Dommen over os er på vej

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 11/07-02



Guds tjener


I 5. Mos 10:12 står disse, vigtige ord: ”Hvad beder Herren din Gud dig om, uden dette at du frygter Herren din Gud, vandrer på alle hans veje og elsker ham, at du tjener* Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl”

*En tjener gør ikke, som det passer ham selv bedst, men efter sin herres vilje. Når Bibelen taler om tjenere, er det oftest som slaver, - der elskede deres herre, fordi han var god ved dem, - derfor underkastede de sig deres herres vilje i et og alt.

Både GT og NT overfører det at tjene på menneskets forhold til Gud En troende tjener Herren (Se for eks Sal 2:11 og 100:2) De store Guds mænd i GT, som blev brugt på specielle måder af Herren, Moses, Josua, Abraham, David, osv var Guds tjenere Kristne i nytestamentlig tid blev benævnt som Jesu tjenere (Romerne 1:1 , 15:16, Kol 4:12 , Tit 1:1 , Jak 1:1 , 2. Pet 1:1 og Judas br v 1 med flere) Jesus er i GT kaldt for Herrens tjener (Es kap 44-53) Og Jesus sagde om sig selv, at han ikke var kommet for at blive tjent, men for at tjene (Matt 20:28) Han tjener os ved at tage vor synd på sig (Fil 2:3)

Vi kan ikke blive en tjener for Gud uden vi dannes dertil af Ånden og Ordet.

Der bliver ofte sagt, at Det gamle Testamente ikke har noget at sige os i vor tid, og derfor behøver vi ikke at læse det.

Hvor forkert er det dog ikke Thi GT såvel som NT danner os til at være en Kristi tjener Vi læser: “Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet” 1. Kor 10:11

Uvillige tjenere


Hele GT er fuld af advarende eksempler på, hvordan det går dem, der går egne veje. Den, der ikke vil tjene Gud ved at gøre hans vilje ved at modtage Jesus Kristus, kommer under Guds domme.

Vi læser i 5. Mos 17:14-19 : ”Når du kommer ind i det land, Herren din Gud giver dig, og du tager det i eje og bosætter dig i det og siger: Jeg vil have en konge over mig, ligesom alle folkeslagene omkring mig”, må du kun sætte en konge over dig, en som Herren din Gud udvælger En blandt dine brødre skal du sætte som konge over dig… Men han skal ikke skaffe sig mange heste, og han skal ikke få folket til at vende tilbage til Ægypten for at skaffe sig mange heste For Herren har sagt til jer: I skal aldrig mere drage tilbage den vej Han skal heller ikke tage sig mange hustruer, så ikke hans hjerte vender sig bort Og han skal heller ikke samle sig store mængder sølv eller guld Når han sidder på tronen i sit kongerige, skal det ske: Han skal få en afskrift af denne lov for sig selv. Den skal skrives i en bogrulle, efter den bog som ligger for præsternes åsyn, levittene. 

Men Bibelen fortæller, at Israels folk ikke rettede sig efter det, Gud sagde, men gjorde som de selv ville. Og vi læser om, hvorledes det gik dem. Fra år 70 til år 1948 eft. Kr. var de bortvist fra det land, Gud gav dem i eje. Og endnu er de ikke selv herre i dette land men må gøre stormagterne tilpas og dele landet med Guds fjender, som hærger og ødelægger overalt i Israel, Guds eget land. Gud har sat en grænse for, hvornår alt dette ender, men indtil da er Israel i endeløse trængsler på grund af lysten til at gøre det, de selv ville. Og således vil det mere eller mindre gå alle, der vælger at gå egne veje i stedet for i lydighed at tjene Gud.

I 1. Sam 8:1-22 læser vi netop om Israels ønske om at få en konge ”Da Samuel blev gammel, satte han sine sønner til dommere over Israel… De lod sig lede af egen fordel; de tog imod bestikkelse og bøjede retten Da samledes alle Israels ældste og gik til Samuel i Rama og sagde til ham: ”Du er gammel nu, og dine sønner følger ikke i dit spor Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk” Men Samuel… bad til Herren, og Herren svarede: ”Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge Nu gør de mod dig, nøjagtig som de har gjort mod mig Fra den dag jeg førte dem op fra Egypten til i dag, har de svigtet mig og dyrket andre Guder Føj dem kun, men advar dem først indtrængende om de rettigheder, den konge får, som skal regere over dem”

Samuel fortalte folket om alt, det de ville gå ind til, dersom de fik en konge: ”De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. … I bliver trælle for ham. Til den tid skal I komme til at råbe til Herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer!”

Men folket ville ikke høre på Samuel. ”Nej,” sagde de, ”vi vil have en konge over os, så vi kan få det ligesom alle de andre folk. Vores konge skal herske over os og rykke ud i spidsen for os og føre vore krige.” Da Samuel havde hørt alt, hvad folket havde at sige, fortalte han Herren det, og Herren svarede: ”Føj dem, og lad dem få en konge.”

Der var grund til misfornøjelse med landets styrelse  (8:1-5), men folket valgte det, som var værre (8:9ff). De forkastede Gud som konge og bad om at få det, som andre folkeslag havde det (8:20.) Og Herren lod dem få det, de krævede.

Det var i Guds plan, at Israel i Herrens egen time skulle få en konge af Juda stamme (1 Mos 49:10 , 4 Mos 24:17 ff og 5 Mos 17:14 ff) Men Israel kunne ikke vente på Guds time og valgte tilmed en mand fra Benjamins oprørske stamme (Dom 1:21 og 19:16 til 20:13)

I 1.Sam. kap. 13-14 læser vi om Saul, der på trods af Samuels forbud selv ofrede et brændoffer og derved vakte Herrens vrede. Da sagde Samuel til ham: Hvad har du gjort? Saul sagde: Jeg så, at folket blev spredt bort fra mig, og at du ikke var kommet førend de fastsatte dage. Desuden samlede filisterne sig i Mikmas. Da tænkte jeg: Nu vil filisterne komme ned mod mig i Gilgal, og jeg har endnu ikke bedt om nåde for Herrens åsyn. Derfor så jeg mig tvunget til at ofre et brændoffer. Og Samuel sagde til Saul: Du har handlet som en dåre. Du har ikke holdt det bud, Herren din Gud gav dig, det som han har befalet dig. For havde du gjort det, havde Herren stadfæstet dit kongedømme over Israel for evig tid.”

i 1. Sam 15:2 ff  ser vi igen, at Saul var ulydig mod Gud Saul skulle drage mod amalekiterne og slå folket og kongen med band Men i vers 9 står der: ”Men Saul og folket sparede Agag og det bedste af fårene, okserne, fedekalvene, lammene og alt det gode, og de ville ikke lyse det i band Men alt som var dårlig og uden værdi, det lyste de i band”

Det er ikke selve offeret, Gud ser på Han ser på hjertet (Sal 51:18-19) Både i den gamle og den nye pagt siges, at vi får et rent hjerte på grund af det offer, som Jesus Kristus bragte (Jf Es 1:11 og 15, Jer 6:20 , Hos 6:6 og Mika 6:6-8)

Saul bestod altså ikke prøven og Gud tog kongedømmet fra ham. Det er for altid en lære, vi må tænke over, thi det Gud har sagt, må vi ikke forandre på.

Vi lærer af beretningen om kong Saul, at når Herren tier, skal vi ikke søge egne løsninger Saul havde allerede fået et budskab fra Herren ved Samuel (1. Sam 13:13 ff og 15:28) Alligevel var han ikke tilfreds med det, og ville have et nyt budskab Og da han stadig ikke fik sin vilje, gik han til spåkvinden i Endor

Det er nærliggende at tænke på David der gik imod kæmpen Goliat i Guds navn, ikke i sin egen kraft. Davids sejer over Goliat er en påmindelse om Jesu sejr over Djævelen.

Guds valg


I 2. Sam 2:1 står: ”David spurte Herren om råd og sagde: Skal jeg drage op til nogen af Judas byer? Herren svarede: Drag op! David sagde: Hvor skal jeg drage op? Han sagde: Til Hebron! Dette viser os, at David ville være i Guds plan med sit liv Og derfor var Gud med David

Vi læser i 1 Kong 1:5 om Davids ældste søn Adonja, som ville være konge Men David valgte Salomo Og det var ikke blot Davids valg men også Guds (1. Krøn 22:9 og 28:5-7)

Også David selv blev valgt af Gud til konge. Efter kong Sauls død kom alle Israels stammer til David i Hebron og sagde: ”

Her er vi, vi er af samme kød og blod som du Også i tidligere tider, da Saul var konge over os, var du den, som ledte Israel i kamp og hjem igen… Og de salvede David til konge over Israel (2. Sam 5:1-3)

Og i vers 9-10 står der: ”Så tog David bolig i borgen, og han kaldte den Davidsbyen. Og han befæstede byen hele vejen  fra Millo* og indover… Og Herren, Hærskarernes Gud, var med ham.”

* Fæstningsværker i Davidsbyen.

Da forstod David, ”at Herren havde stadfæstet hans kongedømme over Israel, og at han havde hævet hans rige højt for sit folk Israels skyld.” V. 12. Hvilken forskel fra kong Sauls regime, som Gud havde frataget ham, til kong David, som havde Guds velsignelse.

Og et andet vidnesbyrd om, hvorfor Gud var med David: Vi læser i 2. Sam 5:18-25 : ”Filistrene kom og spredte sig udover Refaim-dalen Da spurte David Herren: Skal jeg drage ud mod filistrene? Vil du give dem i min hånd? Og Herren svarede: Drag ud! Jeg vil give filistrene i din hånd! Så kom David til Baal-Perasim, og der slog han dem Da sagde han: Herren har brudt igennem mine fjender foran mig, som vand bryder igennem… Men filistrene drog ud en gang til og spredte sig udover Refaim-dalen Og David spurte Herren, men han sagde: Du skal ikke drage op mod dem Gå omkring dem, så du kommer over dem bagfra, ud for morbærtræerne Når du hører lyden af skridt i morbærtræernes top, da skynd dig! For da er Herren draget ud foran dig for at slå filistrenes hær David gjorde, som Herren havde befalet ham Og han slog filistrene”

Også Guds tjenere synder


Selv om David var Gudfrygtig, fejlede han adskillige gange, hvilket han også giver udtryk for i mange af sine sange Da David stod på højdepunktet af sine sejre, blev han fristet af Batsebas skønhed og stillede ovenikøbet sin hærfører, Urias, Batsebas mand, på en udsat post i krigen, så han kunne blive dræbt Gud sendte profeten Natan til ham og lod ham vide, hvor alvorlig en synd, han havde begået (Ifølge 3. Mos 20:10 fortjente han døden for hor, og ifølge 3. Mos 20:10 for mord)

Da David angrede sin synd, viste Gud barmhjertighed mod ham, men følgerne af sin synd måtte han bære i årene fremover Vi læser i 2. Sam 12:9-10 : ” Hvorfor har du foragtet Herrens ord og gjort det, som er ondt i hans øjne? Du har dræbt hetitten Urias med sværdet Du har taget hans hustru til ægte, og du har brugt ammonitternes sværd til at dræbe ham Derfor skal sværdet aldrig vige fra dit hus…”

Vi læser om opfyldelsen af Guds dom over Davids synd i 2. Sam 12:15 b-19, og vi lærer heraf, at vi kan nedkalde Guds dom over os selv ved at tilsætte hans ord og gøre, som vi selv vil

David ydmygede sig for Gud og sørgede over sin synd. Vi læser mere derom i Salme 51, som jeg citerer fra King James:

”Vær mig nådig, Gud, efter din miskundhed! Udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed! Tvæt mig fuldkomment ren fra min misgerning, og rens mig fra min synd! For mine overtrædelser erkender jeg, og min synd står altid for mig  Mod dig, mod dig alene har jeg syndet, og det, der er ondt i dine øjne, har jeg gjort – så du kan være retfærdig, når du taler, og retvis når du dømmer Se, i misgerning blev jeg født, og i synd har min mor undfanget mig Se, du har lyst til sandhed til det inderste; og i det skjulte lærer du mig visdom at kende Rens mig fra synd med isop, og jeg bliver ren Tvæt mig, og jeg bliver hvidere end sne Lad mig høre fryd og glæde, så de kan fryde sig, de ben, du har knust Skjul dit åsyn for mine synder, og stryg alle mine misgerninger ud! Skab et rent hjerte i mig, Gud, og forny en stadig ånd i mit indre! Kast mig ikke bort fra dit åsyn, og tag ikke din Hellige Ånd fra mig! Giv mig glæden tilbage over din frelse og hold mig oppe ved din Ånd, som leder mig Så skal jeg lære overtrædere dine vejer, og syndere skal omvende sig til dig Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud, og min tunge skal juble højt over din retfærdighed Herre, åben mine læber, og min mund skal forkynde din pris For du har ikke lyst til slagtoffer – ellers ville jeg have givet det Brændoffer har du ikke behag i Offer for Gud er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og angrende hjerte – Gud, det vil du ikke foragte” Sal 51:3-19

 David omvendte sig i sit hjerte og blev et nyt menneske Det gamle var forbi, og noget nyt var kommet til Det kan vi også se i hans sidste ord, som vi læser i 2. Sam 23:1-4 : ”Dette er Davids sidste ord: Så siger David, Isajs søn, så siger manden, som blev ophøjet, Jakobs Guds salvede… Herrens Ånd har talt ved mig, og hans ord er på min tunge Israels Gud har talt, til mig har Israels Klippe sagt: Menneskenes hersker er retfærdig, han hersker med gudsfrygt Han er som lyset om morgenen når solen stiger op, en morgen uden skyer, som det spæde græs spirer frem fra jorden når det er klart og solen skinner efter regn

David lovpriser Gud for den evige og urokkelige pagt, som skulle oprettes ved Messias Udtrykket spire er et navn på Messias (Es 4:2 , Jer, 23:5, Zak 3:8 og 6:12) David så Messias som Guds frelse, der ville spire frem

Vi har meget at lære af 2. Samuels bog. Ingen kan synde, uden der kommer alvorlige eftervirkninger. Men når virkningerne kommer til os, hvad undskylder vi os da med? Tilfældigheder eller omgivelserne? Vi kan ikke undskylde os. Gud har sagt, at synd bringer ondt med sig. Men vi tager ikke hans ord alvorlig og lader os ofte friste til at synde. Vi ser dens korte glæde og tænke ikke på dens tunge følge. David oplevede, at han mistede glæden ved Guds frelse og at Helligånden veg fra ham. Sker det samme for os, må vi som David ydmyge os ind for Gud og inderlig bede om hans nåde til en ny begyndelse, og om kraft til at leve et nyt liv med Gud. (Der er god grund til at tro, at kong Salomo ikke bad en sådan bøn, da han efter en god begyndelse var kommet ind på forkerte veje.)

Salomos afGudsdyrkelse


David byggede sit liv op på, at Gud var hans hyrde. Han var ikke blot en Gudfrygtig konge men var også profet for både sin og for vor tid. Og som sådan skal vi se ham,  Israels store konge, som kaldes manden efter Guds hjerte. Han fejlede stort, men ved Guds nåde rejstes han op til at blive et nyt menneske, der forstod, hvad Guds nåde betyder. Han så sig selv som en synder og vidste, at syndens arv fra Adam fulgte ham, som den også havde fulgt hans forældre og deres forældre før dem. Hans livs ønske var at tjene og ære Gud med alt, hvad han ejede.

Helt anderledes var det med hans søn, Salomo, der begyndte som en Guds mand men som mere og mere tillod afGudsdyrkelsen at få indflydelse i både  hans eget liv men også i hele landet.

Vi læser i 1. Kong 11:1-13 : ”Men foruden Faraos datter elskede kong Salomo mange fremmede kvinder: kvinder fra moabittene, ammonittene, edomittene, zidonierne og hetittene Det var kvinder fra de hedningefolkene, som Herren havde talt om på denne måde for Israels barn: I skal ikke indgå ægteskab med dem, og det skal heller ikke de med jer Sandelig, de vil bare vende jeres hjerter til sine Guder … Hans hustruer vendte hans hjerte bort fra Herren… Hans hjerte var ikke længere helt med Herren hans Gud,  som hans fader Davids hjerte havde været For Salomo fulgte Astarte*, zidoniernes Gudinne, og Milkom, ammonittenes afskyelige afGud Salomo gjorde det som var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren helt og fuldt, sådan som hans fader David havde gjort Så byggede Salomo en offerhøj for Kamosj, Moabs afskyelige af Gud, på bjerget øst for Jerusalem, og for Molok, Ammonfolkets afskyelige afGud… Da blev Herren vred på Salomo, fordi hans hjerte havde vendt sig bort fra Herren, Israels Gud, Han som havde vist sig for ham to gange Han havde givet ham et bud om dette, og sagt at han ikke skulle følge andre Guder Men han holdt sig ikke efter Herrens bud Derfor sagde Herren til Salomo: Fordi du har gjort dette, og du ikke har holdt min pagt og mine love, som jeg bød dig, skal jeg sandelig rive kongedømmet fra dig og give det til din tjener Men for din fader Davids skyld skal jeg ikke gøre det i din levetid Jeg river det ud af din søns hånd Men jeg skal ikke rive hele kongedømmet bort Jeg skal give din søn én stamme, for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, staden jeg har udvalgt

* Det var en afskyelighed i Guds øjne, at Salomo dyrkede Astarte, som var en fønikisk kærlighedsmoderGudinde for sex og krig. Astarte blev tilbedt i Israel og af kana´anæerne m. fl. Hun kendes også under navne som Aphrodite og Adonis og havde nær forbindelse til Babylons Isjtar.

Astarte kaldtes også Den Stærke og Baalat (Lady) Himmelens dronning. Og i Bibelen vises der flere gange hen til Astarte som Astoroth.

I henhold til Jeremias bragtes der ofringer for himmeldronningen, Astarte. Og de mange statuer af hende vidner om, hvor udbredt denne af gudsdyrkelse var.

Astarte var ophav til sexdyrkelse i flere former, som havde stor udbredelse i Israel, indtil kong Josiah udryddede denne af gudsdyrkelse I Israel var det sædvane at brænde røgelse og udgyde ofringer for himmeldronningen (Jer 44:15-19) Det ældste tempel, hvor hun var hovedgudinden, lå i Byblos Hun kendtes også i Grækenland som Demeter Biodynamiske kostprodukter kaldes i dag for Demeter

Selvom Astarte blev helt eller delvis fjernet fra Israel, levede troen på hende videre i katolske lande, som fik flyttet Jesu fødsel fra om sommeren til den 25. december, som var solens genfødelsesdag og Astartes dag.

Astarte-navnet bliver i dag brugt af en af de største internationale klinikker for kunstig befrugtning. En væmmelse for Gud at sådanne navne er bredt ud over jorden og derved ære af guderne.

Salomo er en kraftig advarsel til os om ikke at blive revet med af strømmen, der dyrker fremmede Guder. Salomos  kvinder og deres Guder blev ham til fald. Og i dag er vi på vej til at følge i samme spor.

Salomos synd bragte Israel til fald. Det store rige, David havde opbygget, deltes i to. Og menneskelig set ville de løfter, Gud havde givet David, aldrig blive opfyldte. Men SPIREN, Jesus Kristus, fødtes som lovet i Betlehem. Og storriget, Gud lovede Abraham, vil også opstå igen. Ligeledes en ny himmel (atmosfærisk) og en ny jord, hvor retfærdighed bor.

Guds plan med hans skabninger vil komme til at ske, som han har sagt. Men vil vi være med i hans plan, må vi vende os til ham, som var og er og bliver den evige, sande Gud. Hans er riget, magten og æren. Og vil vi være borger i dette rige, må vi fødes på ny af Guds Ånd. Det er nu i dag og i morgen, vi skal vinde sejr ved at tro og adlyde Gud.

Arveretten til det evige kongedømme, som Gud gav David gik ikke gennem Salomo men gennem en anden af Davids sønner, Natan (”Søn af … Mattata, søn af Natan, søn af David” Luk 3:31) Det ses ikke umiddelbart, fordi Josefs navn står i stedet for Maria i Luk 3:23-38 Således var det skik på den tid i Israel Men det er Marias arvelinje, der er omtalt af Lukas Og hendes slægt førtes tilbage til David gennem han søn, Natan Josefs slægtsregister står i Matt 1:2-16  

I 2. Sam 7:12-13 læser vi om Guds løfte til David : ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid”

Og i Apg 13:34 : ”At Gud lod ham (Jesus) opstå fra de døde, så han ikke nogen sinde skal vende tilbage til forrådnelse, har han sagt således: ”Jeg vil opfylde de urokkelige løfter til David!”

Salomos mange fejltrin


”Salomo bragte sig i familie med ægypterkongen Farao; idet han giftede sig med Faraos datter og lod hende bo i Davidsbyen” 1 Kong 3:1 Og i 2 Krøn 9:25 står: ”Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: ”I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres Guder” Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem” Og i Neh 13:25-26 står: ”I må ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke tage deres døtre til jeres sønner eller jer selv Var det ikke på den måde, Israels konge Salomo syndede?”

”Salomo havde fire tusind spand heste til sine vogne og tolv tusind ryttere til dem” 1. Kong 5:6 Han tilsidesatte dermed Guds ord: ” … Men han skal ikke skaffe sig mange heste, og han skal ikke få folket til at vende tilbage til Ægypten for at skaffe sig mange heste” 5 Mos 17:16

Vi læser i 1. Kong 10:28-29 : ”Heste blev indført til Salomo fra Ægypten og fra Kove… Hver vogn, som blev hentet fra Ægypten og indført, kostede 600 sekel sølv, og hver hest 150 sekel På samme måde hentede de også vogne og heste derfra til alle hetittenes konger og til kongerne i Syrien” Herrens ord blev i høj grad ringeagtet Også i at Salomo havde fællesskab med disse ugudelige konger

I 1. Kong 11:9-11 står der: ”Herren blev vred på Salomo, fordi han havde vendt sit hjerte fra Herren, Israels Gud, som to gange havde vist sig for ham og givet ham befaling om ikke at følge andre Guder; men han havde ikke holdt, hvad Herren havde befalet Og Herren sagde til Salomo: ”Fordi du bærer dig sådan ad og ikke holder min pagt og mine love, som jeg har pålagt dig, vil jeg rive kongeriget fra dig og give det til din træl” Og i vers 14 læser vi: ”Gud lod en modstander af Salomo fremstå; det var edomitten Hadad af kongeslægten i Edom”

Kong Salomos fejl blev nedskrevet, for at vi skal lære af dem. Men har vi lært af dem? Gør vi ikke præcis de samme eller lignende fejl? Har vor regering Bibelen i tankerne, når der stemmes om landets love? Har vi selv Guds ord i tankerne, når vi skal træffe vigtige beslutninger? Og er der ikke alt for mange, der vælger sig en ægtefælle, der lærer dem at ”dyrke fremmede guder”?

Som kong Salomo stoler vi på, hvad vi selv formår, så vi stoler på ”hestene” i stedet for Gud og lærer ikke af denne beretning, at vi på den måde mister Herrens velbehag.

Er vore midler helliget Herren?


Vi læser om kong David: ”Alt det (guld og sølv) helligede kong David til Herren, sammen med det sølv og guld, han havde taget fra alle folkeslagene, edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene og amalekitterne” 1. Krøn 18:11 Og vi læsere videre i 22:14, hvorledes han tilvejebragte ”hundrede tusind talenter guld og en million talenter sølv til Guds hus, og så store mængder af bronze og jern, at det ikke er til at veje”

David glædede sig over at kunne give Gud af sin rigdom: ”I min glæde over min Guds hus giver jeg desuden selv rigdomme af guld og sølv til min Guds hus, ud over alt det, jeg allerede har skaffet til det hellige tempel: 3000 talenter guld, Ofir-guld, og 7000 talenter lutret sølv til at beklæde bygningernes vægge med…” 1 Krøn 29:3-5 David glædede sig over at give til Herren, medens kong Salomo tænkte på sig selv, alt medens han plagede sit eget folk med stadig støre byrder Læs i 2. Krøn 9:13-20

Helt anderledes så Nehemias på det Han skrev: ”De tidligere statholdere, som var før mig, lagde tunge byrder på folket ved at opkræve fyrretyve sekel sølv til deres daglige forbrug af brød og vin; også deres mænd undertrykte folket Men det gjorde jeg aldrig, fordi jeg frygtede Gud Neh 5:15 (Læs hele 5kap) Og i Neh 5:15 står: ”I de dage mærkede jeg mig også de jøder som havde giftet sig med kvinder fra Asdod, Ammon og Moab” Og i v 26-27: ”Syndede ikke også Salomo, Israels konge, på denne måde? … han blev forledt af de hedenske kvinder, så han syndede Skal vi da bare rolig høre på, at I bliver ved med al denne store ondskab, og er troløse mod Gud ved at gifte jer med hedenske kvinder?

Gud velsignede David med rigdomme og var med ham, fordi han ærede Gud med sin rigdom. Og vi kan være vis på, han også velsigner dem, der i dag ærer ham med den velstand, han har givet os. Men mange glemmer, at det er Gud, der velsigner og giver overflod.

Lær af David, der var villig til at angre og rette på sine fejl, medens Salomo gik længere og længere bort fra Herren og helt mistede Guds velbehag. Den samme fejl er vore dages kristne ved at begå.

Hjertets stivhed


Lærer vi af det, der blev nedskrevet fra ældre tider? Eller ser vi dem blot som gamle beretninger vi ikke har brug for? Vi læser i Sal 19:12 : ”Din tjener lader sig advare af dem (Guds bud), der er stor løn ved at holde dem” Og i Sal 19:12 : ”Hør, mit folk, jeg vil advare dig, gid du ville høre på mig, Israel! Du må ikke have nogen fremmed Gud, du må ikke tilbede en anden Gud Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Egypten Luk munden op, så skal jeg fylde den  Men mit folk ville ikke adlyde mig, Israel ville ikke vide af mig Så overgav jeg dem til hjertets stivhed, og de fulgte deres egne planer”

I sit hjertes stivhed blev Kong Salomo en dårlig konge for Israel og et dårligt vidnesbyrd for sine børn. Efter hans død blev riget delt og Rehabeam blev konge i Juda…. Hans moder var fra Ammon (ammonit) og var sikkert en afgudsdyrker.

Judariget provokerede Herren til vrede med deres synd, …De byggede altre og frugtbarhedsstøtter og afguder hvor som helst, der var en ledig høj eller et egnet træ. Selv homoseksualiteten blomstrede omkring offerstederne. Judas folk var ligeså perverst som de hedningenationer, Herren i sin tid lod sin dom komme over og jagede ud landet.

Hvordan er det med Guds folk i dag? Også i dag provokeres Herren med afgudsdyrkelse og homoseksualitet. Som Israel ved vi hvad der er ret. Kan vi da vente andet end dom over vor ugudelighed? Og midt i al vor ugudelighed og frafald fra Herren taler mange endog om, at vækkelsen er lige om hjørnet. Hvor dåragtige kan vi være. Når der kom vækkelse i Israel, var når de omvendte sig fra deres hjerters stivsind og ondskab. Omvendte de sig ikke, kom de under Guds dom. Og det vil være på samme måde i dag.

Hvad er der sket med de kristne i dag? Vi har ganske enkelt ikke mere Davids sindelag, der oprigtig søger Gud. Vi ligner mere Salomo og vil som han have ”guld” omkring os i stedet for Guds herlige nærvær? Men glem ikke, at Gud var med David, medens der kom dom over Salomo. Israel blev velsignet på grund af David og forbandet på grund af Salomo.

Gudsfrygt


Så længe vort lands kristne som helhed havde en Gudfrygtig ånd, var Gud med os. Men nu, hvor vi lader samme ånd styre os som styrede Salomo, er dommen på vej over os.

Hvad betyder Gudsfrygt? Det betyder, at vi som David og Nehemias gør, hvad der er ret i Guds øjne. Paulus kalder det, at tage sit kors op og følge den vej, Gud anviser os i sit ord.

1 At vi skal tage vort kors op betyder at afgive selvbestemmelsesretten Vi ejer ikke os selv (2. Kor 5:15)

2 Det betyder at give afkald på egen vilje og søge Guds rige først af alt (Matt 10:37-38)

3 Er vi som Paulus overbevist om, ”at lidelserne i den nuværende tid er for ingenting at regne sammenlignet med den herlighed, som skal blive åbenbart på os For jeg er overbevist om, at lidelserne i den nuværende tid er for ingenting at regne sammenlignet med den herlighed, som skal blive åbenbaret på os” Romerne 8:18 At tage sit kors op betyder, at vi acceptere de Gudgivne lidelser uden at knurre Paulus så på det som noget, vi ikke kan eller skal søge at undgå for enhver pris

4 ”Jeg formaner jer derfor, brødre, ved Guds barmhjertighed, at I fremstiller jeres legemer som et levende offer, hellig og velbehagelig for Gud Dette er jeres åndelige Gudstjeneste” (Romerne 12:1)

Det betyder derfor, at jeg må give mig selv som et offer. Mit legeme må bæres frem for Gud som et levende og helligt offer til hans behag. Offeret er levende, fordi det gælder vort liv. Det er hellig og til behag, fordi det er renset i Jesu blod. Dette giver grundlag for en forvandling, som ofte fører os på kollisionskurs med denne verden, men samtidig indebærer et sind, som kan kende, hvad der er Guds vilje. Den vilje, som er den eneste gyldige norm for kristne.

5 Og det betyder at leve det nye liv, ikke vort eget syndige liv, som er beskrevet i Gal 2:20

Korsets budskab er ikke populært, selv ikke blandt kristne Men jeg tror, at dersom vi ser Gud i hans herlighed og kraft, vil vi også være villige til at acceptere korset Vi vil kunne sige som Paulus: Men hvad vi end kommer til at gå igennem her i livet, så er det ikke noget at regne i sammenligning med den herlighed, som Gud har til os” Romerne 8:18

Gudsfrygt og tilbedelse af Gud er at give Gud ære - men korset er ærens pris.

---000---

Ludvig Holberg (1684-1754) skrev i 1744 om Moralske Tanker Mange slags dårlig fromhed    Af alle Dyder er Gudsfrygt den største: thi, ligesom Solen, naar den er udi sin rette Glands, fordunkler alle Planeter og Stjerner, saa betager ogsaa den ægte Gudsfrygt alle andre Dyder deres Skin. Jeg siger en ægte Gudsfrygt, det er saadan en som svarer til sit Navn, ikke saadan en, som bestaaer enten udi Indbildning eller udi Almuens Meeninger, hvilken gemeenligen confunderes med den sande Gudsfrygt, skiønt den ingen Rapport haver dermed. Der er udi mine Tanker ingen Dyd, hvorved hænge større Vildfarelser, saa at det derfore er fornødent ved en sund og nøje Forklaring at legge slige Vildfarelser for Lyset, og at give en ret Definition over Gudsfrygt.

    Pietet eller Gudsfrygt er enten sminked, vildfarend eller sand. Den sminkede Gudsfrygt fortiener heller at kaldes UGudelig, saasom den er slemmere end Atheismus. Thi en Atheist kiender ikke GUD: en Øjenskalk derimod erkiender ham offentligen og tilligemed bespotter ham hemmeligen. Ingen Last er grovere og afskyeligere. Forestill dig af tvende Undersaattere een, som tvivler om en Konges Ret til Cronen, og, medens saadan Tvivlsmaal varer, vil eller tør ingen Troeskabseed aflegge, en anden derimod, som erkiender en Regent for sin lovlige Øvrighed, aflegger Troeskabseed, og lader offentligen see alle Lydigheds og Ærbødigheds Tegn; men udi hans Fraværelse bespotter ham, og søger hemmeligen at sværte hans Navn. Det er let at slutte, hvilken af disse tvende Undersaatter han vil holde mest strafværdig

. Den vildfarende Pietet er enten metaphysisk, mechanisk eller alamodisk.

   Den metaphysiske Gudsfrygt haver ligesom sin Fødsel og Oprindelse blant eensomme og folkesyge Mennesker: den samme stiger gemeenligen over de fleste Menneskers Begreb, og derfore udi Menneskelige Societeter er af ingen Nytte. Det er om de slags Folk man kand sige med Poeten:

            Faciunt intelligendo, ut nihil intelligant. 
Det er: deres Begreb gaaer saa vit, at de begribe intet. De bryde de Baand, som binde et Menneske til et andet, og deres aandelige Speculationer have ingen Overeensstemmelse med den Tilstand Mennesket er sat udi, og som det ikke kand forandre uden at renoncere paa at være Menneske.

   Ved denne Slags Devotion følger gierne Hiernens U-orden, saa at Imaginationer confunderes med virkelige Aabenbaringer og himmelske Indskydelser. Disse Slags mystiske Folk forsømme Christendommens Hovedpligte, endskiønt de meene selv at opfylde alle til Punct og Prikke. Saadan er de saa kaldne Qvietisters Devotion, hvilke, saasom de stræbe at foreene sig med Gud, og at afføre sig alt hvad som er legemligt og kiødeligt, blive giorte til Amphibia, som ere hverken Legemer eller Aander, forsagende saaledes alt hvad som er menneskeligt, at de omsider selv blive gandske umenneskelige, og derfore kand ansees som Gespænster og unyttige Jordens Byrder. De have dette tilfælles med Gespænster, at de give Anledning til Uroelighed og Forvirrelser, saasom de ikke med et roeligt Sind examinere Religionen, men med en frygtsom Imagination, ligesom de, der forestille sig GUD som en haard og stræng Dommer, hos hvilken ingen Naade er at vente. Denne Skræk, som haver betaget deres Sind, føder en Slags Enthusiasmum, hvilken forvandler Mennesker til Dyr, og giør dem gandske insociable. Herudover merker man, at ved denne metaphysiske Devotion gemeenligen følger Misanthropie eller Afskye for Mennesker, item en fordervelig Superstition, hvilken tillige med Frygt fører en Slags Had med sig til Gud, efterdi man forestiller sig ham som en Fiende af det menneskelige Kiøn. Det er paa saadan Maade Trælle og Livegne dyrke deres Herrer; hvilken Dyrkelse er lige mod den, som recommenderes i Evangelio. Gud vil ikke dyrkes efter Menneskets Capricer, men efter den Maade, som han selv foreskriver. Deslige Folk, der forestille sig Gud saaledes, og hos hvilke Religionen haver opvakt en Skræk og Bævelse, staae af alle mest Fare at forfalde til yderste Vantroe: thi fra Fanaticismo til Atheisterie er kun eet Skrit. Skræk og Desperation giør den samme Virkning hos dem som Vellyst og Ryggesløshed giør hos andre. Begge finde deres Regning ved, at der ingen Religion er til: disse, paa det at ingen Hinder maa skee udi deres Vellyster: hine, at de kand befries fra et Aag, som deres egen Imagination haver paalagt dem. Man seer derfore, at Atheistiske Bøger ingensteds med større Begierlighed efterledes og læses, end hvor Religionen øves med største Rigeur. Ingen kand herpaa bedre citeres til Exempel end den Engelske Skribent Woolston, hvilken en saadan fanatisk Skræk haver drevet til den yderste Vantroe, og med Bitterhed at tale og skrive mod den Christelige Troes Fundamenter.

     Den mechaniske Devotion findes hos dem der have en oprigtig og alvorlig Troe, som de forrige: saaledes, at de meene sig selv at være Gudfrygtige, skiønt de det dog ikke ere; og, saasom deres Gudsfrygt ikke flyder af de rette Kilder, kand dette heller kaldes Tungsindighed end en ægte Gudsfrygt; deslige Folk kalde Galde Nidkierhed og hypocondriaske Affecter Striid med Djævelen eller Buskampe. Udi denne deres Vildfarelse bestyrkes de af u-rimelige Mennesker, hvilke afmale for dem disse Legemets og Sindets Feil som lige saa mange Dyder. Og, naar de eengang ere bestyrkede udi saadan Overtroe og Indbildning, imodtage de ingen Raisons meere: thi, saa længe som Galden opererer, ansee de sig selv som Guds Gesandter og himmelske Herolde, erklære Kriig imod det heele menneskelige Kiøn, fordømme al uskyldig Lyst, og naar de see Mennesker med glade og tækkelige Ansigter, kalde de dem kiødelige og Fandens Lemmer. Alt hvad som giver ringeste Glæde og Fornøjelse tilkiende hos et Menneske, ansees hos dem som Tegn, at intet got udi Hiertet kand ligge skiulet; hver Smiil er en Forfængelighed, hver Latter en dødelig Synd, og Devotion holdes ikke for ægte Gudsfrygt, uden den haver vaade Øjen. De eftertænke ej, at Glæde er en GUDs Gave, og at det er dermed som med alle menneskelige Qvaliteter, som man alleene bør regulere, men ikke qvæle.

Denne deres Daarlighed gaaer saa vidt, at, naar Galden og de fordervede Vædsker tage Overhaand, søge de selv om Hielp hos Doctores: ej eftertænkende, at det er utilladeligt at bruge Medicine mod en hellig Iver, og ved Piller og Pulver at fordrive saadanne Dyder, som de heller burde stræbe at conservere. Det hender sig undertiden, at de ved Kraft af Medicine finde sig lettede, og da forsvinder tilligemed Vædskernes Skarphed den indbildte Devotion, saa at Verden synes dem langt anderledes end tilforn, og Iver forvandles til Lunkenhed, og Strænghed til Sagtmodighed. At dette sig saaledes forholder, viser den daglig Erfarenhed; men, endskiønt deslige Folk af deres egne og utallige andres Exempler saadant merke, ville de dog ikke lade sig overbevise, men hænge udi deres forrige Vildfarelse: thi der er intet, som Syge med større Behag høre end de trøstelige Taler, hvorved hæslige Legemets Feil giøres til de herligste Sindets Gaver, og Melancholie faaer Navn af Gudsfrygt. Denne Devotion derfore, saasom den gemeenligen er sig selv ikke liig, men drejer sig efter Legemets Constitution, ja ligesom haver sin Flod og Ebbe, og som Maanen voxer og aftager, saa kand den regnes iblant intermitterende Svagheder, og, om de skulle være Dyder, maa de kaldes virtutes chronicæ, eller intermitterende Dyder. Det er en u-ægte Gudsfrygt, som stiger og falder med Vædskerne, som reiser sig af Acido, og som kand fordrives med Alcali eller Kræbsøjen. Jeg taler herom af egen Erfarenhed, saasom jeg ofte plages af skarpe Vædsker, og derudover er bleven overbeviset om den Vildfarelse, som deraf flyder. Herudover saa ofte en hidsig Reformations Geist overkommer mig, giør jeg ligesom Stilstand med mig selv, indtil Heeden eller den indbildte Iver haver udkaaged

. Det Fornemste, som er at antegne ved denne mechaniske Gudsfrygt, er dette, at de Mennesker, som dertil ere hengivne, ere lige saa milde udi deres egne, som de ere haarde Dommere udi andres Feil. De nægte sig ofte selv intet, men nægte andre alting: saa at ingen anden Forskiel er mellem dem og andre grove Syndere, end at disse synde udi deres eget, men hine udi Herrens Navn: det er hade, forfølge og bagtale in Nomine Domini, eller udi Indbildning af hellig Iver.    Den alamodiske Devotion, som kaldes Pietas vulgaris, er deres, som udi deres egne og udi Almuens Tanker ere retskafne Christne, efterdi de i agttage nogle udvortes Devotions Acter, som flyde heller af Sædvaner end af indvortes Drift, og grunde sig heller paa de udvortes Lemmers end paa Hiertets Bevægelse. Beskrivelse over en Gudfrygtig Mand efter den almindelige Lærdom er denne: en Gudfrygtig Mand er den, som paa visse Timer om Dagen ligger paa Knæe, og med oprakte Hænder til Himmelen beder, eller bevæger sine Læber: som, naar han hører Klokken ringe, erindrer sig udi en Hast at han er en Christen, og følger Strømmen med dem, som gaae til Kirke. Ydermeere, en Gudfrygtig Mand er den, som yder rigtigen sin Tiende og sit Offer, som med Iver og Hidsighed forfølger Kiettere eller Vildfarende, som blindt underskriver den Troes Bekiendelse, som Forfædrene have underskrevet. Endeligen en Gudfrygtig Mand er den, som med foldede Hænder udi Præstens Overværelse, som legger ham Haanden paa Hovedet og tilsiger ham Syndernes Forladelse, døer og hensover. Om saadan Mands Salighed tvivler ingen: alle raabe, at han levede helligen og døde helligen: og paa det at ikke mindste Tvivl skal være om hans Salighed, giøres ham en prægtig Liigprædiken eller Berømmelses Vers, hvorudi hans Salighed omstændigen beskrives, saaledes, at han udi hvide Klæder med Palmer i Hænder staaer for Guds Throne og accompagnerer Englene udi himmelske Lovsange. Saaledes kand efter denne almindelige Hypothesin et Menneske med liden Møje og med visse udvortes Bevægelser, hvorudi Sindet haver ingen Deel, erholde Salighed. Thi vi see, at mange alleene ved legemlige Qvaliteter, ved Klædedragt, ved Gang, ved Læbernes Bevægelse og andet deslige ere opløftede til Skyerne, saa at deres Gudsfrygt udi Vers og solut Stiil er bleven berømmet. En Italiener tør citere til Beviis paa sin Gudsfrygt, at han ofte haver kysset Pavens Tøfler; og en Spanier, at han af Devotion en Langfredag haver pidsket sig under sin Maitresses Vinduer. Paulus Jovius beviser Pave Leonis X. Devotion saaledes: nemlig, at han ziirligen forrettede Messen for Altaret. Nogle have villet vise Keiser Ottonis Pietet af hans Kiole, hvorudi Aabenbaringens Historie var indvævet. Aristobulus den yngere holdtes ved Jødernes almindelige Samtykke værdig til det højeste Præste-Embede, efterdi han med saa ziirlige Gebærder forrettede Ofringer. Jeg vil ikke anføre fleere Exempler herpaa, skiønt af utallige nyere kand klarligen vises, hvormeget Almuen tager Feil herudi. Jeg laster vel ikke Religionens udvortes Øvelser: jeg roser og approberer dem heller. Men, naar med udvortes Andagt ikke følger Levnets Forbedrelse: saa er saadan Devotion ikke andet end purt Skuespil.    Endelig kand ved denne slags Gudsfrygt giøres en Anmerkning, hvilken er desmeer nødvendig, jo almindeligere Vildfarelsen er, som derved begaaes. Der er en slags Devotion, som reiser sig af Kaars og Modgang, Alderdom og Frygt for nær tilstundende Død. Jeg drister mig ikke til at laste saadan Devotion: holder alleene for, at den ikke kand føre Navn af ægte Gudsfrygt; thi, ligesaa lidet som det kand regnes een til Merite, at han ikke danser, naar ingen vil spille for ham, saa lidet kand det og agtes, at een vender Verden Rygg, naar Verden vender ham først Rygg. Man seer paa Søefarende Folk, naar de komme udi Havnen, hvor lidt man kand reflectere paa den Devotion de have ladet see udi Søe-fare. Der fortælles om en Findlap der faldt udi Vandet, og strax raabte Gud om Hielp, men da han midt udi denne Fare fik fatt paa Greenen af et Træe ved Strandbredden, hvorved han kunde redde sig, sagde han: nu hielper jeg mig selv. De fleste Christne søge at igiendrive Vantroende af den Devotion og Bekiendelse, som Mennesker lade see og giøre udi slige Tilfælle; men det Argument holder aldeeles ikke stik, i det ringeste er det ikke nær saa kraftigt, som naar Omvendelse og saadan Confession skeer af een, der lever udi Sundhed og Velstand: thi, naar saadan een renoncerer paa sin Vantroe, kand man sige, at Omvendelsen er ægte, og kand tiene til et sterkt Beviis mod andre Vantroende: thi her er Legemet og Sindet udi sin fulde styrke, da udi Alderdom og Sygdom det eene med det andet vakler. Jeg vil derfor ikke raade Religionens Forfægtere at drive for sterkt paa et Argument, som tages af Alderdom og syge Menneskers Omvendelse; thi derved styrkes heller end bestrides Vantroe.

   Af ovenanførte kand dømmes, hvad den sande og ægte Gudsfrygt er. De kand retteligen kaldes Gudfrygtige, som af inderste Hiertets Grund dyrke GUD, deres Skaber og Velgiører, som ære og elske ham ikke saa meget i Henseende til de lovede Belønninger, hvilket er en slavisk Dyrkelse, som i Henseende til de Velgierninger de nyde og have nydet, saa at de opmuntres dertil heller af Taknemmelighed end af Haab om Fordeel. De besidde den ægte Gudsfrygt, som ere haarde mod sig selv, men taalige og milde mod andre, og som Cato siger: der pardonnere alle Forseelser, uden deres egne (omnibus noxis veniam dant præterqvam suis) thi det heeder som Publius Syrus lærer: See ofte igiennem Fingre med andre, men aldrig med dig selv.

    Ignoscito sæpe alteri, nunqvam tibi. 
   Den er og Gudfrygtig, som søger ikke ved Riis og Svøbe, men med sagtmodig og grundig Lærdom at bringe Vildfarende paa rette Vej igien, som ikke fordømmer, men ynker dem, der ere paa vrange og farlige Veje. De kaldes retteligen Gudfrygtige, hvilke ikke saa meget med Munden, som udi Hierte øve Gudsfrygt, ja som ere sig altid lige, og ikke ved Paroxysmos dyrke GUD; som ere spage og ydmyge, som holde Fred med alle, og føre alleene Krig med deres egne onde Lyster og Begierligheder, som trøste de Bedrøvede, rekke de Fattige Haanden, klæde de Nøgne, og som ikke hofmode sig og opblæses af Medgang eller lade sig nedslaae af Modgang, men ere fornøjede med Guds Villie, og skikke sig taalmodigen udi hvad Kaars GUD paalegger dem. De ere endeligen retskafne GUDs Børn, som vise deres Gudsfrygt ikke udi Theorie, men udi Praxi, ikke udi Tale, men udi Gierninger, og hos hvilke findes ikke en masqveret men en oprigtig Devotion, der stræbe efter det, som er priisværdigt, ikke af Frygt, Ærgierrighed eller verdslig Interesse, men alleene af en reen og god Villie; der foragte og træde under Fødder alt hvad som er verdsligt og forfængeligt, men søge alleene at erhverve et ævigtvarende og uforgiengeligt Liggendefæe.

    Dette maa være nok talt om den ægte Gudsfrygt, saasom et Christen Menneskes Pligt er de meeste bekiendt, og det er noget, som dagligen læres af Prædikestole. Mit Forsæt udi dette Verk er ikke at repetere det, som alle vide, men at legge for Dagen de Vildfarelser, som man gemeenligen hænger udi, og at bortdrive den Taage der forblinder os saaledes, at vi tage Skyggen for Legemet, Laster for Dyder, og Dyder igien for Laster. Thi dertil sigter fornemmeligen mit Morale; hvilket, hvis det er vel udført, kand ikke andet end føre Nytte med sig. Derimod at prædike alleene udi Almindelighed over Dyder og Laster, er ikke andet end at opkaage de Ting, som dagligen omtales, og som Philosophi og Prædikantere raabe sig hæse paa.

Citeret fra gamle skrifter af:

Holger Skov Særkjær




Debat: Dommen over os er på vej

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation