Genstridighed og egenvilje

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 16/12-02



En hellig Gud


HERRENS befaling lyder således til sit folk til alle tider: ”I skal være hellige for mig, for jeg, HERREN, er hellig, og jeg har skilt jer ud fra folkeslagene til at være mine.” 3. Mos 20:26.

Qãdôsh, det hebræisk ord for hellig, bruges i GT både om Gud, mennesker og ting. Ordet kommer af en rod, som betyder afsondre, udskille, pletfri, ren eller ophøjet! Det tilsvarende græske ord er hagios, der betyder ophøjet over verden, og at vække undren og respekt! Guds hellighed kommer klart frem i Es. 6:1-6. Esajas følte sig syndig i Guds nærhed. Og Abraham følte sig som støv foran Gud. (1.Moseb. 18:27.) Også i NT er der udtryk for Guds hellighed. (Joh. 17:11 og 1. Pet 1:15-16 med flere steder.) Og Jesus betegnes som Guds hellige. (Mark. 1:24.)

Det hellige blod


Jesu død for os giver os forståelse for Guds hellighed, idet Gud ikke tilgiver synden uden ved et sonoffer men gav sit eget blod som sonofferet. Vi lærer om blodet i 2. Mos 29:21 : ”Du skal tage noget af blodet, som er på alteret,… og stænke det på Aron og på hans klæder, og på hans sønner og deres klæder. Da skal han og hans klæder være helliget, og sammen med ham hans sønner og deres klæder.” Vi kan altså ikke selv frembringe denne hellighed, det sker kun ved, at helligt blod ofres for os.

Blodet havde i sig selv ingen sonende virkning. Men ofret på alteret, virkede det sonende. Sjælen er i blodet, og jeg har givet jer det på alteret til at gøre soning for jeres sjæle, det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen”. 3.Moseb. 17:11. Dette blod på alteret var stedfortræder for Jesu hellige blod, der engang skulle sone alle de menneskers synder, der tror på ham. (Kol. 1:20, Heb 9:12, 1.Joh 1:7 og Åb 1:5 og 7:14.) Brugen af blodet viser i NT tydeligt, hvilken betydning offerordningen i GT havde. Se f. eks.: ”Vort påskelam er slagtet, Kristus.” 1.Kor. 5:7. Jesus gik ind i offerordninger fra GT og blev det Guds Lam, som blev slagtet for alle menneskers synder. (Joh 1:29.) Kristi dyrebare blod har dermed den største værdi for en synder, fordi det har kraft til at frelse fra synd. (1.Peter 1:18-21.) Blodet har større værdi end sølv og guld. Thi kun blodet kan bruges som ”løsepenge” for at købe en synder fri fra syndens dom. (Matt. 20:28 og 1.Kor. 6:20.)

Søg først af alt Guds rige


”Jeg er Herren jeres Gud, og I skal hellige jer. I skal være hellige, for jeg er hellig.” 3.Moseb. 11:49. Dvs være udskilt fra alt, der ikke er helligt. Derfor kan vi ikke være lig dem, der vil prøve at tjene to herrer. Sagt klart med disse ord: ”Ingen kan tjene to herrer. For enten vil han hade (afsky) den ene og elske den andre, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” Matt 6:24.

Rigdom (mammon) bliver let vor afgud, som hele tiden kræver nye ofre. Rigdom gør blind for glæden i små ting. Og en rig får let en tjener, der hedder løgn. Derfor sagde Jesus: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Matt 6:33. Det er altså det der fremmer vor tilknytning til Gud, som vi skal søge som det første i vort liv. Alt andet kommer i anden række. Da vil Gud velsigne os, og på Guds velsignelse beror alt.

Hvorfor er der så mange grove synder i menigheder og i den enkelte kristnes liv? Hvorfor er mange, der kalder sig kristne, bundne af narko, alkoholisme og diverse sexsynder? Fordi de ikke først af alt søger Guds rige. Jesus sagde: ”Dersom da sønnen får frigjort jer, skulle I være virkelig frie.” Joh 8:36. Men det er ikke frihed til at synde, der er tale om. Hvad er det da, der går galt, når vi ikke er blevet virkelig frie fra synden? Fakta er, at mange, selv om de mener de er kristne, fortsat er bundet af verden og aldrig har taget imod den frihed, Gud giver dem, der i oprigtighed søger ham. De søger ikke først Guds rige men jager måske rundt fra menighed til menighed i forsøg på at finde hjælp i stedet for at søge den hos Gud.

Er vi født på ny, har vi adgang til Guds hjælp. Men hvad nytter det at eje en bankbog med et stort beløb, dersom vi ikke tror på bankbogens værdi og derfor ikke hæver af beløbet. Der står et stort ”beløb” på troens konto – først og fremmest til åndelig hjælp - som vi frit kan hæve af. Men fordi vi ikke tror på ”kontoen”, er der så mange åndeligt set fattige, selv om Gud har givet denne store rigdom. Men mange synes at formode, at giver Gud ikke overflod af materielle ting, er det tegn på, at han ikke velsigner dem. Men det har Gud aldrig sagt. I Hab 2:4 står: ”Den retfærdige, skal leve ved sin tro.”

Gå ikke i fællesskab med ugudelige


Vi bliver let selvrådige, når Gud velsigner os med materielle goder, som vi læser om i 2. Krøn 17:3-5. Herren var med Josafat, og hele Juda bragte ham gaver, så han vandt stor rigdom og ære. Det så Akab, kongen i nordriget Israel, og han ønskede derfor, at Josafats søn skulle ægte hans datter, hvis moder var Jesabel fra Zidon. (1.Kongeb. 16:31.)

Men dette ægteskab blev en kilde til synd og nederlag for Josafat og hele hans familie, idet “Akab, Omris søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENS øjne, i højere grad end alle hans forgængere.” Vers 30. ”Han lavede asjerastøtten og gjorde endnu flere ting, hvorved han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de konger, der havde hersket før ham i Israel.” V. 33.

Ubetænksom indgåelse af ægteskab kan være en kilde til, at Herren lukker for sin velsignelse. Og ligeså ubetænksomme beslutninger, som vi læser om i 1. Kongeb. 22:4: Akab ”sagde til Josafat: Vil du drage med mig i krig mod Ramot i Gilead? Josafat svarede Israels konge: ”Som du, så jeg! Som dit folk, så mit folk! Som dine heste, så mine heste!” Josafat sluttede altså partnerskab med den syndige kong Akab. Men der er sagt med klare ord i GT og endnu stærkere i NT: ”Drag ikke i fremmed åg med vantro! thi hvilket fællesskab har retfærdighed med lovløshed? Eller hvilket samfund har lyset med mørket? Hvilken samklang er det mellem Kristus og Belial? Eller hvilken delagtighed har en troende med en ikke-troende?” 2. Kor 6:14-15. (Se også 5.Moseb. 7:3-4.)

Vi læser i 1. Kong 20:42 : ”Profeten sagde til ham: Så siger Herren: Fordi du lod den mand, som jeg havde bandlyst, slippe ud af hænderne på dig, så skal dit liv træde i stedet for hans liv, og dit folk i stedet for hans folk.” Han levede altså i bevidst synd og oprør mod Gud og søgte at trække den gudfrygtige Josafat ind i sin gudløshed.

På grund af Akabs syndige handlinger sagde Guds profet til ham: ”Derfor vil jeg bringe ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt væsen, store og små, af Akabs slægt, i Israel.” 1.Kongeb. 21:21. Og vi læser i 2.Kongeb. 18:33-34, at Akab blev dræbt i krigen, medens Herren i barmhjertighed frelste Josafat, selv om Josafat vidste, han syndede mod Gud. I 2. Krøn 19:2 står: ”Da gik seeren Jehu, Hananis søn, ud og sagde til kong Josafat: ”Skal vi hjælpe den ugudelige? og skal du elske dem, der hader Herren? For den sags skyld hviler Herrens vrede over dig!” Men Josafat, der sikkert følte sig beæret over at være forbundet med Akab, fortsatte at være en dåre. Og det måtte han senere betale dyrt for.

Også i vor tid betaler mange en dyr pris for tåbelige handlinger. Og ”hvad gavner det et menneske. om han vinder hele verden, men mister sig selv eller må bøde med sin sjæl?” Luk 9:25.

”Den kloge ser ulykken komme og skjuler sig, men de ufornuftige går videre og må bøde derfor.” Ordsp 22:3. Den kloge husker på Guds advarsler og går ikke ind i syndige handlinger, som han ved pådrager ham Guds vrede, og alligevel forvente Guds velsignelse over sig.

Lyt ikke til forkerte profeter


En anden beretning, som vi kan lære af, hvad ulydighed mod Gud kan indebære: ”Nu kom der på Herrens befaling en gudsmand fra Juda til Betel, mens Jeroboam stod ved alteret for at tænde offerild. På Herrens befaling råbte han mod alteret: ”Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig!” …. Da kongen hørte de ord, som gudsmanden råbte mod alteret i Betel, rakte Jeroboam sin hånd ud oppe fra alteret og sagde: ”Grib ham!” Men hånden, som han rakte ud mod ham, visnede, så han ikke kunne trække den til sig igen. … Da sagde kongen til gudsmanden: ”Formild dog Herren din Gud, og gå i forbøn for mig, så jeg kan trække min hånd til mig!” Så formildede gudsmanden Herren, så kongen kunne trække sin hånd til sig; og den var igen som før. Kongen sagde så til gudsmanden: ”Kom med hjem, og styrk dig lidt, så vil jeg give dig en gave.” Men gudsmanden svarede kongen: ”Om du så giver mig halvdelen af dit hus, vil jeg ikke gå med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke her på stedet, thi sådan lød Herrens befaling: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende tilbage ad den vej, du kom!” Derpå gik han en anden vej og vendte ikke tilbage ad den vej, han var kommet til Betel.

Nu boede der en gammel profet i Betel, og hans sønner kom og fortalte ham alt det, gudsmanden havde gjort den dag i Betel, …. Så sagde han til sine sønner: ”Sadl mit æsel!” Da de havde gjort det, satte han sig op på det og red efter gudsmanden. Han… spurgte ham: ”Er du den gudsmand, der kom fra Juda?” og da han svarede ja, sagde han til ham: ”Kom med mig hjem og spis!” Men han svarede: ”Jeg kan ikke vende om og gå med dig… Thi Herrens befaling lød: Du må hverken spise eller drikke dér, og du må ikke vende tilbage ad den vej, du kom.” Men han sagde til ham: ”Også jeg er en profet som du, og en engel sagde på Herrens befaling til mig: Få ham med tilbage til dit hus, så han kan spise og drikke.” Sådan løj han for ham! Han vendte så tilbage sammen med ham og spiste og drak i hans hus. Men mens de sad ved bordet, kom Herrens ord til profeten, som havde fået ham med tilbage, og han råbte til gudsmanden fra Juda: ”Dette siger Herren: Fordi du trodsede Herrens ord og ikke adlød den befaling, Herren din Gud gav dig, men vendte tilbage og nu sidder og spiser og drikker på det sted, hvor han sagde, du hverken måtte spise eller drikke, skal dit lig ikke komme i dine fædres grav!”… Han drog så af sted, men på vejen mødte han en løve, som dræbte ham. … Da profeten, som havde fået ham med tilbage, hørte det, sagde han: ”Det er den gudsmand, som trodsede Herrens befaling. Herren har givet ham i løvens vold, og den har revet ham ihjel efter det ord, Herren havde talt til ham!” 1. Kong 13:1-26.

Det er en lektie i at adlyde Gud, selv om der kommer et menneske, som i ”Guds navn” vil få os til at gøre noget andet end det, Gud har sagt.

Gud ser ikke mildt på en synd


Gud taler til os gennem sit ord og levendegør det ved sin Ånd. Men mange tager det ikke så nøje med, om ånden ikke stemmer med Ordet. Som profeten, der lod sig narre til at afvige fra vejen, modsat det Gud havde sagt. Går vi udenfor Guds vej, mister vi kraften. Og uden Åndens nærværelse taler Gud ikke længere til os gennem sit ord. Det er endnu en årsag til, at menighederne – og mange enkeltpersoner - er uden Ånd og kraft.

Gud er årvågen over sit ord. Vi læser: ”Hvis du er lydig i alt det, jeg byder dig, vandrer på mine veje og gør, hvad der er ret i mine øjne, så du holder mine love og bud, sådan som min tjener David gjorde, vil jeg være med dig….” 1. Kong 11:38. Der lyder også et hvis til os, thi de samme ord Gud sagde til David gælder for også for os. Lydighed og Guds velsignelse hører sammen.

P.g.a. sine mange hedenske hustruer byggede Salomo offersteder for kanaanæiske guder, som Astarte, Milkom, Kamos og Molok. Domsord fra Herren fulgte, og edomitten Hadad rejste sig mod ham. (1. Kong 11:14 ff.)

Igen et vidnesbyrd om, at Gud ikke blot ”lader stå til” men fælder dom, når vi synder imod ham og ikke atter vender om til ham. I dag kommer en synlig dom måske ikke umiddelbart, men dommen er fældet. Og et vidnesbyrd derom er, at Ånden og kraften hos sådanne svinder hen.

Den gudfrygtige Josafat fik del i Akabs forbandelse ved selv at være ulydig mod Guds bud. I Ordsp 12:4 står: ”En god hustru er sin mands krone, men en dårlig er som råddenskab i hans ben.” Og Josafat fik meget ”råddenskab i sine ben” ved, at han lod sin søn ægte Jesabels datter.

I lederskabet for mange menigheder sidder der mænd og kvinder, der er at ligne med Josafat, idet de træffer dåragtige valg og knytter sig til ugudelige handlinger og derved mister Guds velsignelse.

Vi kan ikke gøre, som vi vil og tro, at Gud velsigner vort ugudelige valg. På grund af vor egenvilje er det, at der er synd og nederlag i menighederne, og at Gud ikke lader sin hellighed lyse ud over menigheden.

Israel rensede ikke en synd bort, og Pinahas sagde til dem: ”Hvad er det for en troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i dag har vendt jer fra HERREN ved at bygge jer et alter og vise genstridighed mod HERREN? Har vi ikke nok i brøden med Peor, (hvor Bileam narrede Israel til at synde), som vi endnu den dag i dag ikke har fået os renset for, og for hvis skyld der kom plage over Israels menighed? Og dog vender I jer i dag fra HERREN! Når I i dag er genstridige mod HERREN, vil hans vrede i morgen bryde løs over hele Israels menighed.” Jos 22:13 og 16-18.

Vor tid er præget af lunkne kristne, der halter til begge sider eller er genstridige mod Herren og tilbeder både ”Baal” og Herren. Til sådanne siger Herren: ”Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spy dig ud af min mund.” Åb 3:16.

Den første kærlighed

Er vi genstridige imod Herren, har vi også forladt vor første kærlighed til ham. Jesus sagde gennem Johanns til efeserne: ”Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld og er ikke bleven træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er falden, og omvend dig og gør de forrige gerninger; hvis ikke, da kommer jeg over dig og vil flytte din lysestage fra dens sted, hvis du ikke omvender dig. Dog, dette har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader. Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.” Åb 2:1-7.

Så megen ros og anerkendelse og dog så fattig. Den første kærlighed var borte. Hvorfor? Jesus sagde: ”Den som har mine bud og holder dem, han er den, som elsker mig. Og den, som elsker mig, skal blive elsket af min Fader. Og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” Joh. 14:21. Vi elsker måske Gud i lovsang og ord. Men når det gælder gerninger, er vi ikke med længere. I vor første kærlighed var vi lydhør og lydig imod Gud og bragte med glæde os selv som et levende, helligt offer. (Romerne 12:1.) Mangler vi denne kærlighed, bringer vi som Kain et offer, vi selv har produceret. (1.Moseb. 4:3.) Et bevis på, at den første kærlighed ikke er mere.

Det koster mer, end man fra først betænker,
at være tro i det, som Gud os skænker,
i kærlighedens første kraft at stå,
til man os ser fra kampens plads at gå.
Hvor ofte må man sig for Himlen skamme,
når man ej mer kan se den første flamme
og overtydes grant ved Åndens tugt,
at meget af den første brand er slukt!

Mister vi den første kærlighed til Gud, kommer vi let til at dyrke ”afguder”, som florerer i alle afskygninger iblandt os. Det, vi sætter højere end Gud, er en afgud. Sætter vi sex førend Guds forskrifter, er det en afgud for os. Og ringeagter vi bl.a. påbudet om ikke at spise blod, er vi oprørske og genstridige mod Gud. Og ”genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.” 1. Sam 15:23. Er vi ”klogere” end Bibelen, er det genstridighed og egenrådighed. Og disse to ting præger i høj grad vor tid.

Vi må ikke misbruge blodet


Jeg har talt med folk, der gav udtryk for, at ordlyden i Apg 15:20 var formuleret som den er, for at både jøder og hedninger derved fik en vis ret. Tolker vi ordene på den måde, er det ikke underligt, at mange får en forkert opfattelse.

Der står: ”Det er Helligåndens beslutning og vor ingen videre byrde at pålægge jer ud over dette nødvendige, at I skal afholde jer fra det, som er smittet af afguderne og fra hor og fra det, som er kvalt, og fra blod.” Vers 28-29. Ordene HELLIGÅNDENs beslutning og vor bliver af mange tilsidesat og i stedet vurderet ud fra ny-gnosticismen, at det, vi kan forstå med vor forstand, er godt, i modsat fald vrager vi det. Har en menighed en sådan opfattelse, ”dør” den og bliver til en gruppe folk, der kun samles for at høre det, der ”kildrer deres ører”.

Det har aldrig været tilladt for Guds børn at spise eller drikke blod, ”for kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet jer det på alteret til at gøre soning for jeres sjæle. Blodet er det, som gør soning, fordi sjælen er i det.” 3. Mos 17:11.

Fra Adam til Noa spiste man slet ikke kød overhovedet. (1.Moseb. 3:18.) Og da Gud efter syndfloden tillod mennesker at spise kød, var det med det absolutte forbud ikke at anvende blodet. (9:3-4). Dette påbud blev også givet til Moses. (3.Moseb.3:17 og 5. Mos 12:15-16.) Og fra Moses blev påbudet holdt i ære hele GT igennem. Og for at der ikke skulle være nogen tvivl blandt Guds folk om holdningen til blod, blev det igen af Helligånden gennem apostlene fremsat som et krav, der skulle gives videre til menighederne. At påstå noget andet er uvidenhed og hån mod blodet som et syndoffer, der viser hen til Jesu blod.

Stå fast mod de ”glubske ulve”


Efter Paulus´ bortgang kom der sådanne ”ulve” ind i menigheden direkte fra folkets midte og forkyndte en fordrejet lære (Apg 20:29) , inspireret af løgneånder.

Sådanne løgneånder er stadig til stede i mange menigheder og hos enkeltpersoner. Påtales en sådan aktivitet ikke af menighedens leder, holder den åndelige død snart sit indtog, så vi ikke længere giver agt på følgende ord. ”Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældommens åg. ”I blev jo kaldede til frihed.Gal 5:1 og 13.

Og i 1. Pet 2:16 læser vi: ”Som frie skal I ikke være som de, der bruger friheden som påskud til at gøre ondt, men som Guds tjenere.” Friheden i Kristus bruges i dag i høj grad af mange som påskud til at følge egne lyster. Når den første kærlighed er borte, tager man det ikke så nøje med at synde. Kan man holde en synd delvis skjult for mennesker, kan man roligt lægge synd til synd. Og dem, der står tavse og ser synden få lov at florere i en menighed, får ved deres tavshed medskyld i synden og får alvorlige ”pletter” på sig. Og der står ikke noget om i Bibelen, at Jesu blod renser de pletter bort, som vi fuldt bevidst og stiltiende godkender. Vi må bekende vore synder og vor menneskefrygt for Gud og bede om mod og kraft til at stå imod de åbenlyse synder, der hærger vort folk.

”Intet er skjult, som ikke skal blive åbenbaret. Heller ikke er noget gemt, uden at det skal blive kendt og komme for dagen.” Luk 8:17.

”Vi skal adlyde Gud mere end mennesker!” Apg 5:29. Ville vi adlyde Gud, ville menighederne blomstre til Guds ære. Og mange ville komme til tro på grund af det vidnesbyrd, kristne kunne aflægge ved at leve et liv i tro på Guds frelse. Djævelen har sat alt ind på at svække vidnesbyrdet ved at lade åbenlyse synder florere, så livet i menighederne ligner verdens måde at leve på.

Djævelen vil også, at vi skal ignorere de skjulte synder i vort liv. Men i 4. Mos 15:27 står: ”Når et enkelt menneske synder af vanvare (sheg-aw-gaw, ubevidst), skal han ofre en årsgammel ged som syndoffer.” Her ser vi klart, at Gud også betragter de ubevidste synder som synd. Overser vi betydningen af det, vil vi også overse de åbenlyse synder. Står vi ikke fast imod både bevidste og ubevidste synder, udebliver kraften til sejr. Og er det da underligt, at der ikke er vækst i menighederne?

En ny skabning


I 2. Kor 5:17 læser vi disse vigtige ord: ”Derfor, hvis nogen er i Kristus, da er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, alt er blevet nyt.” En ny skabning (καινὴ κτίσις.), ikke en, der er repareret på. Ordene i Kristus betyder, at som en ny skabning er vi i Kristus og forenet med ham, ligesom grenen i vintræet. Det er så enkel og ligetil. Jesus siger om sin Fader: ”Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, tager han bort. Og hver gren, som bærer frugt, beskærer han, så den kan bære mere frugt. ” Joh. 15:2. Og i vers 4 står: ”Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Sådan som grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver i vintræet, sådan kan heller ikke I bære frugt, uden at I bliver i mig.”

”Det som betyder noget, er hverken at være omskåret eller uomskåret, men at være en ny skabning.” Gal 6:15. Det græske ord, der indgår i skabning, betyder en skabelseshandling. Samme ord er brugt i Rom. 1:20. Og det betyder, som der står i Ef. 4:24: ”Iklæd jer det nye menneske, som er skabt efter Gud (i henhold til Guds vilje) i den retfærdighed og hellighed, som er af sandheden.”

Får synden lov at herske hos os, kan vi ikke tage imod det at blive et nyt menneske og bærer derfor stadig præg af verden, ja, fører verden ind i menigheden. Er grenen ikke i vintræet, Kristus, kan det ikke bære frugt men visner. Mange, som er i verden, vælger at ikke blive en kristen, fordi de hos mange kristne ser en forstillelse ved at foregive noget, de helt tydeligt ikke er.

Noget af det værste bedrag, nogen kan komme ud for, må være at leve og dø på en løgn. Det gjorde mange jøder, der var selvtilfredse og mente, at som Abrahams børn var de hellige. Men Jesus kaldte dem for Djævelens børn. (Joh 8:44.) Og Jesus sagde til sådanne, selvtilfredse mennesker: ”Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i himlenes rige, men den, som gør min himmelske Faders vilje.” Matt. 7:21.

Det er Gud Faders vilje, at vi i Kristus skal iklæde os det nye menneske, og ”aflægge det gamle menneske, som er fordærvet ved sine forførende lyster.” Ef. 4:22. Aflæg ”løgnen og tal sandhed, hver med sin næste.” Vers 25.

Tag Gud på ordet og tro det, når han siger, at han vil gøre dig til et nyt menneske. Han ser dig som et nyt menneske, helliget og retfærdigt, dersom du er i Kristus.

I ham har vi forløsning ved hans blod


”Så langt som øst er fra vest, lader han vore misgerninger være fjernet fra os.” Sal 103:12. Den bogstavelige mening er: Han har fjernet vore synder fra os til den størst tænkelige afstand. Vi vil for altid være sikker på ikke at møde nogen fordømmelse for dem; thi de er tilgivet og renset bort, som om de aldrig havde været.

I Es 43:25 står: ”Jeg, jeg er den, som udsletter dine misgerninger for min egen skyld, og dine synder kommer jeg ikke i hu.”

Og i Es 44:22 : ”Jeg udsletter dine overtrædelser som en tåge og dine synder som en sky; vend om til mig, thi jeg genløser dig!”

En del mennesker sætter menneskemeninger og –forståelse over Bibelen. Og den oversættes da også generelt, som fortolkerne selv synes for godt. Det er ikke længere Ordet, der er vor dommer, men os, der gør os til Ordets dommere.

I danske oversættelser står i Kol 1:14 : ”I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.” Men i King James og andre tro oversættelser står: ”I ham har vi forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse.”

I Romerne 3:25 læser vi, at Jesu blod var sonemidlet på ”nådestolen. Tænk, om vi kom til nådestolen uden Jesu blod. Da ville vi få at mærke Guds vrede i stedet for hans nåde.

Det er det, vi lægger op til, når vi udelader ordene ”ved hans blod”. Vi vil have en gud efter vor eget sind. En gud, der ikke kalder os til at leve et helligt liv. Men med vor egen gud på tronen får vi ingen kraft til sejr. Derfor er mange kristne og mange menigheder kraftløse. Thi uden kraft fra den eneste sande Gud er der ingen sejr, og uden sejre er det ånden fra verden, der råder over os.

Herrens ord lyder: ”Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe mod dem med min munds sværd.” Åb 2:16.

Det, menigheden skulle omvende sig fra, var sandsynligvis nikolaiternes og Bileams lære. (Se Åb 2:6 og 14.) Jeg har oplysninger fra mange kilder, hvoraf den kendte dr. Lightfoot formoder, at disse nicolaitans kunne kaldes således udfra ordet nicolah - lad os æde! hvilket de ofte gjorde, når de opmuntrede hverandre til at deltage i måltider, hvor kødet kom fra afgudsofre. Andre kilder peger på, at de var gnostikere, der tillod sig at synde udfra opfattelsen af frisind i moral og sind.

Peter skriver om sådanne: ”De regner det som en glæde at bruge dagen til et udsvævende liv. De er som skampletter og vederstygelige mennesker, de fråser i sine egne forførelser, medens de fester sammen med jer. Deres øjne er fulde af utugt, og de kan ikke ophøre med at synde. De lokker ubefæstede sjæle. De har et hjerte, som er oplært i grådighed, og de er forbandelsens børn. De har forladt den rette vej…. De har fulgt samme vej som Bileam, søn af Beor, som elskede uretfærdighedens løn.” 2. Pet 2:13-15. King James.

Mon ikke bl.a. sådanne synder er årsag til, at Ånden og kraften har forladt store dele af kristenheden i dag? Derfor må vi omvende os og tage kampen op mod synden, der vil være herre i vort liv.

Ingen vinder frem til den evige ro,
som sig ej vældig fremtrænger;
sjælen må kæmpe en kamp for den tro,
hvoraf vor salighed hænger.
Porten kaldes trang, og vejen hedder smal;
kronen venter dig blandt de genløstes tal;
men det gælder trænge, ja trænge sig frem,
ellers ej frelsen du vinder.
Aldrig den vil komme til himmelens land,
som ej i Kristus er funden:
aldrig kaste anker på saligheds strand,
som ej med ham er forbunden.
Uden troens liv du aldrig Himlen når,
uden troens kraft du aldrig sejren får.
Angre dine synder og tro Jesu ord,
dette, kun dette er vejen.


Debat: Genstridighed og egenvilje

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation