En antikristelig tid

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 13/03-03



Nyhedsmedierne er fyldt med beretninger om krige og uro verden over. Hvorfor, fortæller Bibelen tydelig om, idet endetiden vil føre megen krig, uro og trængsel med sig. Vi ved ikke præcis, hvor langt vi er fremme i tiden, men tegnene viser, at vi er langt fremme. Og blot skyggerne af det, der skal komme, bringer meget ondt med sig.

Men når tiden bliver byrdefuld og alt går i kaos, skal vi se på Guds løfter der fortæller, at Gud har faste rammer for det, som kommer. Som vi udførligt læser om i Daniel og i Åb.

”I Åb 4:1-2 læser vi: ”Derefter så jeg, og se, en dør var åbnet i Himmelen. Og den første røst jeg hørte, var som en basun, der talte til mig og sagde: Kom her op, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske efter dette. (Derefter, er tiden efter Johannes´ beskrivelse af menighedernes tid på jorden.)

”Straks blev jeg grebet af Ånden. Og se, en trone stod i Himmelen, og der sad En på tronen. Og han, som sad der, var som jaspis og sardersten at se til. Og der var en regnbue rundt om tronen, som så ud som smaragd.” 4:2-3. Vi får gennem Johannes lov at se ind i det usynlige rige i Himmelen og se Gud sidde på tronen.

Der er et tydeligt sammenhæng imellem tabernaklet i GT og dets indretning, som vi læser om i 2.Moseb. 25.-27. kap., og beretningen om den himmelske helligdom i Hebr 9:1-8.

Fra Åb 4:1 til 22:16 læser vi ikke om menighederne. Derfor må det, Johannes oplever fra kap. 4:1 være efter bortrykkelsen. (Men der vil være hellige, der kommer til tro efter bortrykkelsen, som vil gå gennem den store trængsel. (7:3, 13:7, 10 og 14:12.)

Guds store indgreb


1. Kor 15:51-53 læser vi: ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind, men vi skal alle blive forvandlet, i et nu, på et øjeblik, ved den sidste basun (trompet). For basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal blive forvandlet. Thi dette forgængelige må blive iklædt uforgængelighed, og dette dødelige må blive iklædt udødelighed.”.

Gud vil ikke, at hans hellige skal gå igennem hans vredes tid, hvor antikrist i 7 år vil få lov at herske. Når vi får så god en information om dette, er det fordi ”Herren Gud gør intet uden at have åbenbaret sit hemmelige råd for sine tjenere, profeterne.” Amos 3:7. Og gennem Daniel og Joh. åb. har Gud ladet os se en dør ind i fremtiden.

Vi får også information om Satan, der med sine hærskarer i himmelrummet vil hindre Gud i at nå sit mål, som er at frelse menneskene. (Ef. 6:12.) Vi er i en stadig krigstilstand mod disse magter og deres menneskelige tilhængere.

Konflikterne på jorden i dag skyldes især islam


Vi læser i Åb. om de plager, der vil ramme jorden. Men jordens beboere omvender sig ikke.

Ifølge Religion of Peace? skyldes 90-95 % af alle konflikter på jorden muslimers strid med ikke muslimer eller med hverandre. Læs og hør nyhederne og døm selv. Mange vil sige, at konflikterne skyldes USAs oprustning i Mellemøsten. Men hvorfor opruster USA? Fordi mange af de arabiske lande er fjendtlig stemt overfor Vesten. De sælger gerne deres Olie til fjenderne men opkøber disses industrier eller så mange obligationer af Vesten, at de har magt til at vælte et lands finanser, når de vil. Og at Irak får større og større indflydelse er en utålelig situation. Derfor tilspidses situationen time for time.

Islams had


Islam er i hastig vækst og er verdens hurtigst voksende religion med i dag 1:2 milliard medlemmer. Den fremstiller sig selv som fredelig, men som vi ved er den det absolut ikke.

Hvorfor er der et sådant had fra islam mod jøder og kristne? Det skyldes ikke en tilfældighed. Før Jakob og Esau blev født, var der strid imellem disse tvillinger. Vi læser i 1. Mos 25:19-24 : ”Dette er Abrahams søn Isaks slægtshistorie. Abraham fik sønnen Isak. Isak var fyrre år, da han giftede sig med Rebekka,… Isak bad til Herren for sin hustru, fordi hun var ufrugtbar. Herren bønhørte ham, og Rebekka blev gravid. Men da børnene sloges i hende, sagde hun: ”Hvis det skal være sådan, hvorfor er dette så sket mig?” Og hun gik hen for at adspørge Herren. Herren svarede hende: ”To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal udgå af dit skød! Det ene folk skal være stærkere end det andet, den ældste skal trælle for den yngste.” Da tiden kom, at hun skulle føde, viste det sig, at der var tvillinger i hendes liv.”

Allerede i deres ufødte tilstand sloges disse tvillinger. Og hadet mellem dem blev større og større. I dag fortsætter striden imellem brødrenes efterkommere, idet Esaus efterkommere ikke godkender, at Gud valgte Jakob frem for Esau. Heller ikke, at Esau solgte sin førstefødselsret, eller Guds bestemmelse om, at ”den ældste skal trælle for den yngste”. Og de godkender ikke den eneste sande Gud, HERREN (YHWH) almægtig, men har valgt at leve i trældom i Allahs lænker.

Men Guds udvælgelse af Jakob (Israel) som sit folk er stadfæstet så ofte i Bibelen, at det skulle være en umulighed ikke at kunne forstå det. Et udvalg af bekræftende skriftsteder er 2.Moseb. 3:15, 6:6-7, 3. Moseb. 19:5-6, 20:26 og 1. Krøn 16:13.

Allah er en opdigtet figur, formet af stumper af lærdomme fra hinduismen, buddhismen, mythraismen, græske mysterierereligioner og elementer fra jødisk og kristen tro. Halvmånen (islams tegn) er fundet i en udgravning i Israel fra ældgammel tid og er altså ikke kommet til via Muhammed. Muhammed gjorde de mange afguder, der var kendt blandt araberne, til én gud, som enten fik navnet eller allerede kaldtes Allah.

At muslimer er antikristelig, ses i koranen (Sura 4:9). Her står der tydelig at Yeshua (Jesus) er en profet og ikke messias. Og andre steder, at Allah ikke har nogen søn.

I Bibelen, i 1. Joh 2:22 , står: ”Hvem er løgneren, hvis ikke han som nægter, at Jesus er Kristus. Han er antikrist, som fornægter Faderen og Sønnen.”

I koranen fastslås det, at mennesker ikke behøver en frelser eller at blive forløst. Og derfor står der selvfølgelig intet i koranen om, at Jesus døde og at ”straffen for vore overtrædelser” var lagt på ham. Helt igennem er islam i høj grad en gudsfjentlig lære. Der er mindst 100 vers i koranen, der agiterer for vold. Og den opfordrer muslimer til ”ikke at tage venner blandt jøder og kristne…. Slå afgudsdyrkerne (alle ikke muslimer) ihjel, hvor I finder dem, bekæmp dem, der ikke tror på Allah…” Sura 5:51, 9:5, 29, 41 med fl. steder.

Dette er officiel muslimsk lære, og en muslim bør ikke vige tilbage for at udføre disse befalinger. Thi ingen kan omgå dem uden at indrømme, at Muhammed var en falsk profet.

Det er et faktum at 10-15 % af alle muslimer er militant islamisk trænet i terror, og terror fylder deres liv, så de lever for at udtænke nye terror. Man overser, at verdens værste, nulevende terrorrist er Yasser Arafat. Med ham ruller en terrorbølge over verden. Og han er en mester i at få hadet til Israel til at stige dag for dag. Og det samme gælder mange af hans åndsfæller.

Islamisk hadpropaganda


Journalist Fiamma Nirenstein skrev i La Stampa (Forkortet version fra en artikel i Commentary, sept. 2001. Før angrebet på USA 11.sept.):

”Under Pave Johannes Pauls IIs historiske besøg i Syrien i maj i år blev billedet uventet stjålet af landets nye, unge præsident Bashar-al-Assad. Da al-Assad skulle ønske paven velkommen i Damaskus lufthavn, nøjedes han ikke med de sædvanlige ønsker om gode forbindelser mellem verdens store religioner, men benyttede anledningen til et ondskabsfuldt angreb på jøderne. De havde forsøgt, rasede han, at dræbe principperne i alle religioner med samme mentalitet, hvormed de havde forrådt Jesus. Og på samme måde havde de forsøgt at forråde og dræbe profeten Muhammed. New York Times kommenterede, at Assad ikke blot havde ødelagt pavens besøg, men havde øget indtrykket af en uansvarlig leder.

De følelser, Assad gav udtryk for, er ikke unormale i den arabiske verden. Ligegyldigt hvor man kigger hen, fra Cairo til Gaza til Damaskus og Bagdad, fra politiske til religiøse ledere og fra undervisere og advokater til popstjerner. Overalt og i alle medier er der en dæmonisering af Israel, jøderne og jødedommen. Og kravet om deres udryddelse fremsættes åbent. Den anti-jødiske propaganda er blevet så stærk og perverteret, at den har givet mulighed for alle mulige slags løgne. I Egypten og Jordan har nyhedsbureauer advaret om, at Israel har uddelt narkotika-inficeret tyggegummi og slik for at dræbe børn og gøre kvinder ufrugtbare. Da en mund-og klovsyge-epedemi for nylig brød ud i de besatte områder, blev det meddelt, at israelerne med vilje havde spredt smitten.

Speciel grelt har propagandaen været, efter at Intifadaen brød ud. Således påstod Yasser Arafat ved det økonomiske forums møde i Davos i Schweiz, at Israel benyttede sig af forarmet uran og nervegas mod den palæstinensiske civilbefolkning. Arafats TV-kanaler udsendte også “bevis” for dette ved at vise ofre, der havde stærke smerter, kastede op og havde kramper.

Den arabiske presse har ligeledes dyrket den klassiske antijødiske tradition fra Europa. Egyptens ledende dagblad Al-Ahram var den førende i denne genre, og bladet bragte for nylig en serie, der i detaljer beskrev, hvordan jøderne brugte kristnes blod, når de lavede matzah ( fladt brød, der bruges til ceremonien i forbindelse med erindringen om udvandringen fra Egypten). Det er en antisemitisk vandrehistorie, hvis oprindelse går tilbage til middelalderens Europa. Og avisens kommentator, Mustafa Mahmud, anbefalede sine læsere, at for at forstå jødernes sande hensigter, skulle de læse Zions Vise Protokoller, som er et antisemitisk skrift, lavet af zarens politi i 1895 for at opildne til anti-jødiske følelser og progromer. I skriftet beskyldes jødiske ledere for at stræbe efter verdensherredømmet og omtaler deres “grænseløse ambitioner, umættelige grådighed, nådeløse hævnfølelse og ufattelige had”.

I propagandaen indgår også en afvisning af nazisternes folkemord på jøderne. I midten af maj 2001 blev en konference holdt i Amman i Jordan, hvor “forskere” konkluderede, at nazisternes mord på jøderne havde været groft overdrevet. Konferencens konklusioner blev varmt støttet af Jordan Times. På palæstinensisk fjernsyn har Isamm Sidsalem fra det islamitiske universitet i Gaza påstået, at KZ-lejre som Dachau og Auschwitz ikke var udryddelseslejre, men blot disinfektionslejre.

Den 13. april 2001 trykte den officielle palæstinensiske nyhedsavis Al-Hayat al-Jadida en artikel af Hiri Manzour med titlen “Holocautsts myter”, hvori det blev hævdet, at historien om de seks millioner jøder var løgn og fabrikeret af jøderne for at fremme deres internationale markedsfremstød. Et par uger senere til en velbesøgt pan-islamitisk konference i Teheran postulerede Ayatollah Khamenei samme synspunkt, idet han sagde, at “der er beviser på, at zionisterne havde nære forbindelser (til de kredse, der er fjender af islam), og at de overdriver alle data vedrørende mordet på jøderne for at vække solidaritet med den offentlige opinion og lette vejen for fortsat besættelse of Palæstina og retfærdiggørelse af zionisternes forbrydelser”.

En variation over dette tema er de ofte gentagne sammenligninger mellem Israel og Nazityskland. I Al-Ahrams øjne er, at “forbrydelser begået af den israelske hær viser, at de, der klager over nazisternes forbrydelser, begår samme handlinger mod palæstinenserne”. En kommentator i den egyptiske avis Al-Arabi skrev i år: “ Zionisme er ikke kun en anden side af nazismens ansigt, men nærmere en dobbelt nazisme”. Præsident Assad har i en række udtalelser lagt sig op ad denne stil med udtryk som: “Israel er racistisk. Sharon er racist, og israelerne er racister. De er mere racister end nazisterne.”

Det er ikke vanskeligt at gætte sig til konsekvenserne i en sådan bagvaskelse. I den arabiske verden, hvor der ikke er pluralisme og er anderledes opfattelse af jøderne og Israel, er både folket og staten forvandlet til diabolske abstraktioner. Israel er ikke bare et land, men en ond magt med alle ondskabens egenskaber. Israelerne ses ikke som borgere, arbejdere, studenter eller forældre, men som den mørke magts soldater.

Ud af dette had er der kun kort vej til ophidselse og vold. Arabiske skolebørn lærer ikke blot, at Israel er ondskaben selv, men at det er en kaldelse at udrydde denne ondskab. I en syrisk skolebog for 10. klase står: “Retfærdighedens logik kræver dom over jøderne, som de ikke kan undgå, nemlig at deres kriminelle hensigter vendes imod dem og de udryddes”. I Gaza og på Vestbredden er alle skolebøger af den type, og de priser den unge mand, der vælger at blive shahid , dvs. en martyr for Palæstinas og islams sag.

Propagandaen stopper ikke ved skoleklassens dør men fortsætter i TV. Palæstinensisk fjernsyn opfordrer åbent børn til at ofre sig selv i kampen. I en ofte vist scene ser man den 12 årige Mohammed al-Dura, - den dreng der døde september 2000 i en skudveksling mellem israelske soldater og palæstinensiske mænd - foran et paradisisk landskab med springvand og blomster, mens han vinkende opfordrer sine kammerater til at følge sig.

I begyndelsen af juni, blot to uger efter dødsulykken i Jerusalem, hvor gulvet brød sammen under et bryllupsselskab, bragte palæstinensisk fjernsyn en tale af Sheikh Ibrahim Madhi, hvor han beder om, at “ det undertrykkende Knesset” vil falde ned i hovedet på jøderne”. Ved samme lejlighed udtalte han sin velsignelse over “alle, som har et bælte med sprængstoffer på sig eller på sine sønner for at sprænge sig selv i luften midt blandt jøderne”.

Sange med had-slogans mod Israel og USA, afbrænding af disse landes flag og scener med maskerede mænd, der affyrer deres geværer og pistoler op i luften, understreger hadet og kampen. Man behøver ikke at forske meget i sagen for at forstå, hvorfor børn ønsker at blive selvmordere. Selvmorderne, der tog 21 israelske liv ved at bombe et diskotek i tel Aviv, havde ifølge en undersøgelse støtte fra over 75 pct. af den palæstinensiske befolkning.

Voldsomt jødehad er et essentielt middel for en række militante og totalitære regimer til at fastholde deres magt. Bashar Assads popularitet i den arabiske verden kommer hovedsaligt fra hans ustandselige fordømmelse af Israel og jøderne. Iraks Saddam Hussein har ofte gentaget sit krav om at ødelægge den “kriminelle zionistiske enhed”. Han afsluttede sin tale ved det seneste arabiske topmøde med at sige: “ Gud forbande jøderne!” Også moderate som Jordans kong Abdulla og præsident Mubarak i Egypten opstår deres popularitet blandt den menige mand ved at fremvise et vist jødehad. Støtter de selv disse synspunkter? Selvfølgelig ikke! skynder de sig at sige, men de kan intet gøre, understreger de, fordi deres medier har ret til at give udtryk for disse holdninger.

At moderate arabiske ledere er forblevet tavse overfor det voksende jødehad er forståeligt, når man iøvrigt tager deres indsats som statsmænd i betragtning. Vestens politiske ledere har grund til at protestere, men de gør det ikke. I dagene efter Assads heftige anti-jødiske udfald i Damaskus ventede man forgæves på, at paven ville protestere.

Og hvis nogen forventede, at de vestlige statsledere ved mødet i Davos ville prostestere over Arafats løgne, så troede man fejl. Måske skyldes tavsheden en forfinet form for racisme. Araberne, synes man implicit at formode, er primitive mennesker, som ikke kan forventes at leve op til den civiliserede standard i Vesten. Hvis dette er forklaringen, så er rabiat jødehad blot en del af arabisk kultur - den samme, gamle kultur, som med god grund ellers portrætteres som en af verdens mest civilserede og forfinede. Mange vesterlændinge, som ignorerer det arabiske jødehad, tror måske, at araberne alt i alt har en rimelig årsag til deres vrede, selvom den altså bliver overdrevet. Blot man imødekommer palæstinensernes krav, vil hadet til Israel og jøderne mindskes, idet det ses som en slags politik. Siden gennembruddet med Oslo-aftalerne synes de israelske myndigheder at dele denne anskuelse, idet de systematisk ignorerer eller bortforklarer hadkampagnen.

Men har vi ikke lært andet af Intifadaen, så har vi lært, at den arabiske verdens vrede mod Israel og jøderne kun har lidet at gøre med den politiske konflikt i regionen. Jødehadet i Mellemøsten er ikke kun politik - det er et mål i sig selv.” (Citat slut.)

Norsk oversigt over notitser, der kendetegner de arabiske aviser:

Israel vil opphøre


Hamas overordnede mål er at Israel skal opphøre, og deres åndelige leder mener, det vil skje innen 25 år. (24.01.03)

Nusseibeh utestengt fra universitet

Moderat palestiner får motstand fordi han vil oppgi retten til å vende tilbake. (18.01.03)

Stolt av selvmordssønn

”Min sønn er blant de heroiske martyrer, sier den palestinske 13-barns faren stolt.” (09.12.02)

Hamas avslår våpenhvile

”Selvmordsstrategien skal tvinge Israel i kne.” (02.12.02)

Hamas oppfordrer til krig på Internett

Angrip jødiske nettsider, lyder siste krigskommando fra terrororganisasjonen Hamas. (29.11.02)

PLOs reaksjoner på terror

”I bakgrunnsartikkelen fra 1995 konkluderes det med at PLO har egentlig veldig lite imot at jøder blir drept”. (19.11.02)

Jødene fra arabiske land

”Eiendommene til jødene som har flyktet fra de arabiske land er konfiskert”. (17.11.02)

Terroristen Arafat

Arafat er personlig leder af at kidnappe fire flyvemaskiner på en gang.

Han har holdt 300 personer som gidsel på én gang.

Forlangte 5 mill. $ i løsesum af Lufthansa.

Kidnappet skibe og meget andet.

Og så bliver han alligevel tilbudt at tale i FN og blive godkendt som leder for de palæstinensiske autoriteter. Det kunststykke vil blive svær at overgå. Det har kun kunnet ske, fordi verdens ledere er faldet i søvn og ikke ser hvad det er der sker.

PAVEN: Allah og den sande Gud YHWH er den samme

I sin ugentlige tale i slutningen af maj 1999 kom pave Johannes Paulus II med en udtalelse fra Catechism of the Catholic Church n. 841, hvor der står: ”… sammen med os tilbeder de (muslimerne) den eneste barmhjertige Gud.”

Ingen kan kende Allah

Allah er så højt hævet, at intet menneske kan kende Allah!

Men Gud vil, at vi skal kende ham personligt. Jesus Kristus kom til verden, for at verden skulle kunne kende Gud personligt. ” Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har udsendt.” Joh 17:3.

Ayatollah Khomeini:

At dræbe og blive dræbt for Allah er en muslims største glæde.

Vi læser i 4.Moseb 4:19: ”Men dette skal I gøre for dem, så de kan leve og ikke dø, når de nærmer sig de højhellige ting: Aron og hans sønner skal gå ind og udpege hver af dem til sit arbejdet, og hvad han skal bære.” I en tid med diverse afgudsdyrkelse var det vigtigt at fastsætte rammer for, hvad de måtte bære af klæder, og hvorledes de skulle opføre sig. Man har fundet halvmånen i en arkæologisk udgravning fra gammeltestamentlig tid i et område af Israel, så det var ikke uden grund, at Gud satte faste grænser for, hvad hans udvalgte folk måtte være med til. Vi læser om, at til alt, hvad Gud sagde, lyttede hans folk ikke efter. I 2. Kong 21:3 står: ”Han byggede igen offerhøjene op, som hans far Hiskia havde ødelagt. Han rejste altre for Baal og lavede en Asjera-pæl, som Akab, Israels konge, havde gjort. Han tilbad hele himmelens hærskare og dyrkede dem.” Vi ser her, at måneguden Ba´al er gammel afgudslære og megen anden afgudsdyrkelse ligeså. Og som Israel forfaldt til afgudsdyrkelse, er mange i vort land enten passive overfor fremmede guder eller tilbeder dem som deres gud. Som Gud vrededes i ældre tid over afgudsdyrkelse, gør han det også i dag. Og mange vil komme til at mærke denne vrede, som vi med vor afgudsdyrkelse nedkalder over os. Læs, hvis det muligt, dette afslørende afsnit om Allah: The worship of the Moon-god Suen who was also called Nanna or Asimbabbaar, was the most commonly practised religion in the Middle East according to Mark Hall in his 1985 work called, A Study of the Sumerian Moon-god, Nanna/Suen; published by the University of Pennsylvania.

The 10th chapter of the Biblical book of Genesis, in the Bible, describes Sumer as the first civilization after the flood of Noah. It is the location where the Tower of Babel and other ziggurats were built and used in the development of Astrology, which incorporated an alternate, idolatrous worship of the moon, sun and stars, i.e., Gods creation, rather than the worship of the God of the Bible Himself (Romans 1).

The symbol of the Sumerian Moon-god was the crescent moon, and it was constantly found on ancient pottery or artifacts of worship.

Islam adopted the crescent moon as its religious symbol.

In Mesopotamia the word Suen was transformed into the word Sin by the Sumerians as their favorite name for the Moon-god by the Sumerians (Austin Potts, 1971, The Hymns and Prayers To The Moon-god, Sin, Dropsie College, p. 2)

Sin was the moon-god of Abrams family in Ur, before God called him to worship Him, and to leave Ur and to become Abraham and to go forth into a new nation which God would show him.

The name of the Moon-god was Sin, but his title was al-ilah meaning the deity.

Ilah is a generic Arabic word for god or deity.

The god Il or Ilah was originally a phase of the Moon God.[crescent moon] (Coon, Carleton S.; 1944. Southern Arabia, Washington D.C.: Smithsonian, p. 398)

The pre-Islamic Arabs shortened al-ilah to Allah, and used Allah in the names of their children. Muhammeds father and uncle shared Allah as part of their respective names.

Under Muhammeds tutelage, the relatively anonymous Ilah (god), became Al-Ilah, The God, or Allah, the Supreme Being. (Coon, p. 399)

Muhammad never felt it necessary to define Allah in the Quran because he understood that the pagan Arabs were already completely familiar with Allahs identity.

Al-Lat, al-Uzza and Manat called the daughters of Allah. Yusuf Ali explains in fn. 5096, pg. 1445, that Lat, Uzza and Manat were known as the daughters of God [Allah].

The name Allah, as the Quran itself is witness, was well known in pre-Islamic Arabia. Indeed, both it and its feminine form, Allat, are found not infrequently among the theophorous names in inscriptions from North Africa. (Arthur Jeffrey, ed., Islam: Muhammad and His Religion, New York: The Liberal Arts Press, 1958, p. 85.)

Muhammad rejected the other deities of Ancient Arab, including Ilahs wives and daughters, however, he kept the ancient idolatrous black stone (meteorite) which represented Allah.

Islams Arabic pagan origins and practices of worship have been tracked back by scholars to the ancient fertility religion of the moon god of Arabia.

The moon god was worshipped by praying toward Mecca several times each day, embarking on an annual pilgrimage to the Kabah, the temple of the moon god, running around the Kabah seven times, caressing the idol of the black meteorite stone set in the wall of the Kabah, running between two hills, making animal sacrifices, gathering on Fridays for prayers, and in giving alms to the poor. Reknown Christian author, Dr. Robert Morey, reveals these were all pagan rites practiced by the Arabs long before Muhammad was born. (Dr. Robert Morey; http://www.cultbusters.com/aorigin.htm)

Ancient Arabic Pagan Worship centered around ancient Astrology, which had originated in Babylon... The sun and the moon and the five planets then visible to the naked eye, were each identified with a living deity, god or goddess, with qualities of its own.

Moon worship was equally popular in various forms... The moon was a male divinity in ancient India; it was also a male divinity in ancient Semitic religion, and the Arabic word, qamar, meaning moon is of the masculine gender. The Arabic word for the sun, shama, however, is feminine in gender. The pagan Arabs worshipped the sun as a goddess and the moon as a god.

The Pagan deities best known in the Kaba and round about Mecca were Lat, Uzza and Manat...They were all female goddesses, the daughters of the moon god, Allah. (Yusuf Ali: pgs. 1619-1623)

In his explanation of why the Quran swears by the moon in Surah 74:32, Nay, verily by the Moon, Yusuf Alli comments, The moon was worshipped as a deity in times of darkness. (fn. 5798, pg. 1644)

Muhammad commanded his followers to participate in these pagan ceremonies while the pagans were still in control of Mecca. (See Yusuf Ali, fn. 214, pg. 78.)

Islam went on to adopt these pagan religious rites. ...the whole of the ancient pre-Muhammad [pagan] pilgrimage was retained, spiritualized, and eventually incorporated into the Quran as a valid part of Islam... (Yusuf Ali: fn. 223 pg. 80)

Al-Lat, al-Uzza and Manat called the daughters of Allah. Yusuf Ali explains in fn. 5096, pg. 1445, that Lat, Uzza and Manat were known as the daughters of God [Allah].

The stars (now so prominent as Islamic symbols in their national flags) were used as pagan symbols of the daughters of Allah.

The Quran at one point originally told Muslims to worship al-Lat, al-Uzza and Manat in Surah 53:19-20.

Those verses which have been abrogated, i.e., removed out of the present Quran became known as The Satanic Verses.

The Arab tribes gave the Moon-god different titles: Sin, Hubul, Ilumquh, Al-ilah.

The title al-ilah (the god) was used for the Moon-god.

The word Allah gradually developed from al-ilah.

The pagan Allah was a high god in a pantheon of 360 deities worshipped at the pagan shrine, the Kabah.

Allah was only one of the many Meccan gods in the Kabah.

The Muslims placed a statue of Hubul on top of the Kabah, at that time Hubul was considered the Moon-god by the Arabs.

The Kabah was the house of the Moon-god and the name Allah eventually replaced that of Hubul as the name of the Moon god.

They called the Kabah the house of Allah.

Historians like Vaqqidi have said Allah was actually the chief of the 360 gods being worshipped in Arabia at the time Muhammad fought his way to prominence. Ibn Al-Kalbi gave 27 names of pre-Islamic deities...

Nimrod, den første store oprører imod Gud


Den første udbredte menneskelige oprør imod Gud kom allerede fra Nimrod. Noa fødte tre sønner Sem, Kam og Jafet. Fra Sem udgik den slægt, der blev Guds udvalgte folk, men også andre folkeslag. Kam blev stamfader til Kush, Ægypten, Put og Kanaan m. flere.

Kusj blev stamfader til Nimrod, og om ham står der i 1. Mos 10:8 : ”Og Kusj fik sønnen Nimrod; han var den første, som fik stor magt på jorden.” Og der står om ham, at han var en gibbor (mægtig , tyran, gigant og kriger).

Det var ham, der byggede Babel og Nineve. De byer, der siden blev en plage for Israel.

Nimrod var øjensynlig ikke blot en jæger af dyr men også af mennesker, hvilket den jødiske Talmud fortæller om. Mægtig mand går tilbage til 1.Moseb. 6. kap., hvor vi læser om gudssønnerne, der gik ind til menneskedøtrene, og der fødtes giganter (hebræisk Nephelim). Der står om dem, at de var mægtige mænd og øjensynlig var en dæmonisk invasion i menneskeskikkelser. De bredte sig til de kana´næiske stammer. Det synes at fremgå, at Nimrod var en af disse mægtige giganter, i hvis slægt fulgte en udbredt afgudsdyrkelse med diverse perverterede religioner. Det begyndte således i Babylon og spredte sig til hele verden.

Nimrod valgte sig en hustru, Semiramis, som sammen med afguden Marduk var de ældste afguder i Babylon. Nimrod og Semiramis fik en søn, som Semiramis erklærede blev født, medens hun var jomfru. Og derfra stammer den okkulte moder- barn beretning, der er Satans modstykke til den sande beretning om Jesu fødsel.

Denne, gamle babyloniske kult moder-barn bredte sig over hele jorden under forskellige navne såsom, Isis og Osiris, Venus og Adonis, og i Indien som Ushas og Vishnu. I Jeremias´ bog advares israelitterne mod at ofre til himmelens dronning. (Semiramis). Denne kult om himmeldronningen blev siden udbredt i den katolske kirke som Maria og barnet.

Alexander Hislop skriver i sin bog The Two Babylons meget om alt dette. Og vi ser i åbenbaringen, at den store skøge har sit udspring i Babylon. Og islam er barn af samme skøge.

Vi har set det onde vokse sig stor. Og i dag ser vi det i næsten fuld udfoldelse, idet det onde vil søge at stå imod Guds plan, som den er beskrevet i Bibelen, men som ender med Guds sejr, hvor alt bliver nyt. Heller ikke naturen skal længere lide under, at jorden blev forbandet på grund af Adams synd. Hvert menneske er en del af disse store begivenheder. Derfor bør vi vide, hvad der sker og hvorfor det sker, thi ingen, der blot lader ”stå til”, kommer sejrende ud af vor tid. Det gælder om at kæmpe, ja stride os frem, ellers ej sejren vi vinder.

Vær ikke bekymrede


Der er meget, der får os til at tænke på tidens alvorlige tilstand, som trækker mange ind i frafald eller timelige bekymringer, der gør, at vi ikke kan løfte vore øjne i håb og er rede til endetidens store hændelse: bortrykkelsen! Men lad os tage imod Guds påmindelse om, at vi ikke må være bekymret!

Det er så let at blive bekymret. Men det er et område i vort liv, vi trænger til at få sejr over. Vi oplever sandheden i Jobs ord: ”Et menneske, født af en kvinde, lever en kort tid og mættes med uro.” Job 14:1. Og dog får vi disse opløftende ­­­ord: ”Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres bønner komme frem for Gud i påkaldelse og bøn med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus”. Fil 4:6 – 7.

Hvad sker, når vi bekymrer os? BEKYMRE, græsk MERIMNAO, betyder at ængste os over noget i nutid eller fremtid, som vi ikke kan ændre på. Det kan også betyde at være delt, at blive trukket i forskellige retninger, at blive distraheret af mange ting, så vi ikke udelt kan tjene Herren. Vi er ved at gå ind i en sådan situation netop nu, hvor tunge fremtidsskyer tårner sig op.

Bekymring er mangel på tillid. Men vi må regne med Guds omsorg – også i strenge tider.

BEKYMRING hører ikke hjemme hos Guds børn. Den tærer på troen og svækker vor livskraft. I Matt 6:25-34 står der: ”Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymret for livet, hvad I skal spise, og hvad I skal drikke, heller ikke for legemet, hvad I skal klæde jer med. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?… Hvem af jer kan vel med al sin bekymring lægge en eneste alen til sin livslængde?.. Søg da først Guds rige og hans retfærdighed, så skal I få alt dette i tillæg! Vær da ikke bekymret for morgendagen, thi morgendagen skal bekymre sig for sig selv. Hver dag har nok med sin egen plage.” Blomsten er for dagen, men mennesket for evigheden.


Debat: En antikristelig tid

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Anden religion

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation