Jeg græder nok tårer til at fylde et hav

af Tovah Lazaroff og Margot Dudkevitch
Lagt på d. 26/06-02




Med forbindinger om sit hoved, skubbede Penina Eisenmann sig selv ud af hospitalssengen i går, for at gå til sin datters, Gal, 5 år og sin moders, Noa Alon, 60 år, dobbelt begravelse i Ofra.

”Det er det sidste jeg kan gøre for dem,” sagde Penina til journalisterne i går på Jerusalems Hadassah-University Hospital i Ein Kerem.

Det sidste hun husker, før terrorist angrebet, som myrdede 7 i Jerusalem onsdag, er at hun holder sin datter i hånden. De går over gaden i krydset ved the French Hill. Foran dem går Noa, som skubber hendes 18 måneder gamle barnebarn, Sagi, i en barnevogn.

”Eksplosionen fangede os midt på gaden,” fortæller Eisenmann. ”Det jeg opfatter, er at min mor tager det værste stød af trykbølgen, så hun var i stand til at beskytte mig. Min datter var så lille at det ødelagde hende. Jeg er blevet fortalt at terroristerne med fuld overlæg gik hen ved siden af mødrene og børnene, og ventede på at kunne slå så mange ihjel som muligt.”
Eisenmann fortalte at hun svagt huskede ambulance turen. Da hun vågnede op på hospitalet spurgte hun til hendes børn og moder. De fortalte hende at hendes søn kun var såret, med ville komme sig.

”Så jeg forstod”, sagde Eisenmann. Da hendes mand, Yitzhak, fandt hende senere den aften, bekræftede han det dobbelte tab. Han havde fundet sin søn tidligere på et andet hospital.

”De var de 2 mest værdifulde ting for mig, min moder og min datter,” fortæller Eisenmann, ”Jeg græder så mange tårer at jeg kan fylde et hav.”

For at snakke om hendes datter, fortalte Eisenmann at Gal lige for nyligt havde fejret sin 5. års fødselsdag. ”Hun var en yndig pige, smuk med blond hår. Hun var meget intelligent; så meget, at jeg nogle gange ikke kunne forstå hvad hun ville, fordi hun havde så mange forklaringer. Hendes børnehavelærer fortalte mig at hun gav så meget. Vi tror de [Børnehave klassen] vil være meget kede af det.”

”Vi var gode venner”, fortalte Eisenmann, og forklarede at de brugte meget tid på at snakke. Om eftermiddagen legede de sammen, hun kunne godt lide at fylde vandbassinet til Gal i baghaven.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal få styrke til at komme videre”, sagde Eisenmann. Men med tankerne på sin mand, søn og familie, ved hun at hun skal.

I månederne for eksplosionen, spurgte hendes mand, en immigrant fra Colombia, om de ikke skulle overveje at rejse væk.. ”Han var bange, det er naturligt at være bange. Jeg sagde til ham at det ville være som at slå mig ihjel at forlade Israel, fordi jeg er så stærkt forbundet med dette land. Hvis nogen har kræft, kan du ikke forlade dem på det værste tidspunkt”, sagde Eisenmann.

Til trods for hendes hoved kvæstelse, og sårene og skrammerne i hendes ansigt og på armene, sagde Eisenmann at hun tog sig sammen til at tale med journalisterne. På TV ser hun altid de historier om de der er blevet såret og dræbt i terror angreb, så hun ved at det er vigtigt at tale.

”Jeg gør denne anstrengelse for at måske nogen vil høre os og forstå at vi lider her. Jeg vil give denne besked for at dette skal være det sidste offer”, sagde Eisenmann.

”Vi vil leve i fred, vi vil være som normale mennesker”, sagde hendes bror, Ariel Alon. Indtil angrebet, havde han en normal hverdag i hans hjem nær Haifa, fortalte Ariel. Han var lige kommet tilbage med sine børn fra bassinet, da hans kone fortalte ham at der var sket noget i Jerusalem. Han tænkte ikke på hans søster, Penina, og hans mor. Han frygtede for sin anden søster, Yifat, som ofte tog turen ved det kryds.

Han ringede til sine forældre i Ofra for at tjekke. Han yngre broder, Ron, 22, fortalte at det ikke var Yifat, men Noa og Penina som kunne være i vanskeligheder. Han mente de var i nærheden af angrebet. Ron fortalte at han havde prøvet at ringe til deres mobiltelefoner, men de svarede ikke.

Da han hørte det, fortalte Ariel at han begyndte at ringe til hospitalerne og endte ved L. Greenberg Forensic Institute ved Abu Kabir, hvor han ledte efter sin mor.
”Jeg er af natur ikke en bekymret person. Jeg har altid troet på at min mor var så stærk at ingen kugle kunne gå igennem hende. Jeg var sikker på hun kunne klare alt, at ingenting ville ske hende. Jeg føler det som jeg er i en drøm, som om det ikke er virkelighed. Jeg taler om det som om jeg ikke er en del af det”, sagde Ariel. ”Det er 2 timer før begravelsen og vi tror stadig ikke på hvad der skete.”

Efter mange år som børnehave lærer, havde hans mor lige fået et arbejde som regional børnehave forstander. ”Jeg var glad for at hun som 60 årig var startet på et nyt liv”, sagde Ariel. Deres sidste samtale var angående en bil hun ønskede sig til at komme mellem skolerne i området.

Onsdag, kort for eksplosionen, organiserede hans mor en musisk forestilling i Ofra kaldt ”Joy Under the Routine of Emergency.”(Glæde i nødssituationer). Eisenmann kom med sine børn, for at hjælpe. Et videobånd viser Eisenmann der synger for børnene. Noa ses klappende og har det sjovt. Senere ville båndet, som viste det tøj de havde på den dag, blive brugt til at identificere hans mor og niece, Gal.

Samfundsborger Na’ama Kaplan sagde om Noa, ”Hun var en vidunderlig person, Hendes sprog var så rigt. Hun var en af de første børnehavelærere i området, den type person enhver drømmer om at have som sin lærer.”

Om onsdagen, sagde Kaplan ”hun holdte så mange taler og stoppede aldrig med at takke alle dem som støttede hende, det var som om hun vidste hun aldrig skulle se dem igen. Alle elskede hende.”

Efter programmet tog Noa, Eisenmann, Gal og Sagi en skudsikker vogn til French Hill. De gik over gaden for at nå en bus til Eisenmann’s hjem i Ma’aleh Adumim. ”Det skulle have gået som et normalt forløb, en bedstemor der venter på at komme hjem med sit barnebørn”, sagde Ariel.

Nu, sagde Ariel, er han nød til at forklare sine 3 små børn, at de havde mistet både deres elskede bedstemor og kusine. Vi beder dem om at male billeder, for at gøre noget positivt. I går aftes deltog tusinder i dobbeltbegravelsen. Pakket ind i tøj, var en stor krop og en lille krop lagt på bårer. De blev begravet side ved side i Ofra, hvor Noa havde boet med sin mand, Hanoch.

”Noa gav så meget til dette samfund, at nu efter hendes død, vil et musikcenter sikkert blive tilegnet hendes navn. Noa sagde altid at børn måtte lære om musik”, fortæller Kaplan. ”Nu er det nok, denne situation. Ofra har været igennem så meget gråd og sorg de sidste 2 år, og vi har allerede opsat et utal af mindesmærker for dem som er myrdet af terrorister, og nu er vi igen blevet konfronteret med endnu et tab.”

Onsdagens ofre

Navnene på 6 af de 7 ofre i onsdag nats bombning i Jerusalem, French Hill nabolag blev offentliggjort i går:

Gilla Sarah Kessler, 19, fra Eli

Noa Alon, 60, fra Ofra

Gal Eisenmann, 5, fra Ma’aleh Adumim
(Alons barnebarn)

Hadassah Jungreis, 20, fra Migdal Ha’emek

Shmuel Yerushalmi, 17 fra Shilo

Michal Franklin, 22, fra det Jødiske Kvarter i Jerusalems Gamle By

20 mennesker såret i French Hill angrebet, var stadig indlagt i går 3 af dem i kritisk tilstand.

11 andre såret i tirsdagens angreb overfor byens Beit Safafa nabolag forblev indlagt i går, inklusiv 3 i kritisk tilstand.

Artikel fra Jerusalem Post (http://www.jpost.com/)



Debat: Jeg græder nok tårer til at fylde et hav

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Israel

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation
Denne tekst er beregnet til at sende til dine venner/bekendte, så tag og udfyld denne form, så bliver teksten sendt til den ønskede person.
Du kan indtaste flere adresser i "Send til" feltet, ved at sætte komma imellem mail adresserne.

Send til:

Dit navn: