G12, endnu en guddommelig formel?

af Kim Andersen
Lagt på d. 28/11-03



Jeg bliver overrasket hver gang! Kristenheden i dag, finder igen og igen på nye formularer eller metoder, der med garanti skulle bringe Herrens vingård i fuld flor.

De har f.eks. lavet et koncept - en manual, der med garanti - sammen med de rigtige følelsesmæssige omstændigheder, kan skabe troen på Jesus Kristus i et menneske. Man bliver ”herlig” fri for at søge Gud først, men kan med denne manual kaldt Alpha, gå udenom Guds Hellige Ånd og Hans vejledning. En gave til det ”troende” sjælelige menneske, der skal nå et ikke troende menneske.

De har også lavet en lille fin bog, der har fundet en godt skjult formular i Bibelen, der med garanti kan give dig hvad du beder om, hvis du udholdende holder fast i denne formel. Det er en kort lille bøn der siger: ”Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort, gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte.” (1. Krøn 4:10). Er du mand, kan du læse bogen ”Jabes Bøn” og erhverve dig visdom som er godt gemt væk i Bibelen. Er du kvinde, er dit område jo anderledes end mandens og må derfor følge formlen i ”Jabes Bøn, for kvinder”.

Nu er der endnu en fantastisk formel vi kan følge, for at blive et frugtbart træ i Herrens vingård. G12 er et fantastisk guds åbenbaret koncept, et mønster der findes i himmelen og som Gud har etableret her på jorden.

G12 forklaret.


Vi kender konceptet cellegrupper, hvor menigheden deles i små grupper, der mødes og har samvær over Ordet og en kop kaffe. ”Et sandt ’tolv’ møde indeholder kun tolv ledere, som bliver vejledt i lederskabsprincipper. Nogle gange har en leder imidlertid både cellemedlemmer og ledere i sin lille gruppe. Når en gruppe har mere end tre ledere, begynder endnu en G12 at mødes. Ofte mødes den før eller efter det ugentlige ’cellemøde’ for at spare en rejse og en anden aften.”[1]

G12, en forkortelse af ”Gruppe på Tolv”, eller ”Government of 12” (Ledelse af 12), blev gen-opdaget og implementeret i Colombia, af pastor César and Claudia Castellanos i kirken ”International Charismatic Mission”.

César Castellanos er også politiker. Den 8 marts 1998, blev han medlem af Repræsentanternes Hus i Colombia. Hans kone tjente i det Colombianske senat fra 92-94 og har tilkendegivet hendes intentioner om at stille op igen.[2]

The Bethany Cell Church Network forklarer at ”tallet tolv, er ledelses tallet i Bibelen. Jesus etablerede sit kongerige og regering på jorden, ved at bruge det samme princip som Gud brugte til at etablere Israel i det Gamle Testamente. På samme måde som Israel havde tolv stammer, havde Jesus tolv disciple.”[3] – ”Jesu vision for denne verden er at ’vinde sjæle og skabe disciple’, hvilket Han fastslår i Matt 28:19-20: ’Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.’ For at udføre Hans mission, arbejdede Jesus tæt sammen med tolv mænd, som Han var mentor for, så de kunne overtage Hans plads på jorden. Ved at følge Jesu mønster, trænede Paulus et antal unge mænd (”Timotheus”), som senere blev de store ledere af den Ny Testamentlige Kirke. Vi kalder denne mentor teknik for ’12 princippet’”[3].

”Ved at bruge dette mønster, var Jesu hensigt at vise os en model til hvordan vi gør mennesker til disciple ikke kun i vores lokale samfund, men også i hele verdens nationer.”[1] ”Nu implementerer kirker verden over dette dynamiske princip. Dets simple, personlige natur er nem at duplikere. Det er ikke et program, men udviklingen af at ”opfostre” forbindelser, der hjælper alle troende til at blive en mangfoldiggørende leder, som kan gøre andre til disciple.”[3]

G12, “refererer til et netværk af forbindelser mellem ledere der ser på en kirke således: (et diagram for vejen til succes, der leder til det 144. niveau)”[1]

144. niveau forklaret.


”Målet er at gøre enhver ny troende i stand til at blive en leder af en ny celle. Derfor, når hver discipel har fuldendt konsolideringsprocessen, indgår de i lederskolen. Lederskolen indebærer træning en gang om ugen, i omkring ni måneder. Omkring halvvejs igennem lederskolen, begynder studenterne at åbne deres egne cellegrupper.

Enhver person på lederskolen, starter en ny cellegruppe. Den nye celles leder fortsætter med at modtage support, hjælp og instrukser fra deres oprindelige celle. Som hvert medlem af den oprindelige celle starter deres celle, bliver den oprindelige celle en G12 gruppe. G12 gruppen er derfor en lederskabs celle. Formering sker! De 12 vokser til 144 ledere, hver med deres egen celle.”[4]

“Når hver af den oprindelige leders tolv har udviklet deres 12, er det næste trin for disse, at begynde at forme teams til at lede Træffe weekends og udvikle deres egen lederskole. Efterhånden som formeringen forgår, er flere mennesker nød til at undervise i lederskolen. Derfor viser lærerskolen eller ’T-Track’ folk, hvordan de underviser ud fra materialet og hvordan de påfører undervisningen på andres liv.”[4]

”Der er også et kald for folk der har udviklet deres 144 disciple, til at plante celler og kirker udenlands.”[4]

Vejen til succes, kortfattet


”1. Vinde
Nye troende bliver vundet ved personlig evangelisation, igennem cellerne og lovprisningsmøderne.

2. Konsolidere
Den nye troende bliver konsolideret gennem indledende Bibel studier, cellegruppemøder og afsluttende Bibel studier. Denne konsolideringsproces kaldes ’C-Track’.

3. Gør til discipel
Disciplen bliver trænet i lederskolen og er en del af en cellegruppe. Denne proces kaldes ’L-Track’. Disciplen starter da en ny cellegruppe og bliver en del af en G12 gruppe. Så danner de tolv ledere deres tolv, som udgør 144 mennesker. Når denne cellestruktur er på plads, bliver kirken delt i statiske grupper, eller ’net’.

Nettene er dannet af mandeceller, kvindeceller, ungdomsceller, børneceller og par-celler. Nettene mødes ugentlig, hver fjortendes dag eller en gang om måneden.

4. Send
Lederen danner teams til at køre deres egen sammentræf og starte deres egne lederskoler. Så er de løst til at danne flere celler…..”[4]

Er dette metoden vi skal bruge?


Kristne mennesker i dag, har utrolig travlt med at metodikere og sætte Gud i boks. Det lader til at forståelsen af Gud er, at Han er et maskinværk. Du skal lade dig forme på en speciel måde, så du passer ned sammen med de andre tandhjul, der producerer et ønsket produkt.

Der er flere holdninger og påstande i dette, som ikke har sin plads i Bibelen. Vi mennesker kan være så blinde at vi kun forstår succes på verdens præmisser. Derfor ser vi gang på gang, at man forsøger at drage forretningsverdenens succeskriterier ind i kirkelig regi, hvilket er et skræmmende tegn på frafald, at Guds Ånd har forladt fællesskabet.

For at udføre Hans mission, arbejdede Jesus tæt sammen med tolv mænd, som Han var mentor for…
Ordet mentor, har ikke noget tilhørsforhold i Bibelen. Det er et sprog, erhvervslivet bruger, men Jesus kaldte sig aldrig for en mentor. Var Jesus mentor for de tolv? Eller delte Jesus sig selv med de tolv, så de til gengæld kunne gå ud i alverden og dele Jesus åndeligt med de der havde brug for frelse?

…så de kunne overtage Hans plads på jorden.
Var det meningen at disciplene skulle tage Jesu plads på jorden? Joh 14:25-26 siger ”Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Helligånden blev sendt for at vi ikke skulle være alene. Han er stadig den, der i sidste instans overbeviser om synd, dom og retfærdighed. Det er ikke vores gennemtænkte processer, skemaer eller metoder der vinder et menneske for Jesus.

Intet menneske eller gruppe mennesker, kan overtage Jesus Kristus på jorden! Men alligevel er det, hvad vi ser menighederne prøver på, samtidig med at de ikke nøjes med at undervise mennesker i Ordet, men går videre og egenrådigt gør dem til ledere.

Tallet tolv, er ledelses tallet i Bibelen. Jesus etablerede sit kongerige og regering på jorden, ved at bruge det samme princip som Gud brugte til at etablere Israel i det Gamle Testamente.
Er det et fakta, at Jesus kom for at regere nationerne og etablere en regering med tolv, for i fremtiden at sikre et system af fast autoritær discipelskab? Var det på den måde Jesus havde til hensigt, at Hans efterfølgere skulle gennemtvinge lydighed for Hans befalinger?

Jesus blev af denne verdens gud (2. Kor 4:4), Satan, tilbudt at få jorden i eje, om Han ville kaste sig ned og tilbede Satan (Matt 4:8-10). Til dette svarer Jesus: ”Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹” (Matt 4:10)

Jesus afviste at regere jorden! Hans første besøg på jorden, var ikke for at regere, men at kalde mennesker til Gud. Først når Jesus kommer tilbage, vil Han etablere – ikke en regering, men sit kongerige.

Dette er endnu en snedig version af kongerige nu, der lover os i dette liv, hvad der er os lovet i det næste.

Desuden kan vi ikke sige, at tallet tolv er et Bibelsk ledelses tal. Gudommen består af tre, Faderen, Sønnen og Helligånden. Og kommer det til ledelse, til de ældste, er der 24 ældste i Åb 4:4, som kan bestå af repræsentanter for Israels tolv stammer og de tolv apostle, eftersom det er navene på Israels børns tolv stammer og navnene på de tolv apostle (ikke disciple), der står på det ny Jesrusalem. (Åb 21:12-14). Jesus siger endda til apostlene: ”Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.” (Matt 19:28). Derudover viser 1. Krøn 24:7-19, at det gamle præsteskab var repræsenteret af 24 ældste. Vi ser også, at Jesus udsendte 72 disciple til at gå i forvejen for Ham selv. Han sendte dem ikke, som G12 tilhængere måtte forvente i grupper af tolv, men to og to. (Luk. 10:1)

En anden ting, vi må skille ad er, at de tolv udvalgte ikke var disciple, men udvalgt fra ikke bare tolv disciple, men adskillige, til apostle. Apostel kommer af de græske ord ”apostolos”, som betyder en speciel betroet, en ambassadør for evangeliet. En der officielt er en repræsentant af Kristus, en udsending fra Jesus, hvorimod en discipel (Hebræisk ”mathetes”) er en elev. Vi ser i Luk 6:13, at Jesus ud fra alle sine disciple udvælger sig tolv – ”som han også kaldte apostle”.

Ved at bruge dette mønster, var Jesu hensigt at vise os en model til hvordan vi gør mennesker til disciple ikke kun i vores lokale samfund, men også i hele verdens nationer.
De tolv apostles opgave, var at videregive Jesu lære, som den var dem givet direkte fra Jesu mund. Efter deres tid, skulle menigheden styres af et lokalt uafhængigt ældsteråd, selvstyrende med kun Jesus Kristus som hoved, ved Guds Hellige ånd.

Jesus var direkte imod denne tankegang, at gøre mennesker til ledere på den måde. Ikke alle er kaldede til at være ledere. Kun Gud kan udvælge og tildele de gaver og evner en person kan bruge. Paulus siger: ”Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger?” (1. Kor 12:29) Vi kan ikke lave et system der opdrætter mennesker til noget specielt. Paulus siger ”Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale.” (1. Kor 12:28)

Vi ved, hvilket jeg selv har oplevet alt for mange gange, at få mennesker er i stand til at være ledere. De hæver sig selv op og bliver netop en mentor for folket. De undertrykker andres meninger hvis den viger fra lederens - selvom meningerne så er i fuld linie med Bibelens Ord. Det vidste Jesus og sagde: ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl.” (Matt 20:25-27)

Den eneste måde at blive discipel på, ifølge Bibelen, er at omvende sig og tro på Jesus Kristus. Vi må prædike Guds Ord, da det er derved troen kommer. Men at systematisere og metodikere vores systemer, bringer intet menneske til omvendelse. Kun ved at prædike den sunde lære, det sande evangelium, kan Helligånden overbevise om synd, dom og retfærdighed.

Mystik og okkultisme.


Der er ingen tvivl om, at menighederne i dag, er frafaldene og har mistet Guds Ånd. Derfor står Satan klar med sine egne produkter der mystificerer Bibelens logiske og sunde tankegang.

G12, er et religiøst pyramidesystem. Når du har gennemgået de betingede kurser, bliver du leder, og har under dig en gruppe mennesker, der ”gør dit område stort”, som Jabes bøn siger.

”1. Alle er en potentiel leder
2. Alle kan gøre tolv mennesker til disciple
3. Alle bliver betjent og betjener så selv
4. En person er kun blandt dine tolv, når han/hende har startet sin egen cellegruppe
5. Alle burde vinde sjæle og udvikle potentielle ledere
6. Celler starter hurtigere, når de starter ensartet
7. Dine tolv, er dine assistenter.”[5]

Numerologi er i dag utrolig moderne. Flere og flere mennesker skifter navn, fordi energien i deres oprindelige navn ikke er god. Okkultister har et hav af tal, som har en betydning. Flere af dem går op i 11, da Antikrist er det 11. horn i Daniels bog. 36 er også et vigtigt tal, da 1+2+3+4+5…36 giver 666, som ifølge Åbenbaringsbogen er dyrets mærke. Nu er de kristne tilsyneladende også fanget ind af den tankegang, hvor 12 er et specielt guddommeligt tal.

At de kristne mødes i grupper på tolv, er skæmmende lig heksenes ”Coven”, hvor de mødes i grupper på tretten – tolv hekse og en ypperstepræst. Den gamle Tempelherre Orden, havde som del at deres struktur et ”overordnet råd (kabinet)” der indeholdte 12 medlemmer. Essenerne, en jødisk filosofisk sekt i det 2. århundrede F.Kr., samledes i celler af tolv. De strukturerede deres samfund i cellegrupper med små grupper samlet i det de kaldte tolv ”hellige mænd”, som var ledere af samfundet.

New Age grupper, der skal ”helbrede jorden” ser også tallet tolv som et optimalt tal. ”Millioner af individer i hele verden bliver inspireret af håbet om at vi kan skabe en verden af fred, harmoni og glæde. Ved, i små grupper af tolv eller mindre, på en gang at ændre vores energier, kan vi hjælpe med at helbrede jorden. I dag eksisterer hundredvis af ’Freds Cirkler’ og flere formes hver dag. Cirklen er et simpelt men meget kraftfuldt værktøj. Tolv eller mindre folk, mødes hver anden uge eller i nogle tilfælde en gang om måneden. Vi foreslår at man holder grupperne på få antal, for vi opfostrer det vi kalder ’social intimitet’, en metode for mennesker der ikke nødvendigvis kender hinanden særlig godt, til at få en oplevelse af hinandens fælles humanitet, på det dybeste niveau.”[6]

Klosterlig styring involverer ofte celler af tolv munke, som i Cistercianer[7] og Benedikte[8] Ordnen. Gregory den store skriver, at Benedikte dannede tolv samfund med tolv munke hver. Da Cistercianerne udgrenede sig for at danne nye samfund, brød de altid ud i grupper på tolv. Den Keltiske missionærbevægelse startede givet vis i Colombia i 563, da han drog til Iona med tolv hjælpere. Ved at bruge den samme lille gruppe strategi, gik Columban og tolv ledsagere til Gaul i omkring 590. Succesfulde bølger af disse små flokke af missionerer, blev send ud over hele kontinentet. En gruppe munke på 10-12 stykker, bosatte sig i ikke-kristne områder i Europa og etablerede ”kristne kirker”. De prædikede for og samlede de omvendte. De underviste dem og når de havde dannet en kirke, gik de videre til men anden del af Europa. – Det lyder da skræmmende lig udtalelsen: ”Der er også et kald for folk der har udviklet deres 144 disciple, til at plante celler og kirker udenlands.”[4]

EU flaget har tolv stjerner. Disse tolv guldstjerner på den blå baggrund afspejler stjernerne omkring jomfru Marias hoved, på mange romersk katolske statuer og billeder. De er formet efter ”Kvinden i åbenbaringen”, iklædt solen. ”Imod baggrunden af en blå himmel, former tolv guldstjerner en cirkel, der repræsenterer Europas forening. Antallet af stjerner er fast, tolv der er et symbol på fuldkommenhed og enhed.”[9]

Afslutning


G12 er en myte. Det er det samme koncept som overtroiske okkultister følger under et andet navn. Der findes sikkert mange ord, der prøver at overbevise om, at G12 er en guddommelig tankegang, for Satans løgne er altid snedige og gennemtænkte. Paulus siger til Timotheus at: ”De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.” (2. Tim 4:4)

Satan vil blive ved med at finde finurligheder, for at trække os væk fra Bibelens sunde forståelse. Jesus sagde på korset, ”Det er fuldbragt.” (Joh 19:10) Ånds udgydelsen skete på pinsedagen, 50 dage efter Jesu død. Vi må ikke alene acceptere, men være dybt taknemmelige for hvad vi har fået. Der kommer ikke noget nyt. Ingen nye åndsudgydelser – ikke noget nyt ord, vi kan prædike ud fra. Alt er fuldbragt og mere end rigeligt til hvad vi har brug for!

G12 tror på religiøs succes, der på samme måde som Willow Creek skaber sig succes, ifølge erhvervslivets succeskriterier. Gud har aldrig bedt os om, at skabe faste rammer for evangeliets fremgang. Alt Han har bedt os om, er at prædike det evige evangelium. Han har aldrig et eneste sted i Bibelen sagt, at vi skal gå i grupper af tolv. Han har sagt, at vi skal vandre blandt mennesker med kærlighed – og hvor er kærligheden i et pyramidespil, hvor nyfrelste ligger i bunden af pyramiden – mens Bibelen fortæller at i Himmelen ”bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” (Luk 15:10)

Det er en afskyelig tankegang, at et nyfrelst menneske står overfor et system, hvor han/hun bliver undervist i at kæmpe sig op i hierarkiet, for at få den endelige leder-status. De kristne kan simpelthen ikke være bekendt, at tilsvine et så krystalklart evangelium, med deres systemer og metoder! ”For Gud gør ikke forskel på nogen” (Romerne 2:11) og Jakob siger meget strengt ”Men hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere” (Jak 2:9). ”I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk.” (Jak 2:1) Kun Gud kan tildele hvert menneske sin opgave. For os er det, ”At begunstige nogen er af det onde” (Ordsp 28:21)

Kære læser. Vi har et fantastisk budskab at give vores omgivelser. Evangeliet er ikke afhængigt af vores kløgt – tværtimod. Helligånden er den, der overbeviser om synd, dom og retfærdighed, når budskabet om evig frelse forkyndes uforfalsket – selv fra munden af et nyfødt kristent menneske! Ingen kan være for stor og ingen for lille, til at ydmyge sig under Herren, Jesus Kristus og prædike omvendelse for alle der vil lytte! Glem menighedernes forfalskning af evangeliet og opflam din førstekærlighed til Jesus Kristus og ”hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!” (2. Tim 4:5)

Reference liste


[1] http://www.global12project.com/
[2] http://www.ctlibrary.com/ct/1998/may18/8t6040.html
[3] http://www.bccn.com/g12vision.htm
[4] http://www.iocag.com/the_ladder_of_success.htm
[5] http://rcmi.us/Content/article_simple_arithmetic.htm
[6] http://www.renaissancealliance.org/ourvis/about.htm
[7] http://cistercians.shef.ac.uk/abbeys/mellifont.php
[8] http://www.ccel.org/s/schaff/encyc/encyc02/htm/iv.iv.xcix.htm
[9] http://www.europeunion.org/index2.php?side=flag


Debat: G12, endnu en guddommelig formel?

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Menighedesliv

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation