Tabernaklet - et forbillede på Jesus

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 11/08-02



Tabernaklet - et forbillede på Jesus


Israels folk skulle gøres til én nation


Da Gud kaldte Israel ud af Ægypten, var de sig ikke deres nationale identitet bevidst. De havde været slaver og dermed undertrykt i så lang tid, at de var blevet en broget flok med kun svag bevidsthed om stammefællesskab. De havde mistet troen på nogen fremtid uden for Ægypten, og derfor bad de også Moses om ikke at gribe ind for at befri dem.

Men Guds plan var, at denne flok, som ingen national struktur eller mønster havde for, hvorledes de kunne have fællesskab med deres fædres Gud, de skulle føres ud af Ægyptens trældom og gøres til et folk samt lære om Herrens bud og krav. Det tog Gud næsten et helt år at lære denne brogede flok begyndelsesgrundene til, at de kunne være hans udvalgte folk.

Gud førte ikke sit folk ad den letteste vej til deres eget land men ledte dem ud i Sins ørken, hvor de helt og fuldt blev afhængige af ham. Snart slap deres vand op. Og folket knurrede mod Moses og sagde, om det mon var for at de skulle dø af tørst, at han havde ført dem hertil <2.Moseb. 17:3>. Men Gud befalede Moses at tage den stav, han havde slået Nilen med, så vandet blev til blod. Nu skulle han slå på klippen ved Horeb, så ville der strømme vand til at slukke folkets tørst. Horeb lå ikke langt fra Sinai bjerg, og vandet kom måske fra bjergområderne. Folket blev på denne slette omkring et år. Og det er tænkeligt, at vandet vedblev at strømme i al den tid, de var der. I Sal 105:41 lyder det nemlig: Han åbnede klippen, og vand strømmede ud, det løb som en flod gennem ørkenen.

Det var også her, de mødte et omstrejfende folk, som kaldtes amalekitterne, som siden hen viste sig at blive deres bitre fjender indtil de blev udslettet i Ezekias’ tid flere hundrede år senere.

For Israels folk at se var det en umulig situation. Amalekitterne var kamptrænede, hærdede krigere, medens de selv ikke havde nogen kamperfaring og dertil ikke mange våben. Her gav Gud dem en lære, som de burde kunnet husket fremover. Moses vidste, at de var afhængige af Guds hjælp og klatrede op på en nærliggende høj. Når Moses deroppefra løftede sine hænder i bøn, sejrede hans folk, men når han blev træt i armene og lod dem synke, vandt amalekitterne. Men Aron kom til sammen med Hur, om hvem Josefus skriver var gift med Moses’ søster Miriam. Disse to mænd holdt Moses’ hænder oppe, og medens solen dalede, blev Amaleks folk slået fuldstændigt.

Gud slutter pagt med Israel og gør det til sit folk


Det var tre måneder efter deres udgang af Ægypten, at folket kom til det omkring 2.300 m. høje bjerg Sinai, hvor de skulle rense og hellige sig, så de var beredte til at høre, hvad Herren ville sige til dem. Bjerget, hvor Herren ville tale til folket, var så helligt, at Moses lod gøre en afspærring omkring det, fordi alle mennesker såvel som dyr ville dø, dersom de rørte det .

Da tredje dagen oprandt var der frygt og bæven i lejren, fordi folket både hørte og så, at noget var på færde <2. Mos 19:16 >. Højdedragene var indhyllet i en tyk sky, og bjergene genlød af voldsom torden med lynild, og kraftige trompetstød udgik fra bjerget. <2. Mos 19:16 >.

Det var, som bjerget var brudt i brand og røgen derfra var som fra en smelteovn. Jordskælvene og trompetstødene blev stærkere og stærkere, og Moses advarede dem endnu engang om ikke at nærme sig bjerget.

Gud talte ikke kun til Moses men til hele folket<20:1>. Og det de hørte, var det vi kalder de ti bud. På en ærefrygtindgydende måde klargjorde Herren de grundlæggende principper for folkets forhold til ham og til deres næste. Og folket sagde: Alle de ord, Herren har talet, vil vi overholde, 24:3.

Du skal indrette en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig, 2. Mos 25:8-9.

Vi lægger mærke til, at Gud begynder med at vise sit folk, hvorledes han kan findes. Kun ved hans anvisninger kan vi få vor synd dækket af hans tilgivende nåde. Nådestolens sonedække med blodet gør, at når Gud ser på loven, ser han blodet, som peger hen på det fuldkomne offer, der tilfører den, der ofrer i tro, retfærdighed.

Ingen kunne nærme sig Gud uden det påbudte offerblod uden at dø. Og den, der ændrede eller udelod noget af det, Gud havde påbudt, var ligeledes dødsens. Vi ser også i NT, at der står. Hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bog, skal Gud fratage ham hans del i livets træ,.... Åb 22:18-19. Åb 22:18-19 , 13:8, 17:8 20:12, 21:27 og 5.Mosebog 12:32>. Det omfatter hele Bibelen og åbenbaringsbogen i særdeleshed, at vi ikke må ændre i Guds ord,

Tabernaklet blev gjort efter et himmelsk forbillede


Det nye Testamente peger på, at Det gamle Testamente har stor betydning og indeholder mange, omfattende profetier. Jesus skulle fødes af kvindens sæd. Han skulle være Abrahams efterkommer, thi i Abrahams slægt skulle alle slægter på jorden velsignes. Han skulle være Davids søn og fødes i Betlehem. Og således kunne vi opregne hundredtals profetier, som Gud gav som garant for, at når de alle var opfyldte, kunne vi vide, at den lovede Frelser var kommet.

I GT fremstilles også Israels historie profetisk, så vi ser Guds mening i det, der skete og sker med hans udvalgte folk. Alt blev nedskrevet ikke blot som historiske kendsgerninger men som en advarsel til os, at vi ikke skulle gøre de samme fejl, som de gjorde <1. Kor 10:6 og 11>.

I GT er også Israels gudstjeneste profetisk fremstillet, for at vi derigennem skulle lære betydningen af Jesu Kristi tjenergerning. Ja, tilmed de fester, der på Guds befaling blev indstiftet.

Tabernaklet, som Israel efter Guds påbud gjorde i ørkenen, blev gjort efter et forbillede kopi> af den himmelske helligdom <Hebr 9:23 >. Og dyreofringerne deri var et forbillede på Jesu Kristi bedre offer, der gav os adgang til at gå ind for Guds trone <Hebr 9:23 og 12:24>. Moses skulle omhyggeligt følge de forskrifter Gud viste ham på bjerget <Hebr 9:23 og 9:24>. Derved ser vi, at vi har vigtige ting at lære i tabernaklets opbygning.

Selv om det Moses gjorde var korrekt efter forskrifterne, var det dog kun skyggebilleder af det, der skulle komme med Jesus Kristus. Uden vanskelighed kan vi se, at alteret er et forbillede på Jesus Kristus. Dog har tabernaklets alter intet med vore altre at gøre. Vi slagter ikke længere noget påskelam, idet Jesus er vort påskelam, som en gang for alle blev slagtet for vor skyld. Og derved er vi løste fra den tids foreskrevne ceremonier og ritualer. Men ved at forstå ofringerne i GT forstår vi bedre Jesu Kristi offer af sig selv til vor frelse.

Tabernaklet var placeret midt i lejren. Gud ville i nåde bo midt iblandt sit folk. Nærmest Tabernaklet skulle Levi stamme opslå sine telte, fordi de tjente ved dens nedtagning og opsætning, når lejren skulle flyttes til et nyt sted. Det er bemærkelsesværdig at se den orden, hvormed alt var lagt an indtil mindste detalje.

Israels folk måtte lære at vise den dybeste ærbødighed for tabernaklet, fordi det var Guds helligdom. Og længe holdt de det i ære. Men som tiden gik, sløsede de og ærbødigheden gik delvis tabt. På ypperstepræsten Elis tid blev arken fjernet fra tabernaklet <1.Sam. 4:4> og kom ikke mere tilbage dertil. Tilbedelsen og ofringerne foregik forskellige steder, såsom i Mispa <1.Sam. 7:6 og 9:12>, Betel <10:3> og Betlehem <20:6 og Sal 132:6 >. Tabernaklet, hvor Herren ville åbenbare sig og bo midt iblandt sit folk, blev delt op. I Nob fandtes en helligdom, som kun havde Herrens skuebrød <1.Sam. 21:1-6>. I 1.Krøn. 16:37-39

Arken blev flyttet til Jerusalem af David <13:1 til 16:6 og 2.Sam.6:1-23>. Og alteret sammen med karrene <2.Moseb. 25:23-40, 37:10.28, 40:22-27> blev efterladt i Gibeon. Og fordi der var flere helligdomme, måtte der også være flere ypperstepræster. I henhold til 2. Sam. 15:24-29 og 35-36 udpegede David præsterne Zadok og Ebjatar som med-ypperstepræster <1. Krøn 15:11 >. Zadok tjente i Gibeon og Abjatar i Jerusalem.

Dette er blot et uddrag af, hvorledes det gik for tabernaklet, som også kaldtes Herrens bolig <3.Moseb 17:4 og 4. Mos 16:9 >, vidnesbyrdets tabernakel <4. Mos 16:9 > m.fl. navne, såsom vidnesbyrdets telt, åbenbaringsteltet m.v.

* * *

Forbillederne i og ved tabernaklet

Tabernaklets ydre


Tabernaklets skelet bestod af træsøjler, der hvilede på et fodstykker af sølv. Og hvert af disse store og tunge sølvplader havde et hul, der passede til søjlens fod. Gud foreskrev, at dette kostbare metal skulle være fundament under bygningen. Paulus skrev: Ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus, 1. Kor 3:11. På denne grundvold kan vi hver især bygge efter Guds forskrift eller følge vort eget hoved. Det er sikkert det, Paulus i næste vers kalder: træ, hø og strå. Ting, der ikke vil holde i Guds prøvende ild.

Til den første ypperstepræst, Aron, sagde Gud: Jeg er Herren jeres Gud, og I skal helliger jer og være hellige, thi jeg er hellig, 3. Moseb. 11:44.. Peter har ført disse ord ind i sit brev, så vi forstår, at også i den nye pagt gælder disse ord <1. Pet 1:16 >.

Tabernaklet viser i sin opbygning, at jo længere væk fra det allerhelligste, des mindre værdifulde materialer er der brugt. Fra guld til sølv, fra sølv til kobber, fra kobber til træ. Vi lærer deraf, at jo længere vi kommer bort fra Gud, des mere ligner vi tabernaklets materialer, der går fra guld til træ.

Symboler og forbilleder


Eftersom Bibelen ikke altid giver en forklaring, må vi lære den ganske godt at kende for at forstå, hvad de mange ting i tabernaklet er forbilleder for. For eks. er skuebrødene på et bord straks indenfor i det hellige et billede på Jesus, som giver os livets brød og dermed hele vor åndelige næring. Og at dette bord bestod af to slags materialer, træ og guld, er en påmindelse om, at Kristus var både Gud og menneske. Bordet var også rigt dekoreret som tegn på, at Jesus efter sin opstandelse blev kronet med herlighed og ære.

Det allerhelligste er et billede på Guds bolig i Himmelen. Og når Jesus taler om sig selv som døren, er det fordi ingen kunne komme ind i det allerhelligste uden først selv at være helliget. Jesus gik ind i selve det himmelske tempel og frembar sig selv som et syndoffer. Og ingen kan komme til Faderen uden at have taget imod ham som deres syndoffer.

Lysestagen er givetvis et forbillede på Jesus som verdens lys. Johannes skriver: I det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket..., Joh, 1:4-5a. I tabernaklet oplyste lysene i lysestagen rummet. Og i verden lyser Jesus Kristus ved sit ord op i det åndelig mørke. Lysestagen havde form som et træ med rod, stamme og grene. Og lamperne forestillede frugter. Jesus er roden og stammen, vi er grenene, som så længe vi er knyttet tæt til Jesus, kan bære frugter og lyse op i verden.

Sølvet, der blev indsamlet for at færdiggøre tabernaklet, viser tydeligt hen til forsoningen i Kristus. Sølv står mange steder i Bibelen for renhed. I Salme 12:7 står: Herrens ord er rene ord, det pure, syvfold lutrede sølv. Og i Salme 66:10: Du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser sølv. Se også Mal 3:3. At forstå tabernaklets forbilledlige grund- og opbygningsstruktur er umulig uden vi forstår, hvilken vægt der er lagt på sølvet som forbillede.

Kobberhavet var gjort af indsamlede kobberspejle, som folket gav, for at tabernaklet kunne gøres færdigt efter det forbillede, Moses så. Kobberhavet stod i den indre forgård og rummede omkring 80.000 l. vand, hvori præsterne foretog de rituelle tvætninger. Vandet står flere steder som et synonym for Ordet. Hvad er da nærmere end deri at se en forbindelse til, at Ordet er det, der

renser os? Jesus sagde til disciplene: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer, Joh 15:3.

Brændofferalteret kaldtes således, fordi brændofrene blev ofret der. Det stod i tabernaklets forgård ret ind for indgangen. Helt fra Adam og Evas tid blev der ofret brændofre. Vi læser om Kains og Abels ofre. Noa og hans efterkommere ofrede. Men med tiden gik meget tabt, og folket vendte sig til afguder og ofrede til dem. Sædvanligvis ofrede de på bjerge eller høje. Måske af gammel vane, thi så vidt vi kan skønne lå Edens have højt, eftersom fire floder havde deres udspring der. Ligeledes byggede Noa et alter og ofrede på Ararats bjerg efter syndfloden, som måske også blev anvendt af Noas børn og deres efterkommere. Vi ved det ikke. Men med tiden byggede man altre på andre bjerge og højder. Selve ordet alter betyder ophøjelse.

Og på Zion byggedes templet på Moriah bjerg. Og folket fra hele landet gik op til Herrens bjerg for at tilbede. Og i Mika 4:1 står, at i de sidste dage skal dette bjerg blive verdens mest berømte bjerg.

På brændofferalteret skulle al synd sones. Syndens væsen skulle overgives til døden og sjælen indvies til Herren.

Forhængets farver


I 2.Moseb. 26:37 finder vi beskrivelsen af forhænget, som havde fire farver. Purpurfarven, som leder tanken hen på Jesus som konge. Joh 19:2 sætter soldaterne en tornekrone på Jesu hoved og ifører ham en purpurkappe som en hånende handling i forbindelse med, at Pilatus sagde: Så er du altså dog en konge, 18:37. Og Pilatus lod opslå en indskrift øverst på korset, hvoraf en linje lød: Jødernes konge.> Der er to farver, som minder os om, at Jesus er vor ypperstepræst og i henhold til denne gerning udfører: Ofringen og forbønnen. Den rosenrøde farve skal minde os om blodets farve, og den hvide er et billede på Jesus som forbeder. Og til sidst er der den blå farve, som står for Jesu profetiske gerning og hans himmelske natur.

Der er lang afstand tilbage til den tid, og derfor vil mange af betydningerne ikke stå klart for os, som de gjorde for jøderne. Men vi bør - så godt som muligt - sætte os ind i disse symboler og forbilleder. Thi derigennem viser Gud, at han i enkelheder nøje har planlagt hele Jesu liv og vor frelse.

Forhænget giver os ydermere et væld af oplysninger. Til at bære forhænget blev der fremstilles 5 piller af akacietræ, overtrukket med guld og med knager af guld. Forhænget adskilte sig fra tæpperne, som beklædte hele tabernaklets indre, der overalt havde indvævet keruber for at minde om, at stedet var helligt. Forhænget havde farverne men ikke indvævningen af keruberne.

Ligefrem for det ydre forhæng i tabernaklet sås det indre forhæng, som var gjort af samme materiale som det ydre.

Det hellige


I rummet, som kaldtes det hellige, stod røgofferalteret, og til højre for indgangen skuebrødsbordet. Der lå de 12 brød, som var gjort af fint mel, som repræsenterede Israels 12 stammer. Brødene kaldtes ansigtsbrød, fordi de lå fremme for Guds åsyn, fra hvem alle Israels fornødenheder, også det åndelige brød, kom. <2. Mos 25:23-30 >.

Til venstre for røgofferalteret stod menorah , den syvarmede lysestage, som udover at oplyse det hellige også symboliserede Guds nærvær som Israels lys. I NT beskrives Jesus som verdens lys <Joh 1:9 , 8:12, 9:5 og 12:46>. Lysestagen var forsynet med mandelblomster af guld <2.Moseb. 25:31ff>. Et mandeltræ hedder på græsk schaked, som betyder vågen/årvågen. Blot gennem åndelig oplysning er et menneske virkelig vågen. Vågen for evigheden og vågen for pligterne imod Gud, imod sig selv og sin næste.

Nådestolen


I det allerhelligste i tabernaklet fandtes Pagtens Ark med lovens tavler. Over arken lå sonedækket, et forgyldt låg eller plade, hvorpå der stod to keruber, hvis vinger rørte hinanden over arken som et synligt tegn på Guds tilstedeværelse. Senere er dette låg blevet kaldt for nådestolen. Men Guds nåde mod det udvalgte folk var ikke uden vilkår. Han krævede, at Israel nøje skulle adlyde og følge de anvisninger, som Gud havde påbudt dem, bl.a. budene, der stod på lovens tavler. I Guds krav og i lovens påbud findes der omfattende befalinger, bl.a. om hvorledes vi skal behandle vor næste. Og bliver Guds krav ikke opfyldte, viser Gud ikke længere sin nåde men sin vrede <2. Mos 20:5 og 34:7>.

I GT viste Gud sin nåde, selv om hans folk ikke havde fortjent den. Og det samme siges i NT <Rom. 3:24 og 11:6>. Men som Israel skal også vi forblive i fællesskab med Gud, hvad vi tydeligt ser i Joh. 15:1-8. Vi kan gå glip af Guds nåde, dersom vi ikke lægger vægt på hans advarsler Hebr, 12:15>. Og for at kunne tage imod Guds nåde må vi være ydmyge 2. Kor 12:9 >.

For at få del i Guds nåde måtte Israel ofre i henhold til de påbud, han havde givet dem <3.Moseb. 16.> Tyrens blod skulle stænkes på nådestolen, medens røgelse skjulte arken for menneskelige blikke <3. Mos 16:11 ff>. Dette symbol blev opfyldt på Golgata, hvor mørket skjulte landet, indtil Jesu ofring af sig selv var fuldbyrdet.

Tabernaklet afbilleder Guds evige helligdom i herlighedens Himmel. Himlenes Himle kan ikke rumme ham og langt mindre dette sted. Han vil gøre os til levende templer. Og alle genløste bliver et stort, åndeligt tempel <1. Pet 2:5 >, hvori enhver pånyfødt sjæl er en levende sten <1.Kor. 3:16, 6:19 og 2.Kor. 6:16>.

Gå til del 2 | del 3


Debat: Tabernaklet - et forbillede på Jesus

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Om Gud

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation