Døm ikke

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 22/01-03



Døm ikke, for at I ikke skal blive dømt


Disse ord bliver brugt i vor tid som måske aldrig før af de mange, nye trosformer, som går uden for sand, bibelsk tro. Og som for at værne om deres opfattelser imødegår enhver belæring med ordene om ikke at dømme, ofte ledsaget af pågående advarsler om, at dømmer vi dem, står vi Helligånden imod. Derved er mange blevet tavse og tør ikke tage stilling til noget som helst. Men er det Guds ord, der siger således. Det vil vi se på i det følgende.

Befalingen om ikke at dømme (Matt. 7:1) må ses i det rette lys. Vi må ikke dømme om motiver. Det kan kun Gud gøre. I Joh 7:24 står: ”Døm ikke efter det, I ser, men fæld en retfærdig dom.” Jesus irettesatte jøderne, fordi de dømte udfra det, de så, og ikke efter realiteter. Deres dom var derfor ikke retfærdig. Derfor var heller ikke deres dom over Jesus retfærdig. Han havde ikke brudt Mose lov, som de syntes at se. Det havde de derimod i deres grænseløse had til Jesus.

Ordene i Matt 7:1 fordrejes ofte til, at vi nok må bedømme men ikke dømme. Det lærer Jesus ikke. Han siger ikke, at vi ikke skal forholde os kritiske overfor en forkert lære og give udtryk for det. Hele NT har mange illustrationer om legitim dom om diverse spørgsmål, inklusiv lærespørgsmål. Ja, der er endog adskillige tilfælde, hvor det direkte bliver befalet kristne at dømme om det rette og det forkerte.

I 1. Kor 6:2 står: ”Ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og hvis verden skal blive dømt af jer, er I da uværdige til at dømme i de mindste sager?” Nogen vil sige, at det er uden betydning i dag, thi det er jo først efter bortrykkelsen, dette finder sted. Men læg mærke til, at Paulus taler om at dømme i de mindste sager. Det må være her på jorden og kan være alt, hvad der kan komme op i menigheden. Altså også opfattelse og udøvelse af det, Bibelen lærer. ”…endsige da ting, som angår dette liv?” v. 3. Her er vi ved kernen til dagens problem, idet mange, der har taget noget med i deres lære, som både strider mod Bibelen og slet ikke er i Bibelens ånd. Vil nogen retlede dem derfor, siges der straks: I har ingen ret til at dømme! Mange tør ikke sige dem imod, og derfor kan de usunde lærdomme i stigende grad trække umodne kristne med sig. Ja, endog også en del ”ældre” kristne, som burde have erfaring til at se det forkerte i disse, nye lærdomme. Ser Gud kristne, som er i samfund med ham, som værdige til engang at dømme engle, skulle vi da ikke også være værdige til at dømme i problemer, der måtte kunne komme i dette liv?

I Joh 21:15 ,16 og 17 siger Jesus til Peter: ”Vogt mine lam!” ”Vær hyrde for mine får!” ”Vogt mine får!” Hvorledes kunne Peter vogte Jesu ”lam” og være hyrde for dem? Ved at værne dem for ”glubende ulve”, der kommer i ”fåreklæder”. En fåreflok, som angribes af glubende ulve, er hjælpeløs, dersom ikke hyrden forsvarer den. ”Ulvene”, der kommer over den ”fåreflok”, der følger Jesus, giver sig også ud for at være gode kristne. Men kommer de med en falsk lære, er det eneste de tænker på at ”opsluge” Jesu lam.

Må en hyrde ikke gøre opmærksom på ”ulvene”, hvordan skal han da kunne vogte ”fårene”? Mon Jesus ville have sagt: Dersom ”ulvene” ikke synes om at blive afslørede, skal I ikke gøre det? Nej! Derfor sagde Jesus også hele tre gange til Peter, at han skulle vogte hans lam. Peter kunne vise sin kærlighed til Jesus ved at vogte hans lam med omhu. I dag er det os, der skal vogte i kærlighed og omhu og fradømme det falske.

Gud tænker stort om de af sine børn, der sejrer og trofast gør hans gerninger. Opstår der læremæssige uoverenstemmelser, skulle han da ikke betro sit sande folk at fælde dom over det forkerte? Hvor er den opfattelse kommet fra, som hævder, at kristne ikke må dømme? Ikke fra Gud.

Renhed i menigheden


Vi ser i Ap.g. 5.kap. at Ananias og Safira ville give et beløb til Gud, de havde fået ved salg af en ejendom. Det var deres penge, og de kunne have beholdt dem. Men efter de havde lovet Gud beløbet, synes det, som Satan havde hvisket til dem om alt det, de selv kunne få for disse penge (og det er han fortsat med gennem tiderne, og ikke mindst i dag). Da Ananias kom og kun lagde nogle af pengene for apostlenes fødder, vidste Peter ved Helligåndens åbenbaring, at han ikke gjorde, som han havde sagt, og sagde til ham: Hvorfor har du løjet mod Helligånden og stukket nogle af pengene til side? Det er jo ikke mennesker, du har løjet for, men Gud. Det er tydeligt, at enten måtte Ananias forsvinde eller også ville Ånden forsvinde fra denne, første menighed. Og det blev Ananias og Safira, der forvandt – de døde, da de hørte, at de var afslørede.

Tør vi ikke fælde en redelig dom udfra det, Skriften lærer, vil en menighed meget snart rådne op indefra. Vi læser i 1.Kor. 5.kap., at Paulus dømte en mand for utugt, der var så grov, at den end ikke kendtes hos hedningerne. Han trådte op imod menigheden med hård dom: ”I er opblæste, når I hellere burde sørge for, at han, som har gjort denne gerning, kunne blive stødt ud fra jer” ”overgiv da den, det gælder, til Satan, til kødets ødelæggelse, for at hans ånd kan blive frelst på Herren Jesu dag”…”Ved I ikke, at en smule surdej gennemsyrer hele dejen”, 5:2,5 og 6b. Denne mand kom under dom og tugt her i livet, for at han kunne omvende sig og frelses på Herre Jesu Kristi dag. Hvad ville der være sket med menigheden og med denne mand, dersom Paulus ikke havde turdet fælde dom?

Godt begyndt


I Gal 2:11 kan vi læse, at Paulus trådte op imod Peter ”lige i hans åbne øjne, thi dømt var han”. Videre ser vi, at Peter plejede at spise sammen med hedningerne, men da der kom jøder til, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for jødernes mening. Og sammen med ham hyklede andre jøder og endog Barnebas. ”Men da jeg så, at de ikke gik frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør…”, vers 14. Hvad ville der være sket, dersom ikke Paulus havde dømt ham ind for alles øje? Sandsynligvis var menigheden gået i opløsning, thi alt det, der bygges på ”sand”, bliver ikke stående, når der kommer modgang.

I Gal 5:7 skriver Paulus: ”I var begyndt godt på løbet. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden?” Det samme spørgsmål kunne det være nødvendigt at stille i dag. Mange kristne var godt på vej men blev ”overtalt” til at søge til urene kilder. ”Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? Den overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte jer”, v.7-8. Hvad ville der være sket med galatermenigheden, dersom ikke Paulus havde fældet dom og vist, den var inde på en vej, der ikke førte til frelse? Mange i vor tid er inde på en forkert vej. Men på grund af ”døm ikke” kampagnen, er der kun få, der tør træde op og sige, at de må vende om, dersom de vil frelses af Guds nåde ved tro på Jesus.

Paulus sagde til Timoteus i 1. Tim 1:19-20 : ”Du har tro og en god samvittighed, den har nogle forkastet og dermed lidt skibbrud på troen. Blandt disse er Hymenæus og Aleksander, som jeg overlod til Satan, så de kunne lære ikke at spotte Gud.” Disse to havde også fået godt begyndt men ikke holdt fast ved den sande tro og lidt ”skibbrud.”

I dag tåles diverse åndelige ”urenheder” i menighederne, fordi ingen tør dømme. Derfor trives sådanne urenheder på bedste måde og får lov at undergrave den ene menighed efter den anden. Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Og han vil også, vi skal holde det urene ude og har i Ordet givet os adskillige anvisninger, vi skal bruge dertil. Men ak, mange tør ikke engang bedømme det forkerte, langt mindre dømme en synd som synd.

Hvad gjorde tidligere kristne?


Også mange menigheder i tidligere tider faldt åndeligt i søvn og så ikke ”ulvene” kom ind i menighederne. Følgen var, at den gennemfalske romersk katolske Kirke fik magt til at lægge mørke over landene i flere århundreder. Først i det 16.århundrede begyndte evangeliets lys atter at skinne i små områder. Waldenserne spredte lys i alperområdet, Huss i Bøhmen og Wycliffe og Lollardy i England. Der var endnu flere, men det var først, da Luther opslog sine 95 teser på kirkedøren i Vismar, at det åndelige mørke rigtigt begyndte at spredes.

Tese 62 lød: Kirkens sande, ægte skat er det allerhelligste evangelium om Guds herlighed og nåde.

Tese 92: Gid alle hine profeter måtte forsvinde, som siger til kristenfolket: Fred, fred! og der er ingen fred.

Luther skriver: ”Om nu også adskillige, for hvem denne sandhed virker skadelig (bibelsk forkyndelse med afsløring af falsk lære), vil skælde mig ud for kætter, så påvirker et sådant skråleri mig ikke, eftersom det kun er nogle omtågede hjerner, som aldrig har lugtet til Bibelen, aldrig læst den sande kristne lære eller forstået den… Må Gud give dem og os den rette forstand.”

Luther mødte had og fordømmelse fra hele den katolske præstestand med paven i spidsen. Men han tav ikke og udtalte med klare ord sin dom over denne kirkes lære. Og han gav udtryk for, at han ikke agtede at holde op dermed. Han skrev: ”Skæld mig kun ud, døm min person og mit liv, så meget I vil… Men den, der vil gøre min Herre Kristus, som prædikes af mig, og Helligånden til løgner, skal ikke vente sig tak eller påskønnelse af mig. Kristi ord vil jeg med et glad hjerte forsvare….”

Der var ikke mange kirker, der kunne rose sig af en større samling formentlig helgenlevninger end slotskirken i Wittenberg. På Allerhelgensdag blev de 5000 relikvier udstillet på kirkens 19 altre. Og fra fjern og nær strømmede man til byen for at tilbede dem. Det var dagen før denne, store dag, at Luther ved middagstid opslog sine 95 teser. Mange var enig med Luther men turde ikke offentlig stå bag ham. (Uddrag fra Luthers reformatoriske skrifter slut.)

Var der nogen, der bedømte og dømte, var det Luther. Og takket være ham og andre, der stod den falske lære imod og var villig til at lide derfor, fik vi også Bibelens klare lys til Danmark.

Mange mistede livet, fordi de talte om Bibelens sandheder. Også Luther led forfølgelse. Hans teser, hans lære og hans prædikener var en lang dom over den magtfulde romerske katolske Kirke. Ved en lejlighed sagde han, at det var en lettelse for ham, da han kom til at forstå, at paven var antikrist. Er det ikke at dømme? – men Luther gjorde det. Han hentede frimodighed ved at læse i Bibelen, som Den katolske Kirke i århundreder havde forbudt folk at læse.

Jesu egen formaning


I Joh. Åb 1:9-20 læser vi om brevene til de syv menigheder. Og i kap. 2 og 3 kap. ser vi, hvad der står i disse breve. Efesus var menigheden i det første århundrede og opførte sig generelt prisværdig men havde dog forladt sin første kærlighed. Var der mon nogen, der advarede Efesus menigheden for dens manglende kærlighed? Vi ved det ikke, kun at kærligheden forsvandt. Og det var det, Jesus havde imod den. Jesus formanede menigheden til at omvende sig og finde den første kærlighed igen, ellers ville han flytte dens lysestage fra sit sted (2:5). I dag er der kun ruinhobe tilbage af den stolte by med den berømte menighed. Hvorfor? Fordi en lille surdej gennemsyrede hele dejen.

Efesus var menigheden, hvor kærlighed forsvandt. Smyrna var den forfulgte menighed. Pergamum den over-tolerante menighed. Tyatira den kompromis søgende menighed. Sardes den sovende menighed. Filadelfia en menighed med muligheder. Og Laodikea den lunkne.

Laodikea er vor tidsalder, der desværre kaldes lunken. Og der står om den, at Herren Jesus udspyr den af sin mund (3:16). Ville mon ikke meget have været anderledes, dersom menigheden havde været årvågen og sat pris på dem, der søgte at rette op på det forkerte? Eller mon de også da sagde ”døm ikke!” når nogen påpegede det forkerte? Engang vil det alt sammen blive afsløret, og Jesus vil fælde retfærdige domme.

”De forstandige skal stråle som himmelhvælvningens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid”, Dan 12:3. Dem, der er ført til retfærdighed, mon ikke det er, fordi en ven i troen har turdet dømme det forkerte? Og mon ikke mange vil komme til at mangle glans og ikke skal lyse som stjerner, fordi de ikke har pådømt det, Skriften viste dem var forkert? Ordet antyder, at den, der er tro i de mindste ting, skal få belønning efter sit troskab. Også i at dømme det forkerte.

Døm ikke udfra kødelige motiver


Det ligger til vort gamle menneske at dømme alt det, vi ikke selv er på linje med. Men Jesus lærer os, at vi ikke må dømme udfra kødelige motiver. Thi da vil vi selv blive dømt. Vi må heller ikke dømme andre kristnes motiver. Den dom hører alene Gud til. Ej heller må vi dømme en anden kristens tjenervilje (1.Kor. 4:1-5). Men vi bliver ofte nødsaget til at bedømme, hvorvidt nogen er en sand kristen (se 2. Kor 6:14-17) .

Vi ser også på ordene i Romerne 2:1-3 : Vi er ikke kaldede til at se efter fejl hos andre, thi ingen er fejlfri, og alle behøver Guds nåde. Er vi hårde og ikke har viljen til at bære over med andres fejl, samler vi os vrede til vredens dag, da Guds retfærdighed skal åbenbares (2:5). Vi fortjener alle Guds dom, men han kan udsætte den, fordi han vil, at hans godhed – om muligt – kunne lede til omvendelse. Bibelen lærer os, at vi skal dømme læremæssige fejl, men dømme i kærlighed med det formål at redde fra vildfarelse, og for at læren forbliver på det plan, Bibelen har givet os.

Det gælder for os alle om at trænge os frem til Guds rige og aldrig ophøre dermed. Vi får alt af nåde, og skal vi nødvendigvis dømme efter en velovervejet bedømmelse, må det være, fordi vi stærkt føler, at vi skal ”stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige”, Judas´ brev v. 3. I samme vers skrev Judas om ”vor fælles frelse”, men så sig altså også nødsaget til at komme med formaningen om at kæmpe for den sande tro, som Jesus og apostlene gav os, og som Guds folk må værne om. For lang tid siden skrev en bibeltro mand: Intet må lægges til læren. Hvis det er nyt, er det ikke sandt. Og dersom det er sandt, er det ikke nyt.


Debat: Døm ikke

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Diverse information

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation