Venner eller tjenere

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 08/08-03



I er mine venner, hvis I gør det, jeg befaler jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, thi en tjener ved ikke, hvad hans herre gør. Jeg har kaldt jer venner, for alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg gjort kendt for jer.” Joh 15:14-15.

Mange kristne tænker ikke til fulde over disse ord og kommer derfor aldrig ind i vor Frelsers inderlige nærhed. De ser sig selv som tjenere. Men en tjener arbejder for løn, medens en ven med glæde arbejder i hans herres interesse. En tjener arbejder det antal timer, han skal, og ikke mere. En ven arbejder indtil det, der skal gøres, er gjort.

En tjener tager sig ikke af, om nogen lukker Gud ude af deres liv. Medens en nær ven er ivrig for at lære sin ven vejen til et rigt liv i fællesskab med Jesus Kristus.

En tjener har ikke fri adgang til Herrens nærvær. Og i en tjeners bøn til Gud mangler den hellige glæde, Gud giver til sine venner. Tjenerens liv udstråler ikke det specielle, Guds venner får som et kendemærke. En ven vil aldrig omtale vor Frelser med ”billig” slang men vise ærbødighed og er ikke ligemand med verdens Frelser. Medens en tjener ikke tænker så meget over sit ordvalg overfor Gud.

Læg mærke til, at Jesus ikke siger: Jeg er jeres ven! Men: “I er mine venner.” Men der er en betingelse for venskabet. ”Hvis I gør det, jeg befaler!” Mange glemmer de sidste ord og bliver for lige med Jesus i bøn og tale, og gør derved ikke, som han befaler.

Venskabet med Gud er grundlagt på sandhed


Det er en svær procedure at lære at komme ud af al forstillelse og fortielse. En syndens arv, der går tilbage til Adam.

Vi skal have sandhedens bælte om livet.Ef 6:14 a. Sandheden om Gud og mennesker og evangeliet om frelsen i Kristus. (2. Tess 2:14.) Enhver kristen må være opmærksom på, at det ikke er os, der har fundet Gud, men Gud, der har udvalgt os. (Ef. 1:3, 4, 1. Tess 5:9 og 1. Pet 1:2) og så sortere alle løgnelærdomme fra. (Apg 17:11.)

”I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt. Og jeres frugt skal vare, så at alt det, I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer.” Joh 15:16. Men vi må ikke glemme, at dette er en fortsættelse af ordene: ”Hvis I gør det, jeg befaler jer.” Joh 15:16.

Mange læser kun denne ene del og ikke den anden og bliver skuffede, når de ikke får det, de har bedt om. Vi kan bede Gud om hvad vi vil, men kun, når vi er i hans vilje, lover han at opfylde vore bønner.

Gud sendte sin egen Søn for at frelse os. Men at leve i tro på dette og at sige nej til verden og til en forkyndelse, der ikke lærer os sandheden, er et brydsomt arbejde, thi alt i denne verden er målrettet mod at nedbryde vor tro og vildlede os, så vi ikke får fat i hele sandheden men i stedet kommer til at tro løgnen.

Sandhedens forkyndere får ofte at vide, at de er ukærlige og hårde. Men hvis isen på søen er usikker, hvad er da det kærligste, at advare om det eller sige: Gå bare ud på den, det går nok? Hvad er mest kærligt: at sige sandheden, der fører til frelse, eller lære løgn, der holder mennesker fast i Satans bedrag?

Hvis vi er Jesu venner, er vi loyale overfor ham i store og små ting. Vi kan ikke tilpasse en sandhed men sige den, som den er, at et menneske uden tro på Gud går fortabt, uanset om det er en flink og rar person, der gør mange gode gerninger. Er vi af sandhed, må vi fortælle vedkommende sandheden om frelse for hver den, som kommer til Gud. Derved ses det, at vi ikke kun er en tjener for Gud, men at vi arbejder for ham som hans ven.

Er vi en ven af Jesus (Yahshua), kan vi ikke synke så dybt, at vi viser nogen hen til en menighed, der lærer humanisme-kristendom under mottoet: Du vil da ikke være så ukærlig at mene…..! Under denne kærlighedsmaske går man direkte imod Guds ord. Gud siger sandheden til os i kærlighed. Humanisme siger en løgn i ukærlighed. For eks. at homoseksuelle, dem med havesyge eller dem, der ringeagter Guds ord ved at forringe dem, kan blive frelst. (Se Åb 22:18-19.)

Hvad der er langt værre, er at humanist-kristne langsomt styrer kristendommen ind i et ”andet evangelium”. Jeg vil påpege en af de hovedpunkter, de udbygger deres vranglærdomme på: GUD ER KÆRLIG! Dette er rigtigt, men de fortæller ikke, at han også er hellig og ikke tolererer synd. Hans vrede mod synden er så stærk, at han i historiens forløb har knust lande, der med bevidst plan valgte at synde. Hele folkeslag er ryddet bort, og nye folk bebor disse lande. Mange af de mægtige og store riger, der tidligere har eksisteret. Selv Israel – Guds udvalgte folk – blev drevet bort fra deres land i år 70 efter Kr. på grund af deres synd. Og er først nu i vor tid under store trængsler ved at samles i deres eget land igen. Og i Bibelen ser vi, at en meget svær tid med store tab af menneskeliv venter dem.

Advarende eksempler


I beretningen om Abel og Kain ser vi, at det er Gud, der sætter grænserne for rigtigt og forkert. Disse to brødre ofrede begge til Herren. ”Men til Kain og hans offer så Gud ikke.” Da blev Kain vred og dræbte sin broder. Gud så videre end til Kains offer. Han så, at han havde et hjerte fyldt med ondskab. Derfor vendte Gud sig fra Kain.

Hvor mange i dag ofrer ikke forkert! Mange ”ofre” er baseret løgnelærdomme, som Gud vender sig fra i væmmelse.

Vi ser, hvor vigtig det er at lægge vægt på, at vi kun er Guds venner, dersom vi gør, som han befaler. (Græsk:entellomai, er at beordre eller give befaling.) At blødgøre ordet ved at oversætte til som han siger, er forkert. Ordre eller befaling er langt stærkere.

Humanistisk kristendom har som mål at få os til at ligne Kain. Vi må gerne ”ofre”, blot det ikke bliver som Gud vil have det. Vi må gerne have en kristendom, blot den ikke er Gud til behag. Og vi må gerne synge lovsange, der vækker det kødelige i os. Men sådanne sange kan Guds venner ikke deltage i.

At Gud ikke kun er kærlighed men også bliver vred over synden, ser vi i følgende:

1. Mos 19:1-29 handler om Sodoma og Gomorra og de omkringliggende byer, hvis synder var mangfoldige. ”Da lod Herren (YHWH) svovl og ild regne ned fra himlen, fra Herren (YHWH), over Sodoma og Gomorra.” V. 24.

Denne vredesdom indtraf og blev nedtegnet som et advarende eksempel (2. Pet 2:6) for alle fremtidige generationer. Det skal vise os, hvorledes Guds vrede brænder mod enhver, som lever et ugudeligt liv. Herren udsletter som oftest ikke byer i dag, men i den sidste tid vil han gøre det. (Se for eks. Joh. åb. kap. 18.)

Det er meget let at blive bedraget til at tro, at noget lignende ikke sker i dag. Der findes jo byer, som t.o.m. er mere onde end Sodoma, men Gud lader jo ikke sin vrede udgå over dem! siger man. Men i virkeligheden hviler Guds vrede over enhver ugudelig. Og de rammes af hans dom ved hans genkomst. (2. Tess 2:8.)

Gud dræber i vrede


”Er, Judas førstefødte, var ond i Herrens øjne, og Herren lod ham dø.” 1. Mos 38:7.

Og Onan var en egoist, som blot tænkte på sine egne lyster og ikke på andres velfærd. Gud så det og reagerede med afsky. ”Det, Onan gjorde, var ondt i Herrens øjne, og han dræbte ham.” 38:10.

Her i kap. 38 ser vi to eksempler på, at Gud har øjnene fæstnet på hvert enkelt individ. Og i kap. 3:6-8 og 11 står der om andre hændelser, som udløste Guds straffedomme. Intet menneske undflyr hans øjne. Og hans vrede rammer, hvor han vil. (Se også 9:5, 12:3, 20:3 og 41:28-32.)

Men Guds største vredesmanifestation over menneskehedens synd finder vi i beskrivelsen af syndfloden i 1. Moseb. Kap. 6-8.

Årsagen var menneskenes ondskab. Alle deres tanker og hensigter var onde. Jorden var opfyldt af vold (6:5 og 11). Derfor lød Guds ord: ”Menneskene, som jeg har skabt, vil jeg udrydde fra jordens overflade.” 6:7.

Alle undtagen Noa og hans familie led druknedøden af en vred Gud.

Vi læser videre i 1. Mos 11:1-9 om mennesker, der forherligede sig selv og skaffede sig selv en gud og gjorde, som de ville. Guds vilje var, at menneskeheden skulle spredes over hele jorden (9:1), men Noas efterkommere havde en anden plan. Da forvirrede Gud deres sprog, så de ikke længere kunne forstå hverandre. Og derved tvang han dem til at sprede sig over hele jorden. Også dette kan ses som en Guds vredeshandling over en ulydig og trodsig slægt.

Humanist-kristne


Humanismen gør som folkene i Babelstårnet oprør mod Gud, og formålet er få alle kristne til at provokere Gud ved at tro på et falskt evangelium. Og Humanismen har endnu et punkt, hvorved de indfanger mange kristne:

Jesus sagde: ”I er mine venner, hvis I gør det, jeg befaler jer.” Joh 15:14. Det bliver i humanistisk forkyndelse ofte forkortet til: I er mine venner! Det efterfølgende er for krævende, så det udelades. Men siges dette ikke, er den første sætning ikke gyldig.

Hvad er humanisme?


Humanisternes blad, ”Humanitas”, skriver om udviklingen af menneskelige evner og dyder i alle deres former og i videste udstrækning. Termen indebar ikke blot kvaliteter, som er associeret med det moderne ord humanitet – forståelse, gavmildhed, medfølelse og barmhjertighed – men også mere aggressive karakteristika såsom mod, dømmekraft, klogskab, veltalenhed, og sågar kærlighed til ære.

Humanister skulle ikke være en stillesiddende og isoleret filosof eller man of letters, men måtte nødvendigvis være en aktiv deltager i livet. Ganske som handling uden indsigt blev anset for at være formålsløs og barbarisk, blev indsigt uden handling afvist som gold og ufuldkommen. Humanitas krævede en fin balance mellem handling og kontemplation, en balance født af komplementaritet, ikke af kompromis.

Målet for en sådan opfyldt og afbalanceret dyd var politisk i den videste forstand af ordet. Renæssancehumanismens virkefelt inkluderede ikke blot dannelsen og uddannelsen af de unge, men også vejledning og rådgivning til de voksne (inklusiv herskere) igennem filosofisk poesi og strategisk retorik. Den inkluderede ikke alene realistisk socialkritik, men også utopiske hypoteser. Ikke blot samvittighedsfuld revurderinger af historien, men også dristige udformninger af fremtiden. Humanismen forlangte kort og godt en omfattende reform af kulturen, en transformation af, hvad humanister betegnede som en mørk tidsalders passive og ignorante samfund til en ny orden, der skulle afspejle og anspore de mest storslåede menneskelige potentialer. Humanismen forsøgte at projicere humanitas fra individet over på staten som sådan. Uddrag fra The Humanitas slut.

Sagt med andre ord: Kristendommen skal væk. Den er en hindring for det moderne samfunds trivsel. Hvordan opnår man dette mål? Ved at udtynde forkyndelsen dør kristendommen af sig selv. Og humanisterne har ”rene” hænder. Kristendommen er jo faldet af sig selv. Ved at ”flyde med strømmen” medarbejder du for denne sag og falder også selv i en åndelig søvn med døden til følge.

Bernhard Shaw og Sigmund Freud var med til at udarbejde humanismens struktur. De var okkulte, og om Freud ved vi, at han arbejdede tæt sammen med en dæmon. Humanismen er helt igennem amoralsk, om end den gerne vil fremtræde som noget andet.

Alt vedrørende din frelse er ikke noget, du kan se ligegyldig på. Du må seriøs prøve alt, hvad du hører og læser, med Bibelens ord. Og hele tiden have for øje, at Jesus sagde: ”I er mine venner, hvis I gør det, jeg befaler jer” Joh 15:14. Humanist-kristne gør ikke det, Gud befaler.

Hvad er sandhed?


Sandheden kan ikke diskuteres. Sandheden er fakta. Sandheden er Gud. Sandheden er Guds inspirerede ord, Bibelen. Vi skal stå i sandheden, Joh 8:44. Og gøre sandheden, Joh 3:21.

Vi erkender stykkevis. Og da vi endnu ser i et spejl, i en gåde, 1. Kor 13:9 +12, er Bibelen vor eneste vejviser til hele sandheden.

Dem, som Jesus kalder venner, må gøre hvad de kan for at lære hele sandheden at kende. Og hele sandheden er Yahshua (Jesus Kristus.) Fortier din menighed sandheden om fortabelsens realitet, omvendelsens og den ny fødsels nødvendighed for frelse, er den en humanist-kristen menighed. Og har den ikke som højeste mål at lære og forkynde hele sandheden, må du selv bede om åbne øjne og villighed til at se den.

Alt forandres i hast. Snart er det, der engang var godt og stabilt, ikke mere. Og kristendommen er ingen undtagelse. Der er mange lejesvende blandt kristne ledere. Endnu er der gode hyrder, men de forsvinder en efter en. Enten ved at de går ind for humanist-kristendom, falder for aldersgrænsen eller af anden grund. Meget snart vil store dele af Danmark være afkristnet. Dvs, at kristendommen beholder sit navn men er uden indhold. Paulus skrev: ”De (menighederne) har en ydre form for gudsfrygt men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.” 2. Tim 3:5.

Mange prædikanter tror ikke på det, de forkynder. Og mange, som tror de er kristne, kender ikke til, hvad det vil sige at være født på ny. En del kristne mener for eks., man godt kan omgifte sig så ofte, man har lyst. Det er ikke bibelsk lære. Læs igen disse ord af Jesus: ”Ikke alle, som siger til mig: Herre, Herre!” skal komme ind i Himlenes rige, men den, der gør min himmelske Faders vilje.Matt 7:21.

Det er alvorlig tale, som mange i vor tid ikke vil høre. I Es 29:13-14 siger Herren: ”Fordi dette folk holder sig nær til mig med munden og ærer mig med læberne, men hjertet er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt for mig er et menneskebud, som de har lært, se, derfor vil jeg fremdeles gå underlig frem mod dette folk…. Deres vismænds visdom skal forgå, og deres forstandige mænds forstand skal fejle.”

Jesus sagde: ”Hvorfor kalder I mig: Herre, Herre! – og gør ikke det jeg siger?” Luk 6:46.

“De siger, at de kender Gud, men de fornægter ham med deres gerninger, for de er afskyelige, ulydige og uduelige til nogen som helst god gerning.” Tit 1:16.

Fatter vi disse ord? Retter vi op på det forkerte? Humanist-kristne gør ikke men fortsætter ad den lige vej til fortabelse. Men de ved det ikke, fordi de ikke kender til, hvad Bibelen siger. Lærer din menighed dig til i sandhed at frygte og ære Gud?

Det er ikke præsten, forstanderen eller nogen anden, der er ansvarlig for den kurs, du vælger. Det er dig selv på ethvert punkt. Du skal selv gør regnskab overfor Gud.

Jesus sagde advarende: ”Men det siger jeg jer: Hvert unyttigt ord, som menneskene siger, skal de gøre regnskab for på dommens dag.” Matt 12:36.

Er det nok at sige: Jesus, kom ind i mit hjerte?


Når en gæst kommer til vort hus, er det da nok at sige: Kom indenfor? Gør vi ikke mere, vil gæsten ikke føle sig hjemme og vil snart gå igen. Men er det ikke det, mange mennesker gør? De siger nok til Jesus: Kom indenfor! men viser, at de selv er herre og vil gøre, som de selv vil. De spørger ikke om, hvad han vil, de skal gøre, og ændrer intet i deres liv. Mange vil gerne have Himlens og jordens Herre som gæst, men ikke som herre i deres liv. Når de kalder ham Herre! er det kun et tomt ord. Var Jesus deres Herre, ville de gøre efter hans ord.

Der står i Matt 22:37-39: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din forstand… Men et andet er lige så stort: Du skal elske din næste som dig selv.

Det er så stærke ord, at vi ikke kan rumme dem. Vi kan også sige det på den anden måde, at vi skal opfylde loven. Og det kan intet menneske gøre. Derfor står vi overfor enten at skulle opfylde lovens krav, som vi ikke kan, eller tage imod Guds frelse ved tro på Guds Lam og få retfærdighed ved hans blod.

Frelsen ved tro er fri, men den forpligter til at vende os fra alt syndigt og gøre, som Gud befaler. Vi frelses ikke ved gerninger, men gerninger viser, at vi er frelste. Lever vi, som det passer os, og kun har en facade-kristendom, er vi da frelste?

Bibelen siger, at frelste skal leve et helligt liv. ”Jag efter… hellighed; uden den skal ingen se Herren.” Hebr 12:14.

Kristendoms skin uden dens kraft


Lad ikke mine men Skriftens ord gøre dig eftertænksom. Humanist-kristendom lærer os op til at leve i tro på, at Gud kun er kærlighed og derfor ser med milde øjne på alt, hvad vi gør og siger. Gud er kærlig! Ja, helt afgjort, men har vi synd, vi ikke vil slippe, er vi under hans vrede. Når Israel ikke ville adlyde Herren, sendte han sin vrede over dem. Og han er den samme i dag.

Når der står et skilt med ordene: Isen er usikker! ignorerer nogle det, og går ud på den alligevel. På samme måde opfordrer humanist-kristendom os til at tænke mest på os selv og ignorere Bibelens advarsler, så vi kan fortsætte i vanesynderne og gøre, som vi selv vil.

Humanist-kristendom leder os ind i en åndelig søvnagtig tilstand, så vi præges af en form for kristendom, der siger: Tag af kristendommen det du vil på nær sandheden, den skal du ikke bruge! Det er humanist-kristendom og det er Djævelens populære religion, som vinder frem mange steder og dræber den ægte kristendom.

Når dette sker, vil alt det, der holder igen, være borte, og antikrists tid oprinder. I dag ses skyggerne af hans komme hele verden over og i utallige menneskers hjerter og sind. Men de vil ikke se det og vil derfor ikke være rede til det øjeblik, Guds basun lyder og bortrykkelsen sker. Da har humanismen nået sit mål, idet den antikristelige, verdslige ånd, som nok kan have kristendommens skin men ikke dens kraft, har sejret over menneskene.

Men tror vi på Yahshua og hans rensende blod og gør som han har befalet os, så vil han kalde os venner og tage os hjem til sig til en evig herlighed.

* * * * *


Læs hele artiklen I KRAFT AF JESU BLOD.


Debat: Venner eller tjenere

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation