Syng Herren en ny sang

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 24/08-03



De skønneste lovsange vil vi først få at høre, når vi iklædt herlighed er hos Herren og synger en ny sang til hans ære. En forsmag var englenes sang ved vor frelsers fødsel. Men jeg tror, at de lovsange, der fryder Herren allermest, medens vi er her på jorden, er dem, der stille springer frem lige fra hjertets dyb, når vi arbejder i vor daglige gerning, for at takke og ære og lovprise Gud for hans godhed og omsorg for os.

Den sande glæde har alt for lidt plads i os, skønt vi opfordres til at glæde os i Herren. Lovsang er sjælden, thi vi er omgivet med nutidens støjende musik med takter, der får mange til at ”rokke” med. Den overvejende del at denne slags lovsang, er ikke til Guds ære, men til at styrke vor selvoptagethed og kødelighed.
I de bibelske sange er det Gud, Herren, der ophøjes. Måtte vi lade disse sange mere løfte os op fra hverdagens gøremål til en hellig stund ind for Guds herlighed.

”Syng Herren en ny sang! Syng for Herren, hele jorden! Syng for Herren, lov hans navn! Forkynd fra dag til dag evangeliet om hans frelse! Forkynd hans herlighed blandt folkeslagene, hans undere blandt alle folk! For Herren er stor og værdig al pris…” Sal 96:1-4.

Vi mærker det straks. Her er en tone, der giver ro i sjælen og glæde i sindet. Dagens jag stilner af, og den ”himmelske” tone bringer velsignelse og styrke til at leve nærmere Gud. Og vi kommer næsten til at glemme mange af hverdagens problemer.

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om fred, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” Jer 29:11. ”Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler.” Sal 46:2.

”Lovet være Herren dag efter dag! Gud bærer os, han er vor frelse.” Sal 68:20.

”Vis mig din vej, Herre, så jeg kan vandre i din sandhed, lad mit hjerte alene frygte dit navn.” Sal 86:11.

”Når bekymringerne bliver mange i mit indre, da bliver din trøst til glæde for min sjæl.” Sal 94:19.

Ved disse ord kommer den ægte lovsang frem i vort sind, som er til lægedom for vor sjæl. Da fyldes vi op med hellig styrke, og alt medens vi arbejder eller hviler os, får vi ekstra styrke til at tjene Herren med glæde.

Læs om, hvor stor en plads glæden havde i Davids liv. Han var så rig på glæde, at hans bæger flød over. (Sal 23:2.) Men den glæde var ikke kun for David men for alle. Jesus bad i sin sidste, store bøn. ”… dette taler jeg, medens jeg er i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig.” Joh 17:13.

Lovsangen har tre hovedpunkter


Bibelens salmer lærer os, at lovsang skal være liflig, at det er godt at lovsynge Herren, og at det sømmer sig at lovsynge Gud. Har vi disse punkter for øje, fylder lovsangen os med opløftende glæde, der giver kraft i hverdagens brydsomme møje, og ikke synker ned på verdens niveau, som de gør, der er uden tro.

Paulus og Silas sad fængslet og sang lovsange. Deres medfanger lyttede i forundring, thi det havde man aldrig hørt før i fængslet. ”Ved midnat var Paulus og Silas i bøn, og sang lovsange til Gud. Og fangerne hørte på dem. Pludselig kom der et stort jordskælv, så at fængslets grundvolde rystede. Og straks blev alle dørene åbnet, og alle fangernes lænker blev løst. Da fangevogteren vågnede op af søvnen og så at fængsels døre var åbne, tænkte han at fangerne havde rømt. Derfor trak han sværdet og skulle til at tage sit eget liv. Men Paulus råbte med høj røst og sagde: Gør ikke dig selv noget ondt, for vi er her alle. Da bad han om lys, sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas. Og han tog dem med sig og sagde: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? De svarede: Tro på Herren Jesus Kristus, og du skal blive frelst, du og dit husstand. Så talte de Herrens ord til ham og til alle som var i hans hus.” Apg 16:25-32.

Lovsang er til behag for Herren, såvel som den er liflig for os. Oprigtig lovsang opbygger sjælen til helliggørelse. Hvordan kan det være anderledes, hvis lovsangen er et himmelsk element? Og er det således, er der megen lovsang i Himmelen. Hellig glæde - glæde i Herren er vor styrke.

Kan vi fryde os i trængslerne?


Hvorledes kunne Paulus og Silas synge lovange midt i deres trængsler? Og hvorledes kan vi fryde os, når vi ser Gud tillade trængsler for at bøje eller prøve os? Er det ikke lidt enfoldigt at være lykkelig og glad, når han tugter os? Er det ikke umuligt at fryde og glæde sig i trængsler og forfølgelser? Skal og kan vi være lykkelige i sådanne tilfælde?

Habakkuk skriver i 3:17-18.

”Figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser. Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min frelses Gud.” Ja, selv i sådanne tider er det muligt at fryde sig i Herren.

Åndelig fryd er en ære til Gud, fordi han er den samme, selv om alt andet fejler. Derved viser vi ham, at vor glæde ikke skyldes tomme ting men hans nåde alene. Og det viser, at vor tro ikke svigter, selv i de dybe dale.

At fryde sig i Herren viser tydelig, at vor arv står os for øje og er gemt hos Herren i herlighed. Vor glæde skyldes ikke noget materielt. Det, Herren giver, er evigt. Og derfor er vor glæde bygget på hans ord, selv i trængsler.

Men glæden i Herren har en pris. Det er, når Gud arbejder i os for at gøre os ydmyge. Det er nødvendig at nå denne stilling, thi ellers kan vi ikke se Gud i hans storhed. Formår vi meget i os selv, eller som Trosbevægelsen mener, kan bede os fri fra alt det, der tynger os, såsom sygdom eller dårlig økonomi, kan Gud ikke vise sin storhed. Gud hører bøn men lader ikke vore bønner hindre hans plan med os.

Paulus lærte, at det var Guds kraft i ham, der formåede at udrette noget, selv formåede han intet. Derfor skrev han: ” Da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom. Thi jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” 1. Kor 2:1-5.

Når taleren kommer i egen kraft, falder hans undervisning til jorden. Derfor udebliver den sande glæde. Den findes kun, når vi ser Guds herlighed, selv midt i trængsler og prøvelser.

Et ydmygt, brudt hjerte


Når vor Fader tillader midlertidige trængsler for at gøre os rede til den evige herlighed, vil der samtidig være en kilde med glæde, der er ved at bryde sig vej gennem tårerne. Paulus skriver: ”Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker for os over al måde og mål en evig vægt af herlighed.” 2. Kor 4:17.

Vor glæde forsvinder, når vi tynges af syndens byrder. Da kan vi kun finde fred ved at tro på Lammets blod, der flød for os på Golgata. Og har vi et brudt, ydmygt hjerte, der bedrøves over synden, har vor frelser, Jesus Kristus, behag i vore bønner om tilgivelse. Og han giver os fred og glæde. Vi må glæde os over, at Gud stadig rører vort hjerte, så vi kan bedrøves over synd. En tid med ransagende omvendelse er mere værd end mange lærdomme fra diverse studier. Trøsten fra Gud kan verdens underholdning ikke erstatte, men sorg over synden kan føre til stor glæde.

Troende med et angerfuldt, brudt hjerte har større glæde i sig end noget succesrigt menneske uden Gud. Og deres fred og hvile i Gud er en større kraft end noget, verden kan stille op med.

Da tænker vi ikke på, om vi er rige eller fattige, berømte eller oversete. Salmisten siger: ”HERRE, du skænkede mit hjerte en glæde, større end deres, da korn og most flød over.” Sal 4:8.

Verdens glæde er intet imod den, Gud giver


Det, verden kan give af glæde, er intet imod det, Gud giver. Paulus skriver: ”Jeg regner endog alt for tab imod det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis skyld jeg har lidt tab på alt og agter det for skarn, for at jeg kan findes i Kristus, og ikke får min retfærdighed fra loven men ved tro på Kristus, for at jeg må kende ham og hans opstandelseskraft og fællesskabet i hans lidelser, så jeg bliver ligedannet med ham i hans død.” Fil 3:8-10.

Men desværre elsker vor syndefulde natur mange ting forud for Kristus. Vi overser, at når vi er født på ny, skal vor nye natur gøre de ting, der hører Guds rige til. Ofte glemmer vi disse ord i Romerne 8:5: ”Thi de, som lader sig lede af kødet, higer efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, higer efter det åndelige.” Kødelig appetit drager os bort fra glæden og skattene, i Kristus.

Kødelige kristne er ikke nået videre end israelitterne, der sagde: ”Vi mindes fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne, og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end manna. 4. Mos 11:5-6. Det er bedre at spise ”manna” med Guds fred i hjertet, end at have overflod, som vækker det kødelige i os, så vi ikke er i Herrens tjeneste, som giver den glæde, der løfter os op til et liv i hellighed.

Når vi bliver løftet op til hellig lydighed, bærer vi hele tiden glædens skønne frugter. Jesus sagde: ”Hvis I holder mine bud, bliver I i min kærlighed, på samme måde som jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed. Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal blive i jer, og for at jeres glæde skal blive fuldkommen.” Joh 15:10-11.

Den praktiske side af glæden i Herren.


Glæden i Herren må ikke ustandselig afbrydes. Hvis vi tilsidesætter store dele af Guds frelse, bliver vi åndelige svæklinger, der kun periodevis kan synge lovsange til Guds ære.

Vi læser, at skaren, der lyttede til Joh. Døbers budskab om omvendelse, frydede sig en stund ved hans lys. (Joh 5:35.) Og dem på den stenede grund i Jesu lignelse ”modtog hans ord med glæde, og for en tid troede de, men i fristelsens stund faldt de fra.” Luk 8:13. Det er alvorlige advarsler. Der skal hele tiden være en stærk, viljefast beslutning om at ville tilhøre Herren Vi må ikke lade Ordet falde på stenet grund, men lade det vokse i god jord, fri for tjørne og tidsler. (Ængstelser og bekymringer.)

Vi skal ikke være planter der står, hvor ”vestenvinden” farer frem og ødelægger eller bremser væksten i det liv, Gud har givet os, da vi fødtes på ny og fik en levende tro. Eller være plantet, hvor ”nattefrost” svider de spæde skud, så hele vort liv kan misformes til at blive et hårdt, åndeligt misfoster.

Er dette sket i dit liv, må du begynde på ny, thi en misformet ”rod” kommer aldrig til at bære en sund plante. Jeg har set mange kristne prøve at begynde et nyt liv i glæde og tro på Jesus men stadig fæstnet på den gamle ”rod”. Da bliver det nye liv som et misformet træ, der hverken er til pryd eller nytte. Og ingen vender om til Herren ved at se på et sådant ”træ”.

Ægte glæde er som solskin for vor sjæl. Ved den vokser vi i tro og får åndelig styrke, selv i modgang fra verden. I en sådan glæde planter Gud lovsangen i os, som vil vokse sig stor og være i os, enten vi lever eller dør. Når vi dør, kommer vi til Himlens forgård, hvor vi venter på vort legemes opstandelse. Lovsangen er stadig i os og springer ud i fuldt styrke, når vi iklædte vort herligheds legeme er med i den store flok, der lovsynger Herrens herlighed.

Der står i Åb 5:9-11: ”Og de sang en ny sang (til vor Frelsers ære): ”Du er værdig til at tage bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden.”

Kun et ædelt ”træ”, ikke et ”misfoster”, der er vokset op i Guds nådens solskin, kan bruges til Herrens store formål at være præster for vor Gud og være konger på jorden.

Ransag mig Gud


Der, hvor der er glæde fra Herren, er der lovsang, der er som solskin for vor sjæl. Og fra os kan dette solskin spredes til andre, som derved kan komme til at hungre efter at få del i Herrens glæde.

Der er to slags mennesker, som kan se ens ud men ikke er det. Den ene gruppe er kun født af mennesker og har Adams dom hængende over sig. Den anden gruppe er født på ny ved at tage imod Guds frelse og er ikke mere skyldig til dom ved Guds domstol.

Den første gruppe kender ikke til lovsang til Guds ære. Medens den sidste gruppe har glæden i sig, der varer livet ud og oplever, at glæden bliver større og større, eftersom årene går.

Hellig glæde er givet til alle, der tror på Guds frelse. Men ikke alle tager imod denne gave, og har aldrig lært om glæden i Gud og går fattige gennem livet. Folket i den gamle pagt var bedre oplært end mange i den nye. Glæden og trygheden var mere bevidst hos dem, der ville høre Herren til, end det ses hos de fleste i dag. Tænk på David, hvor ofte han lovpriser Herren i sine salmer, også i trængselstider. Vi opfordres også i NT til altid at glæde os i Herren, men gør vi det?

Hvorfor denne forskel fra dengang til nu? Fordi Herren betød alt for David og mange andre i den gamle pagt. Og fordi Gud betyder mindre for de fleste i dag. Det burde være det modsatte, thi i dag er Guds frelse en realitet, som blev forkyndt for os under lovsang af engle på Betlehems mark.

Hvorfor flyder vort bæger ikke over af taksigelse og glæde? Er det fordi verden med alt, hvad den tilhører, har fået for stor en plads i os? Der er så meget, der trænger til at blive ændret i os, fordi vi er formet af forhåndenværende lærdomme, der ikke har plads for Guds glæde og lovsang. Når vi beder, er det oftest for få noget og ikke for at takke for alt det, vi har fået.

Vi må i alvor bede: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig, og kend mine tanker! Se om fortabelsens vej har indtaget mig, og led mig på evighedens vej!” Sal 139:23-24.

Kun når Gud leder os, finder vi den rette vej. Og kun når han bygger vort liv op med glæde og lovsang, kan vi bære frugt til hans ære.

NOGLE AF DE BIBELVERS, DER FORTÆLLER OM LOVSANGEN


”Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. Han er min Gud, ham vil jeg prise, min faders Gud, ham vil jeg hylde.” 2. Mos 15:2.

5. Mos 10:21: ”Han er din lovsang, og han er din Gud. For dig har han gjort disse store og frygtindgydende gerninger, som du selv har set.”

Neh 12:46: ”Allerede på Davids tid var Asaf leder for sangerne og førte tilsyn med dem i lovsang og takkesang til Gud.”

Sal 22:26: ”Du er min lovsang i den store forsamling, jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter Herren.”

Og vers.27: ”De ydmyge skal spise og mættes, de, der søger Herren, skal lovprise ham, og de skal få nyt mod for evigt!”

Sal 33:1: ”Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige, lovsang er herlig for de retskafne.”

Sal 40:4: ”Han lagde en ny sang i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren.”

Sal 66:17: ”Jeg råbte til ham, lovsang var på min tunge.”

Sal 95:1: ”Kom, lad os juble for Herren… vor frelses klippe.”

Vers 2: ”Lad os træde frem for ham med takkesang, bryde ud i lovsang til ham.”

Det er anvisningen på et liv i tak og lovsang. Lad os lovprise Herren for al hans godhed og bede ham gennem sit ord oplære os og åbne vore øjne til at se hans storhed og herlighed.


Debat: Syng Herren en ny sang

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Lovsang / musik

 

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation