Udskriv
OversigtDer tales her om, at vi har synd, græsk hamartian echein, og ikke, at vi har haft synd. Og i 3:9 tales der om at praktisere synd, græsk: hamartian potein. Alle mennesker - også kristne - har synd, men Guds børn vil ikke praktisere synd. Dvs vil ikke acceptere, at synden får lov at regere.
Men hvem kender ikke til at overraskes af synden? Men hvis vi angrer og beder Gud om tilgivelse, vil Gud tilgive os. Johannes skriver også i sit brev: ”Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.” 1. Joh 2:1. Og i 1:9: ”Hvis vi bekender vore synder… tilgiver han os vore synder…”
I Joh 15:3.4 står: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer.” Og Jesus sagde til Peter: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Joh 15:3. Har vi i tro taget imod Jesu ord til os, er vi rene på grund af Jesu hellige blod. Men ved vor daglige vandring får vi ”snavs på fødderne”, som skal vaskes af ved at bede om renselse.
I 1. Joh 1:8-10 læser vi om synd og syndsforladelse. Og det, der siges om lyset og sandheden i modsætning til mørke og løgn er ikke abstrakte begreber, men noget som konkret har med forholdet til synden at gøre. Den hellige Gud, sandhedens Gud, kan ikke tolerere synd. Og det er vigtigt, at dette erkendes ret, og at vi følger den vej til frelse, som Gud har givet.
1) Ikke at ville indrømme sin synd er at ville gøre sig bedre overfor Gud, end vi er (1. Joh 1:8-10) og er (a) selvbedrag, (v.8) og (b) hån mod Gud og hans ord, fordi vi tror, vi har bedre styr på, hvad som er sandt og ret, end han har, og dermed gør vi i virkeligheden ham til en løgner. (v.10.)
2) Den eneste vej til frelse er at erkende og bekende sin synd for Gud. (1. Joh 1:9.) Og det forunderlige er, at Gud ved Jesus Kristus har gjort op med synden og frelser den synder, som tager imod ham. (Jfr. Rom 3:26, Hebr. 7:25-27 og Es. 43:23-26.) For Gud er trofast og retfærdig og giver syndernes forladelse til den, som beder derom.
2) Den eneste vej til frelse er at erkende og bekende sin synd for Gud. (1. Joh 1:9.) Og det forunderlige er, at Gud ved Jesus Kristus har gjort op med synden og frelser den synder, som tager imod ham. (Jfr. Rom 3:26, Hebr. 7:25-27 og Es. 43:23-26.) For Gud er trofast og retfærdig og giver syndernes forladelse til den, som beder derom.
En ægte syndsbekendelse omfatter, at vi bekender, at vi er syndere. Selv om vi ikke kan nævne de ubevidste synder ved navn, må vi være klar over, at de ubevidste synder er mange og store. Paulus udtrykker det således: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.” Romerne 7:19-20.
Og i Romerne 4:7-8 står: Salige er de, som har fået sine lovbrud tilgivet, og som har fået sine synder dækket over. Salig er den mand, som Herren ikke tilregner synd! Vi er ikke selv klar over, hvor ofte vi gør lovbrud; men kommer vi til Gud med den indstilling, at vi ved, vi gør mange lovbrud både bevidste og ubevidste og beder om tilgivelse for dem. Da dækker Gud i sin nåde vore lovbrud og tilregner os ikke synden.
Nogle kristne mener, at ubevidst synd ikke er en synd, som vi skal være bedrøvet over; thi den tilgiver Gud automatisk. Denne opfattelse har rod tilbage i den græske filosof Platons lære og er blevet styrket op gennem tiderne af forskellige personer og menigheder.
”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden ” Luk 18:10-14.
Nogle takker Gud, fordi de har nået så langt (som farisæeren) og har sejret over en række bevidste synder. Men gør samme fejl som farisæeren, at de ikke ser, at de behøver Guds nåde også over de ubevidste synder. Havde farisæreren set det, havde han måttet bede samme bøn som tolderen som vidste, at det eneste han havde behov for var Guds nåde.
Det farlige er, at vi kun kommer til Gud med det, vi ser, thi da kommer vi ikke med bønnen om at blive fuldkommen ren. Og det er kun den mindste del af synden, vi ser, thi vi kan aldrig hverken se eller forstå, hvor stærkt et greb vor syndige natur har i os. Vel har vi fået en ny natur, men den gamle er ikke langt borte og træder oftere til, end vi aner. Vi ser på os selv med andre øjne end Gud. Og hvor må han bedrøves over, at vi måske er ganske godt tilfredse med os selv.
I 3. Mos 5:17 står: ”Hvis nogen synder og uden at vide det gør mod et af Herrens bud, som angår noget, der er forbudt at gøre, da er han alligevel skyldig og skal bære sin misgerning.”
Efter at Gud havde talt sine lovbud til Israel, og de havde set hans majestætiske fremtræden, blev folket bange. Men ”Moses sagde til folket: Frygt ikke, for Gud er kommet for at prøve jer, og for I skal lære at frygte ham, så I ikke synder. 2. Mos 20:20. Kommer vi ikke til Gud og beder ham ransage os for at se, om vi er på evighedens rette vej, vil Gud lade os gå gennem en prøve, for at det skjulte i os må blive åbenbar.
Vore skjulte synder I Luk 12:41-48 læser vi et alvorligt afsnit om skyld for ubevidst synd: Peter havde hørt Jesus tale om skyld og sagde til ham: Herre, er det om os, du taler i denne lignelsen, eller er det til hele folket? Herren svarede: Hvem er den trofaste og kloge forvalter, som hans herre vil sætte over sit tjenestefolk, for at give dem deres mad i rette tid? (En ret forkyndelse i rette tid.) Salig er den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre dette, når han kommer. Sandelig siger jeg jer, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer… Den tjener, som kendte sin herres vilje og ikke gjorde sig færdig eller handlede efter hans vilje, skal blive slået med mange slag. Men den, som ikke kendte til den men alligevel gjorde det som fortjente slag, han skal få færre slag. For hver den, som meget er givet, af ham skal meget kræves. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Altså skal vi også stå til regnskab for ubevidst synd.
Paulus skriver: ”Den, der har gerninger, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der har gerninger, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.” Romerne 4:4-5. ”Saligt det menneske, som Herren ikke tilregner (bevidst og ubevidst) synd.” V.8.
Og i Salme 90:8 står: ”Du har sat vore synder frem for dig, vore skjulte hemmeligheder for dit åsyns lys.” Og Paulus skrev: ”Med mig selv ved jeg jo ikke om noget, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort. Den som dømmer mig, er Herren. Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han som både skal føre mørkets skjulte ting frem i lyset og åbenbare hjerternes råd..” 1. Kor 4:4-5.
I Kol. 1:14 står: ”… i ham (Jesus Kristus) har vi forløsningen, syndernes forladelse.” I Rom. 3:25 læser vi: ”Ham stillede Gud frem som nådestol (nådestolen var i allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte komme én gang om året), ved troen, i hans blod, for at vise sin retfærdighed…” Og i Hebr 10:19 læser vi: ”Derfor, brødre, har vi frimodighed til at gå ind i helligdommen (græsk: ta hagia, dvs det ALLER HELLIGSTE.) ved Jesu blod.” Vejen til fuldkommen renselse er åben. Men hvad sker der dem, der ikke lader sig rense fuldkommen?
I Luk 23:32-34 står: ”Der var også to andre forbrydere, som blev ført ud sammen med Jesus for at henrettes. Da de var kommet til det sted, som kaldes Golgata, korsfæstede de ham der. Forbryderne blev også korsfæstet, den ene på hans højre side, og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Jesus bad om tilgivelse for deres store, ubevidste synd. Dersom ubevidst synd er uden betydning – hvorfor bad Jesus da Faderen om at tilgive den?
Ikke at bede om tilgivelse for de skjulte synder er for manges vedkommende en arv fra menigheder, der har en uklar eller forkert lære på dette område. Men for mig at se har vi ingen undskyldning for at leve videre i dette bedrag, thi vi har Bibelen, der klart viser os den rette forståelse desangående.
Ikke mange forstår den fulde dybde af det, der skete, da Jesus blev korsfæstet. Bibelen siger klart, at Jesus var uden synd og der fandtes ikke skyld i hans mund. Selv Pilatus sagde, at han ikke fandt nogen skyld hos ham. Men alligevel korsfæstede de ham. Det skullle ske, for at forløse os fra syndens følger. Uden denne forløsning havde menneskeheden ikke fået frelsen ved tro på Jesu død som en nådegave.
Jesus sagde disse alvorlige ord: ”Falske kristuser og falske profeter skal stå frem og gøre store tegn og undere for at forføre selv de udvalgte – om det var mulig.” Matt 24:24. Læren om, at vi ikke tilregnes ubevidst synd, er fra sådanne, falske profeter. Men hvor alvorligt et sådant bedrag er ses først for alvor, når regnskabsdagen kommer ind for Guds trone.
Vi kan ikke tilsidesætte GT, thi det, der står der, er også sagt til os. David, som havde en profetisk ånd, bad: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig, og kend mine tanker! Se om fortabelsens vej har indtaget mig, og led mig på evighedens vej!” Sal 139:23-24. En sådan bøn har Gud behag i. Men ser vi på os selv som syndfri eller næsten syndfri, har vi ikke forstået, hvad Bibelen lærer om synd. Deri er selv udvalgte blevet forførte
Paulus sagde: ”Ikke sådan at forstå, at jeg allerede har nået det eller at jeg allerede er blevet fuldkommen. Men jeg jager fremover, så jeg kan gribe tag i det, eftersom Kristus Jesus også har grebet tag i mig. Brødre, jeg tror ikke om mig selv, at jeg har grebet det. Men et gør jeg: Jeg glemmer det som er bag, og strækker mig efter det, som ligger foran. Jeg jager mod målet, mod den sejrspris som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.” Fil 3:12-14.
”I mit hjerte har jeg gemt dit ord, for at jeg ikke skal synde mod dig.” Sal 119:11. En god grundvold at bygge livet å: Men mange har hjertet fyldt med menneskelærdomme og har en forkert mening om, hvad frelsen ved tro indebærer.
1./ At bygge på menneskelærdomme giver et fattigt liv i Kristus.
2./ Gør os skyldige i at vildlede andre.
3. / Gør, at lønnen for tro tjeneste udebliver eller bliver mindre.
4./ Og det kan evt. koste os frelsen, fordi vi ikke har taget hele Skriften til os som en dyrebar undervisning om frelsen ved troen på Jesu fuldbragte forsoningsoffer.
Vi frelses kun ved tro Budskabet om, at vi skal tro på Herren Jesus, så skal vi blive frelst, er så enkelt men bliver alligevel fordrejet, selv om der er udtalt et anatheme (forbandet) over enhver, der lærer anderledes eller forandrer budskabet. (Se Gal 1:6-9.)
I Apg 15:1 finder vi et forsøg på at ændre dette, enkle budskab. ”Der var nogle mænd fra Judæa, som kom ned og lærte brødrene: Hvis I ikke bliver omskåret efter den skik, der kom fra Moses, kan I ikke blive frelst.
Og ”nogle fra farisæernes parti, som var kommet til tro, stod frem og sagde: Det er nødvendig at de bliver omskåret og pålagt at holde Moseloven. Vers 5. Men Peter sagde dertil: ”Vi tror…., at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de.” V 11.
Evangeliet er et Gud-centreret og nåde-centreret budskab. Frelsen er en fri gave gennem troen på Jesus Kristus, fuldkommen uden tillæg af gerninger eller religiøsitet. (1.Kor. 1:30, John. 4:10, Ap.g. 8:20, Rom. 11:6, 15:15-18 og Åb 21:6.)
Nogle kalder i uforstand frelsen ved tro for billig og utilstrækkelig. Men den er absolut ikke billig. Det kostede Jesus, at han måtte give sit liv, for at hans blod kunne løskøbe os fra al vor synd og fra loven. Det er kun ved at vende om til Gud og tager imod hans frelse og fødes på ny, at vi kan regne os for frelst. Men begyndt er ikke endt. Vi skal fortsat arbejde med os selv og lære Bibelen at kende for at blive i frelsen og fuldføre løbet.
For ca. 15 år siden skrev jeg en andagsbog, hvori der i et afsnit står:
“Jeg holder det for ret at vække jer ved mine påmindelser.” 2. Pet 1:13.
I de foregående vers mindede Peter om de rige muligheder, ethvert Guds barn har for at kunne leve et stadig, rigere liv. Og han formaner os til at vokse og modnes i vor tro på Jesus, så vi ret kan blive grundfæstet i sandheden. Peter ville bruge tiden, medens han havde den, idet han mindedes de ord, Jesus sagde til ham ved Genesaret sø, at han skulle lide en brat død. (Joh 21:19.) I den græske tekst siger Peter i vers 14: “Mit pauluns aflæggelse kommer brat!” Derfor advarede han dem om, at når han var borte og ikke mere kunne formane dem, at de da skulle holde fast ved sandheden. Han påpegede, at budskabet om vor Herre Jesu Kristi kraft og hans komme ikke var opdigtede fabler; thi han havde selv været øjenvidne til Jesu guddomsherlighed. Og han formanede til at agte på de profetiske ord. Guds ord er ikke opkomne ved meneskers tanker, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.
Vi som i dag læser Peters ord, trænger også til at blive vækket ved hans påmindelser. Sløvhed trænger sig umærkelig på, så de gamle sandheder, der har været som fyrtårne for os, ikke lyser med samme styrke som før. Vi læser måske mindre i Bibelen end før. Men det, Peter siger, er at vi skal blive ved at læse i den for at holde os vågne og være agtpågivende overfor Ordets budskab, ellers går vor vækst i stå. Ordet har hele tiden noget nyt at sige os, som vi har brug for.
I de foregående vers mindede Peter om de rige muligheder, ethvert Guds barn har for at kunne leve et stadig, rigere liv. Og han formaner os til at vokse og modnes i vor tro på Jesus, så vi ret kan blive grundfæstet i sandheden. Peter ville bruge tiden, medens han havde den, idet han mindedes de ord, Jesus sagde til ham ved Genesaret sø, at han skulle lide en brat død. (Joh 21:19.) I den græske tekst siger Peter i vers 14: “Mit pauluns aflæggelse kommer brat!” Derfor advarede han dem om, at når han var borte og ikke mere kunne formane dem, at de da skulle holde fast ved sandheden. Han påpegede, at budskabet om vor Herre Jesu Kristi kraft og hans komme ikke var opdigtede fabler; thi han havde selv været øjenvidne til Jesu guddomsherlighed. Og han formanede til at agte på de profetiske ord. Guds ord er ikke opkomne ved meneskers tanker, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.
Vi som i dag læser Peters ord, trænger også til at blive vækket ved hans påmindelser. Sløvhed trænger sig umærkelig på, så de gamle sandheder, der har været som fyrtårne for os, ikke lyser med samme styrke som før. Vi læser måske mindre i Bibelen end før. Men det, Peter siger, er at vi skal blive ved at læse i den for at holde os vågne og være agtpågivende overfor Ordets budskab, ellers går vor vækst i stå. Ordet har hele tiden noget nyt at sige os, som vi har brug for.
Som nævnt i stykket er talen om omvendelse svækket i dag mere end nogensinde. Vi hører om omvendelse, men dens alvor er borte. Mange erklærer sig for at være blevet omvendte men lever ganske som før, idet de ikke har oplevet, at Gud gør alting nyt. “Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” 2. Kor 5:17.
Det er os, der skal tilpasses Bibelens ord og ikke Bibelen, der skal tilpasses vor levevis. Tænk over, hvor mange meneskemeninger, der måske er blevet ”byggesten” i din tro. Og om sådanne sagde Paulus, at de er en forbandelse. Og at et sådant evangelium ikke er et evangelium, idet de forvansker Kristi evangelium. Læs igen Gal 1:6-9.
Hvad er synd? Synd er vantro! (Joh 16:9.) Synd består i, at mennesket ikke er i afhængighed til Gud men lever sit eget, selviske liv. Synd er i GT beskrevet med ordene hattãt, som betyder at forfejle et mål, tage fejl af vejen eller gøre fejltrin. Og ãwon, som er at vige af fra vejen, overtrædelse, misgerning. Og pæsja, som er at vende sig mod Gud i åbent oprør og frafald. I NT bruges bl.a. ordet hamartía, som er at forfejle sit mål, skyde fejl (f.eks. en pil), fejtrin og forseelse. Anomía: lovbrud, lovløshed og misgerning. Og paráptõma, som betyder at falde ved siden af, overtrædelse og fejltrin.
Alt dette er synd, som er rettet mod Gud og en modsætning til et liv i Guds hellige kærlighed. (Matt. 22:37.) Meneskehjertet er frafaldent fra Gud (Salme 51:7-12) og ulydig mod Guds vilje. (Mark. 7:21f.) En følge af denne ulydighed er, at Guds vrede kommer over synderen. Mennesket står helt fra fødslen af i et forkert forhold til Gud. (Romerne 5:12 ff.) Denne medfødte, onde tilbøjelighed kaldes arvesynden, som kom ind i verden ved Adams fald og siden spredte sig til hele menneskeslægten. (Rom 5:12-14.)
Ordet frelse har i dag for manges vedkommende mistet sin betydning. Frelse betyder at redde og at udfri. I Apg 13:47 ser vi den rette forståelse af åndelig frelse: ”For sådan har Herren befalet os: Jeg har sat dig (Messias) til lys for hedningerne, for at du skal være til frelse lige til jordens ende. Apg 13:47.
Tager vi imod dette lys? Eller tænker vi, at vi har lys nok. Kan de gamle lærdomme ikke være gode nok? Jo, dersom de peger på Bibelen og ikke på menneskeord, der fordrejer eller forvansker lærdommen fra Bibelen.
Frelse betyder også forløsning, som er et ord, mange i dag ikke mener, de har brug for. Forløse betyder at indløse eller betale for noget. Jesus forløste, betalte, med sit blod for vor skyld. Vi blev derved sat fri fra en ubetalelig stor skyld. Kun Jesu blod kan forløse os fra at være bunden til loven og til alle vore overtrædelser – bevidste såvel som ubevidste.
Kun når vi er bevidst om, at Jesus vil forløse os, kan vi i ordets fulde betydning omvende os fra vor synd og gamle meninger. NT har to ord for omvendelse: Metamelomai, som betyder at angre, vende om (fra det forkerte) og være bedrøvet over vort adfærd. Det gamle sind er ubrugeligt. Gud giver os ved en ægte omvendelse et nyt sind. Dvs, at ”Gud ikke har givet os modløshedens ånd, men kraftens og kærlighedens og sindighedens Ånd.” 2. Tim 1:7.
Bliver vi modløse, er det et tegn på, at vi ikke fuldtud tilegner os den kraft, Gud giver til alle dem, der vender om til ham. ”Viser du dig modløs på nødens dag, svækkes din styrke.” Ordspr. 24:10. Vi skal hvile i, at Gud har en langsigtet plan om at frelse os, som begyndte før verdens grundvold blev lagt. (Jf. Matt. 25:34, Ef. 1:4, Tit. 1:2, Hebr. 4:3, 1.Peter 1:20, Åb 13:8 og 17:8.)
NT bruger også ordet Metanoia, der ganske enkelt betyder et forandret sind. Et forandret sind leder til et liv i tro, glæde og taknemlighed over Guds frelse ved tro som en gave uden betingelse, thi vi har intet at give til gengæld. Alt, hvad vi har, er mærket af synd, og synd vil Gud ikke tage imod. Derfor gav han os frelsen som nådegave. Men vi bedrøver ham, når vi vil ændre på gaven, thi da er gaven ikke længere fra Gud og ikke ren og hellig.
Sorg over synden og omvendelse er ikke det samme. Vi kan godt sørge over vor synd uden at omvende os. Og en kødelig omvendelse har intet tilfælles med en ægte, åndelig omvendelse. (Se 2. Kor 7:9-10.)
Omvendelse er et resultat af tro på Ordet. Som vi så før betyder Metanoia forandring af sindet; men til hvad? Omvendelse uden at ville følge Jesus er ikke noget værd, thi da kan vi gå mod øst såvel som mod vest og tro, at blot vi går på en vej, er alt godt. Man kan omvende sig til en falsk tro.
Omvendelse til syndernes forladelse er helt klart forbundet med Jesu død og opstandelse. Men en omvendelse, der bygger på social kristendomsopfattelse kan kun føre til en udvendig livsstil. Bibelens stærke budskab kan aldrig mildnes og tilpasses vor tid.
Jesus sagde til Nikodemus: ”Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?” Joh 3:12. I den sande tro er indbygget en ægte omvendelse, medens en omvendelse uden tro ikke kan frelse.
Jesus sagde til den samaritanske kvinde: ”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: ”Giv mig noget at drikke!” så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand!” Joh 4:10. Altså er det mere nødvendig at tale om at få del i det levende vand fra Gud end kun at tale om omvendelse. Thi omvendelse kan som sagt være flere ting.
To eksempler på, at omvendelse kan være egoistisk: ”Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede (omvendte) han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste.” Matt 27:3.
” Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret. For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.” Hebr 12:15-17. Judas´ og Esaus anger bragte dem ikke til frelse.
Vi læser i Ef 2:8-9 : ”Af nåde er I frelst, ved troen, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave, ikke af gerninger, for at ikke nogen skulle rose sig.”
Vi er kaldet til frelse, men også til helliggørelse. Vi forstår knap det første, og endnu mere vanskeligt det sidste. Får vi en mangelfuld oplæring, som ikke giver os en ret forståelse, bliver alt i vor opfattelse forvrænget. Og det kan tage år at få det forkerte fjernet fra vort liv igen. Vil vi være med vor Frelser i evigheden, skal vi også følge ham i alle ting på vor jordiske vandring. Derfor skal vi ”rydde op” og helt og fuldt forkaste al lære, som ikke har grund i Bibelen.
Gud reparerer ikke på vort gamle kødelige menneske, men føder os på ny ved sin Ånd til et nyt liv i Kristus, og da er vi en ny skabning. Det gamle er forbi. Se, alt er blevet nyt. (2. Kor 5:17.) Det er ikke et teoretisk løfte men virkelighed, som gælder for alle. Men gammel lærdom og vantro vil hindre os i at blive et nyt menneske ved troen på Jesus.
Løftet om frelsen og fuldkommen helligelse ”tilhører jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde til sig. Apg 2:39.
”Salige er de, som holder hans bud (befalinger), så at de kan have ret til livets træ og kommer ind gennom portene til staden.” Åb 22:14. (Citeret fra King James.)
Ældre danske oversættelser lyder ligeså, og er på linje med 95 % af de gamle håndskrifter. Altså: Salige er de, der vælger at holde sig til det, Gud har givet os i sit ord!