Det kan koste livet at være en sand kristen

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 04/02-05



I 5.Moseb. 13. kap. læsere vi om, hvor smitsom og besnærende afgudsdyrkelse og frafald kan være. Da Herren ville lære Israel til i tro at tjene ham, måtte der strenge regler til på grund af deres mange frafald fra Herren. Talte Herren mildt til dem, hørte de ikke efter men gjorde, som de selv ville. De så ikke, at det ikke var frihed og velvære, de fik ved at holde sig til andre guder. Afguderne kunne ikke redde dem på nødens dag eller frelse dem fra følgerne ved ikke at holde Herrens bud. Herren havde ikke udfriet dem fra Ægypten, for at de på ny skulle komme i trældom, derfor måtte han ved hårde regler holde dem på den rette vej. Og således er det stadig.

Men det kan koste dyrt at følge Herren fuldt ud. Mange har i tidens løb givet deres liv for at bevare de gamle håndskrifter og den levende tro for den efterfølgende slægt. Den 22/9 år 300 nægtede den kristne, romerske officer, Mauritius, og hans thebanske legion at deltage i hedenske ofringer og i kristenforfølgelser. Derfor dræbtes Mauritius og legionens 6.600 mand på ordre fra kejser Maximian. Også siden har mange valgt at give deres liv for at bevare sandheden, som den er givet os i Bibelen.

Apostlen Peter led martyrdøden omkring år 64 e.Kr., samtidig med Paulus, som følge af den romerske kejser Neros forfølgelser af de kristne. Ifølge historiske optegnelser var Nero selv skyld i branden i Rom, som han brugte som en undskyldning for at udrydde de kristne.

Efter branden blev alle kristne i Rom dømt til døden, og deres henrettelser fik præg af en grotesk farce. De kunne vælge mellem at blive indsyet i skind af dyr, og derefter sønderbidt af rovdyr, eller de blev korsfæstet eller gjort til levende fakler.

Peter blev ifølge gammel overlevering efter eget ønske korsfæstet med hovedet nedad i de kejserlige haver på Vatikanhøjen. Hans korsfæstelse er afbilledet på et releif, der pryder Filaretes 1400 tals bronzedør til Peterskirken.

Og der har været ekstra barbariske tider i Den romerske katolske Kirkes herredømme, hvor det har kostet meget at være en kristen og at holde fast ved Bibelens budskab. Men selv bundet til en pæl med flammer rundt om sig, kunne martyrerne prise deres Frelser, Jesus Kristus, for at de havde fået del i nåden at tro på ham som den opstandne, der havde sejret over døden.

Martin Luther skrev til Johan Brismann i Königsberg, Wittenberg, 4. juli 1524


Luther skriver om sværmerne: ”De bruger verdslig magt, skiller Ånden fra ordet, gør Kristus alene til et forbillede.” Og han skriver videre: ”Der går det rygte, at kejserens grusomme edikt, som blev vedtaget i Worms for tre år siden om, at den lutherske sekt ganske skal udryddes. Og nogle rigsstæder frygter derfor. Men Kristus lever. Og han skal både sejre og triumfere. For øvrigt har jeg, da jeg første gang talte med stormesteren fyrst Albrecht, og han rådspurgte mig angående sin ordens regler, rådet ham til, at han skulle foragte disse tåbelige og forvirrede regler og gøre Preussen til et borgerligt fyrstendømme eller hertugdømme.

Han smilede da, men svarede intet derpå. Imidlertid ser jeg, at han ønsker, at det snarest kunne blive virkeliggjort. Men det ville lettest ske, hvis folket og de fornemste i Preussen blev underrettet derom og trængte ind på ham med deres bønner om, at han foretager dette skridt. Så ville han derved få en afgørende og stærk grund til at sætte det i værk, som han ønsker.

Da du nu altså ser, at der herved åbnes en dør for Herrens store og vidunderlige værk, hvorved der også gives et eksempel for andre ulykkelige biskopper, der gerne ønsker det samme, men ikke, uden at der foreligger et eksempel, vover at være de første, da indser du allerede, at det er dit hverv sammen med Speratus og Amandus og andre ordets tjenere at lede og tilskynde og opmuntre folket til, at de først anråber om Guds hjælp, og at de i stedet for dette gyselige fyrstendømme, der er en unaturlig blandingsform, hverken borgerligt eller religiøst, begærer et fyrstendømme af den rette form, og at de i væmmelse for det utugtige liv trænger ind på ordensmesteren med fælles og enige bønner om, at han omdanner denne uting til et ordentligt rige.

Kristus vil i alle disse ting give jer mund og visdom og folket indsigt og forstand, så at I bliver underviste om, hvordan I skal handle i den sag, bedre end ved mine forskrifter. Jeg arbejder på at udgive mine anmærkninger til Femte Mosebog, idet jeg tilegner dem til biskoppen af Samland, men da jeg er plaget af mange forretninger, går det langsomt med at gennemføre arbejdet. Anbefal mig til hans oprigtige nåde, og hils Amandus og alle brødrene i Herren. Lev vel i Kristus. Philip hilser dig. Hilsen fra vor prior, hvem Satan for nylig har villet dræbe, ved at der på torvet blev kastet en teglsten ned fra taget. Men Herren bevarede ham på vidunderlig måde. Husk på, kære Brismann, at arbejde trofast for, at der oprettes børneskoler, for her mener Satan, at man er kommet på sporet af ham, idet han frygter for, at ungdommen skal undslippe ham, og derfor gør han på utrolige måder alle vegne modstand derimod.”

Til Nikolaj Gerbel i Strassburg


Wittenberg, 6. maj 1524. Evangeliet udbredes trods modstand og sværmeri. Nåde og fred i Herren. Skønt jeg egentlig ikke har noget at skrive om, mener jeg dog, kære Gerbel, at jeg, nu da der går bud, vil sende dig en hilsen og bede dig hilse alle brødrene og søstrene i Herren og opfordre dem til at indeslutte mig i deres bønner. For jeg hører, at ordet er nær ved at komme til magten hos jer. Hos os går det således, at jo flere hindringer, der møder evangeliet, desto længere løber og spredes det. Det har nu allerede indtaget Magdeburg og Bremen. Jeg håber, det snart vil nå Brunsvig, især da fyrst Henrik, som tidligere var en afgjort fjende af det, nu allerede er ved at blive et andet menneske. Jeg tror, at vor Lonicer har fået mit brev, og jeg hører, at han er kommen i tjeneste hos en anden herre. Måtte Gud ikke forlade ham. Hos os opvækker Satan dog på et andet sted en sekt, som hverken vil have med papisterne eller med vore folk at gøre. De praler af, at de drives af rene ånder uden den hellige Skrifts vidnesbyrd. Deraf ser man, at det ord, vi forkynder, er Guds ord, da det må lide ikke blot af vold, men også af nye kætterier. Hils alle i Herren.

Til kurfyrste Frederik af Sachsen

Wittenberg, 23. marts 1524

Luther ønsker at Philip Melanchthon skal holde forelæsninger over Det Nye Testamente i stedet for at undervise i græsk, som han oprindelig blev ansat til.

”Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådige herre. Deres kurfyrstelige Nåde véd uden tvivl, at vi her ved Guds nåde har en smuk ungdomsflok, som fra fjerne lande er begærlig efter det frelsende ord, men som også i den anledning prøver megen fattigdom, så at nogle ikke har andet end vand og brød til føde.

Magister Philip [Melanchthon] har af Guds særlige nåde fået rige gaver til at holde forelæsninger over Skriften, også bedre end jeg formår det. Og jeg måtte ophøre med arbejdet på at oversætte Bibelen på tysk, hvis jeg selv skulle gøre det, hvad jeg gerne ville. Derfor har jeg opfordret ham til i stedet for sin undervisning i græsk at give sig af med at holde forelæsninger over den hellige Skrift, fordi hele skolen og vi alle i høj grad ønsker det. Men han vægrer sig bestandigt, idet han hævder, at han af Deres kurfyrstelige Nåde er ansat og lønnet til græskundervisning, og derfor ikke kan han ikke give sig af med andet. Det er derfor, jeg på alles vegne underdanigst beder Deres kurfyrstelige Nåde, at I til gavn for den kære ungdom og til fremme af Guds evangelium, hvis det kan lade sig gøre, vil tilstå ham denne løn, for at han kan holde forelæsninger over den hellige Skrift, tilmed da her er mange unge mennesker, som vel kunne forestå undervisningen i græsk, og det ikke sømmer sig, at han altid skal give sig af med denne barnlige undervisning og derved forsømmer det, som er vigtigere, og hvorved han kan skaffe så megen frugt, at den ikke kan opvejes med penge eller løn. Gud give, vi havde flere af dem, der kunne holde sådanne forelæsninger. Der er desværre ellers nok af sværmere. Men vi kan nok behøve at anvende tiden og folkene, når de af Guds nåde er til stede. Den tid skal nok komme, ligesom tidligere, da man må lade det være, hvor nødig man end vil, fordi man mangler sådanne folk.

Vi må derfor have vor opmærksomhed rettet på, at vi, medens vi kan det, opdrager folk og gør det, vi formår, for vore efterkommere. Og hvis det nu må være Deres kurfyrstelige Nåde kært at hjælpe til dermed, beder jeg jer, at I alvorlig vil pålægge nævnte Philip flittigt at give sig af med Skriften, og selv om man også må give ham noget mere i løn, så skal og må han tage fat. Deres kurfyrstelige Nåde være anbefalet til Guds barmhjertighed. Amen. Wittenberg, onsdag efter palmesøndag, 1524. Deres kurfyrstelige Nådes underdanige tjener, Martinus Luther. (Det er et udvalg af mange breve, som M. Luther skrev og som vidner om hans og andres kamp for troen.)

Navn af at være levende, men var dog død


Jesus ser bag kulisserne, bag de fromme facader. Menigheden i Sardes havde navn for at være en levende menighed. (Joh. Åb. 3:1.) Gudstjenesterne var godt besøgte, også børnene blev grundig undervist. De syge og gamle fik ofte besøg. Menigheden kom regelmæssig sammen, fordybede sig i Guds ord, bad og opmuntrede hverandre. Men Jesus sagde om denne menighed, at selv om den havde ord for at være levende, var den dog død.

Vi kan ikke afvise dette brev og tro, at det ikke vedrører os. Også i dag ser Jesus bag facaden lige ind i menighedernes indre, ja, ind i hvert enkelt menneskes indre. Og da bliver spørgsmålet vældigt alvorligt også for os: Har vi navn for at være levende, medens vi egentlig er døde?

Tager vi det nøje med Guds ords lære? Advarer vi mod bibelkritik og falsk lære? Det er sandheden som tæller. Og det er den, Jesus ser efter. Han ser det, mennesker ikke ser.

Lad os se på, hvad det er, Jesus taler om. Han siger: Jeg ved om dine gerninger. Af navn er du levende, men du er død. Hvad kan han mene med dette? Har det da ikke nogen betydning, at en kristen gennem sin aktivitet og sine gerninger har skaffet sig et ry for at leve? Nej! gerninger, om de så er aldrig så gode, frelser ingen. Herren ser efter, om vi er født på ny, og alt hvad vi gør, skal være en frugt af Åndens arbejde i os. Og han ser efter, om det, vi siger og gør, er sand lære.

Vi læser om menigheden i Tyatira: ”Skriv til menighedens engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn, der har øjne som ildsluer, og hvis fødder er som skinnende malm: Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og tro og tjeneste og udholdenhed, ja, dine gerninger, de sidste flere end de første. Men jeg har imod dig, at du finder dig i kvinden Jesabel, som kalder sig selv en profetinde og lærer og forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød.” Åb. 2:18-20.

Overfor denne menighed omtaler Kristus sig som Guds Søn (jfr. med Åb. 2:26, Sal. 2:8 og 1. Joh. 5:20), den alvidende dommer og den, som har styrke og herlighed. - Forholdene i Tyatira var på den ene side, at der findes sand kristendom (kærlighed, som menigheden i Efesus havde mistet, er der her). På den anden side får den værste vranglære lov at virke iblandt dem. De fjerner ikke Jesabels lære (jfr. 1. Kong. 16:31 og 2. Kong. 9:22). Der var både afgudsdyrkelse og utugt i menigheden under ledelse af denne, selvbestaltede profetinde.

Jesabels ånd


Herrens særlige budskab til menigheden i Tyatira består af: (1) Dom over profetinden og hendes tilhængere, skildret omfattende og konkret: Sygdom, trængsel og død. (2) Trøst til de sande troende, der formanes til at holde fast ved Kristi ord og ikke give efter for presset til at søge en dybere kundskab i Satans dybder, som vranglæren mente var nødvendig. – Den, som sejrer, skal få del i Kristi herredømme (jfr. Luk. 22:29 og 1. Kor. 6:2) og hans evige herlighed.

Menigheden i Tyatira havde sikkert mange aktiviteter og sikkert et stort arbejde blandt de unge. Vi kan synes, det er imponerende, hvad de nåede og fik gjort. Vi efterligner måske dette på mange områder men desværre også med, at vi tillader ”Jesabels lære”, som fik alvorlige konsekvenser for denne menighed og vil få det for os, dersom vi tillader Jesabels ånd at virke i og omkring os. Er der sikker på, at der ikke er en ”Jesabel” i din menighed?

Vi må være ærlige og indrømme, at Jesabels ånd får lov at virke i mange, mange menigheder. Du er måske blevet advaret i mod den. Men har du blot vendt ryggen til advarslerne ændrer det ikke noget i dit liv, og du vil snart nå dertil, at du tilmed bliver lunken. Det hjælper dig ikke at se dig omkring og sige til dig selv, at du er lige så god som de andre. Det kan sikkert være rigtig, men glem ikke, at Jesus sagde: ”Jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de forrige gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din lysestage fra dens sted, hvis du ikke omvender dig.” Åb. 2:4-5.

Når vi ser, hvad der siges og gøres i mange af nutidens menigheder, bliver jeg forfærdet og tænker på menighederne i Joh.åb. Det var slemt, hvad de tillod, men det er langt værre, hvad mange menigheder tillader i dag. De fleste af åbenbaringsbogens menigheder får dog ros for mange ting. I vor tid står det så meget værre til, at der næppe er megen ros at hente. Og så tror vi endog, at vi er rige og har alt. (Åb. 3:17.)

Israels folk var hårdhjertede. De ville ikke høre og ikke rette noget i deres liv. De blev i stedet vrede på profeterne, som talte advarende til dem i Herrens navn. Det er ganske det samme i dag. Alle, der advarer imod diverse synder, er ikke velsete, og der tales ilde om dem, ganske som om profeterne i den gamle pagts tid.

Vi må forstå, at vi er inde i den frafaldstid, der vil være lige før antikrist står frem. Der står desuden om den tid. ” Og fordi lovløsheden (oprørskhed mod Gud) bliver mangfoldig, vil kærligheden blive kold hos de fleste.” Matt. 24:12.

Det er det, der sker lige for vore øjne. I løbet af få årtier er kristendommen blevet enten død eller en karikatur af den gudsfrygt, vi læser om i Bibelen, bl.a. på grund af ”Jesabels ånd”.

Den, som sejrer, skal iklædes retfærdighedens klæder


Bibelen gør det helt klart: Vi bliver frelst af nåde alene ved troen, uden vore egne gerninger og fortjeneste. Frelsen er en betingelsesløs og en hel fri gave, der ikke hviler på gerninger men alene ved troen på Jesus Kristus, som ved sin gerning i liv og i død har fuldbragt frelsen for os. Vi mener, at mennesket bliver retfærdigt for Gud ved tro, uden lovgerninger, skriver Paulus i Romerne. 3:20, Gal. 2;16 og 3:10. Og han skriver også: Alt, som ikke sker i tro, er synd. Romerne. 14:23 b.

Det vil altså sige, at de største gerninger og de fineste ofre ingenting er værd i Guds øjne, dersom de ikke sker i tro. Og de mindste gerninger og de mest usynlige tjenester er fuldkomne i Guds øjne, dersom de bliver gjort i troen på Jesus Kristus.

I slutningen af brevet til Sardes siger Jesus: Den, som sejrer, skal blive klædt i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men jeg vil kendes ved hans navn for min Fader og hans engle. Åb. 3:5. Et mægtigt løfte som gælder hver den, som ikke lader den åndelige søvn få lov at overmande sig, men som er vågen og har en levende tro på sin Frelser. Hans navn skal aldrig slettes ud af livets bog. Tvært imod vil Jesus kendes ved ham overfor sin Fader og alle hans engle.

For dem, som står skrevet i livets bog, skal det ikke gå som for dem, der går dom over. På trods af, at de havde profeteret ved Jesu navn, drevet onde ånder ud og gjort mange mægtige gerninger ved hans navn, skal de på dommens dag høre disse ord: Jeg har aldrig kendt jer! Matt. 7:21-23.) Fordi de havde ord for at leve, men var dog døde.

Tilsmudsede klæder


Jesus siger i brevet til Sardes, at de havde tilsølet deres klæder. Deres hvide klædedragt, som de var blevet iklædt, da de kom til tro på Kristi fuldkomne retfærdighed, var blevet tilsølet af Jesabels ånd.

Vi kan let få tilsølede klæder. Det store frafald i de sidste årtier har ført til, at mange er gået med i den gruppe, Jesus ikke kender. (Matt. 7:25.) 5.Jan. 2005 stod der i Kristeligt Dagblad: ”Syv af folkekirkens 11 biskopper har på et bispemøde besluttet at udsende et forslag til en vejledning for gudstjenestelig velsignelse af par, der har indgået registreret partnerskab.”

Kirken er altså rede til at velsigne synd. Jeg har tidligere skrevet om Bibelens meget klare budskab om, at sådant ikke må findes i Guds menighed. Homoseksualitet er en valgt synd, der ikke er taget afstand fra, men fået lov til at vokse sig stor og stærk.

I den græske kultur var det på Paulus´ tid i vide kredse således, at en ældre mand ofte havde en ung mand som sexpartner. Rester af denne kultur er hængt ved indtil i dag og godkendt som medfødt. Hvilket den ikke er. Hvilken sejr for Satan at kunne få menneskeheden til at tro, at visse typer synd er medfødte.

Jeg fælder på ingen måde dom over de homoseksuelle, men over den synd, de øver. Men de kan blive renset fra den og blive frelst af Guds nåde. Men de må selv ville det.

Der er en tendens til i vor tid til at undskylde synd. Derved bliver mange kristne frafaldne, så at endog selve frafaldet bliver regnet som normal kristendom.

Vi er alle købt dyrt, og vor store, ubetalelige skyld af diverse synder er betalt af vor Frelser, da han tog vor skyld på sig og lod sit hellige blod, der fuldkommen renser fra al synd udgyde for os. Ingen har syndet så meget eller begået en så stor synd, at Gud ikke kan og vil tilgive, dersom vi af hjertet angrer den og tager imod Jesus Kristus og hans nåde ved tro. Da renser Jesu blod fra al synd.

Lad os holde fast ved vort håb


Er vi renset fra vor synd, må vi derefter ikke blot synde videre i de samme synder. Vi skal regne os for døde fra disse synder og bede om kraft til at vinde sejr over dem, når de kommer og frister os.

I den svære frafalds tid, vi er inde i nu, er det vigtigt at være nøje med, hvad vi læser og hører. Thi mange falske lærdomme kommer daglig til os. Kender vi ikke, hvad Bibelen siger, er vi lette at lede ind i en vildfarelse. Derfor skal vi ofte læse i Bibelen, ligesom vi ofte spiser for at opretholde legemets kraft.

Vi skal ud fra Bibelen prøve alt det, vi hører og ser, ganske som folkene i Berøa. (Apg. 17:11.) Har vi ikke Bibelen at sammenligne med, kan næsten alt fremstilles som sandhed. Tag et hvidt stykke stof og giv det en tone gråt. Dersom du ikke sammenligner det med det fuldkomne hvide stykke, vil du stadig tro, at det let grålige stykke er hvidt. Således er det også, dersom du ikke sammenligner det du hører med Bibelen. Da når dertil at du har ord for at leve men er dog død.

Må Gud give, at vi altid samstemmer med dem, som siger: Vi hører ikke til dem, som trækker sig tilbage og går fortabt, men til dem, som tror og bjerger deres sjæle! Hebr. 10:39.

”Thi ved et eneste offer har han for al evighed gjort dem fuldkomne, som bliver helliget. Også Helligånden vidner om dette for os. For efter at Herren tidligere havde sagt: Dette er pagten, som jeg vil oprette med dem efter de dage”, siger Herren nu: Jeg vil lægge mine love i deres hjerter, og i deres sind vil jeg skrive dem. Og: Deres synder og deres lovbrud vil jeg aldrig mindes mere.” Hvor der er tilgivelse for syndere, behøves der ikke længere noget offer for synd. Derfor, brødre! har vi frimodighed til at gå ind i helligdommen (græsk: Det Allerhelligste) ved Jesu blod. Vi har fået en ny og levende vej, som han, har indviet for os gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme. Og fordi vi har en ypperstepræst over Guds hus, så lad os komme frem med et sandfærdigt hjerte, i troens fulde vished…. Lad os uden at vakle holde fast ved bekendelsen af vort håb, for han som gav løftet, er trofast.” Hebr. 10:14-23.


Debat: Det kan koste livet at være en sand kristen

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation