Det glemte Evangelium

af Kim Andersen
Lagt på d. 12/01-05



Når man lytter til prædikanter i dag, som prædiker et budskab der er rettet mod synderen som endnu ikke er frelst, så hører man et tomt og overfladisk budskab, der bringer det Glædelige Budskab i en forkvaklet og splittet form. Det flyver hen over hovedet på synderen, der har behov for logik i Frelsebudskabet om Jesu Kristi død og opstandelse, for at betale prisen for dine og mine overtrædelser.

Man har igennem et halvhundrede år forkastet Moseloven og vil kun acceptere talen om nåden igennem Jesus Kristus, og bruger fraser så som, ”vi er ikke under loven”, ”glem ikke nåden” osv. Ofte hører jeg spørgsmålet ”hvorfor viser det gamle testamente en vredens Gud, mens det nye viser en barmhjertig Gud?” Sandheden er, at Gud aldrig har ændret eller vil ændre sig (Hebr. 13:8, Mal. 3:6). I det Gamle Testamente ser vi ofte, hvordan Gud igen og igen tager Israel til nåde (Neh. 9). Gud er den samme og Hans vrede over synden, er i dag den samme som den var i det Gamle Testamente. I det Nye Testamente der ser vi også Guds vrede, eks. da Ananias og Safira gjorde sig til løgnere (Apg. 5:1-11). Gud tog livet af dem begge. Læs Åbenbaringsbogen. Det er en beskrivelse der tydeligt tilkendegiver den samme Gud, som i det Gamle Testamente. Når Gud ikke ændrer sig, er det os der skal gennemgå en forvandling, for at undgå Hans vrede. Denne forvandling sker ikke ved egen kraft, men ved Guds kraft - ved Hans frelse og Hans forunderlige Hellige Ånd.

Behovet for frelse, føres i en terminologi der degenererer Evangeliet og udtrykkes som regel at ”Du vil aldrig finde sand lykke, før du kommer til Jesus Kristus”, eller ”Jesus Kristus vil give dig fred, glæde, kærlighed, fuldbyrdelse og varig lykke”, eller måske har du også hørt denne, at ”Du har et tomrum i dit hjerte, som ingen anden kan udfylde, end Jesus Kristus”.

Der er ikke den salgsteknik der ikke tages i brug, for at sælge en synder Guds frelsende Evangelium. ”Gud vil helbrede dit ægteskab og fjerne dit alkoholproblem. Han vil redde dig ud af økonomisk gæld og være din bedste ven”. Evangeliet fremføres på størst fejlagtig vis som et livs-forstærkende budskab, eller ”bedre livskvalitet” som flere ”helbredelsesprædikanter” udtrykker det med holdningen, at de efter alle deres helbredelser knapt behøver at prædike. Helbredelserne i sig selv sælger Evangeliet, og yderligere overtalelse er således overflødig.

Bedes der en frelsesbøn, eller tilskyndes der til omvendelse, fremsiges klichéer så som ”Bed Jesus komme ind i dit hjerte” eller ”Giv dit hjerte til Jesus”, hvilket der intet sted i Bibelen findes belæg for. I det hele taget findes det at gentage en frelsesbøn ikke i Bibelen og disse floskler og metoder er fabrikeret på en stadig accepteret løgn, der blev opfundet for at gøre frelsen hurtig, nem og behagelig. Hele sagen, at Helligåndens virke gøres til en funktion, et program, viser at sandheden om frelsen er sunket i jorden.

Det moderne budskab, at ”Gud elsker dig, og har en vidunderlig plan for dit liv”, vil skuffe det verdslige menneske, som har en helt anden oplevelse af hvad vidunderligt er, end hvad Bibelen lærer. Viser vi Apostlenes Gerninger frem, med steningen af Stefanus (Apg. 7:59), eller Paulus og Silas der hudflettes (Apg. 16:22-23), så tror jeg et menneske vil finde deres synder mere vidunderlige.

Derfor er Evangeliet ikke et spørgsmål om et bedre og mere vidunderligt liv i lykke og fremgang, men om retfærdighed og hellighed, i trængsel med Guds sande folk: ”Han (Moses) ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje” (Hebr. 11:25-26).

Moseloven, logikken taler for sig selv


Hvordan skulle et menneske finde taknemlighed ved at få at vide, at en anden har betalt prisen for hans straf, når personen ikke mener at have begået noget strafværdigt?

Mange mennesker lever efter deres egen målestok og samvittighed, et godt og sobert liv. De er hjælpsomme og har mange venner, ingen problemer af sværere karakter, og har rigeligt i sig selv og sit jordiske liv.

Bibelen fortæller om Jesus, hvor Han citerer profetien om sig selv, fra Esajas bog: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren” (Luk. 4:18-19, Es. 61:1-2).

Sagen er, at hvis man ikke forstår hvorfor Evangeliet er et godt budskab, og ikke ser sig selv som hverken blind, fanget, undertrykt eller sørgmodig, så er der ingen logik i dette budskab. Men Gud gav os i sin nåde loven, som dømmer os, om vi ikke vender om til nåden i Kristus. Den dom, der venter dem, som ikke vender om og kaster sine liv i Jesu hænder, er evig, uendelig fortabelse. Uanset hvor godt et liv der er blevet ført på denne jord, kan intet menneske som ikke lod sig frelse ved Guds nåde, se sig fri for dommen, som sættes efter loven i Ordet.

Bibelen er fyldt med Ord der fortæller os, at vi ikke er gode: ”Der er ingen retfærdig,
ikke en enesteDe er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste” (Romerne. 3:10-12, Sal. 14:2-3, Præd. 7:20). Ikke et eneste menneske er retfærdigt i sig selv, ikke en. Men i Jesus Kristus er vi retfærdige, hellige og rene. I Ham er vi fuldkomne. Men i os selv er vi intet, og har intet at rose os af – kun som Paulus siger, vores magtesløshed (2. Kor. 11:30).

”Jeg gør det bedste jeg kan”, hører jeg tit, ”og det må være godt nok”. ”Jeg er oprigtig og ærlig” – men hvad hvis du tager oprigtig fejl? Hvad hvis dine anstrengelser for at leve godt, ikke er godt nok? Jesus sagde: ”ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6). Ofte er det stolthed der taler igennem disse ord, at vi er gode nok i os selv. Bibelen siger at: ”Menneskets stolte blik skal ydmyges, mænds hovmod skal bøjes; Herren alene er ophøjet på den dag (dommens dag)” (Es. 2:11). Jesus fortæller en lignelse om farisæeren og tolderen. Farisæeren bad: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér”. Det er præcis sådan holdningen ”jeg gør det bedste jeg kan”, taler. ”Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!” (Luk. 18:13). Denne ydmyghed og utilstrækkelighed som tolderen stod med, forårsagede at han modsat den selvretfærdige farisæer ”gik hjem som retfærdig” (Luk. 18:14).

”Jesus dømte ikke den utugtige kvinde, og vi må heller ikke dømme”, er ofte menneskers forsvar imod denne tale. Hvad siger denne fortælling? Nøjagtig det samme som denne artikel. Jesus tilbød kvinden frelse og gav hende en mulighed - at vende om fra synden. Jesus sagde: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh. 8:11). Det er klart at kvinden ville blive dømt af Jesus, hvis hun ikke vente om. Derfor tilskyndede Jesus hende: ”Gå, og synd fra nu af ikke mere”.

Jesus brugte loven til at vise synderen Guds retfærdige standard (Luk. 10:25-26), efter hvilken verden vil blive dømt. Jeg hører ofte, at vi ikke må skræmme mennesker ind i Guds rige. Men sandheden er skræmmende, at Guds hånd og nåde med os, er det eneste der holder os fra helvedets ild. Bibelen fortæller at: ”Ved troskab og sandhed sones skyld,
ved at frygte Herren holder man sig fra det onde
” (Ordsp. 16:6) og skulle vi om nogen, som Kristi efterfølgere ikke fortælle verden denne sandhed ufortyndet?

Det svarer til, at man fortæller alle der sidder i et nedstyrtende fly, at hvis de ikke tager faldskærmen på, før de hopper ud, så dør de når de rammer jorden, fordi faldskærmen er det eneste der kan ophæve tyngdeloven. Kan du forestille dig situationen? Nogle kikker på faldskærmen og siger at de ikke har brug for andet end sig selv. Andre vrænger næse og mener, at det med faldskærmen er noget for svage mennesker. Andre igen vil have et synligt bevis for at tyngdekraften eksisterer, før de kan tro på det.

Forstår du dette? Synden er tyngdekraften, der kaster dig i helvede – og Jesus Kristus er den der ophæver syndens kraft, som faldskærmen ophæver tyngdeloven. Tyngdeloven er vi alle under, såvel som vi er under Moseloven, om vi stadig lever i synden uden en Frelser.

Loven er stadig god og hellig, og vort eneste redskab til at kende synden (Romerne. 7:7-14) og derfor må vi lade loven dømme synderen, så han kan tage imod nåden igennem troen på Jesus Kristus, og komme under nåden i stedet for loven (Gal. 3:24). Vi kan på ingen måde pege hen til værket på korset, uden at pege på synd, for det er synden Kristi offer handler om.

Et fantastisk eksempel på dette i Bibelen, er fortællingen om David som forbrød sig mod Gud, ved at ligge med Batseba og få hendes mand dræbt i krig, for at kunne gifte sig med hende. Gud sendte Natan, for at afsløre Davids synd. David havde brudt flere bud: Han begærede sin næstes hustru, han løj, han stjal hende, begik hor, dræbte hendes mand Urias og ikke mindst, vanærede han Gud. Resultatet for Natans afsløring af David var at David sagde: ”Jeg har syndet mod Herren” (2. Sam. 12:13) og angrede.

Havde Natan ikke afsløret Davids synd, men sagt ”Gud elsker dig, og har en vidunderlig plan for dit liv – men synden holder dig fra dette vidunderlige liv”, så havde David nok sagt, hvilken synd snakker du om? Nogle gange tror mennesker, specielt i dag, at de kan narre Gud. ”Der sker jo ingenting, så Han har nok ikke set mine overtrædelser”. Deres samvittighed dømmer dem måske heller ikke længere, så loven er den eneste retlige tugtemester.

Der er begået mange mord og andre overtrædelser i tidens løb, som menneskets retssystemer ikke magter at dømme. Man kan narre disse systemer, eller med en god sagfører undgå dommen. Men Gud narrer man ikke. Han stiller dig til ansvar for dine synder fra første til sidste. Ikke én overtrædelse glemmer Han. Du kan selv betale prisen, eller tage imod løsesummen i Jesus Kristus, der tog straffen for din synd. Bibelen siger at: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; Han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol. 2:14).

Lovens virke, med Helligåndens kraft, får mennesket til at ryste under Guds vrede og bringer sand bedrøvelse over synden i menneskets liv. Humanismen kalder dette virke for en ond Gud, men Bibelen lærer at: ”bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydesOg se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje - hvor stor beslutsomhed, ja undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer!” (2. Kor. 7:10-11). Sand bedrøvelse over, og omvendelse fra synden, er den eneste måde at nå til frelsens erkendelse.

Paulus siger: ”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Romerne. 3:19-20).

Han siger også: ”Men vi ved, at loven er god, dersom man bruger den, som lov skal bruges, når man nemlig er sig bevidst, at loven ikke er bestemt for retskafne, men for lovløse og genstridige, ugudelige og syndige, ufromme og vanhellige, for fadermordere og modermordere, manddrabere, ukyske, for dem, der øver unaturlig utugt, menneskerøvere, løgnere, menedere, og hvad andet der strider mod den sunde lære - alt i overensstemmelse med det evangelium om den salige Guds herlighed, som er blevet mig betroet” (1. Tim. 1:8-11).

Finder du dig selv for god til at få det over dine læber, at du skulle være lovbryder, at du skulle give afkald på det syndige menneske, så spejl dig selv i loven og find flere gode grunde til, at i inderlig ydmyghed, bøje dig for Jesus Kristus, erkende din synd og påkalde Jesu navn, for at modtage den sande frelse, som giver dig styrke og kraft, til at være Guds barn.

Det er svært at udlægge loven udtømmende, for der vil altid være afvigelser, som kan retfærdiggøres, og dybder som vi ikke forstår. Men jeg vil prøve at vise det så godt som det nu kan lade sig gøre, fra min side. I bund og grund handler det om en god eller dårlig samvittighed - med det i mente, at et menneske med spoleret samvittighed, kan være skyldig uden at vide det. Om det skulle være tilfældet, ville mennesket i så fald se sig skyldig, i lyset af loven, uanset moral.

De ti bud


Det første bud lyder: ”Du må ikke have andre guder end mig” (2. Mos. 20:3).

Dette bud, brydes på mange måder. Mennesket har altid lavet afguder af træ, sten og jern m.m. Men der er en afgudsdyrkelse der er mere snedig og usynlig, som brydes af tusinder i dette land.

Humanismen og relativitetsteorien, at noget er godt for dig, og noget andet for andre, har lært mennesket at skabe deres egen gud, som passer i deres egen virkelighed. Oftest er deres gud ”kærlighed”, som ikke dømmer nogen, men elsker alle mennesker som de er. Allerede her synder de, for deres gud er en falsk gud: ”hele dommen har Han (Faderen) overdraget til Sønnen” (Joh. 5:22), og ”hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen” (Åb. 20:15). ”Du må ikke have andre guder end mig” siger den levende Gud.

Kristeligt Dagblad havde d. 20. februar 2004 en artikel med titlen ”Danskere vælger deres egen moral”. En overskrift siger at ”Ny undersøgelse viser, at tre ud af fire i dag ser sig selv som deres moralske forbillede”. Peter Gundelach, som er professor i sociologi ved Københavns Universitet, har forsket i danskernes værdier og peger på at ”mange moderne mennesker træffer moralske beslutninger efter en forhandling med sig selv” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel:aid=207747).

Som du kan se, brydes dette lovbud, selv med god samvittighed og menneskelig fornuft.

Jesus uddyber dette bud – Han annullerer ikke dette lovbud men stadfæster det og siger: ”du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke” (Mark. 12:30). Det betyder at vi ikke må have nogen gud som erstatning for, eller ved siden af den Sande Gud.

Elskede folket den levende og Sande Gud, ville de med nidkærhed studere hvem Han er i Bibelen, og rette sig derefter. Der er ikke ret mange i dag der elsker den levende Gud. Selv mange som kalder sig kristne og bekender Jesus som Herre i deres liv, finder ikke tid til at lære Ham at kende, igennem Ordet.

Westminster trosbekendelsen, uddyber dette bud virkelig godt, ved at sige:

”Pligterne som kræves i det første bud, er kendskabet og erkendelsen af Gud, som værende den eneste sande Gud og vores Gud; og at tilbede og lovprise Ham i overensstemmelse dermed, ved at tænke, grunde, ihukomme, højagte, ære, tilbede, vælge, elske, attrå, frygte Ham, tro Ham, stole, håbe, fryde, glæde sig i Ham, være nidkær for Ham, påkalde Ham, give al pris og tak, føje og adlyde og underlægge sig Ham, med hele mennesket; være nøjsom i alle ting for at behage Ham, og sørgmodig når Han i noget bliver forbrudt; og vandre ydmygt med Ham.”

Med andre ord, accepterer Gud intet, der kommer imellem os og Ham. Mand, hustru, børn, tv, sport, bil – end ikke vort eget liv.

Har du brudt dette bud?

Det andet bud lyder: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem” (2. Mos. 20:4-5).

Dette bud er tæt beslægtet med det første. Det første handler om at vælge den sande Gud, som vores Gud, og det andet, at give Ham vor tilbedelse.

Det betyder ikke, at vi ikke må lave en elfenbens elefant, eller skære en fisk ud i træ. Det handler om, at intet må være mere værd for dig, end Gud. Uanset om det er dine børn, kone, familie, venner, job eller interesser, som betyder mere for dig end Gud, da bryder du dette bud. At have større kærlighed til noget andet end til Gud, er afgudsdyrkelse. Jesus sagde at: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud” (Matt. 22:37-38).

Der ligger i menneskets hjerte, en dybt forankret synd, at medtage remedier i sin gudsdyrkelse, som de med deres legemlige sanser kan opfatte. Gud er usynlig og kan ikke erkendes uden igennem ånden. Uden at være født på ny, er mennesket åndeligt dødt, og kan ikke opfatte Gud. Men vælger man at tage imod troen igennem Bibellæsning og blive født på ny, erfarer og oplever man med en levendegjort ånd, at Gud er den Sande og levende Gud.

Den romersk katolske moderkirke, som udgiver sig for at være kristen, bryder i stort omfang dette bud. Krucifikset er en central del af denne religion, og ved deres altre, bøjer man sig for deres kristus figur og i mange tilfælde også deres Maria figur. Rosenkransen er ligeledes en fornærmelse mod Gud, og leder folket i direkte afgudsbøn. Bøn til deres helgener, er ligeledes afgudsdyrkelse, da intet menneske, dødt eller levende, indeholder noget guddommeligt. Husk på: ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste”.

For informationens skyld, vil jeg vise dig katolicismens ti bud
  • Du må ikke have andre guder end mig.
  • Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn.
  • Husk sabbatsdagen og hold den hellig.
  • Ær din far og din mor.
  • Du må ikke begå drab.
  • Du må ikke bryde et ægteskab.
  • Du må ikke stjæle.
  • Du må ikke vidne falsk mod din næste.
  • Du må ikke begære din næstes hustru.
  • Du må ikke begære din næstes ejendom.
Som du kan se, mangler budet om afgudsdyrkelse, og det tiende bud, er delt op i to, for at holde antallet af bud på ti.

Ser man på buddhismen, Hare Krishna, islam eller en blanding af alt, New Age, er det samme sag. Alle sætter de noget over den levende Gud og tilbeder synliggjorte genstande, eller deltager i åndelige teknikker, der sættes før Gud, i tilbedelsen.

Der er også et andet aspekt i afgudsdyrkelse. Afgudsdyrkelse åbner døren til tøjlesløs ondskab. Enhver tilbedelse af genstande, i stedet for den levende Gud, er tilbedelse af Satan og hans dæmoner, ophavet til oprøret mod Gud. Tilbeder du gudebilleder i nogen form, tilbeder du Satan og hans dæmoner (1. Kor. 10:19-20), som har et formål med din afgudsdyrkelse: at du skridt for skridt accepterer andre synder, i alle livets aspekter.

Tilbeder du din egen moral, er det måske bedre at få en abort, end et uønsket barn. Måske er det bedre, at bryde moralske grænser i kampen mod personlig afstumpning, end at være ”bundet” af gudsfrygt. Måske er din moral, at acceptere homoseksualitet, og anden seksuel afvigelse, fra det naturlige. Alle delene er synd, og kan være et resultat af din afgudsdyrkelse - dig selv før Gud. Bibelen har flere eksempler på afgudsdyrkelse, som har ledt til seksuel synd.

Mange gange har jeg hørt at ”For mig er Gud”, og så kommer der en beskrivelse af den gud de tilbeder. De laver en gud der passer deres moral og behag. Virkeligheden er anderledes. Vi må livet igennem studere Gud, opsøge Ham og fylde os med Hans visdom. Vores moral, vilje, handlemønster, ønsker – alt hvad livet indebærer, må blive et resultat af den levende Gud der former os, og ikke os der former en gud. Gud skabte os i sit billede. Vi kan ikke skabe Ham i vort.

Har du brudt dette bud?

Det tredje bud lyder: ”Du må ikke misbruge Herren din Guds navn” (2. Mos. 20:7).

Dette bud betyder, at vi skal bruge Guds navn på en måde der er passende i forhold til hvem vi har med at gøre. Med andre ord, skal vi bruge Hans navn i al oprigtighed, ydmyghed, ærbødighed og ærefrygt – ”…det herlige og frygtindgydende navn Jahve, din Gud” (5. Mos. 28:58).

Forestil dig, at du var i stand til at skabe et væsen. Du gav skabningen sin frie vilje og han valgte at gøre oprør imod dig. Du valgte i kærlighed, at give dit liv for skabningen, for at redde ham fra sin egen fejltagelse, fortabelse for altid. Alligevel vælger skabningen, at bruge dit navn som et bandeord, brugt i vrede, ligegyldighed eller kådhed.

At misbruge Guds navn, indbefatter mange ting. Det græske ord ”shav”, som i King James er oversat ”vain” – forgæves eller frugtesløs, indbefatter også at bruge navnet i tomhed - unyttigt, i ondskab – moralsk ødelæggende, i afgudsdyrkelse, vildledende, adverbiel (dvs. et forstærkende ord i en sætning), og at bruge navnet løgnagtigt.

Man misbruger Herrens navn, når man bruger det uden passende overvejelse og ærbødighed. Ham vi omtaler, er himmelens og jordens Skaber, som seraferne i Himmelen skjuler sit ansigt og fødder for og råber ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!” (Es. 6:2-3), Moses skjulte sit ansigt for Ham (2. Mos. 3:6) og Elias skjulte sit ansigt (1. Kong. 19:13), ”for intet menneske kan se mig og beholde livet” (2. Mos. 33:20). De fireogtyve ældste falder ned for Hans fødder og tilbeder Ham, og siger ”Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt” (Åb. 4:11).

Jeg ved ikke om du har fået en fornemmelse af, hvor stor Gud er. Taler man med dronningen eller en rig mand med en stor virksomhed, eller blot en succesfuld sportsmand, så falder en provokerende tale os ikke passende. Men når Gud omtales, hvis ”hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes brusen; i sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft” (Åb. 1:14-16), så er der ingen grænser for, hvor tomt, provokerende og uværdigt mange bruger Hans mægtige og evige navn.

Man misbruger Herrens navn i hykleri, når man bekender at være Hans folk, men ikke er det (Es. 48:1). Man kan ikke kalde Ham Herre, hvis man ikke gør som Han siger (Luk. 6:46). ”Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn” (2. Mos. 20:7), og har Gud ikke ændret sig, hvilket Han ikke har, så vil vort land som Israel i gammel tid, mærke denne straf, da man i alle aspekter i samfundet, misbruger Herrens hellige navn. Hvor forfærdeligt vil det ikke være for sådanne mennesker, en dag at stå foran Kristi domstol, og blive stillet til regnskab for hvert et tomt ord de har talt? (Matt. 12:36). Tænk på, at hverken Allah, Buddha, Mussolini, Hitler eller Stalin bliver afskyet nok til at være et bandeord. Kun Guds navn bliver forhadt så meget, tilmed uden grund (Joh. 15:25), at det bliver brugt til skændsel og skarn.

Har du brudt dette bud?

Det fjerde bud lyder: ”Husk sabbatsdagen og hold den hellig” (2. Mos. 20:8).

Dette bud skiller sig ud fra de andre, og er ikke et bud vi kan bryde, for ”Husk, at du (Israel) selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen” (5. Mos. 5:15). Israel fik dette bud, som et pagts tegn mellem dem og Gud, og derfor berører dette bud ikke os. Paulus sagde: ”Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat” (Kol. 2:16). Det er et tegn for Israel, en påmindelse om at Gud førte dem ud af Ægypten, ud i frihed, til at tjene Ham.

Dog kan vi lære af dette bud, at Gud bør være Herre over vores tid. Jesus sagde: ”søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt. 6:33). Holder vi Herren en dag hellig, og samles om Ham i vore hjem, hvor vi tilbeder Ham, lærer om Ham og lovpriser Ham, vil vi i de kommende dage få styrke, til at være Hans tjenere og børn.

Giver vi ikke Gud vor tid, og bruger en tid parallelt med den vi bruger på at give vort fysiske legeme føde, til at give vort indre menneske føde, da vil vi miste kraft og styrke til at være jordens salt (Matt. 5:13). Som vort fysiske legeme ville dø, hvis det ikke jævnligt fik mad, således dør vi også åndeligt, hvis Guds levende vand, Ordet, ikke optages jævnligt. Hvorfor så ikke tage en ugentlig dag, hvor vi samles og deler nadveren og Guds Ord, til opbyggelse og styrke for hinanden.

Derfor er det vigtigt, at vi på denne måde overholder dette bud, da vi således holder ud til enden, hvor vi frelses og for evigt skal være sammen med herrernes Herre, og kongernes Konge, Jesus Kristus og vor Himmelske Fader Adonai.

Tager du hånd om dit åndelige menneske, som du gør med dit fysiske legeme?

Det femte bud lyder: ”Ær din far og din mor” (2. Mos. 20:12)

Stoltheden som rejser sig i vort hjerte, når vi bliver selvstendige, og mener at vi ved bedre end vore forældre, bliver ofte en snare for os, om vi ikke finder ydmyghed til at vise vore forældre respekt.

Vi ser i samfundet i dag, en stadig eskalerende tilbøjelighed, til at modsætte sig orden og autoritet. Forældre nedgør deres forældre og giver det videre til deres børn, som igennem musik, radio og tv bliver undervist i at være frække og respektløse. Aldrig har vi i vort samfund, som vi kender det, haft så store problemer med ungdomsoprør, som vi har i dag.

Vold imod politikere, politi, privatpersoner og deres ejendele, når stadig uanede højder, hvilket er et tydeligt signal til, at dette bud brydes i højere og højere grad.

Det er lige så vel et bud der byder os, at adlyde landets autoriteter og regler, skønt vi mener at det tager overhånd. Der er så mange regler og love, så det næsten er umuligt at overholde. Men grunden til, at reglerne strammes og formeres, er at oprøret vokser og kræver hårdere og hårdere greb.

Mange af vore overhoveder er korrupte og uværdige at æres. Men det peger stadig på, at vi i sidste ende ikke ærer og adlyder Guds Ord, som vore forældre burde have respekteret og lært os. Det er klart, at om vore myndigheder eller forældre påbyder os, at handle imod Guds Ord, så er vi nødt til at bryde ordrerne. Som Daniel, der nægtede at tilbede kong Dareios i tredive dage. ”I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort” (Dan. 6:11).

Efter at Gud førte Israelitterne op fra Ægypten, begyndte de at vanære Gud og tjene andre guder. De forkastede Gud og Gud tugtede dem derefter. De krævede en konge (1. Sam. 8:4-6) og Gud gav dem en konge, til at herske over dem.

Gud satte en konge over folket, som de skulle adlyde – det næst bedste, på grund af at de vanærede Gud. Det næst bedste blev således konger, som ikke selv kunne holde loven og plagerne blev derefter. Selv David, som var den bedste konge Israel har haft, måtte igen og igen omvende sig. Men Han var trods alt gudfrygtig, og gjorde alt han kunne, for at behage Gud.

Andre konger var oprørske mod Gud, og det gik landet derefter. Vi ser tydeligt i Jeremias bog, at da de ikke ærede deres Himmelske Fader, blev landet og folket ødelagt. Nogle var velsignede og blev taget levende i fangenskab i Babylon. Andre blev tilbage i Israel og blev slået ihjel eller døde af hungersnød.

Havde Israel dengang adlydt dette bud, og æret deres Himmelske Fader, da havde de fået et langt liv på den jord, som Gud havde givet dem (2. Mos. 20:12).

Vi kan ikke sige, at vore ledere ikke er indsat af Gud. Gud øger ofte byrderne for at nøde os til omvendelse, og vi mærker livet blive mere og mere uudholdeligt, jo længere vi vender os fra Gud. Som Gud tugter os, må vi tugte vore børn (Ordsp. 22:6), og give dem grund til at ære os som forældre. Vort samfund bryder sammen på grund af mangel på tugtelse af vore børn, i linie med Guds Ord. Paulus tilføjer at: ”fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning” (Ef. 6:4, Kol. 3:21).

Stok og retledning giver visdom,
men en uopdragen dreng gør sin mor skam.
Når uretfærdige får magt, bliver forbrydelserne mange,
men retfærdige får deres fald at se.
Opdrag din søn, så vil han give dig ro i sindet
og fylde dig med glæde
” (Ordsp. 29:15-17)

Har du brudt dette bud?

De første fem bud, er bundet sammen i én gruppe, og de efterfølgende i én. De første fem, handler om vort forhold til Gud og vore forældre, og de næste kommende fem, handler om vort forhold til menneskene omkring os – vore næste.

Det sjette bud lyder: ”Du må ikke begå drab” (2. Mos. 20:13)

Der har været megen polemik omkring dette bud, for der er flere måder at slå ihjel på. Hvad om man ved et uheld, slår et menneske ihjel, eller hvad med i krig?

Første gang der i menneskehedens historie begås et mord, er i 1. Mos. 4:8, hvor Kain i vrede slog sin broder ihjel. Vi hører igen om drab i 1. Mos. 49:6, hvor Jakob nævner sine to sønner, som ”i deres vrede dræbte de mænd”, i sikemitternes by (1. Mos. 34:25).

Jesus siger at: ”Enhver, som bliver vred på sin broder (uden grund – King James), skal kendes skyldig af domstolen” (Matt. 5:22). ”Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig” (1. Joh. 3:15).

Det fremgår ganske tydeligt, at det handler om mord i vrede. Ikke ved uheld, eller i selvforsvar, eller på grund af krig. Desuden beretter Bibelen om soldaterne der spurgte Johannes ”Hvad skal vi så gøre?” (Luk. 3:14). Johannes bad dem ikke være militærnægtere eller at nedlægge sine våben, men svarede ”I må ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lad jer nøje med jeres lønning!”. I 5. Mos. 19:4-6 ser vi at Gud ikke ser uheldigt drab, som synd til døden, hvilket det ellers er (2. Mos. 21:12-15).

Selvmord, er også brud mod dette bud. En person der tager sit eget liv, har sit eget blod på hænderne. Placerer man et menneske i en situation, hvor man ved det vil koste ham livet, er man også skyldig i overtrædelse af dette bud, som David der fik Urias dræbt i krig (2. Sam. 11:15-16). Det var ikke soldaterne som dræbte ham, der fik dommen, men Gud sagde igennem sin profet Natan til David: ”Hittitten Urias har du slået ihjel” (2. Sam. 12:9).

Desuden handler det om skjulte tanker, selv bare lysten til at hade, er at slå ihjel. Allerede der, har man forbrudt sig mod sin næste. Gud ransager hjerterne, og det er ikke kun vore handlinger, men tankerne i dybet af vor sjæl, som vi dømmes for. Uretfærdig vrede er således mord i Guds øjne.

Hvis vi hader nogen, er det sidste vi ønsker, at dele Evangeliet med dem. Således kan vi være delagtige i mord, da de ikke når til omvendelse, så deres ånd bliver levende. Blodet er på vore hænder (Ez. 3:18). Satan slog ikke Adam og Eva ihjel. Men ved at friste dem, med ond bagtanke, tilvejebragte han deres og menneskehedens åndelige død. ”Han har været en morder fra første færd” (Joh. 8:44).

En af Bartholdy’s andagter hedder ”Dine Uvenner”, talte meget stærkt til mig:

”At være et Guds Barn er tit at have det svært med Svogre eller Naboer. Men derfor har Jesus givet os et Ord om at bede for dem, bede for dem, vi har det vanskeligt med. Bede for dem, det kniber for os at omgaas. Tænk, om vi vidste, at saadan er netop de vanskeligste Medmennesker omgivet af Bøn. Det var saadan, Jesus var, og saadan er han, beder for os i Himlen, bad for os, da vi var ulydige og trodsige. Skriv dem op for ikke at glemme dem. Det har jeg gjort, og det er godt somme Tider at læse den Huskeseddel igennem. For vi er saa glemsomme. Næsten hver Gang jeg ser den, maa jeg sige til mig selv: nu har du i nogen Tid glemt den eller den. Der er vel dem, som vil synes, det er uaandeligt at skulle bede efter en Huskeseddel, jeg mener, det er mere uaandeligt og ukristeligt at være ligegyldig med det Raad, Jesus har givet os, og som jo sikkert er den eneste Vej til at komme til at holde af dem, vi ikke holder af, dem, som krænker os og forfølger os.”

Når Gud dømmer helt ned i det usynlige, så kan vi forsikre os, at abort også er en alvorlig overtrædelse af dette bud. Danmarks lovgivning har imod Guds lovgivning tilladt, at børn må dræbes indtil de er 3 måneder gamle, i moderlivet. Men allerede 21 dage inde i svangerskabet, er der hjerteslag og efter 40 dage, kan der måles hjernebølger. I tredje måned, hvor det stadig ikke anses for mord, er barnet 9 cm langt, vejer ca. 48 gram, øjnene og øjenlåg er dannet, ansigt, negle på fingre og tæer, barnet kan kønsbestemmes og kan bevæge sig, og risikoen for ufrivillig abort er meget lille.

Vi ved, at et sådant liv er i sin begyndende fase, selvom der hverken er hjerte eller hjerne aktivitet, de første 21 dage. Et døende menneske, kan efter lovgivningen erklæres for død, når hjerte og hjerne er stoppet. Men barnet er levende fra undfangelsen og dermed anser Gud det for mord, at få eller at foretage abort, efter dette lands fatale lovgivning.

Har du brudt dette bud?

Det syvende bud lyder: ”Du må ikke bryde et ægteskab” (2. Mos. 20:14).

Hvor bliver der gjort meget i dag, for at tvinge denne synd ned i halsen på os. Det handler ikke kun om fysisk ægteskabsbrud, hvor man er sin kone utro med en anden kvinde. Jesus uddyber dette bud og siger: ”enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte” (Matt. 5:28).

Nogle vil sige, at man ikke kan bryde et ægteskab, når man ikke er gift, og er med god samvittighed utugtig. Men Bibelen advarer mod denne livsførelse, som den netop kalder ”utugt, urenhed, løsagtighed” (Gal. 5:19).

Det handler ikke kun om at et ægtepar går fra hinanden. Det har de lov til, når de i hjertets hårdhed vil skilles (Mark. 10:5). Det handler også om det seksuelle (Matt. 5:32). Seksuel synd, er ikke som andre synder, for du synder ikke kun mod andre, men imod dit eget legeme (1. Kor. 6:18). ”Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd…skal arve Guds rige” (1. Kor. 6:9-10).

Når det handler om noget så skjult, som bare tanken om begær efter en kvinde man ikke er gift med, så støder vi på et alvorligt problem, nemlig pornografi, som tilmed vises for vore øjne på gaderne, under formen, reklame.

Det er synd og brud på dette bud, at give sig hen til pornografi. Det er uden tvivl, det største problem i vort land i dag og flere end vi aner, har et problem med denne lyst. Det er en ondskabsfuld fristelse, for den har stærke kræfter bag sig. Peter advarer og siger at vi skal holde os ”fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen” (1. Pet. 2:11), for det er den mest ødelæggende og nedbrydende synd, som har til formål at binde dig og smide dig i helvede.

Jesus trækker linen op og siger: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matt. 5:29). Dermed er der ikke sagt, at vi skal rive vore øjne ud, for at undgå denne synd. Bibelen siger ”Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet” (Ordsp. 4:23), så derfor må vi undgå de områder af Internettet, blade, aviser, tv, film og spil, som fylder brænde på lystens bål.

Ofte følger mange andre synder med i kølvandet af denne. Som David der, som før nævnt, forelskede sig i Urias’ hustru, og endte med at være en utugtig ægteskabsbryder, en løgner og en tyv.

Mange homoseksuelle, bruger undskyldningen, at de er født sådan, og ikke bevidst har valgt at være sådan. Sandheden er, at vi alle er født med syndens natur og er skyldig til døden, ifølge loven. Hverken pædofile, ægteskabsbrydere, alkoholikere, narkomaner, tyve eller røvere, har bestemt sig for at være som de er. De har bare givet efter for deres syndefulde lyster.

Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand. En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende” (1. Kor. 7:2-5)

Har du brudt dette bud?

Det ottende bud lyder: ”Du må ikke stjæle” (2. Mos. 20:15).

Jeg tror ikke på, at der findes et eneste menneske på jorden, som ikke har brudt dette bud. Alle jeg har snakket med om dette, har en begravet samvittighedens stemme, der minder dem om, at de engang stjal en slikkepind i kiosken, eller en tikrone i sine forældres pung.

Tyveri, var en del af menneskets fald, da Eva stjal æblet fra kundskabens træ, imod ejerens tilladelse. Som de andre bud, stikker dette dybere, end at røve en bank, eller at tage et æble fra naboens grund.

Mange firmaer, fører falsk reklame for at sælge deres varer. Jeg blev for nyligt ringet op af et fup firma, der ville sælge mig printerpatroner. Denne telefonsælger, gjorde sig skyldig i både dette og det næste bud.

Det samme gælder for en person, der vil sælge sin gamle bil, og giver den en gang maling til at skjule rusten, for at kunne tjene mere, eller rettere, berøve køberen. Eller psykiateren der anbefaler sin patient at bruge penge på tøj og gå ud at flirte, for at få bedre selvtillid. Eller manden, der som præsten fra Tårbæk, tilraner sig goder på bekostning af Guds navn, idet han ikke tror på Gud. Han frarøver Gud den tilbedelse Han skulle have og bryder endvidere både første og andet bud. Eller Benny Hinn, der på bekostning af falske helbredelser, opkræver ”psykologiske” penge, fra bebyrdede mennesker.

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” (Matt. 16:26).

En anden vinkel, er forvaltningen af vore talenter. Holder vi Evangeliet skjult for vore medmennesker, da berøver vi både Gud og vor næste. Irettesætter, formaner og underviser vi ikke, efter evne, da berøver vi Evangeliets fremgang (2. Tim. 1:7-8), og tilraner os fejhedens løn, som måske ser værdifuld ud her på jorden, men vil brænde op i prøvelsens time (1. Kor. 3:12-15).

Har du brudt dette bud?

Det niende bud lyder: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste” (2. Mos. 20:16).

Hvor mange gange, har man ikke stået i en situation, hvor sandheden ville få ubehagelige konsekvenser, og en lille, hvid løgn, ville kunne redde skindet på næsen?

Der findes tusinder af overbevisende undskyldninger for at lyve, hvilket oftest blot lægger endnu en løgn til den første. Der er ingen forskel på en hvid løgn, en halv sandhed, en god, dårlig, stor, lille løgn, eller en overdrivelse og underdrivelse. Uanset farve eller størrelse, og om du kun har løjet én gang, gør det dig til en løgner, såvel som bare ét drab gør en person til en morder.

Det er umuligt for et eneste menneske, at sige sig fri for at have løjet. Der er ingen tvivl om at påstanden om andet, vil gøre mennesket til løgner endnu engang.

Har du ikke prøvet at smigre en person, givet komplimenter bare for at tilfredsstille en person? – Eller måske det modsatte i misundelse? Har du aldrig modificeret sandheden, for at redde en anden ud af en ubehagelig, men skyldig situation? Dykker du langt nok ned i din samvittighed, vil du finde utallige situationer, der gør dig skyldig – ”alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl” (Åb. 21:8).

Gud kender hjerterne. Hvis du fortæller en løgn, i tro på det er sandt hvad du siger, vil din samvittighed da fordømme dig? Eller omvendt, at du fortæller en sandheden, som du med forsæt fortalte i tro på det var løgn. Din samvittighed ville dømme dig, selvom det var sandt.

Der er dog nogle situationer i Bibelen, der retfærdiggør at lyve. Forestil dig situationen, at en person, måske en efterfulgt jøde i Anden Verdenskrig, eller en englænder som er nødlandet og eftersøgt af tyskerne, kommer til din dør for at søge skjul. Når tyskerne kommer til din dør, og spørger om du skjuler nogen, er det eneste rigtige svar nej - selvom du lyver.

Rahab gjorde det samme (Jos. 2:3-6), men i Guds øjne blev det hende regnet til retfærdighed (Jak. 2:25). Måske vejer et uskyldigt menneskeliv mere, end en løgn?

I landende hvor religionsforfølgelsen forbyder Evangeliets fremgang, bliver mennesker forfulgt, med livet som indsats, hvis de fanges i deres guds tilbedelse. Når politiet banker på din dør, og spørger om du huser en undergrundskirke, er det da ondt i Guds øjne at svare nej, hvis du skjuler Bibelen under din sofa?

Myndighederne havde i Jerusalem forbudt at undervise i navnet Jesus. Men Peter og disciplene svarede: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker” (Apg. 5:28-29).

Der findes mennesker, som gang på gang satser deres liv, for Bibel smugling. Tolderne spørger dem: turist eller bibelsmugler? Hvad svarer man? Det handler om menneskers evige liv. En historie fra Kina, hvor der er stor forfølgelse af kristne, fortæller om sådanne mennesker som med en varevogn smuglede Bibler ind i Kina. Tolderne ville tjekke om det nu forholdte sig sådan, at det var legalt hvad der blev ført ind i landet. Da de åbnede bagtil, hvor der var stablet Bibler fra gulv til loft, kunne de intet se og bibelsmuglerne blev ved Guds hjælp, lukket igennem tolden.

Uden at basere min udtalelse på historien fra Kina, så vil jeg ud fra Bibelen sige, at Gud vredes over lande, som fornægter Ham. Jeg er sikker på, at Gud vil velsigne vore bestræbelser på at bryde landets love, for at give Hans folk mad i rette tid (Luk. 12:42), om det kræver at vi dækker over sandheden.

Det tiende bud lyder: ”Du må ikke begære din næstes hus.” (2. Mos. 20:17).

Loven ender med det bud, der forbyder den synd, som ofte er starten på alle andre synder. Begær efter en anden kvinde, et større tv, hus, bil, løn og meget mere, leder ofte til ægteskabsbrud, tyveri, løgn, mord og meget mere.

Dette bud ser dybt ind i menneskets sjæl, og dømmer misundelse og begær uden et eneste øje kan bevidne overtrædelsen af dette. Ofte får vi ikke engang selv øje på denne synd.

Jesus siger: ”Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer” (Luk. 12:15). Paulus nævner direkte begær som afgudsdyrkelse, brud mod både første og andet bud (Kol. 3:5), da begær er længsel efter andet end Gud. Jakob beskriver forløbet fristelse, begær, synd og død således: ”enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død” (Jak. 1:14-15).

Store dele af verdens problemer, skyldes overtrædelse af dette bud. Lige fra Stat til individ, filosoferer over at få mere ud af mindre. Folk gør næsten alt, for at få mere. Virksomheder flyttes til udlandet på grund af billigere arbejdsløn. Er en forretning ved at gå ned, og sælger sine varer til halv pris, stimler folk sammen, for at købe alt det, de hele tiden har kunnet købe, bare til billigere penge. Kan tyvekoster købes for en slik, har de færreste problemer med samvittigheden.

Paulus siger: ”Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse” (1. Tim. 6:9).

Vend mit hjerte til dine formaninger og ikke til vinding! Vend mine øjne bort fra løgn, hold mig i live på dine veje!” (Sal. 119:36-37). ”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har. For Gud har selv sagt: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«” (Hebr. 13:5).

Har du brudt dette bud?

Efter at have gennemgået disse bud, er jeg taknemmelig for, at jeg igennem Jesus Kristus er løskøbt fra loven og ikke skal dømmes derefter. Ligeledes er jeg taknemmelig for, at det ikke er mig, men Jesus der skal dømme enhver efter hans gerninger.

Jesus gør disse love ganske enkle at forstå: ”›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹” (Matt. 22:37-39) Intet menneske, har nogensinde formået at holde disse love, men forbrudt sig på alle, uden undtagelse. Kun Jesus var fejlfri og intet menneske kan se sig fri for overtrædelser, og vil derfor dømmes, når det stilles for den almægtige dommers domstol. Gud ransager hjerterne (Ordsp. 17:3, Ordsp. 20:27) og kender dine ord, før du taler (Es. 65:24).

Gud har givet os en indgang til alle mennesker. Samvittigheden vil til hver en tid, dømme mennesket når loven fremhæves. Denne samvittighed må vi med Guds lov såre, bore det tveæggede sværd igennem den, for at kunne forbinde sårene med frelsens evangelium, når mennesket ser sig som det er, i lyset af Guds retfærdige lov. Menneskets samvittighed vil ikke modarbejde Guds lov, men samarbejde til menneskets frelse. (1. Tim. 1:8-10).

Det er denne indgang, samvittigheden, som prædikanterne brugte i fortiden, hvor mennesker i hobetal, vendte om til Gud. Jesus opfyldte og tilfredsstillede loven, og derfor er Han den eneste der kan tilvejebringe retfærdighed ifølge lovens krav. Pludselig giver regnestykket mening og går op. Vi er virkelig skyldige, målt ud fra Guds retfærdige standard. Prisen for at begå drab i form af had, lyve, stjæle, begå ægteskabsbrud, misbruge Guds navn, tilbede andre guder m.m., i alle sine aspekter, er efter Guds Ord ensbetydende med døden. Adam og Eva ældedes på grund af synden og måtte dø. Det samme må vi, uanset frelse eller ikke.

Men Jesus betalte for dit liv, med sit eget. Gud selv, døde i vort sted og ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol. 2:14) – ”Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft” (Ef. 2:1 5). Det betyder så, at vi ikke kan gøre noget selv, for at blive frelst. Om vi så fulgte loven, med alle dens bestemmelser til punkt og prikke, har vi alligevel overtrådt loven, da vi er født som syndere, i et legeme der under syndens åg, forgår livet igennem.

Vort eneste håb er og bliver Jesus Kristus, da Han blev undfanget på overnaturlig vis og født af en jomfru, uberørt af nogen mand. Det var ikke på grund af Eva, at synden og forbandelsen fik magt over os, men ”Fordi du(Adam) lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld” (1. Mos. 3:17). Adam var skabt i Guds billede, og var årsagen til dødens konsekvens. Det er ikke kvinden der fører arvesynden videre, men manden (Romerne. 5:12-14). Derfor kunne Jesus fødes syndfri og opfylde loven, det eneste gyldige offer (Hebr. 10:12). Logisk er det, at vore liv ikke kan betale denne pris. Enten er det med vore liv vi må betale, eller også må vi tage imod forudbetalingen, igennem Jesus Kristus.

Syndere i en vred Guds hånd


Jeg har oversat en prædiken af Jonathan Edwards, som regnes for den mest berømte prædiken i Amerikas historie, og blev holdt d. 8. juli 1741 i Enfield, Connecticut. Den hed ”Syndere i en vred Guds hånd”. Det levende billede, som Edwards anvendte, fik nogle til at skælve, andre til at råbe på nåde – og andre igen til at besvime. Men resultatet var, at 500 mennesker omvendte sig, og gav sit liv til Jesus Kristus.

(Jeg har i artiklen udskiftet den forkerte brug af Guds navn Jehova, til den rette Yahweh!)

Budskabet blev prædiket over Bibelverset:

Deres fod skal glide når tiden er inde (King James, 5. Mos. 32:35)


I dette vers, trues der med Guds hævn mod de syndige, vantro Israelitter. De var Guds synlige folk, og som levede under nåden; men til trods for alle Guds vidunderlige gerninger for dem, forblev (som vers 28) de blottede for fornuft, og havde ingen forstand i sig. Under himmelen frembragte de ikke andet end giftig frugt; som i de to næste vers i teksten. Udtrykket jeg har valgt for min tekst, deres fod skal glide når tiden er inde, skal forstås i forhold til straffen og undergangen, som disse syndige israelitter var udsat for.
Bemærkningen fra ordene som jeg har talt er denne: ”Der er ingenting som holder syndige mennesker på noget tidspunkt fra helvede, andet end blot Guds vilje”. Blot ved Guds vilje, jeg mener Hans suveræne vilje, Hans egenmægtige vilje, tilbageholdt uden nogen forpligtelse, ikke hæmmet af vanskeligheder, ikke andet end Guds blotte vilje i højeste grad, i hvilken som helst henseende, når som helst.

Sandheden af denne iagttagelse, vil fremgå af følgende overvejelser.

Henvendelse


Talen om dette frygtindgydende emne, må være til at vække uomvendte personer i denne forsamling. Dette, som du har hørt, er situationen for alle jer, som ikke er i Kristus. – Denne verden af elendighed, søen med brændende svovl, er udspændt under dig. Der er den frygtelige afgrund med glødende flammer af Guds vrede. Her står helvedes store gabende mund åben, og du har intet at stå på, ej heller noget at holde fast i. Der er ikke andet end luft mellem dig og helvede. Det er kun Guds kraft og vilje der holder dig oppe.

Du opfatter sandsynligvis ikke dette. Du ser at du holdes ude af helvede, men ser ikke Guds hånd i det. Men ser på andre ting: Dit gode helbred, din ansvarlighed for dit eget liv, og alle midlerne du bruger for at beskytte dig. Men sandelig, disse ting er intet; hvis Gud skulle trække sin hånd tilbage, så ville de ikke være til mere nytte for dit fald end den tynde luft, der holder personen oppe, som svæver i den.

Din syndighed gør dig tung som bly, og følges med dig nedad med stor vægt og tyngde, imod helvede. Hvis Gud skulle lade dig falde, ville du øjeblikkeligt synke og let falde ned og styrte dig i den bundløse afgrund. Din sunde tilstand, og din egen omsorg og forsigtighed, de bedste påfund, og al din retfærdighed ville ikke have mere indflydelse på at holde dig oppe og frelse dig fra helvede, end et edderkoppespind ville have på en faldende klippe. Var det ikke for Guds suveræne vilje, ville verden ikke bære dig et eneste øjeblik; for du er en byrde for den. Skabningen sukker med dig; skabningen er gjort til genstand for din fordærvelses trældom, men ikke velvilligt. Solen skinner ikke velvilligt på dig, for at give dig lys til at tjene synden og Satan; jorden yder ikke med velvilje sin vækst for at tilfredsstille dine lyster; den er heller ikke velvilligt en platform, hvorpå din synd udleves. Luften tjener dig ikke villigt til åndedrag for at opretholde livets flamme i dig, mens du bruger dit liv til at tjene Guds fjender. Guds skabninger er gode, og var skabt for mennesket til at tjene Gud. De tjener ikke velvilligt til noget andet formål, og stønner, når de misbruges til formål så direkte modsat deres natur og hensigt. Og verden ville udspy dig, hvis det ikke var for Hans suveræne hånd, som havde skabt dem i håb. Der hænger sorte skyer af Guds vrede direkte over jeres hoveder, fyldt med en frygtelig storm, og tyk med torden. Var det ikke for Guds tilbageholdende hånd, ville den øjeblikkeligt bruse frem imod dig. Guds suveræne vilje, tilbageholder nu Hans oprørte vind; ellers ville den komme med raseri, og din ødelæggelse ville komme som en hvirvelvind, og du ville være som avnerne på sommerens tærskegulv.

Guds vrede er som store vande, der er opdæmmet midlertidig; de stiger mere og mere, og rejser sig højere og højere, indtil der gives afløb. Jo længere strømmen er stoppet, jo hurtigere og kraftigere er dens løb, når den slippes løs. Det er sandt at dommen mod dine onde gerninger ikke er blevet udført hidtil; floderne af Guds hævn er blevet tilbageholdt; men din skyld forøges i mellemtiden, og du samler dig hver dag mere vrede; vandene stiger konstant, og vokser sig mere og mere mægtige; og der er intet andet, end blot Guds vilje, som holder vandene tilbage. De stoppes modstræbende, og presser hårdt på for at komme frem. Hvis Gud fjernede sin hånd fra flodens munding, ville den straks bryde ud, og de voldsomme floder af Guds rasende vrede, ville storme frem med uhæmmet raseri, og ville komme over dig med en almægtig kraft. Hvis din styrke var titusinder gange større end den er, ja, titusinder gange større end den kraftigste, mest robuste djævel i helvede, ville den ikke kunne stå imod, eller udholde den.

Buen af Guds vrede er spændt, og pilen lagt til rette på snoren, og retfærdighed bøjer pilen mod dit hjerte, og strammer buen, og det er intet andet en Guds vilje, og det er en vred Gud, uden noget løfte eller forpligtelse overhovedet, som holder pilen hvert øjeblik fra at drikkes fuld med dit blod. Således er alle I, som ikke har gennemgået en stor forandring i hjertet, med Guds Ånds mægtige kraft i jeres sjæl; I som aldrig er blevet født på ny, og gjort til levende skabninger, oprejst fra de døde i synden til en ny tilstand, i er alle i hænderne på en vred Gud. Uanset hvordan du har reformeret dit liv i mange ting, og kan have haft religiøs hengivenhed, og opretholdt en form for religion i dine familier, kamre og i Guds hus, så er det ikke andet end blot Guds vilje, der afholder dig fra at blive opslugt i dette øjeblik, af uendelig undergang. Uanset hvor vantro du må være angående sandheden i det, du hører, vil du siden hen blive fuldt overbevist om det. De, som er gået fra at være i lignende omstændigheder som dig, ser at det var sådan med dem; for undergangen kom pludselig over de fleste af dem; da de mindst forventede det, og imens de sagde, fred og ingen fare. Nu ser de, at det de gjorde sig afhængige af for fred og sikkerhed, ikke var andet end tynd luft og tomme skygger.

Gud som holder dig over helvedes afgrund, holder dig ligesom en edderkop eller et hæsligt insekt over ilden, Han afskyer dig, og er frygtelig provokeret. Hans vrede imod dig brænder som ild. Han ser dig ikke værdig til andet end at kastes i ilden. Hans øjne er for rene til at bære at have dig i sigte. Du er titusinde gange mere afskyelig i hans øjne, end den mest hadefulde giftslange i dine. Du har krænket Ham uendeligt mere, end en hårdnakket oprører nogensinde har krænket sin fyrste. Alligevel er det ikke andet end Hans hånd, som holder dig fra at falde ind i ilden hvert øjeblik. Det skal ikke tilskrives andet, at du ikke gik til helvede i går aftes eller at du blev tilladt at vågne igen i denne verden, efter du lukkede øjnene for at sove. Der kan ikke gives anden grund, til du ikke faldt ned i helvede, og du vågnede i morges, end at Guds hånd har holdt dig oppe. Der kan ikke gives anden grund, hvorfor du ikke er gået til helvede, siden du har siddet her i Guds hus, skæmmet hans rene øjne med din syndefulde vantro levemåde, ved at deltage i Hans højtidelige tilbedelse. Ja, der kan ikke gives andet som grund, til hvorfor du ikke hvert et øjeblik falder ned, ind i helvede.

O synder! Tænk over den frygtelige fare du er i. Der er en stor fyrig vrede, en bred og bundløs afgrund, fuld af vredens ild, som du holdes over i hånden på den Gud, hvis vrede er udfordret og opirret så meget imod dig, som imod de mange fordømte i helvede. Du hænger i en tynd tråd, med vredens guddommelige flammer blinkende omkring den. Flammerne er parat til hvert øjeblik at svide den og brænde den i stykker, og du har ingen interesse i en Mægler, og intet at holde fast på, for at frelse dig selv. Intet til at holde vredens flammer på afstand, der er intet af dit eget, intet du nogensinde har gjort, intet du kan gøre, for at få Gud til at bevare dig et eneste øjeblik. Tænk mere specifikt på:

Gudsfornægtelse


Jeg tror næppe, at der har lydt så hård, men sand en tale fra nogen talerstol efterfølgende. Jeg håber, at få vil turde stå tilbage efter denne prædiken, og i hjertets hårdhed fornægte Guds nåde, for at skulle rammes af Hans vrede. Men på trods af så hård en tale, er mange mennesker stædige nok til at sætte sig imod deres samvittighed, og selv på trods af alle beviserne for Guds eksistens i Bibelen, så vælger de blot at kikke på Bibelen og i hovmod fnyse af Gud, med tankerne at Han ikke eksisterer. Gud kender disse mennesker, og siger ”Tåberne siger ved sig selv: »Gud er ikke til!«” (Sal. 14:1).

Nogle mennesker har bestemt sig for at Gud ikke eksisterer, da Han ikke kan bevises. Andre fornægter Gud med den ”logiske” tankegang, at det ikke kan bevises at Gud ikke eksisterer. Nogle mener de fejer bordet fri for fakta, ved at sige det ene og alene handler om tro. Men alle påstandene er absurde. Uanset hvad vi vælger at tro eller tænke, så ændrer det ikke på Guds eksistens.

Jeg sidder netop nu, og skriver på et tastatur. Uanset hvad jeg vælger at tro, så ændrer det ikke på at dette tastatur har en skaber. Skaberen af dette tastatur tilkendegiver sig som Logitech og uanset om jeg vælger at sige, at der ikke findes nogen skaber af dette tastatur, eller at det er Sony, Hewlett-Packard eller Creative der har skabt det, så ændrer det ikke på det faktum, at Logitech er skaberen. Den eneste der holdes for nar, er tåben med tastaturet foran sig – tåben der ”siger ved sig selv: »Gud er ikke til!«”. Alt hvad der er skabt, har en skaber om det er et hus, en bil eller et univers.

At påstå kategorisk, at Gud ikke eksisterer, er en absolut påstand der kræver at personen er 100% sikker i sin udtalelse. Det kræver samtidig at personen er alvidende og allestedsnærværende - at personen kender til alle afkroge af universet, et hvert sandkorn på verdens strande og alle stjernerne i universet.

”Hvem har skabt Gud?” hører jeg ofte genstridige mennesker spørge. Hvis alt er skabt, hvem har så skabt Gud? Gud er uendelig, og har ingen begyndelse eller slutning. Gud skabte tiden, som vi forholder os til. Skabelsen vidner om Hans storhed og universet som er uendelig, vidner om Hans uendelighed. Om der så trillioner af lysår ude i rummet var en væg der indikerede at ”Her slutter universet”, ville spørgsmålet straks melde sig: ”Hvad er der på den anden side?”.

Tanken, at mennesket er herre over sin egen skæbne er ligeledes absurd. Mennesket som hverken kan styre sine kropslige funktioner eller forudsige fremtiden, skulle han kunne bestemme sin egen skæbne? Mennesket kan fra det ene sekund til det andet, modvilligt gå fra livet til døden, uanset sine anstrengelser for at overleve og bestemme sin egen skæbne.

Hvis vi har udviklet os gradvist igennem millioner af år, og der ikke er nogen intelligent skaber, hvem har så styret at vi har fået arme og ben, øjne og ører, nyrer og lever og ikke mindst en så ufattelig kompleks hjerne? Hvis vi selv havde haft en finger med i spillet, hvorfor har vi da så svært ved at lære den menneskelige anatomi? – Hvorfor har vi ikke lært at tilintetgøre alderdommen? Skulle tilfældigheden være vor skaber, så kræver det at vi lukker øjne og ører og kobler hjernen fra, for at kunne få skaberværket til at passe i tilfældighedens hænder (Læs evt. Evolution, falsum eller fakta?).

Omvendelse og frelse


Det er ikke rigtigt når der prædikes, at troen på Jesus er nok til at blive frelst. Jakob taler om den døde tro uden gerninger, som også betyder at den levende og frelsende tro på Jesus Kristus, virker til omvendelse. Man kan ikke tro på Jesus, uden at tro på hvad Han siger – at vi skal vende om fra synden, for Himmeriget er kommet nær (Matt. 4:17). Tro på Jesus virker til omvendelse, og omvendelse til frelse.

Omvendelse eller at angre, er i Bibelen et uadskilleligt ord sammen med frelse. Det er til ingen nytte at vi tror, hvis vi ikke omvender os fra synden. Frelsen udebliver. Esajas siger: ”Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre. Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer” (Es. 59:1-2).

Uden at vi angrer og omvender os fra synden, kan vi ikke gøres levende med Kristus. Paulus siger at: ”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre” (Ef. 2:1-3).

Johannes siger at ”Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud” (1. Joh. 3:9). Det betyder ikke at vi ikke kan synde, men at vi ikke kan vedblive i syndige forhold – utugtige, drankere, mordere osv. Johannes siger tidligere at ”Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1. Joh. 2:1-2).

Der er forskel på at blive i vedvarende synd, og så hverdagens synder, at vi træder forkert i forskellige situationer. Synden er ikke mindre i Guds øjne, men har vi omvendt os fra synden og bedt frelsesbønnen, så er vi rene. Jesus viser os dette ved at vaske disciplenes fødder. Han siger til Peter: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig” (Joh. 13:8). Jesus siger senere at: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer” (Joh. 15:3-7). Her ser vi at vi er rene, på grund af vi har taget imod Jesus og Hans Ord. Når Peter da siger til Jesus ”så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” (Joh. 13:9), fortæller Jesus at den der er frelst er ren, og kun fødderne som smudses til af dagligdagens synder, behøver at blive vasket: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele” (Joh. 13:10). Det vil sige at vi dagligt må åbne vores dårlige samvittighed for Jesus, og bede om tilgivelse for det der måtte plage os – og fortsætte kampen imod kødets synder, så vi gør som Paulus opfordrer os til: ”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse” (Fil. 2:12).

Her er det vigtigt at forstå, at vi får kraft til at gøre os af med synden, om vi virkelig ønsker at blive frie. Paulus siger i forlængelse af ovenstående vers: ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” (Fil. 2:13). Johannes siger: ”Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn” (Joh. 1:12). Er vi alkoholikere eller utugtige, så får vi magt til at overvinde syndens tag i os.

Gud er fantastisk og har givet os en let forståelig vej til frelse. Johannes sagde om sig selv at ”Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: ›Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt” (Joh. 1:23).

Lige siden Jesus gav os frelsens gave, har mennesker ved dæmoners lærdomme gjort sig de mest utrolige anstrengelser for at gøre Herrens vej kroget og afhængig af andre mennesker og systemer. I dag ser vi også ofte hvordan mennesker prøver at rette hvad Gud har gjort krumt: ”for hvem kan gøre det lige, som han har gjort krumt?” (Præd. 7:13). Når talen om omvendelse krænker kødets stolthed, eller når prøvelserne der gør os stærke virker uforståelige, retter folket Guds krogede veje ud, og vil overtale os til at gå over på den brede og lette vej som: ”fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den” (Matt. 7:13).

Gud er klar med sit krav til os, og Paulus prædikede derfor om: ”omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus” (Apg. 20:21). Han sagde at: ”hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de” (Luk. 13:3). Historien her i Lukas kapitel 13, er meget sigende. Det Jesus fortæller er, at alle – uanset held/uheld er syndere, hvis de ikke omvender sig. Ligesom manden der havde været blind fra fødslen. Det var ikke synden der gjorde han var blind (Joh. 9:1-3). Om du er rig, rask og fremgangsrig, har det intet med dit forhold til Gud at gøre. Jeremias spørger Gud: ”Hvorfor har uretfærdige lykken med sig, hvorfor lever troløse trygt?” (Jer. 12:1), Job spørger: ”Hvorfor får ugudelige lov til at leve, selv når de bliver gamle, er de stærke og sunde” (Job. 21:7).

Svaret på disse spørgsmål er, at Satan er gud over verdens system. Han belønner de ugudelige og holder dem i blindhed, så de tror deres lykke varer evigt. Men som Jonathan Edwards siger i sin prædiken, så trækker Gud pludselig sin hånd væk og helvede opsluger den uretfærdige, der satte sin lid til sig selv og sin selvretfærdighed.

Jesus sagde: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge… Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” (Matt. 9:12-13).

For at forstå disse ord korrekt, må vi huske på, at det var de selvretfærdige farisæere, Jesus talte til. Jesus er kommet for at kalde alle syndere. Der findes ikke ét menneske, som ikke fra naturens side er synder. Så det Jesus mener her er, at Han ikke er kommet for at kalde de selvretfærdige – eller dem der vil, eller tror de kan selv. Gud sagde til Jeremias, da Israel havde været ulydige i afgudsdyrkelse længe nok, at ”Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage eller bøn for dem, for jeg vil ikke høre, når de råber til mig i deres ulykke” (Jer. 11:14). Paulus sagde til jøderne der afviste frelsen at: ”Jeres blod kommer over jeres eget hoved. Jeg er uden skyld. Fra nu af går jeg til hedningerne” (Apg. 18:6). Med andre ord. Gud tigger dig ikke om at blive frelst. Han bruger ikke tid på mennesker, der kaster vrag på Hans frelse.

Der er et stort ”men”, ang. lykke og ulykke, som jeg mener, er vigtig at trække frem. Synden har sat sit helt unikke spor på denne planet. Ikke blot dør vi som et resultat af synden. Da Adam syndede, blev jorden forbandet på grund af hans synd. Gud sagde til ham at: ”Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld” (1. Mos. 3:17). Det er meget alvorligt. Ikke blot mennesket, men naturen og dyrene er plagede af vor synd, hvilket Jonathan Edwards også beskriver på sin stærke måde. Jeremias spørger Gud: ”Hvor længe skal landet sørge og alle markens planter visne? På grund af indbyggernes ondskab omkommer dyr og fugle” (Jer. 12:4). Paulus siger at: ”Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden - ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder - dog med håb, thi også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden. Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund” (Romerne. 8:20-22).

Det betyder, at vi vil se vort land, Danmark, synke i dybere og dybere elendighed, som synden kontinuerligt vokser sig større og større. Vore kirker vil sælges ud til muslimer. Vore ældre vil forsømmes, og naturen vil lide i takt med vores øgende oprør mod Gud. Mennesket spørger konstant, når katastrofer og ulykker rammer: ”Hvorfor?”. Svaret har du her.

Sand og falsk omvendelse


William Booth, stifter af Frelsens hær, sagde: ”Hovedfarerne i det tyvende århundrede vil være religion uden Helligånden, Kristendom uden Kristus, tilgivelse uden omvendelse, frelse uden genfødelse, politik uden Gud, og himmel uden helvede”.

Ser vi på menighederne i dag, er der ingen tvivl om, at det primært handler om at få mennesker ind i kirkerne. Frelse og omvendelse er noget sekundært, bare folk kommer til kirkerne.

Vi ser ofte, hvordan mennesker der efter endt Alpha kursus eller efter samtale med en frafalden præst, jævnligt kommer i menighederne, læser i Bibelen og bekender sig til Jesus. De har måske endda bedt frelsesbønnen. Men størstedelen er ikke blevet født på ny. På Alpha Danmarks hjemmeside, tør de tilsyneladende ikke engang nævne frelsen eller omvendelsen, da det ikke nævnes en eneste gang på hele sitet. Vidnesbyrdene vidner heller ikke om frelsen eller omvendelsen, men mere moderne ord som ”forhold til Gud”, ”hyggelig atmosfære” og ”livets store spørgsmål”, bruges i flere variationer.

Det er fuldt ud muligt at tro, at man er frelst, selvom man er under Guds vrede. Det er også muligt at tilsløre sin genstridighed med gode gerninger og ord, som eks. Judas gjorde. Et menneske som virkelig er blevet frelst, har en overbevisning om synd, og en gudgiven sorg over sin synd – og ikke mindst viljen til at gøre op med synden. Langt de fleste Alpha kursister er hjernevaskede, og ude af stand til at fornemme deres synd. Uden væmmelse og afsky, deltager de lykkeligt i alverdens New Agelige, Katolske eller endda Buddhistiske arrangementer – selv sakristiet i Pinsekirken København opsøges af uomvendte syndere, der kan skrifte, tænde lys, meditere og ikke mindst ”skælde Gud ud” ved jobsvæggen (http://www.sakristiet.dk).

Der var ingen der kunne se på Judas, at han ikke havde omvendt sig. Da Jesus sagde ”En af jer vil forråde mig” (Matt. 26:21), spurgte de én efter én: ”Det er vel ikke mig, Herre?” (Matt. 26:22). Ligeledes er det i dag. Vi aner ikke hvor mange der omgiver os, som har modtaget denne falske frelse uden omvendelse og på ny fødelse. Selv da Judas blev afsløret, forsøgte han at skjule sig: ”Det er vel ikke mig, Rabbi?” (Matt. 26:25).

På trods af at Judas havde fulgt Jesus og foregivet at han elskede Ham, fandt han Maria fra Betania’s nardusolie for dyr til Jesu fødder, og protesterede, under foregivende at han bekymrede sig for de fattige: ”Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?” (Joh. 12:5). Ifølge Judas, var Jesus ikke mere værd end tredive sølvpenge (Matt. 26:15). ”Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født” (Matt. 26:24), Sagde Jesus!

Man kan se flere og flere steder, at der kastes vrag på Jesus og at kærligheden til Ham svinder mere og mere ind. Et godt eksempel på dette, er ”Street versionen” af Fader Vor, som jeg fik ind af døren i en reklame fra Christians Kirken i København, d. 29-12-2004. Den er så modbydelig og torskedum, at jeg ikke vil citere den hele. Men nogle linier lyder således: ”Fader Vor. Du som styrer i himmelen. Respekten er din – Jeg er nede i dit rige…Jeg ved du altid har min ryg, når jeg er [BIIIP] up, og på samme måde vil jeg altid have mine homies ryg, når de er på skideren…For Evigt, der. Amen”.

Flemming Pless, som er en mediekendt præst i denne kirke, som desuden arrangerer menighedsture til ”Det magiske Indien”, er en Judas Iskariot, en forræder, der leder mennesker til helvedes afgrund med bind for øjnene. ”Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden” (1. Joh. 4:3), finder du hos sådanne mennesker, der ikke fortæller sandheden og bekymrer sig om den foreståede evighed. Jesu egne ord til sådanne mennesker er: ”Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” (Matt. 23:33).

Synderens bøn og sand omvendelse


Har du indset, at du er en synder og har brug for en Frelser, så tro ikke du har set dybden af din syndefulde natur. Men erkendelsen af sandheden, at synden vitterlig er din åndelige død – nu, i dette liv, er nok til at påkalde Jesu navn for at blive frelst. ”for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«” (Romerne. 10:13). Det er en beslutning som kun du kan tage. Du bestemmer dig for, at du ikke vil forblive i denne tilstand af død, men blive levende med Kristus, for ”i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus” (Ef. 2:4-5).

Ønsker du fra hjertets dyb at blive frelst, så må du finde ord for din tale til Gud, hvor du bekender din synd, bekender din tro på Jesus Kristus og beder om at blive tilgivet, ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” (Romerne. 10:9). Det handler ikke om at bede en perfekt bøn, eller en timelang bøn. Det Gud ønsker, er en omvendelse fra hjertets dyb. Om du med hjertets anger visker en kort bøn, og med ønsket fra sjælens dyb, at blive frelst, modtage en levende ånd og blive et nyt menneske i Kristus, da vil Gud være retfærdig og bønhøre dig, såvel som Han har bønhørt tusindvis af mennesker i samme situation.

Når du har gjort dette, så siger Gud: ”Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser,
for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder” (Es. 43:25) – ”Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig” (Es. 44:22) – ”Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud” (Apg. 3:19). Gud er barmhjertig mod de, der vælger at adlyde Hans kald, ”så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os” (Sal. 103:12). Når du mærker freden i din sjæl, hjertets jubelråb og det levende åndepust i dit liv, idet du bliver levende gjort med Jesus (Ef. 2:1), da vil du opleve at frelsen virkelig er den største gave, som end ikke al verdens rigdom kan betale! ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (2. Kor. 5:17).

Hvis du har svært ved at finde Ord, kan det være fordi du ikke har set alvoren i dette budskab. Men jeg vil give dig nogle Ord, fra en gammel prædikant Charles Spurgeon, som måske kan tale til dig. Når han tilskyndede mennesker at komme til Jesus, sagde han:

”Før du forlader dette sted, så bed en ærlig bøn til Gud, og sig: ’Gud, vær mig synder nådig. Herre, jeg må frelses. Frels mig. Jeg påkalder Dit navn…Herre, jeg er skyldig og jeg fortjener Din vrede. Herre, jeg kan ikke frelse mig selv. Herre, jeg ønsker et nyt hjerte og en ret ånd, men hvad kan jeg gøre? Herre, jeg kan intet gøre. Kom og gør Dit værk i mig, så jeg kan glæde Dig. Jeg ved, at Du alene har magt til at frelse en stakkel som mig. Til hvem, eller hvorhen skulle jeg gå, hvis jeg flygtede fra Dig? Men jeg påkalder nu Dit navn, fra dybet af min sjæl. Skælvende, men troende, kaster jeg mig helt i Din favn, oh Herre. Jeg tror på Din elskede Søns blod og retfærdighed…Herre frels mig i aften, for Jesu skyld.’”


Debat: Det glemte Evangelium

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Frelse

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation