Tungetale

af Kim Andersen
Lagt på d. 12/10-05



Denne artikel har til hensigt, at vise formålet og brugen af tungetale, efter Bibelens anvisninger. I årevis har jeg og mange andre, læst ud fra 1. Kor. kap. 14, hvordan og hvad tungetale er. Imidlertid blev jeg stoppet midt i en artikel jeg havde fået på hjertet at skrive, og blev tilskyndet til at undersøge dette emne. Det har taget nogen tid, og har været hårdt, for mange af mine formodninger og holdninger er blevet endevendt mens jeg har læst Bibelens udsagn og historiske kilder om dette emne.

Det er dog sådan, at meget af det som Gud har vist mig omkring den karismatiske bevægelse, sammenfalder med forståelsen af tungetale ifølge Bibelen. Pludselig ser jeg en rød tråd, at også tungetalen i årevis har været et redskab til at lede menigheden derhen, hvor den er i dag, i frafald fra Guds evige Ord.

Jeg har i mange år selv talt i tunger, og troet at jeg opbyggede mig selv, underforstået min egen ånd, igennem denne uforståelige tale, hvilken jeg anså for at være Åndens tale i hemmeligheder mellem mig og Gud. Jeg har nu set, at denne overbevisning svarer til at der fandtes en speciel pille jeg kunne tage, og så sidde i sofaen og spise chips, slik og flødekager med forventningen om, at jeg med tiden ville ende med at være en muskelmand, med uanede kræfter.

Enhver der har plejet den søde tand (eller skulle man sige tunge) for længe ved, at tiden kommer, hvor hårdt arbejde skal til, for at rette op på deformiteten. På samme måde kom tiden, hvor Gud tog fat i mig, og henviste mig til Bibelen, for at jeg måtte få den rette føde, i rette tid.

Før vi går i gang med emnet, skal definitionen af tungetale først på plads. Der er ikke noget mystisk eller hemmeligt ved tungetale, hvilket det er blevet gjort til, i og med der menes at vi i ånden kan tale uforståelige hemmeligheder med Gud, igennem tungetalen.

Tungetale er ikke et himmelsk eller uforståeligt sprog. Det er altid et sprog der findes i verden, og bruges altid hvor der er folk tilstede, som kan forstå det. Når man taler i tunger, taler man således på et jordisk sprog, som man ikke selv kender. Og kommunikerer Bibelen til os på et forståeligt, menneskeligt sprog, så findes definitionerne på ordet i Oxford English Dictionary, der beskriver ordet som Bibelen bruger det. ”1. Det kødelige muskulære organ i munden, brugt til at smage, slikke, synke, og (i mennesker) artikulere tale. 2. En persons talestil eller talemåde. 3. Et bestemt sprog”. Bibelens ord for tungetale er glossa, som betyder en fysisk tunge, eller et jordisk sprog. Mener Bibelen noget andet, så har vi ikke længere definitionen af ordet til at kunne forstå det. Vi er nødt til at acceptere at når bibelen taler om folkeslag, stammer, folk og tungemål (glossa) så er glossa sprog, der tales på jorden.

Ekstra kort udgave


Jeg har fået flere kritiske mails, på grund af en lang artikel som fortæller om en kort Bibelsk sætning, der fortæller alt om tungetalen, nemlig 1. Kor. 14:4: ”Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv”. Mange overser at Paulus i vers 14 forklarer at forstanden forbliver uden frugt igennem tungetalen, da man ikke selv forstår sproget man taler, og de ser ikke at Paulus med sætningen ikke bifalder den selviske opbyggelse, men formaner. Derfor er holdningen: hvorfor skrive så lang en artikel, når Bibelen klart og tydeligt forklarer, at man med tungetalen opbygger sig selv? Af den grund starter jeg nu artiklen med en kort udgave, som kort og enkelt forklarer tungetalen.

Spørgsmålet som åbner op for den korte udgave er: hvilke hemmeligheder?

Det et menneske ”taler ved Ånden, er hemmeligheder” (1. Kor. 14:2), og uanset hvad man mener om tungetalen, så er der tale om hemmeligheder. Derfor spørgsmålet: Hvilke hemmeligheder?

Jesus fortæller om Guds Ord, som disciplene skulle forkynde for hele verden. Han siger: ”Thi intet er skjult uden for at åbenbares; ej heller er noget blevet gemt hen uden for at komme frem i lyset.” (Mark. 4:22). Jesus taler om det, som Paulus fortæller til Korinterne og Kolossenserne, at ingen førhen har kendt: ”Nej, vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed.” (1. Kor. 2:7) – ” den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige” (Kol. 1:26).

Hvilke hemmeligheder?

Hemmeligheden er Jesus – og frelsen i Ham. Der var præcis de hemmeligheder, som blev prædiket i tunger - igennem andre jordiske sprog end Hebræisk - på pinsedagen – Guds store værker (Apg. 2:11). Det er ikke hemmeligt mere. ”Over den frelse har profeter grublet og grundet, når de profeterede om den nåde, som skulle blive jer til del. De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter. Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med dette, som nu er blevet jer forkyndt gennem dem, der bragte jer evangeliet ved Helligånden, som blev sendt fra Himmelen — noget, som engle attrår at få indblik i.” (1. Pet. 1:10-12).

Med andre ord - der er intet skjult mere. Jesus sagde: ”Jeg har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synagoger og i helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt” (Joh. 18:20).

Siden Jesus er intet blevet holdt skjult. Helligånden som Jesus sendte, som skal ”vejlede jer til hele sandhedenskal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer” (Joh. 16:13). Gud taler til os igennem Helligånden, som Han talte igennem Jesus - Helligånden åbner vores forståelse af det skrevne Ord. Hvorfor skulle Jesus efter at have talt åbent og åbenbaret den hemmelighed - ja Han er den hemmelighed, som havde været skjult siden verdens grundlæggelse, og som er blevet åbenbaret fra pinsedagen og frem - pludselig tale hemmeligt til tungetalende individer? Bibelen viser hvordan tungetalen blev brugt til at åbenbare hemmelighederne - frelsen, menigheden og andre ting der vedrører Jesus, hvordan kan vi så skjule dem for os selv i bønnekammeret, ved at forkynde dem på et sprog vi ikke kender – og tilmed blive opbygget af det?

Over det jødiske folk, som ikke har accepteret Jesus, er der stadig et forståelsesmæssigt dække, som hemmeligholder frelsen og alt det, der i det Gamle Testamente forkynder om denne frelse. Paulus forklarer: ”Et sådant håb har vi og går derfor åbent til værks og gør ikke som Moses, der lagde et slør over sit ansigt, for at Israels børn ikke skulle se, at det, der forsvandt, hørte op. Dog forhærdedes deres tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort«” (2. Kor. 3:12-16). Som troende har vi omvendt os til Jesus, og da Han er hemmeligheden åbenbaret, er sløret taget bort fra os - så hvorfor lægge et nyt slør igennem tungetalen?

Den kærlighed som Paulus tilskynder os kraftigt til at søge i 1. Kor. kap 13, er den kærlighed som søger at tjene andre, og i 1. Kor. 14:12 tilskynder Paulus os til at søge nådegaverne der opbygger menigheden, i stedet for at tale i tunger som ingen forstår. Paulus taler i 1. Kor. kap 14 om menighedens opbyggelse, og ikke individet. Når individet da bruger tungetalen for sig selv, fordømmer Paulus den, for kærligheden som individet burde have søgt først, søger at tjene andre og ikke sig selv.

Tungetalen der lød i menighedens begyndelse, forkyndte denne hemmelighed ved Helligånden, og alt er tilmed blevet nedskrevet i det Nye Testamente, bøger der alle er samlet i Bibelen. Derfor er tungetalen ikke en nødvendig gave mere. Når vi skal opbygge os selv - på den sunde måde, må vil læse det Ord, som Gud har givet os - åbenbaringen af hemmeligheden, nedskrevet for at opbygge og udruste os. For ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” (2. Tim. 3:16-17). Det var det ord, som Paulus brugte til at opbygge Korinterne: ”Og, brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige.” (1. Kor. 3:1-3)

Paulus satte ikke sin lid til nådegaverne - til tungetalen som opbyggelse, men afsluttede sin gerning og sagde: ”Så overgiver jeg jer nu til Herren og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle de hellige.” (Apg. 20:32). Læren om tungetalen siger i dag, at det er et himmelsk sprog som vi kan tale som vi vil, når vi vil. Vi starter og stopper som når vi taler vort modersmål. Men Paulus viser at det er forkert, for han takkede Gud for at han talte mere i tunger end nogen anden (1. Kor. 14:18). Hvis han selv rådede over tungetalen, og kunne tale på kommando, hvorfor takkede han da Gud for at han talte mere? Hvis det var op til ham selv, kunne han bare tale i ét væk igennem egne anstrengelser.

Lad os nu uddybe emnet tungetale mere grundigt.

Tilblivelsen af andre sprog


Første gang vi hører om tungemål, er i 1. Mos. 10:5, hvor vi får Noas sønners slægtsbøger. Kapitlet slutter med at sige, at: ”Fra dem udgik folkeslagene på jorden efter vandfloden” (1. Mos. 10:32).

Tungetale i NT

Det græske ord for tunge, glossa, bruges 50 gange i NT, og alle gange beskriver ordet den fysiske tunge, eller et jordisk sprog.
1. Mos. 11:1 fortæller, at: ”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål”. I vers 6-9 hører vi hvordan Gud forvirrede menneskets tungemål, så de ikke forstod hinanden. Det var en barriere Gud satte, for at beskytte mennesket, så det ikke kunne fuldføre de onde planer, som ville have været en tidlig undergang for mennesket, der kort tid før, havde gennemgået en verdensomspændende dom fra Gud, syndfloden, hvor kun otte mennesker overlevede.

Gud udvælger sig et folk, Abraham og hans efterkommere, og bliver således kendt som Abraham, Isak og Jakobs Gud. Dette folk tager Gud sig specielt af, og igennem dette folk ser verden i dag, hvordan Gud er. Han mener hvad Han siger, og ved nærmere gennemgang af Hans gerninger og forordninger lærer vi, at Gud er logisk og forståelig for os. Mange ting kan ikke forklares – alle miraklerne m.m. Vi ved ikke hvordan Gud gør det, men Hans handlinger tjener altid et forståeligt formål, som vidner om Hans storhed og ikke mindst forudseenhed og orden.

Misundelse


Dybt i hjertet hos det jødiske folk, findes der en stolthed, som ikke deler Gud med andre. Blandt jøderne er Gud deres, og de er Guds. At Gud skulle tale til eller endog igennem et hedensk folk, ville vække det jødiske folks misundelse. Men da folket havde bevæget Gud til misundelse igennem deres afgudsdyrkelse, ville Gud vække deres jalousi, og provokere dem til vrede, igennem det hedenske folk (5. Mos. 32:21, Romerne. 10:19).

Vi ser tydeligt denne holdning hos Jonas, som blev sendt til den hedenske by, Nineve. Da Gud skånede Nineve, tog Jonas det så ilde op, at han hellere ville dø, end at overvære hedningenes omvendelse (Jonas. 4:3). Skulle Gud skåne dette folk, når det var til Jonas’ folk pagten var givet?

Det samme gjorde sig gældende på Paulus’ tid. Da Paulus forsvarer sig for folket, på hebræisk, lyttede folket med ro på hvad Paulus fortalte. Indtil han sagde: ”Men Herren sagde til mig: ›Gå, for jeg vil sende dig til folkeslag langt borte‹” (Apg. 22:21). Da brød vreden igen løs. Hoben råbte højt: ”Væk med ham fra jordens overflade! Sådan én burde ikke have lov at leve!” (Apg. 22:22).

Jesus oplevede det samme. Da Jesus prædiker i Nazarets synagoge, bliver folket ganske opmuntret når Jesus siger: ”I dag er det skriftord (”Herrens ånd er over mig…” Luk. 4:18-19), som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” (Luk. 4:21). Sikke nådefulde ord. Men da Jesus minder dem om hvordan Gud ved Elias lod tørke plage landet, på grund af Israels eskalerende afgudsdyrkelse igennem en række konger - hvilket slog hovedet på sømmet da kong Akab giftede sig med afgudsdyrkeren Jesabel der forfulgte og dræbte Israels profeter (1. Kong. kap. 16-18) - da blev folket rasende og søgte at dræbe Jesus, efter de havde jaget Ham ud af byen (Luk. 4:28-29). At Jesus mindede dem om, hvordan Gud ved Elisa helbreder den hedenske hærfører Na’aman for spedalskhed (2. Kong. 5:1-27), gjorde ikke sagen bedre.

Hvad antændte deres morderiske vrede? Jesus pointerede at Gud tog sig af enken - hedningen Zarepta, men ikke Israels folk. Zareptas krukker tømtes ikke, men det gjorde Israels floder. Det jødiske folk brød sig ikke om, at Gud i ny og næ rakte hånden ud til det hedenske folk. Na’aman blev renset for spedalskhed, men ikke de mange i Israel… Gud var deres, og de var Guds. Der skulle et stort og overbevisende tegn til, før at det Jødiske folk kunne tænke anderledes.

Igennem andre tungemål


Esajas forudsagde Israels undergang. Israel troede at de havde dækket sig ind i forhold til Assyrerne, idet de havde indgået aftale med Ægypten, og troede således at de havde aftale med døden og dødsriget (Es. 28:15). År i forvejen havde Assyrien invaderet Palæstina og det nordlige Kongerige – Efraim. Esajas advarede nu det sydlige kongerige om fald, men Israel troede på fred, på trods af Guds profeter. De spiste og drak sig fulde, i ligegyldighed over for Gud.

Denne profeti indeholder både Israels undergang og landflygtighed i Babylon, og ødelæggelsen i år 70 e. Kr. En ødelæggelse som endnu ikke er genoprettet. Gud sagde til folket: ”Med stammende læber og på et fremmed sprog taler han til dette folk” (Es. 28:11). Han refererer til Jesus og Hans kongerige i tusinde år og siger: ”Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig. Jeg gør ret til målesnor og retfærdighed til lodline” (Es. 28:16-17).

Tungetalen forudsagt af Esajas

Paulus citerer Esajas for at afhjælpe Korinternes uvidenhed. Tungetalen var et tegn for vantro jøder (1. Kor. 14:20-22), der igennem tungetalen hørte lovprisning til Gud på hedningsprog. Samme vers forklarer at forståelsen af dette, virker fuldvoksen dømmekraft, i forståelse af tungetalen.
Sagen var den, at på grund af Israels ulydighed, skulle de overgives til et folk med et andet tungemål. Det var samme dom, som Gud forkyndte på Moses tid. Efter at Gud igennem Moses og Israels ældste, havde gjort folket bekendt med sin Lov, stiller Han dem over for velsignelsen eller forbandelsen (5. Mos. 28). Vælger de forbandelsen, er ordene bl.a. ”Både dig og den konge, du indsætter over dig, vil Herren føre bort til et folk, som hverken du eller dine fædre har kendt, og dér skal du dyrke andre guder, guder af træ og sten… Herren skal rejse et folk fra det fjerne imod dig; fra jordens ende kommer det, ligesom ørnen, der slår ned, et folk, hvis sprog du ikke forstår” (vers 36,49).

Fremmede tungemål var således igennem tiden blevet et symbol på dom fra Gud. Hver gang Gud dømte blev Israel invaderet, og Moses’ profeti er gået i opfyldelse mange gange.

Nytestamentlig tegn


Jesus gav sine efterfølgere, at ved deres hænder skulle Evangeliet, som endnu ikke var nedskrevet for alle at læse, stadfæstes: ”disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” (Mark. 16:17-18). Jesus taler her til sine disciple (Mark. 16:14). Det betyder ikke, at tegnene kun virkede med, ved disciplenes tale. Men det viser os, at Jesus gav dem en speciel opgave (Matt. 10:1-42). Der har ikke siden de tolv disciple, været nogle mennesker der har haft denne autoritet og kraft fra Jesus. Miraklerne var så omfattende, at folket troede at Peters skygge var nok til helbredelse. Alle syge der kom, uden undtagelse, blev helbredt (Apg. 5:12-16).

Grunden til at jeg fremhæver at autoriteten og kraften var fra Jesus, er fordi jeg ved at mange nu vil sige: ”Vi har da Benny Hinn, Charles Ndifon og mange andre, ved hvis hænder der sker mirakler”. Det er også rigtigt. Dem har vi jo. Men lyt til deres budskab: ”Kom og bliv helbredt”. Mirakel kampagner og helbredelsesmøder. Gud stadfæstede Sit Ord, og ikke menneskers misforståede lærdomme. Der er intet hos disse mirakelmagere, som Gud kan stadfæste. Han lader sig ikke spotte. Disse mænd bygger ikke på troens grundvold, men på mirakler, falske profetier og mange andre tegn, for en ond og utro slægt (Matt. 12:39).

Som Guds navn spottedes blandt hedningene, på grund af det landflygtige Israel (Romerne. 2:24, Ez. 36:20-23), på samme måde spottes Guds navn ved disse mennesker, der kalder sig Guds ambassadører. ”Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med søde og indsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker” (Romerne. 16:18).

Det er ikke med Guds kraft disse mennesker udøver helbredelser. Men det er ved samme hemmelige kraft som Faraos vismænd og troldmænd, og Ægyptens mirakelmagere frembragte slanger og frøer og lavede vand til blod (2. Mos. 7:14-29, 2. Mos. 8:1-3). Gud stadfæstede Sit Ord (Mark. 16:20, Apg. 14:3, Apg. 19:10-12, Romerne. 15:18-19, Hebr. 2:3-4), men Han stadfæster ikke nogen anden lære.

Jesus udsender halvfjerds mænd, som repræsentanter for sig selv, til at gå forud for Ham (Luk. 10:1). Grunden til at Jesus valgte halvfjers, var for at vise at ligesom Gud bad Moses vælge halvfjerds repræsentanter som skulle få noget af den Ånd, der var over Moses (4. Mos. 11:16-17), ligeledes skulle disse halvfjerds udsendinge få noget af samme Ånd. Moses var et forbillede på Jesus, og ligesom Moses’ halvfjerdsindstyve mænd modtog Ånden, gav Jesus sine halvfjerds Ånden, så selv dæmonerne adlød dem, i Jesu navn (Luk. 10:17). Jesus havde sine toogfirs repræsentanter, de tolv apostle og de halvfjerds disciple. De havde fået en speciel opgave: at forkynde evangeliet, med medfølgende tegn og undere, for at bevise at deres tale var fra Gud.

Evangeliet i hele verden

Tungetalen tjente som tegn for jøder i hele verden, og global forkyndelse af Guds store gerninger (Apg. 2:4)- evangeliet blev prædiket i hele verden.
Dengang havde folket ikke Bibelen som vi har i dag, hvor vi kan læse alt som blev sagt og gjort. Vi har i Bibelen det bevis vi har brug for, at Evangeliet om frelse og dom, er sandt. Vi kan læse hvordan Gud stadfæstede Ordet ved de toogfirs, og behøver ikke mirakler og undere til overbevisning mere. At Gud ved sin nåde endnu tildeler helbredelse og andre mirakler, er ikke for bevisets skyld, hvilket det er blevet til i helbredelsesbevægelsen, som farer over hele jorden i dag.

Tegnet: tungetale


Ét af tegnene, som var nødvendige for udbredelsen af Evangeliet, da folket blev sendt ud i alverden, var netop tungetalen.

Jesus havde sagt at ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen” (Joh. 14:12). Mirakelmagerne bruger gerne dette vers, revet ud af sammenhængen, til at pointere at deres mirakler er forudsagt af Jesus. Jesus taler her om Vejen, Sandheden og Livet, og ikke om mirakler.

Da de halvfjers disciple kom til Jesus, var de fyldt med glæde over at dæmonerne adlød dem, i Jesu navn. Men Jesus sagde: ”glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene” (Luk. 10:20). Jesus kom ikke for at købe os mirakler, men for at købe os frelsen. Jesus refererede ikke til større mirakler, for hvem har gjort større mirakel, end at stå op fra de døde? – Hvem har end blot gået på vandet, siden Jesus? – Ingen!

Helligåndens forkyndelse

Da Helligånden kom over apostlene, forkyndte de i tunger ”evangeliet ved Helligånden (1. Pet. 1:12) - og vidnede ”til jordens ende”, som Jesus havde lovet
Jesus fortalte, at Han ville gå til Faderen. ”For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom” (Joh. 16:7-8). Derfor er det ikke større gerninger i form af mirakler og undere, men gerningen at opfylde missionsbefalingen – at forkynde Evangeliet til mange flere, end Jesus gjorde. ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når Han kommer, Sandhedens Ånd, skal Han vejlede jer i hele sandheden” (Joh. 16:12). ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (Apg. 1:8).

Jesus åbenbarede hvad Gud havde forkyndt ved Esajas, at ”på et fremmed sprog taler han til dette folk ” og gav redskabet til missionsbefalingen at: ”de skal tale med nye tunger” (Mark. 16:17). Tungetalen var et tegn der skulle følge de troende, i deres arbejde for at opfylde missionsbefalingen (Mark. 16:15) – ”i alverden”, tillige med at tjene som tegn for vantro jøder, spredt ud i verden.

Et tegn for hvem?


Som før vist, havde det jødiske folk svært ved at acceptere, når Gud gjorde godt blandt hedningene. Gud var deres, og skulle hedningene også få Ham, ville det ikke blive uden kamp. Det var ikke blot de genstridige jøder, men også disciplene, der måtte have et tegn som viste, at Guds hemmelighed om frelsen i Jesus Kristus, også vedkom hedningene.

Pinsedagen (Apg. 2)
Første gang vi hører om tungetalen som gave i brug, er på pinsedagen. Mens de der ventede på at Helligånden skulle komme, som Jesus havde lovet, kom Helligånden over dem, og de talte i nye tunger (græsk: glossa) – i andre tungemål (Apg. 2:4). Da det kunne høres udenfor, strømmede de jødiske folk sammen og blev forvirret, fordi de kunne høre disse disciple tale på deres eget sprog.

Læg mærke til, at det var jødiske mænd der var til stede, som hørte disse disciple tale deres eget sprog, og Bibelen opremser femten forskellige nationer (Apg. 2:9-11).

Nogle vil sige, at de ikke talte andre sprog, men at folket hørte talen på deres eget sprog. Men Bibelen siger, at de begyndte at tale i andre tungemål, og det jødiske folk spurgte hvordan de kunne ”høre dem tale, hver på vort eget modersmål” (Apg. 2:8). Det var ikke en gave til at høre – at oversætte, men til at tale andre sprog, som ikke var lært. ”Vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål” (Apg. 2:11). Desuden var der nogle, som tilsyneladende ikke forstod talen – højest sandsynligt hebræisktalende jøder. De begyndte at spotte, og da trådte Peter frem og talte et sprog, som også de kunne forstå (Apg. 2:14-15).

Gud vidste, at jøderne til sidst ikke ville tage imod frelsen i Jesus. Jesus havde forudsagt det, ved forbandelsen af figentræet (Mark. 11:12-14). Da disciplene dagen efter så at det var visnet, sagde Jesus til dem ”Tro på Gud!” (Mark. 11:23). Figentræet symboliserede Israel, som ikke ville bære frugt, så frelsen kunne udgå med base i Jerusalem.

Samtidig med at tungetalen varslede dom over Israel, at de igen skulle gives til et fremmet folk (hvilket skete i år 70 e.Kr.), så forkyndte tungerne også, at frelsen igennem Jesus Kristus, var til hele verden.

Kornelius’ Hus: (Apg. kap. 10 + 11)
Senere læser vi om Kornelius fra den italienske hærafdeling, som boede i Kæsarea, ca. 56 kilometer fra Joppe (som lå ca. 65 km. vest for Jerusalem). Han fik besked fra en engel, om at sende to mænd til Simon Peter, og de kom til Peter dagen efter, ved tolv tiden.

I mellemtiden, havde Gud tre gange vist Peter igennem et syn, noget der lignede en dug, som kom ned fra Himmelen, fyldt med urene dyr, hvilke Gud sagde Peter skulle slagte og spise. Det kunne Peter ikke, for han havde aldrig spist noget vanhelligt og urent. Men Gud sagde at ”Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt”.

Peter forstod ikke dette syn, og mens han grundede over synet sagde Gud til ham, at han skulle stå op og gå med de to mænd Han havde sendt, som havde spurgt sig vej til ham.

Kornelius var hedning, som havde godt ry blandt det jødiske folk. Da Peter kom til ham, var der mange forsamlede i hans hus. Da Kornelius fortæller om hvordan Gud havde ladet Peter hente af Kornelius’ mænd, forstod Peter synet som han havde grundet over, og sagde: ”…mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent…Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse”.

Pludselig gik det op for Peter, at Gud ikke blot var for det jødiske folk, men for alle mennesker, og han begyndte at forkynde dem Evangeliet. Mens Peter forkyndte evangeliet, faldt Ånden over Kornelius’ hus, og Gud gav alle de jødiske folk der var kommet sammen med Peter det lovede tegn, tungetalen, så de ”blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningene; thi de hørte dem tale i tunger (glossa – andre menneskesprog) og prise Gud”.

Guds store gerninger blev forkyndt på hedningenes sprog, præcis som Gud havde sagt ved Esajas. Men, da det kom de omskårne mænd for øre, hvad Peter havde forårsaget, ville de gå i rette med ham, så han måtte forklare. De havde jo ikke fået tegnet at høre, at hedningene talte til Gud ved Ånden, i andre tunger. Peter forklarer disse jødiske mænd, at da han begyndte at tale, ”faldt Helligånden på dem, lige som på os i den første tid”.

Peter refererer til pinsedagen, da de jødiske mænd med femten forskellige sprog, hørte folkene fra ovensalen (Apg. 1:13) tale på disse sprog. De anklagende jødiske mænd blev stille og priste Gud og sagde: ”Så har Gud altså givet hedningene omvendelsen til liv”. Da de fik at høre, at tungetalen blev givet de hedenske mænd, var det et tegn til dem, at Jesus havde taget sig af dem også. De priste Gud på hedningernes sprog.

Johannes disciple (Apg. 19:1-7)
Disse disciple var endnu ikke kommet til tro på Jesus. De var kun blevet døbt med Johannes omvendelses dåb, der pegede på Jesus, som ville døbe med Helligånd (Matt. 3:11). De kendte ikke noget til Ånden, og som tegn til dem selv og Paulus, talte de i andre tungemål, da de blev født på ny og fik Ånden.

Ånd og håndspålæggelse


Apostlene havde en speciel opgave i forhold til udbredelsen af evangeliet ved tegn og undere, som bekræftelse af at Gud virkelig var med dem. Apostlene og de halvfjerds som Jesus udsendte, skulle etablere Kristendommen i verden. Det skete dengang ved de medfølgende tegn, hvor Gud stadfæstede at Han stod bag deres lære og virke, og Jesus udsendte netop dem, med denne specielle autoritet.

Mange sidestiller fejlagtigt alle troende med apostlene og de halvfjerds udsendinge, og mener at de var forgængere for dig og mig i dag, så vi skal kunne se, hvordan og hvad vi bør og kan gøre. Deres virke symboliserer ikke vores autoritet. Autoriteten ligger i dag i Guds Ord. Det er kraften til frelse, og ved forkyndelse af Guds Ord, kan Gud efter sin vilje tildele mirakler og undere. Men autoriteten er ikke vores. Den er Guds, der ved sin Ånd, i sin nåde, tildeler enhver efter sin vilje.

Helbredelserne og underne i det Nye Testamente havde derfor alle ét og samme formål, at bekræfte Ordet. Jesus udførte mirakler for at opfylde profetierne forudsagt om Ham i det Gamle Testamente, og ved Johannes døber (Joh. 10:41-42), så folket derved kunne se, at Han var Messias (Joh. 5:36, Joh. 10:25). Som Han selv siger det, ved at citere Es. 61:1-2 – ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren” (Luk. 4:18-19). Ville folket ikke tro på det Jesus sagde, ”så tro for selve gerningernes skyld” (Joh. 14:11, Joh. 10:37-38). Læs flere af Jesu mirakler i Luk. 4:40 og Luk. 10:10-13

Mange mirakelmagere bruger dette som undskyldning for at tilbageholde Ordet til fordel for deres evner. Det er klart at de ikke selv ser det sådan, og præsenterer da også deres version af sit lykke-fremgangs evangelium. Men Jesus sagde ikke dette som en gestus, men nærmere som en irettesættelse, for ”salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh. 20:29). Dette refererer i kontekst dog til at Thomas havde set Jesus med de naturlige øjne - men det er en sandhed der også kan overføres til mirakelmagernes industri. Jesu tegn og undere vidnede – og vidner i dag igennem Ordet, at Jesus var den ventede Messias, og vi har ikke behov nye undere i dag - saligere er det at tro det, Bibelen lærer os.

Det er meget kendt i dag, at man igennem håndspålæggelse modtager Helligånden, skønt Han tog bolig i templet, menneskets legeme, da livet i tro blev givet i Jesu hænder. Tegnet på denne dåb er netop en forventet tungetale, fordi apostlene i flere passager lagde hænderne på folket, hvorefter de talte i tunger. Men det er vigtigt at bemærke, at det altid var ved apostlenes hænder det skete, netop som et tegn. Filip der sammen med syv andre blev udvalgt som fattigforstander (Apg. 6:1-6), tog efter Stefanus død til Samaria på grund af forfølgelse, og prædikede Kristus for dem. Selvom folket blev døbt i tro på Filips tale, måtte apostlene komme og lægge hænderne på dem, for at de kunne få Helligånden (Apg. 8:5-17). Filip havde som almindelig discipel ikke denne autoritet. Det var de tolv udvalgte og senere Paulus, der havde fået at gøre dette.

Uden tvivl var det sådan for at Gud derigennem stadfæstede sine udvalgte apostles autoritet. Dengang blev Ånden givet som stadfæstelse af det Ord apostlene prædikede - samme Ord nedskrevet, hvorved troen i dag gives, og ved troen modtages Helligåndens dåb. Vi har ikke apostlene længere til at give Ånden, men vi har Jesus, og Han døber med Helligånden (Matt. 3:11).

Et tegn til det jødiske folk


Overalt hvor tungetalen blev brugt, var det et tegn til det jødiske folk, som ikke ville dele Gud med de barbariske hedninge, et tegn til at Evangeliet var for dem også. Gud talte igennem Ånden til dette folk, på fremmede sprog, som Han havde forudsagt ved Esajas: ”Med fremmede læber, vil jeg tale til dette folk”. Med mindre de fik dette tegn, ville de ikke tro det. Bibelen viser os således, at når tungetalen blev brugt, var der altid jødiske mænd tilstede, for tungetalen var og blev et tegn for dem alene – de vantro jøder. Selv da hedningene talte i tunger, var det for dette folk det tegn, som Gud havde advaret om.

Tungetale for vantro

Når tungetalen er til for de vantro, hvorfor bruges det da iblandt de troende i menighederne i dag?
Derfor siger Paulus i 1. Kor. 14:22 at: ”Altså er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de vantro”.

Her er det på sin plads at spørge alle der taler i tunger i menighederne rundt omkring: Hvem af jer er det, der ikke tror? Hvis I alle tror, hvorfor taler i da i tunger - hvem er det, I prøver at overbevise til at tro? KJV siger: ”Derfor (for at omvende Israel) er tunger givet som et tegn, ikke for dem som tror, men for dem som ikke tror”. Det var Israel der ikke troede, ikke menigheden. Tilmed slår Paulus det fast at: ”Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller vantro ind, vil de da ikke sige, at I er fra forstanden?” (1. Kor. 14:23). Der er noget galt med mennesker når de mødes og bavler uforståeligt volapyk i munden på hinanden, om det så er indadvendt eller til hinanden... Ingen forstår det.

Der er ingen tvivl om, at Apostlene ikke havde problemer med at forstå tungetalens brug. Markus, som fortæller om Jesus der forudsagde, at de udsendte disciple skulle tale med nye tunger, bruger samme ord glossa om tunger, som Paulus gør i brevet til korinterne, og som bruges i hele det Nye Testamente, til at beskrive den fysiske tunge, eller jordiske forståelige sprog - tungetalen.

I det Gamle Testamente er det ligesådan med det hebræiske ord lashown, som bruges om tunger. Enten det er folket der er opdelt efter sprog (eks. 1. Mos. 10:5, 20, 31, Neh. 13:24) eller at tale imod (2. Mos. 11:7, Jos. 10:21), den fysiske tunge (Dom. 7:5), eller Guds Ord der var på Davids tunge (2. Sam. 23:2), så er hovedbrugen af dette hebræiske ord en beskrivelse, at tale menneskesprog.

Det er samme Ord, som Gud bruger i Es. 28:11, hvor Han forudsiger, at Han vil tale til israelitterne på fremmede sprog. Det er det ækvivalente, det samme ord på græsk, som Jesus bruger i Mark. 16:17, og det er til det Ord Paulus refererer, når han siger: ”I loven står der skrevet: »Ved folk med fremmede tungemål og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og end ikke således vil de høre mig, siger Herren.« Altså er tungetalen (glossa) et tegn, ikke for de troende, men for de vantro” (1. Kor. 14:21-22)

Ånd uden tunger


I mange af nutidens tungetalende forsamlinger, er det reglen mere end undtagelsen, at man beder i tunger, som man taget ud af sammenhængen mener Paulus åbner op for i 1. Kor. 14:28. Det er tilmed blevet beviset, for at være døbt med Ånden.

Bibelen beretter flere gange om de Åndsfyldte, uden de taler i tunger. Der står intet om, at de 3.000 jødiske mænd i Jerusalem, som hørte disciplene tale i tunger, og blev døbt efter Peters tale, begyndte at tale i tunger. I Apg. 8:15-17, modtager folket Helligånden, men der er ingen tale om tunger. Der nævnes heller ikke noget om at Paulus talte i tunger, da han blev døbt og fyldt af Helligånden (Apg. 9:17-19).

Stilhed før storm


Nu når vi til nogle kapitler i Bibelen, som er en gåde for mange. Den karismatiske bevægelse mener at have forstået kapitlerne således at der åbnes op for en anden type tungetale - en personlig og hemmelig tungetale, som kan opbygge menneskets ånd.

Misbrug af tungetalen

Tungetale i nutidens menigheder, er produktet af vranglære, opdragelse, vane og følelser. Ingen af delene retfærdiggør overtrædelse af Bibelens anvisninger.
Der er ingen tvivl om, at denne artikel for mange vil være årsag til stormende vrede og øjeblikkelig uenighed. Ikke fordi tungetalerne kan underbygge deres praksis med Bibelen, men fordi deres erfaring siger dem noget andet. Erfaring går ikke forud for Guds Ord! For de mange, som aldrig fik den karismatiske tungetale på trods af fortvivlende bønner til Gud om at få Åndens dåb – synonymt med tungetalen, vil den være til trøst og opmuntring, for Gud har i sin kærlighed bevaret disse mennesker fra at tage en tungetale i brug, som ingen kan bedømme om er god eller dårlig, da det ikke kan forstås. Gud kunne ikke bevare mig fra den fejltagelse, for jeg fulgte menneskers anvisninger, frem for Guds. Jeg tog denne ”gave” i brug, ved at tage sagen i egen hånd. Jeg begyndte at tale ”Åndens” sprog, uden at have fået denne gave af Gud. Sådan havde jeg af de karismatiske gavejægere lært det var, og valgte at tro dem, før jeg havde rådslået mig med Guds Ord.

Misbrug af den Bibelske tungetale, hvilket misforståelsen af disse kapitler har medført, har draget mange mennesker direkte ind i en ukontrollabel efterligning, som ikke er fra Guds Ånd. Som jeg før har skrevet om, så er den karismatiske bevægelse den nøgle til endetidens bedrag, som har ledt de karismatiske menigheder ind et frafald fra Guds Ord, idet de netop som korinterne fokuserede mere på gaverne, end på at udlægge Guds Ord – profetere ud fra Guds Ord.

Vi har nu rådslået os med Gud Ord og undersøgt hvordan, og hvorfor tungetalen i praksis blev brugt. Lad os derfor gå videre, og se på Paulus’ brev til korinterne. Når det handler om tungetalen som bliver gennemgået i brevet til Korinterne, så er der 3 kapitler vi skal forstå Paulus’ tale ud fra, nemlig kapitel 12, 13 og 14.

Korinter byens baggrund


Denne menighed, havde store problemer. Folket havde ikke Bibelen som vi har den i dag, og kendte tilsyneladende ikke til Loven, dvs. det gamle testamente som vi kender det.

Folkene var bosiddende i en by, hvor afgudsdyrkelse var mere end populært og hvor utugt fandt sted, som gjorde byen kendt. I bogen The Biblical World, læser vi at Korint ”…havde et ry for moralsk fordærvelse, i en sådan grad at udtrykket ’Korinter pige’ betød ’en prostitueret’, og udsagnet ’at leve som en korinter’ tilkendegav at leve et udsvævende liv. Ritual prostitution i Afrodites tempel ved Korints Akropolis (en befæstet klippeborg i de antikke græske byer) (kaldt Akrokorint) var til dels ansvarlig for dette ry.” (s. 172)

Adam Clarke fortæller i sin bog The New Testament of our Lord and Saviour Jesus Christ, Vol II, at: “Korint overgik alle byerne i verden, med sine prægtige og strålende offentlige bygninger, så som templer, paladser, teatre, søjlegange, mindegrave, bade og andre bygningsværker; alle beriget med smukke søjler, søjlehoveder og fundamenter, hvorfra den korintiske indretningsarkitektur brød ud…Venus’ tempel var ikke kun meget prægtig, men også meget rig, og ernærede 1.000 kurtisaner [skøger], som var midlet til at trække en enorm skare af fremmede til stedet. Således producerede rigdommene overdådighed, og overdådigheden en total fordærvet livsform.” (s. 187)

I The Pulpit Commentary læser vi om byen Korint, at: ”Jøder strømmede til den for at handle; Fønikere, for handel; Romere for at besøge et sted så berømt, og for at købe ’antikviteter’, original og uægte, til det romerske marked; lystige mænd, for at drage fordel af umoralen for hvilken den snart blev berygtet. Grækere blev tiltrukket i stort tal af ryet om de genoplivede Isthmians lege (holdt til ære for Poseidon, havets Gud, kendt som den romerske Neptun, Hades (helvede) og Shiva. (Joseph Campell, The Masks of God: Creative Mythology, s. 204, 410, 411)). Det var grækerne der satte deres præg på størstedelen af indbyggerne. De blev legendeagtige for deres kværulantiske, intellektuelle restløshed, og frem for alt, vellystige fornøjelser. Blandingen af klasser og nationaliteter i en havneby og handelscentrum, producerer ufravigeligt en uheldig effekt…Til denne by med seks hundrede tusinde indbyggere – til denne syden af jøder, købmænd, filosoffer, ekssoldater, detailhandlere og umoralens repræsentanter – fandt den ensomme og lidende apostel [Paulus] sin vej” (Vol. 19 – Corinthians, s. 1-2)

Korintermenighedens baggrund


Korintermenigheden var ingen undtagelse, og var som resten af byens indbyggere, et solidt produkt af befolkningens fatale moral. Paulus udtrykker menighedens tilstand, og fortæller bl.a.:

De var forhenværende afgudsdyrkere:
I ved, at dengang I var hedninger, droges I til de stumme afguder uden at gøre modstand” (1. Kor. 12:2)

De kunne ikke enes:
I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab? Men I tilføjer andre, og tilmed brødre, uret og tab!” (1. Kor. 6:7-8)

De var kødelige og verdslige, og var børn i troen:
Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?” (1. Kor. 3:2-3)

De var utugtige:
Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og til med sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru.” (1. Kor. 5:1) – Paulus havde før skrevet til dem om dette (1. Kor. 5:9)

Opblæste og pralende:
Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af jeres kreds.” (1. Kor. 5:2)

De drak sig fulde under nadveren:
Når I så kommer sammen, er det umuligt at spise Herrens nadver. Thi når I spiser, tager enhver straks sin egen mad, og den ene sidder og er sulten, mens den anden bliver beruset.” (1. Kor. 11:20-21)

Der var vranglære hos dem:
Der må jo være partier (vranglære KJV) blandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem blandt jer der er ægte.” (1. Kor. 11:19)

Deres sammenkomster var ikke gavnlige, men skadelige:
Men når jeg nu giver jer følgende formaning, kan jeg ikke rose jer: jeres sammenkomster er jo ikke til gavn, men til skade for jer.” (1. Kor. 11:17)

Som du kan se, var denne menighed fuldstændig afsporet. Paulus måtte irettesætte disse forhenværende afgudsdyrkere som endnu kæmpede med splid, verdslighed, åndelig umodenhed, utugt, stolthed, drukkenskab, vranglære og meget mere. Derfor er tungetalen hos korintermenigheden blevet et problem, fordi de i deres barnlighed, higer efter åndelige gaver, så de måtte kunne udgive sig for at være modne åndelige mennesker.

Paulus' breve til formaning


Som før nævnt, er der tre kapitler hvor Paulus gør det klart, hvordan man skal forholde sig til nådegaverne.

Kapitel 12
Her, giver Paulus udtryk for, at menigheden er uvidende omkring nådegaverne – tilsyneladende fordi de har haft denne fortid som afgudsdyrkere, hvor netop en ekstatisk og uforståelig tungetale ofte blev brugt, og til tider i trance.

Derfor gør Paulus det klart, at ingen der taler ved Guds Ånd, og har Helligånden, kan sige ”Forbandet være Jesus” (1. Kor. 12:1-3). Det betyder så også modsat, at den ekstatiske tungetale, som ikke er ved Guds Ånd, har til formål at forbande Jesus og ikke mindst mennesket selv. Igennem hele menneskets historie, har ingen, som har talt ved Guds Ånd, talt hemmeligheder som ingen kunne forstå. De har altid talt åbent uden at holde noget tilbage. Profeterne sagde alt hvad Gud gav dem at sige, og på pinsedagen blev hemmelighederne åbenbaret på menneskesprog. Derfor: Enhver der taler ved Guds Ånd, taler åbent og til opbyggelse og gavn. Er der ingen til at modtage budskabet fordi det tales på et ukendt sprog, skal personen tie stille (1. Kor. 14:28).

Paulus opremser de forskellige nådegaver som gives ved Helligånden (1. Kor. 12:4-10) og gør det klart, at menigheden er som ét legeme (1. Kor. 12:12-27), hvor hvert medlem er uundværlig og har sin plads. Det er vigtigt at lægge mærke til, at dåben som Paulus nævner i vers 13, ikke har noget med Åndsgaver at gøre, men er en dåb hvorved både jøder og græker blev indlemmet i Kristi legeme – ikke menigheden som forsamling, men Kristi legeme der består af alle troende verden over. Dåben er jo blevet til det, som tidligere vist, at man tager for givet at alle som får Ånden i dag, taler i tunger. Det er ikke Bibelsk! Se evt. afsnittet: Ånd uden tunger. Før Jesu offer, var der jøde og græker, altså Guds folk, og hedninge folket. Men Da Jesus gav sit liv, brød Han muren mellem dette folk og sammensmeltede dem, så et nyt folk blev dannet: Kristi legeme, som ved dåben blev indlemmet i dette folk.

Paulus sætter gaverne i rang. De vigtigste først. ”For det første…apostle, for det andet…profeter, for det tredje…lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale.” (1. Kor. 12:28-29).

Læg mærke til, at tungetalen er den mindste af alle gaverne. Som vist var den kun et tegn for det jødiske folk – og Paulus henviser som før vist, for at tydeliggøre dette, til Es. 28:11, idet han siger: ”Brødre, vær ikke børn i dømmekraft; nej, vær spædbørn i ondskab, men fuldvoksne i dømmekraft! I loven står der skrevet…” (1. Kor. 14:20-21). Senere vil du se, at Guds store undere også blev forkyndt via tungetalen (glossa – andre menneskesprog) til hedninge i andre lande, en gave Gud brugte til at nedbryde sprogbarriererne, som Han satte ved Babylon.

Korinterne anså de Åndelige gaver for at være et tegn på modenhed, men Paulus sagde, vær ikke børn i dømmekraft, og henviste dem til Skriften, der siger at tungetalen er et tegn ”ikke for de troende, men for de vantro” (1. Kor. 14:22).

Tungetalen var ikke for alle

Når ikke alle talte i tunger, kan det ikke være et tegn på Åndens dåb! Bibelen lærer at det er et tegn for de vantro, og da Åndens dåb fås ved troen, får tungetalen efter den falske lære det modsatte tegn.
Endvidere spørger Paulus: ”Er mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre undergerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle udlægge?” (1. Kor. 12:29-30). I den græske tekst ser man, at Paulus i disse spørgsmål selv svarer ved at stille det Græske ord me foran hvert spørgsmål. Me udtrykker absolut benægtelse, altså et absolut nej til spørgsmålene. Dermed siger Paulus, at alle ikke kan tale i tunger, for det er jo sådan, at Ånden giver til hvem Han vil (1. Kor. 12:11).

Da korinterne havde denne barnlige attrå efter tungetalen, siger Paulus ”stræb efter de nådegaver, der er de største!” (tungetalen var den mindste), men der findes en bedre og ypperligere vej, eller som det oprindeligt blev sagt på Hebræisk med ordet halacha, der også betyder, en fortrinlig adfærd, eller levevis (1. Kor. 12:31).

Kapitel 13, Kærligheden
Paulus viser korinterne, at det er i kærligheden, den åndelige modenhed kommer til udtryk. Kærligheden er den enestående levevis, og uden den, er alle nådegaverne intet. Desuden er det kærligheden som består, og ikke nådegaverne.

Der kan ikke være tvivl om, at Paulus påpeger kærligheden, fordi korinterne som umodne åndelige børn, ikke formåede at leve i denne kærlighed. I al deres had til hinanden, som vi tidligere læste om, søgte korinterne at overgå hinanden i åndelige gaver, og tungetalen blev, som det er i mange menigheder i dag, en ”gave” som ingen undså sig, men praktiserede i overdrevent mål, og behøvede derfor undervisning. En gave var det jo ikke, for de havde som jeg, tilranet sig den egenrådigt, for at kunne opbygge sig selv, hvilket ifølge beskrivelsen af menigheden har været sin egen stolthed og sit eget ego, for i sin barnlighed at føle sig åndeligt moden.

Tungetalen er forstummet

Mens det stykkevise - forståelse og udlægning af Guds Ord - vil holde så længe vi venter på at møde Jesus, har tungetalen tjent sit formål og er forstummet.
Når Paulus vægtede disse åndelige gaver, så var det apostle, profeter og lærere der var de største, og alle har med menighedens opbyggelse at gøre. Det er meget interessant, at Paulus siger: ”hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde” (1. Kor. 13:8-9).

Al profeti, kundskab og tungetale skal ophøre, men kun to af gaverne skal holde indtil ”det fuldkomne kommer” (1. Kor. 13:10). ”stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde” (1. Kor. 13:9-10).

Læg godt mærke til hvad det er Paulus siger her. Stykkevis erkender vi (kundskab – at forstå Guds Ord) og stykkevis profeterer vi (at udlægge Guds Ord – som vi har fået kundskab om). Men det stykkevise skal forsvinde, når vi kommer hjem til Jesus, som er det, eller den fuldkomne: ”da skal vi se ansigt til ansigt” (1. Kor. 13:12). Først da er der ikke længere behov for stykkevis at forstå og stykkevis at prædike.

Hvor er tungetalen i alt dette? Holder den evigt? Paulus siger at ”tungetale, den skal forstumme” (1. Kor. 13:8). Tungetalen er det eneste nævnte, som ikke er stykkevis. Det er tydeligt, at tungetalen er forstummet, for Paulus fortæller her, at kun erkendelsen og udlæggelsen af Guds Ord, holder indtil vi kommer hjem. Tungetalen har udrettet sit formål, at tjene til tegn for det jødiske folk, og midlertidig åbenbaring af hemmeligheden om frelsen i Jesus Kristus, på hedningenes sprog. Den tilhørende dom – adspredelsen blandt folkeslagene - er også kommet, hvilket den gjorde for næsten 2.000 år siden, i år 70 e.Kr.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden” (1. Kor. 13:13). Tro og håb, den tro der nærer håbet om retfærdigheden i Kristus (Gal. 5:5), vil blive opfyldt og kendt fuldt ud i Himmelen. Kærligheden, som er den største – kærligheden der gjorde at Jesus gav sit liv, den vil vare evigt.

Kapitel 14, irettesættelsen
Paulus tilskynder som det første igen, til at hige efter kærligheden – jage og tilstræbe den. Og derefter at søge de åndelige gaver – specielt at tale profetisk, altså udlægge Guds Ord, for ”den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i Ånden taler han hemmeligheder” (1. Kor. 14:2).

Paulus irettesætter tungetale

Paulus opfordrer ikke til at tale i tunger, men irettesætter selv samme forkerte brug, som nutidens menigheder praktiserer.
Her går hele den karismatiske bevægelse forkert. For læren i denne bevægelse siger, at når man taler hemmeligheder i ånden, ind for Gud, så er det en anden slags tungetale, end den der ellers er brugt. Et hemmeligt åndeligt og for verden ukendt sprog. Husk på, at Paulus beder os om at være voksne i dømmekraft, og henviser os til Ordet, der i gerning og ord (glossa) viser os, at der er tale om jordiske sprog. Bibelen vidner ikke om nogen brug af personlig tungetale. Kun offentlig tale, på virkelige sprog.

Samtidig henvises der ofte til Romerne. 8:26, der siger: ”Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed; thi hvad vi rettelig bør bede om, forstår vi ikke, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke”. Man mener at der her hentydes til, at dette hemmelige og ukendte sprog man taler med Gud, er hvorigennem Guds Ånd kommer os til hjælp. Men lyt lige til, hvad det er Paulus siger: ”Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke”. King James siger: ”…med sukke som ikke kan udtales”.

På samme måde som vi selv sukker (Romerne. 8:23) og hele skabningen sukker (Romerne. 8:22), således sukker også Helligånden med uudtalelige og ubeskrivelige sukke. Det har intet med tungetale at gøre. Paulus blev selv oprykket til paradis, og hørte ”uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale” (2. Kor. 12:4). Om så Paulus formåede at udtale disse Ord, hvilket ikke var muligt, så måtte han ikke.

Hemmeligheden

Igennem tungetalen blev frelsens hemmelighed – Kristi hemmelighed forkyndt på fremmede sprog - præcis som på pinsedagen: ”vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål” (Apg. 2:11).
Når der er tale om at tale hemmeligheder med Gud, så kan det ikke være dette himmelske sprog, som intet menneske kan, eller må udtale. Hvad er hemmeligheden da?

På pinsedagen, talte de Åndsfyldte om ”Guds store gerninger” – en lovprisning til Gud, præcis som vi i dag tilbeder Gud, i bøn og lovsang. Derfor var tungetalen en tale (tilbedelse) til Gud (1. Kor. 14:2), om Hans store gerninger. Paulus taler ofte om disse hemmeligheder og Jesus fortalte selv, at hemmelighederne var givet Hans disciple at kende – ”Himmerigets hemmeligheder” (Matt. 13:11).

Paulus fortæller: ”Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; og så skal hele Israel frelses” (Romerne. 11:25-26).

Hemmeligheden var denne ufattelige frelse, hvilket tungetalen som folket hørte på pinsedagen forkyndte på hedningernes sprog, at frelsen var gået ud til hedningene, og at Gud kunne tilbedes med fremmede læber også. Jesus sagde selv: ”den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen” (Joh. 4:21).

Men ham, som mægter at styrke jer ved mit evangelium og ved budskabet om Jesus Kristus ifølge åbenbaringen af en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider, men nu er bragt for dagen og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle hedningerne for at virke tros-lydighed hos dem” (Romerne. 16:25-26).

Apostlene var formidlere af frelsens hemmeligheder: ”Således skal man se på os: som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder!” (1. Kor. 4:1).

da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus” (Ef. 1:9-10).

at jeg ved en åbenbaring fik kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg før i korthed har skrevet. Og når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen — og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet” (Ef. 3:3-6)

Læs også Kol. 1:26-27, Kol. 4:3, 1. Kor. 2:7, Ef. 5:32, Ef. 6:19, 1. Tim. 3:9, 16.

Det er tydeligt i disse vers, at de hemmeligheder Paulus henviser til, er frelsens hemmelighed – Kristi hemmelighed: ”Over den frelse har profeter grublet og grundet, når de profeterede om den nåde, som skulle blive jer til del” (1. Pet. 1:10). Folket havde ikke forstået denne frelse, men Evangeliet om Jesus kastede lys over denne hemmelighed, som blev forkyndt for det jødiske folk i tunger - på hedningesprog - for at vise at hedningene var medindlemmet i frelsen. Talte man derfor i tunger, talte man til Gud på et hedensk sprog, hvor man talte frelsens hemmelighed som et tegn, for de tilstedeværende jøder. Derfor ”er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de vantro [jøder, jf. Paulus reference til Es. 28:11 ]” (1. Kor. 14:22).

Altså: Tungetalen var et menneskesprog, som personen ikke selv forstod. Men når han på rette sted, i en eller flere jøders tilstedeværelse, talte i andre sprog, priste han Gud. Men det krævede at der var jøder til stede, som Apostlenes Gerninger viser os, for det var dertil tungetalen var ment. Når vi om lidt kommer til vers 5, vil du se at tungetalen også var et redskab til at forkynde frelsen, for hedningene – men stadig ingen hemmelig, personlig tungetale.

At tale i Ånden

Taler man i Ånden, er det ikke volapyk, men forståelig, opbyggelig tale, som vi læser det i Bibelen. Om det, Gud har skænket os (Kristus og alt hvad med Ham kommer): ”taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden” (1. Kor. 2:13) - ligesom på pinsedagen ”de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde” (Apg. 2:4)
Isolerer man 1. Kor. 14:2, så lyder det rigtigt (særligt efter den danske oversættelse), at med tungetalen taler man i ånden for Gud - som forstås mere rigtigt ”til Gud”, som KJV siger det. Men hvad er åndelig tale? Man kan med rette også spørge, hvad er åndelige sange? - Er det tale og sang udført med tungetale? Paulus skriver til Efeserne: ”...lad jer fylde af Ånden, så I taler hverandre til (med forståelige ord) med salmer og hymner og åndelige sange (forståelige ord - ikke volapyk) og synger og spiller i jeres hjerte for Herren og altid siger Gud, vor Fader, tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn (Guds hemmelighed)” (Ef. 5:18-20). Åndelig tale og sang, det er ophøjelse af Gud, at vi takker ham for ”alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn”. Til Kolossenserne skriver Paulus: ”Lad Kristi ord (som er åndeligt - Åndens sværd, Hebr. 4:12 ; Ef. 6:17) i rigt mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og påminder hverandre (forståelige ord) med salmer, hymner og åndelige sange (forståelige ord - ikke volapyk) og synger med taknemmelighed i jeres hjerter for Gud (talen til Gud). Og alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham (Guds hemmelighed)” (Kol. 3:16-17).

Når man taler i tunger, taler man et menneskesprog, og med det sprog taler man åndelige hemmeligheder, hvilket Paulus her forklarer, er ophøjelse af Gud, taksigelse for alle ting i Jesu Navn. ”Far i Himmelen; tak for frelsen, tak for menigheden, i Jesu navn” - det er åndelig tale til Gud, om de hemmeligheder der blev os åbenbaret. Kommer der en ufrelst afrikaner ind i en menighedsforsamling i Danmark, så kan det være at tungetalen tilskænkes en troende, der i tunger (på afrikanerens stammesprog) ophøjer Gud og fortæller derved om hemmeligheden Jesus, Hans frelse og Hans menighed. I såfald vil Helligånden også give udlæggelsen (1. Kor. 14:27) så menigheden hører hvad der blev sagt til afrikaneren.

Vers 3-4
Paulus går videre i vers 3 og forklarer, at den der taler profetisk, det der i denne sammenhæng svarer til at udlægge Guds Ord, opbygger menigheden - Kristi legeme, hvortil vi alle blev døbt ved én og samme Ånd (1. Kor. 12:13) – med formaning og trøst. Men den der taler i tunger, ”opbygger kun sig selv” (1. Kor. 14:4).

Åndens opbyggelse

Al opbyggelse kommer ved forståelsen af Guds Ord, igennem Ånden der vejleder os til hele sandheden (Joh. 16:13). Tungetalen som man ikke selv forstår, efterlader personen uden frugt (v.13-14), om ikke den oversættes.
Hvad mener Paulus med kun at opbygge sig selv? Kan det være at der alligevel er tale om et ukendt og hemmeligt himmelsk sprog? – Et sprog hvor man taler hemmeligheder til opbyggelse af sig selv? Vi skal holde tungen lige i munden her, for i v.14 siger Paulus at: ”Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt”. Hvordan løses denne konflikt, at man opbygger sig selv, kontra det, at forstanden bliver uden frugt? Der er kun én kilde til sand opbyggelse, og det er Guds Ord. ”Ethvert skrift er indblæst af Gud, og er gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning” (2. Tim. 3:17, KJV).

For det første har vi set, at intet menneske kan eller må udtale, hvad der udtrykkes i det Himmelske sprog - desuden er der i tungetale ikke tale om kun ét sprog, men at tale i tunger (flertal) - dvs. flere sprog, som på pinsedagen (”vi partere og medere og elamitter, og vi, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libanons egne ved Kyrene og vi tilflyttede romere, jøder og proselyter, kretere og arabere, vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål”, Apg. 2:9-11) - har sprogforvirringen spredt sig fra Babel til himmelen? Selvfølgelig ikke! For det andet har vi set at hemmelighederne ikke længere er skjulte, men åbenbaret i Jesus Kristus, som nu er nedskrevet og forkyndt for alle, igennem Bibelen. Det er den åbenbarelse Paulus taler om i 2. Kor. 3:13-18.

En anden ting er, at Gud med tungetalen hos hedningene i Kornelius’ hus, viste Peter ”at der hos Gud ikke er personsanseelse” (Apg. 10:34). Hvis der ikke er det, hvordan kan Paulus så på vegne af Gud sige: ”Kan alle tale i tunger? (Nej)” (1. Kor. 12:30). Findes der alligevel personsanseelse hos Gud? Er Gud forvirret? Skulle jeg have fået dette himmelske sprog til at opbygge mig selv, mens personen ved siden af mig, må ”nøjes” med Ordet? Skulle jeg have fået et uforståeligt sprog, hvorigennem jeg kunne opbygge mig selv, uden at fatte et ord? Paulus siger jo selv, at det er nyttesløst: ”Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt” (1. Kor. 14:14).

Det er krystalklart, at det ikke er sådan Paulus mener det. Men hvordan så? Det Paulus siger, er at: ”han opbygger sig selv, men kun sig selv”. Tungetalen opbygger kun personen selv, ikke i positiv forstand, men personens stolthed, hvor han i sin åndelige barnlighed synes sig åndelig moden. Når man gennemgår årsagen til Åndens gaver, ser man følgende:

  1. Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn” (1. Kor. 12:7)
  2. Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst” (1. Kor. 14:3)
  3. den, der taler profetisk, opbygger en menighed” (1. Kor. 14:4)
  4. for at menigheden kan få opbyggelse deraf” (1. Kor. 14:5)
  5. dersom jeg kommer til jer og taler i tunger, hvad gavn gør jeg så” (1. Kor. 14:6)
  6. hvis de ikke gør skel mellem tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå” (1. Kor. 14:7)
  7. hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp?” (1. Kor. 14:8)
  8. hvis I ikke med jeres tunge fremfører tydelig tale, hvorledes skal man da kunne forstå, hvad I siger?” (1. Kor. 14:9)
  9. når I er ivrige efter de åndelige gaver, så lad det være til menighedens opbyggelse” (1. Kor. 14:12)
  10. Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige »amen« til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger” (1. Kor. 14:16)
  11. de andre opbygges ikke” (1. Kor. 14:17)
  12. for at jeg kan undervise andre” (1. Kor. 14:19)
  13. lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse” (1. Kor. 14:26)
  14. for at alle kan blive belærte” (1. Kor. 14:31
  15. og alle blive formanede” (1. Kor. 14:31

Temaet er andre, andre, andre og andre. Et træ bærer ikke frugt til sig selv, men er til gavn for andre. Når Paulus siger at han der taler i tunger, opbygger sig selv, skal det forstås som en misbrug af gaven, som her er i direkte modstrid med at tale profetisk, som opbygger andre i menigheden.

Tungetalens opbyggelse

Hvis tungetalen opbygger, hvorfor var de ivrige tungetalere i Korint da spædbørn i Kristus (1. Kor. 3:1).
Korintere gemte gaverne for sig selv, som børn der ikke vil dele sit legetøj, og det var det Paulus irettesatte. Paulus som talte mere i tunger end nogen anden, irettesatte dem, og bød dem at stoppe med deres egennyttige tungetale, og søge de gaver, som gavnede andre. (1. Kor. 14:3-5, 12)

Desuden. Hvis tungetalen opbygger et menneske, som vi igennem tiderne har fået at vide, hvorfor skriver Paulus så til Korinterne, som talte så meget i tunger, at det var et problem: ”Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker”? (1. Kor. 3:1-3). – Uåndelige, kødelige, spæde i troen, som ikke tålte fast føde men kun mælk… Hvor er tungetalens opbyggelse? – Paulus kommer med Guds Ord for at opbygge dem – ikke tungetalen - og igennem alle brevene opfordrer han ingen til at tale i tunger for sig selv!

Vers 5
Paulus ønskede at korinterne alle talte i tunger (glossa), ligesom han selv takkede Gud for, at tale i tunger (glossa), mere end nogen anden (1. Kor. 14:18). Men han ville hellere at de talte profetisk, altså opbyggede hinanden, ligesom han selv hellere ville tale fem ord med sin forstand, end ti tusinde ord i tunger (glossa) - på andre sprog (1. Kor. 14:19).

Spontan, egenrådig tungetale

Hvis tungetalen var spontan og man selv bestemte hvorvidt man ville tale eller ej, som menighederne i dag underviser det, hvorfor takker Paulus da Gud? Det viser os at tungetalen blev givet af Gud, gog Paulus takkede Gud for al den tungetale han havde fået.
Paulus rejste rundt i mange lande, og havde mere end nogen anden behovet for denne gave, og fik derfor tungetalen mere end nogen anden. For det var givet ham at forkynde evangeliet for hedningene (1. Tim. 2:7). Tungetalen bliver af Paulus nævnt sammen med kundskab og profeti (1. Kor. 13:8-10) – det at forstå og forkynde Guds Ord. Tungetalen var også et middel til at forkynde om Guds store gerninger, som på pinsedagen, og var derfor brugt til at sprede frelsens evangelium til alle folkeslag.

Peter siger at: ”Over den frelse har profeter grublet og grundet, når de profeterede om den nåde, som skulle blive jer til del. De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter. Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med dette, som nu er blevet jer forkyndt gennem dem, der bragte jer evangeliet ved Helligånden, som blev sendt fra Himmelen — noget, som engle attrår at få indblik i” (1. Pet. 1:10-11).

Ånden indgav tungetalen

Modsat læren om spontan tungetale, viser Paulus’, Peters og Lukas’ (som skrev Apostlenes Gerninger) fortællinger, at Helligånden indgav hvad folket talte på hedningenes fremmede sprog.
På pinsedagen ”blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål (glossa), efter hvad Ånden indgav dem at forkynde” (Apg. 2:4). De femten forskellige tungemål, som forstod evangeliet forkyndt igennem tungetale på hvert deres sprog, kunne tage hjem og forkynde i deres egne lande, på deres egne tunge mål, det, som Ånden havde givet dem. Derfor var der ikke brug for tungetale der. ”Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud” (2. Pet. 1:21)

Paulus rejste til Tyrkiet, til Italien og Grækenland, rundt i Asien og planlagde tur til Spanien (Romerne. 15:24). Det er klart, at han takkede for tungetalen, og talte mere end nogen anden. Vi har set, at der i Korint var mange folkeslag samlet, med mange forskellige sprog. Det er klart, at kunne korinterne alle tale i tunger og forkynde evangeliet for alle disse folk, så kunne de tage evangeliet med hjem til de lande også.

Vers 6-12
Paulus går videre og sammenligner tungetalen – stadig et fremmed menneskesprog – med instrumenter der ikke spiller en melodi. Hvordan skulle man da kunne forstå hvad der spilles? (1. Kor. 14:6-9). Og videre taler han om tungetalen som jordisk sprog, og siger: ”Der er i verden, hvem ved hvor mange slags sprog, og der er intet af dem, der ikke har sine bestemte lyde. Hvis jeg nu ikke er inde i sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler, og den, der taler, som en fremmed over for mig” (1. Kor. 14:10-11).

Derfor giver Paulus retningslinien og siger, at hvis en person taler i tunger, uden der er nogen til at forstå det, så skal han bede om gaven til at oversætte talen (1. Kor. 14:13), og hvis han ikke kan det, og der ikke er andre der kan, skal han tie stille i forsamlingen og tale for sig selv og Gud (1. Kor. 14:28). Med andre ord, skulle han tie stille, og bede - ikke i tunger, men tale til sig selv, og til Gud. Igennem tungetalen taler man kun til Gud (v.2), men her sidder personen og taler til sig selv, og til Gud - altså på sit eget sprog og ikke i tunger - for så ville han ikke selv forstå det (v.14), og kunne derfor ikke tale til sig selv.

Her går mange forkert igen. For så mener de, at man skal sidde for sig selv og tale i tunger – altså det ukendte himmelske sprog. Men Paulus har jo lige slået fast, at denne brug ikke er tilladt, men er misbrug af gaven, som jo netop er beregnet til fælles gavn. Peter siger at: ”dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt” (2. Pet. 1:20) – eller som King James siger det: ”… that no prophecy of the scripture is of any private interpretation” – “at ingen profeti i skriften er til privat fortolkning”. Det som Gud siger, er ikke til eget (hemmelige) brug, men for alle mennesker, til opbygning af menigheden. Derfor er der ingen som kan sidde derhjemme og tale i tunger, hvilket under Helligåndens virke er at tale om Guds hemmeligheder – at tale om Guds frelse, for sig selv. Hemmeligheden er i dag åbenbaret og råbt ud i hele verden, at Jesus er Yahshua – Guds Frelse.

Er der ingen til at forstå hvad der siges på det fremmedsprog der tales i tunger, så skal personen der taler i tunger tie stille (v.28), og søge nådegaver der opbygger menigheden (v.12).

Vers 13-14
I 1. Kor. 14:14, som tidligere er nævnt, taler Paulus om at igennem tungetalen beder hans ånd - hvilket i sammenhæng betyder at han beder på et sprog han ikke forstår. Her menes der i karismatisk forståelse, at han opbygger sin ånd. Intet sted står der noget om at opbygge sin ånd. Det er en frase man har spundet ind i Ordet, lige som man fletter Romerne. 8:26 ind i tungetalen.

Disse to vers er vigtige at forstå. Opstod der en situation hvor der ikke var nogle til at forstå hvad der blev sagt på det fremmede tungemål, skulle man være på vagt. Den der talte i tunger skulle bede om at få udlæggelsen - en situation der ikke ville forekomme, hvis det var sand tungetale, for Gud er ikke forvirringens Gud (v.33) - Han vil ikke indgive en person at tale på et fremmed sprog, hvis der ikke er nogen modtager til at forstå det.

Fik personen ikke udlæggelsen eller oversættelsen af tungetalen, skulle han tie stille og tale alene til sig selv og til Gud (v.28). Med andre ord, skulle han tie stille, og bede - ikke i fremmede tunger, men tale til sig og til Gud selv - nødvendigvis på sit eget sprog. Igennem tungetalen taler man kun til Gud (v.2), men her beder personen og taler til sig selv, og til Gud - hvilket kun kan være på sit eget sprog og ikke i tunger - for så ville han ikke selv forstå det (v.14). Underforstået er det klart, at når Gud ikke igennem sin Ånd giver et budskab forgæves - Han er ikke forvirret (v.33), så har denne tungetale været falsk, og personen skulle stoppe med at tale i tunger.

Var tungetalen således falsk, kunne det udtalte enten være volapyk - hvilket er harmløst men upassende i sin forvirrende natur, eller det kunne være indgivet af en anden ånd (på et jordisk sprog), hvorpå noget er sagt for at forbande Gud. Er det tilfældet, vil udlæggelsen være overraskende, og Paulus har forinden sagt: ”Derfor vil jeg lade jer vide, at ingen, der taler ved Guds Ånd, siger: »Forbandet være Jesus!«” (1. Kor. 12:3).

Var tungetalen derimod sand, bad ånden, jf. v.14 - dvs. Helligånden indgav hvad der blev forkyndt (Apg. 2:4). Da ville den blive udlagt på hebræisk som et tegn for jøderne, hvorfor det er nødvendigt at der er hebræisktalende jøder til stede, for hvem tungetalen var et tegn (v.20-22). Personen selv, eller en anden skulle udlægge det (v.27). I en forsamling som i Korint, hvor der var mange nationaliteter, på hvilket sprog skulle tungetalen da udlægges? På pinsedagen var der 15 nationaliteter, som hørte de galilæiske (hebræisk talende) apostle tale på deres egne tungemål (Apg. 2:8-11), men nogle stod uforstående og sagde spottende: ”De er fulde af sød vin” (Apg. 2:13). Disse uforstående spottere, var jøder der talte hebræisk (Apg. 2:14-15), men de ville forstå og se Guds fantastiske under, når de hørte hedningenes takketale oversat til hebræisk. Således blev tungetalen som profeteret et tegn for jøderne (v.20-22).

Var tungetalen falsk, givet ved en falsk ånd, ville Gud formentlig give gaven til at udlægge tungetalen på tungetalerens eget sprog, så han ville få at vide, hvilken forbandelse han havde givet Gud (1. Kor. 12:3).

Blev tungetalen ikke udlagt, ville alle forblive frugtløse (v14). I sådan et tilfælde, ville tungetalen være bevist falsk - Gud er som sagt ikke forvirret og overser ikke, at der ikke er nogle modtagere til Åndens forkyndelse - og personen skulle tie stille og bede på sit eget sprog (v.28).

Vers 15-17

Opbyggelse af hinanden

I stedet for at bavle volapyk som ingen forstår, så tal et sprog der forstås, så alle kan opbygges af det, du siger: ”når I er ivrige efter de åndelige gaver, så lad det være til menighedens opbyggelse, at I søger at få dem i rigeligt mål” (v.12). Hvis du tager til Uganda og taler dansk, så ti stille, hvis der ikke er nogen til at oversætte det. Ellers er der ingen der kan ”sige »amen« til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger” (v. 16)
Ligeledes, når Paulus siger at han vil bede med ånden, og lovsynge med ånden (1. Kor. 14:15) – i et andet jordisk sprog, så skal der være nogen til at forstå eller oversætte det, ellers skal han jo tie (1. Kor. 14:28). Derfor vil han også bede og lovsynge med forstanden, for: ”Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige »amen« til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger” (1. Kor. 14:16). ”lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse” (1. Kor. 14:26).

Vers 18-19
Hvad skal vi da sige, når Paulus takker for at han taler mere i tunger, end nogen anden? (1. Kor. 14:18) Paulus var apostel for hedningene, folket med de mange tunger - de mange forskellige sprog. Hans tjeneste blev konstant betvivlet af hans jødiske anklagere (Apg. 9:23, 29, Apg. 13:45, 50-52, Apg. 14:2-5, 19, Apg. 17:5, 13, Apg. 18:6, 28, Apg. 21:27-32). Der kan ikke være nogen tvivl om, at det var her Paulus talte mere i tunger, end nogen anden. Da der som vist ikke findes to slags tunger, men kun den ene, at tale andre jordiske sprog, kan det heller ikke være sådan, at Paulus imod sine egne ord, opbyggede sig selv alene, med en hemmelig tungetale. Det er helt tydeligt, at det var for de vantro jødiske mænd, for hvem tungetalen var et tegn (1. Kor. 14:22), at Paulus talte mere i tunger end nogen anden. Desuden siger Paulus efterfølgende: ”Men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger” (1. Kor. 14:19). Som sagt tidligere, hvis Paulus selv rådede over tungetalen og kunne tale på kommando, hvorfor takkede han da Gud for at han talte mere end andre? Hvis det var op til ham selv, kunne han som sagt bare tale i ét væk igennem egne anstrengelser.

Vers 20-22
Når Paulus har vist prioriteten af at prædike Guds Ord, frem for at tale i tunger, går han videre og siger i forlængelse af 1. Kor. 12:1Med hensyn til de åndelige gaver, brødre! vil jeg ikke, at I skal være uvidende” - ”Brødre, vær ikke børn i dømmekraft; nej, vær spædbørn i ondskab, men fuldvoksne i dømmekraft! I loven står der skrevet: »Ved folk med fremmede tungemål og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og end ikke således vil de høre mig, siger Herren.« Altså er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de vantro” (1. Kor. 14:20-22).

Paulus forklarer her, hvorfor han ikke sætter tungetalen så højt som andre gaver, for tungetalen er ”kun” et tegn for de vantro jøder, hvilket han viser ved at henvise til Loven – det Gamle Testamente - hvor han citerer Es. 28:11, som vist flere gange i artiklen. Han viser også, at i menighedssammenhænge er profetien et tegn for de troende. Det er logisk, for der udlægges Guds Ord, som ”sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr. 4:12). Guds Ord er jo ”livets brød. Den, som kommer til mig (Jesus – Guds Ord der blev kød), skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste” (Joh. 6:35).

Det er med Ordet og den profetiske tale som følge deraf, vi opbygger både os selv og menigheden. Det var også Ordet Paulus igennem tungetalen ved Helligånden forkyndte for hedningene, ”thi Han (Helligånden) skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad Han hører, skal Han tale, og det, der kommer, skal Han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det” (Joh. 16:14-15). Ordet er jo Guds frelse, Jesus, for ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh. 1:14)

Vers 23-25
Det er klart, at folk tror menigheden er fra forstanden, hvis de taler i tunger – forskellige sprog – i munden på hinanden (1. Kor. 14:23), hvilket disse karismatiske menigheder praktiserer. Det er også logisk, at Guds Ånd igennem den profetiske tale - at forkynde Guds Ord – vil forårsage at en fremmed ”ser sig afsløret af alle, hans hjertes skjulte tanker bliver åbenbare, og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og vidne, at Gud virkelig er iblandt jer” (1. Kor. 14:24-25) – Ordet er jo ”levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd” (Hebr. 4:12).

Opsummering
Paulus har nu givet retningslinierne, for den korrekte brug af tungetalen. Er forholdene ikke i orden, skal man tie. Forholdene består i disse punkter:

  1. Talen skal kunne forstås (1. Kor. kap. 14)
  2. Der skal være andre til stede (1. Kor. kap. 14)
  3. Det skal være til opbygning for alle (1. Kor. 14:26)
  4. To, højest tre, må tale, og én af gangen (1. Kor. 14:27)
  5. Der skal være nogen der kan oversætte (1. Kor. 14:28)

Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud! (1. Kor. 14:33)

Er disse punkter opfyldt, hvilke ”er påbud fra Herren” (1. Kor. 14:37), så måtte de ”ikke hindre nogen i at tale i tunger!” (1. Kor. 14:39) – ”Men lad alt ske sømmeligt og med orden!” (1. Kor. 14:40).

Tungetalen i dag


Tilbage står vi med et alvorligt spørgsmål. Hvorfor hører vi al den tungetale i dag, hvis den specifikke gave er ophørt? Hvorfor hører man om ægte, inderlige kristne, som spontant i sin bøn, beder i tunger? Hvordan kan det være, at der ofte bliver talt i tunger i menigheden, hvor talen bliver oversat – ofte med indledningen ”så siger Herren”?

For at svare på disse spørgsmål, har jeg været nødt til, og heldigvis været i stand til, at finde historiske kilder, der giver et godt svar. Det er tydeligt i Bibelen, at tungetalen ikke er brugbar mere. Når man ikke tager et enkelt vers ud af 1. Kor. 14, men tager det Paulus siger før og efter de udvalgte vers med i den sammenhængende forståelse, så ser man at den hemmelige, personlige tungetale, som man har lært at man skal tale i munden på hinanden i menighederne og derhjemme, på trods af at nådegaverne er til menighedens opbyggelse, ikke kan forsvares, da Paulus taler om én og samme tungetale, et kendt jordisk sprog.

Da Gud ikke er forvirringens Gud, og ikke giver mennesker tungetale og ikke taler igennem mennesker via tungetale, når der ikke er behov for det, og når det endvidere ofte misbruges imod alle Paulus forordninger, som er sagt med ”påbud fra Herren” (1. Kor. 14:37), så må der være en anden kilde, som nærer denne ophørte gave.

Jeg har før skrevet om, at Satan har en kopi og efterligning af alle Åndens gaver, bortset fra den at bedømme ånder, for han afslører ikke sig selv. Kan han bilde de kristne ind at tungetalen stadig eksisterer, og narre dem til at rive denne ”gave” til sig med storm, som nogle udtrykker det ud fra Matt. 11:12, så har han en fantastisk indgang til at forbande og udtrykke sit had til al skabningen, og ikke mindst Skaberen, mens vi sidder i vort lønkammer og beder uden at forstå.

At forbande Gud

Hvordan ved du at du ikke forbander Gud med din tungetale, når ingen kan forstå hvad du siger?
Satans mesterværk er at få situationen til at føles rigtig, at få inderligheden i bønnen til Gud til at føles bedre og forstærket, ved at give oplevelsen af, at der tales hemmeligheder og at man opbygges via Ånden, som igennem dette ”himmelske” sprog går i forbøn for os. Det ligger i syndens natur at vi som mennesker elsker det mystiske, og derfor findes alle verdens forskellige trossamfund og sekter, der hver i sær mener de har fundet den hemmelige formel. Kan Satan få os til at føle os opløftet og beriget igennem tungetalen, så har han os i garnet, og vi føler os velsignede - og nogle føler sig som Korinterne mere åndelige end de, der ikke taler i tunger. I menighedssammenhænge, kan han ligeledes fremvise sin kundskab om Guds Ord og lade tungetalen fremstå som ægte, ved at lade en anden kristen broder udlægge det som formodes var blevet sagt, i overensstemmelse med Bibelens skrevne Ord.

Jeg har endnu ikke hørt forbandelse blive udlagt efter en tungetale, og det ville også være mere end dumt af Satan at fortælle hvad han virkelig fik sagt, igennem det kristne menneske der var blevet lokket til at følge tilskyndelsen, at tale i tunger.

Der har igennem tiderne, været bevægelser og sekter, som er gået forud for den type tungetale, som der tales i dag. Det er ikke noget nyt fænomen, men det betyder ikke, at det er fra Gud.

Montanismen


Montaismen startede ifølge bedrageren Eusebius omkring 172, men nutidige lærer hævder at det var mellem 126-180 e.Kr. (”History of the Christian Church”, s. 418). Grundlæggeren Montanus, var en forhenværende ”mishandlet Cybele præst” (s. 418). Cybele var moder-gudinden, den største guddom i det romerske rige. Cybele ”blev kaldt Jomfru, ren og ubesudlet, havde antageligt magten til at vaske synder væk. Der hævdes at hun var genopstået legemligt til himmelen og tjente ved en kastreret gejstlighed” (”Billy Graham and His Friends”, s. 415). Der er ingen tvivl om, at vi her taler om den romersk katolske Maria, den babyloniske Semiramis, Efesernes Diana (Apg. 19:28), Ashtaroth, Isis, Venus, Fortuna, Asherah, Elat m.fl.

Montanus var tæt tilknyttet to profetinder, Priscilla og Maximilla, og montaisterne insisterede på at fortsætte med profetiens gave, og brugen af ekstatiske tunger. (”History of the Christian Church”, s. 423). De troede at Helligånden talte til dem ved første person, altså ikke, at Gud taler igennem Helligånden, som taler igennem os, men at Helligånden overtog deres legeme og var den der fysisk talte igennem deres mund (”Evangelical Dictionary of Theology”, s. 733). Montanus sagde at en person i åndelig ekstase var som et musisk instrument hvorpå Helligånden spiller sine melodier: ”Se, mennesket er en lyre (et strengeinstrument som brugtes i oldtidens Grækenland), og Jeg fejer hen over ham som et plekter. Mennesket sover; Jeg vågner.” (”The Early Church” af Henry Chadwick, s. 52).

Eusebius skriver at Montanus ”var fyldt med åndelig ophidselse og faldt pludselig ind i en slags trance og unaturlig ekstase. Han talte i vildelse, og begyndte at pludre og vrøvle…Nogle af dem der dengang lyttede til hans efterlignende udtalelser, var irriteret og anså ham for at være besat, en dæmonisk mand i grebet på en vildfarelsens ånd, en fredsforstyrrer” (”The History of the Church”, af Eusebius, s. 161).

Desuden mente de tre udvalgte – Montanus, Priscilla og Maximilla, at afviste dem, var ”blasfemi imod Helligånden” (”The Early Church”, s. 52).

The Shakers (Rysterne)


The Shakers, også kendt som the “Shaking Quakers” – de Rystende Skælvere, blev i 1758 grundlagt af en kvinde ved navn Ann Lee, født i Manchester, England, i 1736.

I 1758, blev Anne Lee fanget ind af Jane og James Wardley’s sekt, inden for Englands Quaker vækkelse, og fik hurtigt lederskab over forsamlingen og kaldte den ”The United Society of Believers in Christs Second Appearing” – Det Forenede Samfund for Troende i Kristi Anden Tilsynekomst. I 1773, blev hun sat i fængsel, på grund af bespottelse af sabbatten, og modtog der en vision fra ”Gud”, at hun var salvet som Jesu efterfølger – ikke discipel, men som paven, Jesus på jord – en inkarnation af Jesus. Således blev hun også sektens spirituelle moder, og kendt som Moder Ann. Hun underviste selv, at hun var det kvindelige aspekt af Guds dobbeltnatur – Kristi anden inkarnation.

Dette samfund byggede på fælles ejendom, spartanskhed, omsorg for- og administration af jordiske eller verdslige ting, omhyggelig og hårdt arbejde, cølibat, syndsbekendelse, magt over sygdomme og adskillelse fra verdens store og onde byer, hvilket er en diametral modsætning til Jesu ypperpræstelige bøn: ”Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det” (Joh. 17:15)

Måden at udtrykke sin tro på, var igennem sang, dans, råb, tungetale, og at ryste, for at ryste synden ud.

I 1874, var der etableret 58 Shaker samfund, i USA, hvor Ann Lee var rejst til for at oprette Kristi Kirke. Samfundene talte 2415 medlemmer og ejede 40,47 hektarer jord. Da de levede i cølibat og tilsyneladende ikke formåede at erhverve den store mængde tilhængere, faldt medlemsantallet til ca. 1.000 i 1905 og igen mindre end 100 medlemmer i løbet af 50 år, hvor kun 5 samfund eksisterede.

Disse Shakere, følte sig åndelig forbundet med montanisterne, og anså dem for at have været ”forløberne for en ny dispensation” – et nyt religiøst system (”The People Called Shakers”, af Adward Deming Andrews, s. 11).

Ved ”Gudstjenesterne”, beskæftigede de sig ikke meget med at prædike, bede eller andre regulære former. I stedet passede og handlede enhver for sig selv, og næsten alle forskelligt. En stod med armene udstrakte, og poserede i mærkelige stillinger, hvilket de kaldte for tegn. Andre dansede og hoppede til tider på et ben, rundt på gulvet. En anden snurrede så hurtigt rundt, og hvis det var en kvinde, ville hendes tøj blive fyldt med vinden, som om det var spændt ud med et tøndebånd. En ville kastes til jorden…nogle stønnende depressivt, nogle skælvede og rystede frygteligt, nogle opførte sig som om deres nerver var rystet, og andre igen svingede med deres arme med fuld kraft, som om de drejede et hjul osv. (”The People Called Shakers”, s. 28).

Som sagt, talte de som montanisterne i tunger, ud over at synge, danse, ryste og råbe. ”Andre gange rystede og skælvede nogle, andre sang jamrende ord fra Salmerne mens de svajede tungt (men ikke rytmisk), mens andre talte i det de kaldte ’den ukendte tunge’ – for mig en uforståelig udtryksmåde, som nærmere var volapyk og fuldstændig vås” (”The People Called Shakers”, s. 12).

Ann Lee påstod over for sine disciple, at ”Det er ikke mig der taler, det er Kristus som bor i mig” (”The People Called Shakers”, s. 11).

Forbindelsen til i dag


Det kan lyde vanvittigt at sammenligne disse sekter med de mange menigheder i dag, som kalder sig karismatiske. Under den karismatiske fane, findes der mange sekter, som ikke afviger ret meget fra de ovennævnte.

Toronto og Pensacola vækkelsen, eller velsignelsen som nogle ville kalde den, har haft en stor indvirkning på vore menigheder her i landet. Folk er rejst derhen for at få del af vækkelsen, en del af salvelsen, som man siger. Meget af det som endnu sker disse steder, har jeg oplevet i flere menigheder – deriblandt Københavns Bibeltrænings Center og Amager Kristne Center.

I KBC, var der ingen, der talte imod pastoren. Han var kirkens øverste hoved i alle ting, og alt han sagde, var lov. Havde man alligevel modet til at løfte sin røst imod ”Guds salvede”, så blev det opfattet som oprør, som måtte drives ud. Det svarer nøjagtigt til personophøjelsen som i montanismen, der anså modstand som blasfemi imod Helligånden.

Man kan sige, at Ann Lee var så yderligt gående, at man ikke kan sammenligne hende med noget i dag. Men sådan er det ikke. I KBC og i hele troslæren, hos Evangelist, Benny Hinn, Kenneth Copeland og mange, mange flere sekter, finder vi at mennesket anses for netop at være en gud. ”Som løver får løveunger, sådan får Gud gudebørn”, hørte jeg flere gange i KBC, og Benny Hinn mener at vi som Jesus sagde: ”sandelig siger jeg”, således kan også vi på samme måde profetere og sige – ikke så siger Herren - men så siger jeg selv. Ann Lee sagde det mere direkte: ”Det er ikke mig der taler, det er Kristus som bor i mig”. Hun sagde tingene ufortyndet og sagde hun var en reinkarnation af Jesus. Men det er samme konsekvens for de der underviser, at vi er guder, fordi Gud får gudebørn.

Tungetalen som blev brugt flittigt, resulterede ofte i at tungetalerne, krampagtigt på deres knæ, fødte visioner frem i ”barnsnødsbøn”, som var en meget presserende tungetale, nærmest som en kvinde under en fødsel.

Håndspålæggelsen gav meget samme resultat, som beskrivelsen af et Shaker møde. Folk faldt om. Nogle så ud til at få benene sparket væk under sig, så de nærmest hængte stille, vandret i luften, hvorefter de faldt ned. Andre rystede, jamrede, hylede og grinede – andre skreg, mens lovsangen blæste ud igennem højttalerne.

I Amager Kristne Center var jeg til møde, hvor hele forsamlingen lå slået i gulvet, jamrende, grinende og uden kontrol af deres legeme. Der er ingen forskel på the Shaker Quakers, og så de karismatiske gavejægere, vi har omkring i frikirkerne i dag.

Desuden hørte jeg flere gange Jens Garnfelt i KBC, referere til netop the Shakers, hvor referencen blev forstået som en anerkendelse af ånden der var over dem – med ønsket om at åndsnærværet måtte være lige så stærkt hos os.

Hvad har alt det her med tungetale at gøre?
Da tungetalen i sit rette element, kræver førnævnte punkter opfyldt, hvilket aldrig bliver opfyldt i danske menigheder eller i de private hjem, da kan vi med sikkerhed vide, at det ikke er Helligåndens virke, hverken i menigheden eller i bønnekammeret.

Historien viser os, og Bibelen antyder - i og med Paulus søger at rette op på korintermenighedens vildfarelse med ordene: ”dengang I var hedninger” (1. Kor. 12:2) - at der med vildfarelsens ånd, til hvilken de første kristne ifølge The History of the Church, tilskrev tungetale, som den karismatiske bevægelse har samlet op fra forudgående afgudsdyrkende sekter, følger forfalskede åndelige gaver.

Når okkulte taler i tunger

Skal vi mene, at uforståeligt volapyk opbygger okkultister? Tungetalen hos de okkulte, lyder ligesådanne som i menighederne. Hvorfor skulle vi tro at samme lyd opbygger i menighederne men ikke hos okkultisterne? Den okkulte verden står for nedbrydelse af mennesket, og tales der i den verden i tunger, er vi så ikke blevet narret, når vi tror samme redskab opbygger i stedet for at nedbryde i menighederne? Korinterne led frygteligt under nedbrydelsen!
De frugter som de gamle sekter viste, viser sig også i disse tungetalende forsamlinger. Tungetalen menes at være et tegn på Åndens tilstedeværelse i disse forsamlinger. Men igennem tiderne, har mange prædikanter forkyndt ordet til omvendelse, uden tungetalens og andre tegns tilstedeværelse.

Jonathan Edwards talte aldrig i tunger, det samme gjaldt Martin Luther og mange flere fremtrædende forkyndere, i det syttende og attende århundrede. Tungetalen er ført i arv op igennem tiden, og den karismatiske bevægelse er arvingen, hvor både karismatiske katolikker og New Agere taler i tunger.

I 60’erne under den karismatiske fornyelse, var de katolske tungetalere et diskuteret emne blandt de kristne. Men det er ikke noget under at deres Maria, identisk med montanisternes Cybele, stadig giver samme sprog til ophøjelse af sig selv, og forbandelse af Gud.

Will Baron, som var New Ager, kom ind i en kristen menighed ”Fredens apostolsk-kristne Kirke”, og fik ”gaven” at tale i tunger. Som han selv siger: ”Da jeg talte i tunger i Fredens apostolsk-kristne Kirke, var det tydeligt, at tilkendegivelsen ikke kunne have været Helligåndens værk, fordi jeg var Satans discipel” (”Bedraget af New Age”, s. 181).

Mange andre, som har været og er korrupte mennesker, Benny Hinn, Kenneth Copeland, Kenneth Hagin og mange flere, har talt og taler i tunger som ingen anden. Copeland og Hagin havde endda en seance, hvor de talte i tunger til hinanden, og foregav at de forstod hinanden, med efterfølgende latter, som hos andre påvirket af samme ånd, virkede til gråd og ukontrollerbare krampetrækninger. Tungetalen er langt fra et tegn på Åndsdåben, snarere tvært imod…

Hvilken ånd?


Det er ikke rigtigt at sige, at tungetale kun kommer fra Satan. Det kommer ikke fra Gud, for tungetalen har som vist udført sin opgave. Men der findes mange inderlige og oprigtige kristne, som oplever tungetalen, ubevidste om, at det er en okkult arv, som den karismatiske bevægelse har holdt i live, igennem vranglære. Jeg tror at mange af disse taler i tunger ud fra deres eget kød, uden der er en ånd der taler igennem dem. Men alligevel, når vi ingen anelse har om hvad vi siger, så har Satan rig mulighed for at gøre sin gerning igennem talen, og lade os forbande vores Frelser med tungetalen, mens vi omvendt tilbeder Ham med forstanden.

Det er klart, at Gud ikke bryder sig om denne tungetale, om det er satanisk eller kødeligt, for Han har gjort det klart: ”er han ikke i stand til at udlægge det, skal han tie i menighedsforsamlingen og tale alene for sig selv og Gud” (1. Kor. 14:28). Og som før sagt, da Paulus er imod at man kun opbygger sig selv med nådegaverne - sit eget vrangbillede af åndelig modenhed, da kan vi heller ikke tale i tunger for os selv. Derfor bør du stoppe med at tale i tunger som du har lært, for det er ikke fra Gud. ”Brødre, vær ikke børn i dømmekraft… men fuldvoksne i dømmekraft!... Ved folk med fremmede tungemål og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk… Altså er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de vantro” (1. Kor. 14:20-22).

Kurt Koch, en tysk teolog og evangelist, havde en tjeneste som rådgiver for dæmonisk plagede mennesker. Han har skrevet flere bøger om emnet, og skriver bl.a. også om oplevelser med tungetale. Der er elementer i det, Kock fortæller, som jeg ikke kan anbefale eller stå inden for, men jeg gengiver eksemplerne her, fordi jeg mener at de kan hjælpe med at se, hvilken fare der findes i åndelige manifestationer som tungetale. Men jeg forklarer efter citaterne. Her er nogle af de eksempler han giver:

En anden oplevelse indeholder en lignende lektie. For nogle år siden holdt jeg flere foredrag i en kirke i Rock Island, Illinois, USA. Pastoren fortalte mig at han var blevet inviteret af jesuitterne i New York, til at komme og tale om Åndens gaver. Denne gruppe af jesuitter tilhørte den karismatiske bevægelse.

Her vil jeg lige afbryde Koch’s fortælling, for at gøre opmærksom på, at jesuiterordnen er en okkult orden, tilknyttet den katolske kirke, som fra sin oprettelse af Ignatius Loyola, har kæmpet mod sand kristendom. En tidligere Jesuit, Alberto Rivera, fortæller om karismatikeren Kathryn Kuhlman, hvem han havde talt med nogle gange, at hun var kendt af jesuitterne. Rivera var udsendt for at ødelægge protestantiske menigheder i Spanien, og han og andre jesuitter i dette spion arbejde, kendte til hendes arbejde. Han fortæller at hun var associeret med Marias Legioner (http://www.legionofmary.org/). Hun var bestemt til at trænge ind i pinsebevægelsen og protestantismen igennem den karismatiske bevægelse. Hun var mester i hypnose og havde enorme psykiske kræfter. Denne kvinde gjorde igennem hendes evangeliske kampagner, et mægtigt stykke arbejde for Rom.

Jesuitterne er uddannede satanister, og har igennem alle tider været fjender af den levende Gud. Lad os da fortsætte med Koch’s fortælling:

Pastoren afviste invitationen med kommentaren: ’Jeg skulle først tale til jesuitterne om emnet den anden fødsel og forvandling, før jeg kunne berøre emnet Åndens gaver’. Denne pastor fortalte mig, ’Jesuitterne er gået direkte ind i tungetale uden at blive født på ny, og det er ikke Bibelsk.

På samme måde som denne fortælling går imod Bibelens lære om tungetale, vil tungetale i en forsamling hvor alle taler samme sprog, eller i en forsamling hvor der findes flersprogede men der er tolke, være ubibelsk. Men lad os lytte til endnu en oplevelse fra Koch, som svarer på hvilken ånd denne falske tungetale kommer fra:

Et andet eksempel er fra Vim Malgo’s publication, Mitternachtsruf. Bemærk at jeg ikke er ene i min vurdering af den karismatiske bevægelse. ’En dame som tilhørte den romersk katolske karismatiske bevægelse, bad i lang tid om Åndens dåb. Der skete tilsyneladende ikke noget. Hun talte ikke i tunger. Endelig råbte hun til Herren i desperation, ’Jeg har nu spurgt dig så længe, og du har ikke givet mig hvad jeg bad om. Hvis du ikke giver mig Åndens dåb, vil jeg tale med din moder om det.’ Præcis på det tidspunkt, begyndte hun at tale i tunger.

Jeg har været til karismatiske møder, hvor folk, som jeg i dag vil påstå ikke var blevet født på ny, skulle modtage Helligånden, og dermed ifølge bevægelsens teologi også tungetalen. Disse mennesker skulle bare begynde at tale volapyk, så ville ånden tage over. Jeg har tidligere nævnt Will Baron, og her er hans oplevelse, da han modtog tungetalen, en beskrivelse der ligner hvad jeg har oplevet ganske meget:

Menighedssøsteren citerede et par tekster mere om Helligånden og tungetalen, før hun spurgte os, om vi troede på, hvad vi netop havde læst. Da vi svarede ja, rejste hun sig op og bad os om at følge med ind i kirkesalen. Den var tom, bortset fra en lille gruppe unge kvinder der stod oppe foran, og som blev præsenteret som hjælpeprædikanter.
Kvinden og jeg blev bedt om at knæle ned ved alteret. De unge kvinder dannede kreds om os.
»For at modtage Helligåndens gave,« instruerede menighedssøsteren, »må I takke Jesus, fordi han har frelst jer. Sig højt: Tak, Jesus! Bliv ved med at sige det, indtil Helligånden kommer over jer.«
Jeg lukkede mine øjne, foldede hænderne og sagde stille: »Tak, Jesus, fordi du har frelst mig.«
»Højere. Og bliv ved med at sige det,« opmuntrede menighedssøsteren.
»Tak, Jesus, for frelsen. Tak, Jesus, for frelsen,« gentog jeg-
»Du må ikke stoppe,« indskød en af de unge hjælpeprædikanter. »Bliv ved med at gentage: Tak, Jesus! Tak, Jesus!«
»Tak, Jesus. Tak Jesus,« råbte jeg. »Tak, Jesus. Tak, Jesus. Tak, Jesus. Tak, Jesus. Tak, Jesus. Tak, Jesus.«
Jeg gik i stå for at få vejret.
»Du må ikke stoppe!« råbte en anden prædikant. »Bliv ved med at sige det. Er du ikke glad for, at Jesus har frelst dig? Bliv ved at takke ham for det.«
Jeg fortsatte med at gentage: »Tak, Jesus« flere gange i træk.
»Højere!« brølede en tredje hjælpeprædikant. »Råb så højt, du kan. Fortæl Jesus, hvor taknemmelig du er. Bliv ved, bliv ved med at sige det: Tak, Jesus! Tak, Jesus!«
Den anden kandidat og jeg fortsatte med at gentage sætningerne, som vi blev bedt om at råbe.
De unge hjælpeprædikanter begyndte at heppe på os og opmuntre og formane os til at blive ved med at gentage »Tak, Jesus.«...Efter uendelig lang tid, sådan forekom det mig, blev min stemme hæs af træthed...»Tak, Jesus,« råbte jeg igen flere gange, alvorligt.
Jeg huskede menighedssøsterens udtalelse om, at alle, som var blevet døbt i denne kirke, også havde modtaget Helligåndens dåb. Jeg klyngede mig til, at hvis jeg blev ved med at gøre, som der blev sagt, ville jeg til sidst modtage gaven.
Efter flere minutters messen havde jeg svært ved at tale, som om jeg havde krampe i kæberne.
Menighedstjeneren og hjælpeprædikanterne blev opstemte og udbrød: »Lad ordene komme. Kæmp ikke imod; bare lad dem komme!«
Jeg prøvede at sige: »Tak, Jesus,« men kunne ikke. Mine læber skælvede i en ufrivillig krampe.
Kandidaten ved siden af mig udstødte en skinger, pludrende lyd, lidt som svejtsisk jodling.
»Bliv ved. Du må ikke holde op,« råbte en hjælpeprædikant, da jeg et øjeblik mistede koncentrationen ved at lytte til den anden kandidat.
Jeg tvang mig til at fortsætte, indtil jeg modtog gaven, og den skælvende fornemmelse i min hals ændrede sig til en strøm af ord på et sprog, jeg ikke kendte. Snart blev det let for mig at tale på dette mærkelige sprog. Jeg følte det, som om jeg kanaliserede, nøjagtig som på Lysets Vej i kanaliseringsgrupperne, men denne gang kanaliserede jeg på et ukendt sprog. Jeg vidste ikke, hvad ordene betød; sproget lød lidt i retning af russisk.
Jeg var lettet, da det var overstået, for jeg følte mig totalt udmattet.
Der var stille i kirkesalen. Jeg åbnede øjnene. En af hjælpeprædikanterne samlede trækorset op og satte det på plads foran talerstolen.
Menighedssøsteren knælede stille ned ved siden af mig. Jeg spurgte hende, om hun forstod Helligåndens sprog.
»Nej,« svarede hun stille. Så spurgte hun mig venligt: »Hvad vil du gøre nu?«
Uden at tøve svarede jeg frejdigt: »Jeg vil gøre Herrens gerning. Hvad andet kan man gøre?«” (”Bedraget af Newage”, af Will Baron, side 178-180)

Lad os lytte til en sidste fortælling fra Kurt Koch:

Mark (ikke hans rigtige navn) var en kristen i en kirke, som han synes var formel og død. Han tog til en pinsekirke, hvor han fik håndspålæggelse, og han blev det, de kalder ’slået i ånden’. Han lagde på gulvet i trance. Da han kom ud af den, priste han med høj stemme Jesus, og det fortsatte han med.
Mens han gik i denne pinsekirke, modtog Mark også tungetalen. Navnet på tungens ånd var ’Domenigaio.’ Her er nogle af de noter der blev taget, da denne dæmon blev kastet ud i Herren Jesu Kristi navn.
’Domenigaio, hvor mange er der med dig i Mark?’
’Jeg er alene.’
’Hvornår gik du ind i ham?’
’Da han blev slået i ånden.’
’Hvem sendte dig?’
’Djævelen fra afgrunden.’
’Anerkender du vores autoritet over dig i Kristus Jesus vores Herre?’
’Det gør jeg.’
’Hvad er din opgave fra Satan?’
’At bedrage.’
’Hvordan?’
’Igennem hans kærlighed for Herren Jesus; ødelægge hans tro; får ham til at følge Satan.’
’Du spillede Helligånden, gjorde du ikke?’
’Jo.’
Mark fordømmer denne dæmon i Herren Jesu Kristi navn, og han kastes ud ned i afgrunden i Herren Jesu Kristi navn.
Mark bliver igen og igen mindet om navnet ’Jesus’, så vi befaler i Herren Jesu Kristi navn, at hvis der er en dæmon i ham kaldt Jesus, skal han komme frem og bekende sig.
Svar, ’Jesus’
’Hvilken Jesus?’
’Djævelens Jesus.’
’Hvad er din opgave, hvilken opgave gav Satan dig?’
’At narre ham; at stjæle æren fra Gud.’
’Hvornår gik du ind i ham?’
’Da han blev slået af ånden’

Alle citater fra Kurt Koch, er fra bogen ”Occult ABC”, side 32-34. Det skal siges, at Kock ikke behandler det, han kalder autentisk tungetale. Han er som mange andre kristne bedraget af læren om en ”privat tungetale”, og mener at man kan tale i tunger for sig selv i sit bønnekammer. Han har mødt kristne der beder sådan, uden andre end deres pastorer ved det, og dem vil han ikke tale imod. Men han har dog forstået, at hvis der ikke er en person til stede, der kan oversætte, så er tungetale forbudt (side 207).

Det, jeg ikke kan stå inden for, det er samtalerne med dæmonerne. Én ting er at byde over dem, og befale dem at gå, noget andet er at indlede en samtale med dem, for muligheden for selv at blive bedraget er stor. Faktisk bemærkede jeg at personerne som medvirkede i disse fortællinger, blev bedraget. De stiller en løgner spørgsmålet: ”hvor mange er der med dig”, hvortil Domenigaio svarede: ”Jeg er alene”. Men det var han jo ikke, for den falske Jesus var med ham - og hvor mange flere? Jeg er klar over at Jesus spurgte legion om navnet (Mark. 5:9), men det er ingen opfordring til os om at gøre det samme, men for at lære os noget om den dæmoniske verden.

Trængslen er forestående


Tungetalen som vi kender i menighederne i dag, er et relativt moderne fænomen der tog fart sammen med den karismatiske bevægelse, der har indtaget og dominerer den sidste menighedstype omtalt i Åb. kap. 3 - Laodikæa menigheden. Navnet betyder at folket regerer, og Jesus står udenfor og banker på (Åb. 3:20). Menigheden er den sidste menighedstype i det panorama-billede Johannes ser over menighedens tid, da han beskriver ”det, som er” (Åb. 1:19) i Åb. kap. 2-3, og denne frafaldne menighed som Jesus har spyet ud af sin mund (Åb. 3:16), vil træde ind i trængslen. Menighedstypen forinden, Filadelfia, vil Jesus holde borte fra prøvelsens stund, der skal komme over hele Jorden (Åb. 3:10, KJV), men denne sidste er udspyet og vil blive prøvet igennem trængslen.

Jeg vil derfor gerne advare, at som tungetalen for Israel, 37 år før deres undergang, advarede om at trængsel ville sprede folket ud i nationerne hvor de ville blive tyranniseret og forfulgt, som profeteret af de gamle profeter, ligeledes kan vi forvente at tungetalens fremkomst igen - omend falsk og ikke fra Gud, nu er et tegn for menigheden, at Jesus snart kommer - at trængsel kommer hvor omvendte der ikke kom med i bortrykkelsen hvor Jesus hentede sin menighed for at holde dem borte fra trængslen, vil tyranniseres og forfølges. Bibelen fortæller frygtelige skæbner for de troende, og tungetalen er et vidnesbyrd vi burde lytte nøje til.

Det hele er taget til igennem de sidste 100 år, og Gud har været langmodig - vi har mange tegn på tidens ende, og tungetalen er ét af tegnene i menighederne - iblandt troende som ikke troende.

Afslutning


Gud har altid talt til os på forståelige sprog. Igennem profeterne og apostlene, igennem engle, drømme, visioner, åbenbaringer, inspiration og ikke mindst Guds egen stemme, og ved Hans legemliggørelse i Jesus Kristus.

Hvorfor skulle Han pludselig tale igennem et hemmeligt sprog, for at afsløre det på et forståeligt sprog? Når budskabet alligevel kan udtrykkes på menneskesprog, hvorfor så den omvej? Tungetalen var tydeligvis den mindste af nådegaverne, fordi den hurtigt udtjente sit formål og forstummede. Da verden havde Bibelen på sit modersmål, var der kun behov for kundskab og profeti, gaverne der som Paulus fortalte, holder til det fuldkomne kommer, nemlig Jesus Kristus.

Jeg har mange gange hørt en udlægning af sådan en slags tungetale. Det er basale ord som bliver brugt. Om det er en ufaglært eller en Shakespeare nr. 2, så er budskabet ligetil. Nogle gange kan tungetalen være en kort sekvens, mens den såkaldte udlægning er fem gange så lang. Andre gange er det omvendt. Det er mere end tydeligt for den der kender Guds måde at tale, at sådan besværer Han sig ikke.

Selv da Bileam ikke ville adlyde Gud, kunne Gud tale tydeligt til Bileam igennem hans æsel. Æslet brægede ikke, hvorefter Bileam fil en gave til at udlægge det hemmelige æselsprog. Det var forståeligt menneskesprog.

Sådan, viser Bibelen os, var det også med tungetalen. Der blev talt med menneskesprog, og der var folk til stede som forstod.

Jesus talte til de hebræisktalende i Israel, på deres modersmål. Han havde ikke brug for tungetale, for folket forstod Ham. Jesus taler til os i dag, på vore egne modersmål, for vi har Ordet, som er levende (1. Pet. 1:23) og er Jesu stemme til os – evangeliet på andre tungemål er blevet udlagt, og tungetalen er ikke længere nødvendig.

Intet sted i Bibelen tales der om den personlige tungetale, som fejlagtigt bruges i lønkamrene verden over. Men forkyndelsen og overleveringen af Ordet med andre tungemål er opfyldt, og du har ikke brug for tungetalen, men Guds Ord. ”Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft” (2. Pet. 1:3) – ”Ethvert skrift, som (en fatal fejl i den Danske Bibel) er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning” (2. Tim. 3:16-17)

Jeg synes den Danske oversættelse er så elendig, at jeg vil give dig den engelske: ”All scripture is given by inspiration of God, and is profitable for doctrine, for reproof, for correction, for instruction in righteousness: That the man of God may be perfect, throughly furnished unto all good works” (King James)


Artikel FAQ


Altså, mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger.

Er det ikke det der er fare for du gør?


Jeg hindrer ikke folk i at tale i tunger, mere end Paulus gør. Paulus satte nogle forudsætninger for tungetalens brug, som ikke kan være opfyldt ved personlig tungetale.

1. Talen skal kunne forstås (1. Kor. kap. 14)
2. Der skal være andre til stede (1. Kor. kap. 14)
3. Det skal være til opbygning for alle (1. Kor. 14:26)
4. To, højest tre, må tale, og én af gangen (1. Kor. 14:27)
5. Der skal være nogen der kan oversætte (1. Kor. 14:28)

Tungetale er ikke nødvendigt mere. Evangeliet er tilgængeligt for alle i verden og findes der ikke en Bibeloversættelse på et givent sprog, så oversættes det af sprogkyndige og således er tungetalen unødvendig. Også i Danmark har vi alle hemmelighederne, som tungetalen ved Guds Ånd i sin tid åbenbarede, skrevet ned, for alle at læse.

Bibelen siger klart og tydeligt, at man opbygger sig selv med tungetale "Den, der taler i tunger, opbygger sig selv" (1. Kor. 14:4)


Det er det eneste vers i hele Bibelen, som (isoleret vel at mærke) siger, at tungetalen er en kilde til opbyggelse. Resten af Bibelen peger på Ordet som opbyggende - og Paulus selv sætter det, at forstå Skriften højere - og ville hellere tale fem ord med sin forstand, end ti tusinde ord i tunger (1. Kor. 14:19)

Paulus siger endvidere at ”Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt” (1. Kor. 14:14).

I rette sammenhæng, hvilket kræver at kapitel 12 og 13 er med, så taler Paulus om først at søge den kærlighed, som søger at opbygge andre, som ikke søger sit eget (kapitel 13). Bruger man da tungetalen for sig selv, og ikke til opbyggelse og fælles gavn, hvortil nådegaverne er bestemt (kapitel 12), så opbygger man kun sig selv. Derfor er det ikke en anbefaling fra Paulus at tale i tunger for sig selv, men en irettesættelse til menigheden, at de først og fremmest skal søge den kærlighed der ikke gør noget usømmelig eller søger sit eget, men taler til opbyggelse af menigheden.

Nådegaverne er ikke til eget brug, men til hjælp og opbyggelse af andre!

Paulus nævner i 1. Kor. 13:1 at der findes engle tunger, hvilket er det himmelske sprog man taler igennem tungetalen.


Paulus siger: "Talte jeg end med menneskers og engles tunger", hvilket er en bevisførelse tungetalerne bruger til at vise, at der er et menneskesprog men også et englesprog - et himmelsk sprog. For det første er det lige så legalt ud fra teksten at slå sprogene sammen, således at Paulus slår fast at både menneske og englesprog er samme sprog. Dernæst; skal man forholde sig til Bibelens vidnesbyrd, så har mennesker mødt engle mange gange igennem tiderne, og ikke én eneste gang talte englene andet end menneskesprog. Englenes budskab blev forstået - ligesom apostlenes tungetale blev forstået på pinsedag.

Som tidligere sagt, så er der ikke kun tale om ét sprog, men engles tunger (flertal) - og igen må der stilles det spørgsmål om Babels sprogforvirring har slået tilbage i den himmelske verden... Det er selv sagt et retorisk spørgsmål!

Debat: Tungetale

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Nådegaver

 

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation