Kristus og Golgata i centrum

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 08/01-05



Mange lader sig narre til at tro, at en kristendom kan være uden at have Jesu Kristi død og opstandelse i centrum. Paulus sagde: Vær klar over, at vi, der er blevet forenet med ham ved hans død, visselig også skal være i lighed med ham i hans opstandelse. Idet vi ved, at vort gamle menneske blev korsfæstet med ham, så dette gamle, syndens legeme mistede sin magt, så vi ikke mere skulle tjene synden. Thi den, som er død, tjener ikke længere synden. Han, som er død, er blevet fri fra sin synd. Og er vi døde med Kristus, tror vi, at så skal vi også leve med ham, idet vi ved, at han er oprejst fra de døde og ikke kan dø mere. Døden har ingen magt over ham.... På samme vis skal vi regne os for virkelig døde for synden, men levende for Gud i Herren Jesus Kristus. Lad derfor ikke synden få magt i jeres dødelige legemer, så I adlyder det i alle dets lyster... Synden skal ikke have magt over jer; I er jo ikke under loven men under nåden. Romerne. 6:5-14.

Dette budskab trænger vi til at høre igen og igen. Det er det, vi må bygge vort liv med Kristus på. Gør vi ikke det, bliver vi kun til nogle, der har skin af kristendom (2. Tim. 3:5) men er uden dens kraft og får aldrig frelsen i eje, fordi vi er gået uden om, at for at leve med ham, må vi først dø med ham.

I Kristus er vi frie


Mange kan og vil ikke tro at tro, at Jesus Kristus var det Guds Lam, der som et fuldkomment syndoffer sonede vor synd, så vi som hellige og retfærdige kunne stå ind for ham og med glæde se hen til at møde ham. Desværre nægter mange også at tro på hans ord. Enten tror de det slet ikke, eller at vi skal holde visse dele af loven for at blive frelst. For eks at det er påbudt at holde den jødiske sabbat, lørdag, hellig. Sabbatten er en del af Guds pagt med jøderne. Men eftersom vi nu har en ny pagt, har den gamle ikke længere magt. Vi ser også klart hos Paulus i Romerne. 14:5-6 a, at budet om at holde lørdagen som helligdag, ikke er påbudt i Ny Testamente: En person sætter én dag højere end en anden, en anden holder alle dage for at være lige. Enhver af dem må bare være fuldt overbevist i sit eget sind! Den, som tager vare på én bestemt dag, gør det for Herren, og den, som ikke tager vare på én bestemt dag, gør det for Herren. Og i Kol. 2:16 står: Lad derfor ingen dømme jer for mad eller drikke eller i spørsmål om højtid eller nymånedag eller sabbater. Og i Apg. 20:7 læser vi, at de kristne i Troas holdt nadver om søndagen.

I Kristus har vi alt det, vi trænger til for liv og frelse. Bundet til Kristus er de troende frie. Derfor advarer Paulus kolosserne imod at lade os forlede af vranglærernes krav om, at specielle religiøse discipliner skal overholdes for at nå fuldkommenhed. Og han siger endog, at det betyder frafald, dersom de slår ind på en sådan vej.

Der var nogle mænd fra Judæa, som kom til Antiokia og lærte brødrene sådan: Hvis I ikke bliver omskåret efter skikken fra Moses, kan I ikke blive frelst…. Det blev da bestemt, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem og lægge stridsspørsmålet frem for dem… Og da de var kommet til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste. Og de fortalte om alt det, Gud havde gjort for dem. Men nogle fra farisæernes parti, som var kommet til tro, stod frem og sagde: Det er nødvendig at de bliver omskåret, og de må pålægges at holde moseloven. Da samledes apostlene og de ældste for at vurdere denne sag. Og efter at der havde været stærke meningsytringer, stod Peter frem og sagde til dem: Mænd og brødre! I ved, at for mange dage siden traf Gud det valg iblandt os, at hedningerne ved min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro. Og Gud, som kender hjertet, gav dem vidnesbyrd ved at give dem Den Hellige Ånd, som han også gjorde til os. Og han satte ikke nogen skel mellem os og dem, men rensede også deres hjerter ved troen. Hvorfor sætter I da Gud på prøve ved at lægge et åg på disiplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har vært i stand til at bære? Vi tror dermed, at ved Herren Jesu Kristi nåde skal vi alle blive frelst på samme måde som de. Apg. 15:1-11.

Du, som som tror, at kun lørdagen kan være den rette helligdag. Hvorfor sætter du Gud på prøve ved at forbigå Romerne. 14:5-6 a? Dersom du af praktiske grunde vil holde lørdagen hellig, er du fri til at gøre det. Men dersom du ser det som påbudt, er du faldet ud af nåden. (Gal. 5:4. Se også Romerne. 4:4, 6:15 og 11:6.)

Satan har forført mange til at tro, at en billig kristendom er nok til frelse. Men det er den ikke. Er du ikke i tro symbolsk død med Kristus, får du aldrig del i hans retfærdighed og bestå ind for dommen.

Snart vil Jesus Kristus hente sine hellige hjem i bortrykkelsen. Og snart derefter vil antikrist træde frem. Og da vil verden få at føle, at det var en velsignet tid før hans fremtræden. Når antikrist kommer, vil det blive meget, meget svært at søge Guds frelse og forblive en kristen.

Har du indtil i dag kun fulgt Jesus på afstand, lad det da være slut med denne afstand. Følg ham helt og tag dit kors op.

Al sand kristendom har Jesus Kristus og hans gerning for os på Golgata i centrum. Paulus, som endog havde en stor uddannelse, sagde, at Jesu død på korset var alt for ham. Og at han ikke ville forkynde andet ”end Jesus Kristus og ham korsfæstet”.

Har du eller din menighed ikke Jesus Kristus og ham korsfæstet i centrum, står det dårligt til. Da er du og menigheden i realiteten døde.

Enhver velsignelse over os udspringer af, at Jesus Kristus døde i vort sted som Guds Lam på korset, hvorved vore synder blev tilgivet. Og hans retfærdighed bliver vor.

Vær med til at lide ondt for Kristi skyld


Jesu Kristus skal for os altid være det centrale og altafgørende punkt i enhver kristens liv. Er det ikke det, har vi ikke forstået det, Bibelen fortæller om frelse ved tro. Du har måske i det ydre en kristen facade, men i dit indre er det ikke Kristus, der hersker. En sådan tilstand er en lunken kristendom, som ingen kan blive frelst ved. I Åb. 3:16 står der: ”Fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min Mund.” Vær derfor på vagt og lyt ikke til forkyndere, der strør om sig med gyldne løfter om helbredelse, rigdom og meget andet. Thi de er falske profeter, som tror, vi kan bede os fri fra alt det besværlige og være sikret rigdom og succes i denne verden. Sådanne viser ved deres ord, at de er uægte og ikke sande børn af Gud.

Tværtimod læser vi i Bibelen: “Alle, som vil leve gudfrygtig i Kristus Jesus, skal blive forfulgt.” 2. Tim. 3:12. (Se også Matt. 16:24, Joh. 17:14, Apg. 14:22 og 1. Tess. 3:3-4.)

Der bliver sagt, at jo større en kirke eller en menighed er, desto mere af Guds velsignelse er der over dem. Men det er ikke rigtigt. Jesus Kristus sagde, at der kun ville være en rest, der ville holde ud til enden, og at denne rest skulle være rede til at gå på en smal og trang vej. Det er ikke sådan, at vi ikke må bede Herren om at tage vore byrder fra os. Selvfølgelig må vi det. Men vi får ikke altid vore bønner direkte opfyldt men får i stedet kraft til at holde ud i trængslen. Ingenting former mennesker mere end lidelser, og derfor skal vi med frimodighed udholde dem. Har vi altid medgang, bliver vi let hovmodige og selvtilfredse.

Læs om de hovmodige: ”Stolte og hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår øjnene ned.” Job. 22:29.

”Salig den mand, der sætter sin lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til løgn.” Sal. 40:5.

”Han har øvet vælde med sin arm; han har adspredt dem, som er hovmodige i deres hjertes tanke.” Luk. 1:51.

”Menneskene bliver egenkærlige, pengegridske, praleriske, hovmodige, spottelystne, ulydige imod forældre, utak­nem­melige, uden agtelse for det hellige.” 2. Tim. 3:2.

Og Paulus skrev: “Husk, at Jesus Kristus af Davids æt blev oprejst fra de døde ifølge mit evangelium. For dette lider jeg ondt, så langt som til at være bundet i lænker som en forbryder. Men Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt det for de udvalgtes skyld, så at de også kan få den frelse, som er i Kristus Jesus, med evig herlighed. Dette er troværdige ord: Thi dersom vi døde med ham, skal vi også leve med ham. Hvis vi holder ud, skal vi også herske med ham. Hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os. Hvis vi er troløse, forbliver han dog trofast. Han kan ikke fornægte sig selv.” 2. Tim. 2:8-13.

Paulus påpeger, at vort gamle jeg skal dø, så vi endog hellere lider end kræve vor ret. De første kristne led meget ved forfølgelser. Derved blev evangeliet spredt viden om. De havde lært af Jesus, at lidelser følger med, dersom de ville følge ham. Og Jakob skrev: ”Mine brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede på lidelse og tålmodighed.” Jak. 5:10.

Herrens sande profeter led alle ondt og havde et hårdt liv, medens de vidnede om det, der hørte Guds rige til. Læs Hebr. kap. 11, hvor du kan se, hvad de, som gik på Herrens veje, har måttet gennemgå.

Jesus Kristus lovede ikke Paulus et let liv i rigdom og sundhed men sagde: ”Jeg vil vise ham, hvor meget han må lide for mit navns skyld.” Apg. 9:16. Og i 2. Tim. 2:3 står: ”Vær med til at lide ondt som en god stridsmand for Jesus Kristus.”

Uden at følge i Jesu spor er vi ham ikke værd


Har vi Jesu vej til Golgata for øje, da han gik gennem lidelse og uretfærdigheder, bliver det lettere ikke at knurre over vort dagliglivs uretfærdigheder. Vi læser i Hebr. 12:2: “Vi ser på Jesus, troens ophavsmand og fuldender. På grund af den glæde, som var lagt foran ham, udholdt han lidelserne på korset, agtede ikke på skammen, og har nu sat sig ved højre side af Guds trone.” Således må vi på grund af den glæde, der venter os, udholde ”stenene” på vejen og ”tjørnene”, der river og stikker. Som Jesus var anderledes end verdens børn, skal vi være anderledes, ellers er vi ikke hans efterfølgere. Jesus døde for os, og vi skal dø i vort kødelige sind for at få del i hans sejr. Vi skal ikke altid kræve den ret, som vi måske ikke engang har. Thi da har vi ikke mere Jesus for øje men er selviske og bærer ikke omvendelsernes frugter.

På grund af Jesu ydmyge vandring på jorden, og at han fuldførte alt for at bane frelsens vej for os, sidder han nu ved Faderens højre hånd og siger: ”Den, som sejrer, ham vil jeg give at sidde med mig på min trone, som jeg også har sejret og sat mig med min Fader på hans trone.” Åb. 3:21. Læg mærke til, at min og Faderens trone er den samme. Jesus Kristus er sand Gud, og han og Faderen er én.

Ordene i Luk. 14:27 skal vi se på som meget betydningsfulde: ”Den, som ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel.” Uden at vi vil gå lidelsens vej, er vi ham ikke værd og kan ikke være hans discipel. Uden at vort selvværd dør, kan vi ikke lære fra ham eller modtage hans velsignelse og komme til at sidde med Guds Søn på hans trone..

Mange, der fulgte Jesus, tænkte, at han var Messias men misforstod, hvad det indebar at være hans discipel. De forstod ikke, at disciplen må sige nej til alt andet for at følge i hans spor.

Hvis nogen kommer til mig og ikke hader (sætter i anden række) sin fader og moder, hustru og børn, brødre og søstre, ja, også sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Og den, som ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel.” Luk. 14:26-27.

Jesus Kristus og kun han er vejen, vi kan følge, dersom vi vil opnå frelse.Vi skal ikke blot iagttage ham på frastand men følge ham indtil det sidste. Følge ham på lydighedens vej, selv om den går gennem lidelser og død. Peter skriver: ”Til dette blev I kaldet, fordi Kristus også led for os og efterlod os et eksempel, for at I skulle følge i hans fodspor.” 1. Pet. 2:21. “Derfor, når Kristus har lidt for os i kødet, så skal også I væbne jer med den samme tanke: At den, som har lidt i kødet, har brudt med synden, så at han ikke skal leve efter menneskers lyster men efter Guds vilje, i den tid, han endnu får i kødet.” 1. Pet. 4:1-2.

Vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed


Sand kristendom er, at vor egen vilje dør, og at vi følger Guds vej for at nå målet. Men Paulus siger også: ”Glæd jer i samme grad, som I har del i Kristi lidelser, så at I også kan glæde jer med overstrømmende glæde, når hans herlighed bliver åbenbaret. Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige; thi herlighedens Ånd og Guds Ånd hviler over jer. Fra de andres side bliver han spottet, men på deres side bliver han æret. Da vil herlighedens Ånd fra Gud hvile over os.” 1. Pet. 4:13-14.

Er vi kristne, der blot følger Jesus på afstand og nægter at leve et liv i tro og lydighed, mærker vi ikke nogen trængsler, thi da siger og gør vi ikke noget, der går ”farisæerne og de skriftkloge” imod.

Men Paulus skriver til romerne: “Vi priser os også lykkelige i trængsler, for vi ved, at trængslen virker tålmodighed, udholdenhed og et prøvet sind, og det prøvede sind virker håb. Og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er blevet udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd, som blev givet os.” Romerne. 5:2-5.

I Hebr. 11:36-40 står: ”Andre igen fik prøvelser med spot og piskning, ja, med lænker og fængsel. De blev stenet, de blev savet i to, blev fristet, blev slået ihjel med sværdet. De flakkede omkring i fåre- og gedeskind. De led nød, blev plaget og pint, og denne verden var dem ikke værd. De flakkede omkring i ørkener og i bjerge, i huler og i jordens grotter. Og alle disse, selv om de fik godt vidnesbyrd ved troen, oplevede de ikke opfyldelsen af løftet. Thi Gud havde på forhånd udset noget bedre for vor skyld, for at de ikke skulle nå fuldendelsen, uden vi var med.”

Tro og vilje til at lide for Guds skyld


“Ved tro forstår vi, at verden blev formet ved Guds ord; at de ting som ses, ikke blev til af de synlige ting. Ved tro bar Abel frem for Gud et meget bedre offer end Kain. Ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv vidnede om hans gaver. Og ved sin tro taler han endnu, selv om han er død.” Hebr. 12:3-4

Om tro og viljen til at lide for Guds skyld, om det var nødvendig, læser vi i Dan. 3:12-27: ”Her er nogle jødiske mænd, som du har sat til at styre landskabet Babel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego. Disse mænd har ikke agtet på dit bud, o konge! De dyrker ikke dine guder og det guldbillede, du har stillet op. Da blev Nebukadnezar opbragt og vred og bød, at Sadrak, Mesak og Abed-Nego skulle bringes til ham.... og sagde til dem: ”Er det med forsæt, at I ikke dyrker min gud og ikke tilbeder guldbilledet, jeg har opstillet? Nuvel, dersom I, når I hører lyden af horn, fløjte, citar, harpe, lut, sækkepibe og alle andre slags musikinstrumenter, er rede til at falde ned og tilbede det billede, jeg har gjort, så er alt godt og vel. Men hvis I ikke tilbeder det, så skal I i samme stund kastes i den brændende ildovn. Og hvem er den gud, som kan frelse jer fra min hånd?” Sadrak, Mesak og Abed-Nego tog da til orde og sagde til kong Nebukadnezar: ”Vi behøver ikke at svare på dette! Vor Gud, som vi tjener, er mægtig til at frelse os af den brændende ildovn og fra din hånd, o konge. Men hvis ikke, så skal du vide, at vi ikke vil dyrke dine guder eller tilbede det guldbillede, du har opstillet.”

Da blev Nebukadnezar fuld af harme, og... han gav befaling om, at ovnen skulle gøres syv gange hedere end sædvanlig. Og han bød nogle stærke mænd i sin hær at binde Sadrak, Mesak og Abed-Nego og kaste dem ind i den brændende ildovn.

Så blev de bundet i deres kapper, undertøj og andre klædestykker og kastet i den brændende ildovn. Og eftersom kongens ord var så strenge, og ovnen så stærkt ophedet, blev de mænd, som havde ført Sadrak, Mesak og Abed-Nego til ovnen, dræbt af ildsluen, medens de tre mænd, Sadrak, Mesak og Abed-Nego, bundne faldt ned i den brændende ildovn.

Da blev kong Nebukadnezar forfærdet og rejste sig hurtig op. Han tog til orde og spurgte sine rådsherrer: Kastede vi ikke tre mænd bundet i ilden? De svarede kongen: Jo vist, konge! Han sagde da videre: Men jeg ser fire mænd, som går frit omkring midt inde i ilden, og der er ingen skade at se på dem. Og den fjerde ser ud som en gudesøn.

Da gik Nebukadnezar hen til den brændende ildovns dør og råbte: Sadrak, Mesak, Abed-Nego, I tjenere for Den Højeste Gud, kom ud! – Da kom Sadrak, Mesak og Abed-Nego ud af ilden. … og kongens rådsherrer, satraperne, statholderne og landshøvdingerne samlede sig og så, at ilden ikke havde haft nogen magt over disse mænds legemer. Håret på deres og hoveder var ikke svedet, deres klæder var ikke skadet, og der var ingen brandlugt ved dem.”

En lettere kristendom


Johannes Døber kom og prædikede omvendelse og beredte folks hjerte for Messias. Han var klædt i ydmyghedens klæder. Og hans budskab svarede til hans klædning. I dag ville han ikke tage sig godt ud i et TV studie, men hans budskab trængte sig ind i mange hjerter. Han blev halshugget for sin tros skyld.

Jesus sagde, at det var mere vanskeligt for en rig at komme ind i Guds rige end for en kamel at komme gennem et nåleøje. Ja, det er så vanskeligt, at mange vælger en ”lettere kristendom.”

A.W Tozer skrev, at der i moderne tider er kommet en ny form for kristendom, der er mere populær og uden prøvelser En sådan kristendom har ikke noget med gudsfrygt at gøre men kommer fra et filosofisk livssyn og medfører en ny form at prædike på. Denne form for kristendom er let at leve med. Thi da behøver en kristen ikke at angre for at få tilgivelse for sin synd og må gerne værne om sin selvrespekt og gerne nyde det kristne fællesskab i munterhed. (The Old Cross And The New, ved A.W. Tozer.)

En sådan kristendom kan lyde behagelig, men Paulus skriver: ”For, som jeg ofte har sagt jer, og som jeg nu med tårer i øjnene igen siger, mange vandrer som fjender af Kristi kors.” Fil. 3:18.

For Paulus var der ingen mulighed for at kende Gud uden at kende den korsfæstede Messias. I Fil. 3:10 står: ”… for at jeg skal kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet i hans lidelser, så jeg bliver ligedan med ham i hans død.”

Det kan være en lidelse at korsfæstes og sejre over vore begæringer, thi det kan gøre ondt at sige nej til dem. Men vor egen lyst og begæring må aldrig være herre over os. Vi skal være herre over dem.

En korsløs kristendom betyder, at vi ikke har noget fællesskab med Yahshua, Jesus Kristus, som sagde det således: ”Hvis nogen vil komme efter mig, da må han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. Thi hver den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal frelse det. For hvad gavner det et menneske, om han vinder hele verden men mister sig selv eller går fortabt? Hver den, som skammer sig over mig og mine ord, ham skal Menneskesønnen skamme sig over, når han kommer i den herlighed, som tilhører ham selv, hans Fader og de hellige engle.” Luk. 9:23-26.

At undgå de prøvelser, som Gud vil sende os igennem, betyder altså, at vi ikke er ham værd. (Se også Matt. 10:30.)

Sandheden er, at kun én tro leder til frelse og evigt liv. Afslår vi at følge vor Frelser på hans trange vej, vil vi komme under Guds dom. ”Gå ind gennem den trange port! For vid er den port, og bred den vej, som fører til fortabelsen, og de er mange, der går ind gennem den. Og trang er den port og smal er den vej, som fører til livet, og de er få, der finder den.” Matt. 7:13-14.

“Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.” Matt. 11:29-30.

Byrderne bliver tunge, fordi vi søger vort eget, førend vi søger Guds vilje. ”Det er ikke godt at spise for meget honning. At søge sin egen ære, giver ingen ære.” Ordsp. 25:27. Underforstået, at har vi til det daglige brød, skal vi være glade og taknemmelig og ikke kræve mere. Ved at søge Herren får vi hvile for vore sjæle.

Guds tugt leder os til frelse


Det var stolthed, der førte til Lucifers (Djævelens) fald. Han så på sin egen storhed i stedet for at se på Gud som ophav til alt. Stolthed bliver aldrig mæt men ser altid på andre, som har mere. Derfor kan stolthed - hvis den får magten i vort liv - aldrig føre til taknemmelighed. I Fil. 2:5-7 læser vi: ”Lad det sind være i jer, som også var i Kristus Jesus. Han, som var i Guds skikkelse, holdt det ikke for et tilranet gode at være lig Gud, men han udtømte sig selv (afstod fra at bruge sin guddomsmagt) og tog en tjeners skikkelse på og kom i menneskers lighed.”

Jesus er sand Gud; den anden person i guddommen. Fil. 2:7-8 beskriver i seks vendinger den vej, Kristus gik fra guddomsherlighed til døden. Den første var: Han gav afkald på det (at være i Guds skikkelse). Det vil sige, at han kom for at give sit liv hen i døden. (Es. 53:12.)

De fem følgende led siger, hvad det indebar. Han kom i tjeners skikkelse. (Es 42. 49. 50. 53.) Herrens tjener er betegnelsen for Messias. Han kom i menneskers lighed. I sin fremtræden viste han sig som et sandt og virkeligt menneske.

Han fornedrede sig selv. Fornedrelsen bestod i, at han lydig gik den lidende Herrens tjeners vej som stedfortræder for os. (Fil. 2:8.) Alt dette gjorde han frivilligt. Han fornedrede sig selv - indtil døden på korset.

Kristi ophøjelse er svar på Jesu gerning i denne dybeste fornedrelse. Derefter, fra Fil. 2:9, er Gud (dvs Faderen) den handlende. Gennem opstandelsen og himmelfarten har Gud ophøjet den lidende Messias til Guds højre hånd til at være hele verdens Herre. (Ef. 1:20-23 og Apg. 2:31-33.) Og denne Jesu højheds stilling skal blive åbenbar og erkendt af alle, når han kommer igen til dom og frelse.

Martin Luther sagde, at kødet søger herliggørelse og ikke korsfæstelse. Vort kød elsker ros, også selv om vi ikke har fortjent den. Og dersom vi vil behage Djævelen, skal vi blot lade vor stolthed vokse og træde ydmyghed under fode.

I Jak. 1:21-22 står: ”Aflæg derfor al urenhed og alle udslag af ondskab og tag med sagtmodighed imod ordet, som er indplantet i jer, og som har kraft til at frelse jeres sjæle. Men vær ordets gørere og ikke bare hørere, ellers bedrager I jer selv.”

Tager vi ikke imod Guds tugt, kan Gud ikke dæmpe vor trang til stolthed. Gud så, at Paulus ville blive stolt over de mange åbenbaringer, Gud havde vist ham, og gav ham derfor en ”torn” i kødet.

Job, som blev prøvet mere end nogen anden, sagde: “Salig er det menneske, som Gud revser. Derfor må du ikke foragte den Almægtiges tugt!” Job. 5:17.

David skriver: ”Før jeg blev ydmyget, var jeg på vildspor, men nu holder jeg dit ord.” Sal. 119:67. Og i vers 75: ”Jeg ved, Herre, at dine domme er retfærdige, og i trofasthed har du ydmyget mig.”

Vi skal ikke tro, at det altid er Djævelen, der påfører os trængsler. Gud ser i sin alvidenhed, at møder vi ikke prøvelser på vor vej, bliver vi let hovmodige, og da er det os selv, der er årsag til vore trængsler.

I Hebr. 12:5-8 står: “Min søn! foragt ikke Herrens tugt. Bliv heller ikke modløs, når du revses af ham; thi den, Herren elsker, den tugter han, og han straffer hver søn, han har kær. Når I må udholde tugt, er det Gud, der behandler jer som sønner. For hvilken søn er det, en fader ikke tugter? Men hvis I er uden tugt, som alle får sin del af, da er I uægte børn og ikke sønner.” Og i v. 11: ”Nu er det sådan, at ingen tugt synes at være til glæde, medens den står på, men bare smertefuld. Men senere skaber den retfærdighedens fredfulde frugt hos dem, som er blevet opdraget ved den.”

Det er synden, som er den største fare, også for dem, som bekender Jesu navn. (Hebr. 12:4 og 2. Kor. 11:3.) Derfor må Herren tugte sine børn, for at lede dem på ret vej og gøre dem i stand til at sejre i den åndelige kamp. (Hebr. 12:7, 11.) Det er ikke altid let at forstå, og slet ikke, når vi er inde i den prøvelse, som tugten bringer. (Hebr. 12:11 a.) Da kan fristelsen komme til at ville undgå den, om vi glemmer, hvad Gud har sagt. (Jfr. Hebr. 10:38 f.) Men Herrens tugt er netop et bevis på hans omsorg for os, (Hebr. 12:6-7, jfr. Åb. 3:19.) Den, som lever et problemfrit åndeligt liv, må tænke over, om hans forhold til Gud er ret. (Hebr. 12:8.) Den tro, som Gud giver os ved sit ord, skulle forvisse os om, at alt det han gør, er til bedste for os, også når han sender tugt. (Hebr. 12:10, jfr. Romerne. 8:28.)

Den ægte glæde over frelsen, vi ejer, er vundet til os ved Kristi lidelse og død på Golgata. Men hvor ofte glemmer vi ikke at lovprise vor Frelser, fordi han gik i vort sted og tog vor skyld, så vi kan tage imod denne vidunderlige frelse til dem, der tror på ham. Vi må tage imod denne hans gave på samme måde, som et barn tager imod en gave. ”Sandelig siger jeg jer: Den, som ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, skal slet ikke komme ind i det. Mark. 10:15.

Hvad lærer vi i Bibelen om frelsen?


Nogle forkynder, at vi skal holde loven eller dele af den for at blive frelst. Men Paulus siger, at sådan lære er en forbandelse. ”Selv om vi eller en engel fra Himmelen skulle forkynde jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, han være forbandet! Som vi har sagt før, siger vi nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I har taget imod, han være forbandet!” Gal. 1:8-9. Og det evangelium, han forkyndte, var bl.a.: Loven ”beror ikke på tro … Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse.” Gal. 3:10-13.

I nutiden er mange slags fremmed lære lagt ind i kristendommen; og mange vers i Bibelen er fjernet, hvorved evangeliet er ændret. Falske forkyndere har travlt med at lære os, at vi kan kræve sundhed og rigdom af Gud. Og at det at følge Jesus aldrig vil føre til, at vi bliver prøvet og tugtet. Forbandet er en sådan lære! Hebr. 11. kap. viser, at den er falsk.

Mange kirker og menigheder jager efter at blive store. Men det er ofte på bekostning af den sandhed, vi finder i Bibelen. Deres lederne jager efter prestige, titler og indflydelse, og ser det som en mangel på tro, dersom de ikke er rige. Men den Jesus, disse kirker forkynder, er ikke Bibelens Jesus. Om ham står der i Es. 53:3: ”Han var foragtet og forkastet af mennesker, en smerternes mand, vel kendt med lidelse. Folk skjulte deres ansigt for ham. Han var foragtet, og vi regnede ham for intet.” Og Jesus, Guds Søn, sagde om sig selv: Rævene har huler, og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted, hvortil han kan hvile sit hovede. Matt. 8:20.

Og Paulus sagde: “Helt til denne stund har vi både sultet og tørstet, er dårlig klædt, blevet slået og er hjemløse. I travlhed arbejder vi med vore egne hænder. Bliver vi spottet, velsigner vi. Bliver vi forfulgt, holder vi ud. Bliver vi vanæret, beder vi. Vi er blevet gjort til udskud i verden, som afskum for alle, helt til nu.” 1. Kor. 4:11-13. Hvor finder vi rigdom og prestige i disse ord?

Jesus Kristus som det absolutte centrale


Fjerner vi budskabet om korset, er det ikke mere det sande evangelium men et forfalsket, et antikrists budskab. Vogt dig, at du ikke stiltiende godkender hans budskaber. Det er klart, at ved antikrists fremtræden vil han efterligne det ægte, for at vinde de kristne, så de efterfølger ham i stedet for den sande Kristus.

Ordet antikrist kan med lige så stor ret betyde i stedet for Kristus. Han vil være i stedet for Jesus Kristus. Han erobrer mange for sin lære i vor tid, fordi der ikke tales om kors, prøvelser og lidelser. I mange menigheder er Jesus Kristus ikke det absolutte centrale. Men i en sand menighed kan det kun hedde JESUS er alene er vejen, sandheden og livet. Thi ingen kommer til Faderen uden ved ham.

Antikrists evangelium er vidtfavnende. Selv de værste bliver frelst, thi Gud er så god, at han ikke lader nogen gå fortabt. Endog Djævelen bliver frelst! Pas på, at intet bliver udeladt i din menighed af de kernesandheder, der er grundvolden for frelse, thi da bliver du narret. Uden vi holder os til budskabet om Guds Søns død på Golgata som verdens frelser, bygger vi på en løgn. En korsløs kristendom betyder, at vi i et eller mange områder afviger fra den vej til frelse, der er anvist i Bibelen.

Jesus sagde: “Det er Ånden, som levendegør, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er Ånd og er Liv.” Joh. 6:63.

Det er Guds frie gave at give os frelsen af nåde. Men vi må følge hans vej. Derfor står der: ”Den, som elsker fader eller moder (eller noget andet) mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd, og den, som ikke tager sit kors og følger efter mig, er mig ikke værd.” Matt. 10:37-38. Det mest syndefulde menneske, der omvender sig og tager imod hans frelse, er meget værd for Jesus. Men den, der elsker noget højere end ham, er ham ikke værd. Det betyder, at vi må hade alt det, Jesus Kristus hader, og elske det, han elsker.

Vi elsker søde historier om Jesu kærlighed, men den barske sandhed, som han også sagde, ønsker vi ikke at høre: ”Den, som elsker sit liv (sin sjæl), skal miste det, men den, som hader sit liv (sit syndige liv) i denne verden, skal bevare det til evig tid. Hvis nogen vil tjene mig, må han følge mig. Hvor jeg er, der skal også min tjener være. Hvis nogen tjener mig, skal min Fader ære ham.” Joh. 12:25-26.

Mange vil ikke kendes ved den korsfæstede Frelser og går udenom budskabet om, at han døde som vor stedfortræder. Men da kan de heller ikke dele hans opstandelsessejr.

Korset er blevet kristendommens symbol, men et symbol uden lidelse og død. Vi vil høre om fremgang og kasserer den korsfæstede og alt det, han siger om, at vi skal følge ham på ydmyghedens vej og sætte ham først af alt.

Paulus forstod, hvad det ville sige at sætte Jesus først. Han sagde: ”Vi, som lever, bliver altid overladt til døden for Jesu skyld, for at Jesu liv må blive åbenbaret i vort dødelige kød.” 2. Kor. 4:11.

Nogle tænker blot på korset og tror, det er nok. Andre pålægger sig lidt af loven og tror, at så må det være godt. Igen andre læser om korsfæstelsen og tænker: uha! og kan ikke tænke sig at lade det kære selv dø. Kære venner! At blive korsfæstet med Jesus vil sige helt at leve for Herren. (Romerne. 6:6 og Gal. 2:19.) Det koster smerter, at vort gamle menneske skal korsfæstes. Og det er ikke noget, vi får overstået engang for alle. Det koster absolut mere, end vi først betænker.

Det koster mer, end man fra først betænker,
at være tro i det, som Gud os skænker,
i kærlighedens første kraft at stå,
til man os ser fra kampens plads at gå.

Hvor ofte må man sig for Himlen skamme,
når man ej mer kan se den første flamme
og overtydes grant ved Åndens tugt,
at meget af den første brand er slugt.

Snart lunkenhed sig søger ind at snige.
Den trætte fod vil ud fra vejen vige,
den synes hård, en anden vej man sig
da vælger til at vandre magelig.

Jesus sagde til den rige mand: Du mangler én ting. Gå hen og sælg alt det, du ejer, og giv det til de fattige, og du skal få en skat i Himmelen. Og kom så og tag korset op og følg mig! Mark. 10:21. Jesus vidste, at denne mand satte rigdommen først af alt og derfor ikke ville tage korset op og følge ham.

Ingen kan dø delvis på korset, og ingen kan udpege visse punkter, som de ikke vil overgive til Jesus, hvis de vil følge ham. Enten må han være vor Herre, eller også er vi det selv. Den rige mand sagde til Jesus: ”Mester, alt dette (at holde budene) har jeg holdt fra min ungdom.” Mark. 10:20. Men det var ikke loven. Jesus talte om, men at han skulle følge ham.

Tiden i dag er meget sværere end dengang. I dag er alle helvedes kræfter sat ind på at ville vinde så meget som mulig før tiden er slut. Vi skal ikke binde os til de menigheder, der ikke har en fuld forkyndelse, men binde os til det, Bibelen siger. Måske har du det som den rige mand, om hvem der står, at da Jesus sagde, at han skulle elske ham højere end sin rigdom ”blev han nedslået på grund af dette ord, og han gik sorgfuld bort, for han havde store rigdomme.” Mark. 10:22.

Vi var trælle under synden (Romerne. 6:20) men er købt fri med en pris, som Jesus betalte ved sin død på Golgata. ”Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herre Jesu Kristi kors. Ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.” Gal. 6:14. Ved sin død og opstandelse tog han den første Adams natur bort fra os og gav os del i hans evige liv i herlighed, dersom vi blot vil tage imod hans frelse.

Når først vi forstår, hvad Jesus død betyder for os, åbnes vore øjne, så kan se, at vi er frelst fra en evighed under Guds vrede. Da bryder glæden frem i os. Paulus sagde, at dersom vi dør med Jesus Kristus, skal vi også leve med ham. (Romerne. 6:5-8.) Derfor skal vi aldrig nøjes med billig show istedet for formaningsord fra Bibelen, som vor tid elsker det. Vi trænger hårdt til at høre ord fra Bibelen, som advarer os mod overfladiskhed overfor Guds ord.

Jeg går i fare, hvor jeg går,
min sjæl skal altid tænke,
at Satan alle vegne står
i vejen med sin lænke;
hans skjulte helvedsbrand
mig let forvilde kan,
når ej jeg på min skanse står;
jeg går i fare, hvor jeg går.

Jeg går i trængsel, hvor jeg går,
mod synden skal jeg stride,
om Gud med tugtens ris mig slår,
det skal jeg tålig lide,
tit ingen vej jeg ser,
hvor jeg kan vandre mer,
når modgangs tåge om mig står;
jeg går i trængsel, hvor jeg går.

Jeg går blandt engle hvor jeg går,
de skal mig vel bevare,
slet intet Satans magt formår
mod sådan himmelskare;
bort, verdens suk og sorg,
jeg går i engle-borg!
Ej nogen krummer mig et hår,
jeg går blandt engle, hvor jeg går.
Brorson


Debat: Kristus og Golgata i centrum

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation