Døden er opslugt til sejr

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 02/04-04



”Men dette siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige. Det forgængelige arver heller ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind, men vi skal alle blive forvandlet, i et nu, på et øjeblik, ved den sidste basun. Thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal blive forvandlet. For dette forgængelige må blive iklædt uforgængelighed, og dette dødelige må blive iklædt udødelighed. Når så dette forgængelige er blevet iklædt uforgængelighed, og dette dødelige er blevet iklædt udødelighed, da skal det gå i opfyldelse, det ord som er skrevet: Døden er opslugt til sejr. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejer? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud være tak, som giver os sejer ved vor Herre Jesus Kristus.” 1. Kor. 15:50-57.

Vi fleste taler helst ikke om døden, fordi de er bange for den. For mange er den en fjende, som tager det fra os, vi holder af. Der har været TV programmer der viser, hvorledes vi bedst klarer den situation. Men den bedste vejledning om det, der kan tage frygten for døden bort, Bibelen, står ofte urørt på boghylden. Den viser, at døden har mistet sin brod, dersom vi tror på verdens frelser, Yahshua Messias. (Jesus Kristus.) Thi da er døden opslugt til sejr.

Er døden en straf?


Mange prøver at løbe bort fra døden ved for eks. at tro på reinkarnation, udslettelse eller noget andet tåbeligt. Men fakta er, at efter døden kommer dommen. Den eneste undtagelse er for dem, hvis synd bæres af ham, om hvem Joh. Døber sagde: ”Se der! Guds Lam, som bærer verdens synd.” Joh. 1:29. Og Yahshua (Jesus) sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som hører mit ord og tror på ham, som har sendt mig, han har evigt liv og skal ikke komme til dom, men er gået over fra døden til livet.” Joh. 5:24.

Den, der kommer, han får. De, der ikke kommer til Kristus, får ingenting. I deres mange levedage er de ikke kommet til verdens frelser og fået liv af ham, så de kan leve selv om de dør. Nu, hvor døden er rykket nærmere, vil mange have det store ønske, om blot de dog havde valgt at følge verdens frelser, så de nu ikke ville være bange for døden.

Er døden en straf? Gud har sagt. Hvis du spiser af kundskabens træ, skal du dø døden! Det var Guds advarsel til Adam og Eva. Synden bærer straffen i sig selv, ”thi syndens straf er døden.” Og det er Djævelen, der iværksætter døden. Gud har givet os denne advarsel, for at vi skal vide om denne grænse og besinde os i tide, angre vore synder og fejltagelser og søge at få hans frelse i eje.

Grunden til, at Gud drev mennesket ud af Paradis, var fordi fællesskabet mellem ham og mennesket var brudt. Og for at menneskene ikke skulle spise af livets træ og leve evigt og sprede deres synder. Disse ord må sætte den levende kristendom i fokus på en sund måde. Så vi ikke tror, at vi kan nøjes med at være kristne en dag om ugen men hver dag gøre den til en del af vort liv hver dag.

Vidnesbyrd om glæden ved at være kristen


Jeg hedder Sine Herholdt og er sygeplejerske på Skejby Sygehus. Jeg har fået til opgave at fortælle, hvorfor det er en glæde for mig at være en kristen.

Set på baggrund af gudstjenesten med titlen »Oh happy day« kunne man tro, at det er den store jublende lykke, jeg vil fortælle om... men det er faktisk ikke sådan, jeg oplever det at være kristen.

I mit arbejde som sygeplejerske på en afdeling med mange kræftpatienter, konfronteres jeg næsten dagligt med døden. Nogle dage møder jeg døden helt konkret, når en af mine patienter siger farvel til livet. Andre dage er døden nærværende i de samtaler, vi fører. Hver eneste gang jeg møder døden, minder det mig om, at jeg også selv en dag skal dø. Det minder mig også om, at dem, jeg elsker højt, skal dø – og det er endnu sværere for mig. Hele tiden bliver jeg mindet om livets skrøbelighed, at dem jeg elsker i dag, kan være væk i morgen, at alt det jeg tror eksisterer... ikke nødvendigvis ér til, når jeg går i seng i aften.

Sådanne tanker kan gøre mig rigtig bange. De kan gøre, at jeg næsten ikke tør elske... i frygt for, hvad jeg så kan miste. Det er tanker der betyder, at jeg efter en arbejdsdag kan lægge mit hoved på min mands bryst og tænke: »Hvor er jeg glad for at kunne høre, at hans hjerte slår.« Og det er tanker der gør, at jeg vågner om natten, lytter til min lille søns åndedræt og takker Gud for, at han lever.

MEN – var de nævnte tanker det eneste, døden gjorde ved mig, så ville døden have vundet over mig og bundet mit liv i frygt.

Heldigvis tænker jeg også andre tanker i mødet med døden – tanker, som den gode Gud har givet os mennesker at tænke. Jeg tænker på, at døden ikke har det sidste ord. At livets skrøbelighed kun er skrøbeligt på denne jord. Jeg tænker på, at jeg skal opstå fra de døde igen, fordi jeg tror på Jesus – og at mine kære også har mulighed for at opstå igen.

Jeg tænker på, at Jesus har vundet over døden. Selvom det er på baggrund af nogle ret dystre tanker, så giver dét faktum mig frimodighed til at leve, til at elske, til at miste og til at dø.

Derfor er jeg usigeligt glad for at være en kristen.

Sine Herholdt

Jeg er også usigelig glad for at være en kristen. Det giver mening i mit liv og tryghed i alle situationer. Det er en værdi, der ikke kan købes for penge men gives frit til alle, der ærligt søger frelse ved tro på Yahshua Messias.

De fleste mennesker har gjort sig sine tanker om døden, og hvad der evt. findes efter døden. Desværre er det mit indtryk, at de tanker, mennesker gør sig om døden, ofte er funderet på et meget spinkelt grundlag. Alt efter temperament og smag vælger man at tro på videnskabens udsagn om det umulige i livets fortsættelse, når kroppen siger stop, eller man som før sagt hælder til reinkarnationstanken i dens forskellige udformninger, eller man tror på Himlen som endestation for alle, uanset hvordan man har levet sit liv på jorden.

Mange ville blive forbavset over, hvor meget Bibelen åbenbarer om døden. Den kan berede os i alle enkeltheder

ADSKILLELSE


I den bibelske forståelse indebærer død altid adskillelse. At dø fra noget. Gud advarede Adam om, at han skulle dø, hvis han spiste af kundskabens træ. Her var der tale om det, vi kunne kalde for åndelig død – idet Gud sagde, at Adam skulle dø, den dag han spiste af træet. Konsekvensen af Adam og Evas ulydighed var adskillelse fra det umiddelbare samfund med Gud, dvs. åndelig død.

Den fysiske død rummer også adskillelse. Når et menneske dør fysisk, sker der en adskillelse mellem ånd/sjæl og legeme. Ånd/sjæl frigøres fra legemet og fortsætter i en bevidst eksistens, indtil opstandelsen finder sted (herom senere). Legemet går derimod til grunde, idet det opløses i sine bestanddele.

Der findes i Skriften omtaler af andre former for død. Eksempelvis taler Ny Testamente om at dø fra synden, hvilket vil sige, at man pga. den nye fødsel ikke længere er underlagt syndens drivkraft - man står ikke længere til rådighed for synden.

Vi vil i det følgende koncentrere os om den fysiske død.

DEN RIGE MAND OG LAZARUS


I Luk. 16:19-31 læser vi beretningen om den rige mand og Lazarus, der begge var havnet i de dødes rige. Det er Jesus, der fortæller, sikkert med det formål at sige noget om vigtigheden af vor opførsel på denne side af døden, som nemlig vil påvirke vor tilstand på den anden side. (Før du fortsætter i artiklen her, vil det være en fordel, at du læser beretningen i Lukasevangeliet 16. kap.)

Beretningen åbenbarer i tilgift nogle sandheder om, hvad der sker med mennesker efter døden. Nogle vil måske hævde, at det jo da blot er en moralsk fortælling, som man ikke kan bruge som baggrund for at sige noget generelt om døden og de dødes rige. Jeg er overbevist om, at vi skal lægge vægt på, at Jesus sagde. ”Der var en rig mand”. Derfor tror jeg, at han byggede beretningen på fakta.

Lad os se på, hvad vi ud fra Jesu beretning kan uddrage om døden og de dødes rige.

For det første ser vi, at de to afdøde begge var fuldt bevidste om deres situation. Vi kan altså allerede her drage den slutning, at døden ikke udslukker den menneskelige bevidsthed.

For det andet ser vi, at de er havnet i hver sin afdeling af de dødes rige: Lazarus befinder sig på et sted, der kaldes Abrahams skød, og den rige mand på et sted, der blot kaldes dødsriget. Om Lazarus siges det, at han trøstes, hvorimod vi kan læse, at den rige mand pines.

For det tredje får vi at vide, at den rige mand er i stand til at se, hvad der foregår, hvor Lazarus befinder sig.

Og for det fjerde læser vi, at der er lagt en dyb kløft mellem de to opholdssteder, så det er umuligt at komme fra det ene til det andet.

Måske vækker det nogen undren hos den opmærksomme læser, at der i beretningen tales om at slå øjnene op, at dyppe spidsen af sin finger i vand og at læske min tunge. Hvordan rimer det med tanken om, at vi er uden legeme efter døden? Hvis jeg skal komme med en kommentar til løsning af denne gåde, vil jeg sige, at der formentlig er tale om en form for midlertidig klædning, der gør den afdøde i stand til at sanse sine omgivelser – og sin egen tilstand. Når det er sagt, vil jeg skynde mig at advare mod okkulte spekulationer om astrallegeme, æterlegeme o. lign. – vi er ikke kaldet til at fordybe os i ting, Bibelen er tavs om.

BEVIDSTHED EFTER DØDEN


I nogle sammenhænge kan man støde på den opfattelse, at de afdøde befinder sig i en sovende - dvs. bevidstløs – tilstand, indtil den fremtidige opstandelse. Hertil er at sige, at adskillige skriftafsnit taler imod denne opfattelse. Lad mig nævne nogle få:

Jesus siger til den ene af røverne, der hang ved siden af ham på Golgata: Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis. Det forekommer usandsynligt, at røveren skulle ankomme sovende til Paradis!

I Hebr. 12:1 læser vi om den ”store sky af vidner”, vi har omkring os. Optakten til dette ord gør det klart, at det drejer sig om afdøde troshelte. Skulle der mon her være tale om en sovende vidnehær?

Paulus siger i Fil. 1:23, at han længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste. Indikerer det at være sammen med Kristus uden bevidsthed?

Endelig er der så førnævnte beretning fra Lukasevangeliet, hvor både Abraham, Lazarus og den rige mand er ved fuld bevidsthed og taler sammen.

Min konklusion på basis af disse og andre skriftsteder kan kun være, at døden hverken medfører udslettelse eller søvn – døden i bibelsk forståelse er en overgang til en anden eksistensform, hvor man er bevidst om sig selv og sine omgivelser.

PARADISET OPHØJET


Lad os for en stund vende tilbage til beretningen om Lazarus og den rige mand. Vi så, at der kunne foregå en kommunikation mellem de to afdelinger i de dødes rige, selv om der var en dyb kløft mellem dem. Men Jesu død, opstandelse og himmelfart betød en ændring af dette. I Ef. 4:8 står, at han (Jesus) steg op til det høje, bortførte fanger og gav gaver til menneskene. De omtalte fanger er efter alt at dømme den frelste skare, som befandt sig i Abrahams skød, (en betegnelse for paradis og de hellige afdøde), som Jesus førte fra fangenskabet efter sin død på Golgata. Det var her, han mødtes med røveren, som han havde lovet, da han hang på korset.

Jesus bortførte fanger. Selv om de frelste fra den gamle pagt befandt sig i Paradis, var de alligevel at betragte som fanger. De dødes rige holdt dem fanget borte fra Guds nærvær, indtil Jesus havde fuldbragt frelsesværket på Golgata. Allerede da Jesus udåndede på korset, varsledes det, at døden var besejret. Der skete nemlig det iflg. Matt. 27:52-53 at gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op og gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Sandsynligvis er den engelske oversættelse King James mere korrekt, når den gengiver skriftstedet således: Og gravene åbnedes, og mange af de hensovede helliges legemer opstod og kom ud af deres grave efter hans opstandelse… Tanken er her, at nok åbnedes gravene, da Jesus døde, men de hensovede opstod først i forbindelse med Jesu opstandelse.

Er der mulighed for frelse efter døden?


Der findes dem, der mener, at det er muligt efter døden at modtage Jesus som frelser. Denne tanke er i hovedsagen bygget på to skriftsteder i Ny Testamente: 1. Pet. 3:18-20 og 1. Pet. 4:6. Lad os bruge lidt tid på at se nærmere på disse to, vanskelige passager.

I 1. Pet. 3:18-20 kan vi læse, at Jesus i ånden gik til nogle ånder, der var i forvaring på grund af ulydighed mod Gud, og prædikede for dem. (Den nye danske bibeloversættelse staver her Ånden med stort Å, idet man udlægger det som Helligånden. i King James og i den ældre danske oversættelse af Ny Testamente er ordet stavet med lille å, som må betyde, at man udlægger det som Jesu menneskelige ånd. Den første udlægning (stort Å) antyder, at denne begivenhed skete efter Jesu opstandelse, medens den anden udlægning (lille å) antyder, at begivenheden skete mellem Jesu død og opstandelse. Det afgørende spørgsmål er imidlertid ikke, om det var ved Helligånden eller i sin menneskelige ånd (legemløse tilstand), Jesus prædikede for disse ånder, men snarere hvem disse ånder var.

Ordet ånd bruges i Skriften kun om mennesker, når det udtrykkeligt siges, at der er tale om menneskeånder. Står ordet ånd derimod uden forklaring, betyder det engel (falden eller ikke falden). Peter forklarer, om ulydige ånder (engle) som også er omtalt i Judas’ Brev, hvor der står, at de ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig. Videre står der, at de holdes bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag. Judas v. 6.

Den afgørende forklaring om disse, ulydige engle får vi ved at sammenholde Jud. V. 7 med l. Mos. 6:1-4, hvor det fremgår, at faldne engle i tiden før syndfloden bedrev utugt ved at gå ind til menneskedøtrene, og der fødtes dem børn. Det sataniske formål med dette var at ødelægge menneskeslægten – fordi det jo var profeteret, at Satans hoved skulle knuses af en kvindes afkom, dvs. af et menneske. Guds straf over dette anslag var dels syndfloden og dels de ulydige engles fængsling i evige lænker. Det, Jesus gjorde (før eller efter sin opstandelse), var at prædike (eller rettere: proklamere) sejrsbudskabet for disse ånder og dermed endeligt besegle deres dom.

Hvad angår ordene i 1. Pet. 4:6 om evangeliet, der blev forkyndt også for døde, er den nærliggende forklaring, at forkyndelsen af evangeliet skete, medens disse afdøde endnu var levende men åndelig døde.

DE DØDES OPSTANDELSE


Mennesket blev skabt med ånd, sjæl og legeme. Men da legemet er forgængelig på grund af synd, er et menneske ikke helt, før det ved opstandelsen har fået et nyt legeme. Tiden efter døden, hvor mennesket befinder sig i en legemløs tilstand, er midlertidig. På et eller andet tidspunkt, som kun Gud selv kender, vil der for dem, der har taget imod Guds frelse, finde en kødets opstandelse sted. Når det sker, iklædes det forgængelige menneske et uforgængeligt legeme, et herlighedslegeme, som vil være af en sådan beskaffenhed, at det passer til det evige liv i det himmelske Jerusalem.

De dødes opstandelse sker i flere etaper. Den første, der opstod til evigt liv, var Jesus. I en ikke så fjern fremtid vil Jesus stige ned i luftens område, og herfra vil han kalde på sin brud, dvs. på alle, der enten lever eller er døde i troen på ham. Når det sker, får både de afdøde og levende hellige nye herlighedslegemer og mødes med Jesus i luften.

I tiden efter bortrykkelsen vil mange tilbageblevne komme til tro på Jesus. Men flertallet af disse vil lide martyrdøden for Antikrists hånd. Og når Jesus kommer synligt tilbage til jorden, vil disse martyrer opstå fra de døde og indgå i skaren af herliggjorte troende.

DEN SIDSTE OPSTANDELSE


Jesu synlige genkomst indvarsler den periode, vi kalder for Tusindårsriget (et andet navn er riget for Israel). I disse tusind år er Satan bundet og vil derfor være en tid med fred og harmoni på jorden både blandt dyr og mennesker.

Når de tusind år er til ende, vil Satan bliver sluppet løs for en tid, og han vil igen gå ud og forføre mennesker til oprør mod Gud. Da griber Gud endegyldigt ind og kaster Satan i ild- og svovlsøen (en anden betegnelse for helvede). Derefter sker den sidste opstandelse. Nemlig opstandelsen af alle de gudløse fra alle tider. Også de får nye legemer; det vil dog ikke være herlighedslegemer, men fortabelseslegemer. Foruden alle disse fortabte vil der være nogle retfærdige, som er døde i løbet af de tusind år – de vil naturligvis indgå til det evige liv sammen med alle de øvrige retfærdige.

FOR KRISTI DOMSTOL


I Hebræerbrevet 9:27 står der skrevet, at det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes. Paulus siger det samme blot med lidt andre ord: Vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt. 2. Kor. 5:10. Døden indebærer altså et domselement, som vi gør klogt i at have i tankerne, mens vi lever.

Den, der har sagt ja til Jesus som sin frelser og Herre, vil for Kristi domstol ikke blive dømt til fortabelse. Men den troendes liv vil til gengæld bliver vejet. Alt efter den troskab, man har udvist i sit liv som kristen, vil man modtage sin belønning. Kristne, der måtte have levet deres liv uden for Herrens vilje (dvs. bygget med træ, hø og strå), vil opleve at blive frelst, dog som gennem ild. 1. Kor. 3:15.

”Dog som gennem ild” betyder ikke ”skærsilden”, men at deres gerninger prøves. Paulus skriver: ”Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild. Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!” 1. Kor. 3:12-17.

Måtte vi være blandt dem til hvem Herren vil sige: ”Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.” Matt. 25:23.



Når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans (1. Pet. 5:4 sml. 1:13).

- Jesus Kristus...skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige...retfærdighedens sejrskrans...som Herren, den retfærdige dommer på den dag vil give mig (2. Tim. 4:1,8).

- Når Kristus kommer som dommer, skal alle de, der er i gravene...gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom (Joh. 5:25-29).

- Jeg [Jesus] kommer snart og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er (Åb. 22:12). Vi kommer ikke i Himlen for at få vores belønning – Kristus bringer den til os fra Himlen.

At Jesus bringer vores belønning med sig indebærer, at den er blevet forberedt til os i himlen, men vil blive bragt til os ved Kristi genkomst. Vores arv af det land, som blev lovet til Abraham, ligger på denne måde gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid, hvor Kristus vender tilbage. (1. Pet. 1:4,5)


Debat: Døden er opslugt til sejr

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation