Fakta om Israels ret til landet

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 19/10-02



To folk kræver at have ret til samme land i Mellenøsten. Hvis land er det? Er det Israels eller palæstinensernes? Mange lande blander sig og tror, at de har ret til at afsige dom i denne sag. Og krige søger at finde frem til retten ved magt. Men Gud lader ikke våbnene bestemme. Hans plan er fra ældgammel tid og rokkes ikke ved våben eller folks meninger. Når Gud taler om noget, er det hans autoritative mening.

Punkt 1 - Det jødiske folk er et udvalgt folk

Efter at Adam og Eva faldt i synd, var menneskene fuld af synd, og Gud valgte at udslettet dem på nær Noa og hans familie. Efter deres udgang af arken fortsatte en ny slægt efter Noas sønner, Sem, Kam og Jafet. Men syndefaldets følger fulgte stadig menneskene, og Gud udvalgte en bestemt nation for gennem den at oprette personer, der ville høre hans røst og adlyde ham. Som vi ser det i 5. Mos 7:6-7 : ”Et helligt folk er du for Herren din Gud. Dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden til at være hans ejendomsfolk. Det er ikke fordi I er større end alle andre folk, at Herren fandt behag i jer og valgte jer, thi I er det mindste af alle folk.”

Gud sagde om dette folk: ”I er mine vidner, siger Herren, og min tjener, som jeg har udvalgt, for at I skal kende det og tro mig og forstå, at jeg er Gud (YHWH). Før mig er ingen gud blevet til, og efter mig skal der ingen komme.” Es 43:10-11.

Hvis det udvalgte folk ville være tro mod Guds kaldelse, lovede Gud at velsigne det mere end nogen anden nation i verden. De skulle lære Gud at kende. At han alene er den, der kan frelse, give fred og glæde, velsignelse og liv. Men hvis de var ulydige mod dette kald, ville Gud sende svære lidelser over dem.

Punkt 2 - Landet tilhører Israels Gud

”Jorden hører Herren til – og alt det, som fylder den, hele verden og de, som bor der.” Sal 24:1. Og om Israel står der i 3.Moseb. 25:23: ”Mig hører landet til. I er fremmede og gæster hos mig.”

Eftersom hele jorden tilhører Gud, har han også ret til at gøre med den, som han vil. Og også sætte grænser for nationerne. Vi læser i 5. Mos 32:8-9 : ”Da Den Højeste gav folkene arv, … satte han folkenes grænser efter tallet på Israels sønner. Herrens del er hans folk, Jakob er hans arvedel.”

Gud satte grænserne. Vi læser i 1. Mos 10:2-5 om Jafets sønner ”Gomer, Magog, Madai, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. Gomers sønner var Askenas, Rifat og Togarma. Javans sønner var Elisa, Tarsis, Kittim og Dodanim. Fra disse blev hedningenes kystland befolket i deres lande, hvert med sit tungemål, efter sine slægter, i sine folkeslag.” Og i efterfølgende vers læser vi om Kam og hans sønner.

Og i Apg 17:26 står: ”Han lod alle folkeslag af et blod bo over hele jorderige, og han fastsatte tider for dem og bestemte grænserne mellem deres bosteder.” Det ser ud til, at den tid, et folk har et land, er fastlagt af Gud, og ligeledes deres grænser.

Især Jafets efterkommere spredtes over et stort område. Medens Sems børn, der var efterfølger af Jakob, skulle forblive på et område med grænser, der er fastlagt af Gud, og som han svor på aldrig skulle ændres . (Se 2. Mos 6:8 med flere steder.)

Israels land ligger centalt, hvor Europa, Asien og Afrika mødes. Bibelen kalder stedet for Jordens navle. (Ez 38:12.) Herfra var det let at rejse i alle retninger med det gode budskab om Guds frelse.

Fra dette sted var det, at Gud valgte at lade sin frelse blive åbenbaret. Og i dette land, vil der i endetiden komme til at ske store ting, når Satan vil forsøge at hindre, at det synlige Guds rige bryder frem, hvor Jesus i tusind år bliver konge og skal herske ud fra Jerusalem.

Punkt 3 – Verdens centrum

Det udvalgte folk behøvede et udvalgt land. Og Israels Gud udvalgte det strategiske beliggende land, som i Guds plan kom til at hedde Israel. Vi læser i Ez 5:5 : ”Så siger Herren HERREN: Dette Jerusalem satte jeg midt iblant hedningefolkene og lagde land rundt omkring hende.” Israel vil for altid være verdens centrum. Og i dag ser vi da også, at verdens øjne er vendt mod dette sted. Alt hvad der sker i Jerusalem, har betydning for verdensfreden

Punkt 4 En evig pagt

Israels land blev af Gud givet til Abrahams efterkommere som en evig besiddelse. I 1. Mos 12:7 står der: ”Da åbenbarede Herren sig for Abram (Abraham) og sagde: Dine efterkommere vil jeg give dette land!” Og Gud sagde igen senere til Abraham: ”Jeg vil oprette min pagt mellem mig og dig og dine efterkommere efter dig, fra slægt til slægt – en evig pagt. Jeg vil give til dig og dine efterkommere det land, hvor du bor som fremmed, hele Kanaans land, til en evig ejendom. Og jeg vil være deres Gud!” 1. Mos 12:7.

Punkt 5 – Isak, ikke Ismael, skulle arve landet

Og Abraham sagde til Gud: ”Måtte dog Ismael få leve for dit åsyn! Men Gud sagde: Sandelig, Sara, din hustru, skal føde dig en søn, og du skal kalde ham Isak (betyder: Han ler.) Jeg vil oprette min pagt med ham, en evig pagt for hans slægt efter ham.” 17: 18.19.

Gud afviste katagorisk, at Ismael eller nogen anden end Isak skulle arve Israels land. Gud bekræftede dette nogle år senere og sagde: ”Ophold dig som fremmed her i landet, så vil jeg være med dig og velsigne dig! For dig og dine efterkommere vil jeg give hele dette land, og jeg skal holde den ed, jeg har lovet Abraham, din fader. Jeg vil gøre dine efterkommere* så talrige som stjernerne på himmelen, og jeg vil give dine efterkommere hele dette land. Og i din slægt skal alle jordens folk velsignes.” 1. Mos 26:3-4.

* Disse efterkommere er Isaks og Jakobs efterkommere, som vi ser i 5. Mos 1:8 : ”Se, jeg giver landet i eders magt; drag derind og tag det land i besiddelse, som jeg tilsvor eders fædre, Abraham, Isak og Jakob at ville give dem og deres afkom efter dem.” Se også 6:10, 9:5 med flere steder.

Punkt 6 – Løftet til landet gik videre til Jakob

Isak havde to sønner, men Gud havde ikke lovet landet til Esau, kun til Jakob, hvilket Gud bekræftede, da Jakob var på flugt fra Esau. Herren sagde til ham: ”Jeg er HERREN, din fader Abrahams og Isaks Gud! Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dit afkom.” 1. Mos 35:11-12. Dette løfte viser tydelig, at hele Israels landområde tilhører Jakobs efterkommere og dem alene. Og at løftet var levende ser vi af følgende: ”Josef sagde til sine brødre: Jeg dør, men Gud skal visselig se til jer og føre jer ud af dette land til det land, han med ed lovede Abraham, Isak og Jakob.” 1. Mos 35:11-12.

Punkt 7 – Israels grænser

Der kan ingen tvivl være om, hvor Israels gudgivne grænser blev lagt. Vi læser i 1. Mos 13:14-17 : ”Og Herren sagde til Abram, efter at Lot havde skilt sig fra ham: Løft nu dine øjne og se ud fra stedet, hvor du står – mod nord, mod syd, mod øst og mod vest! For hele det land, som du ser, vil jeg give dig og din slægt til alle tider. (Gud regner kun Isak, løftets søn, som Abrahams slægt.) Jeg vil lade din slægt blive som støvet på jorden. Hvis et menneske er i stand til at tælle jordens støv, så skal også din slægt kunne tælles. Stå op og drag gennem landet, så langt og så bredt som det er, thi dig vil jeg give det!” Og videre læser vi i 15:18: ”Den dag sluttede Herren en pagt med Abram og sagde: Din slægt har jeg givet dette land, fra Egyptens flod lige til den store flod Eufrat!”

Vi må derfor også konkludere, at hele landet Israel, iberegnet Judæa og Samaria (Vestbredden), Gaza og Golan højderne og hele Jerusalem af Gud var givet til kun Jakobs efterkommere som en urokkelig arv, hvis grænser ingen jordisk regrering kan ændre på.

Punkt 8 – Gud bryder aldrig en ed

I tillæg til denne pagt svor Herrene en ed på, at han ville give det jødiske folk dette land. Og bemærk igen, at Gud aldrig vil bryde en ed. (Hebr 6:16-18.) I Skrifterne er der vist hen til denne ed 40 gange. Se for eks. Salme 105:8-11: ”Til evig tid mindes han sin pagt, det ord han fastsatte for tusind slægter, hans pagt med Abraham og hans ed til Isak. Han stadfæstede den som en ret for Jakob, som en evig pagt for Israel. Han sagde: ”Dig giver jeg Kanaans land til arv og ejendom.” Kan det siges stærkere og mere tydeligt, at Israel af Gud har fået hele Kana´ans land i eje?

Punkt 9 – Herren vil føre sit folk hjem

Selv om Israels folk har svigtet Herren, vil han ikke svigte dem: ”Men selv da, når de er i deres fjenders land (glemmer Gud), vil jeg ikke støde dem bort og afsky dem, så jeg skulle tilintetgøre dem og bryde min pagt med dem. For jeg er Herren deres Gud! Til gavn for dem vil jeg komme pagten med fædrene i hu, som jeg førte ud af Ægypten foran hedningernes øjne for at være deres Gud. Jeg er Herren!” 3. Mos 26:44-45.

Når Israel i dag endnu ikke ejer hele det lovede land, er dette forhold midlertidigt. Der står i 5. Mos 30:1-5 : ”Når alt dette kommer over dig, både velsignelsen og forbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du tager det til hjertet ude blant alle de folk, som Herren din Gud har drevet dig bort til, og når du af hele dit hjerte og hele din sjæl omvender dig til Herren din Gud og hører på hans røst i alt det, som jeg byder dig i dag, da skal Herren din Gud gøre ende på dit fangenskab og forbarme sig over dig. Han skal igen samle dig fra alle de folk, Herren din Gud havde spredt dig iblandt. Selv om I er drevet bort til himmelens ende, vil Herren din Gud samle dig og hente dig der. Og Herren din Gud vil føre dig til det land, dine fædre ejede, og du skal tage det i eje. Han skal gøre vel imod dig og gøre dig mere talrig end dine fædre.”

Vi læser i Luk 21:24 : ”De skal falde for sværd og føres som fanger til alle folkeslag. Og Jerusalem skal ligge nedtrådt af hedninger, indtil hedningefolkenes tider er til ende.” Denne profeti begyndte i år 70 eft. Kr., da Jerusalem blev ødelagt, og fortsatte videre i år 135 eft. Kr., da en ny jødisk oprør mod romerne fandt sted men blev knust, og den sidste rest af jødisk indflydelse over Jerusalem mistedes. Men i de næsten 2000 år, der er gået siden, har der altid fandtes jøder i Jerusalem.

I 1880 begyndtes ganske som forudsagt en ny tid for jøderne. Da begyndte de igen at blive samlet i deres eget land. I dag ser vi det nye Israel med Jerusalem som hovedstad, hvor landets 5.3 mil. indb. er samlet hjem fra flere end 70 lande, ganske som Jesus forudsagde, det ville ske.

Punkt 10

Allerede i GT blev det forudsagt, at således ville det ske. Der står i Ez 36:24 og 28: ”Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer tilbage til jeres eget land.” ”I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre. I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.” Se også 39:21.22.

Og i Jer 16:14 står der: ”Se, derfor skal dage skal komme, siger Herren, da det ikke mere skal blive sagt: Så sandt Herren lever, der førte Israels børn op fra Ægyptens land! – men: Så sandt Herren lever, der førte Israels børn op fra landet i nord og fra alle de lande, som han havde drevet dem bort til! Og jeg vil føre dem tilbage til deres land, som jeg gav deres fædre.”

Punkt 11 – Landet hedder ikke Palæstina

Gud kalder i sit ord det genoprettede land for ”Israel” – ikke Palæstina. Vi læser om det i Ez 37:12 : ”Profetér derfor og sig til dem: Så siger Herren HERREN: Se, jeg åbner deres grave, og lader jer, mit folk, stige op af gravene, og jeg fører jer til Israels land.” (Israel kunne så lidt som en mand i en grav hjælpe sig selv. Men Gud formår. Han lader sit folk stige op – som af gravene.)

”Palæstina” er et hånsord om det land, Gud gav jøderne. Det er opstået fra ordet filister, Israels gamle fjende. Det var romerne, der gav landet dette navn, efter at de endelig havde besejret det. Men Gud benævner aldrig landet som Palæstina.

Punkt 12 – landet skal genopbygges

Gud taler til os gennem profeten Ezekiel og informerer os om, at Israels land specielt er rerserveret for det jødiske folk. ”Men I, Israels bjerge, skal strække jeres grene ud og bære frugt for mit folk Israel, thi de skal snart komme hjem. For se, jeg kommer og vil vende mig til jer, og der skal blive dyrket og tilsået. Og jeg vil gøre hele Israels hus mangfoldig. I byerne skal der igen bo folk, og ruinerne skal bygges op igen.” Ez 36:8-10.

For 2.500 år siden forudsagde Ezekiel, at landet skulle genopbygges og få fremgang, og at den jødiske befolkning ville øges stærkt. I de sidste årtier er dette sket i det land, Gud kalder sit eget land. Det har ligget næsten øde i århundreder. Men nu vågner det op af dvale, ganske som Gud har forudsagt.

Punkt 13 – Vrede naboer

Gud har også forudsagt, at jødernes tilbagevenden til deres eget land ville fremkalde vrede fra Israels naboer: ”Så siger Herren HERREN: Fordi fjenden råbte: Ha, ha! over jer og sagde: De evige høje er blevet vor ejendom! derfor skal du profetere og sige: Så siger Herren HERREN: Fordi de ødelægger og længes efter at sluge jer fra alle kanter, så I kan blive andre folks ejendom, og fordi I er kommet på folks tunger og læber og i ondt rygte blandt folk, derfor, I Israels bjerge, hør ordet fra Herren HERREN! Så siger Herren HERREN til bjergene og højene, til bækkene og dalene, til de øde grushøje og de forladte byer, som er blevet til rov og til spot for de andre folk, som bor rundt omkring: Sandelig, i min brændende nidkærhed har jeg talt mod de andre folk og mod hele Edom, som med hjertens glæde og med inderlig foragt har gjort mit land til sin ejendom, for at drive dem ud, som bor der, og plyndre det.” Ez 36:2-5. Og i vers 7: ”Sandelig, de andre folk rundt om jer skal selv bære deres hån!”

Selv om de omkringliggende lande vil hævde deres ret til Israel og prøve at drive de retmæssige ejere, jøderne, ud, vil Gud ikke tillade det. Skønt mange jøder endnu befinder sig mellem andre nationer, vil Gud snart lade dem bryde op og vende hjem til Israel, deres eget land.

Punkt 14 – Gud dømmer jødernes fjender

Gud vil gribe ind og dømme alle hårdt, der søger at dele hans land og give det til andre: ”Thi se, i de dage og på den tid, når jeg fører de bortførte af Juda og Jerusalem tilbage, da skal jeg samle alle folkeslagene og føre dem ned til Josjafats dal. Der vil jeg holde dom over dem for mit folks og min arv Israels skyld, fordi de spredte dem blandt folkeslagene, og fordi de delte mit land.” Joel 3:6-8. Når Messias, Yeshua (Jesus Kristus) kommer igen, vil det jødiske folk findes i det land, Gud gav løfte om til Abraham. Men samtidig vil Guds dom falde hårdt over alle dem, der opdelte landet, jøderne fik i eje af Gud til evig tid.

Punkt 15 – Jerusalem bliver en løftesten

Konflikten i Israel vil påvirke hele verden. I Zak 12:2-3 står der: ”Se, jeg skal gøre Jerusalem til et berusende bæger for alle folkene rundt omkring. Også Juda skal være med, når Jerusalem bliver belejret. På den dag skal jeg gøre Jerusalem til en løftesten for alle folkene. Alle, som vil løfte den bort, skal sandelig blive revet op, selv om alle jordens folkeslag er samlet mod hende.”

En jødisk stat midt i et stort muslimsk område er uakseptabelt for muslimerne, idet de ser Israel som en hån mod Allah og islam. Derfor vil de knuse Israel og fjerne ethvert spor af jødisk kultur.

Når der i Zakarias står ”alle jordens folkeslag”, er det som om Zakarias ser FN strukturen, der vil samle verdens lande til krig mod Israel.

Punkt 16 – Israel frelses fra sine trængsler

Det vil komme en tid med store vanskeligheder for det jødiske folk. Men de vil til sidst sejre over de fjender, der vil knuse dem: ”For den dag er stor, ingen er som den. Det bliver en trængselstid for Jakob, men han skal blive frelst ud af den.” Jer 30:7. Den hadefulde ild mod jøderne vil snart slå ud i lys lue. Men Gud vil stå ved sine løfter, og Israel vil bestå og opleve Guds velsignelse.

Mange har i tåbelighed sagt, at Gud har forkastet sit folk for altid. Vi læser, hvad Skriften siger: ”Har du ikke lagt mærke til, hvad dette folk siger: De to slægter, som Herren udvalgte, har han også forkastet! Sådan har de foragtet mit folk, som om det aldrig mere skulle være et folkeslag i deres øjne. Så siger Herren: Hvis ikke min pagt med dagen og natten står fast, og hvis jeg ikke har fastsat love for himmelen og jorden, da skal jeg også forkaste Jakobs æt og min tjener David, så jeg ikke skal tage nogen af hans æt til at være hersker over Abrahams, Isaks og Jakobs æt. Men jeg skal gøre ende på deres fangenskab, og jeg skal forbarme mig over dem.” Jer 33:24-26.

HERREN velsigner dem, som velsigner Israel


Folk må tale som de i tåbelighed vil. Gud råder og ingen af hans ord vil falde til jorden. Guds vredestid over det jødiske folk på grund af deres vantro er snart til ende. Og da vil han opfylde alle sine løfter til Abraham, Isak og Jakob. Og fjenderne vil få hans vrede at mærke, fordi de delte og opkastede sig til herre over hans land og folk.

Paulus skriver i Romerne 11:17-24 : ”Men om nogen af grenene blev brudt af, og du, som var af et vildt oliventræ, blev indpodet blandt dem og sammen med dem fik del i roden og saften fra oliventræet, så ros dig ikke overfor grenene! Men dersom du roser dig, så husk, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig. Du vil da sige: Grenene blev brudt af, for at jeg skulle blive podet ind! Vel, ved vantro blev de brudt af, og du står indpodet ved tro. Vær ikke hovmodig, men frygt! For om Gud ikke sparede de naturlige grene, vil han heller ikke sparer dig. Læg derfor mærke til Guds godhed og strenghed overfor dem, som faldt, men godhed mod dig, hvis du da fortsætter i hans godhed. Ellers vil også du blive hugget af. Sådan er det også med de andre. Hvis de ikke fortsætter i vantro, skal de blive podet ind, thi Gud har magt til at pode dem ind igen. For dersom du blev hugget af fra det oliventræ, som af naturen er vildt, og i strid med naturen blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget mere skal da de, som er naturlige grene, blive indpodet i deres eget oliventræ?”

At tro, at Gud har brudt sin pagt med Israel, er en alvorlig misfortolkning af Guds ord. Er du en kristen, må du stå på dette folks side, ellers er du på antisemitismens side og stoler ikke på Guds løfter til Israel. Vi trænger til at læse om og om igen, det HERREN sagde til Abraham: ”Jeg vil velsigne dem, som velsigner dig, og dem, som forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.” 1. Mos 12:3.

Og i Es 41:11-12 læser vi: ”Se, de skal blive til skamme og vanæret, alle, som er fjendske mod dig. De skal blive til ingenting, de skal gå fortabt, de, som står dig imod.”

Sal 2:1-12 Efter den norske:
Bibelen Guds ord

1 Hvorfor raser folkeslagene, og hvorfor planlegger folkene det som er nytteløst?

2 Jordens konger stiller seg opp, og fyrstene rådslår med hverandre mot Herren og mot Hans Salvede. Og de sier:

3 La oss rive Deres bånd i stykker og kaste Deres rep av oss!

4 Han som troner i himlene, ler. Herren spotter dem.

5 Så skal Han tale til dem i Sin vrede, og i Sin dype harme skal Han slå dem med angst.

6 Men Jeg, Jeg har innsatt Min Konge på Sion, Mitt hellige berg.

7 Jeg vil kunngjøre rådslutningen: Herren har sagt til Meg: Du er Min Sønn, Jeg har født Deg i dag.

8 Be Meg, og Jeg skal gi Deg folkeslagene som Din arv, og jordens ender til Din eiendom.

9 Du skal knuse dem med jernstav. Som pottemakerens leirkar skal Du slå dem i stykker.

10 Vær derfor kloke, dere konger! Ta imot formaning, dere jordens dommere!

11 Tjen Herren med frykt, og fryd dere med beven!

12 Kyss (tag imod vejledning af) Sønnen for at Han ikke skal bli vred og dere gå fortapt på veien, når Hans vrede et øyeblikk blir opptent. Salige er alle de som søker sin tilflukt hos Ham.


Debat: Fakta om Israels ret til landet

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Israel

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation