Israel, Herrens udvalgte folk

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 11/03-06



HERREN, Israels forløser, udvalgte sig et folk til et bestemt formål.

Israel er Yahwe Elohims (Gud Herrens) tegn til al verdens folk til alle tider. Alle jordens folkeslag var faldet fra troen på den eneste, sande GUD. Da udvalgte HERREN én bestemt mand i et afgudsdyrkende land, som han så ville tro på ham. Læs beretningen om kaldet af Abram, som Yahwe Elohim udvalgte i 1. Mos. 17:1-22. Læs med særlig omtanke vers 8.

Som vi så, ændrede Herren Abrams navn til Abraham, der betyder ”fader til mange folk”. Og Sarajs navn ændrede Herren til Sara, der betyder fyrstinde.

Gennem dette folk, som Herren på en særlig måde havde udvalgt og hvortil han sendte profeter og særlig udvalgte til specielle opgaver. Den største opgave blev givet til den unge jomfru Maria, som Herren udvalgte til at blive moder til Yahve Elohim. Denne benævnelse omfatter hele guddommen, Faderen, Sønnen og Helligånden. Vi skal forstå 1. Mos. 1:1 således: Beresheeth bara Elohim Aleph-Taf

Det hebræiske Aleph-Taf er det første og sidste bogstav i det hebræiske alfabet og er brugt til at beskrive YHWH´s Søn i den nye pagt. Se Kol. 1:16. Og i Ordsp. 30:4 står: ”Hvem er steget op til Himmelen eller steget ned igen? Hvem har samlet vinden i sin hule hånd? Hvem har bundet vandene i et klæde? Hvem har grundfæstet alle jordens ender? Hvad er hans navn, og hvad er hans Søns navn? Du ved det!” Vi ser tydeligt, at Sønnen er den sande Skaber og Faderen Mester-designeren.

Det er et gådeord, vi møder her i dette vers om designer-Skaberen og hans Søn, der er den, der byder, så det færdige står frem. Designer-Skaberens navn er YHWH. Og den, der gør skaberværket til virkelighed, er Yahshua. Disse navne er i dag desværre ændret til ukendelighed. De kaldes nu Gud og Jesus. De rigtige navne, der førhen altid har været højt ærede, er gjort ringere. Og navne, der intet var og er, har erstattet dem og hævet op til at være noget, de ikke er og ikke kan være.

Jeg ved, at navnene Gud og Jesus er dyrebare for mange. Og det er ikke min agt at tage disse navne fra nogen. Yahwe Elohim har i sin store nåde bønhørt mange bønner, der er bedt i tro på disse navne. Og mange er blevet frelst ved at kalde på dem. For dem, der gennem årtier har brugt navnet Gud og Jesus er det meget svært at ændre dem. Det er da også hjertets indstilling og oprigtig kærlighed til Herren, der har den største betydning. Vi er også delvis nødt til at tale med tidens sprog for at blive forstået.

Ingen forstår til bunds, hvor vanskelig det har været for Yahwe Elohim at lære det udvalgte folk til i sandhed at tjene ham og leve efter hans bud. Ofte sagde de ja til at følge Herrens forordninger men viste i praksis, at det ville de ikke. Afguderne kunne og ville de ikke slippe. Kun på et tidspunkt har der ikke været nogen, der med ord fra Yahwe Elohim talte sandheden til dem. (I den lange pause fra den sidste af profeterne og indtil Johannes Døberen stod frem.)

Læs selv Bibelen og se Israels mange nedture med kortvarige opture ind imellem. Et af de steder, hvor vi ser en sådan beskrivelse af Israel, er i 5.Moseb. kap. 28. I vers 1-14 om lydighed og velsignelse, og om ulydighed og forbandelse i vers 15 til 68. Så omhyggelig og præcis beskrevet, at vi næsten ser det fysisk

Landet tilhører ubetinget Herren


Vor frelse er nøje knyttet sammen med historien om Guds udvalgte folk. Er vi frelst ved tro, er vi knyttet sammen med dette folk ved, at vi er indpodet i det sammen med dem, der har samme tro. (Romerne. 4:9-18.)

Yahwe Elohim er almægtig og alvidende. Han siger. ”Jeg er Gud (EL), og der er ingen anden. Jeg er Gud (ELOHIM), og det er ingen som jeg. Jeg forkynder afslutningen fra begyndelsen, fra den første tid det, som endnu ikke er sket. Jeg siger: Mit råd skal stå fast, og jeg vil gøre alt efter min vilje. Es. 46:9-10.

Og i 2. Pet. 1:19 står: ”Desto fastere har vi det profetiske ord, som I gør vel i at agte på, som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen står op i jeres hjerter.”

Israel er altså udpeget af Yahwe Elohim som hans folk. Derfor er alt, som vedrører dette folk, i hans hænder. Og alt det gode, han har lovet dem, vil afgjort komme til dem, og intet vil mangle. Men først skal Israel gennem strenge år, der bringer dem megen lidelse og sorg, fordi de har valgt ikke at tro på ham. Landet, som er Elohims eget land, har han givet Israels folk,.selv om dette folk i vantro er gået med til at det deles op, hvor dele af det kaldes Palæstina. Denne benævnelse vedkender Yahwe Elohim sig ikke. Landet hed oprindelig Kanaan og fik navnet Israel. Og ved det navn tror jeg, det fortsat altid skal kaldes, thi det er et navn, der ærer Yahwe Elohim, idet det bærer hans navn, EL IsraEL.

Satan har gjort alt det, der var og er ham muligt for at ødelægge Herrens udvalgte folk og land. Vi læser i 1.Moseb. 6. kap., at der var nephelims (de faldne) på den tid. De opstod ved, at faldne engle så, at menneskedøtrene var smukke og gik ind til dem, og de fødte børn med disse nephelims, der også kaldtes kæmperne. Kanaans land blev stærkt forurenet ved disse hybrid folk, der ikke var den rene slægt, som Yahwe havde skabt. Derfor måtte de udryddes.

Der står om Noa, at han var retfærdig. (dvs en ren skabning.) Derfor blev han valgt til at være fader for ny slægt, som Yahwe ville opbygge og lade sprede ud over jorden.

Satans angreb fortsatte på flere måder. Der var en navngiven slægtslinie, som Yahshua skulle fødes i. Kunne Satan få denne slægt udryddet, ville det forudsagte ord ikke gå i opfyldelse. Vi ved, at straks Yahshua var født, måtte hans mor og Josef flygte til Ægypten, for at barnet ikke skulle blive slået ihjel. Under hans jordiske tjeneste forsøgte jøderne adskillige gange at slå ham ihjel. Og der er mange flere facetter i denne sag. Målet var at forurene den udvalgte slægt, så profetierne om Yahshua (Jesus) ikke kunne opfyldes.

Herren vil frelse sit folk


Herren sagde til Abraham: Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt afkom; tolv stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort folk.” 1. Mos. 17:20. [Se også 1. Mos. 16, 11 og 25: 13-16.]

Israel, som vi kender landet i dag, omfatter kun 1 % af det landområde, araberne (Ismaels efterkommere) besidder. Dertil er det arabiske folk umådelig rigt, idet deres område har store oliereserver. Herrens løfte om Ismael er i rigt mål gået i opfyldelse.

Som by er Jerusalem ikke noget særligt. Det er hverken en stor by eller handelsmæssig et strategisk vigtigt sted. Det, det gør Jerusalem bemærkelsesværdig, er at Herren har valgt den som sin by, og at den for altid er med i Yahwe Elohims planer.

Det må være det, der er årsag til, at hele verden hader det ”udvalgte folk” og Jerusalem. I Zak. 12:2-9 står: ”Se, Jeg skal gøre Jerusalem til et bæger, der får alle folkene rundt omkring til at rave….På den dag skal det ske: Jeg vil gøre Jerusalem til en løftesten for alle folkene. Alle, som vil løfte den bort, skal sandelig blive revet op, selv om alle jordens folkeslag er samlet imod det. På den dag, siger Herren, vil jeg slå hver hest med forvirring og rytteren med galskab. Mine øjne skal våge over Judas hus og slå hver eneste af folkenes heste med blindhed. Judas ledere skal sige i deres hjerter: De, som bor i Jerusalem, er min styrke, ved hærskarernes Herre, deres Gud. På den dag gør jeg Judas ledere som et ildkar i brændestakken. som en brændende fakkel mellem kornneg. De skal fortære alle folkene omkring på højre og venstre side, men Jerusalem skal igen blive beboet på dets eget sted i Jerusalem. Herren skal frelse Judas telte først, for at ikke herligheden til Davids hus og til dem, som bor i Jerusalem, skal blive større end Judas herlighed. På den dag skal Herren værne dem, som bor i Jerusalem. Den, som snubler blandt dem på den dag, skal blive som David, og Davids hus skal blive som Gud, som Herrens Engel frem foran dem. På den dag søger jeg at ødelægge alle de folkeslag, som kommer imod Jerusalem.”

”Den dag er stor, ingen er som den. Det bliver en trængselstid for Jakob, men han skal blive frelst ud af den. På den dag skal det ske, siger hærskarernes Herre, at jeg skal bryde hans åg i stykker og løfte det af din nakke og sprænge dine bånd, og fremmede skal ikke mere gøre jer til slaver. Men I skal tjene Herren jeres Gud og David jeres konge, som jeg vil oprejse for dem. Frygt derfor ikke, du min tjener Jakob, siger Herren, bliv ikke forfærdet, Israel! For se, jeg skal frelse dig langt borte fra, og dit afkom fra det land, hvortil de blev bortført. Jakob skal vende tilbage, have ro og tryghed, og ingen skal gøre ham bange. Thi jeg er med dig, siger Herren, for at frelse dig. Når jeg fuldstændig udsletter alle folkeslag, som jeg har spredt dig iblandt, da skal jeg ikke udslette dig. Men jeg skal tugte dig efter den rette dom og ikke lade dig slippe ustraffet.” Jer. 30:7-11.

Der er håb for Israels fremtid. (Jer. 31:17.) Men dommen er uundgåelig (Jer. 30:5-7) Og ser vi den i endetidsperspektiv, vil Herren i sin time fri sit folk ud af undertrykkernes åg og fangenskab og frelse det (Jer. 30:8-11), læge dets sår (Jer. 30:17), genrejse det og give det en herlig fremtid som Herrens tjenere under Messias som konge. (Jer. 30:9 og 18-22.) Han, som giver sit liv og går i forbøn for sit folk, er Messias. Det nye gudsfolk står frem efter den endelige dom. (Jer. 30:22-24.) Stor er den dag - både til dom og til frelse. (Jer. 30:7.)

HERREN våger over sit land


Ifølge alle løfterne, Herren gav det udvalgte folk, førte han det til Kanaan, som fik navnet Israel. Og dette land var HERRENS eget land.

”Landjorden må ikke sælges for altid, for landet tilhører mig. I er fremmede og gæster hos mig.” 3. Mos. 25:23.

Herren siger: ”Jeg vil knuse Assyreren (navn på antikrist, der kommer fra det gamle assyriske område) i mit land, og på mine bjerge skal jeg knuse ham under mine fødder. Da skal hans åg tages af dem, og hans byrde skal blive løftet af deres skuldre.” Es. 14:25.

Israel agtede ikke på Herrens gode gaver, og derfor straffede han det: ”Jeg førte jer ind i et frugtbart land, så I kunne spise dets frugt og alt det gode, som var der. Men da I kom derind, gjorde I mit land urent og min arv til en vederstyggelighed.” Jer. 2:7.

Når Herren bliver vred, handler han, som vi læser i Jer. 16:18: ”Først skal jeg give dobbelt gengæld for deres misgerning og deres synd, fordi de har vanhelliget mit land med deres væmmelige og afskyelige afguder og har fyldt min arv med deres vederstyggeligheder.”

Men fordi Herrens straf er over dette folk, tror nationerne også i dag, at de kan gøre med folket, som de vil. Men Herren advarer: ”Du skal komme op imod mit folk Israel og oversvømme landet. I de sidste dage skal det ske: Jeg skal føre dig op mod mit land, for at folkeslagene skal kende mig. når jeg helliger mig på dig, Gog, foran deres øjne.” Ez. 38:16.

“I de dage og på den tid, når jeg fører de bortførte af Juda og Jerusalem tilbage, da skal jeg samle alle folkeslagene og føre dem ned til Josafats dal. Der vil jeg holde dom over dem for mit folk og min arv Israels skyld, som de spredte blandt folkeslagene, og fordi de delte mit land.” Joel. 3:6-7.

Herren gav gode gaver til sit folk: Et land, der gavmildt gav hvad de behøvede. Han gav dem velsignelse på velsignelse, men de skønnede ikke på det men praktiserede i stedet afgudsdyrkelse og lod umoralen sprede sig i landet.

Da Herren gav Israel landet


Vi læser om Israels indtog i HERRENS land:

”Hør, Israel: I dag skal du gå over Jordan og komme ind for at drive folkeslag bort, som er større og mægtigere end dig selv (efterkommere efter nephelim. Se 1.Moseb. 6.4), store byer, som er befæstet lige til himmelen, et folk, som er …efterkommerne af anakitterne, som du kender. Du har hørt der er sagt om dem: Hvem kan stå sig mod Anaks efterkommere? Derfor skal du vide, at Herren din Gud er den, som går ret foran dig som en fortærende ild. Han vil ødelægge og underkue dem foran dit ansigt, så skal du drive dem ud og være hurtig til at udrydde dem, således som Herren har sagt til dig. Efter at Herren din Gud har drevet dem bort fra dit ansigt, må du ikke tænke i dit hjerte og sige: På grund af min egen retfærdighed har Herren ført mig ind for at tage dette land i eje! Nej, det er på grund af disse folkeslags ugudelighed, at Herren driver dem bort foran dig…. For at han kan opfylde det ord, han tilsvor dine fædre, Abraham, Isak og Jakob. Da skal du vide, at det ikke er på grund af din egen retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette herlige land til ejendom, for du er et stivnakket folk!” 5. Mos. 9:1-6.

Var Israels folk da taknemmelige for dette, herlige land?

Nej, de dyrkede afguder og vendte sig bort fra Herren. De glemte, hvad Moses havde sagt dem: ”På samme måde, som Herren frydede sig over at gøre godt mod jer og gøre jer talrige, således skal Herren nu fryde sig over at udrydde jer og ødelægge jer. I skal blive revet bort fra det land, du nu kommer ind i for at tage det i eje.” 5. Mos. 28:63.

Men Herren var langmodig og ventede med fuldbyrdelsen af sin dom, medens han sendte dem nye advarsler:

”Men hvis I eller jeres sønner vender jer bort fra at følge mig og ikke holder mine bud og love, som jeg har lagt frem for jer, men går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem, så vil jeg udrydde Israel fra det land, jeg gav dem. Og det hus, som jeg har helliget for mit navn, vil jeg forkaste fra mit åsyn, og Israel skal blive et skældsord blandt alle folk.” 1. Kong. 9:6-7.

”Thi se, jeg giver befaling om, at Israels hus skal sigtes blandt folkeslagene, som korn bliver sigtet i en sold, uden at det mindste korn skal falde til jorden.” Amos. 9:9.

”Med en storm spredte jeg dem blandt alle folkeslag, som de ikke havde kendt. Og landet blev liggende øde efter dem, så ingen drog ud eller vendte tilbage, og de gjorde det skønne land øde.” Zak. 7:14.

Jøderne vender hjem


Som dette folk var under Herrens beskærmelse og oplevede hans velsignelse, kom de nu til at mærke hans vrede. Og det skønne land lå øde hen som et ufrugtbart område. Vi har rejsebeskrivelser fra bl.a. Mark Twain, som bekræfter, at der kun var nogle få beduinhyrder med fåreflokke, de drev rundt med. I Jerusalem var der dog nogle få jøder, som stadigt holdt ud.

Nogle jøder, fortrinvis i USA, begyndte at opkøbe jordarealer i Det hellige Land. De arabiske sælgere frydede sig over at de havde solgt ufrugtbare jordstykker, der tilmed var sumpområder med myriader af myg, hvor ingen kunne bo.

Jøder begyndte at bosætte ind i landet og startede straks med at dræne sumpene. Og snart kunne disse benyttes til afgrøder. De forrige ejere begyndte nu at tale højt om, at de var blevet snydt, og at prisen de havde fået, var alt for lav. Eftersom der var arbejde at få, strømmede arabere ind i landet. (Se Joan Peters bog. From time Immemorial.) Da jøderne også plantede træer, blev landet snart rigtigt frugtbart.

Det var en streng tid for dette folk, som havde så mange løfter bag sig, som de ikke gjorde noget for at værne om. Vi læser i Jer. 29:18-19: ”Jeg skal jage dem med sværd, hungersnød og pest. Jeg skal overgive dem til mishandling blandt alle kongerigerne på jorden. De skal blive til en forbandelse, et skræmsel, til spot og hån blandt alle folkeslagene, jeg har drevet dem bort til, fordi de ikke hørte på mine ord, siger Herren, dem, jeg sendte dem ved mine tjenere profeterne, fra tidlig morgen sendte jeg dem. Men I ville ikke høre, siger Herren.”

Og vi læser i Jer. 44:8: ”I ægger mig til vrede med jeres hænders gerninger, ved at I brænder røgelse for andre guder i landet Ægypten, hvorhen I kom for at bosætte jer. I udrydder jer selv og bliver til en forbandelse og til hån blandt alle folkeslag på jorden.”

Historien viser, at alt dette i rigt mål overgik det jødiske folk. Men løfterne, Herren gav til Abraham, Isak og Jakob står også fast, selv om der kom svære domme over deres efterkommere på grund af vantro og synd.

Vi læser i Jer. 30:11: ”Jeg er med dig, siger Herren, for at frelse dig. Når jeg udsletter alle de folkeslag, som jeg har spredt dig iblandt, skal jeg alligevel ikke udslette dig. Men jeg vil tugte dig og ikke lade dig slippe ustraffet.”

Løfterne kan ikke svige, nej, de står evig fast: ”Jeg skal tage jer fra folkeslagene og samle jer fra alle landene, og jeg skal føre jer ind i jeres eget land.” Ez. 36:24. Og i versene 35-38 står: ”Så skal man sige: Dette land, som var øde, er blevet som Edens have. Byerne, som lå i ruiner, folketomme og nedrevne, er nu befæstet og beboet. Da skal folkeslagene som er omkring jer erkende, at jeg, Herren, har opbygget det, som var revet ned, og tilplantet det, som var lagt øde. Jeg, Herren, har talt, og jeg skal gøre det. Så siger Herren Gud: Også dette skal jeg lade Israels hus bede mig om at gøre for dem: Jeg vil gøre dem talrige som en fåreflok af mennesker. Som en flok af hellige, som Jerusalems hjorde på hendes højtidsdag., Således skal menneskehjorde fylde byerne, som lå i ruiner. Da skal de kende, at jeg er Herren.

”Se, Jeg skal føre dem fra landet i nord og samle dem fra jordens yderste ender. Blandt dem er der både blinde og lamme, kvinder, som er med barn eller som har fødselsveer. Sammen er de en stor folkemængde, som vender tilbage. Grædende skal de komme, og mens de beder om nåde, skal jeg lede dem. Jeg vil lade dem komme til floder med rindende vand, ad en lige vej, hvor de ikke skal snuble. For jeg er Fader for Israel, og Efraim er min førstefødte. Hør Herrens ord, I folkeslag, og forkynd det for fjerne kyster og sig: Han, som spredte Israel, skal samle det og vogte det som en hyrde vogter sin flok. Thi Herren har forløst Jakob og løskøbt ham fra den stærkeres hånd.. Derfor skal de komme og juble på Zions bjerg og stråle på grund af Herrens godhed, over hvede, most og olie, over lam og kalve. Deres sjæl skal være som en vandrig have, og de skal ikke længere lide nogen nød.” Jer. 31:8-12.

Vi har set begyndelsen til opfyldelsen af de sidste af Herrens løfter. Og vi skal også se de sidste. Men før de alle er gået i opfyldelse, må Israels folk opleve strenge tider, som tilsyneladende ligger lige for. Alting sker for tiden i hast, og de sidste begivenheder vil måske ske med endnu større hast.

Alt sker på den bestemte tid


Yahwe Elohim har helt fra Abrahams tid udvalgt et lille stykke af Moria bjerget som sit eget. Vi læser om David, der købte Aravnes tærskeplads. Købet gik således til: ”Samme dag kom (profeten) Gad til David og sagde: Gå op og rejs HERREN et alter på Jebusitten Aravnas tærskeplads! 2. Sam. 24:18.

Vi hører også om dette sted i 1. Mos. 22:1-5: ”Gud satte Abraham på prøve, og sagde til ham: Abraham! Han svarede: Her er jeg! Da sagde han: Tag nu din søn, din eneste søn Isak, som du elsker, og drag til Moria-landet. Der skal du bære ham frem som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig! Om morgenen stod Abraham tidlig op og sadlede sit æsel. Tog to af sine unge mænd med sig og sin søn Isak. Så kløvede han brændet til brændofferet, brød op og drog mod det sted, Gud havde sagt ham. På den tredje dag, da Abraham så op, så han stedet langt borte. Abraham sagde til sine unge mænd: Bliv her med æslet, medens drengen og jeg går bort for at tilbede, og så kommer vi* tilbage til jer.

* Dette vi får os til at forstå, at Abraham troede på, at Herren selv ville bringe offeret, der skulle bruges som brændoffer. Også i andre passager ser vi hans tro. Og han var lydig til det sidste, thi han vidste, at uden tro er det umuligt at behage Gud, som der står i Hebr. 11:6.

”Så tog Abraham brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak. Han tog ilden og kniven i hånden, og så gik de to sammen. Men Isak sagde til sin far Abraham: Min fader! Han svarede: Ja, min søn! Da sagde han: Se, her er ilden og brændet, men hvor er lammet til brændofferet? Abraham svarede: Min søn! Gud vil selv udse sig lammet til brændofferet! Så gik de to sammen, til de kom til stedet, som Gud havde sagt ham. Der byggede Abraham et alter og lagde brændet på plads. Så bandt han sin søn Isak og lagde ham på alteret ovenpå brændet. Abraham rakte hånden ud og tog kniven for at ofre sin søn. Men Herrens Engel råbte til ham fra Himmelen og sagde: Abraham, Abraham! Han svarede: Her er jeg! Da sagde Engelen: Læg ikke hånd på drengen og gør ham ikke noget, for nu ved jeg, at du frygter Gud, eftersom du ikke sparede din søn, din eneste, for mig! Da løftede Abraham blikket og så, at bag ham var der en vædder, som sad fast i krattet med hornene. Så gik Abraham hen og tog vædderen og ofrede den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham kaldte dette sted: Herren udser sig! Til denne dag bliver der sagt: Bjerget, hvor Herren viser sig!

Da råbte Herrens Engel til Abraham fra Himmelen for anden gang og sagde: Jeg sværger ved mig selv, siger Herren*, fordi du har gjort dette og ikke sparede din egen søn, din eneste, vil jeg rigelig velsigne dig og gøre dit afkom talrig som stjernerne på himmelen og sandet på havets bred. Og dit afkom (Kristus) skal indtage sine fjenders porte.” 1. Mos. 22:6-19.

* Vi ser her klart, at Herrens Engel er Yahwe Elohim, der består af Faderen, Sønnen og Helligånden.

På dette selvsamme sted, som senere er blevet kendt som Tempelbjerget, byggede Salomo et tempel for Herren. ”Jeg (har) udvalgt Jerusalem, for at mit navn skal være der.” 2. Krøn. 6:6. Stedet, hvor templet blev bygget, lå kun en kort afstand fra Golgata, hvor Yahshua (Jesus) bragte det fuldkomne offer.

“Jerusalem skal være nedtrampet af hedninger, indtil hedningenes tider er opfyldt.” Luk. 21:24. ”Hedningernes tider” er den tid, som er bestemt for folkeslagene. Et tidsafsnit i frelseshistorien vil være fuldført. Men vi må regne med, at hedninger ikke længere vil have noget at sige over Jerusalem. Der tales også om vanskelige tider med kosmiske katastrofer. Men Jesu efterfølgere skal ikke fortvivle. Vi skal våge og vente ham med glæde og længsel

Yahwe Elohims planer med Abraham var overvældende. Han udvalgte denne mand i Ur i Kaldæa og befalede ham at rejse hundredvis af km. gennem områder fyldt med stærke kongeriger. Abraham modtog en række åbenbaringer fra Yahwe Almægtig. I 1.Moseb, 15. kap. kan vi læse om, at Herren lover ham, at et stort folk skal udgå fra ham. Og i 5. Mos. 7:6-10 står: ”For et helligt folk er du for Herren din Gud (Yahwe Elohim). Dig har Herren din Gud ((Yahwe Elohim) udvalgt, 0for at du skal være hans ejendomsfolk frem for alle folkeslag på jordens overflade. Ikke fordi I var større end alle andre folk var det, at Herren havde dig kær og udvalgte dig – for I var de mindste af alle folk – men fordi Herren (Yahwe) elsker jer, og fordi han vil holde den ed, han havde svoret jeres fædre, har Herren ført jer ud med mægtig hånd og løst jer ud fra trællehuset, fra egypterkongen Faraos hånd. Derfor skal du vide, at Herren din Gud (Yahwe din Elohim), han er Gud, den trofaste Gud, som holder sin pagt og viser miskundhed i tusind slægtsled mod dem, som elsker ham og holder hans bud. Men dem, som hader ham, gengælder han ret op i ansigtet og fører dem til fortabelsen.”

Herrens vrede rammer de folk, som hader Israel


Yahwe Elohim har aldrig sat sine planer for Abrahams efterkommere gennem Isak og Iskob til side. Planer, der overgår alt, hvad vi kan forestille os. Gemt er ikke glemt! Der er lande, der har oplevet Yahwes velsignelse, men der er også lande, der vil komme til at mærke hans domme. Af dem kan vi nævne Babylon, Assyrien (disse områder er i dag at finde under andre navne). Italien og Spanien, alle på grund af det onde, de bedrev mod jøderne, bl.a. under 2. verdenskrig – Ruslands tid kommer også, fordi den stadig i de sidste tider har planer om meget ondt mod det udvalgte folk.

Læs om Israels fremtidige grænser i 1. Mos. 12:1, 13:15, 15:7 og 18:21. Og løfterne til Abrahams søn Isak: 26:3-5, til Jakob: 28:13, til deres efterkommere 3. Mos. 25:46, og til Jos. 14:9 med flere steder.

På grund af alle disse løfter kalder Yahwe Elohim dette landområde for MIT LAND. (3. Mos. 25:23, 2. Krøn. 7:20, Es. 14:25, Jer. 2:7, 16:18, Ez. 38:16 og Joel. 3:2.)

På trods af alle Herrens løfter fulgte det udvalgte folk ikke ham. Jeg nævner blot et af de mange vers, der taler om følgerne af dette. ”Med en storm spredte jeg dem blandt alle folkeslagene som de ikke havde kendt. Landet blev liggende øde efter dem, så ingen drog gennem eller vendte tilbage. For de gjorde det skønne land øde.” Zak. 7:14.

Yahwe Elohim blev meget vred på dette folk og er det endnu i dag, fordi kun et mindretal har vendt sig til ham. Israel som stat er meget okkult, hvilket deres højesteretsbygning er et grimt eksempel på, hvor det okkulte altseende øje er anbragt på en pyramide inde i bygningen.

Men Gud er endnu mere vred på Edoms efterkommere, palæstinenserne. Der foreligger mange udtalelser om, hvad der vil ske med dette folk i endens tid. Vi læser i Obadias vers 10: ”På grund af volden mod din broder Jakob, skal du dækkes af skam, og du skal blive udryddet for evigt.” Og videre står i Obadias v 18: ”Jakobs hus skal være en ild og Josefs hus en flamme. Men Esaus hus skal blive til halm. De skal sætte dem i brand og fortære dem, og der bliver ingen som overlever af Esaus hus, for Herren har talt.”

Advarslen er meget stærk. Alle, der holder sin hånd over palæstinenserne, vil komme under Yahwe Elohims dom. Dette folk har med veltilrettelagte planer stjålet store landområder af det land, som Herren kalder for sit land. Holder du efter disse oplysninger stadig din hånd over palæstinenserne, skal du vide, at Yahwe Elohims vrede også vil ramme dig, fordi du i overmod har sat dig op mod hans vilje med det udvalgte folk.

Alle, der i oprigtighed søger Herrens frelse, skal finde den og han vil skærme dem som en udvalgt skare ved at tage dem bort fra jorden, før vreden for alvor bryder løs imod Herrens fjender.

Se oplysninger om bortrykkelsen i følgende link
Rapture Ready
A Bible Prophecy Study on the Rapture of the Church

Herren Messias er ifølge sit eget ord og tidens tegn snart rede til at afslutte den tid vi kalder Nådens Tid. Jeg tror ikke, at døren derefter er uigenkaldelig lukket til frelsen, men det vil blive langt sværere at komme til tro og at leve som en kristen.

”Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den borttager han, og hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt. Alle skal stadig indpodes i det sande vintræ for at kunne bære frugt.

I Joh. 15:4 står: ”Bliv i mig, da bliver også jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver på vintræet, således kan I ikke heller, uden I blive i mig.” Og i vers 8 står: ”Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes.”

Det er et meget vigtigt afsnit. Er vi bevidste om, at vi er podet ind i det sande vintræ, vil vi se på Abraham med andre øjne, thi da er vi med i den slægt, der har ham til stamfader. Tydeligst ser vi det i de 12 porte til det ny Jerusalem: (Åb. 21.12.)

Ved indgangen til det ny Jerusalem står navnene på Israels 12 stammer, men der ingen port for de kristne, idet de er at finde i de 12 stammers navne.

Læs med omhu disse linjer: ”Erkend altså, at de, som er af tro, er Abrahams børn. Men da Skriften forudså, at det er af tro, at Gud retfærdiggør hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: I dig skal alle folkeslag velsignes, så at de, som er af tro, velsignes sammen med den troende Abraham.” Gal. 3:7-9.


Debat: Israel, Herrens udvalgte folk

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Israel

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation