Bortrykkelsen i 2006?


af Kim Andersen

Lagt på d. 08/05-06

Udskriv
Debat
Oversigt


For opdatering ang. den udeblivende bortrykkelse 2006, se venligst artiklen, Vi er her endnu!. Se også 2010 og tidens ende.

Jeg har før skrevet om bortrykkelsen, og har altid været af den tro, at dagen når bortrykkelsen sker, ikke er muligt at kende. Før har jeg vovet at skrive at:

Jesus fortæller os om Sin genkomst, at ikke engang Han kender timen eller dagen, men kun Faderen i Himmelen kender den: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen” (Matt. 24:36, Mark. 13:32). Dermed har mange sagt, at vi intet ved om hvornår Jesus kommer igen. Men det er ikke rigtigt.[1]

Ovenstående citat er ikke forkert, men jeg tror at vi kan komme endnu tættere på - ikke bare på tiden som begreb, men måske endda også dagen. Timen vil jeg holde mig fra at komme ind på, for det har jeg ingen forståelse for, men dagen vil jeg vise dig hvorfor vi måske kan kende.

Det som gør at jeg skriver denne artikel, er mit møde med bogen ”Signs of the End”, skrevet af Daniel W. Matson, som du kan købe og læse om her: http://jesus2006.org/. Jeg vil anbefale dig at købe den og se på sagen for dig selv. I det mindste, så læs denne artikel og lad argumenterne tale, før du afviser muligheden.

Der har for mig været en del ting, som skulle tænkes dybt over, for det er ikke sådan lige at gå til. Det er et omfattende emne og forfatteren til bogen siger selv, at opdagelsen af indholdet i bogen, er faldet på plads over mange år. Det er vigtigt at bide mærke i, at der ikke er tale om at modulere tallene for at få dem til at passe, men at de uden videre selv passer ned i regnestykkerne.

Jeg vil prøve at sige tingene så let forståeligt som muligt, og lede dig af samme vej som jeg selv har gået, for at nå til resultatet af denne artikel.

Men den dag eller time er der ingen, der kender

  

Jeg har altid læst og forstået, og blevet undervist om Jesu ord således, at det ikke var muligt at kende dagen. Jesus fortæller os alligevel så meget om endetiden at det ikke er til at gå fejl af, at vi ud fra Hans Ord kan skønne, at vi er i den tid nu. Verdens begivenheder råber til os om, at Jesus kommer snart.

Paulus præciserer talen yderligere og siger: ”Men I brødre! (os der er Jesu efterfølgere) lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru!” (1. Tess. 5:4-6).

Paulus taler om at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Men ikke for dem der våger. Men for de som sover og er berusede, der siger: ”Fred og ingen fare!” (1. Tess. 5:3), vil undergangen pludselig komme over.

Jesus siger det samme til Sardes menigheden: ”Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig” (Åb. 3:3)

Igen ser vi (og læg mærke til Jesu ord - ”hvis du ikke vågner op…skal du ingenlunde vide, i hvilken time”) at de der ikke våger bliver overraskede, men om vi adlyder og våger og er vågne, da vil vi ikke overraskes over hvilken time Jesus kommer igen.

Der er noget her, som man skal holde nøje øje med. Jesu genkomst er ikke det samme som bortrykkelsen. Der er stor debat om dette emne, og jeg vil ikke uddybe det her. Hvis Jesu genkomst og bortrykkelsen er den samme hændelse, så er der flere ting der ikke kan forklares i Bibelen. Hvis man gennemgår emnet ordentligt vil man se, at der skelnes mellem de to begivenheder. Nok om det for nu - læs evt. artiklen Menighedens bortrykkelse.

Når Jesus i Mattæus 24 taler om at ingen kender dagen eller timen, så er det i forhold til Hans synlige genkomst på Oliebjerget. Hvis det skal forstås som det er blevet undervist, så modsiger Gud sig selv når Han i Dan. 9:27 siger, at halvvejs inde i den sidste uge ud af 70, hvis begyndelse og ende tilkendegives af hhv. en fyrstes (Antikrist) pagt og Jesu genkomst, vil Antikrist bryde denne pagt. ”midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør” (Dan. 9:27), og derfra kan tælles en halv uge frem - 1260 dage (3½ * 360 dage), og således kan man kende Jesu genkomst. Fra Antikrist bryder pagten, går der 1260 dage indtil Jesus kommer igen. Er Gud forvirret?

Jesus taler til det jødiske folk her, og blandt de jødiske højtider er en helt bestemt tid, som jøderne genkender når Jesus siger ”den dag og time kender ingen” (Matt. 24:36). Af samme grund, at ingen kender dagen, fejres denne dag to dage, for måden dagen fastsættes på, er ikke ved på forhånd at fastsætte dagens begyndelse, men ved at lade nymånen bestemme. Man kendte tiden for hvornår man skulle vente nymånen, og ved den tid sendte man vidner ud for at de, når de så månen, som kun kan ses som en tynd lysende kant tæt ved solen, ved solnedgang, kunne give besked til Sanhedrinerne i templet. To dage var nødvendige, for i tilfælde at månen ikke lod sig se, så gik de ikke glip af dagen, for så kunne de fejre nytåret, Rosh HaShanah, hele næste døgn. Derfor er der i den jødiske kalender Rosh HaShanah I, og II, som i år falder lørdag til søndag, d. 23-24. september. Selvom Rosh HaShanah er to dags begivenhed, så anses begge dag for at være en yoma arikhta - én lang dag.

Så i hvilken time vidnerne fik månen at se og gav besked, vidste ingen. Kun Faderen i himmelen. Man kendte tiden, og var på vagt, men timen hvor månen lod sig se, kendte ingen. ”Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.” (Matt. 24:42)

Som vi senere skal se lidt på, så kaldes Rosh HaShanah også for Yom HaKeseh - skjule dagen eller den skjulte dag. Dels ud fra Sal. 27:5, og dels ud fra 1. Kor. 2:7-8 hvor Paulus fortæller om Guds visdom der var skjult for verdensherskerne og i traditionen også for Satan, for at man ikke skulle afholdes fra at korsfæste Jesus. Derfor sagde folket ikke hvilken dag Rosh HaShanah var, men sagde som Jesus, at den dag og time kender ingen, kun Faderen.

Derfor kan vi ikke uden videre konkludere, at Jesus sagde at ingen kan kende dagen og timen, for vi kan se at d. 23. september er dagen i 2006, hvor Rosh HaShanah begynder. Dagen er skjult og Jesu udtalelse var en talemåde for Rosh HaShanah.

Jesu ord om husbonden, er fastsat sådan igennem den almene forståelse, at husbonden ikke kan kende timen. Det er ikke nødvendigvis det, der bliver sagt. Samtidig med at Jesus siger vi skal våge, og giver os adskillige tegn hvorpå vi kan kende, hvis vi våger, at tiden oprinder, så dagen ikke overrasker os, så siger Han samtidig at vi ikke kender dagen? Hvordan skal de tilsyneladende modsigelser så forstås? Hvis husbonden vidste hvornår det ville ske, så ville han våge. Med andre ord, så kan han vide, ved at våge, og forhindre tyvens indbrud. Derfor skal vi også som han, våge og leve i lyset, som Paulus siger, så ”tyven” ikke overrasker os. Der bliver ikke sagt at vi ikke kan vide det, men at vi ikke ved det, med mindre vi våger. Det er hele omdrejningspunktet i Jesu tale.

Med denne forståelse af passagen i tankerne, vil jeg lede dig videre mod målet, at nærme os dagen for bortrykkelsen, som Paulus siger, vil ske ved den sidste basun.

Kort om Rosh HaShanah

  

Det jødiske nytår efter den ”religiøse” kalender, starter den første dag, i den 7. måned - Tishri. Den 1. Tishri er som sagt d. 23. september i år (2006) og dagen kendetegnes bl.a. ved de mange blæsninger i shofar hornene, som vi betegner som trompeter og basuner.

Gud bød Moses at sige til israelitterne: ”På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning.” (3. Mos. 23:24, 4. Mos. 29:1). Det var ikke ligesom de gjorde det i begyndelsen af hver måned (4. Mos. 10:10 KJV), men traditionen har en særlig sekvens, ved denne tid.

Rosh HaShanah indeholder flere udtryk.

1. Teshuvah, omvendelse.
2. Rosh HaShanah, årets begyndelse, og verdens fødselsdag.
3. Yom Teruah, dagen for opvågnings stødet - trompet højtiden.
4. Yom HaDin, dommedag.
5. HaMelech, kroningen af Messias.
6. Yom HaZikkaron, ihukommelses dagen.
7. Chevlai shel Mashiach, fødselsveerne for Messias - Jakobs trængsel.
8. Åbningen af himmelens porte.
9. Kiddushin/Nesu’in, bryllups ceremonien.
10. De dødes opstandelse - bortrykkelse.
11. Den sidste trompet - shofar.
12. Yom Hakeseh, den skjulte dag.[2]

Alene ud fra disse titler kan vi se, at Rosh HaShanah er ganske speciel i forhold til tidens ende. Festen indeholder betydningen af både tiden for bortrykkelsen, åbningen af himmelens porte, bryllups ceremonien, den sidste trompet (som Paulus nævner i 1. Kor. 15:52), den skjulte dag (Paulus’ hemmelighed om den momentane forvandling i 1. Kor. 15:51) - med andre ord opstandelsen af de døde og forvandlingen af de levende, samt dagen for dommen, Jesu fysiske genkomst på Oliebjerget.

Rosh HaShanah er som sagt endvidere kendt som den sidste trompet. Højtiden Teshuvah (omvendelse) som varer i 40 dage, starter den første dag i måneden Elul, og slutter med Yom Kippur. I 30 dage blæses der i hornene for at advare om, at omvendelse kræves. Da man ved enden af disse dage når til Rosh HaShanah, d. 1. Tishri, indstilles blæsningen med de sidste på dagen Rosh HaShanah, som bestod af 3 forskellige serier af 30 stød hver, efterfulgt af 10 og endeligt afsluttet med et sidste langt stød i hornet. Der af kommer udtrykket den sidste trompet, som Paulus refererer til, og som der også kan være referencer til i åbenbaringsbogen, efter Johannes rykkes bort til himmelen, idet han siger: ”Derefter så jeg, og se, der var en åben dør ind til himlen (Åbningen af himmelens porte); og den røst, jeg først havde hørt tale til mig, og som lød som en basun (Den sidste trompet), sagde: »Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske.« (efter bortrykkelsen af menigheden døde og levende)” (Åb. 4:1)

Når man nåede til Yom Kippur, blæste man i Shofar HaGadol, den Store Trompet. Der er forskel på den sidste (1. Tess. 4:16), og den store (Åb. 11:15) trompet!

Endetidens begyndelse

  

Jesus fortæller til sine disciple hvad begyndelsen på veerne er (Matt. 24:8), og veerne er billedtale for begivenhederne i endetiden, der udvikler sig som tiltagende veer. Ordene ”For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land” (Matt. 24:7), som er begyndelsen på veerne, er vigtige at bide mærke i.

Der har været krige og rygter om krig, i alle tider indtil vores tid. Det er også det som Jesus beskriver i Matt. 24:4-6, hvor Han netop beskriver tiden før endetiden - falske profeter som fører folket vild, og krig og krigsrygter. Men ”det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden”. Krig og krigsrygter er derfor ikke tegnet til endens begyndelse, men vil selv sagt intensivere mod enden. Disciplenes tredje spørgsmål, er ganske specifik: ”hvad er tegnet på dit komme og verdens ende” (Matt. 24:3), og verden som er det græske ord aion betyder tidsalder. Derfor spørger disciplene ”hvad er tegnet på denne tids ende”, tegnet som skiller den nuværende tid, fra den som kommer, hvor Jesus opretter sit kongerige.

Aldrig har der været en universel krig, som påvirkede hele jorden, før i 1914, hvor verden oplevede dette scenarium. Leder man i Bibelen efter denne udtryksform som i KJV udtrykkes nation mod nation og kongerige mod kongerige, så finder man Es. 19:1-4, hvor hele Ægypten er i konflikt, i borgerkrigslignende tilstande. I 2. Krøn. 15:1-7 er der tale om hele Mellemøsten.

Den jødiske Bereshit Rabbah, som er en teologisk skriftmæssig diskussion af den første bog i de fem Mosebøger, siger i XLII:4 at: ”Hvis du til gengæld ser kongeriger rejse sig imod hinanden, så vogt dig og se Messias’ fodtrin”.

Den jødiske kilde Zohar Chadash, som er kilden til den okkulte kabbala, siger at ”Ved den tid skal krige komme i verden. Nation skal være imod nation, og by mod by; meget lidelse skal fornyes imod Israelitternes fjender.” Det viser os at de jødiske rabbier ud fra denne talemåde selv lærer, at en verdensomspændende krise ville signalere Messias’ genkomst. Jesus ændrer dog lidt på denne forståelse, og viser os, at en verdensomspændende krise blot er begyndelsen på enden af den nuværende tid, som leder op til den nye tid, hvor Han kommer.

At der er tale om hele verden, og ikke kun dele af verden, giver Jesus tydelig udtryk for igennem sammenhængen af Hans tale. Vers 30-31 giver speciel oplysning om dette. Nogle mener at da den daværende verden kun dækkede over Mellemøsten, så vil trængslen ”som kommer over jorderige” (Luk. 21:26) begrænse sig til det område. Men eftersom verden i vor tid er blevet så lille, at vi umiddelbart ved hvad der sker på den anden side, så burde diskussionen syne hen.

Det faktum at Første verdenskrig var en verdenskrig, burde også fjerne enhver tvivl, at der er tale om kloden og ikke blot et område, og derfor er der ingen tvivl om, at netop Første verdenskrig var tegnet som Jesus har givet os, til at kende endens begyndelse. Desuden havde både Første og Anden verdenskrig en afgørende indvirkning på den jødiske historie. Første verdenskrig befordrede bl.a. Zionist bevægelsen, og Anden verdenskrig gendannelsen af den jødiske stat. At de resulterende veer fra denne krig desuden opfylder tegnene om hungersnød og sygdom (KJV) bekræfter yderligere dette skel.

Hedningenes tidsalder

  

Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind” (Romerne. 11:25)

Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.(Apg. 1:7)

De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” (Luk. 21:24)

Hedningenes tidsalder har de fleste valgt at lade stå hen i det uvisse. Men da der er flere passager der viser at denne tid er fastsat, kan vi måske se hvornår denne tid startede og slutter.

Gud sagde til Israel: ”Men du, Israels fyrste, du vanhellige og ugudelige, din dag kommer, og du får din endelige straf. Dette siger Gud Herren: Tag din turban af, og læg din krone! Som det var, skal det ikke være. Det lave skal ophøjes, det høje skal ydmyges! Ødelæggelse, ødelæggelse, ødelæggelse bringer jeg. Det skal dog ikke ske, før han, som jeg overdrager domsmagten til, kommer.” (Ez. 21:30-32).

Dette er Guds dom over Israel. Israels krone bliver fjernet og det lave, dvs. hedningene bliver ophøjet - billedligt talt for at sige, at hedningenes konger skal regere over Israel. Læs evt. hele kapitlet og du vil se at der er tale om dom fra Gud, at Israels kongedømme overtages af hedningene. Med andre ord: Davids hus’ scepter, som repræsenterede Guds ønske: ”Jeg gør ham (kong David) til den førstefødte, den øverste blandt jordens konger” (Sal. 89:28), blev givet til hedningerne, for at være i deres besiddelse indtil himmelens Gud skal ”oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten.” (Dan. 2:44)

Vi er her tilbage i år 588-587 f.Kr. men før vi når dertil i tiden, er der sket noget, som er særdeles interessant.

I år 606 f.Kr. bliver Juda overvundet af Nebukadnesar, Babylons konge, og Judas’ konge, Jojakim, Daniel, Hananja, Mishael og Azarja blandt andre, blev ført med til Babylon i fangenskab (Dan. 1:1-6). Det var indledningen til Israels 70 år i fangenskab (Jer. 25), som officielt startede nedtællingen 19 år senere. Senere i år 597 f.Kr. bliver næste hold fra Israel ført i fangenskab, hvor Jojakims tronfølger, hans søn Jekonja (Jer. 24:1), også kaldet Jojakin (2. Kong. 24:6) tages med.

Nebukadnesar er utrolig interessant i forhold til hedningenes tidsalder. Han var den Gud gav drømmene og de kommende hedenske kongeriger. Det var Nebukadnesar der drømte om billedstøtten med de kommende hedenske kongeriger, hvor han selv var hovedet og det sidste rige, fødderne, er det rige som Jesus vil ødelægge for at oprette sit eget i tusinde år (Dan. 2:1-45).

Derfor er Nebukadnesar ”nøglen” til at forstå begyndelsen og enden på hedningenes tidsalder. På mange måder er Nebukadnesar en forløber for Antikrist, hvilket vi skal se på om lidt.

Nebukadnesar fik endnu en drøm (603-602 f.Kr.), hvor han så et træ, der voksede sig så stort at det nåede til himmelen, og kunne ses til jordens ende. Hele jorden fik næring derfra. Men en hellig vægter beordrede at træet skulle hugges ned, så kun roden var tilbage. Daniel tyder endnu engang Nebukadnesars drøm, og træet er Nebukadnesar, der i syv tider, dvs. syv år, skal få et hjerte som et dyr, og græsse som oksen. (Dan. 4:1-24).

Nebukadnesar fik et år til at omvende sig (Dan. 4:26), men endnu mens hovmodet var i hans mund, kom dommen over ham, og i syv år græssede han som oksen og blev vædet af duggen, ”hans hår blev så langt som ørnefjer, og hans negle blev som fuglekløer” (Dan. 4:30).

Da tiden var omme, og Nebukadnesar fik sin forstand igen, løftede han sine øjne mod himmelen: ”Jeg priste den Højeste og lovsang og ærede ham, der lever evigt: Hans herredømme er et evigt herredømme, hans kongerige varer i slægt efter slægt” (Dan. 4:31).

Læg mærke til, at dette kapitel er skrevet af Nebukadnesar, som starter med at sige ”Kong Nebukadnesar, til alle folk, nationer og sprog som bor over hele jorden: Fred være med jer i rigt mål. Jeg har fundet det ret at kundgøre de tegn og undere som Den Højeste Gud har gjort mod mig.” (Dan. 4:1-2 KJV). Han fandt det nyttigt at fortælle det til hele jorden, hvad Gud havde gjort. Han afslutter med at prise og tilbede Gud, og sige at Hans rige varer i slægt efter slægt. Det er endnu ikke sket. Tværtimod har selv Israels kongekrone været givet væk siden år 606 f.Kr. Først efter trængslen vil Hans kongerige vare fra generation til generation på denne jord.

Der er altid en dybere mening med det Gud gør. Han gav ikke Nebukadnesar et hjerte som et dyr i syv år, alene for at ydmyge ham og tugte hans stolthed, skønt kapitlet ofte refereres til som Nebukadnesars stolthed eller hovmod.

Der er mange ligheder mellem Antikrist og Nebukadnesar:

  1. Nebukadnesar er hovedet på billedstøtten, og Antikrist fødderne. Nebukadnesar den første og Antikrist den sidste.
  2. Nebukadnesar får et hjerte som et dyr og bliver som et dyr, og Antikrist skildres som et dyr.
  3. Roden på Nebukadnesars træ består i syv år efter stammen er fældet, og Antikrist som er fødderne, eller ”roden” på billedstøtten, består i syv år.
  4. Nebukadnesars hovmod bragte ham til fald, lige som Antikrists hovmod bringer ham til fald.
  5. Efter Nebukadnesars syv år ”som dyr”, priser han Gud og profeterer at Hans kongerige varer for evigt, lige som Jesus vil oprette kongeriget efter Antikrists syv regeringsår.
Det interessante er endvidere, at som Daniels 70 uger skal ganges med 360 for at få den fulde længde af tiden, så skal også repræsentanten for hedningenes tidsalder, Nebukadnesars 7 år som dyr ganges med 360, for at få den fulde længde på hedningenes tidsalder. 7x360 år er 2.520 år, og dette tal passer fantastisk ind i verdenshistoriens begivenheder. Før vi kikker nærmere på hedningenes tidsalder, vil jeg minde dig om 4 ”mærke” år. Lægger vi hedningenes tidsalder til disse årstal, rammer vi nogle ganske interessante begivenheder i vores tid, endens tid, hvis begyndelse som vist startede i 1914, Første Verdenskrig.

Endens tid[3]

  

Der er ingen tvivl om, at Gud er nøjeregnende med alt Han gør. Bibelen er ikke blot en historisk bog, eller en profetisk bog. Matematikerne får også deres udfordringer, hvis de griber den an, fra den vinkel[4]. Derfor kan det ikke overraske os at også når det gælder Hans fastsatte tid (Apg. 1:7), så viser Han sin storhed, magt og kontrol, så verdens begivenheder ligeledes vidner om Hans almagt.

For at se om det kan være sandt, må vi lade historien tale for sig selv. Lad os fortsætte fra Israels fald, til hedningenes tidsalders begyndelse, og fortsætte frem til hedningenes tidsalders ende og Israels genoprejsning.
Der skal lige forklares, at når der regnes med år, er der både 360 dags-år og 365 dags-år, eller helt præcis 365,2422 dags-år. Den jødiske tidsregning, som gælder hvor Israel er ”ved roret”, er i 360 dags-år (profetiske / bibelske år), og når hedningene overtager styringen - eks. da eksilet begyndende i 606 f.Kr. og årene frem - så regnes der med 365,2422 dags-år (hedenske år - også solår). Samtidig med dette, så har man siden skabelsen og indtil ca. 700 f.Kr. brugt 360 dags-år, hvorefter man for fremtiden skiftede til 365 dags-år.

Før Kristus
|-----900-----800-----700-----600-----500-----|
|<----360 dags-år-----<|>-----365 dags-år---->|

En anden regel er, at man ikke går fra en tidsregning til en anden under vejs. Starter man med 360 dags-år, så skal den tidsregning føres til ende uden at skifte til 365 dags-år[5]. Mere om det hen ad vejen.

Eksil i Babylon, 606 / Første verdenskrig, 1914
Forlænger vi år 606 f.Kr. med 2.520 år, så når vi til 1914, 1. Verdenskrig, hvor endetidens begyndelse igangsættes med opfyldelsen af Jesu profeti - folk mod folk, og nation mod nation. Vi skal huske på, at der ikke er noget år 0, og derfor har vi 2519 fulde år, og går et stykke ind i det 2.520’ende år. Endetiden er den gradvise overgang fra hedningenes dominans, til at Davids trone skal genoprettes (Luk. 1:32).

På den jødiske kalender, er lørdag d. 1. august 1914, tilsvarende den 9. Av år 5674. Denne dag er for jøderne noget ganske specielt og er forbundet med stor sorg.

  1. Det forjættede land (1991 f.Kr.)
    I den jødiske Gemora eller Gemara, som er rabbinske drøftelser af Talmuden, og som derfor også indbefatter Talmuden, er der i Ta’anis 29a, en detaljeret kronik af begivenhederne som ledte op til den befaling, at det jødiske folk i ørkenen ikke skulle komme ind i det forjættede land. Formålet med denne kronik er at vise, at befalingen blev slået fast den 9. Av. Gud sagde til Israel (ifølge Talmuden) ”Du græd en gråd uden grund. Derfor skal jeg oprette en gråd for dig (på denne dag) i kommende generationer[6]

    I Bibelen læser vi om at Gud forkynder den glæde for Israel, at de skal komme tilbage til landet: ”Dette siger Hærskarers Herre: Fasten i den fjerde måned og fasten i den femte, fasten i den syvende og fasten i den tiende måned skal blive til fryd og glæde og til gode festdage for Judas hus.” (Zak. 8:19). Disse fastedage er nu sorgens dage, men Gud vil vende dem til glædens. Den første måned i den jødiske kalender er Nisan (marts-april), og den femte måned, som Gud nævner, er Av (juli-august), og ”fasten i den femte” måned er den 9. Av.

  2. Det første tempel (29. juli, 587 f.Kr)
    19 år efter det første hold fra Israel blev ført i eksil i Babylon, blev Jerusalem og templet ødelagt af Nebukadnesars hær, og hold nr. 2 blev, med kong Jojakims søn og tronfølger, Jekonja, ført til Babylon.

    Ifølge Gemara’en, eller Talmuden, blev templet overfaldt den 7. Av og fjenden udførte ødelæggende aktioner den 7. og 8. Av. Den 9. Av satte de ild til templet, som gjorde den endelige destruktion af templet, som brændte til og med hele den 10. Av.[4]

    Det svarer til Bibelens udsagn. 2. Kong. 25:8 siger: ”På den syvende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom babylonerkongens tjener Nebuzar'adan, chefen for livvagten, til Jerusalem. Han stak ild på Herrens tempel og på kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned.

    Den 7. dag i den 5. måned (7. Av) kom Nebukadnesars tjenere. De satte ild til templet, og i Jer. 52:12-13 læser vi at: ”På den tiende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom Nebuzar'adan, chefen for livvagten, som var i babylonerkongens tjeneste, til Jerusalem. Han stak ild på Herrens tempel og kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned.

    Umiddelbart ser det ud til at nedbrændingen af Jerusalem - ”Herrens tempel og kongens palads, og alle huse i Jerusalem”, startede den 7. dag og varede til den 10. I og med den jødiske tradition holder d. 9. Av som sørgedag, kan man formode at templet blev sat i brand denne, som for jøderne var templets endelige. Endvidere er det jødiske døgn anderledes bygget op end vores, da det ikke starter ved midnat, men ved solnedgang eller når tre stjerner var blevet synlige på himmelen[7]. Derfor deler den 9. Av og 10. Av samme ”hedenske” døgn - halvdelen hver.

  3. Det andet tempel (2. august, 70 e.Kr.)
    Jesus forudsagde at tiden ville komme, hvor også det andet tempel ville blive ødelagt: ”Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.” (Matt. 24:2). Profeten Mika profeterede mellem år 715-686 f.Kr. ”Dengang Hizkija var konge i Juda” (Jer. 26:18) - 756-785 år før det skete, at ”på grund af jer skal Zion pløjes som en mark, Jerusalem skal blive til ruiner og tempelbjerget til kratbevoksede høje” (Mika. 3:12).

    Josefus fortæller om dette i bogen ”Den Jødiske Krig”, hvor han skriver: ”Kongen (Antiochos Epifanes), der allerede længe havde haft planer i den retning, indvilligede deri, rykkede selv ud i spidsen for en stor hær, tog byen (Jerusalem) ved et stormangreb … Han gav soldaterne lov til uindskrænket plyndring, og selv plyndrede han templet; afholdelsen af de daglige ofringer lod han indstille i tre og et halvt år.[8] Det er interessant at Antikrist ligeledes vil stoppe ofringerne i 3½ år, når det 3. tempel er bygget.

    Josefus fortæller videre at: ”Titus trak sig nu tilbage til Antonia, efter at han havde truffet den beslutning, at han næste dag ved daggry ville gå til angreb med hele sin styrke og indeslutte templet fra alle sider. Men Gud havde allerede for længst besluttet, at det skulle være ildens bytte, og nu var i tidens forløb den skæbnebestemte dag indtruffet, som var den tiende i måneden Loos, på hvilken dag templet allerede en gang tidligere var blevet nedbrændt af babylonernes konge.[9]

    Måneden Loos eller Lous i den Makedoniske kalender, svarer til juli/august i vores gregorianske kalender, og ifølge den jødiske kalender, var d. 9. Av identisk med vores kalender d. 2. august år 70.

    D. 10. Loos svarer til d. 29. aug. ifølge Tyrus kalenderen, 10. aug. ifølge den romerske, og i den jødiske kalender til d. 6. august. Umiddelbart er det svært at se om den 10. Loos sammenfalder med den gregorianske 2. august, men da den jødiske tradition holder sig til den dato, kan der være noget om det.
Samme dag, 9. Av, blev den jødiske by Betar overvundet og Jerusalem blev pløjet ned af romerne[10], og Mikas profeti, som før nævnt, gik således i opfyldelse.

Der ud over kan følgende begivenheder føjes til den jødiske sørgedag:
For at opsummere, så har vi altså et sammentræf fra Juda’s nederlag i 606 f.Kr. til endetidens begyndelse i 1914, med en adspredelse på 2.520 år.

Jerusalem og tempel ødelagt, 587 / Hitler, 1933
Går vi 19 år frem i tiden, til 587, hvor Salomos tempel blev ødelagt af Nebukadnesars hær og den sidste rest af det jødiske folk ført til Babylon, så når vi med 2.520 års mellemrum til år 1933, hvor Hitler blev kansler og indledte de racistiske bestemmelser, som hævede den ariske race over andre.

Hitler gjorde, som du husker, antisemitismen til hovedstenen i sin propaganda, og var ophavsmanden til Nazipartiet. I løbet af få måneder, var Nazipartiet i fuld kontrol i Tyskland. Kort tid efter hans udvælgelse som kansler, startede opfyldelsen af de diskriminerende love, forfølgelsen, der som Nebukadnesar, førte jøderne i fangenskab.

Bestemmelserne som trådte i kraft i 1933, indebar at det jødiske folk blev frataget deres borgerskab, blev udelukkede fra muligheden for arbejde, de måtte ikke eje bil og blev smidt ud af offentlige skoler osv., og mistede derfor også deres ejendomme.

Men her har vi for anden gang nogle begivenheder i historien, med 2.520 års mellemrum, som fortæller os at hedningenes tidsalder er slut. Situationen er ved at vende og Israel er ved at få sit kongedømme tilbage.

Israels tilbagevenden fra Babylon, 537 / Israels erklæret som stat, 1948
I 606 f.Kr. startede som sagt indledningen til Israels landflygtighed, hvor det første hold fra Juda, blev ført i eksil. I 537 f.Kr. startede indledningen til eksilets ophør, hvor folket begyndte at vende tilbage til Israel. Grunden til at året for indledningen af eksilets udløb er 537 og ikke 536, som jo umiddelbart er resultatet af 606-70, er fordi at her er hedningene ”ved roret”, og der skal derfor regnes med 365,2422 dags-år. Det er også derfor at vi fra 537 f.Kr. til 1948 e.Kr., kun får 2485 år.

Først de 70 år. Der er tale om 70 år af 360 dage og ikke solår. Et solår (den tid det tager for jorden at rotere én gang rundt om solen) er som sagt, på 365, 2422 dage og derfor skal der regnes lidt for at forstå året 537, frem for 536.

70x360 dage, er 25.200 dage. De 25.200 dage (70 år) skal deles med det fulde solårs 365,2422 dage, hvilket giver 68,9953 år. Det er ca. 2 dage for lidt til 69 fulde solår, og derfor når vi ikke til 536, men mangler et år så vi lander på 537.

Ezekiel kap 36 og 37 fortæller om denne begivenhed, at Israel skulle genoplives og skønt mennesker i år tusinder fnyste af denne profeti, så kan historien nu forkynde at ikke blot for tredje gang, er der en indikation på afslutningen af hedningenes tidsalder, men også at Bibelen er sand. Som den eneste bog i verden, har Bibelen med nøjagtighed forudsagt verdens gang - på årstal!

Nu til de 2485 år. Forklaringen på hvorfor der regnes med 360 dags-år, hvor 365 dags-års regningen er trådt i kraft - hvor hedningene er ”ved roret” - og hvor vi derfor må gange med en delingsfaktor (365,2422 / 360), finder vi helt tilbage i 3. Mos. 26:33-35, hvor Gud forkynder Israels fremtid, når de ikke adlyder Ham. Efter Israel havde fået sin første konge, som folket krævede, overholdte de ikke landets fuldkomne sabbat, hvert syvende år. I 1096 f.Kr. blev kong Saul kronet[12] og skønt Gud advarede Israel om hvilke åg denne konge ville bebyrde dem med, vedholdte de deres krav.

Gud havde forordnet at landet skulle have hvileår, hvert syvende år (3. Mos. 25:4-7), og det formåede Israel ikke at holde (som Gud havde forudsagt i 3. Mos. 26:34), formentlig da de jo skulle producere afgrøder efter kongens krav (1. Sam. 8:10-17). En af årsagerne til at Israel måtte forlade landet i 70 år, var at de ikke havde overholdt denne sabbat, hvert syvende år (2. Krøn. 36:21). Dommen var 7 år for hvert år de ikke havde holdt landets sabbat de foregående 490 år, og derfor er års regningen før det hedenske overtag i 606, og derfor regnes der med 360 dags-år, som skal konverteres til solår, 365 dags-år.

Derfor når vi ikke kun til 2.485 år, men 2.485 / 360 * 365,2422, hvilket giver 2.521,1857 år. Da vi ikke har noget år 0, lander vi her på 2.520 år. Det er et år mere end fra 606-1914 og 578-1933, men her skal også tages i betragtning, at årene omregnes med en faktor, som spænder over 2.520 år, så i det lys er der ikke megen forskel. Desuden passer parallellerne 360 dags-årene 537-1948 og 518-1967, med 365,2422 dags-årene 606-1914 og 587-1933.

Genopbyggelse af tempel i Jerusalem, 518 / Jerusalem genvundet, 1967
Går vi 19 år frem i tiden, fra 537 f.Kr., så har Israel afsonet sin straf, og genopbyggelsen af Herodes tempel starter.

I 518 f.Kr. afsluttedes Israels eksil endeligt. I 606 indledtes eksilet og det første hold blev ført i eksil. 19 år efter, i 587 f.Kr., startede som sagt nedtællingen af de 70 år, hvor de sidste blev ført bort. Parallelt med det, begyndte folket at vende tilbage i 537, og afsluttede landflygtigheden 19 år efter, i 518 f.Kr., hvor genopbyggelsen af Herodes’ tempel, det andet tempel, begyndte.

Her er det jødiske folk igen ”ved roret”, og derfor må vi regne 360 dag-årene om til fulde 365,2422 dags-år. Derfor når vi igen til 2.521,1857 år, hvor år 0 ikke eksisterer og 2.520 dukker op igen, og viser Guds fantastiske planlægning.

”Denne generation skal ikke forgå” (Matt. 24:34 KJV)

  

Bølgerne går højt, når dette vers skal kommenteres. Ordet generation er et højst diskuteret ord.
Tager man sammenhængen af Jesu tale i betragtning, så er de to sidste opfattelser rigtige. Først skal figentræet forstås rigtigt. Det eneste der kan give Jesu handling mening i Matt. 21:19, hvor Han forbandede et figentræ - endda uden for figentid (Mark. 11:13) - er at træet er symbol på Israels ufrugtbarhed, i forhold til Jesus, at de ikke tog imod Ham. Nogle vil mene, at det var for at vise hvad tro kan gøre, jf. Matt. 21:21. Men Gud har altid et formål med sine mirakler - vel at mærke dybere end blot en styrkeprøve…

I tekstsammenhæng har Jesus fortalt om alt det, som skal ske, hvorpå vi kan kende at endetiden er begyndt. Han fortsætter med at fremme forståelsen ved at bruge figentræet, som disciplene kendte som et symbol for deres land og folk (Peter havde det med sikkerhed i tankerne - Mark. 11:21), og ligestillede figentræets grene som bliver ”saftfulde og får blade” (Matt. 24:32), med endetidens begyndelse.

Den generation, som ser figentræets grene blive saftfulde og få blade, skal kunne skønne at ”Han (Menneskesønnen - Jesus) er nær for døren” (Matt. 24:33). Alt det som Jesus har fortalt, hvorpå vi kan kende endens begyndelse og ende, skal ske før generationen der ser figentræet blomstre, forgår.

Her kommer det spændende. En generations længde har været diskuteret rigtig meget. Men diskussionen har nået en ende. Længden har repræsenteret 20, 40, 70, 80 og 100 år. Den længste tid i Bibelen for en generation, er 100 år. F.eks. fortæller Gud i 1. Mos. 15:13-16, at Abrahams folk skal være trælle i 400 år, i et fremmed land. Men i fjerde slægtled skal de vende tilbage. Altså 4 slægtled på 400 år, er 100 år pr generation.

Endetiden begyndte i 1914. Går vi 80 år frem, som er det andet længste tal for en generation (Sal. 90:10), når vi til 1994. Det er for sent! Hvad så? Så er der kun et tal tilbage, nemlig 100, som giver os tid til 2014. Skyder vi tiden yderligere, så risikerer vi at overskride den profeti Jesus gav, at ”Denne generation skal ikke forgå”.

Hele det tidsskema, som angribes fra alle vinkler og på alle måder i omtalte bog Signs of the End, viser nærmest mirakuløst, at alle de tegn som Jesus taler om, som kulminerer i trængslen, veernes varsel - de sidste 3½ år, som starter d. 20. april 2014, udløser ødelæggelsen af det 3. tempel, på den sørgelige dag i den jødiske, d. 9. Av, som før gennemgået er hvor Første verdenskrig startede. Tilfældigt? Det lyder usandsynligt. Tiden vil vise hvad der sker, men meget tyder på at også her viser Gud os sin almagt, at Han ikke blot har forkyndt os fremtiden, men skemalagt hele verdens gang. ”Tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt” (Apg. 1:7), får en meget konkret mening!

Bortrykkelsen

  

Der er ingen tvivl om, at vi er i endetiden, og at det er ved slutningen deraf. Der er utrolig mange ting der vidner om det, og vi har mange artikler på tagryggen, som fortæller om det. Her er et lille udpluk:

Vidnesbyrdene om Jesu genkomst burde være mere end synlig for enhver. Bibelen giver det så tydeligt tilkende, at folk århundrede i forvejen har kunnet se, hvordan det ville blive.

Som jeg viste i begyndelsen af artiklen, så er der meget der tyder på at Jesus ikke lukkede døren i, og forbød os at kende tiden for Hans komme efter menigheden. Den dag eller time kender kun Faderen blev, som følge af opdragelsen i de jødiske højtider, forstået således af jøderne, som jo stillede et konkret spørgsmål, at Jesus sagde ”jeg kommer ved Rosh HaShanah”. Når Paulus sagde ”ved den sidste basun”, forstod folket, at talen var identisk med Jesu tale, at den sidste basun repræsenterer Rosh HaShanah.

Efter Rosh HaShanah, mellem den 3. Tishri og d. 10 Tishri (som i år falder d. 23. sep. - 2. okt. 2006), finder vi ærefrygtens dage, eller Herrens dag. I 30 dage blæses der i hornene, for at advare at tiden for omvendelsen var nu. Efter de 30 dage, står skæbnen sin prøve, om man er blevet indskrevet i Livets bog eller ikke. 3. Mos. 23:24 tilføjer i KJV at Rosh HaShanah er en mindedag: ”I den syvende måned, på den første dag i måneden, skal I holde en sabbatshvile, en mindedag hvor i blæser i trompeterne, en hellig sammenkomst”.

Ifølge den jødiske tradition, er den almindelige hilsen igennem Rosh HaShanah ”Må du blive indskrevet i Livets Bog[13]. Dan. 7:9-10 siger: ”Troner blev stillet frem, og en gammel af dage tog sæde; hans klæder var hvide som sne, og håret på hans hoved var rent som uld. Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild. En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham. Tusind, ja tusinder tjente ham, ti tusind, ja titusinder stod foran ham. Retten blev sat, bøgerne blev åbnet.

Bøgerne er i den jødiske tradition Livets Bog for de retfærdige, Dødens Bog for de onde, og en mellemliggende bog, en bog hvori de der endnu overvejer valget mellem omvendelsen og forhærdelsen står optegnet, en bog som først lukkes ved Yom Kippur - soningsdagen, efter ærefrygtens dage - Herrens Dag, hvor dommen over de onde står. Dan. 12:12 fortæller at ”Lykkelig den, der holder ud og oplever 1335 dage”, og det er de mennesker, der har overlevet trængslen og efter dommen, går ind i tusindårsriget, Jesu kongerige.

Paulus fortæller om Kristi domstol: ”Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol…Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.” (Romerne. 14:10, 12) ”Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt.” (2. Kor. 5:10). I 1. Kor. 3:9-15 fortæller Paulus i detaljer, hvad der prøves ved domstolen. Ikke frelsen, men gerningerne.

Så det Gud vil fortælle os igennem Hans indstiftede højtid Teshuvah er, at der gives advarsel før bortrykkelsen, at tiden for omvendelse er nu. Det er præcis det vi ser i disse dage. Alt som Jesus fortalte ville ske før Herrens Dag, sker. Snart kommer Rosh HaShanah hvor de retfærdige bortrykkes og stilles for Kristi domstol, for at få igen hvad vore gerninger har fortjent. På Jorden venter verdens befolkning på Guds endelige dom, og gennemgår ærefrygtens dage, hvor Gud, dels igennem bortrykkelsen og dels igennem de fortsatte doms handlinger der opfylder profetierne, placerer den ene snublesten efter den anden, for at menneskene må vælge omvendelsen og finde nåde til at opleve de 1.335 dage, som leder ind i tusindårsriget.

De onde som tager dyrets mærke, vil dø, og af de der gennemgår den beslutsomme fase, vil nogle dø men komme med i den første opstandelse (Åb. 7:14), og andre vil findes i live og opleve de 1.335 dage.

Bortrykkelsens dato

  

I denne artikel, som blot er en meget kort og mangelfuld information, i forhold til bogen Signs of the End, er der information nok til at kunne se, at meget tyder på at vi kan kende hvornår Gud har tænkt sig at handle. Israels fester er et vidnesbyrd om, hvordan Gud af egen magt har bestemt, og dermed vis os, hvordan og hvornår tingene skal ske.

Der er ingen tvivl om, at bortrykkelsen vil ske ved Rosh HaShanah. Det vidner denne højtid, som er indstiftet af Gud af samme årsag om, på mange måder. Der er som sagt mange ting der tyder på, at trængslens midtpunkt vil være d. 20. Nisan 2014, som falder d. 20. april i vores kalender. Derfor kan vi se, at 3½ år (1.260 dage[14]) før, starter trængslens 7 år, hvilket falder d. 1. Kislev 2010, som tilsvarer vores d. 8. november, 2010. I alt bliver trængslen 2.519 dage[15], da midten af trængslen ikke vil være midten, af de 2.520 dage, hvis der er 1.260 dage på hver side af dagen, hvor Antikrist sætter sig i templet.

Dermed kan vi formode at bortrykkelsen vil ske inden 2010, hvor utallige ting peger på, at trængslen starter. Bogen Signs of the End har 37 skemaer lignende dem på hjemmesiden (fodnote 3), som på snart alle måder viser, at sådan må det være.

Kan vi komme tættere på, end 2010?

Matt. 24:15-22 fortæller at når Antikrist står på hellig grund, som ifølge Dan. 9:27 vil ske midt i ugen, der ifølge alle omtalte forhold i bogen med stor sandsynlighed falder d. 20. april 2014, da ”skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene” (Matt. 24:16). Det er samme fortælling Johannes giver i Åbenbaringsbogen, idet hans ser at ”kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde dér i tolv hundrede og tres dage.” (Åb. 12:6). Hvem kvinden der flygtede er, er der mange ideer om. Jeg mener ikke der kan være nogen tvivl om at der er tale om Israel. I 1.260 dage, skal Israel være ude af sit land. Vi ved at de fortsat skal bo i Israel i begyndelsen af trængslen, for der er templet med ofringer igen igangsat. Så går vi 1.260 dage frem, når vi til midten af trængslen, hvor Antikrist vil bryde fredsaftalen med Israel.

Der er en sag mere, vi skal tage med i betragtningerne. Krigen i Ezekiel kap 37-38, krigen mod Gog fra Magog, som vi ser som bl.a. Rusland, er lige forestående. Som dagens billede ser ud i dag, burde ingen være i tvivl om det. Iran truer Israel som aldrig før, og Rusland står bag dem militærisk. Gud fortalte Ezekiel, at Han vil slå disse hære og: ”Indbyggerne i Israels byer skal drage ud, og de skal tænde bål og brænde våbnene, rundskjolde og langskjolde, buer og pile, kastespyd og lanser. Det skal tage syv år at brænde dem.” (Ez. 39:9-19).

Israel skal nå at brænde hærenes våben i 7 år, før de bliver nødt til at flygte ud af landet. Det vil sige at denne krig skal begynde min. 3½ år før trængslens begyndelse, for Israel skal jo flygte 3½ år inde i trængslen. Det vil sige at denne krig skal ske senest i maj måned, 2007, alt afhængig af hvor lang tid krigen varer. Krigens længde skal jo trækkes fra.

Igen viser Signs of the End mange grunde til hvorfor og hvornår denne krig skal falde, og når frem til 8. nov. 2006.

Skal endetids scenariet passe ind symbolikken af Israels fester, så passer det - igen på kryds og tværs - med at bortrykkelsen skal ske i 2006, ved Rosh HaShanah. Det vil sige 23. september i år, 2006.

Afslutning

  

Der er meget der tyder på at alt dette er rigtigt. Men jeg vover ikke at stå skråsikker på alle disse udregninger og symbolske mærkedage. Men der er så mange vanvittige sammenfald, som har taget mig med forundring.

Det, jeg vil med denne artikel er, at tilskynde dig til at tage tiden alvorligt. At adlyde Gud og gøre dig parat til at komme hjem.

Mange mener at læren om bortrykkelsen er en sovepude, fordi når vi ikke skal gennemgå trængslen, så kan folk bare slappe af uden at frygte. Men det er et underligt synspunkt. For mig har denne artikel og i særdeleshed bogen, været årsag til at jeg tager tiden mere alvorlig end ellers. Det er pinligt at indrømme sin truende lunkenhed. Jeg elendige menneske. Men jeg ønsker at være beredt, vågen og vågende, så dagen ikke kommer som en overraskelse for mig. At få mulighed for at undslippe trængslen, og endnu bedre at komme hjem og møde alle der igennem tiderne har elsket Jesus, og størst af alt at stå foran Jesus selv, får i hvert fald ikke mig til at blive lunken, tværtimod!

Om alt i denne artikel er sandt, at bortrykkelsen er yderst forestående, så er det et kald for dig og mig til at gøre os rede til at bryde op. Om vi er her endnu, d. 24. eller 25. september, så ved vi under alle omstændigheder, at tiden er knap. Hedningenes tidsalder er ved at være løbet ud, og de sidste sandkorn er i frit fald, mod bunden af timeglasset.

Må Jesus give os nåde til at vogte og våge!

[1] /article/325.html
[2] http://www.hebroots.org/chap7.html#CHAP7
[3] http://jesus2006.org/ - se skemaerne ca. midt på siden.
[4] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?
tr=true&num=SSBrZW5kZXIgaHZlcmtlbiBkYWdlbiBlbGxlciB0aW1lbiCWIG1lbiB0aWRlbg==&
mkref=Guds%20Matematik.&nm=gudsmatematik#gudsmatematik

[5] “Signs of the End”, side 141-143
[6] http://www.torah.org/learning/yomtov/3weeks/vol1no30.html
[7] http://webexhibits.org/calendars/calendar-jewish.html#SECTION00450000000000000000
[8]Den Jødiske Krig”, bog 1, kap. 1, punkt 1, s. 6
[9]Den Jødiske Krig”, bog 6, kap. 4, punkt 5, s. 371
[10] http://www.torah.org/learning/yomtov/3weeks/vol1no31.html
[11] http://www.templemount.org/destruct2.html
[12] År 606 f.Kr. hvor Israels indledende eksil startede, var opfyldelsen af Guds dom over Israels manglende overholdelse af Sabbatten, igennem 490 år. 606+490 = 1096.
[13] http://www.hebroots.org/chap7.html#CHAP7, ”Rosh HaShanah”, Talmud 16b
[14] http://timeanddate.com/date/durationresult.html?m1=11&d1=8&y1=2010&m2=4&d2=20&y2=2014&ti=on
[15] http://timeanddate.com/date/durationresult.html?m1=11&d1=8&y1=2010&m2=9&d2=30&y2=2017&ti=on


Artikel FAQ

  

Du siger at bortrykkelsen vil ske d. 23. september. Hvad hvis det ikke sker?


Jeg har i artiklen fremlagt dokumentation på, at noget kan tyde på at bortrykkelsen vil finde sted d. 23. september. Det er ikke en påstand, og det gør jeg klart som de afsluttende ord i artiklen.

Bliver vi ikke bortrykket denne dato, så er tiden er meget knap. Bortrykkelsen er en realitet som vil give sig til kende meget snart, om vi tror det eller ej, om denne artikel er sand eller ej. Den jødiske højtid Rosh HaShanah, som blev indstiftet af Gud, forkynder opstandelse og bortrykkelse, så om det ikke sker i år til denne højtid, sker det måske til næste år. Men sammenfaldene at det skulle ske i år, er mere enestående end noget andet år, og det har vagt min opmærksomhed. Derfor har jeg skrevet denne artikel, som et kald til at vågne op og våge.

Jesus kommer snart!

Emne: Bortrykkelsen

  

Information & kontakt

  

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation

Debat: Bortrykkelsen i 2006?