jesu Kristi kors” (Gal. 6:14) – ”Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig”.

Vi ser, at når vi priser Gud, så udtrykker vi i ord vores glæde over Ham. Paulus priser sig lykkelig over sin magtesløshed, for at kunne prise Gud og give Ham ære ved sit vidnesbyrd.

Jesus sagde: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene” (Matt. 5:16).

det evige liv, at de kender dig…


Nu kommer vi til noget yderst vigtigt, for overhovedet at være i stand til at kunne gøre, hvad ovenstående ord beskriver.

At tilbede, ophøje og prise Gud, kræver at vi kender Gud. At kende Gud er på alle livets områder så afgørende, at vi ikke formår noget ordentligt, uden at kende Ham. Igennem hele Bibelen, er der fokus på at lære Gud at kende. Jesus sendte os Helligånden da Han selv kom hjem til Faderen, fordi vi skulle blive vejledt med henblik på at kende sandheden, hele sandheden om Gud (Joh. 16:13).

Faraos prinser, eller stormænd, kunne anbefale og prise Sarah for Farao, ud fra det de så. Da Israel havde set Guds stordåd, hvor Han lod havet opsluge den Ægyptiske hær, da forstod de en side af Gud som frembragte lovsang. Lovsangen bestod af de egenskaber de havde erkendt hos Gud: ”Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!…” (2. Mos. 15:1-19). Kvinderne tog pauke (et slaginstrument som kan danne melodi), og dansede.

Da Gud havde frelst David fra Sauls hånd, sang han ”HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!...” (2. Sam. 22:2-4).

At tilbede, ophøje og prise Gud, kræver at vi kender Ham. At kende Ham, siger Jesus, er det evige liv (Joh. 17:3). Paulus siger at vi skal arbejde på vores ”frelse med frygt og bæven” (Fil. 2:2), og skønt der er stor dybde i dette, betyder det også, at vi igennem hele livet med Gud, når til dybere og dybere erkendelse af Ham, og det vil på livets vej kontinuerligt frembringe ægte og levende lovsang til Ham.

Valg af musik.


Som antydet før, så er valget af musik altafgørende for sand tilbedelse. Det er – imod tidens ånd og tale – umuligt at imødekomme den fornødne holdning til lovsang, med kirkernes adoption af verdens musik. Den såkaldte Contemporary Christian Music industri (Nutidig Kristen Musik) når dybere og dybere ind i hjertet af den bekendende kristendom. Det er en bevægelse, som bruger instrumenterne på en måde, der løfter mennesket op, ofte i en euforisk stemning. Men som vi har set, er det Gud der skal ophøjes, mens vi skal nå til en erkendelse af, at vi må bøje os for Ham, i sand ydmyghed. Det er ikke svært at få tilbedelse til at se rigtigt ud. Alle kan bøje sig og knæle synligt. Men Gud ser til hjertet, og det er der, det bliver svært, når vores person oppustes igennem selvophøjende musik. Når vi bøjer os for Gud, betyder det intet om vi står rank som en soldat, eller ligger på ryggen på sengen, eller om vi sidder på vore knæ. Det er vores holdning der igennem tilbedelsen bliver til tilbedelse af Gud - at vi af hjertet bøjer os, og opløfter Gud, som herrernes Herre og kongernes Konge.

Jeg har hørt adskillige forsvar af den musik. Jeg har selv været afhængig af den, som jeg beskrev, når jeg skulle bede. Jeg har spillet den af hjertes lyst og modtaget stor ros derfor. Når kristne mennesker med næb og klør vil fastholde den musik de elsker, så er det et bevis for, at de ikke er nået til erkendelse af hvem Gud er. De kender Ham ikke som Bibelen skildrer Ham. Ifølge Bibelen, som er de kristnes klippe, så er lovsang det modsatte af det, som menighederne fremfører. Der er ikke plads til de følelser og holdninger den moderne musik skaber i mennesket, når der er tale om tilbedelse og ophøjelse.

Et studie af den musik menighederne bruger viser, at den er opstået, og i verden brugt, for at vække synden i mennesker. Rock and Roll er et synonym for sex, narkotiske stoffer og anden både amoral og umoral af en hver art. Musikken er skabt til at lede mennesket ind i ekstrem synd. Den musik kan ikke vække ydmyghed i et menneske. Selvom resultatet af musikken dæmpes på grund af en anden moral i menigheden, gør det ikke musikken god. Musik stilen er ond, og selvom mange vil påstå at musik blot er sammensatte noder, skabt af Gud, og dermed som udgangspunkt god, så er det ikke blot sammensatte noder, men en musikstil vi bruger, som er skabt ud af synden. Selvom man ændrer teksten, er musikken stadig den, der får mennesket til at rokke og rulle, om jeg må bruge det udtryk, og derfor kan denne musik ikke ophøje Gud, for den opløfter mennesket.

Holger Skov, har skrevet en artikel om Djævelens musik, og jeg har ikke fået så mange vrede mails over en artikel, som denne. Det har bl.a. vist mig, at der er en stolthed og en egoistisk holdning, i forhold til denne musik. Det handler ikke om ydmyghed, men med vrede og had at beholde den musik, man vil lytte til. Det samme gælder menighederne. Jeg har set hvordan musikken har splittet menigheder, hvor ældre mennesker bliver forulempet af den moderne musik. Da jeg spillede lovsang, var der nogle stykker med tiden, som spurgte mig, meget høfligt, om musikken ikke var lidt og meget buldrende. Min holdning var, at de bare kunne vente til de kom til Himmelen, så var det endnu værre. Hvilken arrogance...

Imod alle moderne kirkevækst principper og konsulenters stemmer, vil jeg stærkt påpege, at musik ikke er kristen eller ikke kristen. Et instrument er ikke kristen eller ikke kristen. Begge dele kan være godt eller dårligt. Det kræver ikke megen indsigt at se, hvordan mennesket gang på gang misbruger det, som Gud har skabt til et godt formål. Det samme gælder musik og lovsang. Vi kan bruge det godt og vi kan bruge det dårligt. Rockmusik er dårlig brug af musikken, der med sin stil ophøjer mennesket, med alt det indebærer.

En ny tilbedelse og pris.


Til slut, vil jeg gerne bringe endnu et aspekt frem af det, at tilbede og prise. En ting som jeg lærte, da jeg ”slukkede musikken” og tilbad Gud med den tilbedelse som Bibelen har lært mig, var at mit liv er en tilbedelse.

Én ting er med ord at ophøje og prise Gud i tilbedelse. En anden ting er at vise, at man mener det, man siger. Israel lovsang Gud da de blev friet ud af Ægypten. Men ikke mere end tre dage senere, knurrede de af Moses (2. Mos. 15:22), og da de blev sultne sagde de: ”Var vi dog blot døde for HERRENS Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult” (2. Mos. 16:3).

Den vigtigste tilbedelse som vi kan give Gud er, at vi søger at lære Ham vi tilbeder at kende. Når verdens mennesker har sine idoler, så følger de dem på godt og ondt. Er man optaget af fodbold, har man sit favorit hold, og man kender spillerne, hvor de har været, hvor de er på vej hen. Hvad er deres styrker og svagheder osv.

At vandre med Gud er i sig selv tilbedelse. Vi taler med Ham, studerer Ham. Hvad mener Han, hvad elsker og hader Han? Hvordan kan vi glæde Ham? Og for mit vedkommende fik jeg spørgsmålet – hvordan tilbeder jeg Ham?

Jeg har ofte fået spørgsmålet – og selv stillet det flere gange: hvordan er det i himmelen? Skal vi stå klædt i hvide klæder, og på mekanisk synkront vis bøje og rejse os, i en evighed af tilbedelse af Gud?

Tilbedelsen er også at vi på den måde ærer Gud. Men tilbedelse er så meget mere, at jeg endnu ikke kan beskrive det fuldt ud. Gud skabte mennesket til fællesskab. Han kom i Edens have og talte med Adam. På engelsk bruges ordet worship, som består af to ord, worth (værd), og ship (skab). Ordet betyder værdighed - erkendelsen af værd. For at nå til erkendelsen af Guds værd, så kræver det at vi har et tæt personligt fællesskab med Ham. Ikke blot i dette liv, men langt mere i det kommende, hvor vi for evigt skal være sammen med Ham. Der skal vi tale med Gud, opleve det inderlige fællesskab Han har skabt os for at få. Et fællesskab, hvor vi af egen vilje elsker Hans fællesskab, som Han elsker vores.

Derfor må vi allerede nu tilbede Gud i vores daglige liv. Paulus siger at: ”Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker” (Kol. 3:23). På vores vandring må vi vise, at Ham vi roser os af, Ham vi ophøjer og priser, er værdig at adlyde, glæde og leve for. Og den levevis er en fortsat vandring, hvor vi igennem studiet af Hans Ord, tages dybere og dybere ind i tilbedelsen, hvor vi med ord og gerning kan tjene Ham, med vore egne liv som tilbedelse.

Afslutning


Menighederne, den største del af dem, verden over, har et kæmpe fokus på hvordan Gud elsker os og hvordan Han ønsker at frelse os. Men man glemmer problemet som hedder synd, som er årsagen til at vi har alle de problemer og lidelser vi har.

Man glemmer, at vi er formørkede i vore sind, og lyset ene og alene findes hos Gud, som har åbenbaret sandheden for os i Bibelen. Derfor må vi vogte os, når vi drager konklusioner som ikke kan bekræftes af Ordet. Menighederne som befordrer rockmusik og stemningstilbedelse, kræver bevis for at præcis rock er forbudt ud fra Bibelen. Bibelen siger ikke specifikt, at netop rockmusik er forkert. Derfor må disse menigheder spørge sig selv hvor der står, at præcis rockmusik er brugbart i tilbedelsen.

Da jeg ransagede mig selv, fandt jeg at denne musik gjorde mig stolt og opblæst. Jeg har adskillige gange mærket samme synd i mange andre mennesker. Tilbedelsen er ikke rettet mod Gud, men mod følelser som gives skin af gudsfrygt. Ofte bruges undskyldningen at der findes mange typer lovsang. Paulus nævner i Ef. 5:19 både ”salmer og hymner og åndelige sange” og dermed mener man der er åbnet op for stilarter, af enhver art. Men jeg vil lade Paulus svare på dette spørgsmål, som, da jeg har bygget denne artikel på Guds Ord, bekræfter hvad jeg har skrevet: ”Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og påminder hverandre med salmer, hymner og åndelige sange og synger med taknemmelighed i jeres hjerter for Gud” (Kol. 3:16).


Debat: At tilbede og prise Gud

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Tilbedelse

 

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation