Vil vi velsignes eller forbandes?

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 01/06-03



Herrren gav Israels land til Abraham


I 1. Mos 12:3 står der: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens folk velsignes.”

Og vi læser i 2. Mos 6:2-8, at ”Gud talte til Moses og sagde til ham: ”Jeg er Herren (YHWH). Jeg viste mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud Den Almægtige, men ved mit navn Herren (YHWH) gjorde jeg mig ikke kendt for dem. Jeg har oprettet min pagt med dem for at give dem Kana´ans land, landet hvor de levede som udlændinge. Jeg har hørt sukket fra Israels børn over, at ægypterne holder dem som slaver. Og jeg har husket min pagt. Derfor skal du sige til Israels børn: Jeg er Herren! Jeg vil føre jer ud fra trællearbejdet under ægypterne. Jeg vil fri jer ud fra slaveriet, og jeg vil forløse jer med udrakt arm og med store straffedomme. Jeg tager jer til mig som mit eget folk, og jeg vil være jeres Gud. Da skal I kende, at jeg er Herren jeres Gud, som førte jer ud fra tvangsarbejdet under ægypterne. Jeg vil føre jer til det land, jeg svor på at ville give til Abraham, Isak og Jakob. Og jeg giver det til jer som jeres egen ejendom. Jeg er Herren!”

Guds ejendomsfolk


Disse vers viser klart, hvem der er tale om som Guds ejendomsfolk. Det er kun den slægtsgren, der fra Abraham gik gennem Isak og Jakob, som Gud ville give landet.

Gud er Gud og gør, som han vil. Han vælger den, han vil, gør stor, den han vil, og nedbøjer den, han vil. Vi ser det i hans valg af Abraham (Abram), som boede midt blandt afgudsdyrkere. Og som Gud kaldte til at drage ud fra sit land Ur (der ligger i Irak).

Gud så langt ud i fremtiden og så, at i Abrahams slægt skulle verdens frelser, Jesus Kristus, blive født. Og derfor står der: I dig skal alle jordens folk velsignes! Abraham blev prøvet, hvorvidt han ville adlyde og følge Gud, eller han ville vælge at blive i sine fædres traditioner. Herren bød ham forlade sin faders hus, hvor han konstant blev fristet til afgudsdyrkelse, og drage til et land, Gud ville vise ham. (Vers 1.)

Herren tog Abraham fra hans familie og ledte ham skridt for skridt ved løfter for at prøve hans tro. Thi kun ved at tro Gud, kunne han bruges til den gerning, Gud havde valgt ham til. Han fik løfte om et land, som Gud ville give ham og hans efterkommere, men fik kun lov til selv at bo der som en fremmed. Gud lovede at gøre hans navn stort og hans efterkommere til et stort folk. Men han fik ikke lov selv til at opleve det, men måtte tro på Guds løfter. Og ”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” Romerne 4:3.

Tror vi Gud eller mere på politikerne?


Alt var såre godt fra Guds side. Men i dag – for manges vedkommende – bekæmper vi mange af Guds planer. Gennem alle tider har vi hørt af bibeltro forkyndere, at vi skal velsigne Israel, men nu er der til stadighed argumenter, som vil bevæge os bort fra at være helhjertede venner af Israel til at være dets modstandere. Men at støtte det jødiske folks ret til det land, som Gud har givet dem, må for sande kristne være en selvfølge. Toppolitikere verden over lægger et stort pres på Israel for at få dem til at afstå land og støtte PLO i deres bestræbelse på at overtage dele af Israel. Selv om dette er blevet accepteret politik. er det ikke en rigtig holdning for os som Guds børn. Vælger vi at tro Bibelen, eller vælger vi at lade os påvirke af medierne og de store politikere med flere? Hele 46 gange har Herren i Bibelen svoret med ed at give dette land til Abraham og hans efterkommere gennem Isak og Jakob.

I 1. Mos 28:13 taler Herren til Jakob: ”Det land hvor du ligger, giver jeg dig og dit afkom.” Og i 5. Mos 10:11 taler Herren til Moses: ”Stå op og begynd på din rejse foran folket, så de kan komme ind og tage det land i eje, som jeg svor for deres fædre, at jeg ville give dem.”

Vi, som kristne, kan ikke forholde os ligegyldige til denne situation. Vælger vi at holde fast på Guds løfter eller ser vi det kun som et politisk anliggende? Et pres på Israel er at håne Gud og tilsidesætte hans ord.

Det er særdeles vigtigt, at vi som kristne velsigner Israel, og når vi velsigner Israel, - så bliver vi selv velsignet. Det gælder den enkelte person, det gælder menigheden og det gælder nationen. Det er overordentligt vigtigt, at vi ikke giver os af med at dømme Israel, det er der nok der gør. Den, der skal dømme Israel, er Herren selv.

Oslo-aftalen er med til at presse jøderne og deres regeringer til hele tiden at give land bort for fred. Men der sker det modsatte. Jo mere land jøderne giver fra sig af de områder, som er givet til dem af Gud, des mere erfarer de terroren af palæstinenserne, som gør krav på Jerusalem og hele Israels land. Vi må ikke fristes til at tænke, at Yassir Arafat vil nøjes med dele af landet. Hans organisation PLO (PalestinianLiberation Organisation) siger, at hensigten er at frigøre landet, hvilket indebærer, at palæstinenserne skal eje landet og ikke Abraham, Isak og Jakobs efterkommere. Men Gud siger i Joel 3:7, at han vil holde dom over folkeslagene, fordi de spredte hans folk, og fordi ”de delte mit land”.

Oslo-aftalen er ingen fredsaftale, men en aftale, som tvinger jøderne til at give det land fra sig, – som Gud har givet dem. Derved øges konflikten i Mellemøsten.

Den palæstinensiske deklaration


Vi fyldes med løgne vedrørende Israel og palæstinenserne. Og desværre tror mange på disse løgne og får derfor ikke den velsignelse, Gud har lovet dem, der velsigner Israel.

Jeg bringer her DEN NATIONELLE PALESTINENSISKE DEKLARATION, som blev vedtaget i 1968, og som palæstinenserne ikke har ændret, selv om Israel gang på gang har givet indrømmelser på indrømmelse. I stedet har de fået en øget terror med mange dræbte.

(al-mitthaq al-watani al-falastini)

§ 1: Palæstina er et hjemsted for det arabisk-palæstinsiske folk og kan ikke skilles fra det Stora arabiske folks land. Det palæstinensiske folk er en del af det arabiske folk.

§ 2: Palæstina er en territoriel enhed med de grænser, det havde under det britiske mandat.

§ 3: Det arabisk-palæstinensiske folk har lovlig ret til sit hjemland. Og når det har befriet sit hjemland, skal det udøve selvbestemmelsesret i henhold til eget ønske og eget valg.

§ 4: Palæstinensisk kultur er en bestandig, oprindelig og uforgængelig egenskab, som går i arv fra fader til søn. Den zionistiske okkupation og det arabisk-palestinensiske folks adspredelse på grund af de katastrofer, som ramte det, svækker ikke og ophæver ikke det palæstinensiske kultur og dets samhørighed.

§ 5: Palæstinenserne er arabiske medborgere, som var permanent bosatte i Palæstina frem til år 1947, hvor de blev bortdrevne derfra eller blev tilbage. Dem, der fødtes senere i eller udenfor Palæstina og har en arabisk-palæstinensisk fader, er palæstinenser.

§ 6: De jøder, som har været permanent bosatte i Palæstina før den zionistiske invasion, må regnes som palæstinenser.[ Hermed regnes jøder bosatte i Palæstina før den britiske tid, d.v.s. før 1917.]

§ 7: Den palæstinensiske samhørighed og den materielle, åndelige og historiske fællesskab til Palæstina er urokkelige fakta. Den enkelte palæstinensers opvækst er en arabisk-revolutionær opvækst. Alle midler må bruges for at skabe et nationalbevidsthed i palæstinenserne, for at give dem en sådan uddannelse, som giver dem dyb — åndelig og fysisk — oplevelse af deres hjemland og bereder ham til en væbnet kamp og til at ofre liv og gods for at genvinde hjemlandet, til det er befriet — dette er en national pligt.

§ 8: Det arabisk-palæstinensiske folks (aktuelle) stade er den nationelle kamps stade for Palæstinas befrielse. Derfor er nationelle palæstinensiske modsætninger sekundær og bør undertrykkes ind for den grundlæggende modsætning, nemlig den mellem zionismen og imperialismen på den ene side, og det arabisk-palæstineske folk på den anden side. Udfra denne forudsætning danner de palæstinensiske masser i det okkuperede land eller i eksil, organisationer og endog nationelle fronter, som arbejder for at genvinde og befri hjemlandet i en væbnet kamp.

§ 9: Den væbnede kamp er eneste vej til Palæstinas befrielse. Den er en selvfølgelig strategi og ikke taktik. Det palæstinensiske folk bekræfter deres urokkelige, absolutte og faste beslutning om at fortsætte den væbnede kamp, at gå frem mod revolution for sit palæstinensiske hjemlands befrielse og genvinde samt hævde sin ret til at leve et naturligt liv og udøve sin ret til selvbestemmelse og sin ret til at herske over det.

§ 10: Fedayeenaktiviteten er frøet, der fører til det palæstinensiske folks befrielseskrig. Derfor er det en pligt at holde den ved magt, udvide den, beskytte den, mobilisere hele det palæstinensiske potentiale i menneskemateriel og ekspertise, organisere disse, gøre dem delagtige i den væbnede palæstinensiske revolution, samt udføre den nationelle kamps samvirke af de forskellige grupper indenfor det arabisk-palæstinensiske folk og mellem dette og de arabiske masser (i aurablanderne), for at garantere at revolutionen skal bestå, udbrede sig og sejre.

§ 11: Palæstinenserne skal have tre nøgleord: National enhed, national mobilisering og befrielse.

§ 12: Det arabisk-palæstinenske folk tror på den arabiske enhed, og det tror, at det skal nå målet..... og afvise alle planer, som kunde udslette eller svække det.

§ 13: Den arabiske enhed og Palæstinas befrielse er to mål, som kompletterer hinanden og bereder vejen for, at det kan virkeliggøres Thi den arabiske enhed leder til Palæstinas befrielse, og Palæstinas befrielse leder til enhed.....

§ 14: Den arabiske nations fremtid, beror på den palæstinensiske kampvilje. Ud af den følger den arabiske nations magt og stræben efter at befri Palæstina. Det palæstinensiske folk skal fuldføre sit pioneropgave, at virkeliggøre dette hellige nationelle mål.

§ 15: Palæstinas befrielse er ud fra arabisk synspunkt en national pligt til at drive den zionistiske imperialistiske invasion ud af det store arabiske hjemland og rense Palæstina fra nærværelse af zionismen. Hele ansvaret for dette falder på den arabiske nation, det arabiske folk og de arabiske regeringer i fællesskab, men først og fremmest på det arabisk-palæstinensiske folk.

For at fuldføre dette skal den arabiske nation opbygge hele sin stridskraft, folk, materiel og moralsk støtte for tilsammen med det arabisk-palæstinensiske folk aktivt at tage del i Palæstinas befrielse. På den væbnede palæstinensiske revolutions nuværende stade bør det specielt ikke spare på hjælp og støtte i mandskab og materiel for at nå målet... og fortsætte sin væbnede revolution, til det har befriet sit hjemland.

§ 16: På det åndelige plan håber Palæstinenserne... på støtte af åndelige magter over hele verden.

§ 17: På det menneskelige plan skal Palæstinas befrielse gengive det palæstinensiske menneske værdighed, ære og frihed. Derfor venter det arabisk-palæstinensiske folk støtte fra alle, som tror på menneskets værdighed og frihed.

§ 18: På det internationale plan er Palæstinas befrielse en handling af selvforsvar, fremtvunget som nødværge. Derfor ønsker det arabisk-palæstinensiske folk at oprette venskabelige forbindelser med alle folk og venter støtte fra de stater, som stræber efter frihed, retskaffenhed og fred... og genetablere det lovlige forhold i Palæstina og etablere tryghed og fred, samt give disse folk mulighed for der at udøve national suverænitet og national frihed.

§ 20: Balfour-deklarationen,... og alle dokumenter, hvor der påberåbes ret, skal anses for ugyldige. Argumentet om jødernes historiske eller åndelige samhørighed med Palæstina stemmer hverken med den historiske sandhed eller med de grundkomponenter, som skal til, for at en sand stat kan dannes.....:

§ 21: Det arabisk-palæstinensiske folk udtrykker deres væsen i den væbnede palæstinensiske revolution og afviser dermed enhver løsning, som skulle gå ud på andet end Palæstinas totale befrielse....

§ 22: Zionismen er en politisk bevægelse som organisk er knyttet til verdensimperialismen og er en fjende af enhver befrielse og fremskridt i verden. I sin karakter er den racistisk og fanatisk, aggressiv, ekspansionistisk og kolonialistisk, og for at nå deres mål fascistisk-nazistisk. Israel er den zionistiske bevægelses redskab og geografisk en base for verdensimperialismen. I hjertet af det arabiske hjemland tjener det som springbræt til at dræbe den arabiske nations håb om befrielse, enhed og fremskridt.

Israel er en stadig trussel mod freden i Mellemøsten og hele verden. Som Palæstinas befrielse kommer til at likvidere zionismen og imperialismen for at konsolidere freden i Mellemøsten, venter Palæstinas folk støtte fra alle frisindede mennesker verden rundt og alle fredens kræfter og bønfalder dem alle til uden hensyn at hjælpe med bistand og støtte i den retfærdige og lovlige kamp for sit hjemlands befrielse.

§ 23: Sikkerhed og fred, sandhed og retfærdige krav af alle regeringer, som ønsker at værne om venskabelig mellemfolkelige forbindelser og medborgernes troskab mod deres hjemland, at de betragter zionismen som en lovstridig bevægelse og forbudt aktivitet.

§ 24: Det arabisk-palæstinensiske folk tror på...den menneskelig værdigheds principper og på folkets ret til at nyde dem.

§ 25: For at virkeliggøre vort mål og principper skal PLO påtage sig det fulde ansvar for at befri Palæstina.

§ 26: PLO, som er den palæstinensiske revolutions styrke, er ansvarlig...for kampen for at genvinde og befri deres hjemland, vende tilbage til det og der udøve sin selvbestemmelsesret.....

§ 27: PLO skal samarbejde med alle arabstater, hver og en efter dets muligheder.... og skal ikke blande sig i nogen som helst arabisk stats indre anliggender.

§ 28: Det arabiske folk... afviser alle former for indblanding, formynderskab og underkastelse.

§ 30: Soldater i... stridslinjen er kernen i den arabiske arme, som skal være det arabisk-palæstinensiske folks værnende arm.

§ 31: PLO skal have fane, ed og nationalsang,...

§ 32: Til dette skal føjes PLOs grundlove, i hvilke skal fastlægges organisationens sammensætning, dets kommitter, organer og disses specielle opgaver og pligter i henhold til deklarationen.

* * *

Den, der kender hele denne situation mellem Israel og palæstinenserne, ser klart, at denne deklaration er brygget sammen på let gennemskuelige løgne. Læs for eks bogen From Time Immemorial: The Origins of the Arab-Jewish Conflict over Palestine. Af Joan Peters. En saglig bog, der i en høj grad indeholder fakta-oplysninger. Læser du denne bog, bliver din indstilling til Israel bygget på saglighed og ikke på løgne.

Palæstina er en myte (Ordene er link til denne side)

Joseph Farah

(Publicerad i Jerusalem Post den 11.10.2000. Svensk version publicerad i Israels Vän nr 6-2000)

Jeg har været tavs siden stridighederne begyndte om tempelbjerget begyndte i Jerusalem. Jeg har ikke brudt mig om at sige: Der ser I hvad det var jeg sagde,”. Men nu kan jeg ikke længere tie. Jeg føler mig tvunget til at påminde om den spalte, som jeg skrev for kun nogle uger siden inden det seneste oprør. Det var netop det jeg forudsagde ville ske. Men jeg ønsker at jeg havde taget fejl.

Flere end 120 mennesker er blev et dræbt siden de nuværende stridigheder udbrød i og omkring Jerusalem. Til hvilken nytte?

Dersom I tror på det I læser i de fleste nyhedsmedier så er årsagerne følgende: Palæstinenserne vil have et hjemland og muslimerne vil have kontrollen over de pladser, som de anser for at være hellige. Enkelt, eller hvad? Ja, men er dette den virkelige baggrund? Som arabisk amerikansk journalist har jeg brugt en del tid i Mellem Østen og fået gå i læ for en allerede allt for stor mængde af stene og granatsplinter. Jeg anser, at dette kun er falsk undskyldninger for opløb, for at skaffe sig land.

Er det ikke interessant alt det før krigen mellem arabere og israelere 1967 ikke fandtes nogen seriøs bevægelse for et palæstinensisk hjemland? Men Farah, siger du måske, det var jo før israelerne tog Vestbredden og de ældre deler af Jerusalem i besiddelse.

Det er sandt. I seksdageskrigen indtog Israel Judæa, Samarie og øst Jerusalem. Men, man indtog ikke disse territorier fra Yassir Arafat. Man erobrede dem fra Jordmaniens kong Hussein. Jeg kan ikke lade være at undres over hvorfor alle disse palæstinensere pludselig opdager sin nationale identitet efter det at Israel vandt krigen. Sandheden er den at det arabiske Palæstina ikke er mere virkelig end landet der ikke findes (ud af eventyret om Peter Pan). Den første gang navnet anvendtes var år 70 e Kr, da romerne genopførte en etnisk udrensning mod det jødiske folk, knuste deres tempel og proklamerede at landet Israel aldrig mere skulle findes. Fra den dag lovede romerne at landet i fortætningen skulle kaldes Palæstina. Navnet kommer fra filistéerna, (eng. Philistines) -- Goliats folk, hvilket havde været Israels værste fjender og som jøderne besejrede århundrede tidligere. Dette var en måde for romerne at yderligere at forulempe det folk man forsøgte udslette. De ændrede endog navnet Jerusalem til Aelia Capitolina, men det fik aldrig samme gennemslagskraft.

Palæstina har dog aldrig eksisteret -- hverken før eller senere -- som en selvstyrende stat. Det har været styret af Rom, muslimer og korsfarere, det Ottomanske Imperium og, for en kort tid, af Storbritannien efter første verdenskrig. Britterne gik dog til sidst med på at give landet tilbage, i det mindste en del af landet som hjemland til jøderne. Der findes intet palæstinensisk sprog. Det findes ingen palæstinensisk kultur. Det har aldrig været noget palæstinensisk land styret af palæstinenserne. Palæstinenserne er arabere, som ikke kan adskilles fra andre arabere. Husk på at araberne kontrollerer 99,9 procent af Mellemøstens totale landområde. Israel udgør kun en tiende del af en procent af landmassen. Men dette er for meget for araberne. De vil have alt. Dette er den yderste årsag til stridighederne i israel i dag.

Det spiller ingen rolle hvor mange områder landområder Israel afgiver, det kommer aldrig at være tilstrækkeligt. Men islams hellige pladser da? Der findes ingen i Jerusalem.. Jeg forventer mig ikke at du hører denne brutale sandhed fra nogen anden i de internationale medier. Den er helt enkelt ikke politisk korrekt.

Jeg ved, at du vil sige: Farah, Al-Aksa-moskéen og Klippedomen i Jerusalem udgør islams tredje helligste plads. Dette er ikke sandt. Om vi holder os til fakta, så siger Koranen ingenting om Jerusalem. Den nævner Mekka hundredvis af gange. Den nævner Medina utallige gange. Den nævner aldrig Jerusalem, af forklarlige årsager. Det findes ingen historisk bevis som sier at Muhammed nogensinde besøgte Jerusalem. Hvorledes kan det så være at Jerusalem er blevet den tredje helligste plads for islam? Muslimer i dag læggere vægt på det tvivlsomme punkt i 17. sura i Koranen, som kaldes Den natlige rejse. Her tales der om hvorledes Muhammed, i en drøm eller vision, om natten blev ført fra det fredlyste templet til det fjerneste område, hvis hele omkreds vi velsigner, for at vise ham nogle af vore tegn! På 600-talet kom nogle muslimer frem til at de to templer, som nævnes i dette vers templerne i Mekka og Jerusalem. Dybere end så er islams kobling til Jerusalem ikke -- myte, fantasi og ønsketænkning.

På samme tid kan jøderne definitivt spore sine rødder i Jerusalem tilbage til Abrahams tid.

Den seneste voldsbølge i Israel udbrød da Likudpartiets leder Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget, det sted templet blev bygget af Salomon. Dette er den helligste plads i verden for jøderne. Sharon og hans følge mødtes af stene og trusler. Jeg ved hvorledes det føles, jeg har oplevet det. Kan du tænke dig hvorledes det føles for en jøde at blive truet, stenet og fysisk forhindret i at besøge jødedommens helligste sted?

Hvad er da løsningen på konflikten i Mellem Østen? Ærligt talt tror jeg ikke at der findes en menneskelig løsning. Men om der findes nogen, må den begynde med sandheden. At lade som man kan bygge på usandhed kommer blot at lede til endnu større kaos. Når man opfører sig som om en femtusind års ret, opbakket af overvældende historiske, arkæologiske beviser, er det samme ugyldige krav og ønske er alt fornuft sat ud af spillet og ord som diplomati og fredsbevarende indsats får en meget dårlig klang.

Hent selv på nettet denne artikel som er af stor betydning

Senast ändrad: 2003 05 12 10:55

FN -- upartisk mægler eller partisk aktør? Ordene er link til artiklen på Internettet. Der findes adskillige ubesvarede spørgsmål når det gælder FN:s opførsel i konflikten mellem Israel og arabstaterne/palæstinenserne. I Israel er tilliden til FN i det nærmeste nol. Man oplever at organisationen i stort set helhjertet støtter araberne. Bogstaverne UN, som jo står for United Nations, tolkes af mange israelere som United Nothing. (fornet ingenting). Jeg skulle kunne sige meget om emnet, men jeg begrænser mig til nogle få synspunkter:

1. Mængder af resolutioner er udtalt ensidigt mod Israel, men yderst få (jeg kender ikke til en eneste, men ret mig gerne om jeg har fejl) på den anden side, på trods af at araberne tre gange har påbegyndt en angrebskrig mod Israel og trods utallige terrordåd. Man skulle kunne tage hvor mange eksempler som helst. Under krigen 1973 (Yom Kippurkrigen), då Israel den 6/10 blev overfaldets af Ægypten, Syrien og Jordan (dette land forholdt sig dog ganske passivt) indtil jøderne var ved at være beredte på deres måske mest helligste dag. Angrebet tog det israelske forsvar med total overraskelse. Eftersom det var en stor helligdag tog det flere dage inden man havde mobiliseret fuldt ud. Situationen var til en begyndelse meget kritisk og der fandtes til og med risiko for at landet kunne blive skåret midt over i to dele, hvilket havde forværret situationen drastisk. Under denne tid, da det gik dårligt for Israel og godt for araberne, forhold FN sig helt passivt. Ingen resolutioner, ingen ordre om ild ophør. Men da den jødiske krigsmaskine kom i gang og araberne pludselig var på retræte, og den 25. oktober stod kun 35 km fra Damaskus og på Suezkanalens vestre strand. Då reagerede FN og beordrede Israel at umiddelbart stoppe sin fremrykning. Dette er ganske som det plejer at være med FN når det gælder Mellemøst konflikten.

Sammenfatningsvis: Frem til Berlin-murens fald var Sovjetunionen med alle sine lydstater allieret med verdens muslimske lande, når det gælder Mellem Østen. Af 175 resolutioner, udfærdiget fra og til 1990 af FN:s Sikkerhedsråd, var 97 (dvs 55 procent) rettede mod Israel. Af 690 resolutioner fra FN:s generalforsamling var under samme tidsperiode 429 (dvs 62 procent) rettede mod Israel. FN havde derimod ingenting alt sige når for ex. Jordan 1967 ødelagde 58 synagoger samt den gamle jødiske begravningsplads på Oliebjerget. Heller ikke havde de nogen kritik for at Jordan, mellem 1948 og 1967, hindrede jøder i at besøge tempelpladsen og Grædemuren.

2. Det måske aller værste eksempel på FN:s fjendtlighed mod Israel indtræffende 1975, da Ugandas diktator Idi Amin besøgte generalforsamlingen. Amin var ukendt for sine massakre på sin egen befolkning. Han havde personlige deltaget i flere sådanne. Han var også ukendt for sin antisemitisme. Den 12/9 1972 havde han for ex. sendt et telegram til FN:s generalsekretær, hvor han hyldede tilintetgørelsen af seks millioner jøder under anden verdenskrig (han var jo idet mindste konsekvent i forhold til de antisemitter som i dag fornægter tilintetgørelsen og mener at den aldrig er sket, samtidigt som de beklager over at Hitler ikke gjorde det han beskyldes for -- sådan mennesker er ikke bare onde men er desuden uærlige -- Amin var bare ond). Under besøget 1975 fik han stående hyldning, inden han begyndte at tale, og fik støtte bal. a. fra hele Sovjetblokken og alle de arabiske lande. Under sin tale påstod han at der fandtes en zionist-amerikansk konspiration mod hele verden og han opfordrede generalforsamlingen at udelukke Israel samt at udslette landet. Under talen hørtes bifald flere gange og han fik en stående ovation da han satte sig ned. Senere blev han budt på officiel middag af generalsekretæren og præsidenten for generalforsamlingen. Fjorten dage senere stemte generalforsamlingen for en fordømmelse af zionismen [1] som en form af racisme. [2]

3. Et yderligere eksempel blandt mange er når israelerne for et par år siden med kanon ild beskød en FN-postering fuld af flygtninge i Libanon, hvorved næsten 100 personer døde. Denne hændelse vakte vrede protester fra hele verden, og givetvis også fra FN. Ganske snart blev det imidlertid helt tavs om hændelsen. Hvorfor? Jo, den pinsomme sandhed, dvs pinsom for FN, var kommet frem. Det viste sig at FN-soldaterne, som var fra Fiji, havde tilladt hamas gorillaen at sætte sine raketramper op aldeles indtil FN-posteringen (ca 200 m derfra), antagelig (min spekulation) for at de troede at israelerne da ikke skulle vove at åbne ild. Selvom jeg har svært at tro det, skulle det til og med kunne være så ilde at Hamas regnede med at Israel skulle beskyde hele FN-posteringen og på sådan en måde få hele verden imod sig. Hvor som helst, når israelsk artilleri radar havde beregnet hvorfra hamas raketterne blev affyret, åbnede man ild mod dette punkt. Desværre mistede nogle israelske granater sit mål med nogle hundrede meter og træffede i stedet FN-posteringen. Jag ved ikke om israelerne vidste at der fandtes FN-soldater og flygtninge der, eller ikke. Kanske skød de i al fald og håbede alt ingen granater skulle træffe FN-posteringen. Om de ikke havde gjort dette, så skulle jo Hamas i fortætningen vide at det bare var at søge beskyttelse ved flygtninge lejrer, børnehjem og skoler, så skulle de ustraffet kunne bombardere Israel hvor som helst. Måske havde Israel ikke råd til at tage denne risiko. Men lige meget hvilket, anser jeg at fejlen til 100 procent er Hamas og FN-soldaternes. Det var ikke Israel som dræbte flygtingene, men Hamas og FN-soldaterne!

4. Meget taler for at UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees), som er FN:s hjælpeorgan for de palæstinensiske flygtinger, har stor skyld i den nuværende situation. Araberne har set til at UNRWA betaler tilstrækkelig for at de palæstinensiske flygtinge skal kunne leve (rimelig godt) samt for at de skal kunne forøge sig og blive så mange som mulig (jo flere desto større bliver presset på Israel). Derimod har man været meget nøje med at hindre enhver mulighed for flygtingerne selv at producere egne produkter som kan eksporteres, og dermed gøre flygtingerne selvforsørgende. Det er min egen tolkning, men den deles af mange, og deriblandt flere officielle israelske kilder..

Men der findes yderligere et problem med UNRWA. Israelske kilder mener at UNRWA udlåner sine lokaler for forskellige palæstinensiske terrorgrupper at lagre våben i. At UNRWA har stor viden om de forskellige terrorgrupper i lejren, og deres våbenproduktion etc er helt klart. Dette fornægtes givetvis af UNRWA på deres hjemmeside Eftersom UNRWA også ligger bagom en stor del af de palæstinensiske skolebøger, vanskeliggør de at der rettes på noget.

Det faktum at Israel ikke findes på et eneste kort i en eneste palæstinensisk skolebog taler sit tydelige sprog. Det udgør et absolut bindende bevis for at UNRWA ikke er en værdig repræsentant for en international organisation hvis opgave det er at skabe fred og harmoni på jorden. Men at UNRWA i virkeligheden til stor del går de palæstinensiske terrorgruppers ærinder. Verden er fuld af skønne ord, men, som Jesus sagde, På frugten kender man træet.

Er det mærkeligt at Israel er skeptisk overfor FN som mægler? Hvor kan en organisation, som er så ensidig tage skilning for den ene side, og dog gøre gøre krav på at funger som mægler? Sandheden er jo faktisk den, at FN, gennem sit opførsel på det nærmeste totalt har udspillet sin rolle når det gælder at løse Mellem Øst krisen

Et aktuelt eksempel (oktober 2000) på FN:s uretfærdighed når det gælder Israel er den resolution som FN:s kommission for menneskelige rettigheder i Geneve vedtog i forbindelse med det opblomstrende vold i Israel under efteråret 2000. Israel fordømmes der for sit anvendelse af vold samt sine alvorlige og massive krænkelser af det palæstinensiske folks menneskelige rettigheder. Israel fordømmes helt ensidigt og ingen som helst skyld lægges der på palæstinenserne. Resolutionen antoges med røstcifrerne 19 for, 16 imod og 17 undlod at stemme. Mange af de stater som stemte for er diktatur stater eller lande med svag demokrati som; Kina, Cuba, Sudan, Tunesien, Marokko, Indonesien etc. Bland de land som stemte imod resolutionen var næsten samtlige virkelige demokratier, for ex Frankrig, Canada, Norge, Spanien, Storbritannien og USA. Sverige lagde givetvis ned sin stemme (typisk svensk -- pastor Jansson har jo ingen bestemte hensigter om nogenting, kun at ville holde sig vel med alle). 10 af de 19 stater der stemte for resolutionen har selv skarpt været kritiseret af Amnesty International for sin manglende respekt for de menneskelige rettigheder. Som sagt, det er ikke mærkeligt at FN næsten helt har tilsidesat sin neutralitet når det gælder at mægle mellem jøder og palæstinenserne..

På Ekonyheterna i P4 kl 12 den 4/8 2001 var hovednyheden at FN undertrykker de vigtige informationer når det gælder kidnapningen af tre israelske soldater i oktober sidste år (här kan du läsa mer om kidnappningen -- hämtat från CNN samma dag). FN har påstået at man ikke haft information at give til Israel angående denne kidnapning, men nu har det kommet frem at indiske FN-soldater videofilmede de køretøjer som blev anvendt af Hizbollah vid kidnapningen. På denne film ser man blod i så store mængder at det kan mistænkes at de tre jøder allerede var døde. Hizbollagurillaen havde klædt sig ud sig til FN-soldater, med falske uniformer og FN-skilte på køretøjerne, og på sådan en måde narrede de israelerne ind i et baghold. Israel har ikke fået vide nomenting, hvilket må anses være skandaløst (helt i FN:s ånd). I flere måneder har FN fornægtet eksistensen af denne videofilm. FN-ledningen var yderst besværet af sine fejl (fomodentlig var de mere besvärade av själva avslöjandet än av att israelerna lurats) og har lovet at man skal ændre sine rutiner for at forhindre en gentagelse. Man fornægter at de indiske FN-soldater var medhjælpere til Hizbollagurillaen ved kidnapningen af israelerne, hvilket påstået i visse tidsskrifter.

FN-højkvarteret i Jerusalem ligger på en skøn bjergkæde. På dette sted var det formodentlig det ypperstepræstelige råd, som dømte Jesus til døden, en gang trådte. Den kaldes fra gammel tid for det onde råds høj. At FN har sit kontor der, fremstår for mange jøder som mere end en tilfældighed.

Du kan læsa mere om Israel i: Israel saboterer jo fredsprocessen?!

Tillbaka till avsnittet "Irakkriget -- april 2003"
[1] Zionismen er en jødisk bevægelse som startede under 1800-tallet og hvis mål var at det jødiske folk skulle vende tilbage til Israel. Det har ingenting med racisme at gøre. Årsagen til zionismen var derimod racisme. Den fremkom som en nødvendig følge af de stadige forfølgelser af det jødiske folk! [2] Ovanstående är hämtat ur A History of the Jews av Paul Johnson, HarperPerennial, 1987, sid 587 - 579.

Hvem bryder egentlig mod fredsaftalen? (1998) (Ordene er link til Internettet) I henhold til svensk medier bryder Israel bestandigt mod det fredsaftale som ofte kaldes Oslo-aftalen. PLO derimod anses til fulde at opfylde aftalen. At fredsprocessen ikke går fremad, beror således 100 procent på Israels modvilje. Vi skal nu se at dette ikke er sandt, men at det i selve værket er præcis det modsatte.

Hvad har da parterne i konflikten gjort for at opfylde Oslo aftalen?

Israel har:

1. Omgrupperet i Hebron. 2. Løsladt palæstinensiske fanger, hvoraf flere har begået meget grove forbrydelser. 3. Overført økonomiske midler til de palæstinensiske myndigheder. 4. Gennemført den første af tre omgrupperinger på Vestbredden.

Siden har man forhalet visse spørgsmål, eftersom man ikke anser at have fået garantier for landets indre sikkerhed plus at man desuden kræver at palæstinenserne for eks. skal opfylde punkt 7, inden fredsprocessen kan gå videre. Men i princippet har Israel ikke brudt mod noget punkt i Oslo-aftalen. Det omskrevne boligbyggeri i Har Homa, udenfor Jerusalem, bryder ikke mod aftalen. Det handler om at bygge nye lejligheder i det hurtigt voksende Jerusalem. De planerede 2 500 lejligheder kommer at fordeles proportionelt mellem jøder og arabere (70 procent til jøder og 30 procent til araberne, hvilket er proportionerne mellem disse to grupper i Jerusalem). Marken er ikke blevet stjålet fra araberne, hvilket også hævdes i svenske medier. Den ligger heller ikke på arabisk område, men helt indenfor Jerusalems statsgrænser. I virkeligheden er 75 procent af marken blevet exproprierets fra jødiske landlejere og 25 procent fra arabere. En fuldstændig normal procedure som rutinmæssigt bruge i Sverige. Marken købtes til markedspriser. En del markejere, også jøder, protesterede, hvilket også er normalt. Endog om området befinder sig udenfor grænserne fra 1967, så har Israel både Geneve og Haagkonventionen på sin side når de bygger på hvad konventionen kalder annekteret område.

Palæstinenserne:

1. De lovede at holde højst 400 politibetjente i Hebron. De har mindst 1 500 der. For øvrigt har de mangedoblet flere betjente end Oslo aftalen tillader. Desuden ved man at de palæstinensiske myndigheder regelmæssig ansætter terrorister som politibetjente. I henhold til israelske kilder så arbejder for eks. 21 fremtrædende terrorister fra Hamas og Islamisk Jihad indenfor den palæstinensiske politikorps. 2. De lovede at samle ind de illegale våben -- det har de endnu ikke gjort så vidt jeg ved. 3. De lovede at sætte kraftig ind mod terrorister fra Hamas og islamisk Jihad. Dette er ikke blevet gjort. I stedet har man gang på gang løsladt anholdte terrorister (plus terrorister som politibetjente). 4. De har åbnet flere officielle kontorer i Jerusalem -- trods et udtrykkeligt forbud mod dette i aftalen. 5. De palæstinensisske ledere har undgået at fordømme terrorangreb mod Israel på arabiske og i arabiske medier. Man har således fordømt visse terrorangreb på engelsk, for at det skal se godt ud i vestens medier. Men i arabiske medier taler man et helt andet sprog. 6. De lovede at afholde sig fra ophidsende propaganda. I stedet har de spredt antijødisk og antisemitisk propaganda i alletyper af medier, inklusiv officielle palæstinensisk radiokanaler. Den 12/9 1997 hold for eks. Arafats mufti Ikrama Sabri en tale under fredagsbønnen i Al-Aksamoskéen hvor han bl a betegnede USA som en terroriststat og bad til Allah at han skulle knuse Amerika. Han sagde for eks. Oh Allah, knus Amerika, dens agenter og allierede. Allah hejs flaget over Al-Aksamoskéenn, Jerusalem og Palæstina... 7. De lovede allerede i 1993 at ophæve det Palæstinensiske National resolution (der blev godkendt i juli 1968), som taler om at Israel skal udslettes. Denne resolution (som er citeret her i artiklen) er endnu ikke ophævet. Det siges bl a:

Palæstina er, med de grænser det havde under det britiske mandat, en udelbar territoriel enhed....den væbnede kamp er eneste vej til at befri Palæstina....det arabiske-palestinensiske folk, som udtrykker sig gennem den væbnede palæstinensiske revolutionen, forkaster alle løsninger som er erstatninger for den total befrielse af Palæstina.

Resolutionen taler således klart og tydeligt om Israels udslettelse.

Når det gælder punkt 6 er situationen meget alvorlig. Det er forbavsende (eller nærme betegnende) at svenske medier ikke alle har gjort opmærksom på den grove antisemitiske og anti israelske propaganda i de palæstinensiske medier. Det er sædvane at man til og med åbent fornægter det er sket. Lad mig blot tage nogle eksempler fra den arabiske grundskolebog Vort arabiske sprog:

Der står for eks. Nationen bliver nødt til at mobilisere sine styrker og der skal blive Jihad og vort land skal blive befriet. En sproglig øvelse er formuleret på følgende måde: Hvorfor må vi bekæmpe jøderne og køre dem ud af vort land? På et andet sted står, Racisme; menneskeligheden har lidt under denne ondskab både i fortid som i nutid, eftersom Satan i mange folks øjne fik deres onde handlinger til at se godt ud... Et sådant folk er jøderne. Jøderne anklages således for at være racister.[1]

Den israelske organisation Palæstinensiske Media Watch har indgående kortlagt de læremidler som anvendes i den palæstinensiske undervisning (man har även undersökt, eller kommer att undersöka, syriska, jordanska, egyptiska och israeliska läromedel). Disse rapporter kan du læse ved at trykke her. Man har blandt andet gået igennem 140 lærebøger for klasserne 1 - 12. Når det gælder palæstinensiske læremidler så gengives citat fra 43 lærebøger, der indeholder indslag a historieforfalskning, fornægtelse af Israels ret at eksistere, groft antisemitiske materiale samt politisk og religiøs voldspropaganda. Dette gennemsyrer alle typer af undervisningsmateriale -- sprogbøger (t o m grammatik), historie, samfundskundskab, religion og geografi. På geografilektionerne vises kort, der ikke engang Israel findes med. Og det værste er at alt dette er godkendt og endog anbefalet af den palæstinensiske uddannelsesministerium, og i bøger som delvis er publicerede gennem bistandspenge.

Når efterårsterminen i de palæstinensiske skoler startede i år (2000) fik børnene for første gang lærebøger som produceredes af det palæstinensiske selvstyre. Tidligere har man brugt jordanske og ægyptiske lærebøger, som var fyldt af jødehad. I Israel havde man håbet på at de palæstinensiske lærebøger nu skulle tale åbent om palæstinensisk-israelsk samarbejde og propagandere for en virkelig og varig fred i området. Men så er desværre ikke. I en artikel i Magasinet (nr 36/00) skriver Stefan Dominique, efter en granskning af de palæstinensisk lærebøger. Et eksempel han tager er en lærebog for årskurs seks. I denne bog findes der kort over Mellem Østen, men området mellem Vestbredden og Gazeremsen findes navnet Israel slet ikke. Israels område er blot intetsigende grønt og ikke engang Tel Aviv er afmærket.

Hvor kan svenske journalister tro at en organisation (PLO) som spreder en sådan propaganda virkelig vil lev i fred side ved side med en jødisk stat? En fred kommer til at være meget usikker. Det bliver som at sidde på en vulkan..... Svenske journalister bidrager stærkt til at modarbejde en ægte fred, gennem sin uærlige måde at skildre konflikten i Mellem Østen. Om man i stedet var så ærlig og sandheds elskende, som man vil gøre gældende at man er, burde man for eks. beskrive tilstanden som den er og sætte pres på palæstinenserne for at få dem til at slutte med dæmonisere jøderne i officielle lærebøger. Jeg er overbevist om at palæstinenserne er yderst følsomme overfor verdensopinionen.

Vi ser således at det store problem i fredsprocessen er palæstinensernes upålidelighed, umedgørlighed og stadige løftebrud. De foretrækker den sædvanlige muslimske fremgangsmåde at endemålet helliger medierne. Aftal med ikke-muslimer kan uden videre ophæves, eftersom de ikke er bindende. Egentlig er det mærkelig at Israel overhovedtaget forhandler med PLO som partner. Jeg mener om ens modstander har besluttet at tilintetgøre den anden part, hvad skal man så forhandle om? Hvorledes tilintetgørelser skal gå til? Eller hvad?

Medierne hævder ofte at palæstinenserne i alle tilfælde nu erkender Israels ret til at eksistere, hvilket betragtes som et stort trin fremad og som man mener beviser palæstinensernes gode vilje og længsel efter rigtig fred. For det første er det meget bemærkelsesværdig at dette skal anses for værd at engang at nævne. Det er vel ganske selvklart at hver form af forhandlinger må bygge på at man idet mindste erkender modpartens ret til at eksistere. For det andet er det desuden ikke sandt. Arafat har visserligen hævdet at man har ændret PLO:s deklaration så at Israels ret til at eksistere garanters. Det er ikke en leg med ord. Så vidt jeg forstår erkender man i dag Israels eksistens (tidligere har man fornægtet at de fandtes en stat som hedder Israel), men man erkender i alle fald ikke Israels ret til at eksistere! Og spørgsmålet er om man overhovedet erkender Israels eksistens

Nu er arabernes umedgørlighed ikke forbavsende. I henhold til den så kaldte Jihad-princip, der formuleres allerede af Muhammed, kan verden deles ind i to områder:

der al-Islam, som er de fredeligste område, kontrolleret af islam. dar al-Harb, som er resten af verden som for øjeblikket kontrolleres af ikke-muslimer. Jihad er den permanente tilstand af krig som råder der dar al-Harb og som kun ophører når verden bøjer sig for islam (du som synes at islam er en sympatisk religion, tænk efter hvad islam indebærer!). I henhold til denne princip er det umuligt at lade et område som en gang hørt til dar al-Islam beherskes af ikke-muslimer. Noget sådant er ikke mindre end en stor bespottelse. Derfor er det fuldstændig utænkelig at Palæstina, som en gang var under islams herredømme, permanent skulle kunne forblive en jødisk stat. Så uanset hvad Arafat og andre arabiske nationer siger, er jeg overbevist om at deres yderste og ikke forhandlingsbare mål, er at udslette staten Israel udslette det jødiske folk, eller i det bedste lade dem lev som anden rangs mennesker i et arabisk Storpalæstina (præcis som jøderne der i dag lever i Syrien og mange andre arabstater).

Israel vil have fred, men ikke for enhver pris. Man kræver garantier for at kunne opretholde sin egen sikkerhed. At give tilbage Galanhøjderne til Syrien for at siden syrerne igen skal kunne beskyde israelske kibbutzer derfra, er givetvis uacceptabelt. Det tragiske er at det palæstinske folk er de store tabere. Gennem at deres ledere, gennem løgnagtig propaganda, har hjernevasket folket til et uforsonligt had mod jøder og i særdeleshed mod Israel, har deres egne ledere bedraget dem. Og gang på gang har palæstinenserne været de store tabere. Under Golfkrigen tog givetvis Arafat umiddelbart stilling for Saddam Hussein, hvilket ledte til at PLO mistede den største del af sine bidrag fra arabstaterne, samt desuden at hundredtusinder palæstinensere blev kastes ud af Kuwait, hvor de tidligere havde været gæstearbejdere. Dette ledte givetvis til en endnu større fattigdom blandt palæstinenserne. Med sådanne ledere behøver man ikke nogen ydre fjender. De palæstinensiske ledere er så forblindede af had og sin egen propaganda, at de hellere lader sit eget folk gå under end at de kan tænke sig at skabe virkelig fred. En fred som skulle blive til velsignelse for både jøder og arabere.
[1] I henhold til en artikel i den kristne ugeblad Magasinet, den 11/9 1998, side 16. Skrev forfatter Stefan Dominique.

insertDateLastMod(); Senast ändrad: 2003 05 17 19:59

Men hvilken ret har araberne og islam til Jerusalem og Israel? (Ordene er link)

Lad os nu vende om på problemstillingen og spørge os selv om hvilken ret araberne har til Israel og Jerusalem. Og speciel

da hvilken tilknytning islam har til Jerusalem, som anses være islams tredje helligste plads efter Mekka och Medina.

Udgangspunktet for muslimernes krav på Jerusalem er sura 17:1 i Koranen. Der står:

Ham alene al ære, ham som lod sin tjener foretage en natlig rejse fra det fredlyste templet til det Aller fjerneste del af templet, hvis hele omkreds vi velsigner, for at vise ham nogle af vore tegn! Han er den Hørende, den Seende. (Zetterstéens översättning från 1917)

Tjeneren i teksten er åbenbarlig Muhammed. Hvad som mens med det aller fjerneste del af templet, eller som det står i en anden oversættelse den mest fjerne bønneplads, er langt fra klart, men i henhold til den islamiske tolkningen så drejer det sig om en plads i Jerusalem. Traditionen siger at Muhammed, under ledelse af englen Gabriel, om natten blev flyttet, ridende på et mytiskt bevingat dur, Burak. Færden gik fra Kaba i Mecka (det fridlysta templet) til al-masdjid al-aksa, dvs det som i dag kalde al-Aksamoskéen i Jerusalem (og som således tolkes som den mest fjerne bønneplads). I den hellige stad, dvs Jerusalem, fik Muhammed træffe Abraham, Moses og Jesus. Derefter klatrede han op på den store sten, som i dag findes indeni Klippedomen (både al-Aksamoskéen og klippedomen ligger på Tempelbjerget). Fra denne sten gjorde Muhammed sin berømte himmelfærd, der han bl a så paradiset och helvede.

Traditionen om Muhammeds himmelskfærd, som jo ikke på nogen måde er beviset gennem de steder i koranen man støder på (det fremgår jo inte ens att det rör sig om Jerusalem), er udgångspunktet for de muslimske krav på Jerusalem. Tidligere mente islams fortolkere at det handlede om en legemlig, fysisk forflyttelse, medens man i den moderne form af islam ofte tolker Muhammeds færd som en åndelig forflyttelse.

Hvorfor forekommer da overhovedtaget Jerusalem i den islamska tradition? Som beskrevet på mine sider om islam, så kom Muhammed allerede tidligt i kontakt med jøderne i Medina og fik et stærkt indtryk af jødedommen. Indledningsvis så bestemte Muhammed at man ved de dagliga bønner skulle være vendt mod Jerusalem. Når det siden viste sig at jøderne i Medina ikke var beredte at konvertere til islam, så ændrede Muhammed bønneretningen til Mekka.

Vi ser således at islam ikke har nogen naturlig tilknytning til Jerusalem. Islams profet (Muhammed) besøgte aldrig denne by. Ikke engang i den tidligere beskrevne himmelskfærd var fysisk i Jerusalem og det er ikke engang et tydeligt koransted man kan støtte sig til der virkelig taler om Jerusalem overhovedtaget. Og nogen anden naturlig tilknytning til Jerusalem har islam ikke på det rent religiøse plan. Det er i og for sig sandt at muslimerne betragter mange af det gamle testamentes profeter etc som hellige, hvilket indirekte giver islam en kobling til Israel. Men i så fald er det helt ulogisk at man da samtidig fornægter jøderne nogen som helst tilknytning til området, med tanke på at det gamle testamente jo er den jødiske religions kilde som en hellig skrift!

Når araberne på 600-tallet indtog Jerusalem, begyndte man at opføre en række bygningsarbejder for at marker byens muslimske tilhørighed. I hele området ser man hvor islam overtog mængder af jødisk og kristne hellige steder og gjort dem til sine egne, gennem at bygge moskéer og mindesmærker. Tanken har formodentlig været at skabe et sikkert islamioniseret præg over hele området. Al-Aksamoskéen på tempelbjerget var for eks. oprindelig en kirke opført af kejser Justinianus. Efter at muslimerne indtog Jerusalem, blev denne kirke gjort om til en moské.

Både kristendom og jødedom har en meget stærkere tilknytning til Jerusalem end hvad islam har. Jerusalem, Davids stad, er så intimt tilknyttet med den jødiske religion at de to er umulige at adskille. Næste år i Jerusalem er blevet udtalt af jøder i alle tider. Jesus virkede for en stor del i Jerusalem og døde og opstod der, hvilket gør at byen også har en meget stor betydning for kristendommen.

Nu er det næppe nogen der fornægter muslimerne ret til at betragte Jerusalem som en hellig by. Absolut ikke! Og i dag har arabere fuld frihed til at besøge sine hellige steder i Israel (till skillnad från när araberna härskade över Jerusalem, da jøderne ikke fik lov at besøga sine hellige steder). Jag skriver således ikke dette for at jeg vil formene muslimerne til deres hellige steder (det spiller ingen rolle om islam har nogen faktisk anknytning til Jerusalem -- hvem som helst har ret alt betrakta vad som helst som heligt utan att det på något sätt är logiskt). Men jeg skriver det før at visa at araberne i dag faktiske hævder at jøderne ikke har nogen som helst tilknytning til byen Jerusalem eller til landet Israel.

At påstå at Jerusalem aldrig har været hovedstad i nogen jødisk stat, eller at det jødiske tempel aldrig nogensinde har stået på tempelbjerget, eller at jøderne ikke har nogen tilknytning til Jerusalem er helt tåbeligt. Det er så dumt så man ikke ved om man skal le eller græde. Beviserne for at Jerusalem under lang tid var hovedstad i en jødisk stat, at templet stod på det som i dag kaldes Tempelbjerget og at jøderne har mere tilknytning til Jerusalem end noget andet folk på jorden, er overvældende. Vi ved for eks, at den babyloniske koge Nebukadnezar erobrede Jerusalem 597 og 587 f Kr og at alle jøder i byen blev dræbt eller bortført i fangenskab ved den anden erobring. Perserkongen Alexander den store erobrede byen nogle hundrede år senere. Vi kender til flere oprør som skete ved jøderne ved forskellige tidspunkter mod babylonier, grækere, romere etc., og vi ved også at romerne herskede i området under flere hundrede år. Vi kender til nøjagtige årstal, nøgle personer etc., etc. Hvor ved vi alt dette fra? Ja, dels finnes det detaljerede, offentlige dokumenter -- babyloniske kildeskriftstavler og græske og romerske dokumenter. Specielt romerne var meget nøje med at skrive alt ned. Alt skulle dokumenteres. Der findes også private breve og der findes mængder af arkæologiske beviser som alle taler samme sprog. På 1800-tallets midte lykkedes det for to engelskmænd at få lov til af tyrkerne at gøre udgravninger under Tempelbjerget. Man gjorde mange vigtige fund. Bland andet så lykkedes man lokalisere eksakt hvor det aller helligste i det jødiske tempel lå. I dag er det umuligt at få tilstand til at gøre nogle udgravninger på Tempelbjerget, og i henhold til jødiske kilder så ødelægger muslimerne just nu systematisk alle beviser for en tidligere jødisk nærværelse der.

Selv Arafat, som påstås at ville have fred med Israel, fornægter jødernes ret til området. I palestinensisk TV sagde han til og med den 18/9 2000 at beslutningen om de hellige pladser i Jerusalem var en muslimsk, kristen og arabisk spørgsmål. Jøderne har således ingen rettigheder overhovedet i Arafats kommende rige. Jeg synes at det er mærkeligt at Israel slet ikke skal være med i forhandlinger under sådanne forholde.

Jeg ledte for en tid siden i min databibel efter ordet Jerusalem i det gamle testamente (vilket är exakt samma sak som judarnas Heliga Skrift). I henhold til mit bibelprogram Online Bible (King James Version plus Revised Standard Version) forekommer ordet Jerusalem 629 gange. Desuden forekommer utallige henvisninger til Jerusalem under andre navne for eks. Zion, Davids stad etc. Det er synligt at man forsøger at hævde at jøderne overhovedtaget ikke har nogen tilknytning til Jerusalem. Specielt om vi betænker at de ældste bibelbøger blev skrevet 1400 f Kr eller tidligere og at der i dag findes bibelske håndskrifter som er dateret til 250 f Kr, samtidig som vi ved at koranen først blev skrevet på 600-tallet e Kr og de ældste koranhåndskrifter som findes er betydelig yngre. I koranen forekommer desuden, så vidt jeg ved, ordet Jerusalem ikke en eneste gang. Muligvis så omtales Jerusalem indirekte i den tidligere citerede suran, men det er ikke engang sikkert at det er Jerusalem som der hentydes til. Arabernes krav på Jerusalem, samtidigt som man fornægter al jødisk tilknytning til byen, fremstår derfor som barnlige og skader blot deres egen sag.

I lyset af dødehavsrullerne fremstår det arabiske fornægtelse af jødenes tilknytning til Israel i almindelighed og Jerusalem i særdeleshed som fuldkommen absurd.

Det første fund af disse ruller fandt sted i 1947 i en grotte nær det døde hav, ca 10 km syd for Jeriko, af en beduindreng, som ledte efter en bortkommen ged. Når han havde klatret ind i en grotte fandt han et antal gamle skriftruller, som var indsvøbte i linned dug og nedstoppede i forseglede krukker (man har senare gjort flere fynd i andra grottor i närheten).

Majoriteten af forskere mener at disse ruller stammer fra esséerne -- en retning indenfor jødedommen -- som havde en slags kloster i Qumran, nær det døde hav. År 68 tvingendes esséerna at forlade dette kloster på grund af truslen fra de fremrykkende romerske hære. Sine håndskrifter gemte de da i grotter i nærheden af klostret. I dødehavsrullerna har man bl a fundet alle bibelbøger i det gamle testamente Desuden findes andre typer af skrifter og breve. På mange af disse nævnes Jerusalem. Dødahavsrullerna beviser jødernes tilknytning til Israel og til Jerusalem. At det var en beduin som fandt rullerne taler imod at det skulle være tale om en jødisk konspiration. Mange af rullerne er desuden dateret videnskabeligt (med bl a kol-14 metoden), og det viser sig at de stammer fra tiden rundt år nul (den ældste rulle er dateret til 250 f Kr).

Der findes ingen skel imellem jordanere, palæstinensere, syrier og libanesere... De er et folk. Det er blot af taktiske årsager som vi taler om palæstinensisk identitet. Det er i arabernes interesse at opmuntre palæstinensernes eksistens mod zionismen. Ja, eksistensen af en særskilt palæstinensisk identitet forekommer blot a taktiske årsager. Opretholdendet af en palæstinensisk stat er et nyt middel til at fortsætte kampen mod zionismen og for en arabisk enhed....Jordan, som har erkendte grænser, kan af taktiske grunder ikke kræve Haifa, Jaffa, Beer Sheba och Jerusalem [men det kan derimod det palæstinensiske folk -- min kommentar].(Se nedenstående link.)

Det er således en myte at der findes et palstinensisk land som har været hjemland för et palæstinensiskt folk.
Hvad som findes er i virkeligheden arabere som bor i Israel og arabere som bor i de omgivende arablande. Desuden findes der et stort arabiske flygtinger et problem, som arabstaterne, af strategiske årsager, vægrer at tage imod -- og som ikke havde været dersom araberne var gået med på FN:s oprindelige delingsforslag for Palæstinemandatet.

I en debatpartikel i Dagens Nyheder den 8/11 2000 skrev folkeretseksperten og journalisten Marie-Hélène Boccara:

Nogen palæstinensisk stat har aldrig eksisteret, hvorfor palæstinenserne ikke er retmæssige ejere til Gazeremsen, Vestbredden eller Øst Jerusalem. Israel kan derfor næppe levere tilbage noget til nogen som ikke har gyldige ejendomskrav.

Desværre kommer der aldrig til at blive fred i området før araberne viser mere god vilje. At hævde at jøderne ikke har nogen som helst ret til området er tåbelig tale og ligger på samme niveau som dem der fornægter gaskamrene eller plattenslagere. Det er bare dumheder og det gør at man ikke kan tage den som udtaler noget sådant på alvor.

Tilbage til afsnittet "Israel oktober 2000 -- hvad hænder og hvorfor?" Link
Senast ändrad: 2003 05 19 09:44

Israel oktober 2000 -- hvad sker og hvorfor?

Det som foregår just nu i Israel kommer måske til definitivt at stoppe fredsprocessen mellem palæstinensere og isrelerne. I værste fald kan det lede til en ny verdenskrig. Men det kan også lede til at palæstinenserne endelig forstår at de aldrig kan få fred med jøderne om de fortsætter at dæmonisere og hade alt som har med Israel at gøre.

Når jeg under de seneste dage har læst en del af mediernes rapporter fra stridighederne i Israel, bliver jeg så oprørt at det føles som om jeg skulle sprænges indefra. Jag har bl a skrevet til CNN og The Economist og skarpt kritiseraet dem for deres ensidige israelerapportering, som de selv kalder nyheder, men som jeg snarere skulle ville kalla kalder for proarabisk propaganda.

Lad mig beskrive nogle eksempler

1. I mængder af aviser over hele verden har vi fået se et billede tagen af franske fotografer, der forestiller en blodig ung man med en aggressiv israelsk politimand i baggrunden. Billedteksten lyder således: En israelsk politimand og en palæstinenser på Tempelbjerget. Man antyder således at billedet forestiller en stakkels palæstinenser som er blevet brutalt mishandlet af en sadistisk israelsk politimand. Billedet blev publiceret blandt andet i den ansete avis The New York Times. Nogle dage senere fik avisen følgende brev fra Dr Aaron Grossman i Chicago. Han skrev:

Angående jeres billede på siden A5 (30/9) med den jødiske soldat og en palæstinenser på Tempelbjerget -- så er ”palæstinenseren” min søn, Tuvia Grossman, en jødisk student fra Chicago. Han og to af hans venner, blev trukket ud af den taxi de kørte i gennem Jerusalem af en palæstinensisk-arabisk pøbelshop og blev svært mishandlet og stukket med knive. Billedet kan umulig være blevet taget på Tempelbjerget, eftersom der ikke findes nogle benzinstationer på Tempelbjerget, og specielt ikke sådanne med skilter skrevet med hebræiske bogstaver, som det tydeligt kan ses på billedet bagved den israelske soldat, som forsøger beskytte min søn mod pøbelen.

Efter at have fået brevet publicet foretog The New York Times en rettelse, hvori man identificerede Tuva Grossman som en amerikansk student i Israel. Samme billede har også været publiceret i et antal store svenske aviser. I en af de store aftenblade lød billedteksten, En ung palæstinenser er truffet af en gummikugle i Jerusalem. Så vidt jeg ved har ingen svensk avis kommen med nogen rettelse..

Dette er blot et eksempel af mange på den fordrejning som nyhedsrapporteringen fra Israel lider under. Man kan synes at normalbegavede journalister, som ser hebræiske bogstaver i baggrunden, burde have reageret. Den som ved det alle mindste om Jerusalem og som kan lidt elementær hebræisk (og det bør de journalister gøre som skriver om Israel, ellers skal de ikke skrive om dette emne), burde let have kunnet indse at billedet umulig kunnet være blevet taget oppe på Tempelbjerget. En sådan fejl, må være gjort med fuldt overlæg. Hadet mod Israel er så stort i dag at der ikke findes nogen grænse for hvilke skammeligheder journalisterne kan gøre sig skyldige til.

Efter oplysninger jeg har fået fra Israel, så betaler den palæstinensiske myndighed familierne 200 dollar for hvert barn som såres og 2000 dollar for hvert barn som dør. Man opfordrer til og med, ja presser, forældre til at lade sine børn deltage i stenkastning og lignende. Det forekommer også at kristne palæstinensere, som ikke vil lade sine børn medvirke i oprøret, mishandles af de palæstinensiske myndigheder.. Nogen påpegede for mig ved et tilfælde at palæstinenserne tydeligvis har genoptaget den urgamle skik at ofre sine børn for at få yndest fra guderne.

I islam betyder et menneskeliv ikke meget. Vi i Vesten har (eller burde i hvert fald have) svært ved at forstå hvorledes et folk kan anvende sine egne børn som skjolde.

I UNT (Uppsala Nya Tidning) kunne man den 26/10 2000 læse et debatindlæg skrevet af fil dr Julian Ilicki. Han sætter der spørgsmål ved mediernes tolkning af hvis fejlen er at freden er sporet ud. Han skriver bl a:

Hvor meget jeg end ikke synes om Sharon og hans politik må jeg konstatere at han var i sin fulde ret til at gå op på Tempelbjerget. At palæstinenserne reagerede som de gjorde viser bare hvor meget værd deres forsikringer er om at de vil alle få adgang til de hellige steder ifald de får kontrol over øst Jerusalem, hvor ikke bare muslimske men også jødiske hellige pladser findes.

Ilicki fortsætter:

Sharons besøg på Tempelbjerget var vist en provokation. Den var dog ikke rettet mod palæstinenserne men mod premiereminister Ehud Baraks fredspolitik og kompromissevilje i spørgsmålet om øst Jerusalem, samt mod Sharons rival i kampen om partilederposten i Likud, den tidligere premiereminister Benjamin Netanyahu. Gennem sit besøg på Tempelbjerget ville Sharon vise at det er han stærk modsætter sig Baraks beredvillighed til at erkende palæstinenserne en vis kontrol over dele af Tempelbjerget. At palæstinenserne på grund af Sharons promenade startede tåbelige voldsomheder var den bedste støtte han nogensinde kunde få. Palæstinensisk ungdom, som gennem at angribe israelsk politi og bedende jøder ved Klagemuren startede en vold der støttede Sharon.

Man glemmer ofte at Tempelbjerget er en hellig plads ikke bare for islam men også for jøder - det var på dette bjerg som to jødiske templer en gang stod. Det virker som om påmindelser om dette fungerer som en rød klud for palæstinenserne som da starter blodige opløb. Nu efter Sharons promenade, for nogle år siden efter åbningen af en tunnel vid siden af Tempelbjerget. Då forsøgte de få verden til at tro at tunnellen går under Tempelbjerget og dermed truer al-Aqsamoskéen, trods det at tunnellen ligger udenfor Tempelbjergets vestre side, nogle hundrede meter fra moskéen, og har gjort det siden hasmonæisk tid, langt inden islam, al-Aqsamoskén og Klippdomen overhovedet var påtænkt. Nu forsøger de indbilde verden at Sharons harmløse promenade på det bjerg som er helligt for såvel jøder som muslimer var en provokation imod dem.

I et interview i ABC News 15 oktober berettede Ehud Barak at den israelske sikkerheds- og tilforordnede udenrigsminister Shlomo Ben-Ami informerede den palæstinensiske ledelse om at Sharon tænkte besøge Tempelbjerget og spurgte om de havde nogle ønsker i forbindelse med dette. Enligt Barak stillede palæstinenserne bare et krav: at Sharon ikke går ind al-Aqsamoskén eller Klippedomen. Sharon protesterede men valgte at efterleve kravet. Alt dette leder mig til slutsatsen at Sharons promenade ikke var årsag men situation for palæstinenserne som de kunne bruge til at starte blodige voldsomheder.

Tunnellen som nævntes før har som sagt været der siden hasmonæernes tid, dvs før Kristus. Hvad der skete 1996 var at en port åbnedes nordud, mod Via Dolorosa, så at turisterne ikke skulle behøve gå tilbage gennem tunnellen samme vej som de kom. Desuden åbnedes denne port efter en overenskomsk med de muslimske myndigheder for Tempelpladsen. Den israelske modydelse var at en muslimsk bønneplads skulle få indrettes i de så kaldte Salomons Stalde. Denne bønneplads indviedes 12/10 1996. Når siden israelerne udnyttede sin del af overenskomsten og åbnede tunnellens nordre port, ja da blev der et palæstinensisk opløb. Spørgsmålet er om der findes en eneste aftale med Israel som palæstinenserne har holdt. Jeg ved ikke om en eneste.

Svenska Dagbladet havde faktisk en artikel der man redegjorde for det hele på en korrekt måde. Men majoriteten af medierne har givet et helt andet billede. Jeg har selv talt med mange mennesker som har sagt således, hjernevaskede af svenske journalister: Hvorfor provokere Israel hele tiden palæstinenserne? Hvorfor skal de absolut bygge en tunnel lige under Klippemoskéen, muslimernes helligste plads? Det er fristende at komma med mod spørgsmålet: Hvorfor skal muslimerne absolut bygge en moské på jødernes alle helligste plads, Tempelbjerget?

I dag taler araberne om at Jerusalem aldrig har været hovedstad i noget jødisk rige og at det jødiske tempel aldrig har stået på Tempelbjerget (Brug dette link her til flere oplysninger.) Til og med Vestens medier er begyndt at tro på denne løgn. I CNN har det for eks. flere gange på det sidste været udtrykt tvivl på at templet virkelig stod på Tempelbjerget. Det skulle ikke undre mig om man om, lad os sige om en ti år eller så, i Vesten, inklusiv Sverige, totalt vil fornægte at der har været en tid med stor udryddelse af jøderne. Snart er jo den sidste overlevende fra koncentrationslejrene død.

De følgende afsnit er gengivet på svensk


(På http://www.rotter.net/israel (som endast verkar fungera med Internet Explorer och inte med Netscape) hittar du bilder och videos som visar på verkligheten bakom det som svenska massmedia så ensidigt skildrar. Man bör lämpligen ha en stark mage för att titta på vissa videoinslag. En video är hämtad från palestinsk TV och visar små söta barn som talar om hur hela Israel skall dränkas i blod.)

Det är nästan otroligt att massmedia så totalt har tagit ställning för den palestinska saken. Man bortser helt från den historiska bakgrunden till konflikten och låter sig styras av känslor. Jag menar att västerländska journalister har en stor skuld till det som idag händer i Israel. Hade dessa t ex i granskande reportage brännmärkt de palestinska läroböckernas hatpropaganda mot Israel och judar och kritiserat de arabiska ledarna, är jag övertygad om att situationen hade varit helt annorlunda. Och de som hade tjänat mest på detta hade varit palestinierna.

Hatet mellan judar och palestinier är givetvis inte ensidigt. Det finns judar som hatar palestinier och illdåd har begåtts av båda sidor under den pågående konflikten. Jag vänder mig inte mot att massmedia rapporterar om israeliska övergrepp (bara det är sant), utan det jag vänder mig mot är att man bara rapporterar om israeliska övergrepp medan man nästan helt förtiger vad den andra sidan gör, plus att man dessutom blåljuger när man talar om att judarna generellt sett begår övervåld mot de stackars oskyldiga palestinierna. En sak är dock säker, hade vi haft ett liknande uppror i ett arabiskt land, så hade det kvävts på några dagar -- till priset av tiotusentals döda (något som t ex hände i Syrien för inte så värst många år sedan). Det faktum att bara ca 600 människor hittills dött (maj 2001), trots extremt våld från palestinsk sida, visar att Israel är en demokrati, till skillnad från sina grannar. Det handlar ju inte om enbart stenkastning, vilket i och för sig kan vara dödande, utan palestinerna har mängder med automatvapen, som bl a Israel försett dem med (avsett för den palestinska motsvarigheten till polis). Som jämförelse kan nämnas att när USA 1993 ingrep i Somalia för att försöka reda upp det kaos som rådde i landet, sköt man vid ett enda tillfälle ihjäl ca 500 civila somalier för att rädda några amerikanska soldater från att lynchas. Hade Israel använt proportionleligt lika mycket våld som FN och USA gjort i liknande situationer, hade antalet dödade palestinier kunnat räknats i tiotusental i stället för i hundratal!

Massmedia avspeglar egentligen ett bakomliggande judehat som idag sprider sig över hela värden. De flesta journalister är alldeles för fega att våga skriva något som inte faller i god jord, så de skriver bara det som de flesta människor vill höra (eller som det står i Bibeln, Klia våra öron med det vi vill höra...).

I Sakarja 12 talas om hur hela världen på vid yttersta tiden skall dra upp mot Israel för att förgöra landet:

Se jag skall göra Jerusalem till en berusningens kalk för alla folk runt omkring. Också över Juda skall det komma, när Jerusalem blir belägrat. Och det skall ske på den tiden att jag skall göra Jerusalem till en lyftesten för alla folk. Var och en som försöker lyfta den skall skada sig illa på den. Och alla jordens folk skall församla sig mot det (vers 2-3).

Men Sakarja talar också om att Gud skall strida för sitt folk när detta sker:

Och jag skall på den tiden sätta mig i sinnet att förgöra alla folk som kommer mot Jerusalem (vers 9).

Vi kan idag se hur judehatet sprider sig som en löpeld i både FN och EU och bland alltfler vanliga människor. Kanske är den tid som Sakarja talar om inte alltför avlägsen. Den dag främmande trupper, från FN, EU etc, marscherar på Jerusalems gator, ja då vet vi att ändens tid, när Jesus kommer tillbaka, är mycket nära förestående. Då har de bibliska profetiorna fullbordats in i minsta detalj. Kanske är det födslovärkarna för den yttersta tiden som vi ser just nu. Världen hatar judarna, inte därför att de är judar, utan därför att de är Guds eget folk.

Islam har inte någon egentlig, ursprunglig anknytning till Jerusalem, medan judendomen är oupplösligt kopplad till Jerusalem (Du kan läsa mer om detta här). Jerusalem har aldrig någonsin varit huvudstad i en arabisk eller muslimsk stat, däremot har Jerusalem under mycket lång tid varit huvudstad i en judisk stat. Att då förmena judarna varje form av rätt och koppling till staden Jerusalem är helt orimligt. Araberna har gång på gång visat sig oförmögna att förvalta staden, genom sitt sätt uppenbara förakt för judendomens heliga platser.

Al-Aksamoskén var från början en bysantinsk (kristen) kyrka som byggdes om till moské av araberna när de på 600-talet intog Jerusalem. Om muslimerna verkligen strävade efter en riktig fred -- dvs inte bara en fred på deras villkor, utan en sann fred som håller att bygga framtiden på -- så skulle de erbjuda judarna att bygga en synagoga på Tempelberget! Om muslimerna verkligen respekterade judendomen så skulle de också respektera judendomens heliga platser och dessutom underlätta för judar att besöka sina heliga platser. Så är det inte och har heller inte varit någon enda gång. Jag har aldrig sett någon svensk journalist påpeka detta.

Det framkommer mycket tydligt gång på gång att inte en enda ledande arabisk eller palestinsk politiker söker verklig och permanent fred med Israel.

Varje arab som verkar för fred med Israel riskerar att mördas. Mängder av statsöverhuvuden, politiker och fredsaktivister har mördats av militanta, muslimska grupper. För att nämna några: 1951 -- kung Abdullah av Jordanien (som försökte åstadkomma fred med Israel och därför betraktades som förrädare), 1958 -- kung Feisal av Irak (vars lik bands fast i en bil och släpades runt på Bagdads gator), 1974 -- kung Feisal av Saudi-Arabien, 1981 -- president Anwar Sadat i Egypten (brottet var att han slutit fred med Israel), 1982 -- Bashir Gemayel i Libanon samt 1983 -- Isam Sartawi som skötte PLO:s kontakter med den israeliska fredsrörelsen. Sedan 1948 har tjugo arabiska statsöverhuvuden eller premiärministrar mördats för sin fredsvilja gentemot Israel eller andra liknande orsaker. Hundratals vanliga palestinier har också torterats och mördats på grund av att de arbetat för fred mellan palestinier och judar. Så det är inte konstigt att de flesta palestinier verkar så fientliga mot Israel. De som innerst inne tror eller har trott på en fredlig samexistens med Israel, är antingen mördade eller vågar inget säga, eftersom de vet att det är samma sak som självmord att erkänna att Israel har rätt att existera (Nu kanske någon invänder att även judiska fredsaktivister mördats, t ex premiärminister Yitzhak Rabin. Visst, jag förnekar inte att det också finns extrema judiska grupper. Skillnaden är dock att dessa har väldigt lite stöd bland Israels befolkning och religiösa ledare.).

Historikern Paul Johnson berättar i sin bok Moderna Tider (se litteraturförteckningen) om hur det under mellankrigstiden i Japan rådde en slags militär anarki. Hemliga grupper, bestående av officerare, mördade alla politiker, journalister och debattörer, som uttryckte kritik mot Japans aggressiva expansionspolitik, och som därför ansågs lida av bristande patriotism. Domstolarna visade i allmänhet stor mildhet mot de få lönnmördare som åkte fast (precis som inom det palestinska självstyret idag). Det fanns till och med långt framskridna planer på att mörda Charlie Chaplin, när denne var på besök i Tokyo och skulle dricka te med premiärministern. Motivet var att detta förhoppningsvis skulle leda till krig med det hatade Amerika. Planerna sattes dock aldrig i verket.

Amiral Yamamoto, den förmodligen mest kompetente av alla de japanska militära ledarna, var strax före kriget tvungen att få ett sjökommande för att undgå att mördas. Orsaken var att han hade uttryckt tvivel på Japans möjligheter att besegra USA i ett utdraget krig. 1940 fick den japanske kejsaren veta att han skulle mördas om han motsatte sig krigspolitiken. Trots att han i japanernas ögon var en gud, drog sig inte militärerna för att mörda honom. Allt för att få sitt efterlängtade krig.

Yamamoto var som sagt den främste av de japanska militärerna och var realist. När han, efter den framgångsrika räden mot Pearl Harbor, gratulerades till sin seger, sa han lakoniskt, Jag är rädd att vi bara väckt den björn som sover. Och hur rätt hade han inte. Några år senare, när USA:s väldiga industri ställt om för att producera vapen i stället för konsumtionsartiklar, producerade t ex en enda flygplansfabrik en B-17 (flygande fästning -- ett avancerat fyrmotorigt bombplan) var 53:e minut dygnet runt. För varje plan som tyskar och japaner sköt ner och varje fartyg som de sänkte, så byggde amerkanarna 10 nya, dvs ju fler som sköts ner eller sänktes, desto fler nya tillkom. Japan hade givetvis ingen som helst chans att hävda sig mot nogenting sådant i ett långt utdraget krig.

Kriget mot USA, och därmed det japanska rikets undergång, var ödesbestämd. Efter det att alla modererande krafter mördats eller skrämts till tystnad, fanns inte längre något som kunde hindra katastrofen. Exakt samma sak pågår idag i arabvärlden, och speciellt då bland palestinierna, där snart alla som vill ha verklig fred med Israel, har likviderats eller inte längre vågar säga något. Jag tvivlar starkt på att det finns något (bortsett från Guds övernaturliga ingripande) som skulle kunna hindra den totalkonfrontation mellan Israel och palestinier/araber, som obevekligt tycks närma sig. Bibeln talar om att alla människor har både goda och onda sidor. En god kultur hjälper människan att bejaka sina goda sidor och att undertrycka sin mörka natur (utan att för den skull krossa människan). Det råder ingen tvekan om att det existerar genuint onda kulturer och ideologier, som förlöser det allra sämsta hos människan. Den japanska bushidokoden, på vilken den japanska mellankrigstidens kultur vilade, var en sådan ondskefull ideologi. Japaner i sig är givetvis inte ondare än några andra människor. Men indoktrinerade till att tro sig själva vara supermänniskor, som inte behövde ta några moraliska hänsyn till andra, lägre stående kulturer, hängav gav man sig åt det mest fruktansvärda barbari, fullt i klass med det värsta som Hitler och Stalin sysslade med (nazism och marxism utgör två ytterligare exempel på ondskefulla ideologier, som tar fram det allra sämsta hos människan). Än idag så hatar de flesta äldre koreaner japanerna för vad de gjorde i Korea före och under andra världskriget.

Lika lite som japaner, tyskar eller ryssar så är palestinier ondare än andra folk (så självklart att det inte borde behöva påpekas), men dessvärre är det palestinska folket tragiska offer för en mörk islamisk kultur. En kultur, som alltmer verkar utvecklas mot det genuint ondskefulla, där hat och vapenmakt är det enda man förstår, och där alla goda krafter mördas eller tvingas till tystnad. Det palestinska folket är de verkliga offren för konflikten i Mellanöstern. Att långsamt förtäras inifrån av sitt eget hat, är förmodligen oerhört mycket värre och nedbrytande än att vara föremålet för detta hat. Och att se sina egna barn berövas sin barndom och bli stenkastare, terrorister och självmordsbombare, (LÆS DENNE ARTIKEL) måste vara en djup tragedi för tiotusentals palestinska föräldrar, och på sätt och vis vara mer nedbrytande än att vara offer för stenkastning och terrordåd (även om det senare inte på något sätt skall förringas).

Enda, jag säger enda, orsaken till att Israel överhuvudtaget finns kvar, är att Israel vunnit alla krig mot arabstaterna. Araberna har således tvingats böja sig inför fakta. På sikt verkar alla ledande araber, inkluderande Arafat, mena att det slutgiltiga målet är statens Israels fullständiga utplånande och upprättandet av en muslimsk stat i hela området. Vad som skall hända med det judiska folket är inte lika klart. Säkert är dock att Adolf Hitlers Mein Kampf är en av de mest populära böckerna i Mellanöstern just nu. En utbredd föreställning bland många palestinier är att Allah låtit judarna återvända till området bara för att araberna skall kunna avsluta det som Hitler påbörjade (att man samtidigt förnekar förintelsen visar hur totalt ologisk man är). Det kan inte uteslutas att ett tänkbart framtida scenario är att araberna försöker att helt utplåna den judiska rasen från jordens yta. Jag undrar om det är det scenariot som svenska journalister längtar efter?! De verkar åtminstone arbeta övertid för att det skall bli en verklighet. Eller kanske är de bara omedvetna och naiva, och dessutom djupt okunniga.

Det finns för övrigt mycket som talar för att det palestinska upproret inte är det spontana, folkliga uppror som massmedia vill ge sken av. Den palestinske kommunikationsministern Imad Faluji berättade, enligt israeliska tidningar, vid ett PLO-möte i det palestinska flyktinglägret Ein Hilwe i södra Libanon den 2/3 2001 om upproret. Han sade där bl a, Det hade planerats sedan ordförande Arafat återvände från Camp David, när han lämnade den amerikanske presidenten och förkastade de amerikanska villkoren. Den officiella palestinska versionen, som till hundra procent köpts av svenska massmedia, är att upproret startade som en följd av det palestinska folkets frustration över de misslyckade fredsförhandlingarna och Sharons besök på Tempelberget.

Det som pågår just nu i Israel är således inte ett palestinskt uppror för att finjustera vilka områden som så småningom skall tillfalla palestinierna eller otålighet och frustration över att fredsuppgörelsen går för långsamt. Det handlar i själva verket om Israels fortsatta existens. Upproret, som alltså initierats av Arafat själv, och till stor del kontrolleras av hamasrörelsen, har som yttersta mål att på sikt utplåna landet Israel och antingen utrota, förtrycka eller fördriva den judiska befolkningen (här verkar arabsidan något delad, men några ytterligare alternativ, förutom dessa tre, verkar inte finnas). Att tro något annat är att vara nästan kriminellt godtrogen.

I Magazinet 41/00 fanns en intervju med en kristen palestinsk kvinna. Hon säger bland annat:

Palestinierna tror att alla kristna älskar judarna mer än palestinierna. Det är inte sant, jag själv ber för båda sidorna. Vi behöver människor som kan höja sig över konflikten. Jesus älskade alla människor lika mycket..., säger Hanani och betonar att endast Jesus kan skapa verklig fred i Mellanöstern....Hanani berättar vad en omvänd före detta muslim som varit aktiv i Hamas sade till henne, Jag har aldrig upplevt Guds kärlek, jag har bara mött Gud som lagar och bud. Ni kristna är ansvariga för att vi inte känner till att Gud älskar oss och erbjuder oss förlåtelse. Jag önskar att de kristna var mer aktiva i att rädda unga muslimer som annars ofta får sina liv förstörda av hat och våld....Hon beskriver den vrede och den förkastelse som finns över det palestinska folket, en vrede som i sin tur leder till hat, bitterhet och våld. De är arga på Gud och på hela världen. Samtidigt har de ett behov av att bli behandlade som människor, inte som terrorister. På djupet handlar det om att de längtar efter kärlek.

Det enda som kan skapa verklig fred mellan de två folken, är ömsesidig kärlek. Hat kan aldrig lösa några problem, bara skapa nya. En stor del av skulden för att situationen är som den är kan läggas på de arabiska och palestinska ledarna. Kanske kan det tragiska som nu skett leda till att palestinierna vaknar upp och förstår att om de verkligen vill ha fred, så måste de på djupet ändra sin inställning till judarna och till Israel. Och förhoppningsvis kanske också judarna kommer att vakna upp och förstå att man inte kan behandla sin arabiska minoritet och palestinierna som andra rangens medborgare, vilket tyvärr sker alltför ofta.

Du kan läsa mer om Israel i:

Tillbaka till avsnittet "Journalister -- sanningens riddare eller dess förrädare?"

Efter att under första världskriget ha erövrat Palestina från turkarna, tog britterna kontroll över det område som så småningom kom att kallas Palestinamandatet. FN:s föregångare, Nationernas Förbund, uppdrog åt Storbritannien att förvalta detta område. Till en början stödde britterna tanken på att ett judiskt nationalhem skulle upprättas i området i enlighet med Balfourdeklarationens intentioner 1917. Även Nationernas Förbund sympatiserade med tanken på en judisk hemstat och gav Storbritannien i uppdrag att arbeta för att upprätta en sådan. Detta stadfästes vid en konferens i San Remo 1920. De judiska bosättningarna skulle omfatta hela Palestinamandatet motiverat utfrån det judiska folkets historiska rätt till området.


Palestinamandatet 1917 - 1922 (hela detta område skulle bli en judisk nationell hemstat).

Britterna drabbades emellertid ganska snart av eftertankens kranka blekhet. Drivna av en kombination av arabofili (i England fanns en oerhörd romantisering av araberna, inspirerad bl a av Lawrence av Arabien -- en engelsk officer som slogs tillsammans med beduinerna mot turkarna och nästan ensam erövrade stora delar av Palestina), antisemitism och en önskan att skapa sig fördelar bland de omgivande arabstaterna (den arabiska oljan hade förmodligen stor betydelse för britternas ställningstagande). 1922 minskade man drastiskt det område som skulle tillfalla judarna. 77 % styckades av och kallades till en början Transjordanien. Senare ombildades det till konungariket Jordanien. Tanken var att araber skulle kunna bosätta sig i detta området. I massmedia framställs mellanösternkonflikten ofta som att det sedan tusentals år funnits arabiska stater i området. Sedan skulle plötsligt judarna få ett område som de inte hade någon som helst historisk rätt till. Vi ser att så inte alls är fallet. De flesta av de omgivande arabstaterna är konstlade statsbildningar som inte på något sätt är äldre än tanken på en judisk stat.

Judar fick endast bosätta sig i de 23 återstående procenten av området (kallat Palestina nedan). Även till dessa områden begränsades den judiska invandringen starkt. Före andra världskriget försökte miljoner judar lämna Tyskland och andra nazistkontrollerade länder. Britterna stängde då dörrarna helt till Palestina för judiska flyktingar. Tusentals fartyg med judiska flyktingar fick vända tillbaka till Europa och dessa flyktingar hamnade till största delen i förintelselägren. Även efter andra världskrigets slut hindrade britterna judisk immigration till Palestina. Tusentals judar, som överlevt förintelsen, och sedan försökte ta sig till Palestina hamnade i brittiska koncentrationsläger i Cypern. Detta upphörde givetvis 1948 när staten Israel bildades.


Palestinamandatet 1922 - 1948 (Britterna minskade egenmäktigt det område som skulle tillfalla judarna till 23% av det ursprungliga).

Den 29 november 1947 beslutade FN:s Generalförsamling att en judisk stat skulle bildas i Palestina. Det område som skulle tillfalla judarna hade nu ytterligare minskats. Av de 23% av Palestinamandatet, som britterna låtit judar bosätta sig på, skulle ungefär hälften tillfalla de araber som bodde i området. Av trädet hade det nu blivit en tandpetare.


Kartan visar hur FN hade tänkt sig att Palestina skulle delas 1948 i en judisk och en arabisk stat. Det område, som kallas Transjordanien ovan, är de fyra femtedelar av Palestina som araberna fick redan vid delningen 1920 (idag kallat Jordanien). Det ljusa området utgör den tänkta judiska staten. Som synes bestod den till stor del av öken (Negevöknen). Judarna accepterade FN:s plan, trots att gränsdragningen gjorde att landet blev nästan omöjligt att försvara. Araberna totalvägrade. De skulle ha allting.

1948 övergav britterna Palestina. När de drog sig tillbaka överlämnade de alla viktiga militära installationer, samt mängder av både tunga och lätta vapen, till araberna. Den 14 maj 1948 deklarerade staten Israel sin självständighet. Följande dag attackerades man av arméer från sex arabstater. Jordanien invaderade och annekterade Samarien och Judéen samt östra Jerusalem (det som idag kallas Västbanken). Egypten invaderade och ockuperade Gaza. Judar hindrades att besöka sina heliga platser i dessa områden. Västra Muren (Klagomuren -- en av judendomens heligaste platser) gjordes till soptipp och latrin -- man undrar hur svenska massmedia skulle reagera om judarna gjorde om Al Aksamoskén till soptipp.


Israel 1948 - 1967 (Den ursprungliga staten Israel bestod således av 17% av det område som ursprungligen var tänkt som ett judiskt hemland).

Då eldupphöravtal ingicks med de arabiska staterna (det handlade således inte om fred utan endast om eldupphör -- än idag råder krigstillstånd mellan Israel och de flesta av de arabiska grannarna), hade Israel erövrat stora områden, som egentligen skulle tillfallit araberna (bl a västra Jerusalem). Å andra sidan hade Egypten och Jordanien lagt beslag på områden, som enligt FN:s delningsplan skulle tillfallit den arabiska befolkningen i Palestina.

De palestinska araberna försökte nu med Arabförbundets hjälp proklamera en palestinsk stat i Västbanken och Gaza. Jordaniens kung Abdullah opponerade sig mot detta och tyckte att dessa områden med all rätt tillhörde Jordanien. Egypten, Syrien och Irak stödde palestiniernas krav, men var inte beredda att starta ett nytt krig, speciellt inte mot ett annat arabland. De palestinska araberna var således flyktingar i sitt eget tilltänkta land. Så egentligen har inte så mycket förändrats för palestinierna sedan 1948.

1967 mobiliserade Egypten, Jordanien och Syrien sina stridskrafter för att angripa Israel och en gång för alla utplåna den judiska staten. Israel slog till först och utplånade på några timmar de arabiska flygvapnen. Under detta krig erövrade Israel Samarien och Judéen samt östra Jerusalem från Jordanien (det är detta som nu kallas Västbanken), Golanhöjderna från Syrien och Sinaihalvön och Gaza från Egypten.
Israel efter sexdagarskriget 1967.

1973 angreps Israel än en gång av Egypten och Syrien. Angreppet skedde på en av Israels mest heliga dagar, försoningsdagen (Yom Kippur). Israel togs helt på sängen och landet har aldrig varit mer nära ett totalt nederlag. Så småningom kom den israeliska krigsmakten igång och det dröjde inte länge förrän isaeliska trupper närmade sig både Kairo och Damaskus. Då ingrep FN (som givetvis i vanlig ordning legat lågt så länge som det gick dåligt för israelerna) och begärde att Israel omedelbart skulle stoppa sin framryckning, vilket Israel också gjorde (Man undrar vad svenska massmedia skulle sagt om Israel angripit ett arabland på någon av muslimernas heliga dagar. USA har ju kritiserats för att man jagar Bin Laden under muslimernas fastemånad Ramadan -- men det är klart, samma regler gäller ju inte för alla, åtminstone inte om USA-hatande och Israelhatande svenska journalister får bestämma.).

Sinaihalvön lämnades tillbaka till Egypten när fred slöts mellan de bägge länderna 1979. Israel har erbjudit Syrien att få tillbaka Golanhöjderna i norr mot fred med detta land. Hittills har dock Syrien avböjt. Till saken hör att Syrien, före 1967, besköt israeliska kibbutzer från de svårintagliga Golanhöjderna. Det är lätt att förstå att Israel inte vill lämna tillbaks dessa om man inte är säker på att få en verklig och trovärdig fred med Syrien. Västbanken är annekterad av Israel och här pågår förhandlingar om hur stora delar av denna som skall tillhöra den framtida palestinska staten. En förutsättning för en sådan stat är att palestinierna ändrar inställning till judarna och bl a erkänner Israels rätt att existera, vilket de de facto fortfarande inte gör. I praktiken erkänner de inte ens att Israel existerar. I palestinska skolböcker kallas Israel Entiteten och är markerad med vitt på kartorna. Det finns inte en enda karta i en enda palestinsk skolbok där Israel finns utsatt. Senast ändrad: 2003 04 30 20:25

Barnoffer i vår tid


Träning av palestinska barnsoldater. Hur kan det komma sig att svenska journalister valt att nästan totalt förtiga att sådant existerar?


Barnoffer är en gammal tradition i länderna runt Medelhavet. Vid ett tillfälle, när Kartago belägrades av en övermäktig fiende, ströp man 500 barn för att blidka gudarna. Den fientliga armén bröt då upp och Kartago räddades så.

Israel, som på biblisk tid omgavs av i huvudsak fiender, var strängt förbjudna att syssla med barnoffer. Bibeln kallar barnoffer för en styggelse. Bland de folk som bodde runt Israel var emellertid barnoffer en normal del av vardagen. Det var t ex vanligt att man offrade sitt förstfödda barn till den eller de avgudar man tillbad. Vid vissa tillfällen påverkades judarna av sina grannar och hemföll åt denna fruktansvärda sedvänja. I 2 Krön 38:3 läser vi t ex om den judiske kung Ahas:

Ja, han lät också göra gjutna beläten åt Baalerna. Och själv tände han offereld i Hinnoms sons dal och brände upp sina barn i eld, enligt den vederstyggliga seden hos de folk som Herren hade fördrivit för Israels barn.

Några verser senare läser vi att Herren gav honom i den arameiske kungens hand. Gud accepterade aldrig att judarna sysslade med barnoffer utan straffade dem omedelbart. Personligen tror jag att orsaken till att Gud fördrev de folk som bodde i Kanaans land, för att låta judarna bo där, var att dessa folk sysslade med barnoffer och därmed drog på sig Guds vrede.

I 2 Kon 3 berättas om hur judarna belägrade Moab och höll på att inta staden. I sin desperation offrade då Moabs kung sin egen son för att rädda sitt land.

Då tog han sin förstfödde son, den som skulle bli kung efter honom, och offrade denne på muren till ett brännoffer. Då drabbades Israel av svår hemsökelse, så att de måste bryta upp och lämna honom i fred och återvända till sitt land igen (vers 27).

Dvs, precis som i fallet Kartago, så tvingades fienderna till reträtt när man offrade barn. På något sätt fungerar det tydligen. Jag förstår inte riktigt hur, eller varför. Hur som helst, palestinierna sysslar idag med en modern form av barnoffer, när de skickar fram sina barn att kasta sten mot judiska soldater, vilka tyvärr tvingas att svara genom att skjuta gummikulor. Kanske har palestiniernas enorma propagandaframgångar en andlig förklaring, på något sätt kopplad till den urgamla traditionen av barnoffer?!


Bilden ovan är hämtad ur Dagens Nyheter den 28/4 2003, kulturdelen, sid 2. Den illustrerar en artikel av Mattias Gardell med titeln I huvudet på en självsprängare. Ord känns överflödiga när man ser en sådan bild. Att förbereda små pojkar, som ingenting begriper, till att drivna av ett bottenlöst hat gentemot alla judar och allt judiskt, spränga sig själva i luften när de blir tonåringar (samtidigt som ledarna, vilka initierar sådant, har miljontals dollar på banken och bor i palats -- som t ex Arafat med sina 300 miljoner dollar, den sjätte rikaste regenten i världen). Ingenting kan berättiga ett folk att behandla sin barn på detta sätt. En kultur som omfattar något sådant framstår för mig som ond och perverterad. Det är för mig obegripligt, jag kan inte fatta detta, att svenska intellektuella betraktar barnoffer som ett utrryck för hjältemod. Mod kanske hos de som spränger sig själva i luften. Ja! Men ynkedom och ondska hos de som av iskalla politiska skäl hjärntvättar barn till att bli självmordsbombare. De spränger sig inte själva i luften. De använder oskyldiga barn som brickor i ett spel. Och här ser vi islam i ett nötskal. Individen betyder inget. Ändamålet helgar medlen. Der kan måske forekomme links 2 gange. Men de er jo hurtig til at slette igen. Tag den nødvendige tid og læs alle links, thi det er jo ikke en ubetydelig sag der belyses.


Debat: Vil vi velsignes eller forbandes?

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Israel

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation