Kun JESUS KRISTUS kan fjerne din synd

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 12/02-03



Det ses af mange som unfair og arrogant at sige, at der ikke er frelse på nogen anden måde end ved tro på Jesus Kristus. Men det er ikke arrogant, thi det er Jesus selv, der siger det og har påbudt os at lære alle folk at tro dette budskab. (Matt 28:19.)

Jesus sagde det så klart: ”Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Joh 14:6. Og: ”I er nedenfra, jeg er ovenfra. I er af denne verden, jeg er ikke af den her verden! Derfor sagde jeg til jer, at I kommer til at dø i jeres synder. Thi dersom I ikke tror, at det er mig, der er JEG ER, skal I dø i jeres synder.” Joh 14:6. [Udtrykket JEG ER, se 2. Mos 3:14, hvor vi ser, at JEG ER knytter sig til det hellige navn YHWH, der var så helligt, at jøderne ikke turde udtale det men i stedet brugte ordet Adonay.]

Også Jesu apostle bekræftede, at Jesus var eneste vej til frelse: ”Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke noget andet navn under Himmelen givet til mennesker, som vi kan blive frelst ved. Apg 4:12.

Hvorfor er Jesus den eneste vej?


Ethvert menneske er på grund af syndefaldet adskilt fra Gud og har behov for at få sin synd tilgivet. Men fordi Gud er hellig og retfærdig, kan vi ikke i vor syndige tilstand nå over det store svælg til hans hellighed. Der må være en, der er hellig i alt, der vil tage vor straf og bære dommen, som er at dø på grund af vor synd. Det gjorde Jesus Kristus, han døde i vort sted.

Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. Romerne 5:8.

At leve et fint, moralsk liv og betale enhver sit eller gøre et væld af gode gerninger kan ikke bringe os nærmere til Gud. Kun helligt blod kan udslette vor synd. Og sådant helligt blod har kun Gud selv. Derfor måtte han fødes som en af os og dø i vort sted. Der er mængder af vidnesbyrd om, at Jesus, der er anden person i guddommen, kom til os og fødtes som menneske.

Da Jesus døde på Golgata blandt oprørere og røvere, var det vor straf han bar. I Es 53:5 læser vi om det: ”Han blev såret (gennemboret) for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger. Straffen blev lagt på ham, for at vi skulle få fred (med Gud), og ved hans sår har vi fået lægedom (for synden).”

Ved Jesu død fik vi fred med Gud, fordi dommen over synden da blev udført. Derfor læser vi også: ”Han er vor fred.” Ef. 2:14-15 og 17.( Sml. med Ap.g. 10:36 og Romerne 5:1.)

Ordene: Straffen blev lagt på ham! betyder, at byrden for soningen for alverdens synd var lagt på ham, og at han bar dem.

Ved hans sår. Det hebræiske ord, der her er brugt, er çلهّن chabburah, der betyder ophøjede striber efter slag, knuse eller kvæste.

Hvor bogstaveligt dette skal forstås, ses af disse ord: ”Så gav han dem Barabbas fri. Og da han havde ladet Jesus piske, overlod han ham til at korsfæstes.” Matt 27:26.

Det viste Gud Esajas syv hundrede år før, som var det et øjenvidnes skildring.

Den lægedom, vi fik del i, er åndelig lægedom, helbredelse fra synden og oprettelse til at kunne have del i Guds velbehag.

Jesus led i vort sted under Guds vrede over synden, som ramte ham, fordi han bar vor synd. Og derfor kan Gud tilgive vor synd. Synden er en oprørsk handling mod Gud, for hvilken vi må lide døden og for evigt være borte fra Gud. Ved Jesu sår og død i vort sted købte han os fri fra syndens løn (døden). Derfor kan der ikke findes frelse udenom den lægedom, vi får del i ved at tage hans død til os som kilden til vor frelse. Derfor er Jesus den eneste vej for os til frelse.


Jeg giver mit alt til Jesus


Jeg gi´r dig alt; Jeg gi´r dig alt;
og går den vej, du har mig kaldt.
Jeg gi´r dig alt; Jeg gi´r dig alt
Min frelser kær, jeg gi´r dig alt!

Det mest perfekte billede på overgivelse til Gud, er Jesu selvvalgte lidelse gennem fristelse, angst og døden på Golgata, som er et modstykke til brændofferet, som vi læser om i 2.Moseb. 29:26-38, 3. Mos 8:14 og 18, 9:8 og 12 og 16:3 og 5. Disse ofre kunne kun bæres frem af en, der var uden synd. Derfor måtte syndofferet først foretages af ypperstepræsten, der var et forbillede på Jesu syndfrihed.

Først når vi er forligt med Gud ved Kristi forsoning for vore synder, kan vi præsentere vore legemer som et offer, helligt og acceptabelt for Gud. (Romerne 12:1.)

Et afgrødeoffer (mel, olie og frugt) ledsager et brændoffer, for når mennesker har indviet sig helt til Gud, giver de også alt det, der er dem givet af Gud. (3. Mos 9:16-17.) Dette offer bringes som et frivilligt offer.

Vi læser i 3. Mos 1:1-2 : ”Herren kaldte på Moses og sagde: Tal til Israels børn og sig til dem: Når nogen af jer kommer frem med en offergave til Herren, skal I komme med jeres offergave af jeres kvæg, enten af hornkvæg eller småkvæg.”

Det er let i en opløftet stemning at synge – eller sige – at vi giver alt til Herren. Men i virkeligheden giver vi alt for ofte kun det, der ikke koster os ret meget.

Mange forkynder, at det er en pligt for kristne at betale tiende. Men dette ord findes ikke i NT udover omtale af tiende i forbindelse med GT. Tiende var en del af Israels pagt med Herren. I NT pointeres det, at det er velsignet at give, men det er giveren selv, der bestemmer størrelsen alt efter evne og vilje. Læs for eks. Luk 21:1-4.


I ældre tid nævntes der som offergave hornkvæg eller småkvæg. Israels folk jo var et hyrdefolk, og ved at give Herren disse gaver, viste de deres kærlighed. Og gaverne, de gav Herren, skulle være fejlfrie, altså noget de virkelig satte pris på, og ikke noget de ikke selv ville/kunne bruge.

Frivillig- eller takoffer


Vi læser i 3. Mos 22:17-25 : ”Herren talte til Moses og sagde: Tal til Aron og hans sønner og til alle israelitterne og sig til dem: Hvis nogen af Israels hus og af de fremmede i Israel vil bringe sin gave, hvad enten det er løfteofre eller frivilligofre, man vil bringe som brændoffer til Herren, så man opnår hans velbehag, skal det være et lydefrit handyr af okser, får eller geder. I må ikke ofre dyr med fejl, det opnår I ikke hans velbehag ved. … I må ikke lægge ofre til Herren af den slags på alteret.”

Lad os være ærlige når vi ser på os selv. Får Gud ikke oftest kun det, vi vil afse af vor overflod? På den måde viser vi ringe taknemlighed over den fuldkomne frelse, vi har fået som nådegave. Vi misbruger kort sagt Guds godhed. Havde han forlangt det bedste vi havde for at frelse os, havde mange givet det, endog med glæde. Men når vort offer er frivilligt, får Gud ikke ret meget. Så ringe er vor taknemlighed! Gud skal ikke selv bruge vore penge, men han vil, at vi skal bære et budskab ud til alle om hans frelse – og det koster penge.

Vi lærer i GT meget om frivillighedsofre eller takofre. Men i vor tid er det for manges vedkommende gledet ud til fordel for gaver til os selv. Luksusvaner har vi råd til, men ikke til gaver til Gud. I vore bønner til Gud er der ikke megen tak men ofte mange ønsker for helbred, økonomi og meget andet, for at vi kan få det bedre. Det er ikke forkert at bede om sådant. Men vi skal først af alt søge Guds rige og hans retfærdighed. (Se for eks. Matt 6:3-6.)

Paulus skrev om nogle, der havde vilje til at give for at fremme Herrens sag: ”Under stor prøvelse og i megen trængsel er der af deres overstrømmende glæde i deres dybe fattigdom strømmet frem den rigeste gavmildhed. For de gav efter evne, ja, over evne, det kan jeg bevidne; på eget initiativ har de indtrængende bedt os om at måtte være med i gaven til de hellige. De gjorde ikke blot sådan, som vi havde håbet, nej, de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os. Men ligesom I er rige på alt, på tro og tale og kundskab og al beslutsomhed og på den kærlighed, vi har vakt hos jer, må I også vise jeres rigdom i denne indsamling. Jeg siger det ikke som en befaling, men fordi jeg ved hjælp af andres beslutsomhed vil prøve, om også jeres kærlighed er ægte — I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom. .. For når den gode vilje er til stede, påskønnes den i forhold til, hvad man evner, ikke i forhold til, hvad man ikke evner. Det er jo ikke, for at andre kan få det lettere og I få besvær, men for at der kan være ligevægt. For øjeblikket må jeres overflod afhjælpe de andres mangel, for at deres overflod til gengæld kan afhjælpe jeres mangel. Så bliver der ligevægt — som der står skrevet: ”Den, der havde samlet meget, fik ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt.” 2. Kor 8:2-15.

Det var kærlighed til Gud og i glæde over hans frelse, der fik den makedoniske menighed til at give som de gjorde. Det er bedrøveligt, at nogle kommer med et andet evangelium og falske løfter om, at når de giver Gud 1000 kr. eller mere får det ti gange igen. Jeg har læst, at der ved sådanne møder bliver kastet penge op til prædikanten, så der kan ligge et tykt lag af dem på gulvet. Og når Benny Hinn beder om penge – til eget overforbrug – fyldes der mange store plastikspande fulde. Afguderne mangler ikke noget. Jo mere falsk en religion er, des flere penge strømmer der i deres kasse. Men er der tale om at give uden andre løfter til gengæld end Guds velsignelse, er det kun rester af overfloden, der gives.

Vi har det sande budskab om Gud, der gav sig selv for at frelse os. Han, som i ubeskrivelig herlighed gav afkald på alt for at komme til os, for så at blive afvist, hånet, spottet, spyttet på, pisket og slået og i ensomhed lide døden på Golgata. Lad os påskønne det og ikke skamme os ved at give dette budskab til en verden, der lever i overflod.

Herrens herlighed er under et dække


Vi læser i Es 4:4-5 : ”Når Herren har vasket urenheden bort hos Zions døtre, og han har renset Jerusalems blodskyld fra hendes midte ved dommens lutrende ånd, da skal Herren skabe en sky af røg om dagen, og skær fra en flammende ild om natten over hvert bosted på Zions bjerg og over hendes forsamlinger. Thi over al herligheden skal der være et dække.”

Zions døtre er et figurativt ord, idet hele Israel skal renses og al skyld fjernes. Først da er der herlighed over Guds forsamlinger. Men der vil altid være et dække over alt det herlige fra Gud. Var der ikke det, ville alle søge ham for denne herligheds skyld og ikke for at blive frelst fra deres synd.

Desværre tror mange i dag, at de kan få del i Guds herlighed uden om dom og lutrende ild. (Omvendelse og anger over synden.)

Paulus skriver: ”Jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium, for det er Guds kraft til frelse for hver den, som tror… Thi i det bliver Guds retfærdighed åbenbaret af tro til tro, som der står skrevet: Den, som er retfærdig af tro, skal leve.” Romerne 1:16-17.

Jøderne forkastede dette budskab og betragtede Paulus som en frafalden. Og også hedningerne foragtede ham. Og han skrev: ”Helt til denne stund både sulter og tørster vi, vi er dårlig klædt, slået og hjemløse. Vi… arbejder med vore egne hænder. Når vi bliver spottet, velsigner vi. Når vi bliver forfulgt, holder vi ud. Når vi bliver vanæret, beder vi. Vi er blevet gjort til udskud i verden, som afskum for alle, helt til nu.” 1. Kor 4:11-13.

Vi ser ikke Guds herlighed, fordi vi vil se den uden dække og søger derfor til dem, der kommer med et ”herligheds evangelie”, et andet evangelium end det, Paulus bragte, men som ikke kan frelse.

Et levende og helligt offer til Gud alene


Paulus skriver: I opfordres indtrængende til at give jeres legemer til Herren. Lad jer blive et levende og helligt offer. – Et sådant offer vil Gud acceptere. Når I tænker på, hvad Jesus Kristus har gjort for jer, er det så for meget at bede om? (Romerne 12:1.)

Vi var bundne i syndens lænker, men forløseren gjorde os frie. Vi har lært at bede: ”Led os ikke ind i fristelse, men fri ( udfri – sætte i frihed) os fra det onde…” Matt 6:13. Den, der er udfriet fra en forfærdelig lidelse, er taknemlig. Vi må være mere end taknemmelige, thi vi er sat i frihed fra en evig dom under Guds vrede. Ingen anden kunne skænke os en sådan frihed.

Satan forsøger altid at få os til ikke at tjene Gud men os selv. Tydeligst kom det til udtryk, da Satan forsøgte at friste Jesus: Men da ”siger Jesus til ham: Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. Matt 4:10.

Vend dig bort fra dem, der lærer, at du kan kræve af Gud, og så får du det. Det er Djævelens ord!

Jesus ofrede frivilligt sig selv. (Joh 10:17-18 og Ef. 5:2.) Når han, der havde alt og er alle tings Herren, gjorde det frivillig for at løskøbe os, hvor meget mere er vi da ikke skyldige som hans løskøbte tjenere at tjene ham med at bringe et sandt evangelium.

Hvorledes kan vi vise tjenersind? Paulus skriver: ”Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.” 1. Kor 3:9. Vi kan vise tjenersind ved at være Guds medarbejdere og være en ager og en bygning, som Gud kan arbejde i. På Guds ager er høsten er stor, men arbejderne få. (Matt. 9:37.)

Jeg giver mit alt til Jesus
hver tvivl, som mig plaget har,
og det, som min fred forstyrred,
den synd, som min hindring var.
Jeg gí´r ham min hånd, den svage,
jeg ved, han den slipper ej;
jeg tager den aldrig tilbage,
men følger ad korsets vej.
Jeg gi´r dig alt; Jeg gi´r dig alt;
og går den vej, du har mig kaldt.
Jeg gi´r dig alt; Jeg gi´r dig alt
min frelser kær, jeg gi´r dig alt!

Har vi modtaget Guds nåde forgæves?


Et meget alvorligt ord læser vi i 2. Kor. 6:1: ”Men som medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds nåde.”

At være Guds medarbejder betyder at arbejde sammen med Gud. (sunergountes) som Guds partnere. Det er nåde at få lov til det. Men vort arbejde kan være forgæves (eis kenon). Det kan bestå af tomhed, eller vi kan bringe et ubibelsk budskab eller skjule, hvilken betydning Jesu død havde, og hvad det betyder at følge ham. Til sådanne siger Jesus, at han ikke kender dem. Og da har Guds nåde været forgæves for dem.

Fordi mange ikke kender, hvad der læres i GT, kan de heller ikke lære ret i nutiden. Brændofre, madofre og fredsofre blev udført, før loven blev givet på Sinai. Og patriarkerne havde stort kendskab til, hvad synd var og at den måtte sones. Men vi læser i 3. Mos 4:1-12 om, at det udvalgte folk måtte lære mere derom for at være rede til den tid, den fuldkomne forsoning i Messias ville komme, hvor han ville bære alverdens synd og derved fjerne den for altid fra dem, der ville tage imod denne nåde.

Der læres i GT om syndofre for åbenlyse synder, for udeladelsessynder og uvidenhedssynder, thi selv om vi ikke ser dem, er de åbenlyse for Gud.

Syndofferet skulle brændes fuldstændig til aske. Det er et billede på en fuldkommen omvendelse, hvor synden bliver til intet. Syndofferet dækkede synder, begået i svaghed eller egensindighed. Derfor må det syndige legeme dø. Derom skriver Paulus: ”Vi ved jo, at vort gamle menneske blev korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle blive frataget sin magt, så vi ikke længere skulle være træller under synden.” Romerne 6:6.

Og vi læser i Hebr 13:11-12 : ”Offerdyrenes blod bæres ind i helligdommen af ypperstepræsten til soning for synd, men deres kroppe bliver opbrændt udenfor lejren. (2.Moseb. 29:14.) Derfor led også Jesus udenfor porten, for at han kunne hellige folket ved sit eget blod.”

I 4. Mos 15:30-31 står der disse alvorlige ord: ”Men den, som gør noget med opløftet hånd (med vilje) ….han håner Herren, og han skal udryddes af sit folk. Thi han har ringeagtet Herrens ord og brudt hans bud; det menneske skal udryddes, han skal lide for sin misgerning.”

Disse ord burde få os alle til at tænke os om, før vi overtræder Guds lov med ”opløftet hånd.” Thi vi læser i Hebr 10:26 : ”For dersom vi synder med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, da er der ikke længere noget offer for vore synder.” Da har vi modtaget Guds nåde forgæves.

Jesu død på korset var det komplette og sidste syndoffer


Jesus Kristus var uden synd (Hebr 4:15) , ”hellig, dadelfri, adskilt fra syndere og ophøjet over himlene” 7:26.

Og vi læser i 2. Kor 5:21 : ”Ham (Jesus Kristus), som ikke havde nogen synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi i ham skal blive retfærdige for Gud.”

Kristus er vor forligelse og vor retfærdiggører. Som vor forligelse er Guds vrede over vor synd slukket ved Kristi død som vort syndoffer. (Rom. 5:21, 1. Joh 2:2 og Rom. 3:23.) Som vor retfærdiggører har han dækket alle vore synder og genoprettet fællesskabet imellem Gud og os.

Dog er tilgivelse af synd og retfærdiggørelse ikke en automatisk tildeling til os. Gud har gjort alt rede til at frelse alle. Men ethvert menneske må selv ville vende om til Gud og tage imod hans frelse.

”For af nåde er I frelst ved tro. Og dette er ikke af jer selv, det er Guds gave. Det er ikke af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.” Ef. 2:8-9.

Det store spørgsmål er: Forkyndes evangeliet ret, og hører vi den på rette måde? Dersom forkyndelsen er baseret på det samme, som Paulus forkyndte i hele sin fylde, er forkyndelsen ret, ellers er den forkert. Bringer forkyndelsen omvendelse og helligelse i vort liv, og bærer de troens frugter som i de menigheder, der opstod som følge af Paulus´ lære. Da hører vi den på ret måde.

Fjord Christensen skrev således for mange år siden: I 4000 år blev mennesket stillet over for forskellige lydighedsprøver mod Guds åbenbarede vilje, men svigtede. I paradiset var det prøven med kundskabens træ; den endte med fald og uddrivelse af paradiset. Så kom tidspunktet, hvor prøven var lydighed mod samvittighedens røst; den endte med dommen ved Babel, hvor Gud forvirrede tungemålet og spredte menneskene ud over jorden. Dernæst kom løfternes husholdning, hvis fremherskende kendemærke var Guds ubetingede løfter til Abraham om, at han skulle arve landet, og at i hans sæd skulle alle jordens slægter velsignes; den endte ved Sinai, hvor Israel så rask ombyttede nåde med lov ved at erklære: »Alt, hvad Gud har sagt, vil vi gøre!« Så kom lovens husholdning, hvor prøven var lydighed mod Guds åbenbarede lov; hele Israels følgende historie er én eneste ulydighed, der endte med fangenskabet i Babel.

Nu havde Gud prøvet alle veje; nu var der kun én tilbage - den sidste! Glippede også den, da var der intet mere at gøre. Gud sendte sin Søn til at lide og dø for slægtens synd og føre slægten tilbage til Gud. Dette er Guds sidste tilbud; forkastes det, er der - som vi læser i Hebræerbrevet - ikke mere noget offer for synder, men kun en forfærdelig gru for dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige.

Gud har tilbudt os sin Søn og har ikke mere at tilbyde! Forkaster vi ham, er der intet håb, thi Gud ser ingen uden Jesus alene i frelsesværket, og hans Ånd vil føre os dertil, at også vi ser ingen anden end Jesus alene, hverken andre mennesker eller os selv, men Jesus alene.” Citat slut.

Det er vor opgave at stride for den tro, der en gang for alle blev overgivet de hellige. (Jf. Judas v.3.) Og vi skal afvise at høre på noget andet end det, der fører til denne tro.

Paulus skrev: ”Thi vi er Guds medarbejdere.” 1. Kor 3:9 Θεοῦ γάρ ἐσμεν συνεργοί Theou gar esmen sunergoi. Det er ikke til tage fejl af, at vi arbejder sammen med Gud, når vi følger hans ord. Måtte det være vort højeste mål, thi til at forkynde om Guds fuldbragte frelse er vi kaldede, enhver på sit sted. Det er troskab i det, vi er sat til, Gud spørger efter. Lad Bibelen være din lærer, så du arbejder sammen med Gud og ikke imod ham.


Debat: Kun JESUS KRISTUS kan fjerne din synd

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation