Derfor nej til ´Det målrettede liv´

af Eskild Skov Særkjær
Lagt på d. 11/05-05



I år 2002 udkom bogen ’The Purpose-Driven Life’ i USA og blev hurtigt en bestseller. Forfatteren Rick Warren (fremover RW) er pastor i Saddleback Church i Lake Forest i Californien – en af USA’s største og mest kendte kirker. Bogen er oversat til flere sprog. På dansk kom den til at hedde: ’Det målrettede liv’. Efter bogens egne oplysninger er kirken vokset til at have 10 000 medlemmer og har udplantet 26 kirker. På bogens cover lover forfatteren ’at guide dig gennem en personlig 40-dages åndelig rejse, som vil forvandle dit svar på livets vigtigste spørgsmål’. RW hævder, at netop derfor er denne bog så anderledes og gennemgribende i forhold til andre bøger, og derfor ’må du gøre den til din bog… så vil der ske store ting med dig’ på disse 40 dage. Tilsyneladende er det altså en opbyggelig bog, for RW taler jo ærbødig om Gud og benytter sig af kendte kristne ord og vendinger for at understrege bogens budskab og citerer Bibelen flittigt. RW lover, at netop denne bog giver svar på, hvordan man både kan få en få en større mening med livet og et tættere og personligt gudsforhold. Og da mange kirkeledere anbefaler den og mange studiekredse arbejder med den, så er der mange kristne, som har taget den til sig og er overbevidst om at denne bog må være fortræffelig.

Men ved at læse bogen ’Det målrettede liv’ står det dog klart, at hans udlægning af evangeliet ikke er identisk med Jesu undervisning. Det drejer sig tydeligvis om et helt andet evangelium, som mere handler om psykologi end om den sande kristendom. Flere gange taler RW da også positivt om psykologien og hævder f.eks., at den indeholder sandheder, som Gud har åbenbaret i Bibelen ’tusinder af år, før psykologerne forstod det’(1). Det er tydeligt, at RW ikke har noget problem med at blande psykologi med kristendommen. I det hele taget vil det nok være umuligt at nævne temaer eller tanker fra denne bog, som ikke er påvirket af psykologi. Vi skal senere se på, hvordan RW herved forvansker Bibelens budskab til en ikke kristen falsk lære.

Kortfattet baggrundsinformation


En kendt talemåde siger: ’Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige hvem du er!’ Kim Andersen (2) har i en artikel om ’det målrettede liv’ gennem en række eksempler dokumenteret, at RW dyrker fællesskab med - eller har tilknytning til:

”mænd og organisationer, der arbejder for enhed, global religion, økumeni - verdenskirken – på lige fod med den katolske kirke, skøgen…’. F.eks. var RW taler ved Robert Schuller Institute for Succesfull Church Leadership i 1997, og han havde åbenbart ingen moralske skrupler ved, at der ”deltog mere end 80 bøsser og lesbiske pastorer og lægmandsledere” (3).

I denne artikel dokumenteres det med al tydelighed, at RW heller ikke ser nogle problemer med at favne verdslige psykologer, frimurere, gnostikere og fremgangsteologer. Han går endog så vidt at acceptere og citere personer, som ønsker at ’forene andre religioner med kristendommen’ og har skrevet forordet i en bog, som ’blander kristendom med hinduistisk spiritualitet’. Fra en artikel fra USA Today citeres, at ”Warrens pastor-trænings programmer byder katolikker, metodister, mormoner, jøder og ordinerede kvinder velkomne..”. Det målrettede liv er altså ikke en rigtig kristen bog, og derfor finder man den også i mange ikke-kristne kredse. Det er sikkert også målet, at den skal nå ud til disse! Men når denne bog var ”fundet som det eneste ’kristne’ litteratur blandt rigeligt af metafysiske bøger, krystaller, symboler og mysticisme”, så kan man nok spørge sig selv, om det ikke er fordi, at RW i virkeligheden ikke forkynder den sande kristendom, men derimod et populær-psykologisk evangelium?

Dårlige bibeloversættelser benyttes mest


RW skriver, at han gennem bogen ’det målrettede liv’ har benyttet sig af 15 bibeloversættelser, og citerer næsten 1000 gange fra disse. ’Jeg har med vilje brugt forskellige bibeloversættelser’, siger han. Hans argumentation er bl.a., at da en oversættelse har sin begrænsning, så kan flere oversættelser give en større bredde. Og det lyder jo meget rigtigt. For alle oversættelser har som bekendt sine begrænsninger i forhold til grundteksten, bl.a. fordi den er så indholdsrigt, at det er umuligt at gengive nuancer og betydninger i kun én oversættelse, og det uanset oversætterens sprogkyndighed og ærbødighed overfor skriften. Men netop derfor må det være et ultimativt krav for alle bibeloversættelser, at oversætterne i respekt overfor grundteksten omhyggeligt arbejder med at gengive Guds ord og budskab så præcist som muligt. Men det er langtfra i alle bibeloversættelser, hvor dette kriterium er opfyldt. Det er tydeligt, at man i de fleste oversættelser har taget mere og mere hensyn til en bibelkritisk tolkning på bekostning af grundteksten ’Textus Receptus’, der understøttes af 99 % af de fundne håndskrifter.

Men kan RW da være helt uvidende om, at der er gode såvel og - til tider endda meget - dårlige oversættelser? Eller, og det er endnu værre: Kan det tænkes, at RW helt bevidst går efter de dårlige oversættelser? For det ser nemlig ud til, at han bevidst har valgt de (dårligste) oversættelser, som bedst kan gengive hans tanker og meninger, så at han kan få Bibelen til lige netop at underbygge, at bogen er en kristen bog, og dets psykologiske budskab er bibelsk!

Det er et faktum, at RW ca. 990 gange henviser til bibler, som har en bibelkritisk tolkning og som derfor ikke er tro mod grundteksten og som derfor generelt må betragtes som en dårlig eller upålidelig oversættelse. Men nogle skiller sig mere ud ved at være så præget af liberalisme og new age tænkning, at det er spørgsmålet, om man i det hele taget kan kalde sådanne oversættelser for Guds Ord? Et af disse er NIV (Zondervans New international Version), som siges at være den mest populære oversættelse af Bibelen i USA. Men det bekymrer ikke RW, som henviser til denne udgave i alt 120 gange. Til sammenligning henviser han kun 10 gange af KJ (King James Version), som er en oversættelse fra den tidl. nævnte Textus Receptus (grundtekst) og som derfor både er en troværdig og pålidelig oversættelse.

F.eks. har NIV helt fjernet 17 vers og udeladt 64.576 enkelte ord. Det er over 8 % af den samlede skrift. Det vil føre for vidt at komme ind på de tusinder af mangler og fordrejninger, som NIV har i sin oversættelse. F.eks. fornægtes Jesu guddom og jomfrufødslen. Ordet ’helvede’, som forekommer i alt 31 gange i grundteksten, nævnes ikke én gang i NIV, som i stedet oversætter dette ord med ’graven’. NIV har desuden fjernet henvisningen til ’Gud’ 45 gange, Jesus som ’Herre’ 76 gange og til Jesu ’blod’ 23 gange. Desuden bliver omtalen af synd ofte helt udeladt eller bagatelliseret.

Homoseksualitet bliver f.eks. ikke betragtet som synd, og må ifølge NIV godt praktiseres, fordi oversætterne har fordrejet skriften til at betyde, at eksemplet i 5. Mos. 23:17 kun fordømmer tempelprostitution. Dr. Maten Woudstra, den nu afgåede formand for NIV komite for GT, gav f.eks. udtryk for det moderne liberalistiske syn på denne måde: ”Der er intet i GT, der kan sammenlignes med den forståelse af homoseksualitet, som vi forstår ved dette problem i dag” (4). Men uanset syn, så berettiger det ikke nogen til at ændre på Guds Ord efter forgodtbefindende. Denne – og andre bibeloversættelse - som har samme liberalistiske holdninger som NIV, kan let blive årsag til, at mennesker går fortabt, fordi de har fordrejet dem væk fra sandheden i Guds Ord.

Hvis man altså ønsker den bedst mulige oversættelse, må man altså gå langt udenom bibeloversættelser som f.eks. NIV, fordi den fordrejer Bibelen og får den til at sige noget helt andet, end den faktisk gør – og som derfor bestemt ikke er pålidelig. Men alligevel citerer RW konsekvent fra dem alle og påstår, at ’Bibelen siger..”! Vi skal nu se nærmere på, at RW netop benytter de oversættelser, som bedst underbygger og bekræfter de tanker om kristendommen, som han har samlet i ’Det målrettede liv’.

Skabelse


RW kommer ofte ind på, at alt levende, ’enhver plante og ethvert dyr er planlagt af Gud’. Og understreger, at absolut intet er tilfældigt. Gud har således ’designet dit legeme’ ned til mindste detalje. Og da han aldrig begår fejl, men har en plan og vilje med alt, hvad han skaber. Det betyder f.eks., at hver eneste DNA i ’dig’ er planlagt af Gud – ja, selv ægteskabsbrud har han planlagt for at ’skabe netop dig’, siger han. Men den som kender Guds Ord véd, at dette er ikke sandt. Gud planlægger ikke, at mennesker må synde for at komme ind i hans plan. At Gud så kan vende alt til det bedste, når mennesker vender sig til ham, er en helt anden sag. RW kommer heller ikke ind på syndefaldets konsekvenser, hvorefter mennesker fødes med gener, som bærer synden og døden med sig. Derfor kan man ikke sige til dem, som har medfødte sygdomme eller handicaps, at hver eneste DNA som forårsager disse, er planlagt af Gud (5).

RW fortæller flere gange om, at Gud har skabt mennesket i sin kærlighed. Det kommer f.eks. til udtryk på denne måde:
”Bibelen fortæller os, at Gud er kærlighed. Gud ER kærlighed. Kærlighed er selve essensen af Guds væsen... Gud behøvede ikke at skabe dig. Han var ikke ensom. Men han ønskede at skabe dig for at kunne udtrykke sin kærlighed”.

Det er selvfølgelig sandt, at Gud er kærlighed! Men denne understregning får slagside fordi han ikke kommer ind på, at Guds kærlighed er uløseligt bundet til Guds hellighed og retfærdighed (6).

Formålet med livet


Når RW taler om formålet med livet, er der flere ting, som springer i øjnene: For ham er hele livet på jorden en prøve, som man består eller ikke består. Her henviser han til tre prøver. Et af dem er udviklingen af ens karakter, hvor Gud hele tiden lægger mærke til alle reaktioner og simpleste handlinger. Han giver som eksempel, at der er ’direkte sammenhæng mellem, hvordan jeg bruger mine penge og kvaliteten af mit åndelige liv’. Men det står der bare intet om i Bibelen.

RW skriver, at
”en af de største gaver, Gud har givet dig, er evnen til at nyde fornøjelser.. Grunden til, at du er i stand til at have det sjovt, er, at du er skabt i Guds billede”.

Og fordi dette ifølge ham er udgangspunktet med livets formål, så vil Gud også altid benytte sig af menneskers egne ønsker eller medfødte evner, når han bruger dem i sin tjeneste. Og derfor siger RW, at ’hvad du end er god til, bør du gøre det for vores kirke’.

Han opfordrer enhver, som gerne vil tjene Gud til at lave ”en liste over de karakteregenskaber, du gerne vil arbejde med og udvikle”. Under disse egenskaber nævner han Åndens frugter. Men den som kender sin bibel, ved, at det ikke er sandt. I stedet må vi ifølge Bibelen ydmyge os for Gud og være villig til at give slip på vores eget, så han kan bruge os som han vil. Og derfor sagde Paulus, at ’det der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab’(7).

RW påstår, at ’de medfødte evner er ligeså vigtige som de åndelige’. Og som ’bevis’ citerer han 2. Mos. 31:3-5, som handler om, at tabernaklet skulle bygges. Men for at dette kunne ske, så skaffede Gud nogle kunsthåndværkere, som var født med disse evner, siger han. Men skriften siger jo nøjagtig det modsatte. For den siger, at de netop ikke blev udvalgt pga. deres dygtighed eller evne, men fordi ’de var fyldt af Guds Ånd..”. Hvis de medfødte evner er ligeså vigtige som de åndelige, så er det i det hele taget ikke nødvendigt for Gud at udruste mennesker med Åndens gaver (8).

Hvad er synd?


RW hævder, at ’den værste synd er at ingen har givet Gud den ære han fortjener’. Selvfølgelig er det meningen, at vi altid og i alle forhold skal ære Gud. Men der er intet menneske, som kan give Gud den ære, han fortjener. Hvis denne var den værste synd, så var der ingen tilgivelse for den, og så måtte alle gå fortabt. Ifølge Bibelen handler den værste synd da også mere om, at et menneske bevidst afviser Guds nåde og mod bedre vidende spotter Helligånden. Bibelen siger, at det evige liv afhænger af, om vi vil tro og tage imod Jesu udgydte blod til syndernes forladelse eller ej. Derfor siger Jesus, at synd er, ’at de ikke tror på mig’ (9).

RW skriver, at ’Satan ikke ønsker, at du skal tro, at din synd... er enestående’, og giver et andet sted udtryk for, at han ikke mener, at synd er ’katastrofal’. Selvom RW opfordrer til at se op til Gud for hjælp, så kommer han ikke ind på, at det er nødvendigt at bekende sine synder eller få dem tilgivet.

Det er usikkert, hvad RW mener at synd er. Når han forsøger på det, bliver det mere efter hans egne tanker. Som når han f.eks. giver udtryk for, at det ikke er syndigt at blive seksuel tiltrukket så længe det ikke direkte bliver begær. Man kan simpelthen ikke få andet indtryk, end at for RW er synd nærmest kun en bagatel, som han i øvrigt oftest omskriver til (blot) at være menneskelige problemer, vaner, sår, fejl, fiaskoer, frygt, afhængighed, fristelse eller svaghed (10). Men synd er dødsensfarlig! Det er uforståeligt, at RW tør bagatellisere synden så meget, som han gør i stedet for klart at sige, at for at blive frelst må den bekendes og tilgives ved Jesu Kristi blod.

Syndens forhold til fristelse


RW hævder, at Gud bruger fristelser til at udvikle dig, fordi de giver dig en mulighed for at gøre det rigtige. Og siger, at ”hver gang du vælger at gøre godt i stedet for at synde, udvikles du i din kristne karakter”. Læg mærke til, at det igen handler om et personligt valg. Målet er, at vi selv kan bestemme os for ikke at synde og derved udvikle den kristne karakter. Men det er jo sludder. For synden fjernes ikke ved at vi ved at beslutte det kan fravælge den. For der står skrevet:

”Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus... Han er en soning for vore synder... I skal vide, at han blev åbenbaret, for at han skulle bære synden...” (11).
RW skriver: ”Du kan ikke påstå, at du er god, hvis du aldrig er blevet fristet til det modsatte”. Men ifølge Guds Ord kan vi aldrig blive ’god’, for det ville blot være et sjæleligt forsøg på at opnå åndelige resultater. RW skriver videre, at ”hver gang du modstår en fristelse, bliver du mere lig Jesus”. Men Bibelen underviser os ikke om, at vi skulle blive mere hellige, moralske og beslutsomme ved at modstå fristelser. Måske fryder kødet sig så nogle kan sige: ”Det har jeg overholdt alt sammen”, men på den måde bliver man ikke mere lig Jesus. Det er intet i os selv, som kan gøre os hellige, men derimod Guds nåde, som ”opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer…” (12).

RW’s tolkning af ’fristelse’ er ikke bibelsk. Som når han skriver, at
”vi tror, at fristelser er omkring os, men Gud siger, at de begynder indeni os (i dit sind)... Hvis du ikke har ønsket indeni dig, kan fristelsen ikke tiltrække dig. Fristelsen begynder altid i dit sind, ikke fra omstændighederne” (13).

RW citerer derpå Mark. 7:21-23 for at bevise dette. Men disse vers handler jo om synd, som udgår fra menneskets indre, mens fristelse derimod altid kommer fra djævelen. Vi ser altså, at RW fuldstændigt blander synd og fristelse sammen, ligesom han i øvrigt også gør det med f.eks. loven i forhold til nåden, og sjælens forsøg på at opnå de åndelige velsignelser. RW har ikke ret i, at fristelser ikke kan tiltrække dig, hvis den ikke allerede er i hjertet. Han har heller ikke ret i, at de ikke kommer til dig fra ydre omstændigheder. Her kan vi bare tænke på, hvad der skete, da Eva blev fristet af at spise af frugten fra kundskabens træ. Fristelsen blev først en realitet, da Satan fristede hende, så at ”hun så… hun fik lyst til... og hun tog” (14).

Korset


RW beskæftiger sig ikke meget med korsets betydning. Ganske vist nævnes det, at Jesus døde på korset for dig, og opfordrer dig til at modtage hans tilgivelse for dine synder, og så modtage ham som din Herre og Frelser. Desværre kommer han ikke på noget tidspunkt nærmere ind på forsoningen. Desværre, fordi livet afhænger af forkyndelsen af Jesu død for vore synder.

RW skriver, at ”Jesus udholdt korsets smerte pga. at han var opmærksom på Guds plan”. (15) Det stemmer heller ikke med Bibelen, hvor der står, at han udholdt korset, fordi han ønskede at gøre Guds vilje og derfor lod sig lede af den” (16). Derefter opfordres vi til at følge Jesu eksempel for at kunne fastholde Guds plan. Men for at kunne det, må der ske en karakterudvikling, skriver han - og ligestiller hermed Jesu vilje til at lide og dø med en karakterudvikling, som er en proces, som alle skal igennem for at fastholde Guds plan. Men Bibelen taler bare ikke om, at Jesus måtte gennem nogen karakterudviklende proces. Det ville være at gøre ham til blot et menneske! Desuden taler Bibelen heller ikke om, at vi skal karakterudvikle os – men derimod om helligelse og efterfølgelse.

Frelsen


RW taler heller ikke meget om dét at blive frelst. Når han så kommer ind på emnet, er det meget svagt og ufuldstændigt. På side 236 skriver han f.eks.: ”Gennem frelsen er vores fortid tilgivet, vores nutid har fået mening, og vores fremtid sikret”. Men RW kommer hverken her eller andre steder ind på, hvad det at blive frelst konkret betyder. Dette livsvigtige budskab bliver forbigået. Men hvis et menneske er blevet frelst, skal det så ikke til stadighed bede om tilgivelse, for alle daglige synder? Bogen giver ikke svar! Og den siger heller intet om det ord om fremtiden, hvor der bl.a. står, at ”vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste” (17).

Tegn på at du tjener Gud


”RW skriver, at begejstring er ”tegn på at du tjener Gud af hele dit hjerte” (18). Nej, man kan sagtens blive nidkær og begejstret for noget forkert (19). Begejstring og tjeneste behøves heller ikke altid at følges ad. Var Moses f.eks. begejstret over sit kald? Eller var Jonas begejstret over at forkynde dom over Nineve? Nej!

RW hævder igen og igen, at Gud vil bruge alle - og kommer ikke ind på, om han med alle også inkluderer alle ikke-kristne. Det gør han måske – måske ikke? Man kan i alle fald godt få den forståelse, at den er for alle mennesker, fordi den ikke taler meget om hjertets forvandling, men mere om nogle psykologiske processer, som alle kan følge. Gud kan godt lide variation, skriver han, og peger på de mange af Bibelens personligheder, som syndede, men som Gud alligevel brugte. Og det er jo sandt nok. Men RW kommer bare ikke ind på, at de først måtte omdannes af Gud for at blive brugbare redskab i hans hænder.

Hvem kan bruges


På side 241 skriver RW, at ”Gud ønsker at bruge dig til at gøre en forskel i hans verden”. Ingen har en undskyldning for ikke at blive brugt, siger han og nævner en række personligheder fra Bibelen, som viser, at Gud kan bruge alle. Som eksempler nævner han f.eks., at ”Rahab var umoralsk, David havde en affære (og) Johannes Døber var excentrisk for at sige det mildt”. Læserne kan kun få det indtryk, at RW mener, at Gud bruger alle uanset deres fejl eller synd, for han kommer slet ikke ind på, at betingelsen for at blive brugt er, at de er blevet tilgivet for deres synder. Citatet om Johannes Døber viser blot den respektløse måde, som RW har til skriften.

At forpligte sig


Tanken om at bestemme sig og forpligte sig for at kunne leve et kristent liv og opnå resultater, er et af bogens hovedbudskaber. RW gør ingen hemmelighed af, at han tror på ideen med at forpligte sig som et middel til at fremme åndelige resultater. Han skriver f.eks. om, at alle medlemmer i hans kirke er forpligtet til at underskrive en aftale, som ”bl.a. omfatter et løfte om at beskytte enheden i kirken”. Og bogen ’Det målrettede liv’ starter da også med, at RW beder læserne at om at underskrive en overenskomst - som fylder en side i bogen - som forpligter dem til at læse og studere den. Det kunne jo være, at læserne ellers ville stå af undervejs.

RW skriver igen og igen om at bestemme sig, at praktisere, at gøre... RW siger f.eks., at åndelig vækst opstår ved, at ’man beslutter sig’ til det. RW omtaler da også loven på en positiv måde, og påstår f.eks., at ”Åndens frugter er en udvidelse af de 10 Bud”. Men dette synspunkt er helt forkert. I Kristus opfyldes loven netop ’i os’ og ikke ’af os’, se eksempelvis denne understregning i Romerne. 8:1, 2, 4, 10, 11. Derfor taler Bibelen da også klart om, at de 10 bud var skrevet på stentavler, mens evangeliet er skrevet i hjerterne på ’kødtavler’ af Ånden (20). Synet på, at loven hænger sammen med Åndens frugter, synes i øvrigt at stemme godt sammen med bogens hovedbudskab. Ud fra dette syn mener RW f.eks., at ”Gud lærer os kærlighed ved, at vi omgives af mennesker der er svære at elske...” (21). RW mener altså, at Gud kun skal lære os det – men derefter skal vi selv sørge for at frembringe frugterne. I modsætning hertil står der i Bibelen, at ”vi elsker, fordi Han elskede os først”. (22). Hans kærlighed er altså nedlagt i vore hjerter af Helligånden – og er ikke en selvpræstation.

RW mener, at åndens frugter skal udvikles ’af os’ og sammenligner derfor også disse frugter med den karakterudvikling, som er omtalt tidligere, og spørger derfor om ”hvilken slags menneske vil du være... ”? For at finde frem til svaret skriver han: ”Lav en liste over de karakteregenskaber, du gerne vil arbejde med og udvikle i dit liv. Du kan f.eks. begynde med Åndens frugter eller saligprisningerne” (23). Igen ser vi, at vi selv – alt efter ønske - kan bestemme over vores egen åndelige udvikling.

At være målrettet giver resultater


RW skriver, at ”dem, som har gjort den største forskel i historien, har været de mest målrettede...”. Og derfor: ”Hvis du ønsker dit liv skal have virkning, så vær målrettet”. Som eksempel fremhæver han Paulus og siger, at ”hans hemmelighed var et målrettet liv” (24). Men det er at fordreje Bibelen. Paulus var f.eks. særdeles målrettet før han blev frelst, men det hjalp ham ikke (25). Og bagefter var det heller ikke hans målrettethed eller noget som helst hos ham selv, som var hans hemmelighed. Og derfor skrev han: ”Thi for mig er det at leve Kristus og det at dø en vinding” (26).

Gud udruster og leder


På side 266 hævder RW, at ”Gud prøver ofte vores hjerter ved at bede os om at tjene på måder, vi ikke er udrustet til”. Men det står der intet om i Bibelen og er derfor noget sludder. For Gud vil aldrig prøve at få os til at tjene ham på en forkert måde. Men det gør djævelen til gengæld. Derimod beder Gud os om, at vi ”må skønne, hvad der er Guds vilje”; det gode, velbehagelige og fuldkomne” (27). Gud ønsker altså, at vi må skønne i de tilfælde, hvor vi er i tvivl, og altid handler ud fra hans ord, som f.eks. siger: ”Alt hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn” og ”hvad I end har for, gør det af hjertet for Herren og ikke for mennesker” (28).

Under overskriften: ’Opdag din udrustning’ skriver RW, at du må begynde med at ’lave en liste over dine gaver og evner’, sætte dem i system og bede andre mennesker om deres ærlige mening. Det er en farlig kurs, for kødet elsker at få bekræftet, hvad vi er gode til. ’Din udrustning’ skal da heller ikke først opdages og godkendes, for Bibelen siger, at det er Guds Ånd, ’som efter sin vilje tildeler hver sin særlige gave’ (29). RW påstår videre, at Bibelen ikke giver ”en definition på de åndelige gaver, så ethvert forsøg på en definition er vilkårlig...”. Men det passer jo ikke (30). Hvorfor skriver RW det så? Simpelthen fordi han blander naturlige evner og de åndelige nådegaver sammen, så at de automatisk bliver ét med - eller bekræftes af ens medfødte evner. RW opfordrer derefter til, at man bare ”begynder at eksperimentere med forskellige tjenester, og så vil du opdage dine gaver...” (31). Hvis der var tale om vore medfødte evner, så var det et udmærket og alment menneskeligt råd. Men man kan bestemt ikke bruge samme metode over til at opdage sine egne åndelige nådegaver.

At dømme er at gå imod Gud


Når RW taler om forsoning, så handler det oftest om menneskelige relationer, som når han opfordrer til at lægge ’vægt på forsoning frem for en løsning’ og ’fokusere på det vi har tilfælles’. Ifølge RW betyder det, at vi ikke må kritisere eller bedømme (dømme) om noget er forkert eller rigtigt. For ”det er ikke vores opgave at bedømme mesterens andre tjenere”, siger han og fortsætter: Når du ”kritiserer eller dømmer (så) blander du dig i Guds sager”, og så vil
”fire ting øjeblikkelig finde sted: Jeg mister fællesskabet med Gud, jeg udstiller min egen stolthed.., jeg udsætter mig selv for Guds dom, og jeg skader kirkens fællesskab”.

Når Gud ifølge RW kun vil velsigne de kirker, hvor der hersker enhed, hvem ønsker så at gå imod denne enhed og miste fællesskabet med Gud? Hvem ønsker at udstille sin egen stolthed? Hvem ønsker at udsætte sig for Guds dom? Hvem ønsker at komme til at skade kirkens fællesskab? Så er det nok bedre at tie stille, selvom undervisningen ikke stemmer med Bibelens budskab! Der er nok en del, som lader sig skræmme og går ud fra, at han taler på Guds vegne.

Men hvis kristne ikke må bedømme, hvorfor advarer Jesus os så meget mod at fare vild fra sandheden? Og hvordan kunne Paulus så skrive, at han var bange for, at ”jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus?” Hvordan turde han så skrive, at nogen ”prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede”, for derefter at påstå, at ”den slags mennesker er falske apostle!”. Hvordan kunne han ”overgive mennesker til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud”, hvis han ikke måtte udtale sig og dømme? Hvordan skulle vi kunne vide, hvem der er falske hyrder, hvis der ingen er, som sætter sig ind i skriften og taler Guds Ord? Hvis det ikke er tilladt at dømme alt ud fra Skriften, hvordan kan vi så vide, hvad der er sandt og hvad der er løgn? Hører det ikke også med til vores opgave? Afgjort!

For RW er advarslen mod at bedømme nogen eller noget blevet til en mærkesag for ham. Han påstår derfor, at Gud på dommens dag vil stille følgende og afgørende spørgsmål: ”Hvad har du gjort med min søn... Gud spørger ikke om din religiøse baggrund eller læremæssige synspunkter…” (32). I de sidste år er denne løgn gentaget igen og igen, så at mange tror på den. Men det er netop denne falske enhedstanke, som Bibelen advarer så alvorligt imod. Men hvis den sande lære var ligegyldig, så ville der jo ingen grund være til, at Guds Ord igen og igen advarer mennesker mod at fare vild. Og så ville der heller ikke være nogen mening i, at Jesus befaler sine disciple om at gøre alle folkeslag til hans disciple og ’lære dem alt, hvad jeg har befalet jer’.

Overgivelse og forvandling


RW påstår, at ”Gud... er mere afhængig af omstændighederne til at forme os... end af vor læsning af Bibelen”. Det er jo en gang vrøvl. For det er først og fremmest ved at høre Guds Ord, at vi frelses og forvandles (33).
RW kommer gang på gang tilbage til, at Gud vil bruge vores interesser, drømme og ønsker. Derfor er konceptet: ’Ignorerer ikke dine interesser’ og ”hvad brænder du for?”, og spørger om du har ”taget dig tid til at opdage dine åndelige gaver”.

På side 229 skriver RW:
”Der findes kun én vej til at udvikle de vaner, der tilhører en karakter, som ligner Kristus. Du er nødt til at praktisere dem... disse karakteropbyggende vaner kaldes ofte ’åndelige discipliner’, og der findes dusinvis af gode bøger, som kan undervise dig i, hvordan du udfører dem... og forvent en gradvis forbedring”.

Igen er fokus fjernet helt fra Kristus, som ’virker i os at ville og at virke’(34). I stedet for at pege på Jesus som den eneste vej, peges der i stedet på en metode til selvudvikling. Ifølge RW er det altså nødvendig at få nogle vaner, så vi kommer til at ligne Kristus. Og disse vaner skulle så være identisk med de åndelige discipliner. RW er helt på vildspor. For Bibelen siger jo tværtimod, at det er Helligånden, som forvandler de kristne ved at

”de fornyes i jeres sinds ånd og ifører jer det det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til’ (35).
Når RW kommer ind på de kristnes overgivelse og forvandling, er det tydeligt, at han i princippet betragter synd såvel som syndsbekendelse som ligegyldig for at opnå den ønskede åndelige udvikling, overgivelse og karakteropbygning. I stedet mener RW, at ’hvis du lærer at elske og stole på.. Jesus, vil du blive inviteret til at være sammen med ham i himlen’(36). Læg mærke til, at der igen fokuseres på den menneskelige præstation som altså handler om, at ’lære’ det, som Bibelen taler om. Men problemet er jo, at vi aldrig kan lære at elske ham og stole på ham i egen kraft. Hvis vi først skal lære det, vil vi aldrig komme i himmelen! Og netop derfor siger Guds Ord derfor til os, at ingen kan komme til himlen ved gode gerninger eller præstationer, men alene ved Guds nåde og kraft (37).

Bønnens betydning


Når RW sjældent kommer ind på bønnens betydning, så sker det også ved en præstation fra vores side. Han taler bl.a. om, at man kan ”lære at udvikle en vedvarende samtale med Gud”. Her henviser han til en katolsk bog ’En vandring med Gud’, som han kalder en ’klassiker’ og citerer forfatteren, som foreslår korte bønner frem for lange for at bevare enkeltheden. Når Bibelen siger til os ”bed uden ophør”, tolker han det til, at man bruger ”åndedrætsbønner i løbet af dagen”, hvor man ”vælger en kort sætning eller enkel frase, som kan gentages til Jesus i et åndedræt”. Der er ikke meget at nævne om bøn fra bogen ’Det målrettede liv’. For når RW kommer ind på det at bede, så er det meget overfladisk og bevæger sig i reglen hurtigt over til dét at meditere, se næste afsnit.

I modsætning til ’Det målrettede liv’ taler Bibelen klart om bønnens betydning, hvordan den er livsnerven til Gud, hvorfra vi får del i hans fællesskab og hjælp. Bibelen fortæller os, at Gud er en god Gud, som hører og besvarer bøn; en Gud, som er Skaberen; en Gud, som elsker os og som sørger for at afhjælpe vor nød! Når Jesus omtalte bøn var det med henvisning til, at Gud har befalet det. Bøn skal ikke være ’en kort sætning eller en enkel frase’, som gentages igen og igen ligesom åndedrættet, men skal være vort hjertets henvendelse til Gud angående alt, hvad vi behøver. En kristen har fået lov til – ved Jesus Kristus - at komme ind for Guds trone og bede til ham om alle ting i fuld tillid til, at han hører og bønhører. ”Våg og bed, så I ikke falder i fristelse”, sagde Jesus. Hvor meget mere behøver vi ikke denne befaling i dag?

Og fordi bønnen til Gud er så vigtig, bad Paulus eksempelvis om følgende af menigheden i Efesus:
”Gør dette (at iføre sig Guds fulde rustning) til enhver tid under stadig bøn, idet I altid beder i Ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige. Bed også for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed, for hvis skyld jeg er et sendebud i lænker. Ja, bed om, at jeg må have frimodighed til at tale ret derom…” (38).

Meditation


Mens RW næsten forbigår bønnens betydning, beskæftiger han sig meget mere med meditation, som han tolker som ’koncentreret tænkning’. Han skriver bl.a.: ”Ingen anden vane... kan gøre mere for at forvandle dit liv”. RW forklarer, at man kan blive god til at meditere på denne måde:
”At leve i bevidstheden om Guds nærvær er en evne, en vane, du kan udvikle. Ligesom musikere øver skalaer hver eneste dag for at kunne spille vidunderlig musik med lethed, må du sørge for at tænke på Gud på forskellige tider i løbet af dagen. Du er nødt til at træne dit sind til at have Gud i tankerne..” (39).
Læg igen mærke til, at RW også her mener at det er den enkelte, som selv skal præstere resultatet: For ’du skal udvikle’, ’du må sørge for’ og ’du er nødt til’. Han mener ikke, at der findes noget andet end denne selvpræstation, som ”kan gøre mere for at forvandle dit liv”. Guds kraft til at hellige og forvandle kommer heller ikke her ind i billedet.

Der er mange kristne, som mener, at det er OK at meditere – og kan i princippet handle om alt i livet, men tolkes oftest til at være en slags ordløs bøns-fællesskab med Gud eller tavs tilbedelse. Men hvis det var bibelsk at gøre det på den måde, hvorfor bruger man så ikke de ord, som Bibelen selv benytter – i stedet for at hente ord ind fra hinduismen. Betydningen af meditation står her for ”selvudviklingsmetode, der har til formål at standse de almindelige tænkeprocesser..” (40). Denne teknik har spredt sig via new age og div. okkulte bevægelser til hele verden. Selvom RW måske nok ikke tænker over det, så benytter han for en stor del de samme selvudviklingsmetoder og teknikker som beskrevet gennem artiklen.

Tilbedelse


For RW hænger det at behage Gud automatisk sammen med tilbedelse af ham, og skriver, at: ”Når du gør noget, som behager Gud, er det en tilbedelseshandling”. Derfor understreger RW vigtigheden af at behage Gud i det daglige, mens man opøver sig på at være opmærksom på hans nærvær.
Men sådan taler Guds Ord ikke. For det er ikke os, som skal opøve os i at være opmærksom på ham. Bibelen siger tydeligt, at
”lever I efter kødet, skal I dø, men døder I ved Ånden legemets gerninger, skal I leve. Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår.., men I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi ’Abba, Fader’. Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn” (41).

Bliv en kristen i verdensklasse


Under overskriften ’bliv en kristen i verdensklasse’ hævder RW, at for at fuldende missionsbefalingen må man blive en kristen i verdensklasse og ikke nøjes med at være en verdslig kristen. For at det kan lykkes, opfordrer RW ikke læserne til at gøre det, som Jesus har befalet. Men i stedet for at beskrive den bibelske udrustning, som den siger at kristne skal iføre sig, siger RW i stedet, at ”hvis du vil være en verdensklasse-kristen, må du foretage nogle mentale skift”. Bemærk at det også her handler om, hvad ’du vil’ og ’du må’ for at blive en ’verdensklasse-kristen’. Det kan kun betyde, at den nødvendige forvandling til at kunne udføre Guds befaling ikke kommer fra Gud, men fra dig selv. De mentale skift, som RW mener, at der skal ske, er hentet ind fra psykologien og hører bestemt ikke til i kristendommen, hvor det alene er Gud, som helliger og forvandler et menneske til at kunne tjene ham.

Epilog


Gennem tiden har jeg læst rigtig mange og gode opbyggelige bøger, hvor jeg ved læsningen er blevet beriget af Ånden og Ordets vidnesbyrd i disse. Mange af disse har omhandlet samme tema som i ”det målrettede liv”. Det er med smerte, at jeg har følt mig nødsaget til at skrive denne artikel. Kristi kærlighed tvinger mig: Måske er der en, som vil lade sig advare og lytter til advarslen i Guds Ord:
”Men jeg formaner jer, brødre! Til at holde øje med dem, som... fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem!” (42).

Sidst i bogen ’Det målrettede liv’ kommer RW ind på sin faders sidste ord på dødslejet: ’Red en mere for Jesus… red en mere for Jesus’. Der er ingen tvivl om, at RW er nidkær og ønsker det bedste for sin kirke såvel som dem, som følger hans råd i bogen. Men hvis det ikke bygger på Guds nåde i Jesus Kristus, så nytter det intet – og kan måske endda føre til fortabelse. Efter endt læsning af bogen står spørgsmålet tilbage: Hvilken Jesus prædikes? Fra hvilket evangelium? Og hvilken Ånd åbenbarer sig? (43) Dette spørgsmål, fordi jeg overhovedet ikke kan genkende evangeliet om vor frelser og herre Jesus Kristus, som RW har udlagt det i sin bog.

- - - - - - - - - - - - -

Henvisninger

Hvor intet andet oplyses, er sidetallene samlet fra hele afsnittet under samme tema og henviser til de tilsvarende sider i ’Det Målrettede Liv’ af Rick Warren.

1 side 189

2: Kim Andersen er redaktør af hjemmesiden: http://www.tagryggen.dk

3: Alle citater er hentet fra Kim Andersens artikel: ”Det målrettede liv (The purpose Driven Life), s. 3-6 og findes på ovenfor nævnte adr.

4 Holger Særkjær: ’Jesuitpræster bag NIV bibeloversættelsen’, marts 2002.

5 Side 22-25

6 Åb. 7:15, 19:7, 22:3

7 Fil. 3:7

8 Side 44, 47, 66, 250, 252, 326

9 Hebr. 6:4-6, 10:28-29, John 16:9.

10 Side 56, 213, 216, 221, 230, 255, 280

11 1. John. 21-2, 3:5.

12 Tit. 2:11-12

13 Side 209, 211

14 1. Mos. 3:6.

15 Side 90. 206-207.

16 Jfr. 1. Kor. 1:18, 1. John. 4:10

17 1. John. 1:9, Hebr. 3:14

18 Side 247

19 Rom 10.2

20 2. Kor. 3:3

21 Side 174, 188, 210.

22 Romerne. 5:5, 1. John. 5:10

23 Side 326

24 Side 34.

25 Apg. 9:13-14.

26 Fil. 1:21

27 Romerne. 12:2-3, jfr. Apg. 16:9-10

28 Kol. 3:17, 23.

29 1. Kor. 12:7-11

30 jfr. Ef. 4:11-12, 1. Kor. 12:28-31

31 Side 258-59, 266

31 Side 35, 165, 168, 171, 276

32 Romerne. 10:14-17, 1. Kor. 1:18, 1. Tess. 2:13.

33 Fil. 2:12

35 Ef. 5:23-24

36 Side 38, 201. 245, 246, 295

37 Ef. 2:10

38 Ef. 6:18-20, jfr. Fil. 4:6.

39 Side 93, 94, 198

40 Reinhard König: Hemmelig Hjernevask, side 201

41 Romerne. 8:13-16.

42 Romerne. 16:17.

43 2. Kor. 11:3-4


Debat: Derfor nej til ´Det målrettede liv´

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Nyreligiøsitet

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation