Kaldet til at være hellige

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 08/09-03



Paulus skrev til romerne, at han var kaldet til at være en apostel, sendt af Jesus Kristus med det specielle formål at forkynde evangeliet. Romerne 1:5. Og i vers 7 står: ”Til alle… som er Guds elskede, kaldede til at være hellige: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.” Lad os se på, hvad det betyder at være hellig.

1/ At være hellig betyder at være sat til side som indviet og helliget. I NT ser vi ordet hagios, der er brugt om alle dem, der er kaldet ud af verden for at leve et nyt liv i troen på, at vi er helliget ved tro på Jesus Kristus. (Hagios refererer til “en person eller ting, der er blevet sat til side som hellig eller indviet til Gud”.)

Alle, der har taget imod frelsen ved tro på Jesus Kristus, er kaldede til at være hellige. Og derfor skal vi også lægge vægt på at ville være hellig og leve et helligt liv.

De hellige er kaldt ud af verden til at være Guds eget folk, der kan være hans vidner i ord og levevis. Men vidnesbyrdet er mange steder forstummet, fordi kristne ikke lever det hellige liv, som de er kaldet til.

2/ Sat til side for Gud til at være hans alene, gentages ofte i NT. Guds folk er samlet ud fra verden og sat til side til helligt brug. Er vi kristne men ikke rede til det, har vi ikke forstået, hvad grundvolden under sand tro består af.

Og fordi der er ringe kendskab til, hvad vi er kaldet til, er der udbredt ulydighed mod Guds påbud. Mange anser de er kristne men vil alligevel have ret til at gøre, som de selv vil. At være sat til side til helligt brug er noget helt andet. Gud tager det bogstaveligt, at hans folk skal være hagios. Tager vi det ikke på denne måde, lever og dør vi på en løgn.

At leve et helligt liv er fremmed for mange. Men ved Guds Ånds vejledning kan vi få øjnene åbne for, hvad vi skal gøre for at få begyndt på denne vej, som er en livsbetingelse, dersom vi vil have fællesskab med Gud.

”Herrens forskrifter er rette, de glæder hjertet, Herrens bud er rent, de giver øjnene glans.” Salm. 19.9. Guds mål er, at vi altid skal have for øje at leve et rent liv og ære hans ord. Og når Herrens herlighed fylder et menneskehjerte, stråler det ud af både øjne og ansigtstræk. Ja, viser sig i alt, hvad vi gør.

I 1. Pet 1:16 står der: ”I skal være hellige, for jeg er hellig.” Bibelen lærer os helt fra Mosebøgerne til Bibelens sidste bog, at Gud er hellig. Dvs. perfekt og fuldkommen. At han er hellig viser sig bl.a. ved, at han ikke tåler synd. Det var Guds hellighed som gjorde, at han forlod Jesus (Yahshua), da han tog al verdens synd på sig på Golgata. (Se Matt 27:46.)

Eftersom Gud er hellig, skal også dem, der vil høre ham til, være hellige. I Hebr 12:14 står ”Uden hellighed skal ingen se Herren.” Og i 1. Pet 1:15: ”I skal være hellige i al jeres færd.”

Ved at ville være hellig, bliver du ikke populær. Verden forstår ikke, hvad hellighed er, og ser dig som snæversynet. Og desværre vil mange kristne og menigheder se dig på samme måde..

Vi er hellige for Gud fra det øjeblik, vi vælger at lukke op for vor frelser, og han bliver vor Herre. Da får vi den skønneste perle i eje.

Vi kan ikke være hellige uden Lammets blod, der er stænket på nådestolen for os


At være hellig betyder ikke at lukke sig inde og ikke mere se det skønne, naturen giver os som gave, og at fryde os over alt det gode, Gud giver for at glæde os.

Det betyder heller ikke at jage af sted for at gøre ”gode” gerninger eller at prøve at se from ud. Hellighed er at tillade, at Helligånden får lov at arbejde i os og bruge hele Skriften til at formane, tugte og oplære os.

De fleste vækkelser i moderne tid har været helt forskellige fra de åbenbarelser af guddommelig nåde, som i tidligere tider fulgte Guds tjeneres arbejde. Mange påstår, de har omvendt sig, og menighederne vokser; men resultaterne, den ægte åndelighed, udebliver.

Det lys, som flammer op for en tid, slukkes snart igen og efterlader et tættere mørke end før. De, der omvendes men ikke bærer frugter, nærer intet ønske om at lytte til Bibelens sandheder og advarsler men vil have kødelige forkyndelser, der appellerer til det gamle menneske.

Sådanne kan være ansete medlemmer af menigheden men har ingen forbindelse med den Kristus, som døde på Golgata, så længe de lever livet uden at ville leve et helligt liv. Paulus omtaler sådanne som forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarer end Guds venner, de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra. 2. Tim 3:4-5.

Er du blandt dem, der har gudsfrygts skin men i dit inderste er tvesindet? Du bestemmer dig for en ting men gør noget andet. Når verden frister dig med noget, er du let at overtale. Og da glemmer du, at du er udvalgt til at leve et helligt liv.

Og når et menneske ikke giver agt på Bibelens vidnesbyrd men vender sig bort fra selvfornægtelse og forsagelse af verden, kan vi være sikre på, at Gud ikke skænker sin velsignelse. Og alligevel venter et sådant menneske velsignelse og er forbavset, når den udebliver.

Født på ny til helliggørelse


Du har måske lært, at Gud er så kærlig, at han giver dig lov til at vedblive i de synder, du elsker. Men det er ikke rigtigt. Vil du frelses, må du følge Bibelens ord som siger, at utilgivet synd skiller dig fra Gud. Du tror måske, at du i realiteten ingen brug har for en frelser. Er det sådan med dig, er din omvendelse kun kødelig opstemthed. Du kan ikke narre Gud med opstemthed, kun dig selv.

Uden en virkelig omvendelse sker der ikke en ændring af sindet. Og uden viljen til at ville leve et helligt liv ejer du kun et skin af sand kristendom. Mange, der har tilsluttet sig en menighed, er desværre ikke født på ny. Og det sætter sit stærke præg på menighederne. Først når hjertet genfødes, kommer det i harmoni med Gud. Og først når denne mægtige forvandling har fundet sted hos synderen, er han gået over fra død til liv, fra synd til hellighed, fra oprør til lydighed og troskab. Det gamle liv i fjendskab med Gud er forbi. Og det nye liv i forsoning, i tro og i kærlighed begynder. Da begynder Gud sin store gerning i os. Paulus skriver: Han selv, fredens Gud, helliger jer helt og fuldt! 1. Tess 5:23.

Bibelen lærer os tydeligt, hvad helliggørelse er, og hvorledes den opnås:

Vi helliges ved sandheden! (Joh 17:17-19.) De troende skal helliges ved Helligånden. Yahshua sagde: Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden. Joh 16:13. Ved Guds ord og Ånd åbenbares retfærdighedens store principper for menneskene.

Kristus siger. Jeg har holdt min Faders bud. Og apostlen Johannes siger: Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede. 1. Joh 2:6 . Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud, og hans bud er ikke byrdefulde. 1. Joh 5:3 .

Helligånden kan ikke bo i et hjerte, der tilsidesætter de guddommelige forskrifter. Og vi skal ikke lade nogen vildlede os til at tro, at Gud accepterer og velsigner dem, der stadig og med vilje fortsætter i de samme synder. Vi læser. Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Enhver, der bliver i ham, synder ikke (kan ikke vedblivende blive i de samme synder), enhver der synder, har hverken set ham eller kendt ham. 1. Joh 3:4 . og 6.

Selv om Johannes i sit brev taler om kærlighed, tøver han ikke med at åbenbare den sande karakter af dem der påstår, at de kan blive helliggjort, medens de stadig overtræder Guds lov. Den, der siger: Jeg kender ham! og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke. 1. Joh 2:4 .

Alle bliver desværre ved at fristes til at synde. Vi behøver Åndens hjælp til at kunne sige: Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 1. Kor 15:57.

Lad os rense os fra kødets besmittelse


Helliggørelse begynder, når synderen omvender sig og får fred med Gud ved det sonende blod. Men det er kun begyndelsen. Den omvendte må jage efter at nå det mål af vækst, hvor vi kan rumme Kristi fylde. Og apostlen Paulus siger, at vi skal jage mod dette hele livet.

Den helliggørelse, som Skriften taler om, omfatter hele mennesket ånd, sjæl og legeme. Derfor bad Paulus således for tessalonikerne: Måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme! 1. Tess 5:23. Og han skriver til romerne: Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer. Romerne 12:1. De forbilledlige ofringer i GT viste, at ethvert offer, der ikke var rent og fejlfrit, blev afvist.

Lad os derfor rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt. 2. Kor 7:1. Der er så mange ting, der besmitter os. Og vi kan ikke bringe Gud et levende, helligt offer, førend vi har vilje til at blive renset ved tro på Lammets blod.

Ordet hellig er mere omfattende end vi måske forstår. Det er et krav om ikke at leve på verdslig vis. Det vil blandt andet sige at være udfordrende klædt, føre et vanhelligt sprog eller påføre vort legeme tatoveringer m.m.

Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme! 1. Kor 6:19-20. Det menneske, hvis legeme er Helligåndens tempel, vil ikke lade sig gøre til slave af skadelige vaner. Alt, hvad han er og ejer, tilhører Herren. Hvorledes kan en person være skyldfri, hvis han bortødsler den kapital, som er betroet ham? Folk, som hævder, at de er kristne, bruger hvert år store summer på unyttige og skadelige nydelsesmidler, medens sjælen hungrer efter Guds ord.

Verden er styret af kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods. Disse synder har taget magten over de fleste. Men Kristi venner har et højere kald. Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent. Så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige. 2. Kor 6:17-18.

Rigdommen i Guds løfter


Kristus er det eneste fundament, hvorpå sand hellighed og retfærdighed kan bygges. ”Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden. Tit 2:11-12. Det er kun Guds nåde, som kan undervise os om denne vej.

Det er først, når vi er fast forankret på et sandt fundament, at vi forstår den velsignelse vi får, når vi bliver i Kristus, thi løfte lyder: For dem vil Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb.” Kol 1:27.

Mange taler om at være i Kristus - men det er meget få, som forstår hvad det betyder. At være i Kristus vil sige, at regne med hans retfærdighed og regne med, at vort gamle menneske er død.

”Vort gamle mennesket blev naglet til korset med ham. Det blev knust og døde, og er ikke længere under syndens kontrol. I skal ikke længere være slaver under synden. Eftersom I er døde fra synden, er I også fri fra dens krav og dens magt over jer. Og eftersom jeres gamle natur døde med Kristus, så ved vi, at I også skal dele hans nye liv. Kristus opstod fra de døde og kommer aldrig til at dø igen. Døden har ikke længere nogen magt over ham. Han døde en gang for alle, for at gøre slut på syndens magt, men nu lever han for evigt med Gud. På samme måde skal I regne jer som døde fra synden og levende for Gud i Jesus Kristus, vor Herre.” Romerne 6:6-11.

At følge Guds vilje er mere værd end guld og sølv


Mange jøder blev ført som fanger til Babylon. Men Jeremias profeterede, at dette fangenskab ville ophøre efter 70 år. (Jer 25:11-12 og 29:10 se også Dan 5:17-30.) Og vi læser i Ezra 1:5, at da de var blevet frie, vakte Gud ledere, familieoverhoveder, præster og leviter til at vende tilbage til Jerusalem. Rejsen til Jerusalem var vanskelig og farlig og ville vare over fire måneder. Og de vidste, at Jerusalem lå i ruiner, og at mange af dem, der nu boede der, ikke ville være dem venligt stemt.

Gamle, persiske kilder bekræfter, at en del af disse jøder i de forløbne år havde været i stand til at samle sig store rigdomme. Rejste de tilbage til Jerusalem, ville det desuden betyde, at de måtte begynde forfra som fattige mennesker. Også derfor valgte mange at blive i Babylon frem for at følge Guds opfordring til at vende tilbage til deres hjemland.

Alle, hvis ånd Gud havde vakt, drog nu af sted for at bygge Herrens tempel i Jerusalem. Og kong Kyrus gav jøderne guldkarrene og meget andet tilbage. (Ezra 1:7-11 .)

Det jødiske folk, der valgte at blive i deres rigdom i Babylon, valgte det forkerte, idet de mistede både rigdommen og Guds velsignelse, da Guds straffedom kom over Babylon. I Jerusalem skete der blandt dem, som var draget ud fra Babylon, en åndelig fornyelse, hvad der ikke gjorde hos de tilbageblevne.

Også i dag ser mange på egne bekvemmeligheder frem for at adlyde Guds kald. De bliver i ”Babylon” og rammes sammen med ”Babylon” af Guds domme.

I må ikke slutte pagt med dem, som ikke følger Herren


I Dom 2:1-5 står: ”Herrens engel (at det er Herren (Yahshua) selv, ses i 6:11-18 og 2. Mos 3:2-6 ) drog fra Gilgal op til Betel. (King James med fl. skriver ikke Betel men BOKIM – der betyder gråd.) Og han sagde: Jeg førte jer op fra Ægypten og bragte jer ind i det land, jeg tilsvor jeres fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i evighed ikke bryde min pagt med jer! Men I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere; deres altre skal I bryde ned! Men I adlød ikke min røst! Hvad har I dog gjort! Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran jer, men de skal blive brodde i jeres sider, og deres guder skal blive jer en snare! Da Herrens engel talte disse ord til alle israelitterne, brast folket i gråd. Derfor kaldte man stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.” Folkets gråd var det ikke omvendelsens gråd, og deres ofre til Herren var uden betydning, idet de fortsatte i deres ulydighed.

I Dom 5:23 læser vi også nogle ord, vi kan lære af: ”Forband Meroz!” sagde Herrens engel. Forband inderligt dem, som bor der, for de kom ikke til hjælp for Herren!”

Hvorfor forbandede Herrens engel Meroz, en ukendt by? Det var Israel pålagt at underlægge sig landet og ikke at tage imod den afgudsdyrkelse, der fandtes hos kana´anæerne. Men folkene i Meroz og omegn sagde, at det ikke var deres sag. Derfor kom de under Guds forbandelse.

Det må få os til at tænke: Vi er vel ikke som dem i ”Meroz?”

Slutter vi pagt med verden, det vil sige leve på verdslig vis. Eller vi ikke vil være med til at bekæmpe afgudsdyrkelse, og heller ikke tjene Gud med alt det, han har givet os, går det os som med Meroz-folkene. Thi Gud er i dag den samme som dengang, da han forbandede Meroz for deres ugudelighed.

Lad os lære af David, der havde en længsel efter at bygge Herren et tempel, der kunne ære hans store og hellige navn. Vi læser i 1. Krøn 22:14 , at han sagde til Salomo: ”Se, med stor møje har jeg til Herrens hus tilvejebragt 100.000 talenter guld (ca. 13½ milliard kr.) og en million talenter sølv (9 millioner kr.) og desuden kobbr og jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg tilvejebragt bjælker og sten; og du skal sørge for flere.”

Videre læser vi i 1. Kong 15:18 : ”Da tog Asa alt det sølv og guld, der var tilbage i skatkamrene i Herrens hus og i kongens palads, overgav det til sine folk og sendte dem til kong Benhadad af Aram… som boede i Damaskus…”

Og i 2. Kong 12:13 står: ”Der blev der for de penge, der indkom i Herrens Hus, hverken lavet sølvfade eller knive, skåle, trompeter eller nogen som helst anden ting af sølv eller guld til Herrens hus.”

Hvilken forskel! David gav af hele sit hjerte til Herren, medens kong Asa og Joas tog fra Herren. Er der paralleller til i dag? Gud giver os, og giver igen. Hvordan forvalter vi så hans rige gaver? Djævelen, som kommer med forførelsens løgne, har altid en stærk økonomi til at sprede sin gift i alle tænkelige former. Medens dem, der forkynder et sandt, Guds budskab, har ringe kår. Verden præger mange kristne, så de tænker: Mit er mit eget, og med det kan jeg gøre, som jeg vil!

David fejlede groft og adskillige gange, men han var altid villig til at erkende sin synd og vende sig fra den. Derfor var han manden efter Guds hjerte. Det er den David, vi ser op til. Og det er den mand, der kort før sin død sagde: ”Ved mig talte Herrens Ånd, hans ord var på min tunge.” 2. Sam 23:2 .

Ligner vi David i, at det er sandhedens ord, vi taler med andre om. Eller ligner vi mere Asa, Joas og folkene i Meroz, der tænkte mere på egne anliggender end på Guds?

Vi har vænnet os til, at Gud velsigner og giver, medens vi blot skal tage imod. Men således var det ikke for korinterne. Der står om dem i 2. Kor 8:4-5 : ”Og de bad os inderligt om, at vi måtte tage imod gaven og fællesskabet i tjenesten for de hellige, de gav ikke blot som vi havde håbet, men de gav først sig selv til Herren og dernæst til os, ved Guds vilje.”

Der foregår en strid mellem Gud og Satan om menneskesjæle. Og også en strid om penge. Læs i Sal 24:1-2, at alt tilhører Herren. Der er intet, der er menneskets eget, der er intet, som Gud ikke har råderet over. Hvilken suverænitet! Næsten provokerende. Vi mener ofte, at det må være rimeligt, at de penge, vi har tjent ved ærligt slid, er vor ejendom. Men i hvilken forstand er de mine? – og i hvilken forstand er de Guds? I 1. Mos 1:26-31 læser vi om jordens og menneskets skabelse, at menneskets opgave blev at forvalte. Forvalte betyder at disponere over ressourcer, man ikke selv ejer. Hvordan skal vi som hellige forvalte det, Gud har betroet os?

Rigdomme i Jesus Kristus


Det er både en forret og en pligt for alle kristne at have en nær kontakt med Kristus og få rige erfaringer i alt det, der høre Gud til. Da vil livet blive frugtbart i gode gerninger. Når vi læser om nogle, der helt har overgivet sig til Gud, fristes vi ofte til at tro, at et sådant liv ligger ud over det, vi kan opnå. Men Kristus sagde: Derved er min Fader blevet herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” ”Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Joh 15:8 og 4-5. Profeterne og apostlene fik ikke en fuldkommen karakter ved et mirakel, men ved at bruge de muligheder, som Gud gav dem. Og alle, der vil gå samme vej som dem, vil opnå de samme resultater.

Paulus skrev til de hellige i Korint om den rigdom, de ejede ved tro på Yahshua. (1. Kor 1:2.5 og 7.) Og i sit brev til kolossenserne beskriver han mange velsignelser, som Guds børn får: Derfor har vi … heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde. Kol 1:9-11.

Ved at tilsidesætte Bibelen taber vi evangeliets velsignelser. Der er i dag et stort behov for omvendelse og helligelse, der fører til en sinds- og karakterændring. Mange bliver medlem af en menighed uden omvendelse og en virkelig forståelse af, vor alvorlig synd er, og uden et virkeligt kendskab til Guds ord. De får måske en anden livsstil. Men uden en anden sand omvendelse vil de stadig følge verdens ånd.

Vi kan ikke tjene Gud og verden samtidig


Da Josva var ved at nærme sig sit livs slut, samlede han Israels stammer og gennemgik den nåde og de velsignelser, som Gud havde givet dem. Josva sagde til dem: ”Frygt nu Herren, og tjen ham i oprigtighed og trofasthed; fjern de guder, som jeres fædre dyrkede på den anden side af floden og i Egypten, og tjen Herren. Men hvis det er jer imod at tjene Herren, så vælg i dag, om I vil dyrke de guder, jeres fædre dyrkede…. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Herren.” Jos 24:14-15.

Vi står også overfor valget, om vi vil tjene Herren af hele vort hjerte eller beholde nogle synspunkter fra vor tid i ”Ægypten”. Vi kan kun vise Gud, at vi elsker ham, ved i lydighed mod hans ord og påbud vise, vi har taget imod hans helligelse og ikke vil følge verdens ånd.

For nogle betyder aflæggelse af verdslige guder, og at de skal lægge en eller anden vane på hylden. For andre kan det betyde at fralægge sig alvorlige synder, som de har med sig fra deres uomvendte tids livsform. Hvad end situationen måtte være, så får hver enkelt af os, dersom vi vil følge Gud, kraft til at ændre vort liv og til at sejre over de dårlige følelser, som vi nærer i hjertet. Det eneste, Gud forlanger af os, er at vi tror på ham, følger hans eksempel og adlyder ham.

Jesus Kristus sagde: ”Enhver, der hører de ord, jeg har sagt, og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, der hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Matt 7:24.27.

Skybruddene og stormen slog ikke kun imod det hus, der var bygget på sand, men også på det andet, som var bygget på klippen. Men det, der er bygget på Bibelens ord, står fast. Medens det, der er bygget på sand (menneskelærdomme), skylles bort, når ”skybruddet” kommer.

Vi må være klar over, at der kommer ”skybrud” over både dem, som er hellige, såvel som over synderen ­ sygdom, død, katastrofer, ulykker og så videre. Hverken fremgang eller fattigdom viser, om en person fører et helligt liv eller ikke. Fysisk lidelse er ikke i sig selv et bevis på ugudelighed eller straf for synd.

Jesu Kristi evangelium lover ikke, at vi vil blive fri for prøvelser. Men det styrker vor ånd, så vi kan klare modgangen, når den kommer og gå døden i møde med sindsro.

De frugter, der skal vise sig i vort liv, er først og fremmest åndelige. Yahshua belærte os om, at alle træer frembringer frugt i overensstemmelse med dets art: Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Vi får ikke automatisk belønning her i livet. Men vi får løn når vi kommer i det evige rige hos Gud.

Hellighed forpligter. Vi læser iEf 4:1: ”Jeg formaner jer altså, jeg, som er en fange for Herrens skyld, at I vandrer som det er værdig for det kald, I er kaldet med.”

”Dette siger og vidner jeg altså i Herren, at I ikke længere skal vandre som hedningerne vandrer, som lever efter deres sinds tomhed.”Ef 4:1 7.

”Se da til, at I vandrer varsom, ikke som uvise, men som vise, så I udnytter den belejlige tid, thi dagene er onde. Vær derfor ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje!”Ef 5:15-17.

Vi skal ikke vandre som vantro og være uforstandige, som vantro, der lever efter deres sinds tomhed, men vi skal skønne, hvad der er Herrens vilje, stole på Bibelen og bruge vor forstand.

Enhver som stoler på Yahshua, får evigt liv hos Gud


”Nikodemus, medlem af jødernes råd, kom til Jesus om natten og sagde til ham: Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham. Jesus svarede ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. Nikodemus sagde til ham: Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes? Jesus svarede: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og Ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er Ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.

Nikodemus spurgte ham: Hvordan kan det gå til? Jesus svarede: Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til Himlen undtagen den, der steg ned fra Himlen, Menneskesønnen.

Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” Joh. 3.1.13..

Nikodemus var nået til at kunne skønne, at ingen kunne gøre de tegn Jesus gjorde, uden Gud var med ham. Nikodemus kom sandsynligvis til tro og blev født på ny. Derved begyndte vejen til et helligt liv for ham. Du må gå samme vej og blive født på ny, hvorved du bliver helliget. Og det er op til dig selv, om du vil gå videre ad denne vej eller falde tilbage i lunkenhed.

Det kostede vor frelser mere end vi kan forstå at løskøbe os, kalde os ud fra verden og hellige os ved sit blod og sit ord. Det er Guds gave til os, at vi får lov at leve et helligt liv og til sidst komme hjem til ham; men det er vor opgave at sætte alt ind på at ville det. Og det kan komme til at koste os dyrt.

Det gamle liv er forbi – alt er blevet nyt


”Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men om nogen synder, da har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er en soning for vore synder.” 1. Joh 2:1 .

Taler vi om forsoningen i forbindelse med vor personlige frigørelse og helligelse, er det klart, at den ikke alene indebærer tilgivelse for vore synder, men også renselse og kraft til fortsat at tjene den levende Gud.

Vi er af naturen bundet til synd og underlagt en naturmagt, som vi umulig kan løse os selv fra. I Gal 5:19 ser vi, at kødets gerninger er åbenbare, og at alle slags synder går side om side i et vidt forgrenet system. Kun Gud kan i sin nåde hjælpe os ud fra denne forfærdelige tilstand og løse os fra hver eneste synd. Forsoningen gennem Yahshuas blod kan alene løse os, for i den er vi fritaget fra skyld og dom og vor dårlige adfærd, som er arvet fra fædrene. (1. Pet 1:18.)

Også i Romerbrevets første kap. får vi et billede af menneskets sande tilstand, som er alt andet end god. Alle har syndet og fattes Guds ære. Og det kan vi ikke rette op ved gode gerninger eller et ulasteligt liv.

Hele Skriften peger hen til, at vi skal leve et helligt liv. Intet sted i Bibelen ser vi, at nåden giver os lov til at synde. Nej, tvært imod. Vi skal ikke adlyde syndens lyster, og vi skal ikke tilbyde vore lemmer frem som uretfærdighedens våben men som retfærdighedens redskaber. Mange vil bortforklare dette enkle og klare vidnesbyrd. Men Jesus siger: Den retfærdige ved tro skal leve!

Vi må erkende, så det bliver til virkelighed for os, hvad Gud gjorde for os ved forsoningen i Kristus. At han både døde for os, og at vi døde med ham fra synden og oprejstes med ham til det nye liv, at tjene Gud.

Det gamle er forbi, se alt er blevet nyt. (2. Kor 5:17.) Dette kan vi både leve og vandre i ved Helligåndens kraft. Evigt liv med Gud er den troendes løn, medens syndens løn er døden, evig fortabelse.

Vi skal agte os som færdig med synden. Men den ligger fremdeles på lur ved døren, dens attrå står til os. Den vil herske over os, men du skal herske over den. (1. Mos 4:7.) Men det kan du kun ved at holde dig til Herren. Deri har de hellige deres styrke. Som David, der kendte til fjendens mange anslag, og vidste, at det bedste våben, han kunne sætte imod det, var bøn til Gud. (Salm. 43.)

Vor tilflugt er Herren. Han giver os sejr til at ville leve et helligt liv, og til at se på ham, når vi færdes over de dybe vande. Lovet være Herren vor Gud, som har kaldt os til at leve et helligt liv i samfund med ham.


Debat: Kaldet til at være hellige

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation