Det er blodet, der frelser

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 04/03-05



Der er i GT af Herren udpeget fire jødiske fester/helligdage om foråret, der viser hen til Jesu Kristi første komme. De tre første kaldes på hebræisk mikrah, en slags opregning eller prøve. Altså en beredelses prøve på det, der skulle komme. Det ser vi på lidt senere.

Hebræerne i Ægypten


Israels børn (hebræerne) blev meget dårligt behandlet i Ægypten i deres tid der, fordi kong Farao var bange for, at de skulle blive for mange. (2. Mos. 1:8-14.)

Herren så, hvorledes hebræerne blev mishandlet og gjorde alt rede til deres udgang fra Ægypten. Ganske som han havde lovet dem. (3:16-17.) Derfor valgte Gud Moses til at bede Farao om lov til at lade folket gå ud i ørkenen i tre dage for at tilbede og ofre. (3:18.)

Ni gange afviste Farao denne rejse. Og ni gange sendte Gud derfor svære plager af forskellig art over Ægyptens land. (2. Mos. 7:1-10:29.) Plagerne inkluderede, at 1) vand blev til blod. 2) Frøer oversvømmede landet. 3) Støvpartikler blev til myg. 4) Sværme af fluer invaderede landet. 5) Deres kvæg og husdyr døde. 6) Forfærdelige bylder slog ud på mennesker og dyr. 7) Hagl slog både mennesker, dyr og planter ned. 8) Græshopper fortærede al frugt og afgrøde. 9) Der blev total mørke i tre dage. Disse plager ramte kun ægypterne, ingen af Israels børn blev ramt. (2. Mos. 8:22-23, 9:4, 6- 7, 26 og 10:22-23.)

Da Farao stadig ikke lod dem rejse, sagde Herren til Moses, at han ville sende en tiende plage over Ægypten. Efter denne plage ville Farao lade folket og deres dyr gå.

Indtil denne dag havde jøderne kun fulgt den almindelige kalender, som begyndte med måneden tishri (eller ethanim), der startede i den sidste halvdel af september eller først i oktober. Det var i den syvende måned, aviv (eller nisan), at Gud sendte den tiende plage. Gud sagde tillige, at aviv/nisan derefter skulle være den første måned i året. (12:1-2.) Herefter blev jødernes kalender og de hellige fester baseret. Nisan måned begyndte i midten eller i sidste halvdel af vor marts måned.

Påske


I nisan blev den første af festerne holdt. Herren sagde til Moses, at den 10. aviv/nisan skulle hvert hushold tage et fejlfrit lam, der skulle være klar til den 14. nisan. Hvert lam skulle spises af en familie eller højest to. Den 14. nisan skulle lammet slagtes (ofres) mellem aftenerne (kl. 3 og klokken 6). På samme tidspunkt døde Jesus. Derefter blev en ysop gren dyppet i det slagtede lams blod og smurt på dørens overligger og på hver af sidekarmene. Senere spistes lammet, som var blevet ristet over en ild og spist sammen med usyret brød. (12:8-9.)

Ved 14. nisan ved solnedgang, hvor 15. nisan begynder, tillod Herren dødsenglen at slå det førstefødte ihjel i ethvert hus, som ikke havde blod på dørstolperne. Men hvor der var blod på dørstolperne, ville dødens engel gå forbi. (2. Mos. 12:23.) I alle ægyptiske boliger inklusiv i Faraos palads slog engelen hver førstefødt søn, såvel som det førstefødte af husdyrene ihjel. (11:5, 12:12a og 29-30.) Men blandt hebræerne og deres dyr døde ingen (11:7.)

Da Farao opdagede, at hans egen førstefødte søn var død, sagde han til Moses, at han skulle tage alle Israels børn og deres kvæg og forlade landet. (12:30-32a.)

At ofre påskelammet den 14. nisan var en ceremoni, der skulle gælde for kommende generationer. (2. Mos. 12:24-25, 3. Mos. 23:5, 4. Mos. 28:16 og 5. Mos. 16:1-2.) Den skulle minde dem om Guds stadige omhu, udfrielsen fra Ægypten og frelsen ved blodet.

Dagene før påsken


Det var den 10. nisan, at Jesus foretog sit sidste indtog i Jerusalem for at deltage i den årlige procession for det nationale påskelam. Lammet skulle føres til templet, (som et offentligt offer den 14. nisan, der gjaldt for alle i Israel.) Lammet blev ført ind i byen fra øst og blev mødt af folkeskaren, der bar palmegrene og sang Salme 118, medens de ihukom Guds vidunderlige udfrielse af deres forfædre fra trældommen i Ægypten. En passage, der blev sunget, var: Frels os, oh Herre, frels os. Oh Herre, send os fremgang. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! (Vers 25-26.)

Følgende processionen, der fulgte påskelammet, kom Jesus ned fra Oliebjerget, ridende på et æsel. Han fulgte nøjagtig den samme sti til templet som lammet. Folkeskaren, der havde været vidne til Jesu store undere, placerede flere og flere palmegrene foran ham og råbte, medens han passerede: Hosanna, du Davids søn!

I 4 dage var påskelammet holdt under offentligt opsyn i templet, hvor enhver kunne undersøge det for at se, at der ikke var skjulte fejl.

I de samme fire dage (ifølge jødiske kilder) prøvede ypperstepræsterne, de ældste, farisæerne og saddukæerne at fange Jesus i ord. Jesus lod dem målløse, thi de kunne ikke finde noget at anklage ham for. (Luk. 23:4,14-15 og Joh. 19:6 c.)

Og efter at Jesus var ført til Pilatus og Herodes, kunne de heller ikke finde nogen skyld hos ham (Matt. 26:59, 60a, 27:23a; Luk. 23:4,14,15 og John 19:6c), fordi Jesus var perfekt og uden defekter, Ganske som et påskelam skulle være.

Påskelammet slagtes


Det nationale påskelam for Israels børn blev slagtet i templet d. 14. nisan imellem aftenerne. (2. Mos. 12:6. Den første aften begyndte kl. 3 og den anden, egentlige aften kl. 6, som det hebræiske bain haarbayim betyder.)

I henhold til historikeren Joseph Good blev påskelammet bundet til alteret kl. 9 om formiddagen. Og vi læser i Mark. 15:25: ”Det var den tredje time (kl. 9), da de korsfæstede Jesus.” Mørke kom over landet (et mørke, som ikke kan forklares med solformørkelse, fordi der var fuldmåne) fra den 6. til den 9.time (kl.12-3), hvor Jesus døde. (Luk. 23:44 og 46). Jesus døde netop i den stund, da påskelammet i templet blev slagtet. En ypperstepræst slagtede lammet efter at have sagt: Det er fuldbragt! De samme ord, Jesus brugte, lige før han døde. (Joh. 19:30 a.) Disse ord betyder bogstaveligt: Betalingen er fuldt ud sket!

Ingen af påskelammets ben måtte blive brudt. (2. Mos. 12:46 c.) Efter korsfæstelsen blev ingen af Jesu ben brudt, fordi han allerede var død, da soldaterne kom til ham for at knuse hans ben. (Joh. 19:31-33.) Som også forudsagt i Sal. 34:20. Dette skete, for at de korsfæstede skulle være døde, før festen for det usyrede brød begyndte.

Det kunne normalt tage op til tre dage for en korsfæstet at dø. Men Jesus døde efter 6 timer. Angående dette skal vi huske Jesu ord: ”Ingen tager det (livet) fra mig, men jeg giver det af mig selv.” Joh. 10:18. Og i Joh. 10:17: ”Derfor elsker min Fader mig, fordi jeg giver mit liv, for at jeg skal tage det igen.” Jesus valgte selv at dø, før hans ben ellers ville blive knust.

Øjeblikket før Jesus døde den 14. nisan, råbte han højt: ”Fader! i dine hænder overgiver jeg min ånd.” Luk. 23:46, hvorefter han frivilligt udåndede. (Matt. 27:50.) Han matte dø på samme tid, som påskelammet i templet.

Mange har den udbredte misforståelse, at Jesus døde en fredag. Men det er en alvorlig fejl, idet vi dermed øver vold på Jesu direkte ord derom: ”Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.” Matt. 12:40. Fra fredag eftermiddag til tidlig søndag morgen kan der umulig være tre dage og tre nætter.

Den første dag af det usyrede brøds fest (15. nisan), var den store sabbat som omtalt i Skriften, der begyndte ved solnedgang, efter at beredelsesdagen (14.nisan) var endt. Denne dag kaldtes beredelsesdag (Joh. 19:14 a og 42), fordi det var den dag, lammet skulle slagtes og spises som påskemåltid samme aften. Jesus døde altså den 14. nisan hvor en ny dag begyndte kl. 18 efter gammeltestamentlig orden.

Det år var et særligt år, idet der var to sabbater i række. Den 15. nisan var en speciel, stor sabbat og den 16. en almindelig sabbat. Den korrekte oversættelse lyder i Matt. 28:1 a i den græske tekst: ”Shabbaton”; hvilket betyder sabbaterne, altså i flertal.

Jesus var nøje med at tale om for disciplene, at tiden var nær, hvor han skulle dø (blive slagtet). Han ville fejre påske med dem, før han døde. Han kunne jo ikke fejre den på den rigtige dag, thi da døde han selv. (Se Matt. 26:18 og Joh. 13:1 b). Det var sket to gange tidligere, at påsken var afholdt en hel måned for sent (4. Mos. 9:6-11 og 2. Krøn. 30:2-3 og 15a). Eftersom Jesus var israelit, matte og ville han fejre enhver fest i henhold til dette. Og kongernes Konge havde fuld ret til at holde påske en dag forinden.

Påskemåltidet


Det er næsten umulig korrekt at beskrive det, der skete den aften, Jesus holdt nadver med disciplene. Jeg må udelade en del for at gøre det forståeligt. Men jeg vil omtale, at der traditionelt blev betalt en belønning i sølv for at finde afikomen (der symboliserede påskelammets tilsynekomst) som blev regnet for at være en løsesum. Judas Iscariot fik 30 stykker sølv for at finde og forråde Jesus. (Matt. 26:15.) Medens Jesus gav sig selv som en løsesum for alle mennesker. (1. Tim. 2:6.) Afikomen blev også kaldt for livets brød, og var det sidste brød, der blev spist ved påskemåltidet. Jesus kaldte sig selv gentagne gange for livets brød. Og den, der spiser dette brød, skal aldrig mere hungre. (Joh. 6:35, 51 og 53.)

Hag haMatzah (det usyrede brøds fest) skulle være en fest vedvarende for de efterkommende generationer. (2. Mos. 12:14-20, 3. Mos. 23:6-8, 4. Mos. 28:17-25 og 5. Mos. 16:3-4 og 8.)

Usyret brød blev spist i de syv dage fra festen begynder d. 15. nisan efter solnedgang. Men det var tilladt at spise det også om aftenen den 14, som da kaldtes den første dag af det usyrede brøds fest.

Påskeofringen skete altså den 14. nisan, som også kaldtes for beredelsesdagen (John. 19:31). Det var en speciel højtid, fordi, som vi før så, to sabbater faldt sammen og kaldtes derfor Shabbaton for at skelne den fra ugesabbaten.

I dag, hvor templet er borte, spiser jøderne ikke et helt påskelam; kun en del af det, for eks. et lårben. Er det ikke nok, spiser man i tillæg kylling eller oksekød.

I begyndelsen af påske sederen, som er indledning til påskemåltidet, serveres der først fire bægre vin. Når disse er drukket, tager husfaderen tre stykker usyret brød, som kaldes matza eller matzah, som han anbringer et hvidt klæde over. En enkelt matza er fladt med mange ujævne striber og er gennemhullet. Og dette brød kaldes afikomen, men efter en kort ceremoni kaldes det yachatz (at bryde).

Påskens matza med de mange striber og huller viser hen til, at før Jesus blev ført til Golgata, blev han pisket med en pisk, der rev hans ryg op, idet der i piskens haler var indflettet glas og metalstykker. Ofte rev en sådan piskning alt kød på et menneskes ryg bort lige ind til benet. (Læs Es. 50:6 og Matt. 27:26 b.)

Ydermere pressedes torne ind i Jesu hoved (Matt. 27:29 a), hans ankler og fødder blev gennemstunget af nagler, da han blev korsfæstet (Sal. 22:16 b), og i hans side blev der efter hans død stukket et spyd. (Joh. 19:34.)

Esajas skriver om Messias: ”Han blev gennemstunget for vore overtrædelser…” Es. 53:5. Og Zakarias skriver ”De skal se på mig, som de har gennemstunget.” Zak. 12:10.

Livets brød


Zola Levitt, jødisk-kristen skribent, bemærker, at der ikke er sket nogen ændring i jødernes ritualer, siden Jesus sagde påske-sederen. Ordlyden er også i dag: ”Velsignet er du, O Herre vor Gud, universets Konge, som bringer brødet frem fra jorden”.

Da Jesus sagde til sine disciple: “tag dette og spis”, viste han klart hen til sit legeme. Det er der ikke noget nyt i, fordi han ofte sagde, at han var livets brød, og det levende brød: ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen. Hvis nogen spiser af dette brød, skal han leve evigt. Og brødet, som jeg vil give, er mit kød, som jeg giver til liv for verden. Joh. 6:51.

Jesus mente ikke, at de bogstavelig skulle spise hans kød, for at få det evige liv. Det ses af, at han også sagde: ”Det er Ånden, som giver liv. Kødet gavner intet. De Ord, som jeg taler til jer, er ånd og er liv.” Joh. 6:63.

Ved at bryde brødet, demonstrerede Jesus, at hans legeme ville blive brudt (dræbt) som et offer. Men livet kom ikke fra hans legeme men fra hans ånd. Og hver gang de brød brødet, skulle disciplene mindes, at det var Jesu personlige offer, der var hans åndelige gave, som gav dem et evigt liv hos Gud.

I Matt. 26:27-28 står: ”Så tog han kalken (vinbægeret), takkede og gav dem den og sagde: Drik alle af den! thi dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Dvs for dem, som vil tage imod frelsen ved tro på Jesus Kristus.

Det sidste påskelam og den første nadver. Påskemåltidet til minde om udfarten af Ægypten, fik fra denne stund et nyt indhold. Jesus indstifter nadveren til et minde om ham. Han brød brødet, som betyder, at han gav sine disciple sig selv og alt det, hans navn indebærer. Og vinen var et minde om hans død for os.

For fuldt ud at fatte denne handling, skal vi forstå en jødisk bryllup på Jesu tid. Som en præsentation af brudgommens første kontakt med bruden giver brudgommen bruden et bæger vin. Hvis hun tager imod vinen, er han accepteret og pagten forseglet. Og hun forbliver tro, indtil han vender tilbage.

Når Jesus siger, at han vil drikke den ny vin med os i Faderens rige, er det således en hentydning til det fremtidige Lammets bryllupsmåltid i Himlen. (Mark. 14:25 og Åb. 19:9.)


Debat: Det er blodet, der frelser

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Frelse

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation