Jeg var en datter af islam

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 23/09-05



Denne artikel har jeg oversat fra I Was a Daughter of Islam (af Rae). Initialet er sandsynligvis et mærke for ikke at afsløre hendes navn. Det er en rystende beskrivelse, som også kunne kaldes ”Fra det yderste mørke til Bibelens vidunderlige lys.”

Jeg oversætter I Was a Daughter of Islam som den står uden kommentarer og lader beretningen tale for sig selv.

¤¤¤¤¤

Hvad jeg oplevede, da jeg aflagde sløret.


Jeg blev født i Jordan i en muslimsk familie. Min onkel, der var rejst til Chicago, fortalte min fader om de vidunderlige muligheder, der var i USA, så min fader rejste med min familie derover, da jeg var 8 år gammel.

Medens han arbejdede for at skaffe os føden, bekymrede han sig over, at jeg voksede op blandt kristne. Mine søskende og jeg gik i skole hele ugen, men var til islamitisk undervisning i weekenden. De eneste venner jeg havde, var muslimske børn, der gik til disse studier.

Eftersom jeg blev ældre, blev min fader mere og mere bekymret over den mulighed, at jeg kunne blive for påvirket af den amerikanske kultur. Så da jeg blev 14 år, valgte min fader at sende mig til Jordan til min bedstemoder. Jeg trivedes ikke ved at leve så langt borte fra min familie. Men jeg kom til at elske det jordanske folk, kulturen og islam, så jeg blev efterhånden glad for at være der.

Mere end 90 % af muslimerne er af Sunni sekten – der holder sig strengt til koranen og til hadith (de mundtlige overleveringer af Muhammed.)

Jeg bad fem gange om dagen, fastede under ramadanen, læste dagligt i koranen, bar slør (hele mit legeme var dækket, kun mine fødder, hænderne og ansigtet kunne ses) og prøvede at efterligne profeten Muhammed så meget, jeg kunne.

Men uanset, hvor meget jeg gjorde for Allah, følte jeg, at jeg behøvede at gøre mere for at undgå hans vrede. Jeg prøvede hårdt at fortjene hans yndest, så jeg kunne komme i himlen.

Jeg var i Jordan i 3 år, men savnede min familie så meget, at jeg spurgte min fader om lov til at vende tilbage til USA. Da jeg kom tilbage, holdt jeg op med at tildække mit hoved, fordi jeg ikke ville ligne en ”skør kule”, men jeg blev ved at holde mig strengt til mine bønner og min tro. Og således gik det, indtil min fader besluttede, at jeg skulle giftes.

Arabisk kultur tillader ikke, at mænd og kvinder mødes. Når en mand finder en ”egnet” kvinde, er det familien, der træffer de nødvendige aftaler. Faderen og hans familie besøger den unge kvindes hjem og træffer hendes familien.

“Parret” har tilladelse til at tale sammen men kun i nærværelse af begge familier. Efter adskillige besøg bliver det bestemt, at det unge par skal giftes.

I islam har en kvinde ret til at sige nej. Men ifølge vor kultur lægger familien så hårdt et pres på den unge kvinde, at det i realiteten aldrig sker. Da jeg var 23 år gammel, havde mine forældre udset sig en fætter, jeg havde i Jordan, til min ægtemand.

Men jeg var imod ægteskabet og ønskede ikke at bruge resten af mit liv til at være gift med en mand, jeg ikke elskede. Men jeg følte, at jeg ikke havde nogen mulighed for at gå imod min faders ønske. Min fader havde travlt med at forberede mit bryllup i Jordan. Min familie skulle ikke rejse til ceremonien i Jordan, kun min fader rejste i forvejen.

En uge senere førte min ældre broder mig til lufthavnen og sikrede sig, at jeg kom ombord på flyveren. Dog, på grund af den stærke kontrol i lufthavnen, måtte min broder ikke følge mig det sidste stykke ud til afgangen.

Medens jeg ventede på flyveren, tænkte jeg på min fremtid. Jeg ønskede ikke at blive gift med min fætter, men heller ikke at vanære min familie.

I arabisk kultur er det sådan, at vanærer en kvinde sin familie - eller der blot er et rygte om det – fortjener hun at dø.

Jeg vidste, at hvis jeg forlod lufthavnen, ville min familie dræbe mig, fordi jeg havde vanæret dem. Men jo mere jeg tænkte, desto mere vred blev jeg. Jeg havde fastet for Allah, bedt fem gange om dagen til ham og studeret koranen. – Indvendig skreg jeg imod Allah, fordi han tillod noget sådant at overgå mig. Og derfor holdt jeg op med at tilbede Allah d. 10.februar 1990.

Jeg greb min bagage og undslap til den nærmeste hotel, hvor jeg skjulte mig. Jeg havde ikke mange penge og prøvede desperat at tænke på, hvad jeg kunne gøre. Jeg havde ikke mange amerikanske venner, fordi min fader ikke tillod det. Men jeg kendte en amerikansk kvinde, som jeg ringede til fra hotellet. Jeg fortalte hende kort, hvad der var sket og spurgte, om jeg kunne få lov at bo hos hende en kort tid. Hun kom omgående og hentede mig.

Da flyveren landede i Jordan uden mig, blev min fader rasende. Han ringede til min broder og bød ham finde mig.

Jeg opholdt mig hos den amerikanske dame nogle få uger, indtil min broder viste sig på hendes kontor med et gevær i hånden. Han sagde: ”Jeg ved, at du har min søster boende hos dig. Giv hende tilbage til os, og ingen bliver skadet!” En person på kontoret ringede til politiet. Men min broder var forsvundet, førend de ankom. Min veninde sagde til mig, at det var for farligt for mig fortsat at blive i hendes hjem, og jeg flyttede til et hjem for voldsramte kvinder.

Da jeg ankom dertil, fortalte de mig, at jeg ikke kunne blive der, idet de havde set to mænd vise mit foto frem på et nærliggende restaurant. De sendte mig til et andet sted en times rejse borte.

Efter adskillige uger på dette sted, hvor jeg efterhånden følte mig sikker, kom mine følelser frem. Og jeg hulkede over tabet af min familie.

Fordi jeg havde amerikansk borgerskab, tilsluttede jeg mig the National Guard for at få regeringens beskyttelse. Efter min træning der vendte jeg tilbage og fandt et job, og det var lykkedes mig at skjule mig for min familie i fire år. Men jeg savnede den meget. En dag tog jeg mod til mig og kontaktede min moder og mødte hende og min yngre søster. Vi brugte det meste af vor tid sammen til at græde.

Resten af min familie havde ikke meget at sige mig, men som tiden gik, begyndte min familie og jeg at få det mere fredeligt. Jeg tænkte, at Allah måske alligevel ikke helt havde sluppet mig, og jeg vendte tilbage til min tro. Jeg bad ikke fem gange om dagen, som jeg tidligere havde gjort. Men jeg takkede ham hver dag og gjorde ting, jeg vidste ville behage ham.

I februar 1998 tog jeg imod et job for et firma i Texas. Tre dage efter, at jeg var flyttet dertil, mødte jeg Robin, som gik tur med sin hund udenfor, hvor jeg boede. Vi begyndte at tale sammen og blev gode venner. En dag inviterede hun mig til at gå med i sin kirke. Jeg gik med hende.

Jeg nød at være med, undtagen når præsten talte om Jesus. (Min fader havde den tro, at Jesus var en budbringer for Allah.) Ofte sagde han, at Jesus var Gud, og ind imellem at han var Guds Søn. Hvorledes kunne Jesus være både Gud og Guds Søn? Men jeg fortsatte at komme i kirken sammen med Robin, indtil præsten en dag sagde, at kirken støttede missionærer i muslimske lande, hvor de ikke kendte Jesus. Jeg tænkte: selvfølgelig kender muslimerne Jesus! Efter prædiken talte jeg med præsten og sagde. ”Jeg er muslim og jeg kender Jesus!”

Jeg var helt overbevist om, at profeten Muhammed var det sidste sendebud, og at koranen var den sidste bog og sendt af Allah. Koranen fastslog helt tydelig, at Jesus var en budbringer, født af jomfruen Maria. Han udførte mange mirakler, såsom at opvække døde, helbrede syge, kunne tale som lille baby og skabte en fugl ud af ler. Allah elskede ham så meget, at da hans fjender ville korsfæste ham, sendte han en, der lignede Jesus, som blev korsfæstet i stedet. Muslimer tror, at Jesus aldrig døde men blev taget direkte op til himlen, hvor han er beskyttet mod alle fjender. De tror, at jøder og kristne ikke har den sande bibel. Da Allah gav Muhammed budskabet, bevarede Allah koranen og sikrede, der ikke kunne blive forandret i den.

Jo mere jeg kom i kirken, des mere undrede jeg mig over, hvorfor de kristnes tro var så meget anderledes end muslimernes. Bibelen og koranen kunne ikke begge have ret. Jeg tænkte meget over det og spurgte Robin og præsten Pete: Blev Jesus korsfæstet? Døde Jesus på korset for vore synder? Er Jesus Gud eller er han Guds søn? Hvad betyder treenigheden? Er Bibelen videregivet til os som en sand bog?

Jeg læste adskillige bøger om kristendommen og islam og fandt, at Bibelen ikke var blevet forandret, thi dens bøger var akkurate. Da introducerede Pete mig for en professor i bibelkundskab, som tog mig med gennem de messianske profetier i Det gamle Testamente og viste mig, hvorledes de blev opfyldt i Det nye Testamente. På dette tidspunkt blev jeg i stand til at tro, at Jesus døde for vore synder. Men jeg kæmpede med, hvorvidt Jesus var Gud eller ikke. I islam er der ikke andre guder end Allah. At det er blasfemi og utilgiveligt at tro noget andet.

Søndag den 2.august 1998 flere måneder efter, at jeg var begyndt at undersøge kristendommen, mødte jeg gennem Pete en iransk kristen, som sagde, at han gerne ville diskutere vor tro. Om aftenen besøgte jeg ham og fortalte ham, at jeg troede på Jesu opstandelse men ikke på hans gudddom. Jeg fortalte også, at jeg havde studeret Jesu liv, og at ingen i historien kunne sammenlignes med ham. Iraj, som iraneren hed, sagde: “Vel, hvis du tror, at Jesus er så vidunderlig, og at han døde på korset for vore synder, vil du så bekende det for Gud? Jeg sagde, at det ville jeg gerne, og vi bad sammen. Den dag tog jeg imod min frelser. Derefter begyndte Guds Ånd at åbne mine øjne for Jesu guddommelighed.

Det er nu omkring fire år siden den dag. Min fader og min ældre søster nægtede at tale med mig, men jeg fortsatte at have forbindelse med min moder, som ikke ville tale om min omvendelse. Min ældre broder afviste mig, resten af min familie tolererede min nye tro.

En af mine dybeste længsler var at se min familie og alle muslimer acceptere Jesus som frelser, og at se kristne få nød for de mange ufrelste muslimer. Specielt dem, der bor i USA.

Jeg er så taknemlig for, at Jesus ledte mig til troen på ham. Han var der, da jeg trængte til ham, også når jeg ikke troede, at jeg behøvede ham.

I islam arbejdede jeg for at fortjene frelsen. Nu er jeg fri til at leve i Guds vidunderligere kærlighed. Alt over det så elsker han mig så meget, at han døde på korset for mig – så jeg nu er en datter af Gud.

¤¤¤¤

Rae er i dag på bibelskole. Kontakt hende på His1234@aol.com.

Der er flere end en 1 milliard muslimer i verden, og flere end 5 mill. alene i USA. Islam er en af de hurtigst voksende religioner i USA, og er næst efter kristendommen den største.

Her er, hvad du kan gøre for dem:

1. Bed for dem. Den eneste måde en muslim nogensinde vil komme til Kristus på, er hvis Helligånden arbejder i vedkommendes hjerte og drager ham/hende til sandheden. Bed om, at muslimerne vil læse Bibelen og tro, den er bevaret autensisk som Guds ord. At de vil tro på, at Jesus blev korsfæstet for deres synder, og at han blev oprejst fra de døde. Da vil Gud fjerne alle misforståelser, de har om kristendommen, og give dem mod til at overgive sig til Kristus.

2. Kend din tro. Det er ikke så vigtigt for dig at kende islam, som det er at kende Guds ord. Lær Guds ord at kende, så du kan svare på ethvert spørgsmål om din tro.

3. Fjern alle misforståelser om muslimer. Ikke alle muslimer er ekstremister som for eks. taliban. Ikke alle hader amerikanerne og jøderne. Mange ønsker de samme gode ting i livet som vi. Mange kristne tror, at alle muslimer kender islam og koranen meget godt. Fakta er, at de fleste muslimer kun er det af navn og kender meget lidt til deres tro.

4. Bliv ven med dem. Den bedste made er at vise dem Kristi kærlighed. At række dem evangeliet er ikke nok for at nå en muslim. De har en åndelig blindhed (2. Kor. 4:4), og det kræver tid, bøn og udholdenhed i Kristi kærlighed. Men resultatet af din udholdenhed vil blive belønnet. (Gal. 6:9.)


Debat: Jeg var en datter af islam

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Anden religion

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation