Der er kun én sandhed og kun én vej

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 22/03-04



Der er tilsyneladende et virvar af veje, der alle påstås at føre til Himlen. Men der er kun én vej, der er den rette, Yahshua, Messias. Han åbnede vejen ved at dø i synderes sted og bære deres skyld, så at enhver, der tror på ham, ikke kommer for dommen men overgår til evigt liv i samfund med Gud Fader og Yahshua Messias.

Men desværre udbreder der sig mere og mere teosofisk (okkult), dæmonisk rådgivning. Og en ny-hedenskab bliver mere eller mindre godkendt af kirke og menighed. Teosofi og dæmoniske lærdomme er styret til at efterligne den sande kristendom. Og mange lader sig bedrage af disse ny-hedenske lærdomme. Kun de årvågne ser forskellen og undgår flirt med denne, nye hedenskab. Men den smalle vej er så trang, at du må lægge alle vildfarelser fra dig for at kunne komme gennem porten til Guds rige.

En af de falske lærdomme, kaldes Inner Healing, den har bedraget og fortsætter med at bedrage mange kristne, idet en del menigheder godkender dens idéer, der er bygget op på, at når vi på et eller andet tidspunkt er blevet skadet i vor sjæl, skal denne skade kaldes frem for at blive helbredt. I stedet for at gå til Jesus Kristus, som kan gøre alting nyt, går læren om Inner Healing ud på at helbrede gennem okkult visualisering, kombineret med Freuds psykologi.

Vil vi være sunde i tanke og forståelse, må vi sige farvel til Freuds lære. Jeg har medtaget efterfølgende artikel på svensk, af Erik Hagman, som oplyser om Freud på en interessant måde:

Farväl Freud!


I juni 1884 publicerar en då föga känd läkare i Wien vid namn Sigmund Freud en artikel i Centralblatt für die gesamte Therapie, där han beskriver ett nytt läkemedel. Det är verksamt mot såväl fysiska som psykiska besvär, och har få biverk-ningar. Medlet tycks också fungera som ett motgift mot morfin, och den omedelbara orsaken till att Freud sänder in sitt manuskript är, att han en månad förinnan har rekommenderat medlet åt en kollega, som är morfinist. Resultatet verkade lovande, och Freud hade själv vid samma tid använt preparatet mot sina magbesvär, som lindrades. Det handlade om ett sydamerikanskt örtextrakt vid namn kokain.

Snart nog klarnar kokainets ödesdigra verkningar på kropp och själ, och Freud gör i fortsättningen allt för att skyla över sina förhastade skriverier. Men han publicerar aldrig någon dementi över sitt misslyckade försök med kokainterapi på sin olycklige kollega Fleischl-Marxow (som i fortsättningen var slav både under morfin och kokain), utan antyder i stället i senare skrifter att denne själv beseglade sitt öde genom att injicera kokainet, i stället för att svälja det, som Freud hade tillrått.

Långt senare skulle Freud uppnå världsrykte som psykiater genom sina teorier om själslivets beskaffenhet och psykoanalysen. I litteraturen om Freud brukar kokain-episoden oftast behandlas överslätande, som en lapsus av ringa betydelse. Men i ett längre perspektiv får Freuds hastigt uppflammande entusiasm för kokain en ny betydelse. Den pekar mot hans vurm för kurer som botar allt; mot hans benägenhet att dra vidlyftiga slutsatser av ett bristfälligt observationsmaterial; och mot hans istadiga hävdanden att kuren var den rätta, även om patienten inte tycktes tillfriskna.

Fenomenet Freud är intressant på många plan. Vill man peka ut två intellektuella förgrundsfigurer som mer än några andra har präglat 1900-talets tankevärld, så ligger Freud och Marx nära till hands. Karl Marx gjorde anspråk på att ha skapat en historisk metod, som inte blott kunde ge ett sammanhang åt Västerlandets brokiga förflutna, men den kunde därtill teckna den framtida utvecklingen. Freud åter hävdade, att han hade kartlagt själens dolda landskap, och han anvisade en metod - psykoanalysen - som kunde blottlägga vårt psykiska förflutna och våra innersta böjelser. Gemensamt för Freud och Marx var, att bägge ansåg sig ha gjort rent hus med religion och vidskepelse, för att ersätta dem med rationalitet och vetenskaplig klarsyn.

Marxismen har i dag löpt linan ut, både som vetenskaplig metod och som politisk ideologi, och nu tycks även freudianismen stå inför den slutliga bankrutten. I en utomordentligt väldokumenterad volym på drygt 500 sidor granskar den brittiske journalisten Richard Webster Freuds livsverk (R. Webster: Why Freud was wrong, Fontana Press 1995), och hans genomgång lämnar inte kvar sten på sten av Freuds storstilade bygge.

Freud har för eftervärlden stått som den snillrike psykiatern, som med otröttlig möda analyserade sina patienters berättelser, vilka slutligen ledde till deras barndoms traumer och undertryckta sexuella impulser. Freuds metod var indirekt: det som patien-terna de facto berättade på analysbritsen var dimridåer, som dolde den egentliga sanningen, som låg och pyrde i det undermedvetna. Ur obetydliga felsägningar och oavsiktliga antydningar spårade Freud upp Sanningen, som genomgående var mycket ensartad. Det handlade om patienternas upplevelser av tidig sexualitet och förnekande av barndomserfarenheterna, förträngda men plågsamma minnen, som hos den vuxne ger sig till känna såsom neuroser. Ur dessa berättelser härledde han sin teori om den infantila sexualiteten, som gick ut på att den lille gossen åtrådde sin mor, och önskade att ta livet av sin far för att uppnå sitt mål. Oidipuskomplexet, med andra ord. Också flickor antogs hysa liknande begär, även om den antika litteraturen inte kunde stå till tjänst med ett lika illustert exempel i deras fall.

Också tidigare kritiker av Freud har pekat på hur anmärkningsvärt få fall han baserar sina vittgående slutsatser på. Sammanlagt tolv analyser finns publicerade, av dem några ofullbordade och några mycket korta. Webster går i detalj igenom detta material, och finner att det mesta handlar om önsketänkande från Freuds sida. När han inledde sina analyser hade han en förhandsföreställning om vad han skulle finna, och ur patienternas utsagor tar han fasta endast på det som stämmer överens med hans teori. Och där patienten inte vill servera det material som förväntas av Freud, fortsätter han att pressa patienten till medgivande med ett nit som vore en kriminalkomissarie värdigt. Han vet att barndomstraumerna och de förbjudna sexuella önskemålen finns där, det gäller bara att krama sanningen ur patienten.

Föreställningarna om den infantila sexualiteten är en av hörnstenarna i Freuds konstruktion, men hur märkligt det än kan tyckas, så gjorde Freud aldrig några direkta observationer av barn. Ungefär som att sitta i sin kammare och i tankarna skapa sig en bild av livet i ett främmande land. Utan tvivel är små barn bundna med mycket starka känslomässiga band till sina föräldrar, men att denna affektion skulle vara av primärt erotisk karaktär förefaller i dag som en biologisk orimlighet.

Varifrån härstammar Freuds uppfattning om småbarnens erotiska drifter? Webster sätter Freud i sitt vetenskapshistoriska sammanhang, och visar hur hans teori är ett direkt postulat av en lika befängd hypotes av den samtidige biologen Haeckel. Haeckel var Darwins främste förespråkare i Tyskland, och Haeckels eget bidrag till evolutionsteorin bestod i ett antagande om att alla djur i sin utveckling från fosterstadiet till vuxen ålder genomlever hela evolutionen, från amöba till däggdjur. Visst kan den befruktade äggcellen i någon mån liknas vid en amöba, och visst finns det drag i fosterutvecklingen som bär en ytlig likhet med primitivare organismer. Men när Haeckel hävdar att det nyfödda mänskobarnet i sitt utvecklingsstadium motsvarar en fisk, för att under det första levnadsåret utvecklas via kräldjursstadiet till ett däggdjur, börjar det bli svårt att hänga med.

Freud var förtrogen med Haeckels utvecklingsteorier, och hypotesen om den infantila sexualiteten är en ansats att överföra dem till det psykosexuella planet. Att de erotiska impulserna vaknar först i puberteten, och är kopplade till hormonella omställningar i kroppen är uppenbart för oss i dag, men i Freuds föreställningsvärld handlade det om en sexuell metamorfos, som inträffade redan under de första levnadsåren.

Att Freuds uppmärksamhet riktades mot den undertryckta sexualiteten är inte så märkligt, med tanke på den tid som han levde i. Ämnet var tabubelagt i sekelskiftets Wien, på ett helt annat sätt än i dag, och den systematiska utforskningen av sexualiteten var i sin linda. Men även om Freud ansåg sig ha skingrat okunskapens dimmor, insåg han uppenbart inte själv i hur hög grad han var fången i den judiskt-kristna tradition som han tog avstånd ifrån.

Föreställningarna om köttets syndfullhet och andens renhet går långt tillbaka i förkristen tid. Att vi är styrda av våra biologiska drifter, precis som de andra djuren i naturen, har alltid varit ett dilemma i vår kultur. Våra djuriska lustar har setts som ett hinder för vår andlighet, för vår strävan att närma oss Gud, och kyrkan har i varierande grad fördömt sexualiteten som syndfull. Kyrkans främsta maktmedel har varit läran om den eviga förtappelsen, som drabbar den som avviker från den rätta vägen, och denna dogm fick ett infernaliskt tillskott av kyrkofadern Augustinus på 300-talet, med läran om arvssynden. Mänskan är född syndig, och kan endast förlösas av Guds nåd. Redan det nyfödda barnet är besmittat med världens syndfullhet och hyser begär som kan leda till fördärv. För att bereda vägen till frälsningen införde den katolska kyrkan bikten; endast den som regelbundet bekänner sina synder kan förvän-tas uppnå den slutliga frälsningen.

Likheten med Freuds psykologi är bestickande. Sexualiteten är upphovet till alla våra neuroser, och sexualiteten drabbar oss redan i vaggan. Endast psykoanalytikern förmår tränga ner till de skikt där den undertryckta sexualiteten förgiftar vårt liv, och det är analytikern allenast som förmår avlyfta detta ok.

Själv hävdade Freud att hans patienter lämnade analysen, befriade från deras neuroser. Men det tycks inte vara sant. Talrika av Freuds patienter har uppspårats i efterhand, och deras fortsatta sjukhistoria ger inte belägg för Freuds påståenden. Och i själva verket var Freuds analys inte tänkt som någon befrielse i egentlig mening, i så måtto att patienten skulle förmås att bejaka sina driftsimpulser. Tvärtom. Med analysens hjälp skulle patienten komma till insikt om sin problematik, för att därefter lära sig att på ett rationellt vis hålla sina drifter stången. Men eftersom sexualiteten inte styrs av förnuftet, och avmattas först i ålderdomen, betyder det att patienten egentligen är i behov av en fortgående analys fram till ålderns höst. Parallellen till arvssynd, bikt och absolution är visst ganska uppenbar?

Jag minns tydligt vilken fascination Freuds lära väckte då jag blev bekant med den via gymnasiets psykologiundervisning, och senare under medicinstudiet. Visst fanns där spekulativa drag, som lågt långt utanför det objektivt verifierbara, såsom rekonstruktionen av det första fadermordet i mänsklighetens gryning. Men annars tycktes Freud ha genomskådat mänskans beteende på ett rent häpnadsväckande sätt.

Att Freud i själva verket var århundradets medicinska charlatan, en vetenskaps-förfalskare och fantast av monumentala mått, föll mig aldrig in. Först när jag hade bekantat mig med Karl Poppers vetenskapsteoretiska kritik började tron rämna. Där Freud hävdade, att hans psykologi hade höjt upp den psykologiska vetenskapen på ett naturvetenskapligt plan, påpekar Popper att Freuds teorier saknar ett centralt kriterium för vetenskaplighet: de kan inte falsifieras.

Enligt Popper kan en utsaga om världens beskaffenhet betraktas som en veten-skaplig teori, om den i princip också går att vederlägga. Kemins och fysikens lagar bygger på teorier som kan prövas experimentellt, och beroende på bevisbördans vikt kan de antingen accepteras som sanna, eller förkastas, d.v.s. falsifieras. Freuds teorier kan svårligen bekräftas, men de går heller inte att vederlägga. Om patienten inte kan prestera de behövliga vittnesbörden om tidiga sexuella upplevelser, ja då förklaras detta med motstånd mot analysen. Drömmar tas till intäkt för sexuella önskningar i förkläd-nad, och det är ingen ände på tänjbarheten i uttolkningen. Vem kan väl säga vad som är rätt och fel i tolkningen av våra drömmar? Den psykoanalytiska teorin är helgar-derad mot en kritisk prövning, och uppfyller därmed inte enligt Poppers synsätt kriterierna för en vetenskaplig teoribyggnad.

För några år sedan råkade jag läsa en skildring av psykoanalytiska sällskapets verksamhet i Wien i början av seklet, skriven av psykiatern Bruno Bettelheim, och den gav ytterligare näring åt tvivlet. Psykoanalytiska sällskapet grundades av Freud, som ett vetenskapligt samfund med syfte att utveckla och främja psykoanalysen. Det var en sammanslutning av troende, jämförbar med en religiös sekt. Ingen opposition mot eller avvikelse från ledarens dogmer var tillåten, och dissidenter utstöttes och fördömdes med samma hätskhet som religiösa avfällingar. Ledarens makt var total, och av lärjun-garna förväntades blind underkastelse. För att finna en motsvarighet i den vetenskap-liga världen får man gå till stalinepokens Sovjet. Efter att ha läst Webster står jag nu inför ruinerna av Freuds verk med känslan av att ännu en av ungdomens djärva ideer har lagts i aska. Fåfänglighet, förgänglighet, som Amman säger i Strindbergs Faderen! Slut på Erik Hagmans artikel.

For at gå ind for disse Freuds tanker må alle kristne synspunkter kastes overbord. Freud var okkult fra først til sidst, som det tydelig træder frem i hans artikler. Og derfor bør alle undgå psykolog hjælp, da den er opbygget på okkult lære. Brug i stedet hjælp fra en kristen, der kender de okkulte snarer. Desværre er det de færreste, der ved ret meget om psykologi og tror, at når så mange anvender psykologi, må det være godt. Men psykologi er at være på vej derudad til gudløshed. At bruge Freuds materiale er at godkende vejen til helvede som mere eller mindre brugbar. Ikke desto mindre anvendes Freuds materiale til undervisning på mange områder. Og er du ikke en person, der tænker ud fra en sund bibelsk oplæring, bliver du let indfanget i dette net af okkultisme.

Inner Healing og personer bag denne lære


En person, der bruger Inner Healing, anvender hypnose og shamanisme for at afhjælpe de skjulte, sjælelige sår. Healeren guider personen tilbage til problemets start ved at tilskynde til imagination (indbildningskraft - fantasi).

Healeren følger Freuds anvisninger til at genopleve en situation fra den svundne tid, men også til smerte og angst på grund af den pågældende situation. Eller healeren kan ved imagination guide en person til at se ”Jesus” eller at forestille sig, hvad ”Jesus” ville have sagt eller gjort. Men hele vejen igennem anvendes en okkult visualisering (at danne sig et klart billede ved at forestille sig). Men den Jesus, personen evt. derved kommer til at ”se”, er ikke Bibelens Jesus Kristus.

Uanset hvad healerne siger, går de alle de samme veje, som ophavspersonerne til Inner Healing har anvist. Af disse er først og fremmest Agnes Sanford, Ruth Carter Stableton, John og Paula Sandford, Leanne Payne, David Seamands, Dennis og Rita Bennett m. fl.

Dr. Jane Gumprecht skriver i sin bog Abusing Memories om bevægelsen Inner Healing og dens grundlægger Agnes Sanford, at der i Inner Healing mere er tale om okkultisme end om kristendom. Og hun advarer kristne stærkt imod at deltage i denne lære.

Agnes Sanford led gennem mange år af en svær depression. Hun kom ud af den og tilegnede sig på et tidspunkt den mening, at bøn om helbredelse er universal og er den samme i alle religioner. Og desuden at Jesus står med sine hænder bundne i de forskellige samfund verden over, fordi lederne ikke ved, at Jesus er overhoved for alle religioner.

Sanfords lære er vidt udbredt. Og en af hendes mange bøger The Healing Light er solgt i over en halv mill. eksemplarer.

Agnes Sanford underviste i forskellige visualiserings teknikker. For eks. at det at tilgive hverandres synder sker gennem visualisering. Hun gik endvidere ind for, at imagination var en af de vigtigste nøgler til effektiv bøn. Hun gik ind for Jungs psykoterapi, der lærte, at Jesus kunne blive en del af den kollektive bevidsthed. Og hun kaldte Gud for ”primær energi”. Alt dette blev grundvolden under hendes lære om Inner Healing.

Anima og animos


De sjælesår, der tales om, kan ifølge Sanford med flere kun helbredes ved Inner Healing. Der læres, at bliver vi onde, er det fordi det onde er påført os ved et eller andet tidspunkt – højst sandsynligt i barndommen. Altså synder vi, fordi vi lider af sjælelige sår.

John Sandford følger Carl Jung i hans okkulte opfattelse af det, han kaldte anima og animus, som er de to køn, der begge er til stede i ethvert menneske. Ud fra denne forståelse skal homoseksualitet ses. Han skriver, at når en person bliver homoseksuel/lesbisk, skyldes det, at da denne person var i fosterstadiet og hørte forældrene tale om, at de ønskede sig en pige/dreng, så kunne fosteret ændre sit køns følelsesmæssige indstilling.

J. Sandford lærer, at vi har to ”poler” i os, som kan ses ved visualisering. Han skriver, at dersom en person er homoseksuel/lesbisk, er ”polerne” ændret. Og han skriver i en bog derom, at vel kan dette ikke ses i Bibelen, men det virker, og så må det være godt nok. Det er disse ”poler”, han kalder anima og animus. (I øvrigt ses det af hans lære, at forbindelsen derfra og til frugbarhedsguder ligger meget nær.)

J. Sandford følger ligesom Agnes Sanford Jungs filosofi om genfødsel ved hjælp af visualisering og teknikker. Og at vi ved hjælp af visualisering kan ”rejse” tilbage til fosterstadiet i moders liv for at få de problemer løst, der holder os ”fangne”.

Okkultisme


Jung blev fra barn af oplært i okkultisme, da hans familie var okkult. Han blev praktiserende astrolog og var besat af to af sine ”åndeguider”, Filemon og Ka. Det var gennem denne okkulte baggrund og disse guider, han baserede mange af sine filosofier. Hans skrifter citeres af hekse og andre med okkult interesse. Han havde stor viden om New Age. Og hos katolske boghandlere er der et rigt udvalg af hans bøger.

Også J. Sandford indrømmer åbent, at han har hentet sin filosofi i okkulte bøger og ikke kan finde støtte for den i Bibelen. Ligeså med hans lære om arketyper, fyrster og dæmoner, som han indrømmer heller ikke er hentet fra Bibelen men fra Jungs lære. Men filosofien deri er god nok, skriver han, for den virker.

Vi må være klar over, at en sådan lære er hentet fra Satans idébog.

Greg DesVoignes, som har skrevet meget om Inner Healing, oplyser, at selv om John Sandford kaldte sine filosofier for nye åbenbaringer, er det hans konklusion, at der i stedet er tale om ældgammel okkultisme.

Gud siger om alt det okkulte: ”Drag ud fra hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.” Åb. 18:4.

En dæmonisk fælde


For at forstå, hvor farlig og hvor omfattende læren om Inner Healing er, kan vi sammenligne den med en ukrudtsplante, som skyder rødder til alle sider, hvorfra der skyder nye planter op. Har dette ukrudt først slået rødder i et stykke jord, er hele området snart fyldt med det. Ganske således og endnu værre er læren om Inner Healing, idet den findes under mange benævnelser.

I Inner Healing læres en teknik, der hjælper en person til at kunne ”rejse” tilbage til fosterstadiet eller til barndommen, hvor evt. skader kan genopleves. I teknikken indgår en lære om en holotropisk og intergrativ vejrtrækning, før man kan foretage en shamanistisk rejse til de dybere, psykologiske følelser.

Ved at bruge en bestemt form for vejrtrækning i en time, går en person dybere og dybere ind på en lang åndelig rejse og ser alle de uløste problemer i sjæl, legeme og ånd. Det er afgørende at anvende den rette form for vejrtrækning for at sjæl og ånd kan nå målet.

Der er udgivet mange bøger om Inner Healing med dens teknikker. Om, hvad man bør spise og om levevis. Ja, stort set om regler for alt, hvad vi gør. Der henvises til blade og magasiner samt til foreninger og til specialister, som kan hjælpe til med at lære alt det, der er nødvendig for at kunne ”rejse tilbage til fosterstadiet eller barndommen” m.m.

Inner Healing er en dæmonisk fælde, som er opstillet på steder, hvor folk ikke forventer at finde den. Og mange falder i sådanne fælder uden at vide, hvad de er med til. Afsky Inner Healing og bed Gud tilgive og rense dig, dersom du har været under dens påvirkning. Den er okkult og er helt igennem ubibelsk, hvad mange af Inner Healings ledere selv åbent indrømmer. Men vær opmærksom på, at mange steder, hvor denne lære forekommer, omtales den ofte ikke som Inner Healing men under en eller anden form som kristendom.

Guiderånder


At Jungs ”åndeguider” Filemon og Ka er dæmoner, er der ingen tvivl om. Og læren om genfødsel (som ikke er den nye fødsel, Bibelen taler om i Joh. 3:3) er dæmonisk. Den lære stammer for en stor del fra Carl Jung, idet han var besat af disse dæmoner fra han var 3 år gammel.

Jungs lære og teknikker er ikke blot spredt i den sekulære verden men også hos kristne. Jung har selv sagt, at han var valgt til at fuldkomme alt det, som forfædrene ikke gjorde færdigt.

Jung satte ”Filemon” så højt, at han malede et billede af ham, som han lod udgive sammen med sin selvbiografi.

Filemon´s og Ka´s indflydelse er overalt i dag, hvor sporene efter Jung er tilstede. Ka var ifølge Jung en ulegemlig ånd fra det gamle Ægypten. Vi møder disse ånder i både kirke og menighed, og de har til formål at lede alle bort fra sandhedens vej til veje såsom Inner Healing, genfødsel i New Age regi, astral rejser og okkult visualisering.

For at blive åben for visualisering, skal en person lære koncentration, kreativ, aktiv og guidet visualisering, drømmevandringer m. flere ting, som alle har okkult oprindelse tilfælles, på linje med det, Bibelen kalder spådom og stærkt er forbudt af Gud.

Guidet (styret) visualisering er en form, der mest er brugt af guru´er og shamaner. Men mange i Vesten har taget disse teknikker til sig og lader godvilligt deres sind blive styret af dem. Ved de førnævnte åndedrætsøvelser når en person så tæt på ”prana”, som vedkommende kan komme, og er derved i risiko for at få en ”kundalini” opvågning. (Prana og kundalini er udtryk fra hinduismen.) I en guidet visualisering bedes personen forestille sig at se en ting. Det kan være et dyr, menneske, plante eller andet. Derefter bedes personen tale til objektet. Og da vil objektet svare tilbage til personen. Lederen giver den eller dem et mantra (trolddomsagtig nøgleord). Og personen er nu rede til at gå videre ind i den okkulte åndeverden.

Alt dette hedenskab er videreført af New Age leder, Marilyn Fergusson, i hendes bog The Aquarian Conspiracy. (New Ages grundbog.)

Også New Age går stærkt ind for visualisering med det formål at få kontakt med åndeverdenen (Filemon m. fl.), som New Age kalder for energier, medens de i psykologi kaldes for arketyper. Disse arketyper kommer vi i forbindelse med gennem Jungs psykologi. Og det er arketyperne, der skal hjælpe The Inner Child (det indre barn) frem, så det kan ”se”, at det for eks. blev seksuel misbrugt som lille.

* Det er klart, at de onde magter ikke åbent viser deres onde side men kommer som en lysets engel. Men de har til formål at drage os ind i et uendeligt mørke. Læs disse alvorlige ord i 2. Kor. 11:14-15: ”Satan selv påtager sig skikkelse af en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, om også hans tjenere påtager sig skikkelse som retfærdigheds tjenere; men deres endeligt skal svare til deres gerninger.”

Visualisering er uden tvivl en okkult praksis, som ikke bør bruges af nogen på noget tidspunkt, fordi vi også gennem det, vi kalder ”ren visualisering”, meget let kommer i forbindelse med mørkets ånder. Gud har advaret os med disse ord: ”Men Ånden siger klarlig, at i de sidste tider ville nogle falde fra troen, idet de agter på forførende ånder og på dæmoners lærdomme.” 1. Tim. 4:1.

Psykologi og mytologi har meget tilfælles


Dette afsnit bringer en del oplysninger, som også findes i Greg DesVoignes artikler om samme emne.

Ved at tillade den falske opfattelse af psykologi som en del af kristendommen er tusinder af menigheder blevet manipuleret bort fra bibelske sandheder og fået en ændret forståelse fra myterne.

Eftersom både myter og psykologi er religiøse i deres opbygning (men absolut ikke har forbindelse til Bibelen), vil jeg vise ligheden imellem dem. Carl Jung, psykologiens fader, studerede og troede på myter, hvori der fandtes arketyper, som Jung flyttede med over i sin psykologi-lære. Jung mente, at Jesus var en af disse arketyper, og at arketyper havde kræfter til at forandre ting til det, de ønskede.

Mange kristne og tilhængerne af New Age tror på Jungs lære. Og derfor bliver hans psykologi en integreret del af disses opfattelse.

DesVoignes skriver, at ”kræfterne” i både myter og psykologi er de samme, idet både myter og psykologi kan – når de får indpas – forandre menneskers måde at tænke på.

I myterne indgår også gudinden Psyche (sjæl), der ifølge ældgammel psykologi var en prinsesse, som havde nær forbindelse til guden Cupid. Psykologi er læren om sjælen og er farlig, fordi den på mange områder er okkult og desuden accepterer myter som kendsgerninger.

Psykologi i kirke og menighed


Kan nogen komme til at følge myter og okkult filosofi uden at vide om det? Ja, mange kristne lade sig narre til at følge dem, idet de oftest ikke fremstår som det, de er.

Foruden Filemon og Ka lærte Jung også om to guder, Dionysus og Pamytes, som ifølge ham skulle have skaberkraft i form af phallic (mandens kønsorgan) symbolet. Vi er her nær Promise Keepers lære.

* Denne lære findes absolut heller ikke i Bibelen, hvad John Sandford også selv vedgår.

Billedet af crux ansata, et omvendt kors med et øje for oven, kaldet ankh, som ofte bruges i okkultismen, er direkte hentet fra ægyptisk mytelogi og ses i hænderne på adskillige af ægyptens guder/gudinder, inklusiv gudinden Isis.

Jung beskrev ”øjet” i korset som kvindens kønsorgan, som ofte afbilledes med et lille barn i midten. Mytologien lærer, at gud blev barn igen i moders liv. Og når det afbilledes på vej ud af ”øjet”, er det et billede på selvfornyelse. (Alt dette er nærmere beskrevet i Jungs bog Symbols of Tranformation. Vol. 5 side 301.)

Jungs skrifter er videreført i diverse okkulte filosofier, specielt i New Age, og er populær iblandt hekse og åndelige alkemister. Og desværre gennem de sidste årtier også i visse dele af kristendommen via Jung og Agnes Sanford og John Sandford og ført ind i psykologien. Og især i kunst, drama og visse dele af musikken er den romerske mytologi videreført gennem kunstens gudinder, kaldet muser, som i mytologien er Zeus´ døtre.

Kunstens gudinde glider gennem psykologi over i kristendommen. For eks. anvendte Bill Hybels, der startede Willow Creek, psykologisk drama og musical som forkyndelse. Herom skrev Daily Herald 18. Maj. 1988: ”En persons modtagelighed for et budskab er meget stor, når der bliver talt… men meget lav, når det sker igennem drama og musik.”

Det er sørgelige ting, der sker. Ordet fra Gud er ÅNDENS SVÆRD og FRELSENS KRAFT og meget mere. Skulle så psykomytologi give endnu større kraft?

Daily Herald skrev ligeledes, at Hybel indfletter rousing musik (der vækker stærke følelser) sammen med drama.

Brugte Jesus rousing musik og drama? Nej, hans talte ord havde kraften i sig selv, og de religiøse ledere var forbavsede over den autoritet, hvormed han talte.

Er det følelsesmusik eller en musik med taktfaste trommerytmer, der i mange menigheder styrer vor tilbedelse af Gud? Vær på vagt! Rousing musik vil ophidse dig (til sex og løssluppenhed) på flere områder. Medens en sand og ydmyg musik vil løfte dig op i ægte tilbedelse.

Også Promise Keepers (Det for mænd) bruger en kombination af psykologi og mytologi og udtryk såsom kriger og ”Phallus Phallic”. Det er ren, okkult mytelogi.

Vær årvågen med, hvem eller hvad du følger. Er det myter fra de gamle mysteriereligioner, eller er det Bibelens Gud? I Salme 23 skriver David: ”Herren er min hyrde, jeg skal intet mangle.” Er Herren vor hyrde, har vi ikke brug for mytologi og Jungs okkulte filosofi. Thi Gud ”lader mig ligge på grønne enge: Han leder mig til de stille vande. Han genopretter min sjæl.”

Vi har brug for at bede: ”Åben mine øjne, så jeg kan udforske underfulde sandheder fra din lov…. Dine vidnesbyrd er min fryd og mine rådgivere.” Sal. 119:18 og 24.

Healing skoler


Fald ikke fra troen på grund af forførende åndes lærdommen. Hold dig til Bibelen og lyt til dens advarsler om faren fra åndeverdenen. ”Thi for os står kampen ikke imod kød og blod, men imod magterne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke og imod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Ef. 6:12.

Der går en ”helbredelses eksplosion” over landene. Der er 14 timers kurser med speciel træning, kaldet Video Healings Scholls, hvor man kan lære at helbrede og udføre undere og studere deres bog To Heal the sick.

Promotor i denne bevægelse er Charles og Frances Hunter. Og nogle af de mest kendte karismatiske ledere er med for at fremme bevægelsen. For eks. har Yonggi Cho planer om at indoktrinere 500.000 medlemmer fra sin menighed i Korea til at gå med i disse healings planer. Demos Shakarian, præsident for Full Gospel Business Men´s Internationale, går ligeledes ind for, at hans medlemmer skal lære om Hunters video træning. I alt har 23 trosretningerne indtil i dag gået ind for disse healingsskoler.

Hunters lære er ikke bibelsk. Selvom der ved hans møder tales i ”Jesu navn”, leder de til falske, okkulte veje.

Jesus sagde, at mange vil komme og sige: ”Har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?” Og da vil jeg sige rent ud: ”Jeg har aldrig kendt jer, gå bort fra mig, I, som gør uretfærdighed.” Matt. 7:22-23.

Pastor Erik Langkjer skriver:


”Helbredelse ved tro og bøn

Et af de fænomener, som vi i vort århundredes kristendom har haft vanskeligst ved at forholde os til, er de mennesker, som hævder, at de ligesom Jesus har fået kald til at helbrede syge.

Herhjemme har vi gennem fjernsynet oplevet den afrikanske præst Charles Ndifon helbrede forskellige ved møder i Ringkøbing og andre steder i Danmark. Og de fleste har sikker også hørt om volvoforhandleren Hans Berntsens møder.

Store vækkelsesmøder med helbredelse af syge begyndte at dukke op i USA og Canada i 1947 med den såkaldte „sildig-regn vækkelse“. Man mente i denne vækkelse, at vi skulle opleve en sildigregn fra himlen. I Israel er sildigregnen om foråret meget nødvendig, for at kornet kan modnes til høst. Man håbede altså på en særlig Helligåndsudgydelse, som ville gå lige forud for Jesu genkomst (høsten). Nogle af hovedmændene var William Branham og hans unge hjælper Paul Cain. Branham forbløffede alle med sine mange helbredelser. Hans teknik var speciel: Når han var færdig med at prædike, fik han „kundskabsord“, så han f. eks kunne sige. „Den lille dame, som sidder her nede til højre for talerstolen, hende med det røde sjal, hun er kommet med en stor sorg i sit hjerte, idet hendes mand er alkoholiker, og hun selv lider af mavesår helt nede i bunden af mavesækken. Stik hånden i vejret og vink, hvis det er rigtig, hvad jeg siger. Du vil blive helbredt i aften. Den sorte herre, der sidder der ovre ved søjlen, lider af den og den sygdom”. Osv.

Hvordan skal man nu bedømme sådant et udsagn? Det hævdes, at Branham kort før sin død indrømmede, at englen, der ledte ham, ikke var en lysets engel men snarere det modsatte. Jeg har dog ikke fundet bevis for det. Men hans teknik minder i slående grad om spåkonens og det spiritistiske mediums teknik, som jo også er at afsløre nogle ting om kundens fortid og inderste tanker, som kunden ved, at spåkonen eller mediet umulig kan have nogen viden om.” Citat slut.

Mathias Graul, 08.11.00


Ang. det overnaturlige og ang. tilstedeværelsen af okkultismen i skolerne:

(1) Ignoransposition. Fænomenerne er simpelthen nægtet. Man siger: ”Sådant noget sker kun i børnefilm og i eventyrfortællinger”. Men af hensyn til situationen i skolerne vil man hellere blive ladt i fred, fordi det er jo meget nemmere ikke at blive bekymret. Alt er i orden, tror man, vi lever i et kristeligt land med en grundlov, der respekteres, og en dronning, der nok ikke vil undertegne nogle love, der strider imod den. Osv.

(2) Bedragelsespositionen. Fænomenerne er forklaret som værende nogle fiduser, der bruges i cirkus eller noget andet ”sjovt”. Pendulet bevæger sig pga. en optisk illusion eller anden fidus, som kan forklares ud fra noget, der sker i den synlige del af verdenen. Man siger: ”Nå ja, det er jo selvfølgelig noget bras”, men tror at børnene bare har det sjovt, og at problemet bare er, at de burde lære noget andet.

(3) Den spiritistiske position: Pendulet kommer i svingninger, fordi den bliver påvirket af ånderne af de døde, som bliver tilkaldt.

(4) Den animistiske og psykologiske position: Pendulet bevæges faktisk ved nogle ubevidste små muskelbevægelser af fingrene og armerne (selv om de holdes helt stille). Dette kaldes for ”Carpenter-effekten”. Det er også den forklaring, lærerne får med fra deres uddannelsessteder. Alt er forklaret som noget fra psykologien. Det er ifølge denne opfatning ikke noget udefra der er med i spillet, men kun ubevidste fakulteter fra ”de dybere lag af personligheden”, dvs. ud af selve det praktiserende barn. De nye undervisningsmetoder, som er i omløb nu og som er fastlagt fra undervisningsministeriets side, er altså ikke betegnet som okkultisme men som en ”meget positiv” (dette er et adjektiv, der for tiden ofte bliver citeret i medierne, når det drejer sig om undervisningen) metode til at ”finde frem til skjulte ressourcer” i barnets personlighed. Dvs. man bilder sig ind, at gennem disse praktiker kan et barn hjælpes til et rigere liv og flere muligheder (”alt er muligt”), men i virkeligheden bliver personligheden ødelagt og børnene frataget retten til sand undervisning baseret på kendsgerninger. Der bliver kun én ”mulighed” tilbage, nemlig den undervisningsform der er fastlagt, og i dens ramme er der ”alt muligt”, som skader barnet.

(5) Den bibelske position: Pendulet bevæges ved nogle dæmoner, dvs. frafaldne engle. Derved kommer man i kontakt med dæmonernes verden og kan derefter lettere påvirkes af deres tanker. Man bliver mere og mere fjernet fra Gud og kan til sidst ikke tåle den levende Guds sandhed mere. Den politiske dimension af fænomenet okkultisme i skolerne kan forklares gennem de bibelske profetier vedr. antikrists komme, gennem det billede, som Bibelen tegner af djævelens grundmotivationerne i det hele taget, og også gennem den bibelske lære vedr. frafaldet. Orientens kristendom frafaldt for 1400 år siden, hvorefter hele området blev muslimsk. Dette var Guds dom over den orientalske kirke. Nu befinder sig Occidentens kirke i slutfasen af dens frafald. Der kommer derfor snart den altafgørende dom fra Gud over den occidentalske (vesterlandske) kirke.

I Bibelen findes der et mønster vedr. frafaldet: (1) Sløvhed og forførelse, (2) relativisme og frafaldet og derefter (3) fangenskab under fremmed styre. Israel blev til sidst bortført i babylonsk fangenskab. Occidenten skal snart komme under trældommen af antikrist, dette er Guds dom.

Bibelen er ikke en eventyrbog, men selv når man ikke accepterer det som at være den levende Guds ord, må man dog indrømme, at denne bog har haft en afgørende betydning for vores kristne kultur (som i Danmark har været i opløsning siden den 1. verdenskrig).

Når et samfund engang vil tage Bibelen alvorlig og begynder at tænke ”rigtigt” som i 1918, vil der være folk som Grundtvig, Kirkegaard og Martin Luther, som ikke var nogle psykisk handicappede, der brugte Bibelen som trøstebog. Da vil der være folk, som anvender principperne i Bibelen til at fremkalde gennemgribende rystelser i kirken og samfundet. Havde Bibelen kun været en eventyrbog, hvori man finder trøst, når man ikke vil lade sig oplyse af modernismen, kunne disse mænd ikke have udrettet så meget med den.

I teologien betegner man okkultismens samtlige forsøg om at komme til en kontakt med den usynlige verden som en benyttelse af ”ulovlige” veje, dvs. veje, der fører forbi Gud eller bag Guds ryg, hhs. hvor man ligesom ”kigger Gud over skuldrene” eller ”i kortene”.

”Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til skam, hun sidder ved indgangen til sit hus, troner på byens høje, og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne vej”.

”Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden vid.”

”Stjålen drik er sød, lønligt brød er lækkert! Han ved ej, at skyggerne dvæler der, hendes gæster er i dødsrigets dyb”. Ordsp. 9:13-18.

Okkultisme er strengt forbudt


Okkultismen er strengt forbudt i Bibelen: ”Når du kommer ind i det land, HERREN din Gud vil give dig, må du ikke lære at efterligne disse folks vederstyggeligheder. Der må ingen findes hos dig, som lader sin søn eller datter gå igennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver, der gør sligt, er HERREN en vederstyggelighed, og for disse vederstyggeligheders skyld er det, at HERREN din Gud driver dem bort foran dig. Ustraffelig skal du være for HERREN din Gud. Thi disse folk, som du skal drive bort, hører på dem, der tager varsler og driver spådomskunst; men sligt har HERREN din Gud ikke tilladt dig.” 4. Mos. 18:9-12.

Det er ikke en tilfældig beslutning af Gud at forbyde okkultismen, men fordi Gud ved, at man derved binder sig til Djævelen.

Tænk over livets alvor medens tid er. Alt bliver sidste gang, og du ved ikke hvornår dit hjerte slår for sidste gang. I dag kan du vælge, om du vil tilhøre Gud eller ej, men om i morgen også er din dag, ved du intet om. Prøv derfor din tro ved at undersøge, om den er alene er bygget på Bibelens ord eller på menneskelærdom. Er den ikke bygget på Bibelens lærdom, er dit liv indtil i dag spildt. Og du går fortabt, dersom du ikke omvender dig. Du må sige til Gud: Jeg kommer nu til dig med hele mit liv i erkendelse af, at jeg er en synder og har levet mit liv langt fra din vilje. Nu vil jeg tro, at Jesus Kristus døde i mit sted og ved sin død på korset tog min synd og skyld på sig. Jeg ønsker ikke længere at leve som hidtil, men vil vende mig bort fra min synd. Hjælp du mig, Gud, at leve ret fra i dag og til den dag, jeg skal herfra. Jeg modtager nu Jesus Kristus som min personlige frelser, og jeg beder dig, Jesus Kristus, om at flytte ind i mit liv og forvandle mit sind og føde mig på ny!


Debat: Der er kun én sandhed og kun én vej

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Psykologi

 

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation