Et liv i overflod med Kristus

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 02/09-04



Paulus bruger i sine breve ordene i Kristus så ofte som 164 gange. Og vi bør begynde dagen med at fryde os over, at vi må være i Kristus. Vi tager mange af Guds største velsignelser som en selvfølge. Men de er ikke en selvfølge. Gaven at være i Kristus er dyrekøbt og betalt med Jesu Kristi blod. Og er du i Kristus, er du et barn af Gud og er retfærdig og hellig og kommer ikke for dommen.

Der er meget der er os givet, fordi vi er i Kristus. Bl.a. det at være frelst fra et tomt liv. Se dig omkring og bemærk, hvor tomt livet er for mange, som får en kunstig fylde, der kun ”mætter” en kort stund. Og tomheden kan være så uudholdelig, at nogle hele tiden må ty til alkohol eller narko m.m. Tænk på, hvor rig du er, fordi du er i Kristus. Det må du fryde dig i, så glæden flyder over.

Engang var du åndelig død. Du kunne intet forstå om Gud, og hans ord sagde dig ingenting. Er du i dag i Kristus, skyldes det alene, at Jesus Kristus forbarmede sig over dig og drog dig op af syndens dyb. Paulus mindede kolossenserne om, hvad de engang havde været, og slutter med at skrive: ”Sådan var nogen af jer en gang. Men I blev renset, I blev helliget, og I blev retfærdiggjort i den Herre Jesu navn og i vor Guds Ånd.” 1. Kor. 6:11.

Hvad var det, de fik? ”Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.” Fil. 4:7. Denne fred kan ikke købes. Men de, som er i Kristus, har erfaret, at han købte freden med sit blod, som helliggør og retfærdiggør dem.

”I ham har vi forløsningen ved hans blod, tilgivelse for overtrædelserne, efter Guds nådes rigdom. Denne nåde lod han komme rigelig over os med al visdom og indsigt, efter at han havde gjort sin viljes hemmelighed kendt for os, efter sit gode velbehag, som han havde bestemt hos sig selv, om den frelsesplan der hører tidernes fylde til; at sammenfatte alt til et i Kristus, både det som er i himlene, og det som er på jorden – i ham. I ham har vi også fået en arv, ved at vi blev forudbestemt til det efter hans bestemte hensigt. Han, som udfører alle ting efter sin viljes råd, for at vi som tidligere havde sat vort håb til Kristus, skulle være til pris for hans herlighed. I ham blev også I, efter at I fik høre sandhedens ord som er evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med Den Hellige Ånd, løftets Ånd, som er pantet på vor arv indtil forløsningen af hans købte ejendom, til lov og pris for hans nådes herlighed.” Ef. 1:7-14.

Læs dette afsnit igen, indtil du virkelig forstår indholdet.

Er vi i Kristus, er vi også døde med Kristus. Paulus skriver i Kol. 2:20: ”Hvis I da altså døde med Kristus fra verdens magter, hvorfor vil I da underordne jer sådanne regler (verdens lærdomme, Kol. 2:8), som om I lever i verden?”

Er du i Kristus, regner Gud dig for død sammen med Kristus på Golgata. Da kræves du ikke til regnskab for dine synder men tilregnes Kristi retfærdighed. Derfor skriver Paulus, at vi skal regne os for døde. ”For den, som er død med Kristus, er retfærdiggjort fra synden. Døde vi med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham.” Romerne. 6:7-8.

Ved troen på Kristus regnes vi for døde, men også for at være oprejst til et nyt liv med ham. (Kol. 2:13.) Det gamle er forbi, og noget nyt er kommet til. Det skal vi ifølge Bibelen tro og regne med. Er vi skjult i Kristus, møder vi aldrig mere vore synder. Vi er nye skabninger i Kristus, og vort liv skal vidne om det. Vi ser nemlig opad og fremad mod det herlige, at vi har del i Kristus og kommer til at træde frem for Gud i herlighed sammen med ham. (Kol. 3:4.)

Liv i overflod


I dette brev til kolossenserne hentyder Paulus hele 7 gange, at vi skal få et liv i overflod i Kristus. Vi kommer dog ikke til denne rigdom uden at arbejde med Bibelens ord om dette. Har du intet fået indtil i dag, kan årsagen være, at du ikke vil arbejde for at få del i denne, uendelige gave. I Joh. 1:1 2 står, at “så mange, som tog imod dem, gav han magt til at blive Guds børn.” Det gælder alt i Bibelen, tager vi ikke imod, får vi intet.

”For det var efter Faderens velbehag, at hele (den guddommelige) fylden skulle bo i ham.” Er vi i Kristus, får vi del i denne fylde som sande Guds børn. Og da må vi lade ”Kristi ord bo rigelig i jer i al visdom, så at I underviser og formaner hverandre med salmer, lovsange og åndelige sange, og ved nåden synger i jeres hjerter for Herren.” Kol. 3:16.

Vi må aldrig glemme at spørge os selv, om vi er optaget af at lade os fylde af at ville gøre Kristi vilje og Kristi ord. Vi gør let den fejl at blive for store i egne øjne, og at Jesus Kristus ikke bliver stor for os. Vi glemmer at se ham i al hans herlighed og guddomsmagt, som han havde, før han udtømte sig selv for at blive født som menneske, for til sidst at blive hånet og spottet, pint og lide en smertefuld død, bærende vore synder.

For at forstå et glimt af Yahshua Kristi herlighed bør vi læse Es. 6:1-5: ”I det år kong Uzzia døde, så jeg Herren sidde på en trone, høj og opløftet, og slæbet af hans skrud fyldte templet. Serafer stod over ham, hver af dem havde seks vinger. Med to dækkede han ansigtet, med to dækkede han fødderne, og med to fløj han. En råbte til en anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er hærskarernes Herre (YHWH). Hele jorden er fuld af hans herlighed! …. Og huset blev fyldt med røg. Da sagde jeg: Ve mig, jeg er fortabt! For jeg er en mand med urene læber, og jeg bor midt iblandt et folk med urene læber. For mine øjne har set Kongen, hærskarernes Herre.

Kun ved troen kan vi se ham, ære ham og glæde os over, hvad han er og gjorde for os. Det han udrettede for os, havde vi ingen mulighed for selv at gøre. Kun en, der var uden synd og opfyldte hele loven, kunne løskøbe os.

Vi er løskøbt fra vor syndeskyld på en så underfuld måde, at vi kun kan takke vor Frelser. Alt er gjort rede til, at vi i tro kan tage imod hans fuldkomne retfærdighed, så vi i Gud Faders øjne er uden synd og tilmed må kalde ham vor Fader og være hans børn.

Vi må i tro tage imod al denne overflod. Jesus sagde: Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds herlighed? Joh. 11:40. Dersom vi tror, kan vi se herligheden i Jesus Kristus og i hans ord, og herligheden ved at høre ham til.

Overbevisningen om at høre Jesus Kristus til er ikke kommet ved noget, vi selv kan udrette. Det kommer kun ved at tage imod ham. Jesus Kristus og ORDET kan ikke adskilles (Joh. 1:1). Tager vi imod ORDET, tager vi imod ham. Men er vi kritisk mod ORDET, er vi det også over for Yahshua, Jesus Kristus.

Tager vi imod i tro, bliver vi fyldt af en jublende glæde. Og det kan mærkes på os, at vi har en anden Herre end den onde herre, verden træller under.

En brøkdel af Guds storhed


Gud viser i sit skaberværk, at han er ufattelig stor. Vi læser i 1. Mos. 1:14-16: ”Så sagde Gud: Der skal blive lys på himmelhvælvingen for at skille dagen fra natten. De skal være til tegn, og de skal angive årstider, dage og år. De skal være til lys på himmelhvælvingen for at give lys på jorden. Og det blev sådan. Så gjorde Gud to store lys, det største til at råde om dagen, og det mindre til at råde om natten, og så stjernerne.”

Dette storværk beskrives med kun få ord og er ”gemt” bort, så vi ikke ved ret meget om det. I ”Mælkevejen” er der mindst 100 milliarder stjerner. I konstellationen Orion er stjernen Rigel 15.000 gange mere strålende end vor sol. Og Antares er 36 mill. gange større end solen. Der er i disse stjerner desuden tale om ufattelige varmegrader.

I Åb. 1:16 ser vi lidt af Kristi storhed: ”I sin højre hånd havde han syv stjerner. Ud af hans mund gik et skarpt, tveægget sværd, og hans åsyn var som solen, når den skinner i sin kraft.” Tænk over disse ord, der kun viser en brøkdel af Guds og Kristi storhed. Vi bøjer os i ydmyghed og takker Yahshua Kristus at han, denne store og almægtige ville blive vor Frelser. Men når vi ser denne storhed, hvorfor bliver vi da stive og kolde overfor vor Frelser, så Bibelens ord ikke længere rører os?

Det er en nødvendighed for os hele tiden at ånde ind og ud, ellers mister vi hurtigt livet. Og vi mister også hurtigt vort liv med Gud, dersom vi glemmer, at ”han er ikke langt fra en eneste af os; thi i ham lever og røres og er vi.” Ap.g.. 17:28.

Når vi iklæder os vort bedste tøj, er vi påpasselige med ikke at få det snavset til. Vi er ved tro på Jesus Kristus iklædt hans retfærdighed. Den må vi værne om, så den ikke bliver snavset til af synden. At leve uden af fejle og synde kan vi aldrig nå frem til her på jord, men vi kan undlade ”sjuske synde”, dvs ikke at tage det så nøje med, om vi synder, vi kan jo blot bede om tilgivelse for dem. Det er at ringeagte og misbruge Guds storhed.

Guds ord bliver evindelig


Jesus Kristus venter i dag på, at du vil være ærlig overfor ham – og ærlig overfor dig selv. En skuespiller ved, hvorledes rollen skal spilles, og du ved måske, hvad der forventes af kristne ved bestemte lejligheder. Sådant giver kun et fattigt, glædestomt liv. Du må til kilden med levende vand for at kunne slukke din tørst.

Der er ingen grænser for alt det, Gud har at give, men ingen får disse uendelige rigdomme af Gud ved at sidde passivt og vente. Det er hårdt arbejde at ville nå til den levende kilde. Vi skal læse, læse og atter læse i Bibelen og grunde over det, vi læser og bede om Helligåndens lys til at forstå det. Da, i en herlig stund vil døren åbne sig til troens rige skatkammer. Og hvor vi før ikke forstod ret meget af det, vi læste, kan vi nu ved den gudgivne tro forstå mere og mere ved at gribe det i tro. Når Ordet siger til os, at vi er retfærdige, når vi tror på Jesus Kristus, kan vi gribe det i tro, og glædens kildevæld springer frem i os.

Jesus sagde, at ”den, der vil tage imod de ord, jeg har talt til jer, og gøre dem til grundvold for sin karakter og sit liv, ligner den, der bygger sit hus på klippen.” Århundreder tidligere havde profeten Esajas skrevet: Vor Guds ord bliver evindelig.

Guds ord er det eneste urokkelige, der gives os i denne Verden. Det er den sikre grundvold. Himmelen og Jorden skal forgå, sagde Jesus, men mine ord skal ingenlunde forgå. (Es. 40:8, Matt. 24:35 og 1.Pet. 1.25.)

Enhver, som bygger på Bibelen, bygger på Kristus, den evige klippe. Ved at modtage Ordet, modtager vi Kristus, og kun den, der således tager imod hans ord, bygger på ham. Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus. (Joh. 1:1, 1. Kor. 3:11 og Apg. 4:12.)

Hellighed er ikke henrykkelse, men er følgen af en overgivelse af alt til Gud efter ledelsen af vor himmelske Faders vilje. Da Israels børn lå i lejr ved grænsen til det forjættede land, var det ikke nok for dem at vide noget om Kanaan eller at synge Kanaans sange. Dette alene ville ikke sætte dem i besiddelse af vingårdene og olielundene i det gode land. De kunne gøre det til deres virkelige ejendom alene ved at indtage det, ved at efterkomme betingelserne, ved at øve en levende tro på Gud, ved at tilegne sig hans løfter, medens de adlød hans påbud

Således består kristendom består i, at vi tror på Kristi ord og ikke efterlever dem for at fortjene Guds velbehag, men fordi vi uden nogen som helst fortjeneste har modtaget hans nåde.

Byg dit liv på Guds ord


Af Kristi efterfølgere forventes handling og ikke ord alene. Det er gennem handling, karakteren bygges op. Thi alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. Romerne. 8:14. Og ikke dem, hvis hjerter nok påvirkes af Ånden men dovent bliver siddende og ikke gør det mindste. Kun dem, der ledes af Ånden, er Guds børn.

Ønsker du at blive en Kristi efterfølger men sidder i mørke og ved ikke, hvordan du skal finde lyset? Giv dit hjerte hen til at adlyde det i Guds ord, som du har kendskab til. Hans kraft, ja selve hans liv bor i hans ord. Når du tager imod Ordet i tro, vil det give dig kraft til at adlyde Herren, og han vil give dig større og større lys over Ordet. Bygger du på Guds ord, vil din karakter blive bygget op efter Kristi karakters billede.

Kristus er den levende klippe. Og på denne klippe skal vi bygge vort liv og vor tro. Og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus. Med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten… sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren. (1. Pet. 2:5 og Ef. 2,21.)

Men enhver bygning, der opføres på en anden grundvold end Guds ord, vil uvilkårlig falde. Den, der i lighed med jøderne på Kristi tid bygger på en grundvold, der består af menneskelige forestillinger og meninger, af former og ceremonier, som mennesker har opfundet, eller på nogen som helst gerning, som han kan udføre uafhængigt af Kristi nåde - en sådan opfører sit bygværk på løst sand. Og så vil fristelsernes voldsomme storme bortfeje den sandede grundvold og efterlade hans hus som et vrag.

Tøv ikke, men søg efter et liv i overflod, som er lovet til enhver, der tror. Måske skal du gå forbi tusinder, der er blevet stående ved en cisterne, hvor der var en rest gammelt vand. Men stands ikke! Gud har lovet os friskt vand, der virkelig slukker vor tørst, så vi ikke mere skal tørste. Hvilket rigt løfte!

Er du allerede standset ved en halvtom cisterne med gammelt vand, så bryd op og skynd dig videre. Der kommer et frisk pust ind i dit liv, når du kommer til den friske kilde, og du vil blive til en velsignelse for mennesker rundt om dig. Er det ikke det, du har længtes efter så længe?

”To onde ting har mit folk gjort: Mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.” Jer. 2:13. Har du forladt kilden med levende vand og ved med dig selv, at du kun henter vand fra en sprukken cisterne, må du omvende dig og søge i Bibelen efter Guds løfter og begynde at regne med dem. Intet er skrevet af tilfældighed men til hjælp for alle dem, der søger vor almægtige Gud i oprigtighed.

Kun Yahshua, Jesus Kristus kan give os liv i overflod


Må Gud give, at vi ikke afviser vor Frelser, når han står for døren og banker på og siger, at han er kommet til os for at give os liv og overflod, når vi tager imod ham i vore hjerter og siger: Kom, Herre Jesus, kom ind til mig og giv mig både liv og overflod!

Hvordan reagerer de fleste mennesker i vort overflodssamfund på Guds tilbud om overflod? Som regel på samme måde som farisæerne. De syntes selv, at de levede et godt liv, havde en tålelig god levestandard, og deltog i det normale samfundsliv. De forstod ikke Jesu ord: Jeg er kommet for at I skal have liv og overflod, de tænker blot, at de havde jo liv og overflod, og ikke trængte til noget!

Men lad os tænke efter: Hvad er det egentligt, mennesker i dag kalder liv? Dersom Jesus virkelig kom og vandrede iblandt os i vort samfund i dag, hvad ville han da finde? Ville han finde ægte, sandt liv i fred, glæde, venskab og kærlighed, et liv i forsagelse og tro, et liv i tro og tillid til ham som menneskenes Frelser? Eller ville han i stedet finde ufred, uvenskab, bitterhed og had, ufred i ægteskaberne, mellem forældre og børn, mishandling og vold osv? Måske vi da forstår hvad det vil sige, når Jesus siger: Jeg er kommet for at I skal have liv og overflod?

Men når vi begynder at ransage og granske vore egne hjerter og vort eget liv i dets mørkeste kroge og er ærlige overfor det, vi ser og bare må indrømme, at alt det beskidte og onde, som verden er så fuld af, findes også i os? Måtte vi da bare indse, at der ikke findes noget liv i overflod i os! Eller er det kun Paulus, som måtte sige: Jeg er et afmægtigt menneske, solgt til synden... Jeg ved at i mig, det vil sige som jeg ser mig selv, bor der ikke noget godt. Jeg ulykkelige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Romerne. 7:14.18 og 24.

Om Jesus Kristus kommer til dig og siger: Jeg er kommet for at give dig liv! vil du da svare: Jeg har liv, Jesus! jeg trænger ikke til dig, thi det du vil give mig, har jeg ikke noget behov for? Eller vil du svare: Kom, Herre Jesus, kom og giv mig dette liv. Mit eget liv er jo dødt?

Liv med Gud ved at blive født på ny


Jakob skriver i sit brev: Gud har af sin frie vilje født os ved sit sandheds ord. Jak. 1:18. Og Peter skriver: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin rige miskundhed har født os på ny. 1. Pet. 1:3. Det liv, som Jesus taler om og som han vil give os, er det liv, som undfanges, hvor Ordets sæd får lov at trænge ind i vore hjerter og omvende os og føde os på ny, og hvor Guds Hellige Ånd virker anger og tro på syndernes forladelse, så at vi ved og tror: Jeg er en fortabt synder, men Jesus Kristus er kommet for at opsøge og frelse det som var fortabt. Han har taget alle mine synder på sig, og på grund af mine synder er han blevet fordømt og slået ihjel på Golgata. Og den tredje dag opstod han igen som et sikkert bevis på, at Gud tog imod hans sonoffer for synden. Gud har derfor erklæret mig retfærdig. Jeg er derved forsonet med Gud. Jeg har samfund med den evige, levende Gud. Jeg har fået liv og overflod!

Liv og overflod består først af alt i syndernes forladelse. Det består i en god samvittighed med Gud, som Jesus vil give dig og mig og alle mennesker, der oprigtigt beder derom.

Det græske ord overflod betyder egentlig: noget usædvanlig/ noget udover det sædvanlige/ noget som strækker sig længere end det sædvanlige.

Liv i overflod betyder frem for alt, at Jesus Kristus er kommet for at give os det evige liv. Han siger selv: Mine får hører min røst, jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv; de skal aldrig i evighed gå tabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Joh. 10:27-28.

Jesus Kristus giver os overflod af liv i fuldt mål den dag, han kommer igen for at kalde os til bortrykkelse og opvække alle dem, der er døde i troen på ham, for samlet at føre alle sine troende hjem til sig til den himmelske herlighed. Da skal der virkelig blive overflod. Overflod af glæde, overflod af kærlighed, overflod af fred og hvile. Da skal der ikke længere være synd, og dermed ikke længere noget af alt det, som synden fører med sig, nemlig gråd og tårer, sorg og lidelser. Da skal det alt sammen være herligt.

Men tager vi imod vor Frelser, når han kommer til vor dør og siger: Jeg er kommet for at give dig liv og overflod? Vi trænger så hårdt til ham med alt det, han kan give. Vi trænger til syndernes forladelse hver eneste dag. Vi trænger til glæde og fred i vort hjerte. Lad os åbne vort hjerte for ham og byde ham indenfor som vor Herre og frelser.

Bær frugt til Guds ære


Se ikke på andre for at se, om de mangler liv i overflod. Se på, om du selv har det. De første kristne gik glade en grusom død i møde på arenaen syngende en sejrssang, fordi de havde liv i overflod. Læs også Hebr. 11. kap.

Du tænker måske, at det er forsent, du kan ikke nå det, det er helt umuligt. En tør gren kan ikke producere frugt. Men bliver den indpodet i et vintræ, frembringer den mængder af frugt. Er vi indpodet i Kristus, kan vi bære frugt i overflod, Gud til ære. Se ikke på, hvor megen frugt andre bærer, men stræb selv efter at bære frugt.

Mangler vi et sådant liv, er det ikke mennesker der kan hjælpe, men alene Gud Helligånd. Han kan give det, vi mangler, men først må han have lov til at beskære de grene bort, der ikke bærer frugt. Giver vi ham lov til det?

Først må vi selv se, at vi mangler dette liv i overflod, og at kun Guds Ånd kan give os, hvad vi mangler. Er vort liv en stor tomhed, og vi er tilfredse med denne tilstand, kan Gud intet gøre for os. Vi må bede Gud omvende os. Og vi må høre om troen og bede om åndelig vækst. ”Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.” Romerne. 10:17. Derfor kan vi aldrig høre nok af Kristi ord, som vi får vi i Bibelen og i skrifter, der er inspireret af Helligånden. Har du ikke en længsel efter få et liv i overflod, må du bede om, at Gud vil vække denne længsel i dig. Du må trænge dig frem i bøn om at få et liv med ham i overflod.

Et liv i overflod får du kun, dersom du er født på ny. Det er selve grundvolden. Er du ikke sikker på, om du er født på ny, må du bede om denne gave fra Gud. Jesus sagde til Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.” Joh. 3:3.

Vi har fået et vist antal år til at nå dette mål. Og når målet er nået, er det først, vi kan begynde at samle erfaringer, så vi kan være en nyttig arbejder for Herren. Markerne er hvide til høst og høstarbejderne er få.

Er der et ja eller et nej i os, når Gud beder os gå til hans høstmark? Det afhænger af, hvorvidt vi har liv i overflod eller ikke. Hver dag skal vi vinde nye sejre. Thi at stå stille på vejen er i realiteten en tilbagegang. Vi kan gå fremad i Guds kraft, men vi skal selv ville sætte alt ind på det. Men det kan komme til at koste noget. Er vi rede til at ”sælge” alt for at kunne købe den kostbare perle (Jesus Kristus)? Da siger vor Frelser, at han vil give os ”livets sejrskrans.” Åb. 2:10.


Debat: Et liv i overflod med Kristus

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation