Evangelist og tiende

af Kim Andersen
Lagt på d. 20/11-05



Da trosbevægelsen og i stor grad også Evangelist, fokuserer på penge som en vital del af deres evangelium, vil jeg gennemgå Evangelists lære om tiendeprincippet. Det økonomiske aspekt – jordisk rigdom – er en så integreret del af trosbevægelsens lære, at f.eks. verset der siger: ”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige” (2. Kor. 8:9), handler om at vi som kristne, endog har krav på rigdom. Med andre ord: Jesus blev fattig, for at vi skulle blive økonomisk rige.

For lige at sætte meningen med det vers på plads, så taler det for det første ikke om at Jesus blev fattig i forhold til jordisk rigdom, men at Han forlod sin herlighed og blev fattig for at blive os lig – og derved blev vi ikke økonomisk rige, men åndeligt. For det andet var menigheden i Makedonien, som kap. 8 henvender sig til, verdsligt rig, hvilket ikke indikerer at alle skal have det sådan, for menigheden i Jerusalem, hvortil Makedonermenigheden indtrængende ønskede at bidrage med støtte, var fattig.

Dokumentet jeg går ud fra denne gang, er dokumentet ”Tiende prædiken”, taget fra Evangelists hjemmeside.

Dokumentet lægger hårdt ud og proklamerer: ”Tiende, er Guds råd mod havesyge. Gud har slet ikke brug for vores penge; Det er et spørgsmål om lydighed” (s. 1), hvilket der udledes fra 5. Mos. 14:23 i The Living Bible, der siger: ”The purpose of tithing is to teach you always to put God first in your lives”.

Forstået i rette sammenhæng, så er det ikke den tiendeforordning, som er til templet og levitterne, og som i dag undervises skal bringes tilsvarende til de respektive kirker – hvilket dokumentet understreger på side 6 og med Mal. 3:10 isoleret, at ”Forrådskamret er kirken/Herrens hus”.

Denne tiende som tales om i 5. Mos. 14:23, er en anden tiendelov (mere om de forskellige tiender senere), hvor folket én gang om året, skulle tage en tiendedel af deres korn, vin, olie, samt det førstefødte af deres køer og får, og komme sammen hvor Gud bestemte det, og spise det: ”hold så måltid der for Herren din Guds ansigt, og glæd dig sammen med din familie og sammen med levitterne, som er i dine byer; dem må du ikke svigte, for de har ikke fået tildelt arvelod, sådan som du fik det” (5. Mos. 14:26-27).

Sikken en fest. Det var ikke templet der fik tiendeofret. Det var en fest ind for Guds ansigt, hvor alle deltog. Var der for langt til at al korn, vin, olie og dyr kunne transporteres, skulle det omsættes til penge, og befalingen var så: ”Giv pengene ud på alt det, du har lyst til, køer og får, vin og øl, alt hvad dit hjerte begærer” (5. Mos. 14:26).

Læg mærke til, at det ikke var penge Gud bad dem ofre, men det, som jorden og dyrene kunne frembringe. Når Bibelen taler om tiende, er det ikke penge, men dyr og afgrøder.

Gud velsigner når vi giver til fattige og andre der har behov. ”Gud elsker en glad giver” (2. Kor. 9:7), og det har Han bevist mange gange i Bibelen. At dette bliver misbrugt til at malke folket i dag, er en anden sag, som vi skal kikke nærmere på.

Grundlaget for tiende i Bibelen


Grundlaget for tiende, forklarer Evangelist på side 4 i dokumentet, idet der henvises til 1. Mos. 14:20, der siger: ”Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt. Og Abram gav ham (Melkisedek) tiende af det alt sammen”. Der bør nævnes inden vi går videre, at ligesom dette vers tages ud af munden på Gud, for at sige noget andet end der bliver sagt, så tages også Hos. 4:6 i brug, som redskab til at forklare, at om man ikke forstår tiendeprincippet i Bibelen så siger Bibelen: ”det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab. Fordi du har forkastet kundskaben, forkaster jeg dig som min præst; fordi du glemmer din Guds belæring, glemmer jeg også dine sønner”. Er tiende virkelig et spørgsmål om liv og død?

Hos. 4:6 har intet med tiende at gøre, men fortæller at hele landet lider på grund af: ”Forbandelse, løgn og drab, tyveri og ægteskabsbrud griber om sig, og blodskyld følger på blodskyld” (Hos. 4:2), og derfor fører Gud sag imod landets indbyggere (Hos. 4:1).

Når vi kommer tilbage til 1. Mos. 14:20, og læser sammenhængen, så forstår man hvorfor Abram (senere Abraham) betaler tiende – og ikke mindst hvad han betaler tiende af.

Abrams nevø Lot, boede i Sodoma og under et krigstogt blev Sodoma og Gomorra berøvet. Lot blev taget til fange og al hans gods blev stjålet. Da det kom Abram for øre, mønstrede han sine husfolk og trælle, i alt 318 mand, og satte efter fjenden. Fjenden blev slået på flugt, og al godset blev bragt tilbage.

Abram forstod, at det var Guds hånd der havde været med ham, og han ”gav Ham tiende af alt” (1. Mos. 14:20). Tiende af alt hvad? Det fortæller Paulus i Hebr. 7:4: ”Abraham, vor stamfader, gav ham tiende af det bedste bytte”. Det var ikke af sin egen rigdom Abraham gav tiende, men af Sodomas bedste tilbagevundet gods.

Sodomas konge tilbød Abram al det resterende gods, hvis blot han måtte beholde folket (1. Mos. 14:21). Der er ingen tvivl om, at Evangelist med glæde ville føle sig fortjent til at tage imod et sådant tilbud - taget i betragtning, at Evangelists proselytter sælger deres ejendele, for at Evangelist med grådig glæde, kan drage fortjenesten til sig. Men sådan var troens fader Abram ikke. Han takkede pænt nej og sagde ”Jeg vil intet have” (1. Mos. 14:24). Ikke ”så meget som en tråd eller en sandalrem eller overhovedet noget som helst” ville Abram tage, for Sodomas konge skulle ikke kunne sige, at han ”har gjort Abram rig”.

Dermed er der ikke her, som dokumentet påstår, et Bibelsk grundlag for tiende. Abram var en glad giver, og ærede Gud med dette offer – ikke fordi det var ham påkrævet, men fordi Abram fra hjertet, sagde Gud tak.

Husk endvidere på, at selvom det var af Sodomas gods der blev betalt tiende, hvorved de burde have fået Guds velsignelse, så var Sodoma ikke velsignet, men blev destrueret – totalt – på grund af deres ulydighed mod Gud (1. Mos. 19:23-28).

ABC om den nye pagt


Inden Evangelist leder læseren til ovenstående grundlag for tiende i Bibelen, forsøges indgangsporten til vranglæren malet, så det ser fint ud - som byporten til Babylon – men som du allerede har set, falmer billedet bag porten markant.

Dokumentet siger på s. 1 at det er ”Vigtigt, at skelne mellem den pagt Gud indgik med
Abraham og pagten ved Sinai…Den oprindelige pagt, er baseret på løftet og tro og står som kontrast til Moseloven, som kom 430 år senere”. Det er et stort problem, at Evangelist stopper ved de to pagter, for Jesus kom og oprettede en ny troens og nådens pagt med os – ”Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset” (Kol. 2:14).

På s. 2, fortæller dokumentet os, at Paulus i brevet til Hebræerne viser os forskellen på ”Tiende efter loven og Tiende baseret på tro”. Endvidere har Evangelist igen den store saks fremme, og klipper denne gang Gal. 3:24 ud – og husk det er i forbindelse med undervisningen om tiende - som siger: ”loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro”. Derved anerkender Evangelist, at tiendeordningen er en del af loven, som efterfølgende vers fortæller vi ikke længere er under: ”Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester” (Gal. 3:25).

Skulle man tage denne påstand alvorligt, at vi på tiendebudet stadig var under loven, så er vi jo lovbrydere, hvis vi ikke betaler tiende. Nu er det sådan med frelsen i Jesus, at vi på grund af Ham, stadfæster loven (Romerne. 3:28-31). Konstant opfylder vi alle lovens krav, når vi er i Jesus Kristus, igennem troen på Ham, som Guds Frelse. Vi holder sabbat fra sekund til sekund. Vi er vasket rene og er ikke længere regnet for syndere, skønt vi er det, for synder vi: ”så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og Han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens” (1. Joh. 2:1-2). Loven kunne jo ikke give os det nødvendige, men det kunne Jesus: ”Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden” (Romerne. 8:3-4). Jesus opfyldte loven og har fjernet forbandelsen fra os, som ikke kan opfylde den (Matt. 5:17).

Men sagen er, at søger vi at holde ét bud i loven uden om Jesus, og derved betvivler Jesu værk på korset, da er vi skyldige, at holde dem alle: ”Moses skriver jo om den retfærdighed, som loven kræver, at det menneske, der øver den, skal leve ved den” (Romerne. 10:5). Brydes blot et af budene, så er vi skyldige i at bryde dem alle: ”Thi den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle” (Jak. 2:10).

Da der ikke findes én retfærdig (Romerne. 3:10), ej heller blandt Evangelists tilhængere, da er alle tiendebetalende, ifølge Evangelists egen lære, dømt efter loven.

Tilbage til at pagten med Abraham, som ifølge Evangelist, er en modsætning (s. 1 – ”kontrast”) til pagten med Moses. Pagten med Abraham, indbefattede ikke noget krav om tiende, men var en pagt hvor Gud lovede at Abraham skulle blive fader til en mængde folk (1. Mos. 17:4) – så mange som himlens stjerner (1. Mos. 15:5). Guds del af pagten var, at Han ville gøre Abraham uhyre frugtbar: ”jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kanaan, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud. Og Gud sagde til Abraham: Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt” (1. Mos. 17:6-9).

Som du kan se, var det ikke en pagt, som hverken kunne ophøre, erstattes af eller sættes i kontrast til en anden. Pagten opretholdes stadig. Abrahams del af pagten var, at: ”Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer” (1. Mos. 17:10-11). Paulus refererer til denne pagt, som troens pagt – ikke tiendens pagt - men troens, hvor vi ved troen på Jesus omskæres, ikke på forhuden, men på hjerterne (Romerne. 2:29).

Evangelist søger at drage en parallel mellem loven og Jesus, der er præst på Melkisedeks vis. Ud fra Hebr. kap. 7, prøver man at retfærdiggøre, at som Abraham betale tiende af alt til Melkisedek, således skal vi betale tiende til en evige Melkisedek, Jesus Kristus – ”Jesus er præst efter Melkisedeks vis og Melkisedek repræsenterer et præstedømme på et højere plan end loven og den tiende han tager er altså også på et andet plan.(Den er givet i tro og ikke som en Lovgerning)” (s. 4)

Ud fra Hebr. 7:4-6, betragter Evangelist tilsyneladende tienden, som det centrale budskab i det Paulus fremhæver (s. 4). Sammenhængen af kapitlet viser, at Paulus sammenligner Melkisedek med Jesus og forklarer, at Jesus er præsteskabet overlegent, som Melkisedek var over Abraham - tilkendegivet ved at Melkisedek velsignede Abraham og Abraham gav Melkisedek tiende af byttet, han havde vundet tilbage. Levis sønner havde befaling til at tage tiende fra sine brødre, ifølge loven, selvom brødrene, som Levi, nedstammede fra Abraham. Skønt Melkisedek end ikke var fra Abrahams slægt, var han Abraham så overlegen, at han ikke blot fik tiende af byttet, men velsignede også Abraham: ”det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere, som velsignes af den højerestående” (Hebr. 7:7).

Dette kapitel er utroligt spændende og opmuntrende. Og for at understrege at det ikke handler om tiende, vil jeg forklare efterfølgende vers, der siger: ”Ja, endog Levi, som tager tiende, har så at sige gennem Abraham givet tiende; thi han var endnu i sin stamfaders lænd, dengang Melkisedek gik denne i møde” (Hebr. 7:9-10). Paulus forklarer her, at som Abrahams slægt havde betalt tiende til Melkisedek igennem Abraham, og lige som vi alle har syndet på grund af Adam, således er alle i Kristus retfærdige for evigt, på grund af Jesus (Hebr. 7:26-28).

Isak og tiende (s. 4)
Evangelist fortætter i denne tanke, at fordi Abraham betalte tiende af alt, skønt det ifølge det udvalgte vers 1. Mos. 14:20 var af Sodomas bedste gods, så blev også Isak velsignet igennem tiende. Denne gang skamferes Bibelen, så 1. Mos. 26:12-13 står alene og forkynder: ”Da Isak såede korn der i landet, fik han samme år hundrede fold. Herren velsignede ham, så han blev en velstående mand. Det blev ved med at gå fremad for ham, så han til sidst var meget velstående”.

Var det på grund af tiende Isak blev velsignet?

Samler vi Bibelen igen, sætter versene på plads og læser det der faktisk står, så siger Gud i foregående vers til Isak: ”Du må ikke drage ned til Egypten. Bliv i det land, jeg giver dig besked om; du skal bo som fremmed her i landet, så vil jeg være med dig og velsigne dig. Jeg vil give dig og dine efterkommere alle disse lande, og jeg vil opfylde den ed, jeg tilsvor din far Abraham. Dine efterkommere vil jeg gøre så talrige som himlens stjerner, og jeg vil give dine efterkommere alle disse lande, og alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi Abraham adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine lovbud og mine love” (1. Mos. 26:2-5).

Ikke et ord om tiende. Hvilke befalinger og lovbud og love, var det Abraham havde holdt, siden Gud ville give velsignelsen videre til Isak?
Intet om tiende. Loven som kommer senere, nemlig de 430 år som Evangelist henviser til (s. 1), og hvortil tienden hørte, er ikke i kontrast til, men i forlængelse af pagten med Abraham. Moseloven stoppede ikke omskærelsen, men tilføjede retningslinier for Abrahams afkom, så de kunne se at holde sig til Gud.

I dag, er begge pagter opfyldt i Jesus Kristus. Vi er omskåret på hjertet i troen på Jesus Kristus, som er Moselovens ophør (Romerne. 10:4) og troens fuldender (Hebr. 12:2). Ikke at loven er sat ud af kraft, men den opfyldes af Jesus og af os, i Ham. Derfor er tiende budet også ophørt – og vi skal senere se på den logiske årsag til dette.

Jakob og tiende (s. 4)
Ud fra 1. Mos. 28:22, trækkes endnu et vers ud af sin sammenhæng, og misbruges til det ønskede formål. At Jakob blev rig fordi han gav tiende, er hele Evangelists kontekst.

Når man, som vi hidtil har gjort, læser helheden af fortællingen, så ser man at Isak velsigner Jakob (1. Mos. 28:1). Den pagt Gud lavede med Abraham, går videre til Jakob. Fra Abraham til Isak til Jakob. Abraham, Isaks og Jakobs Gud holdt sin del af pagten, og velsignelsen af lydigheden mod Gud fortsatte. Isak bad: ”Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt afkom, så du bliver til stammer i hobetal. Han give dig og dit afkom med dig Abrahams velsignelse, så du får din udlændigheds land i eje, det, Gud skænkede Abraham” (1. Mos. 28:3-4). For gentagelsens skyld vil jeg endnu engang huske dig på, at pagten med Abraham INTET havde med tiende at gøre! Det var en troens velsignelse, ligesom vi i dag velsignes ved troen på Jesus – alene – intet andet!

Den samme pagt førte Gud videre, og Bibelen fortæller hvordan Jakob blev rig, og ud fra Ham, opstod Israels tolv stammer. Gud fuldførte pagten og gør det endnu i dag, da Abrahams efterkommere ikke er igennem kød og blod alene, men også igennem troen på Jesus Kristus.

Jakob blev rig, men det var ikke på grund af tiende. Tienden var endnu ikke oprettet som krav og Jakob var blevet rig, før han betalte tiende. Jakob indgav løftet til Gud, at: ”Hvis Gud er med mig og vogter mig på den vej, jeg skal vandre, og giver mig brød at spise og klæder at iføre mig, og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min faders hus, så skal Herren være min Gud” (1. Mos. 28:20-21). Og så kommer verset Evangelist har klippet ud og isoleret. Hvis Gud opfyldte Jakobs bøn: ”…af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende” (1. Mos. 28:22).

Det havde intet med tienden at gøre, at Jakob var velsignet. Han var velsignet før han gav tiende – på grund af Guds løfte til Abraham. Det er såre simpelt. Jakob ville være velsignet selvom han ikke gav tiende, for Gud havde lovet Abraham, at velsigne hans slægt.

Om denne ”troens tiende”, som Evangelist mener vi er bundet til i dag, vitterligt er en kilde til velsignelse, så må vi nødvendigvis også som Jakob, sige til Gud, at Han først må opfylde vore krav, før vi betaler Ham tiende. Desuden viser disse fortællinger os også, at Abraham betalte tiende af den forøgede velstand – det han vandt tilbage. Jakob ville betale tiende – ikke af det han havde, men af det Gud ville give ham.

Tiende i tro (s. 5)


Når vi har forstået hvad Paulus mener med sammenligningen af Melkisedek og Jesus, så bliver man mildest talt forskrækket over, at en organisation som fører bibelskole, kan komme med følgende udtalelser: ”Derfor, skal tienden gives først, før end noget andet (tro). Det er ikke bibelsk tiende, at give efter, at man har dækket alle udgifter” (s. 5)

Tiende kommer før tro? – Forstår du konsekvensen af dette? Frelsen afhænger 100% af troen på Jesus, fortæller Paulus. Men før det, siger Evangelist, skal tienden først gives. Der er mere: ”Tienden helliger resten af pengene dvs. ’OMSKÆRER’ pengene” (s. 5).

Det som Evangelist siger, er at Pengene kommer før troen og det er pengene der skal omskæres? I Ordet er det troen der kommer før noget andet, og hjerterne der skal omskæres! Jeg er glad for at det ikke er Evangelist der taler sandt, men Bibelen.

Sædemanden og høsten


Da jeg kom i Københavns Bibeltrænings Center, læste jeg om sædemanden og forstod, at der var tale om at så penge, for efterfølgende at høste 30, 60 eller 100 fold (Matt. 13:18-23). Skønt Jesus forklarer og siger ”Det, sædemanden sår, er ordet” (Mark. 4:14), så var min forståelse så spoleret, at jeg ikke læste det, der stod.

Samme fælde suger Evangelist sine tilhængere ned i, og går ud fra 2. Kor. 9:10: ”Og han, som skænker sædemanden »sæd til at så og brød til at spise«, vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter” (2. Kor. 9:10). Ud over at citere dette vers, spørger Evangelist: ”Hvorfor er det sagligere at give end modtage? Fordi at du kommer til at høste 100 fold af dine gaver” (s. 7). Det er klart at det måtte komme frem, for Hedegaard har jo gået på KBC’s bibelskole.

Som sædemanden høster helt op til hundrede fold, når han sår Guds Ord, lover Evangelist at vi skal høste, når vi sår penge til denne organisation. Om de så søger at retfærdiggøre mangfoldigheden af såsæden med Isak, der samme år høstede hundrede fold af sit korn (1. Mos. 26:12), hvilket jeg ofte hørte i KBC og hvilket Evangelist skriver på s. 5, så er der tusinder på tusinder af kristne mennesker, der ved udgangen af så-året, står tomhændet. Jeg har været på møder i KBC, hvor såkaldte kollektprædikener varede i over en time. Man lovede på Guds vegne, at ved udgangen af året, ville udsæden være mangfoldiggjort hundrede gange. Intet skete, andet end personerne på toppen af pyramidespillet, skrabede pengene til sin favn.

Man vil gerne se hele situationen omkring penge, fra en åndelig synsvinkel. Men det er ikke muligt at penge formerer sig som korn. Det kan ikke sammenlignes. Alt Gud lover os, er at Han vil velsigne en glad giver, så vi ikke skal mangle. Det betyder ikke at vi får bil, hus og båd. Men vi får, så vi kan leve.

Dokumentet uddyber ud fra 2. Kor. 9:10, at: ”Sæd til sædmanden (Det er dine gaver) ” (s. 7). Det kan simpelthen ikke misforstås. Han, som skænker sædemanden sæd, er ikke os, men Gud. Det er her Ham der skænker os Sin nåde og ikke os, der skænker gaver.

Som nævnt, så elsker Gud en glad giver. Og der er ingen tvivl om, at han velsigner en sådan. Men det er ikke en automatisk maskine, der går i produktion, ved et tryk på en knap. Gud velsigner ikke at vi giver støtte til en løgne-organisation, som Evangelist. I bund og grund, er det jo det, som Evangelist forsøger at narre sine medlemmer til – og siger det lige ud, som tidligere nævnt, at: ”Forrådskamret er kirken/Herrens hus”. Gud selv siger: ”dersom nogen forkynder jer evangeliet i strid med det, I har modtaget — forbandet være han!” (Gal. 1:9). Han siger: ”Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? Eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?...Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader” (2. Kor. 6:14, 17-18).

Men til de der mangler og er i nød, må vi aldrig stoppe med at give. Det er her den glade giver må give alt, der magtes. Gud har omsorg for vore behov og vil som Han har lovet: ”i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning” (2. Kor. 9:8). Dermed bliver den rige ikke rigere, som Evangelist lover, men “som der står skrevet: »Han delte ud, han gav de fattige, hans retfærdighed varer evindelig.«” (2. Kor. 9:9).

Vi må ikke glemme, at al denne tale om penge, som Paulus giver os til Korinterne, handler ikke om at gøre de rige rigere, men om at sørge for de fattige i Jerusalem. Indsamlingen ville jo ikke blot råde bod på brødrene i Jerusalems mangel, men ville også være årsag til at de ville glæde sig over Guds løfte, at de ikke skulle mangle.

At stjæle fra Gud


I Mal. 3:9 Siger Gud, at vi har bestjålet ham med tienden og offergaverne. Altså når man ikke betaler tiende, så er man en tyv” (s. 5). Hvor har jeg hørt denne trussel mange gange. Hvem tør berøve Gud, når hverken ”tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige” (1. Kor. 6:10)?

Når man var blevet afskrækket fra at berøve Gud, kom forjættelsen: ”Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens sluser for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre” (Mal. 3:10).

Endnu engang er budskabet fordrejet. Hvad er det der forgår i Bibelen her?

Israel var vendt tilbage fra Babylon og ofringerne genindstiftet, og folket gav ikke hvad der var pålagt dem ifølge loven. Det Gud krævede ifølge loven (3. Mos. 27:30), for at opretholde levitterne, som ikke fik tildelt land (4. Mos. 18:20-21), det gav de ikke.

Tre typer tiende
Der er tre typer tiende, som skulle overholdes under loven.
  1. Tienden til præsterne, levis stamme, som ikke fik noget land og arvelod blandt israelitterne.

    Al tiende af landet (ikke Israel som nation, men landbruget), både jordens korn og træernes frugt, tilhører Herren. Det er helliget Herren” (3. Mos. 27:30)

    For den tiende, israelitterne yder Herren som afgift, giver jeg levitterne som arvelod; derfor har jeg sagt til dem, at de ikke skal have arvelod blandt israelitterne” (4. Mos. 18:24)

    Også levitterne skulle betale tiende af den tiende der blev bragt til dem: ”Du skal tale til levitterne og sige til dem: Når I fra israelitterne modtager den tiende, som jeg har tildelt jer som jeres arvelod fra dem, så skal I som afgift til Herren yde en tiendedel af tienden” (4. Mos. 18:26)

  2. Tienden som vi tidligere har set på, som kan kaldes højtids-tienden, skulle betales én gang hvert år.

    År for år skal du tage tiende af hele den afgrøde, din mark bærer, og på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, skal du for hans ansigt spise tienden af dit korn, din vin og din olie, samt det førstefødte af dine køer og får, for at du må lære at frygte Herren din Gud alle dage… hold så måltid der for Herren din Guds ansigt, og glæd dig sammen med din familie og sammen med levitterne, som er i dine byer; dem må du ikke svigte, for de har ikke fået tildelt arvelod, sådan som du fik det” (5. Mos. 14:22-23, 5. Mos. 14:26-27)

    Folket kom sammen og festede ind for Gud, og alle blev mætte.

  3. Én gang, hvert tredje år, skulle der samles en tiendedel af afgrøderne i de respektive byer. Denne tiende kan kaldes velfærds-tienden. For alle der ikke selv kunne erhverve sig føde, skulle leve af denne indsamling.

    Hvert tredje år skal du udtage hele tienden af din afgrøde i det år og lade den blive hjemme i dine byer. Så skal levitterne, der jo ikke har fået tildelt arvelod, sådan som du fik det, og de fremmede, de faderløse og enkerne, der bor i dine byer, komme og spise sig mætte, for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører” (5. Mos. 14:28-29)

    Når du er blevet færdig med at tage hele tienden af din afgrøde i det tredje år, tiendeåret, og har givet den til levitterne, de fremmede, de faderløse og enkerne i dine byer, og de har spist sig mætte, så skal du sige for Herren din Guds ansigt: Jeg har fjernet alt det hellige fra mit hus og givet det til levitterne og de fremmede, til de faderløse og enkerne, ganske som du har befalet mig” (5. Mos. 26:12-13)
Tiende hørte til under loven. Ikke én eneste menighed, har siden Jesus opfyldte loven, overholdt disse lovbud. Der er igennem disse tre tiende bud, ikke blot tale om 10%, men ca. 22%. Lad mig vise dig dette lille regnestykke.

Først skulle tienden til levitterne betales: 10%
100 – 10% = 90

Så skulle der én gang hvert år, tages tiende af det resterende. De 10% som levitterne fik, er væk og derfor er det kun 90% tilbage.
90 – 10% = 81

Endeligt, skulle der hvert tredje år tages 10%, hvilket fordelt ud over de tre år, giver 3,33%. Selvom ”velfærds-tienden” kun taltes hvert tredje år, så kan vi dele den i tre og udregne årets procentdel. Når tienden til levitterne og ”højtids-tienden” er betalt, var der 81% tilbage.
81 – 3,33% = 78,30% ~ 78%

DVS. at der ud af 100% er 78% tilbage, hvilket giver en skat eller tiende på 100 - 78 = 22%.

Jo. Folket røvede Gud ved ikke at holde disse tiende bud. Men de røvede også sig selv for Guds velsignelse: ”Forbandet skal I være, når I bedrager mig” (Mal. 3:9.), sagde Gud, for Hans forordninger havde til formål at velsigne de fattige, og tage hånd om dem.

Således er der tale om det vi i dag kalder for skat. Tiende var ikke gaver, men skatter. Vores skat har også til formål at forsørge fattige, syge, gamle og arbejdsløse, som ikke af andre veje kan få til dagen og vejen. Vi betaler dog noget mere end 22% - og skatten går også til meget mere – hvilket er en anden diskussion. Betaler vi tiende til kirken, så er det jo ikke til det formål pengene går, men til aflønning af pastorer og husleje samt vedligeholdelse af store flotte bygninger. Det er jo en hån imod Guds formål med tienden.

Hvornår har din menighed sidst holdt en fest, hvor tienden af 90% af årets indtægt er blevet brugt til mad til byens fattige, faderløse og enker? Det er ikke sket én eneste gang.

Desuden. Selvom der betales 10% af vores løn, så røver vi stadig Gud, hvis vi skal følge loven om tiende. Forestil dig, at du i denne terminologi giver kejseren, hvad kejserens er – altså noget der ligner 40-60%. Derefter skal du give Gud hvad Guds er – 22%. Det er helt op til 82% af din løn der skal skæres af, før du betaler regninger. DVS. hver gang du tjente 100 kr., var der kun 18 tilbage. Når du havde tjent 50.000, havde du 9.000 tilbage. Tjente du halvdelen og betalte 45% i skat + 22% i tiende, havde du 8.250 tilbage.

Men Evangelist tvinger den yderligere: ”Tiende, kan ikke gives. Den tilhører Herren allerede, Dvs. den kan kun stjæles… Skal du give, må du give ud over tienden” (s. 5).

Når du har givet dine 82 eller som sidste regnestykke 67 kroner, ud af de hundrede, så skal du yderligere give.

De fattige bliver fattigere, og menigheden bliver rigere. Var det sådan den glade giver skulle tænke? Var det sådan Gud havde tænkt det, havde de fattige i Jerusalem ikke fået meget hjælp af den velhavende menighed, i Makedonien.

Der blev i Paulus tid, strid om hvilke krav man efter loven skulle pålægge hedningene (Apg. 15:5). Resultatet blev at: ”Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!” (Apg. 15:28-29). Var det sådan at vi virkelig røvede Gud og kom under Hans forbandelse, som Mal. 3:9 fortæller, så er jeg sikker på, at Paulus havde taget dette bud med. Hvis der virkelig var tale om liv og død, ville Paulus helt afgjort, som i alle andre ting han advarer, give dette vigtige krav til kende – måske som Evangelist gør det, igennem Hos. 4:6. Det gør Paulus selvfølgelig ikke, for dette krav er der ikke mere.

Når Evangelist da så indtrængende tvinger folk til at betale tiende, så er det Evangelist der røver Gud. Tiende er ikke et krav eller et trosspørgsmål i dag, og derfor berøver Evangelist sine proselytter – og dermed også Gud, for ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt. 25:40).

Himmelens sluser
Når tiendeprædikanterne har brugt den beskidte tiggermetode, og truet sine medlemmer til ikke at røve Gud, med en befaling tilhørende loven, så kommer som tidligere nævnt, næste fase i pengepresseren.

Sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over jer i overmål ” (Mal. 3:10)

Himmelens sluser – kan det mon være økonomisk rigdom, eller en formering af det økonomiske, vi nu engang har sået – 30, 60 og 100 fold?

Første gang vi støder på himmelens sluser, er i 1. Mos. 7:11-12: ”i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes, og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter”. Regn… Himmelens sluser bragte regn.

Igen i Es. 24:18: ”Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og Jordens Grundvolde vakler”. Guds folk kendte dommen på Noas tid, og her refererer Gud til den dom, hvor himmelens sluser åbnedes, og jorden blev oversvømmet. Åbenbaringen viser, at det denne gang dog ikke er med vand (Åb. 6:13-14, Åb. 8:3-13, Åb. 16:1-21).

Når Gud da siger, at han vil åbne himmelens sluser, er det samme forståelse af vand, Han refererer til. Efterfølgende vers understreger denne forståelse, hvor Gud siger: ”Jeg vil for eders Skyld skræmme Æderne, så at de ikke ødelægger eder Landets Afgrøde, og Vinstokken på Marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskarers HERRE” (Mal. 3:11).

Vand var altafgørende for Israel. Landets afgrøder og vinstokke, var intet uden vand. Ofte når Gud dømte Israel, var det med tørke. Hvis Israel valgte at holde loven om tiende, så ville Gud se til, at de fik vand. Hans velsignelse var vand – så folket kunne få mad at spise. Tiende var en del af velsignelsen. Gud velsignede folket, når de gav tiende.

Gud velsigner ikke tiende mere. Han sendte sin Søn til at opfylde og give det loven ikke magtede. Holder man fast ved dele af loven, da vækker det Guds vrede og dom. I dag er det umuligt at berøve Gud, ved ikke at betale tiende. Guds velsignelse kommer ene og alene igennem at tro på Jesus – at Han er Yahweh’s udtrykte billede, der iklædte sig menneskeskikkelse og gav sit liv, for at vi ikke skulle dømmes.

En arbejder er sin løn værd


Som det er blevet i dag, hvor kirkebygninger – og helst af den fineste slags – skal finansieres, og gerne med flere fuldtids-tjenere, så kræver det mange penge.

Det er klart, at det er godt at have et sted at samles om Gud og Hans Ord. Det koster selvfølgelig penge. Men intet sted i det Nye Testamente, kræves der en bestemt sum penge. Det er vigtigt at forstå, at mens Jesus levede som menneske på jorden, levede Han under loven, og måtte derfor adlyde den.

Når Evangelist da henviser til Matt. 22:11 (s. 9), så er det ikke et gyldigt vers til at underbygge tiende i Nytestamentlig tid. Evangelierne hører til under den gamle pagt, under loven, for først ved Jesu død (Hebr. 9:16-17), var værket fuldbragt og forhænget der flængedes fra øverst til nederst (Matt. 27:51), er bevis for, at også budet om tiende ophørte. Endvidere er den gamle præstetjeneste ophørt, og templet med, hvortil tienden skulle gå. Derfor er heller ikke Matt. 23:23 et gyldigt vers at underbygge tiende med.

Derfor kan menigheden heller ikke sammenlignes med templet, og sidestilles med versene der taler om forrådskamrene. Prædikanter og pastorer kan heller ikke sidestilles med det levitiske præsteskab, for de hørte til under den gamle pagt. Det er nærliggende at drage parallellerne, men det svarer til at sammenstille nåde med dom – frihed med lovtrældom. Det er umuligt. Men Evangelist går hele vejen, og søger at narre pengene i hus.

Når vi så kommer til de forskellige Bibelvers, som taler om at supplere tjenere med timelige ting, hvilke bruges flittigt i de timelange tiendeprædikener, så skal vi huske dette, at intet sted, er tienden nævnt – ingen fastsat mængde penge er nævnt.

Bibelen taler om en glad giver, som giver hvad han har hjerte til. ”enhver skal give, som han har hjerte til — ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver” (2. Kor. 9:7). Der er ikke tale om at give meget og mere, men at give af et glad hjerte. ”Hvad I end gør, gør det af hjertet — for Herren og ikke for mennesker” (Kol. 3:23)

Jesus forklarer i Luk. 22:36, symboliseret ved pung, taske og sværd, at udsendinge måtte klare sig selv. Bibelen tilskynder os selvfølgelig til, i næstekærlighed at bære hinandens byrder, og dermed også give hvor vi kan. Men Paulus viser vejen og siger: ”Sølv eller guld eller tøj har jeg ikke forlangt af nogen. I ved selv, at disse hænder har tjent til alt, hvad jeg og mine medarbejdere havde brug for. Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: ›Det er saligere at give end at få.‹” (Apg. 20:33-35).

Paulus var den der burde have fået støtte (1. Tess. 2:7), men fik det ikke (2. Kor. 12:14, 1. Tess. 2:9, 2. Tess. 3:8 m.fl). Tværtimod arbejdede han hårdt, for at være med til selv at tage sig af de svage. For det er jo saligere at give, end af få.

Paulus sagde endvidere: ”Endnu i denne time både sulter og tørster vi, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, og vi arbejder hårdt med vore hænder. Skældes vi ud, velsigner vi; forfølges vi, finder vi os i det; tales der ilde om os, svarer vi med gode ord. Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu. Jeg skriver ikke dette for at gøre jer skamfulde, men for at vejlede jer som mine kære børn. For om I så har i tusindvis af opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre. For i Kristus Jesus var det mig, der ved evangeliet blev far til jer. Så jeg formaner jer: Efterlign mig!” ( 1. Kor. 4:11-16)

Afslutning


Gud finder behag i, at vi giver hvor der er behov. Evangelist svømmer i penge. Opkøber huse i en sådan grad, at Gørløse borgmester til DR1, d. 06-11-2005 kl. 21:00, bekymrer sig over at man vil etablere Gørløse som hovedstad for Evangelist. Snart hver 5. hus tilhører Evangelist, udtales der. ”Jeg synes da det kunne være helt vildt sjovt”, kommenterer Christian Hedegaard. Hedegaard selv, bor i en bolig til over 8.000.000 kr, og har planer om at oprette et pengeinstitut, få et slot og 50 behandlingscentre. Evangelist har ikke brug for noget. De svømmer i penge, og kalder brugen af dem for evangeliets udbredelse. Et ophold på Powerskolen, Evangelists ”Bibelskole”, koster ud over løbende tiende og såkaldte gaver, 4.000 kr. (http://www.powerskolen.dk/course.htm)

Der er meget mere at sige til Evangelists tiendelære. Hvis du læser deres dokument, som der henvises til i begyndelsen af artiklen her, så vil du kunne finde mange punkter som burde have været med. Men mit håb er, at du selv er blevet udrustet til at kunne se, at råddenskaben vælter ud af Evangelists lære.

Jeg vil endnu engang advare og sige: gå i en stor bue uden om Evangelist. Advar din familie, venner og bekendte. Evangelist har intet med sand Kristendom at gøre. Det er en sekt der vildleder, slagter og ødelægger, som den fader der giver dem kraften til at gøre mirakler og tjene penge, nemlig løgnens fader, den gamle slange. ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1. Pet. 5:8).


Debat: Evangelist og tiende

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Falsk lære

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation