Jeg ved en dejlig have, hvor blomster står i flor

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 17/01-04



En skøn have med blomster i flor løfter os op fra hverdagens grå tilværelse. Vi kender ikke den ”have”, som Gud flytter sine hellige hjem til efter endt ”arbejdsdag”. Men vi læser, at der vil være en ”flod med livets vand, der funkler som krystal, som strømmer ud fra Guds og Lammets trone. Midt i byens gade, og på begge sider af floden, vokser livets træ, som bærer frugt tolv gange om året. Hvert træ giver sin frugt hver måned. Bladene på træet er til lægedom for folkene. Og der skal ikke længere være nogen forbandelse, men Guds og Lammets trone skal være der, og hans tjenere skal tjene ham. De skal se hans ansigt, og hans navn skal være på deres pande. Og nat skal ikke være der; de trænger ikke til nogen lampe og heller ikke lys fra solen, for Herren Gud giver dem lys. Og de skal herske som konger i al evighed.” Åb 22:1-5.

Vi ser tilbage til Guds oprindelige skaberværk, det syndfrie paradis (jfr.1. Moseb. 2. kap.) – blot er salighedens tilstand trukket langt stærkere frem i det nye paradis. Johannes får at se, at livets vand flyder rigeligt som en flod (jfr. Åb 21:6 og Ez 47:1 ff), som kommer fra Guds og Lammets trone. Både livets vand og livets træ (jfr. 1. Mos 2:9 til 3:24 og Ez 47:1 2) er midt i byen, tilgængelig for alle - til alle tider. Forbandelsen over synden er taget bort for evigt (fr. Zak 14:11) - de frelste er fuldkomment fri både fra syndens fordømmelse og fra dens følger. De har fuldkomment samfund med Gud og tjener ham og kun ham i al evighed. Nu bliver det åbenbaret, hvilket mål de havde at se frem mod, som bekendte Herrens navn. Igen bliver det understreget, at samfundet med Gud betyder at se Gud i hans herlighed og få del i hans magt. (Åb 22:5, jfr. Åb 21:23 f og 2:26ff.)

Vi forstår slet ikke, hvor stor en herlighed, vi skal opleve. Hvilken fejl vi dog gør ved ikke at tale om det, så vi retter vort blik mere mod det, vi nu blot kan se med troens øjne.

Tænk at være der og se Yahshua, som har elsket os så meget, at han i menneskeskikkelse gik i døden for at bære vor skyld og vor straf. Og opstod i herlighed. Husk, at han sagde: ”Jeg vil, at der, hvor jeg er, der skal også I være.” Joh 14:3.

Vi er elsket med så stor en kærlighed, at vi slet ikke kan begribe den. Prøver vi ret på det, vil en del af Himlens herlighed bryde igennem vor skrøbelige, jordiske telt og lyse op i dette jordiske mørke, der skjuler denne herlighed.

Engang, tænk engang er jeg der!

Tænk, når engang den tåge er forsvunden
Tekst: W. A. Wexels, 1841
Melodi: A. P. Berggreen, 1856


Tænk, når engang den tåge er forsvunden,
som her sig sænker over livet ned,
når dagen evig klar er hist oprunden,
og lys omstråler hvert af mine fjed!

Tænk, når engang er løst hver jordisk gåde,
besvaret hvert hvorfor, jeg grunded på,
men kunne ej med al min grublen råde,
tænk, når jeg Herrens vej skal klart forstå!

Tænk, når engang hver hjertesorg er slukket,
hver vunde lægt, og stillet hvert et savn,
hver smertens tåre visket af, og sukket,
det dybe, kvalt i kærlighedens favn!

Tænk, når engang med utildækket øje
jeg ham skal se, hvem her jeg trode på,
tænk, når jeg hist mit knæ for ham skal bøje,
når jeg med tak skal for hans åsyn stå!

Tænk, når engang jeg uden synd skal leve,
hver tanke ren, hver gerning uden brøst,
når aldrig jeg behøver mer at bæve
for muligheden af en syndig lyst!

Tænk, når engang i Himlens gyldne sale
jeg med den ven, jeg her på jorden fandt,
i lyset om et evigt liv skal tale
og om det liv, der som en drøm forsvandt!

Væk, Jesus, denne tanke i mit hjerte,
hver gang mig vejen tykkes lang og slem!
Den sødt skal dæmpe hver en bitter smerte
og lokke smilet gennem tårer frem.

Har vi Himlens herlighed for øje, vil det mørke og triste blive mindre, og vi kan bedre bære det tunge, som synden har lagt over os. Det har ikke noget at gøre med, om jeg er en sejrende kristen eller en, der blot i afmagt kan kalde på det herlige navn, der er givet os til frelse. Intet er fortjent, men alt er af nåde, så alle kan være med lige fra røveren på korset til Paulus, Guds tjener, der med kraft fra Gud udholdt det utrolige og ikke agtede sit jordiske liv for noget værd, men hellere ville flytte hjem, om Gud ville det.

Er vi tro over lidt, skal vi sættes over meget og tjene ham, der tjente os ved at give sig selv som en løsesum. Vi ved ikke på hvilken måde, vi skal være præster og konger. Men kun at vi i vort herlighedslegeme er med i det, der kaster glans over alt det, Gud Herren har gjort.

Fra en tidligere artikel medtager jeg her et afsnit:


Paulus hilser alle de hellige og troende i Kristus med den apostolske hilsen: ”Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!” Nåden i Gud er den, vi har fået i Jesus Kristus, vor Herre. I ham er den fred at finde, som verden ikke kender – og heller ikke kan tage fra os. Det er derfor Apostlen i vers 3 siger:

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse.” Paulus begynder med at prise og takke Gud. Og det samme burde vi lære at gøre og først dernæst bringe vore sukke frem for ham. At han har velsignet os med al den himmelske verdens velsignelse siger os, at alt det, der hører Himmeriget til, ikke er skjult eller holdt tilbage. Alt det, vi trænger til både at vide og have med på vejen til styrkelse på vor vandring, har vi fået, om end det ikke endnu fuldt ud er åbenbaret for os. Og vi får gennem denne velsignelse daglig styrke.

I vers 4 står: ”Før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn.” Vi er ikke udvalgt på grund af noget, vi selv er eller formår at gøre. ”Men han forudbestemte os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljesbeslutning”, vers 5. Dermed siger Paulus, at vi ikke har nogen ros i os selv. Vor lovsang kan svækkes eller styrkes her på jord, men når vi samles derhjemme vil der ikke mere være noget, der tynger os. Det er efter Guds nådes beslutning at samle alle i Kristus til en lovsang ind for hans trone.

I vers 6 står: ”Til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i den elskede.” Læg mærke til, at Paulus siger, at vi er benådede i ham, den elskede. Jesus Kristus er Guds elskede Søn, og vi får del i nåden, når vi tager imod ham som frelser og Herre, og får borgerret i Himmelen. Thi ”i ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er”, vers 7. Apostlen siger her, at syndernes forladelse er i Kristi blod. Derfor er det, vi indbydes til at komme til Golgata og se, med hvilken kærlighed han elskede os først. Kan vi da andet end elske ham over alle grænser og følge i hans spor? Jesu død på korset er det største bevis på hans kærlighed til os.

Forløsningen ved Jesu blod ”gav han os i over-strømmende fylde tillige med al visdom og forstand”, v. 8. Vi har fået visdom om det, der angår Guds husholdning og hans himmelske rådslutning. Og også forstand til, hvorledes vi skal leve for at være på den rette vej. Og i vers 9 og 10 skriver Paulus: ”Da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske i Kristus.” Det er altså Guds plan at indsamle alt i Kristus, både det, der er i Himlen, og det, der er på jorden. Han har et bestemt mål, hvortil han i sin nåde vil lede os. ”I ham har vi også fået en arv, ved at vi blev forudbestemt til det efter hans bestemte hensigt, for at vi, som tidligere havde sat vort lid til Kristus, skulle være til pris for hans herlighed”, vers 11-12. Afsnit slut.

Paulus lægger med sine breve bund for en himmelsk lovsang. Den kommer automatisk, når vi læser hans breve med tro i hjertet. Tænk blot på disse ord: ”I ham (Kristus) har vi også fået en arv, ved at vi blev forudbestemt til det efter hans bestemte hensigt, for at vi, som tidligere havde sat vort lid til Kristus, skulle være til pris for hans herlighed.” Hvilken arv, der venter på os! Tænker vi på den, bliver forventningens glæde endnu større og vil endnu klarere skinne igennem ved vor færden her i mørket.

Vi trænger til at se frem til denne herlighed. Af nåde er vi det, vi er. Og af nåde får vi lov at få et glimt af herligheden, så vi ikke bliver mismodige på vejen, men har en lovsang, tonende i vort indre.

Nogle mærker ikke modgang og kender ikke sygdom, medens andre er plaget af smerter eller sidder i en kørestol dag ud og dag ind eller noget, der er endnu sværere. Men ofte er det fra dem, der er ramt hårdest, der lyder mest lovsang. Er det mon dem, Gud tugter hårdest, der elsker ham mest?

Jeg medtager et udsnit af en anden artikel, jeg skrev for år tilbage:

Herren tugter for at frelse os


I Hebr 12:6 læser vi: ”Den, Herren elsker, den tugter han, han slår hårdt hver søn, som han tager sig af.” Og i Åb 3:19: ”Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; tag det derfor alvorligt og omvend dig!”

Vi må forstå, at det ikke altid er til vort bedste at være sunde og raske og have velstand, thi uden tugt går vi egne veje og lærer ikke Herrens veje at kende. Og ”hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?” Matt 16:26.

Jeg har lært mange mennesker at kende og set, at dem i trange kår med mange prøvelser oftest var dem med en åben dør for budskabet om Guds rige, og for nødvendigheden af at vende om til Gud og ydmygt tage imod hans frelse ved tro på Jesus Kristus. Medens personer i gode kår, men som har forkastet Gud, ofte bliver mere og mere hårde og selviske, jo ældre de bliver.

I 2. Sam 22:28 læser vi: ”De elendige frelser du, men dine øjne er imod de overmodige, dem fornedrer du.” Og i Job 36:15: ”Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åbner deres øre ved trængselen.”

Det er stærke budskaber. Vi forstår, hvorfor Djævelen har så travlt med at foregive at ville hjælpe os ud af trængselen. Vi tror og véd, at Gud hjælper i sin time og på sin måde. Men Djævelen er en efterligner og er også en ”helbreder”, men han helbreder ikke til frihed og glæde men til yderligere trældom i åndeligt mørke. Lykkelige er de, der vælger at være under Guds hånds tugt i stedet for at bede sig fri for byrden ved at bruge kræfter, der ikke kommer fra Gud.

Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din tugt.
Den vækker mig, når jeg din hånd vil slippe.
Tit bli´r mit hjerte stolt og vildt dets flugt,
Derfor du stundom må dets svingfjer klippe.

Vi må lære af, hvad Asaf oplevede. Der var en strid i hans sind. De vantros fremgang og lykke lå tungt på ham og var en fristelse til ikke at følge Gud. Hvorfor lod Gud dem, der søgte ham i oprigtighed, gå gennem så meget ondt, når de vantro levede lykkeligt? De havde så meget, han ikke kunne opnå. De havde ingen frygt for at gøre Gud imod. Og de var sunde og rige og havde stadig fremgang. Han var tæt på at opgive sin tro, thi dem, der ikke holdt sig til Gud, fik – for ham at se – mere velsignelse end dem, der frygtede for at synde. Men Gud forbarmede sig over ham og lod ham få indblik i, hvordan det ville gå sådanne ved livets ende. Da Asaf forstod det, klyngede han sig endnu mere til Gud. Han forstod, at kun Gud kunne rense fra synd, og at det ikke var forgæves at tjene og tilbede ham. Salme 73.

Jeg ved, du tugter ej med hævn og harm.
Du elsker mig trods syndens vilde lyster,
Jeg ved, din kærlighed er rig og varm,
ja varmest, når du mest mig gennemryster.

Lærer vi den lektie, at tugt er bevis på Guds kærlighed, så bryder lovsangen også frem i trængslen, medens vi tænker på den herlighed, der er gemt til os, når jordens trælse dage er forbi.

Nogle citater fra dr. Bonar.

Episoder


En dame fortalte, at hun i seks måneder ikke bevidst havde begået nogen synd.Og De er meget stolt af det? spurgte dr. Bonar.Ja, svarede hun,Det er jeg!.

En dame, som havde inviteret Bonar på besøg under sin sygdom, sagde til ham:Jeg har i nogle dage prøvet at tro på tilintetgørelsen; men jeg kan ikke.Jeg vil fortælle Dem noget bedre, sagde Dr. Bonar.Hvis De tror på Kristus, vil Deres synd blive tilintetgjort.

En invalid dame på landet sendte Bonar en besked om, at hun ikke havde nok glæde. Han sendte dette svar tilbage:Fortæl Fru C., at det ikke er mere glæde, hun behøver, men mere Kristus.”

En ven refererede ved et møde til hans originalitet, når det drejede sig om at finde emner til prædikener og taler, og sagdeJeg ved ikke, hvor Dr. Bonar får alle sine tekster fra. Dr. Bonar løftede sin Bibel og holdt den hen mod ham og sagde: Fra denne bog.?

Nogle venner, som studerede Ezekiels Bog, fortalte Bonar, at de ikke forstod den ret godt. Han sagde,Jeg er glad for, at I læser Ezekiels bog, før I møder ham. Hvad ville han ikke sige, hvis I mødte ham i Himlen og fortalte ham, at I aldrig havde læst hans bog. Citat slut.

Vort hu står til vort himmelske hjem


Vi trænger til at se ham, som forløste os ved at give sit liv for os. Uden vort blik er fæstnet på ham, taber vi ham af syne og bliver optagne af så mange ting, der ikke hjælper os til lovsang. I dag er lovsangen mange steder erstattet af rock eller andet af tidens tomme musik. Kære ven, har du mistet Jesus af syne, er du i stor fare, thi du er begyndt at elske verden, hvor tomhed erstatter lovsangen. Glem ikke, at lovsang og hellighed hører sammen. Hvis den ene af disse to ting mangler, er det tegn på åndelig sygdom, som fører til frafald.

Da må du sige til dig selv: Jeg ved noget bedre. Jeg vil stå op og gå hjem til min fader. Der vil jeg altid få nok at spise, mættes og få nye kræfter. Og jeg vil igen lukke lovsangen ind i mit liv, så jeg i min ånd kan frydes i længsel efter denne Eden, der er beredt til alle, der ikke taber Jesus af syne.

”I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. De, som taler sådan, viser jo derved, at de søger efter et fædreland. Og hvis de havde tænkt på det, de var udvandret fra, havde de haft tid nok til at vende tilbage; men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland; derfor skammer Gud sig ikke ved dem ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad.” Hebr 11:14-16.

Vi vandrer mod denne stad, til vort rigtige fædreland. Vi vil ikke standse og nøjes med det, et jordisk hjem kan byde os, thi vi har et bedre hjem at se frem til, hvor lovsangen aldrig forstummer, og hvor ingen sygdom og sorg mere skal findes.

O kristelighed
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1824
Melodi: L. M. Lindeman, 1862


O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej véd,
hvad svagt vi kun skimte, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føle vi godt,
mit land, siger Herren, er himmel og jord,
hvor kærlighed bor!

Lyksalige lod,
at leve, hvor døden har mistet sin brod,
hvor alt, hvad som blegned, opblomstrer på ny,
hvor alt, hvad der segned, opfarer i sky,
hvor kærlighed vokser som dagen i vår,
med roser i hår!

Lad os ikke være jordbundne, men lad os se med troens øjne, hvad der er beredt for dem, der elsker Gud. Det, der er nu, farer forbi i hast og har ingen betydning i længden. Lad vort håb stige op over det forgængelige og se, at evighedens morgen er nær. Da skal vi juble og frydes og huske, at i dag er vi nærmere hjemme end før på vor pilgrimsvej. Vi må hjælpe hinanden til at bevare håbet levende. Også selv om det er vinter med frost i troens have, hvor spirerne næppe kan bryde igennem. Men tiden kommer, hvor de igen kan spire. Da skal vi fryde os over alt det herlige, Gud har gemt til os. Løft øjnene og se med tro på Guds rige løfter om det, vi må forvente, når vor tid her er slut.


Debat: Jeg ved en dejlig have, hvor blomster står i flor

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Assorteret

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation