Lad os glæde og fryde os

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 30/12-06



Vi har ofte læst Luk. 2. kap. og har glædet os over denne beretning hver gang. I denne artikel vil vi se på kilder, der fortæller om de ældste oplysninger fra den tid, de nutidige men også om, hvad videre oplyses om Herrens helhedsplan. Vi må forstå, at tiden er afmålt, og det vil sætte sit præg på det, jeg skriver nu. I det, som er nær ved at bryde frem, er der både noget grusomt ondt og noget så ubeskriveligt frydefyldt. Vi kan kun gribe det i troen, men selv i troen kan vi kun forstå en afglans af det herlige, som vil komme.

Vi synger om Jesusbarnet, og det er godt og skønt, men vi skal forstå, at det er et minde om noget, der for længst er sket. Snart skal vi se ham i al hans herlighed. Og vi skal se, at der realiteter bag ordene om, at Ham er given al magt i himmel og på jord.

Vi kender ikke nøjagtig tiden, der afgørende markerer, at nu vil dette eller hint ske. Vi ved blot ifølge Bibelen, at det vil komme. Dog har vi allerede passeret visse mærkepæle, hvoraf jeg kun vil nævne staten Israels oprettelse i 1948 og det udbredte frafald fra Bibelens sandheder. Det skred i kristenheden, der er sket siden først i 1950erne, er bedrøveligt, og fortsætter det således, vil disse ord snart blive fakta: ”Mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde troen på jorden?” Luk. 18:8. For årtier siden var disse ord uforståelige, men i dag er diverse vranglærdomme kommet indenfor i kirke og menighed i et sådant antal, at vi forstår, at disse ord snart vil kunne gå i opfyldelse, så der kun vil være enkelte levende grupper eller personer her og der.

Friet os ud af mørkets magt


Vi er nær en stor højtid – om den falder på rette tidspunkt på året eller ikke er uden betydning. Den store højtid er, at Herren fra evigheds dage, fødtes som et barn til vor jord, hvor han voksede op, trådte frem som voksen og lærte om Guds rige med myndighed. Og at da hans tid kom, drog han op til Jerusalem for at lide og dø som Guds udvalgte offerlam i vort sted, for at vi kunne have fred med Herren, dersom vi vil tage imod hans offer i tro.

Betlehem, Nasaret og Galilæa var ikke højt ansete byer blandt de lærde jøder, og dog var de betydningsfulde i vor Frelser liv her på jorden. De lærde forblev i Jerusalem, og de fleste af dem opdagede slet ikke, at Messias, Guds Lam, var kommet til dem for at sprede lys i mørket. Mørket blev hos dem, da de knurrede mod de sande ord, de hørte fra

Hans mund. De stillede ordfælder op for at kunne anklage ham for sanhedrinen. Og da det ikke lykkedes, kogte vreden så meget op i dem, at de lagde pres på Pilatus for at få dømt Ham til døden.

Vi må se på Jesu Kristi fødsel som et nyt afsnit i Herrens store, ældgamle forløsningsplan. Skrifterne fortæller, at LAMMET var slagtet før verdens grundlæggelse. (Åb. 13:8.) Hvorfor var det nødvendig, at det skulle ske før menneskene blev skabt? Syndefaldet var forudset, FADEREN vidste, at menneskene ville synde og havde behov for en frelser. Det kunne kun ske ved, at 2. person i guddommen, Yahwe Elohim, ville lade sig føde som menneske og bære vor straf og dø i vort sted.

Jesu udgydte blod for os var ikke en nødløsning men en del af Yahwe Elohims plan. (Elohim er et flertalsord. Hele guddommen Fader, Søn og Helligånd er sand Gud.) Derfor måtte ”Lammet slagtes” før menneskene skabtes.

Vi læser: ”Han er den, som har friet os ud af mørkets magt og sat os over i sin elskede Søns rige. I Ham har vi forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse. Han er billedet af den usynlige Gud. Den førstefødte frem for hele skabningen. For i ham blev alle ting skabt, det som er i Himlene, og det som er på jorden, både synlige og usynlige, enten det er troner eller herredømmer, myndigheder eller magter. Alle ting blev skabt ved Ham og for Ham. Og Han er før alle ting, og i Ham består alle ting.” Kol. 1:13-17.

Det er vor forløser Den Almægtige, vi skal høre og følge. ”At høre” er grundbetydningen af hebraisk sjãma, græsk hypakoueín (der betyder at høre på, høre efter); hypakoê (hørelse, lydighed) bliver i Bibelen gengivet med ordet lydighed. At høre er mere end bare passivt at lytte. Bibelen viser, at de to første mennesker på jorden oprindelig levede i et glad lydighedsforhold til Gud. Det var deres lyst at gøre Guds vilje. Men muligheden til ulydighed var til stede. Den frie vilje brugte de desværre til ulydighed mod Gud med de tragiske konsekvenser, som det medførte for alle mennesker. Syndefaldet var konsekvensen af ulydighed mod Herren. (1. Mos. 3:1-6.)

Lydighed mod HERREN


Herren var bedrøvet over, at menneskene ville leve uden samfund med ham. Derfor indgik han forskellige pagter med dem. I Sinaipagten ser vi, hvilken vigtig rolle lydighed er. Et typisk eksempel er det udvalgte folk, Israel, som var ulydigt mod Herren. De dyrkede fremmede guder og faldt fra den levende Gud. Gudsdyrkelsen blev bare et ydre ritual uden et liv i omvendelse. Derfor sagde Gud til dem: ”Lydighed er bedre end offer.” 1. Sam. 15:22. Og profeterne forkyndte med kraft Guds dom over frafaldet.

Den nye pagts lydighed kom med Jesus Kristus. Djævelen mislykkedes fuldstændig i at få Jesus bort fra lydigheden mod sin himmelske Faders vilje. Jesus Kristus ”blev lydig til døden.” Fil. 2:8. Adams ulydighed blev genoprettet ved Jesu lydighed. Og Jesu stedfortrædende lydighed tilregnes os ved troen på ham. I Romerne. 5:19 sammenfatter Paulus forholdet mellem Adams ulydighed og Kristi lydighed på denne måde: ”For ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, så skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed.”

Vi fejrer nu en højtid med baggrund i Jesu Kristi komme til jorden. Hans egne tog ikke imod Ham. Men vi vil tage imod Ham, takke Ham og fryde os over budskabet om Hans fødsel. Over, at budskabet om Ham er nået frem til os, og at Faderen har draget os, så vi har kunnet taget imod frelsen ved tro på Ham.

Vi får kaldet til at følge i Hans spor og til at lade os forme af Ham. Men mennesker reagerer på en af to måder: enten med tro eller vantro. Paulus taler om ”troens lydighed”. Med det mener han den lydighed, som består i at tro på Jesus Kristus. Det modsatte er ikke at være lydige mod evangeliet. (Romerne. 10:16). Et liv i lydighed mod Guds vilje er en følge af at være frelst ved troen på Kristus. De troende har fået Guds kærlighed udøst i deres hjerter ved Helligånden: (Romerne. 5:5). De troendes lydighed mod Gud skal vises i praksis. (2. Kor. 10:5). Det medfører, at vi må adlyde Gud mere end mennesker. (Apg. 4:19 og 5:29.)

Fordi lovløsheden bliver mangfoldig, vil kærligheden blive kold hos de fleste.” Matt. 24:12. Nutiden er præget af gudløshed, og det mærkes især hos ungdommen. For dem er den kommende højtid for de flestes vedkommende kun fridage, som misbruges efter behag. Mange undser sig ikke for at være med i bander, der endog vælter ældre omkuld for at tage deres ejendele. Sådan er det, når Herren kastes ud; da kommer ondskaben ind. Vejen bort fra Betlehem og Golgata er så let at gå på. Men det medfører, at et trældoms åg kommer over dem, som mange aldrig kommer ud af igen. Det gyldne liv, de havde forventet, udebliver, deres hjerter bliver hårde, og sindet stivner i vantro.

En ny lovsang


Lad os gå med stille sind med hyrderne til barnet ind, så også vi kan tilbede Ham og gå glade tilbage i hverdagen igen, fordi vi har set Herrens frelse. Hyrderne hørte englenes lovsang: ”Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, Guds velbehag blandt menneskene!” Luk. 2:14. Og lovsangen vil fortsætte i al evighed og omfatte alle de store ting, vor frelser har gjort, for at vi kan nå målet og engang være med i det store lovsangskor.

I Åb. 5:9 står: ”Og de synger en ny sang og siger: ”Du er værdig til at tage bogrullen og åbne seglene på den. For du blev slagtet og har frikøbt os til Gud med dit blod fra hver stamme og tungemål og folk og folkeslag.” Ingen anden var værdig til at åbne bogrullen, kun Lammet alene. Og fordi Lammet er værdigt kommer denne jublende lovsang, thi det er Hans blod, der har frikøbt os.

Endnu en ny sang: ”De synger en ny sang foran tronen, foran de fire livsvæsener og de ældste. Og ingen kunne lære den sang uden de 144.000, som var frikøbt fra jorden.” Åb. 14:3.

I Job. 38:7 læser vi om en lovsang, da jorden blev skabt: ”Mens morgenstjernerne jublede til hobe, og alle Gudssønner råbte af glæde.” Job. 38:7. Flere jubelsange ville sikkert være kommet til at lyde, dersom ikke syndefaldet var sket.

Kong David sagde: “En ny sang lagde Han i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN. ” Sal. 40:4.

Den gamle sang havde bestået af klage, gråd og nødråb. Den nye sang genlød af tak og lovprisninger. Den gamle sang havde ham selv som centrum og hans nød som tema. Den nye sang var en lovsang for Gud og havde frelsen som tema. ”Mange ser det”, at Gud så underfuldt frelste ham og byttede hans klage med tak; og det vækker hos dem ærefrygt og tillid til Herren. En så stor og gennemgribende frelse bringer os til at erkende vor egen nød og Herrens store frelseskraft.

Millioner efter millioner af mennesker har sunget denne nye lovsang. Og især i denne højtid lyder lovsange til Frelserens ære. Må mange se og høre det og bytte klage og sukke ud med denne, nye sang.

”Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden.” Sal. 96:1. Tre gange gentager salmisten ordene: Syng for Herren! Opfordringen går ud på at synge en ny sang og gælder al jorden. Nu er en ny tid oprundet med frelse for verden, og derfor skal hele jorden stemme i en ny sang. V. 1-2. Også hedningefolkene må få høre om Guds undergerninger, - om Hans store frelsesværk. V. 3. Nu har Herren vist sin storhed. Derfor lovpriser vi Ham.

Salmisten vender sig til hedningefolkene, bl.a. os: ”I folkeslægter, giv Herren ære og magt!” Det er for alle jordens folk Herren har åbenbaret sin højhed. Derfor må alle slægter over hele jorden være med og give Herren ære.

I denne store mindehøjtid for vor Frelsers fødsel til jorden synger vi lovsange om det store, der skete i Betlehem og på markerne udenfor, hvor englene sang med fryd, om det herlige der var sket. En frelser var født! Håbet var tændt for de håbløse, og de åndelige fanger under Satans greb kunne blive sat fri. De samme glædens sange lyder nu verden over, fordi mange har erfaret den frelse, der fødtes med Kristus, som kom under så små forhold, at hans vugge kun var en krybbe.

De første til at tilbede ham var markens hyrder. De religiøse vise, som lagde deres egen visdom ind i Skrifterne, vidste ingenting om det vigtige, der var sket i Betlehem, og forblev i det åndelige mørke, de levede i. Først senere, da Herren Jesus delte ud af de salige ord om Herrens frelse, kom enkelte til at tro på Ham som den længe ventede Messias. Også nu er det således, at mange aldrig har fornummen, at Jesus til verden er kommen! Men alle, der i hjertet har visheden om, at lovsangen om, at Frelseren kom og har taget imod os, har fået lagt en ny sang ind i vort sind. En lovsang, som aldrig forstummer.

I Sal. 144:9 står: ”Gud, (Elohim - dette ord er flertal og er derfor en sang til hele guddommen) jeg vil synge dig en ny sang, lege for dig på tistrenget harpe.”

Salmernes bog er i sig selv i GT, et vidnesbyrd om sang til Herrens ære. Disse salmer blev brugt, ligesom vi bruger salmer i dag. Ligeså finder vi mange andre tekster, som er sange brugt til at ære Gud efter store hændelser, både i det personlige liv, som f.eks. Hannas lovsang (1. Sam. 2:1 ff), og i israelsfolkets historie, som f.eks. lovsangen ved overgangen over Det røde Hav. (2. Mos. 15:1 ff.)

I ham har vi forløsning


Ved denne, årets store højtid burde vi synge med sind og mund for at ære vor Frelser og for at løfte os selv op til tilbedelse og ægte glæde. På grund af vor Frelser er vi friet ud af mørket og sat over i Hans rige for aldrig at blive skilt fra Ham. Lovsangen over dette må aldrig forstumme! At Han udtømte sig for guddomsværdighed og blev et menneske med samme kår som vi, der kunne blive træt og sulten, selv om han tillige var sand Gud, er større end vi kan forstå. Men Han afstod fra at bruge sin guddomskraft. Han skulle findes som et menneske af kød og blod, dersom han skulle bære vore synder i de tunge timer på smertens træ, hvor han mærkede Faderens vrede over disse synder.

”I ved at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev frikøbt fra det tomme liv, I arvede fra fædrene.” 1. Pet. 1:18. Købsprisen var Hans blod. “Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til en genløsning for mange.” Matt. 20:8. Og i Kol. 1:14 står: ”I ham har vi forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse.”

Forløsning er et af Bibelens centrale frelsesbegreber. Men ordet bruges også ved løskøbelse af fanger, slaver osv. Udgangspunktet er, at folk i oldtiden, som ikke kunne betale sin gæld, ofte havnede i gældsfængsel eller blev solgt som slaver, hvis ikke nogen ”løste” dem fra gælden.

Det samme ser vi også i NT. Her betegner forløsningsbegrebet næsten altid Kristi frelsesværk. (1. Kor. 1:30) NTs måske vigtigste skriftord om forløsningen er Romerne. 3:24: Alle, som tror, ”bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen (græsk: apolýtrosis) i Kristus Jesus.”. Her knyttes forløsningen nøje sammen med forsoningen og retfærdiggørelsen. Det vi forløses fra, er syndens, dødens og Djævelens magt over os. Og det vi forsones ved, er Jesu Kristi forsoningsblod.

Med denne viden burde vi kunne synge en lovsang for Kristi fødsel, der stiger op fra en frelst skare, der er begyndt på den evige lovsang, der altid har som mål at ære vor dyrebare Frelser.

Den endelige forløsning fuldbyrdes derefter på den store endetidsdag. For da forløses alt Guds folk desuden fra alle jordelivets trængsler.” (Ef. 4:30, Luk. 21:28 og Romerne. 8:23.)

Nu i denne stund er vi på vej til den store forløsning, som alt gudsfolket kan glæde sig til. Den kommer snart. Lad os glæde og fryde os, for vor Frelser kom til os, da vi var i nød, og frelste os!


Debat: Lad os glæde og fryde os

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Højtider

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation