Hvorfor tillader Gud sygdom og lidelse?

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 17/08-03



Dette spørgsmål er mange grundstødt på og derved blevet hårde og bitre eller har mistet troen. Vi kommer ikke udenom, at der er sygdom, lidelse og død overalt. ”Nyhederne” beretter om, at jordskælv kræver 10.000 liv i Indien. Tusinder dør under oversvømmelser i Bangladesh. Også på andre måder berøver store tragedier tusinder livet, såsom terroristangrebet på New Yorks World Trade Center. Og for år tilbage, da et ondt regime udryddede 6 millioner jøder samt mange andre. Udover dette føler vi alle smerte på et eller andet tidspunkt ­ sygdom, hovedpine, ulykker og død. Derfor er det ikke overraskende, at mennesker, når byrderne bliver for store, råber til Gud i afmagt: Hvorfor gør du ikke noget?

Mange undres over, at en almægtig og kærlig Gud tillader lidelser? Og ateisterne bruger lidelserne til at angribe Bibelens lære om en kærlig Gud.

Charles Darwin afviste kristendommen efter sin datters død, som ødelagde hans tro på en moralsk retfærdighed i universet.

Ejeren af CNN, Ted Turner, sagde at han mistede troen på Gud efter sin søsters død efter en smertefuld sygdom. Men Darwin og Turner er kun to ud af mange tusinde, der har kæmpet med det at forene troen på Gud og sygdom og lidelse, som fik Darwin til at køre helt af sporet, hvilket tydeligt ses i hans bog Arternes Oprindelse, hvor han også skrev om lidelse. Han skrev i sin konklusion i kapitlet Om de Geologiske Optegnelsers Svagheder, at den moderne verden var opstået ’fra naturens krig, fra sult og død’. Og hans evolutionistiske syn prægedes af, at han så dette som en permanent del af verden.

Mange prædikanter fører adskillige ind i en lære om, at kristne ikke skal affinde sig med sygdom, lidelse og fattigdom. Og at man kan bede sig fri fra al sygdom. Det er en ukærlig lære, som påfører mange en stor bedrøvelse. Jeg sad for år tilbage i en ventesal i flere timer på grund af hårdt vejr, hvor der kun var en dame og mig selv. Jeg sad og læste i en bog, der på omslaget klart viste, at det var en bog for kristne. Efter en tid spurgte damen, om bogen var fra Trosbevægelsen. Jeg sagde, at det var den ikke. Hun begyndte en samtale og sagde, at hun havde oplevet en venindes smerte, der var påført hende af Trosbevægelsen. Hun kunne ikke gå uden brug af hjælpemidler. Og Trosbevægelsen havde hårdt sagt til hende, at det skyldtes mangel på tro.

Mange andre har oplevet det samme. Men det er en ubibelsk lære, og dem, der forkynder en sådan, elsker ikke deres næste som sig selv. Det er manglende kundskab til, hvad Bibelen lærer. Og mange mister troen og bliver bitre og hårde, når de beder om helbredelse og ikke får den, skønt det var lovet dem af diverse prædikanter.

Gud hører vore bønner – også om helbredelse - men giver os det, der tjener os bedst. Derfor må vi først af alt søge Guds rige og sige: Din vilje ske! Som vi ser i følgende afsnit har Gud givet løfter til jøderne, dersom de holdt hans pagt med dem. Til hedningekristne er der givet løfte om frelse til alle ved tro på Guds Lam, hvis blod soner vor synd, når vi tager imod ham. (Jf. Joh 1:12.)

Usund lære om helbredelse


Vi er her inde på et område, hvor mange alvorligt tager fejl. Gud har ikke givet de mange løfter om forskellige ting til hedninger (ikke jøder), som han gav sit ejendomsfolk, Israel. Men mange bruger fejlagtig disse løfter og fører derved en forkert lære.
”Det er blodet, der skaffer jer soning” 3. Mos 17:11. ”Der vil jeg åbenbare mig for dig, og fra sonedækket (nådesto­len)....vil jeg tale med dig om alt.” 2. Mos 25:22.

Gud viste, hvorledes han ville fjerne synden fra sit folk. Forbilledligt skete det ved blodet fra et offerdyr, der stænkedes på nådestolen, hvorunder loven lå. Og forbilledligt at lade en buk bære den synd bort, som ypperstepræsten havde lagt på dens hoved. Men det var kun forbilledligt, thi blod fra dyr kan ikke rense fra synd. (Hebr 10:4.)

“Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” Gal 4:4-5. Det er det glade budskab om Jesus Kristus, Guds Søn. Nu er det ikke længere forbilledligt. Vi er nu inde i en ny pagt, Guds løfter til Israel gjaldt i den gamle pagt. Alle, som har taget imod Guds nåde og er frelst ved tro på retfærdiggørelse ved Guds Søns blod, er løskøbt fra loven.

Men at vi ikke mere er i den gamle pagt betyder også, at vi ikke kan hente løfterne om helbredelse i den frem og umiddelbart sige, at de er gyldige i dag. Budskabet om frelse ved tro må være det største og ikke helbredelse, som vi heller ikke ser hverken Paulus eller Peter forkyndte i den nye pagt. Gud kalder ikke til helbredelsesmøder men til frelse. Men hvor Helligånden er Herre, sker der evt. spontane helbredelser. Gud alene al ære.

Jeg er opmærksom på Jak 5:14-15, hvor der står: ”Er nogen syg blandt jer, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal bede over ham og salve ham med olie i Herrens navn. Og troens bøn skal frelse den syge, og Herren skal rejse ham op….”

Denne gave blev givet til den tidlige menighed. Men allerede på Paulus´ tid var den på retur. Han skriver til menigheden i Filippa: ”.. han var virkelig syg, næsten til døden. Men Gud havde barmhjertighed med ham, og ikke bare med ham, men med mig også, så ikke jeg skulle få sorg på sorg.” Fil 2:27.

Og i 2. Tim 4:20: ”Erastus blev i Korint, men Trofimus efterlod jeg syg i Milet.”

Og vi læser i 2. Kor 12:7-10, at Gud ikke helbredte Paulus, selvom han bad om det 3 gange. Herren svarede blot: ”Min nåde er dig nok!” Heri ser vi, at ikke alle blev helbredt, som bad om det, men at de fik kraft fra Gud til at bære sygdommen.

Oskar E. Indergaard skriver om Jak 5:14-15: ”Dette angår helbredelsen i Rikets tid. Det er knyttet 5 betingelser til den:

a) Når noen var syk, skulle man kalle sammen menighetens eldste. b) De skulle be troens bønn over den syke. c) De skulle salve ham med olje. d) De skulle bekjenne sine synder for hverandre. Når dette skjedde, kunne den syke være HELT SIKKER på at han ble helbredet. Han ble ikke bare helbredet i sitt legeme, men han ble også tilgitt sine synder.

Vi forstår at denne prosedyren ikke angår forkynnelsen i vår tid, hvor der ikke er stilt noen betingelser for at vi kan bli helbredet. Vi blir helbredet av Guds nåde. Når vi ikke blir helbredet, er dette også uttrykk for Guds nåde.

Også i 5. Mos 28:1-14 ser vi, at de ekstreme løfter om velsignelse gjaldt Israel, dersom de var lydige mod loven på Sinaj. Og modsat, dersom de ikke var lydige. Også i Es. 53 gælder løfterne Israel i samme grad som løftet om velsignelsen og forbandelsen. Men trosforkyndere har tilranet sig disse løfter, som om de også omfattede os. Og det har ført meget ondt med sig.

Paulus siger: Husk, at I (hedninger) på den tid var uden Kristus, udelukket fra Israels borgerret og fremmede for pagterne med deres løfter. I var uden håb og uden Gud i verden.Ef 2:12.

Gud udvalgte sig et folk


Hedningerne var udelukket fra Israels borgerret. I stedet for at høre på Guds tale gennem hans udvalgte tjenere efter syndfloden, byggede vi (alle ikke jøder) et samlet oprør op, som kunne ligne det, der førte til syndfloden. Menneskene ville ikke tro det ord, at Gud aldrig mere ville sende en ødelæggende flod af vand for at dømme menneskene. I stedet begyndte de i oprør og vantro at bygge Babelstårnet. Var det mon for at sikre sig, dersom der skulle komme en ny flod? Vi ved det ikke, blot at det vakte Guds vrede. Og han spredte dem ved at forvirre deres sprog, så de ikke længere forstod hverandre.

Ud fra Noas efterkommer Sem udvalgte Gud sig en slægt gennem Abraham, som han i særlig grad ville tage sig af ved at sende dem profeter til hele tiden at vejlede dem. Og gennem denne slægt ville han lade verdens frelser blive født af en gudfrygtig jomfru. Det var denne slægt, der fik løfterne om værn mod sygdomme, nød og al elendighed, dersom de ville adlyde Herrens ord.

Alle slægter, der ikke var efterkommere efter Abraham, Isak og Jakob, fik centrum i Babylon og spredtes derfra siden til hele jorden.

Ved afvisningen af Messias, afviste jøderne pagten med Gud, og forbandelserne fra. Moseb. 28. kap. trådte i kraft i fuldt omfang.

Paulus skriver: ”Husk derfor, at I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne, dem, der har en legemlig omskærelse, gjort med hænder - husk, at I dengang var udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter. … Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft, for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred, og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er opbygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os opbygget til en bolig for Gud i Ånden.”Ef 2:11 ff.

Vi har set, at velsignelsen og forbandelsen, der omtales i 5. Moseb. 28, kun gjaldt jøderne. Hedningenationerne blev holdt i venteposition, medens Gud opbyggede et udvalgt folk, jøderne. Men som vi ved, faldt også jøderne fra Gud. Selv om ”Himmeriges rige var kommet nær” til dem, må de vente til der ved endetiden sker en opvågning fra den åndelige sløvhed, de faldt i, da de ikke modtog ”Himmeriget” Nu kaldes de til at være med i troen på Messias, som de afviste. ”Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.”Ef 2:14.

Synd og død


Disse to ord opsummerer den sande historie om døden, som den er beskrevet i 1. Mosebog. Gud skabte oprindelig en perfekt verden, der af Herren selv beskrives som at være ’god’. (1. Mos 1:31.) Mennesker og dyr spiste af jordens frugt og grønt, ikke dyr. (1. Mos 1:29-30.) Der var ingen vold eller smerte i denne ’gode’ verden.

Men den syndfri verden faldt på grund af det første menneskes, Adams, oprør. Hans synd bragte døden ind i verden. Gud måtte straffe synd med død. (1. Mos 2:17 og 3:19.) Et dyr blev slået ihjel for at give Adam og Eva en klædning. (1. Mos 3:21.) Sandsynligvis lærte Gud dem ved samme lejlighed at ofre blodet for forbilledlig at få tilgivelse ved blodet.

Som et resultat af Guds dom over synden, har han givet os en forsmag på livet uden ham. En verden, der sygner hen ­ en verden fuld af død, sygdom og lidelse. I Romerne 8:22 siges der, at ”hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen”, fordi Gud selv overgav skaberværket til tomheden (v. 20). Forstår vi 1. Mosebogs beretning om syndefaldet, ser vi en falden, forbandet verden. Følgerne af syndefaldet kan vi ikke bede os fri fra. Men Gud har af nåde givet os en frelser, ved hvem vi kan frelses fra den åndelige død – evig adskillelse fra ham.

I 1. Kor 15:26 beskriver apostlen Paulus døden som ”den sidste fjende.” Men døden var ikke en del af Guds oprindelige, ’gode’ skaberværk. Læser vi 1. Moseb. igennem med omhu, ser vi, at død og lidelse var straffen for synd.

Da Adam gjorde oprør mod Gud, viste han, at han ønskede et liv uden Gud. Han ville selv, uafhængigt af Gud, afgøre hvad der var rigtigt. Bibelen fortæller os, at Adam var den menneskelige races overhoved, hvorved han repræsenterede hver enkelt af os, hans efterkommere. Paulus siger i Romerne 5:12-19, at ”de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed.” Vi har med andre ord det samme problem som Adam. Da han gjorde oprør mod Gud, medførte det, at alle efterkommere af ham, kom til at leve uden Gud.

Døden var således den naturlige følge af at vælge et liv uden Gud ­ som er livets oprindelse. Fordi Herren er hellig og retfærdig, måtte der nødvendigvis være en straf for oprøret. Derfor kan vi i dag ikke bede os fri for syndens følger. At tro det er falsk lære, som fryder Djævelen.

Samtidig med, at Gud dømte synd med død, fjernede han også noget af sin opretholdende kraft. Som vi før så i Romerne 8:22 sukker og vånder hele skabningen sig sammen. Alting degenererer på grund af synd. Og Bibelen viser klart, at hvis Gud fjernede sin opretholdende kraft, ville skabningen ophøre med at eksistere. Kol 1:16-17 fortæller, at alle ting består ved vor Herres Jesu Kristi kraft. Efter syndefaldet holder han ikke verden sammen, som først var bestemt, idet han med vilje lader ting falde fra hinanden for at give os en forsmag på, hvordan livet uden Gud er. Med andre ord, så tillader Gud os at erfare, hvad et liv uden ham medfører. (Jf. Romerne 1:18-32.)

I 5. Mosebog 29:5 og i Neh 9:21 læser vi, at Israelitterne vandrede i ørkenen i 40 år, og alligevel blev deres klæder og deres sko ikke slidt, og deres fødder svulmede ikke op. Det er tydeligt, at Gud opretholdt deres klæder, sko og fødder på mirakuløs vis. Man kan kun prøve at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis Gud ikke stadig opretholdt de mindste detaljer, som her i ørkenen.

Vi får et lignende glimt af Guds opretholdelse i Dan. 3. kap. Shadrak, Meshak og Abed-Nego gik rundt i ovnen med flammende ild, og alligevel kom ud, endog uden at deres klæder lugtede af røg. Når Gud HERREN, universets Skaber, opretholdt deres legemer og klæder i ilden (v. 25), kunne intet blive skadet eller ødelagt.

Så fuldkommen ville alt have været, dersom synden ikke var kommet ind i verden. Intet ville være faldet fra hinanden, og ingen sygdom og død ville have forekommet.

Vi er alle født med et oprør imod Gud i os. Og dette oprør har vi del i, selv om vi er frelst ved tro på Jesus (Yahshua). Paulus sagde: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Romerne 7:19. Når Paulus var nødt til at erkende dette, er vi det også og kan derfor ikke bede os fri fra følgerne af oprøret imod Gud.

Lidelse modner os til at være Kristi efterfølgere


Paulus glædede sig i sin fornedrelse, selv om den omfattede tortur, prygl, fængsling, udmattelse, sult, tørst og kulde. I fængslet skrev han nogle af sine mest lærerige og kærlige breve om, at Kristi opstandelse var nøglen til, at hans lidelser gav mening. Uden opstandelsen ”er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.” 1. Kor 15:14.

Sygdom og lidelse kan være en følge af synd, men således er det langtfra altid. Vi møder nogle gange lidelser i livet, som vi ikke kan se årsagen til. Men Paulus’ breve viser nogle praktiske årsager, selvom Guds børn ikke bevidst har gjort noget forkert.

Lidelser modner os til at være Kristi efterfølgere. ”Selv om han var Søn, lærte han lydighed ved det, han led.” Hebr 5:8.

Vi læser også, hvad Job erfarede gennem lidelse: ”Når han prøver mig, skal min udgang blive som guld.” Job 23:10.

Lidelse kan hjælpe os til at hjælpe andre, der lider. Den, der selv har lidt, kender smerten. Den, der aldrig har haft smerte, kender den ikke og ved ikke, hvad en lidende mærker af smerter. Guds Søn blev menneske og udholdt både lidelse og en forfærdelig død på menneskenes vegne, derfor forstår han vore lidelser.

På trods af, at vort legeme dør, er vi skabt i Guds billede, og derfor skal vort bevidste væsen, sjælen, leve evigt. Men dersom Gud ikke havde grebet ind med sin frelse, havde Adams synd betydet, at vi skulle tilbringe en evighed med lidelse og adskillelse fra Herren.

Trøst og hjælp i lidelser


Vi har en ypperstepræst, der har medfølelse med os i vore skrøbeligheder. (Hebr 4:15.)

Vi kan derfor ”med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” Vers 16. Selvom Gud ikke befrier os fra lidelser, vil han hjælpe os igennem dem.

Paulus sagde: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne her i tiden er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” Romerne 8:18. Og om Jesus selv står der: ”… for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt han korset uden at ænse dets skam, og nu sidder han på højre side af Guds trone.” Hebr 12:2.

De nuværende lidelser ­ hvor voldsomme de end måtte være ­ er så ubetydelige i evighedens perspektiv, at de ikke kan sammenlignes med den herlighed, der skal komme.

Gud har beredt sit folk et evigt hjem, hvor der ikke længere skal være lidelse og død. Dem, der sætter deres lid til Kristus som frelser, har et vidunderligt håb ­ de kan tilbringe evigheden sammen med Herren på et sted, hvor døden ikke længere findes. ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” Åb 21:4.

Men der findes et andet sted med evig adskillelse fra Gud. Bibelen advarer os om, at dem, der afviser Kristus, skal smage den ”anden død” ­ evig adskillelse fra Gud (Åb 21:8). Hvor forfærdeligt. Det er resultatet af lunkne prædikener eller forkert oplæring til at forstå Bibelen til frelse og opbyggelse. Og dog tænker mange ikke ret meget derpå.

Men Jesus Kristus advarede meget mod dette sted, og talte mere om helvede end om Himlen. Han gjorde det også klart, at de uretfærdiges pine vil vare evig (græsk aionios), ligesom de retfærdige vil leve evigt hos Gud. (Matt 25:46.) Gud glæder sig ikke over den uretfærdiges død. ”Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, at han må bevare livet! Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?” Ez 33:11. Gud glæder sig ikke over sit folks lidelser og prøvelser. Han er en kærlig, nådig Gud. Det er vores arv fra Adam, der er årsag til, at mennesket lider og dør.

Der er slet ingen modsigelse mellem udsagnene om, at Gud er almægtig og kærlig og at verden er fuld af lidelse og død. Hvis Gud skulle udrydde alt ondt i verden, skulle han udrydde os! I stedet ønsker han at frelse os fra hans kommende dom.

Vi forstår først dødens oprindelse og al det elendiges opkomst, når vi forstår, hvad Bibelen fortæller om hvordan der kan være en kærlig Gud midt i tragedier, vold, lidelse og død.

Pris Gud for lidelserne


Paulus skrev, at han ville sende Timoteus, ”vor broder og Guds tjener og vor medarbejder i Kristi evangelium, for at styrke jer og formane jer om jeres tro, så ingen skulle stå vaklende i disse trængsler. For I ved selv, at vi er sat til dette. Vi sagde det også til jer på forhånd, da vi var hos jer, at vi kom til at lide trængsel, således som det også skete.” 1. Tess 3:2-4.

I 1. Pet 2:19-21 står: ”Det er prisværdig, hvis nogen på grund af sin samvittighed overfor Gud holder ud i smerte når han lider uretfærdig. For hvilken vinding er det, om I er tålmodige, når I bliver straffet, når I har syndet? Men når I gør godt og alligevel må lide, hvis I da kan være tålmodige, er det prisværdig for Gud.” Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et eksempel, for at I skulle følge i hans fodspor.”

Og I 1. Pet 4:12-19 står: “I kære! I skal ikke undre jer over den ildprøve, som kommer over jer, som om der hændte jer noget underlig. Men glæd jer i samme grad, som I har del i Kristi lidelser, så at I også kan glæde jer med overstrømmende glæde, når hans herlighed bliver åbenbaret. Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige, for herlighedens og Guds Ånd hviler over jer… Hvis nogen lider som en kristen, skal han ikke skamme sig men prise Gud derfor. Gud til ære! tiden er kommen, da dommen skal begynde med Guds hus. Men hvis den begynder med os først, hvad bliver da afslutningen for dem, som er ulydige mod Guds evangelium? Og hvis den retfærdige vanskelig bliver frelst, hvordan går det da med den ugudelige og synderen? Derfor skal I, som lider efter Guds vilje, overgive jeres sjæle til den trofaste Skaber, medens I gør det gode.”

I Romerne 8:17 læser vi: ”Hvis vi er børn, da er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, for at vi også skal blive herliggjort sammen med ham.”

Og i 2. Tim 3:10-12 skriver Paulus: ”… du har efterfulgt min lære, min livsførelse, min hensigt, min tro, min langmodighed, min kærlighed, min udholdenhed, mine forfølgelser og mine lidelser, som jeg fik i Antiokia, i Ikonium og i Lystra. Ja, hvilke forfølgelser har jeg ikke tålt Og Herren friede mig ud af dem alle. Sådan skal alle, som vil leve gudfrygtig i Kristus Jesus, bliver forfulgt.”

Vi skal ikke søge lidelser for at behage Herren, som nogle mener og gør. Men det synes at fremgå, at lidelser i en kristens liv har til formal at fremme det gudfrygtige i os. ”Vi ved, at alle ting virker sammen til det gode for dem, som elsker Gud…! Romerne 8:28.

Lidelse bruges ofte til at forme Guds folk: ”Min søn, foragt ikke Herrens tugt! Bliv heller ikke modløs når du revses af ham. For den Herren elsker, den tugter han, og han hudstryger hver søn, han tager sig af. Når I må udholde tugt, så er det Gud som behandler jer som sønner. For hvilken søn er det, som en fader ikke tugter? Men hvis I er uden tugt, som alle har fået sin del af, da er I uægte børn og ikke sønner.” Hebr 12:8.

I Sal 119:71 står der: ”Det er godt for mig, at jeg blev ydmyget, for at jeg kan lære dine forskrifter.”

Og David skriver i Sal 38:3-13: ”Dine pile er trængt dybt ind i mig, og din hånd ligger tungt på mig. Der er ikke noget friskt i mit kød på grund af din vrede. Der er ikke noget helt i mine ben på grund af min synd. Thi mine misgerninger er vokset over mit hoved. Som en svær byrde er de alt for tunge for mig. Mine sår lugter og er betændte på grund af min uforstand. Jeg bøjes ned, ja, jeg er dybt nedbøjet. Hele dagen er jeg præget af sorg. For mine hofter er fulde af brændende smerte, og der er ikke noget friskt i mit kød. Jeg er lammet og fuldstændig knust. Jeg stønner i mit hjertes uro. Herre, al min længsel står til dig, mit suk er ikke skjult for dig. Jeg har hjertebanken, min kraft svigter, selv mine øjnes lys har mistet sin glans.”

Lidelse gives også til kristne, for at de ikke skal hovmode sig. Paulus skriver: ”For at jeg ikke skulle blive hovmodig på grund af de høje åbenbaringer, er der givet mig en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig i ansigtet, så jeg ikke skal blive hovmodig.” 2. Kor 12:7.

Og Peter skriver om prøvelser: “I skal juble, selv om I nu en liden stund, om så skal være, oplever sorg ved mange forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed i jeres tro – som er meget mere dyrebar end guld, som forgår, selv om det lutres ved ild – må blive fundet til lov, pris og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.”1. Pet 1:6-7.

Gennem lidelser lærer vi at trøste andre: “Lovet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan være i stand til at trøste dem, der er i alle slags trængsler, med den trøst, vi selv bliver trøstet med af Gud! Thi sådan som Kristi lidelser kommer til os i rigt mål, sådan bliver også vor trøst rigelig ved Kristus. Lider vi trængsel, er det til trøst og frelse, en trøst, som får sit udtryk i tålmodighed i de samme trængsler, som også vi lider. 2. Kor 1:3-6.

Når en diamant slibes til, for at dens skønhed kan ses, skal den gennem en lang proces. Således også med mennesker. Dem, der har gået gennem mange prøvelser, er ofte de bedste at tale med, fordi de har en rigdom af erfaringer at øse af. Dem, der har et godt helbred og ikke mangler noget, har ikke brug for Gud og behøver ikke at bede ham give dem styrke og det daglige brød. Men Gud ser os som kostelige diamanter, der skal slibes til, for at vi kan ”skinne” til hans ære.

I Åb 3:19 står: ”Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!” Hvor forfærdelig for dem, der på grund af uvidenhed beder sig fri for prøvelser og tugt. De vil ikke være brugbare i fuldt mål i Herrens tjeneste og nå det mål af herlighed, de er kaldet til. Men ”Vær med til at lide ondt som en god stridsmand for Jesus Kristus.” 2. Tim 2:3.

Brug den kostbare tid, der er givet dig her på jorden, spild den ikke i vranglærdomme af nogen art. Det er en kortsynet dumhed, som du i evigheden vil fortryde. Den bedste kilde til sandheden og en god oplæring er Bibelen. Læs den i kærlighed til det inspirerede ord fra Gud. Sætter du din menighed eller nogen person over Bibelen, er det ikke sandheden om Gud, du søger, men hygge-venner. Tænk på, at det er her i livet, du skal vælge dit opholdssted i evigheden.

”Det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes.” Hebr 9:27. Det, der skal gøres, og de valg, du må træffe, skal du gøre nu, medens du har din fornuft og er i live. Øjeblikket NU er dit, men måske ikke det næste.

Job blev hårdt prøvet i sygdom og lidelse


Jobs Bog er et drama om forholdet mellem Gud og mennesket. Hovedpersonerne er Job, Gud, Satan, vennerne Elifaz, Bildad og Zofar. Biperson er Elihu.

Dramaet begynder med de kendte ord: Der boede en mand i landet Us; han hed Job. Job er rask, from og lykkelig, og hans indre og ydre rigdom syntes velfortjent og retfærdig. Han har børn og stor materiel rigdom. Han hjælper de fattige og giver råd til de der er stærkere.

Smerten kommer ind i hans liv da Satan udfordrer Gud til en åndelig kamp om Jobs fromhed. Hvor from, hvor fast i troen er Job? Det er spørgsmålet. I et forsøg på at rokke Jobs tro, sætter Satan, med Guds tilladelse, sin destruktive kraft ind mod Job. Han knuser Jobs ejendom, myrder hans børn og svækker ham fysisk. Men Job holder fast i sin fromhed, sin tro. Man må, som han siger, tage det onde med det gode.

Tre af Jobs venner har hørt om hans ulykkelige situation og haster til hans bolig for at trøste ham. På skift trøster - og udfordrer - vennerne Elifaz, Bildad og Zofar (og senere Elihu) Job. Vennerne mener ikke, at en retfærdig mand kan gå til grunde, og at Job derfor må have syndet. Men Job hævder sin uskyld, og holder om end endnu mere fast i sin tro og fromhed.

Men prøvet er Job. Han lider, klager og forbander den dag han blev født. I dybet af sin sjæl forstår han ikke hvorfor netop han - Job - presses så hårdt: han finder det hele meningsløst og uudholdeligt. Men opgive, vil han ikke. Han holder fast, vil kæmpe for sin ret trods vennernes og Elihus pres på ham.

De grundsynspunkter som Elifaz, Bildad og Zofar - og Elihur - giver udtryk for i deres angreb på Job er, at synd forårsager ulykke og lidelse. Og at Job derfor må have syndet, være skyldig. Men Job er ikke enig. Når han, Job, den førhen stærke, nu er svag og ulykkelig, så skyldes det ikke, at han har syndet.

Gud kommer nu Job til undsætning. Han tilbageviser vennernes - og Elihurs - anklager mod Job, og roser Job for hans modighed, hans fasthed i troen. Han belærer Job om at Guds vilje og magt er et mysterium; Job får derfor ingen forklaring på, hvorfor han, den retfærdige og fromme, skulle kastes i ulykke og fornedrelse.

Med Guds belæring når Job frem til at acceptere sin skæbne, og Gud belønner ham for hans fasthed i troen ved at give ham et langt liv, og dobbelt igen af rigdom og børn.

Og dramaet slutter (således) med, at Job dør gammel og mæt af dage.


Debat: Hvorfor tillader Gud sygdom og lidelse?

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Helbredelse og sygdom

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation