Med Kristus er jeg korsfæstet

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 13/07-05



Vi har hørt eller læst om prædikanter, der har talt om vækkelse. Kristne i dag vil gerne høre om vækkelse. Og det ville være skønt med en vækkelse. Men flertallet kan ikke tænke sig at leve efter apostlenes kristendom. Vi har det jo hyggeligt, som vi har det!

Nutidens prædikanter skal helst være positive, så de føles behagelige at lytte til, og leder til at vi kommer til at synes bedre om os selv. Men det er ikke en sådan kristendom, Bibelen viser hen til. Og det bringer ikke vækkelse.

Det budskab, profeterne i GT havde til folket, var næsten udelukkende irettesættende og fyldt med ord om tugt på grund af synd og ulydighed. Disse profeter var kendt med at blive kastet i fængsel og var foragtet af politiske og religiøse ledere.

Det samme var apostlene og disciplene i NT. Johannes Døber blev halshugget for at sige sandheden om en moralsk synd. Apostle blev stenet, slået og fængslet. Paulus var specielt hadet af både jøder og romere. Vi læser om alt dette, men holder afstand til det, for ”sådan er kristendommen jo ikke i dag.”

Nej! Det er den desværre ikke. Kristendom er for flertallet kun teori. Og på grund af ringe kendskab til Bibelens lære ønsker mange ikke at nå videre end til teori.

Teori-kristne forstår ikke meget af det, Paulus skriver, og slet ikke når han skriver: ”Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.” Gal. 2:19 b-20:

Det var ikke teori men fakta, da Jesus Kristus sagde til sine disciple: ”Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes…..” Matt. 20:18-19. Jesus kunne og ville ikke undslå sig dette. Han vidste, at han fra verdens grundvold blev lagt var udvalgt til at være det Guds lam, der skulle bære hele verdens synd. Han gik lydig denne vej, og det blev til vor frelse.

Kristus lever i mig.


At det er Kristus, der lever i mig, er nøgleordene til helliggørelse. Da er vi efterfølgere af ham og et vidnesbyrd om ham, som gav sit liv for os. Det vidnesbyrd finder vi ikke på den brede vej, kun på den smalle, hvor Gud vil vi, skal gå.

Jeremias´ gerning var at sige sandheden til sit folk om fortabelse og frelse. Og mange blev så vrede, at de vendte ham ryggen og endog kastede ham i fængsel.

Hvor sandheden forkyndes, sker der et skel blandt tilhørerne. ”Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.” Es. 55:10-11. Taler vi sandhedens ord, vil det heller ikke vende tomt tilbage. Det vil danne et skel, et valg, som enten fører til frelse eller fortabelse.

Lever Kristus i mig, er jeg bundet til at sige sandheden om frelse og fortabelse. Gør jeg ikke det, er jeg ikke korsfæstet med ham. Vi kan måske have mange venner blandt livsstils kristne, men er ikke Guds ven.

At være korsfæstet med Kristus vil for os sige, at vi fører det ud, som Ordet og Ånden viser os. For Jesus var det vejen til dom og korsfæstelse. Og også for Paulus og de andre apostle var det vejen til modgang og stening, og for fleres vedkommende døden. Og ligeledes senere for Kristi efterfølgere.

Erkender vi, at vi er korsfæstet med Kristus, må også vi ”drage op til Jerusalem” for at møde vore trængsler. Herren vælger ikke sine tjenere blandt dem, der ikke kan bestemme sig til, om de vil ”gå til Jerusalem” eller ikke, men blandt dem, der vil følge ham. Havde Jesus valgt ikke at gå til Jerusalem, hvor døden ventede ham, var der ingen frelse blevet for os. Og taler vi ikke sandhedens ord, som Bibelen lærer det om frelse og fortabelse, får folk ingen tilskyndelse til at søge omvendelse og frelse. Og så vil skylden for det falde på os.

Født på ny


Som Jesus Kristus gik den vej, der af Faderen var fastlagt for ham, må alle sande kristne også gå den vej, vor Fader i Himmelen fastlægger for os. Yahshua Messias (Jesus Kristus) ofrede sig selv som et syndoffer for os. Derved er alle, der har taget imod ham, blevet helliget og retfærdiggjort. Og som sådanne må vi følge Paulus´ formaning i Romerne. 12:1: ”Jeg formaner jer derfor, brødre! ved Guds barmhjertighed, at I fremstiller jeres legemer som et levende offer, helligt og velbehageligt for Gud. Dette er jeres åndelige tjeneste.”

De sidste fem kapitler i romerbrevet udgør den praktiske del af kristenlivet, hvor der bliver der peget på, hvad det nye forhold til Gud indebærer i det daglige. Vor åndelige tjeneste er at leve det ud i hverdagen, at Kristus lever i mig.

Det er vort levende offer”, som er helligt og til behag, fordi de på ny fødte kristne er renset på grund af Jesu blod. Det giver grundlag for en forvandling, som ofte vil føre os på kollisionskurs med denne verden, og samtidig det sind, som kan føle og forstå, hvad der er Guds vilje. Den vilje, som er den eneste gyldige norm for kristenlivet.

Hvordan bliver vi et helligt, Gud velbehagelig offer?


Hvordan kan vi bære vort legeme frem som et helligt, Gud velbehageligt offer? Jesus Kristus beretter om et menneske, der faldt blandt røvere, som tog hans klæder og slog ham og lod ham ligge. En præst og en levit kom den samme vej men skyndte sig forbi. ”Men en samaritan var også på rejse den samme vej. Og da han så ham, viste han stor medlidenhed med ham. Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem. Og han løftede ham op på sit eget muldyr og førte ham til et gæstehus og tog sig af ham. Næste dag, da han skulle drage videre, tog han to denarer frem, gav dem til husværten og sagde: Plej ham! Og hvad mere du må lægge ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer igen.” Luk. 10:30-35.

Forestil dig, at du var en af disse rejsende. Hvad ville du gøre? Ville du skynde dig forbi eller sørge for, at denne person fik den bedste pleje? Det er i lignende situationer, det skal vise sig, om vi er korsfæstet med Kristus. Om vi vil gå egne veje eller den vej, Kristus viser os.

Der var en præst, som Satan bildte ind, at han kunne blive en bedre præst, dersom han lod sig skille og gifte sig med en yngre kvinde. Han ofrede ikke sit legeme som et helligt, Gud velbehageligt offer men viste ved sin handlemåde, at han ikke var korsfæstet med Kristus.

Skynder vi os forbi, når vor næste trænger til hjælp?


Ved at elske Gud og vor næste som os selv må vi som Jesus Kristus villigt gå vejen til Jerusalem for at blive korsfæstet. Han undslog sig ikke, men sagde: ”Ingen tager det (livet) fra mig, men jeg sætter det til af mig selv.” Joh. 10:18. Den hjælp, vi giver vor næste, som er i nød, timeligt eller åndeligt, skal være af kærlighed til Herren og som et velbehageligt offer til ham. Vi må ikke glemme disse ord: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.” Luk. 10:27. Men alt for mange af vor tids kristne skynder sig forbi vor næste, som trænger til hjælp.

Hvorfor sker der så mange selvmord? Måske fordi mange føler sig alene og kun ser problemerne tårne sig op og ikke har nogen, der vil hjælpe. Der går en strøm af mennesker forbi hele tiden, men dersom de forstår, at der er problemer, skynder de sig videre. Da er næste fase for det hjælpeløse menneske ofte selvmord.

Dersom vi vidste, hvor mange mennesker der bærer på en eller anden byrde, som de ikke ved, hvor de kan få hjælp til, ville vi nok sige, at noget bør gøres. Men her standser omsorgen, idet mange mener, at andre må hjælpe. Hvor er de, som er korsfæstet med Kristus, der vil give sig selv for at hjælpe? De høres og ses ikke ret meget i vort samfund.

I ældre tid vidste verdens børn, hvem de hellige var. Det ved man ikke i dag. Vi har mange livsstils kristne. Men hvor er de bibeltro? Hvor er de henne, der ved at Bibelen er sandhed, og som har ladet sig forny til at have Kristi sind?

Paulus siger i 1. Kor. 2:16: ”Vi har Kristi sind”. Har vi dette sind, kan vi ikke kun være livsstilskristne. Vi kan ikke selv vælge vor vej. Vor fastlagte vej er at tjene Gud og vor næste. Vi ser måske denne vej men afviser at gå den, fordi det vil betyde, at vi skal fornægte os selv og leve for vor Frelser. Vor gerning kan måske være at tage hånd om de nye kristne og lede dem på ret vej. Ellers ender sådanne let som livsstilskristne, som har ”gudfrygtigheds skin, men har fornægtet dens kraft.” 2. Tim. 3:5.

Vi er som kristne frie og er dog alles tjener, læser vi i 1. Kor. 9:19. Og i Romerne. 13:8 står: ”Vær ingen noget skyldig uden at elske hverandre.” Kærligheden til Gud må styre os. Går vi ind under Guds vilje med os, giver det fred og glæde, selv om vejen kan være tung at vandre.

Herren prøver os


Efter at have ventet i mange år på den søn, Gud havde lovet Abraham, gik løftet i opfyldelse, og Sara fødte ham en søn, som Abraham elskede.

Herren ville se, om Abraham satte sønnen højere end at adlyde Gud. Og han sagde til ham: Tag nu din søn, din enbårne søn Isak, som du elsker, og drag til Moria-landet. Der skal du bære ham frem som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig. 1. Mos. 22:2.

Da Abraham og hans søn kom dertil, spurgte Isak: ”Her er ilden og brændet, men hvor er lammet til brændofferet? Abraham sagde: Min søn, Gud vil selv udse sig lammet til brændofferet. V. 7-8.

Prøve og friste er på hebraisk det samme ord. Ofte er det vanskelig at vide, hvilket ord vi skal oversætte det til. Der er på ingen grund til at tro, at Gud krævede et menneskeoffer, da det i Moseloven er strengt forbudt. (2. Mos. 20:13.) Han ville blot prøve Abrahams tro.

Isaks spørgsmål blev egentlig ikke besvaret før Johannes Døberen pegede på Jesus og sagde: Se, det Guds Lam, som bærer verdens synd! Joh. 1:29. Abrahams svar til Isak var dybt profetisk og viser samtidig hans tro til Gud. Guds Lam døde for os på Moria bjerg (Golgata) som et evigtgyldigt synd­offer, der sonede hele verdens synd.

Moriaområdet er i følge 2. Krøn. 3:1 det samme som Zion, Jerusalem

Abraham måtte gå den vej, Gud havde udvalgt for ham. Og det samme gjorde, Yahshua (Jesus Kristus), hvis åndelige mad var at gøre Faderens vilje. Dog mærker vi smerten i denne bøn: ”Min Fader! er det muligt, lad da denne kalk gå mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil.” Matt. 26:39. Derfor blev han korsfæstet. Det var Faderens vilje, thi der var ingen anden vej til frelse for os.

Når vort sind brænder for en sag, som vi så gerne vil der skal ske, ender det da ikke ofte med, at det bliver, som vi selv vil? Vore kødelige ønsker vinder. Vi var altså ikke korsfæstet med Kristus, thi da havde vi også sagt: dog ikke som jeg vil, men som du vil!

At ofre vore legemer som et gudvelbehageligt offer gør også, at Kristus gennem os viser sig for vor næste. Thi det er et vidnesbyrd, som taler stærkt til andre.

Præsten og leviten, der gik forbi den overfaldne mand, nåede sandsynligvis frem til Jerusalem og var sikkert tilfredse med sig selv efter veludført gerning. Men var Gud også tilfreds med dem?

Selvros og syndserkendelse


”Der gik to mænd op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren stod og bad ved sig selv således: ”Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle, eller som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af al min indtægt.” Men tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: ”Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit hus frem for den anden; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.” Luk. 18:10-14.

Er vi korsfæstet med Kristus, ville vi ligne tolderen; er vi det ikke, ligner vi mest farisæeren. Vi synes måske, at vi er gode mennesker og kan på stedet opregne, ganske som farisæeren, alt det gode, vi gør. Men vi må huske disse ord: ”Ingen er god uden én, nemlig Gud.” Luk. 18:19.

Hvad er vi så? Vi er syndere, der må blive korsfæstet med Kristus, thi kun da skal vi leve med ham. Der står skrevet: ”Er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham, fordi vi ved, at efter at Kristus er oprejst fra de døde, dør han ikke mere. Døden hersker ikke længere over ham.” Romerne. 6:8-9. Og Paulus skriver i Kol. 3:3-4: ”I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.”

Vil vi leve vort eget liv, eller vil vi gøre alt, for at Kristus får lov at vise sit liv gennem os? Tænk over de mange gange, Jesus Kristus altid valgte at gå den vej Faderen havde fastlagt. Den var så afgrænset at han sagde: ”Min mad er, at gøre hans vilje, som udsendte mig, og fuldbyrder hans gerning.” Joh. 4:34.

Med disse ord ser vi, at vi ikke som kristne blot kan gøre det, vi selv ønsker. Det kunne profeten Jeremias heller ikke. Vi læser om, hvor strengt han havde det. Kapitel efter kapitel i Jeremis´ bog beretter om uhyrlige trængsler. Men profeten vidste, at der kun var en vej, han kunne gå, ganske som Jesus, Paulus og apostlene vidste det. Vejen var ikke til glans og ære men til gå den vej, Gud havde vist ham.

Det har været en stor kamp hos mange af troens stormænd at vinde de sejre, de gjorde. Men desværre er det et fåtal, der i dag kæmper denne kamp, fordi kristne i vor tid for manges vedkommende ikke har lært, at det er nødvendigt at blive korsfæstet med Kristus, for at han kan leve i os.

”Hvis I da altså blev oprejst med Kristus, så søg de ting, som er der oppe, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Hav sindet rettet mod de ting, som er der oppe, ikke mod de ting, som er på jorden. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.” Kol. 3:1-3.


Debat: Med Kristus er jeg korsfæstet

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation