Brevet til Efeserne

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 25/06-98



Dette brev bærer overskriften: Paulus´ brev til efeserne men er næppe skrevet udelukkende til menigheden i Efesus, snarere været en rundskrivelse til menighederne i Lilleasien omkring Efesus. Det tør vi tro, fordi der ikke er en eneste hilsen til nogen speciel eller hentydes til særegne forhold i menigheden i Efesus.

Paulus havde opholdt sig i Efesus i meget lang tid, og der var næppe nogen menighed i Lilleasien, til hvilken han var knyttet med så stærke bånd, og i hvilken han havde så mange personlige venner. Når Paulus straks i brevet peger på Guds nåde for jøder og hedninger og dernæst i den sidste del af brevet går over til at beskrive en kristens vandring og de våben, der skal strides med, er det netop et brev, der egner sig til at gå rundt til de forskellige menigheder, der utvivlsomt var dannet ud fra menigheden i Efesus. Og da denne menighed var hovedmenigheden, var det naturligt, at brevet først blev sendt dertil.

I kap 1 vers 1 skriver Paulus, at han ved Guds vilje er apostel. Og han lægger i mange af sine breve en stærk og gentagen vægt på, at det er Gud selv, der har givet ham gerningen som apostel. Og han sender brevet til de hellige. Ikke til dem udenfor, men til ”de troende i Kristus Jesus.”

At være troende i Kristus Jesus betyder, at vi stræber efter at vokse op til modenhed og at ligne ham, som er hovedet for alle menigheder. Og vi skal glæde os over, at vi hører til de hellige, dem, der har fået deres synder aftvættet ved Jesu blod og blevet retfærdiggjorte ved hans retfærdighed.

Nåde og velsignelse


Vers 2: Paulus hilser alle de hellige og troende i Kristus med den apostolske hilsen: ”Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!” Nåden i Gud er den, vi har fået i Jesus Kristus, vor Herre. I ham er den fred at finde, som verden ikke kender – og heller ikke kan tage fra os. Det er derfor Apostlen i vers 3 siger:

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse.” Paulus begynder med at prise og takke Gud. Og det samme burde vi lære at gøre og først dernæst bringe vore sukke frem for ham. At han har velsignet os med al den himmelske verdens velsignelse siger os, at alt det, der hører Himmeriget til, ikke er skjult eller holdt tilbage. Alt det, vi trænger til både at vide og have med på vejen til styrkelse på vor vandring, har vi fået, om end det ikke endnu fuldt ud er åbenbaret os. Og vi får gennem denne velsignelse daglig styrke.

I vers 4 står: ”Før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn.” Vi er ikke udvalgt på grund af noget, vi selv er eller formår at gøre. ”Men han forudbestemte os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljesbeslutning”, vers 5. Dermed siger Paulus, at vi ikke har nogen ros i os selv. Vor lovsang kan svækkes eller styrkes her på jord, men når vi samles derhjemme vil der ikke mere være noget, der tynger os. Det er efter Guds nådes beslutning at samle alle i Kristus til en lovsang ind for hans trone.

I vers 6 står: ”Til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i den elskede.” Læg mærke til, at Paulus siger, at vi er benådede i ham, den elskede. Jesus Kristus er Guds elskede Søn, og vi får del i nåden, når vi tager imod ham som frelser og Herre, og får borgerret i Himmelen. Thi ”i ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er”, vers 7. Apostlen siger her, at syndernes forladelse er i Kristi blod. Derfor er det, vi indbydes til at komme til Golgata og se, med hvilken kærlighed han elskede os først. Kan vi da andet end elske ham over alle grænser og følge i hans spor? Jesu død på korset er det største bevis på hans kærlighed til os.

Forløsningen ved Jesu blod ”gav han os i overstrømmende fylde tillige med al visdom og forstand”, v. 8. Vi har fået visdom om det, der angår Guds husholdning og hans himmelske rådslutning. Og også forstand til, hvorledes vi skal leve for at være på den rette vej. Og i vers 9 og 10 skriver Paulus: ”Da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske i Kristus.” Det er altså Guds plan at indsamle alt i Kristus, både det, der er i Himlen, og det, der er på jorden. Han har et bestemt mål, hvortil han i sin nåde vil lede os. ”I ham har vi også fået en arv, ved at vi blev forudbestemt til det efter hans bestemte hensigt, for at vi, som tidligere havde sat vort lid til Kristus, skulle være til pris for hans herlighed”, vers 11-12.

Beseglede med Helligånden


”Vi, som allerede tidligere havde håbet på Kristus”, Ef 1:12 ”Vi” viser hen til jøderne, hvem det messianske håb var betroet, der havde ledt dem gennem svundne, mørke tider Men nu vender Paulus sig til hedninge-menighederne for at omtale og fremhæve den nådes husholdning og store hemmelighed, der er åbenbaret, at hedningerne er kaldede til at blive ligestillede med jøderne i arven

I vers 13 siger Paulus: ”… da I hørte sandhedens ord”. Det var de ord, Herren Jesus havde sagt til sine disciple om, at de skulle gå ud i hele verden og tale sandhedens ord. Ikke i andre ord er hele sandheden at finde; alene Jesus Kristus er sandheden, vejen og livet. Men Paulus er Jesu sendebud og kan derfor sige: ”Da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – ja, i ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os.”

Et segl på et dokument viser dokumentets ægthed. Paulus viser hen til, at når de hørte og kom til tro, blev de beseglede med Helligånden, der vidner i deres hjerter, at Gud har taget imod dem som retfærdiggjorte ved tro på Jesus. Ved Åndens vidnesbyrd forstår vi, at selv om vi daglig falder i synd, så er Gud nådig og tilgiver os og vil, vi skal rejse os og fortsætte vor vandring i tro.

Paulus kalder i vers 14 Helligånden for ”et pant på vor arv.” I grundsproget ser vi, at det nærmest skal oversættes til håndpenge. Der er forskel på pant og håndpenge. Jeg kan sætte en ting i pant for noget andet, men tingen behøver ikke være af samme slags som pantet. Derimod er håndpenge et forskud på den løn, jeg senere skal modtage.

I vers 3 til 14 tager Paulus os med på en hurtigrejse tilbage i evigheden og frem til evigheden Følger vi ham i dette, kan vi ikke andet end blive grebet af alt det ophøjede, han fremstiller for os Han vil føre os frem til det herlige privilegie at forstå alt, hvad vi får del i ved tro på Jesus Kristus Og som en videreførelse af versene 3-14 er det, han skriver: Derfor kan jeg, siden jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus… ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner”, vers 15-16 Det kunne lyde, som om Paulus ikke kendte de hellige i Efesus, men han havde opholdt sig der i mindst 3 år (Apg 20:31) Også derfor kan det formodes, at brevet var beregnet for lokale forsamlinger, for hvilke menigheden i Efesus var modermenigheden

Det er deres tro og kærlighed, Paulus takker Gud for. Og at han i dem så troens frugter og vidste, at de var medarbejdere og medvandrere på himmelvejen. Ægte kristendom er altid forbundet med sund lære og et sundt levevis og bærer troens frugter.

”Og jeg beder om, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vil give jer visdoms og åbenbarings Ånd i jeres erkendelse af ham”, vers 17.

En vandring gennem ørkenen


I Det gamle Testamente ser vi mange eksempler på Guds nådes husholdning. Vi ved om israelitternes vandring, da Herren førte dem fra Ægypten til Kana´ans land. Det var ikke nogen lang afstand, men dog måtte israelitterne bruge 40 år på vejen og gå gennem mange steder, der gav problemer. Men det var alt sammen for at opdrage og prøve Israel, så de blev lydige mod Gud – eller de måtte dø i ørkenen på grund af vantro. Dem, der forblev lydige mod ham, blev til et helt andet folk end det, der gik over Det røde Hav. På samme vis med os i vor vandring gennem livet. Det kan gå op eller ned, frem eller tilbage. Men vi skal ikke lade os forvirre, thi det er Herren der leder alle ting. Det, der gjaldt for israelitterne, gælder også det enkelte menneske, at vi skal lade Herren lede os og ikke vige fra den vej, han viser os. Mon ikke vi alle til tider har spurgt: Hvorfor det? Eller: Hvorfor skal jeg igennem så meget? Men vi må hvile i, at som Israel lærte af ørkenvandringen, således skal også vi, når vi går gennem vores ”ørken”, lære at stole på Gud. Thi Herrens tanker og veje er højere end vore.

Israelitternes vandring er et forbillede, vi kan lære af men også glæde os over, vi har fået lov at vide noget om. På vor vandring igennem ”ørkenen” kan også vi opleve, at vi ingen udvej ser. Men dersom vi bier efter Herren, vil han altid føre vor ørkenvandring til ende. Og skal vi end gå gennem vanskeligheder, vil han føre os sikkert til sit evige rige. Der vil Herren samle alt, både det, der er i Himlene og på jorden. I Himlene er jo englenes mængde, de tjenende ånder, som udsendes til bedste for dem, der skal arve frelse. Men også vi, der er blandt Guds folk på jorden, skal samles der, hvor vi skal synge lovsange om Guds retfærdige magt.

Måtte vi aldrig blive for kloge til at søge visdom i Ordet og aldrig miste vor tro på Herren Jesus Kristus. Og måtte vi aldrig komme til at tro, at vi kan klare vandringen gennem ”ørkenen” i egen kraft. Og måtte vi, som det er sagt i en salme, kunne sige: ..Gud ske tak, jeg går til Himlen, hvor jeg går!

Guds overvældende storhed


I vers 18 læser vi: ”… han vil oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår, hvilket håb han kaldte jer til, hvor rig på herlighed hans arv er iblandt de hellige.” ”Oplyse jeres hjertes øjne” viser hen til, at det kun er med hjertes ”øjne”, vi kan se, hvor rig på herlighed Gud er, og hvor stor arven i det hinsidige vil være for os.

Vers 19-21. ”… hvor overvældende stor hans magt er i os, som tror. Det er den samme vældige styrkes indgriben, hvormed han (Gud) virkede i Kristus, da han opvakte ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i den himmelske verden, højt over magter og myndigheder og kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan, ikke blot i denne verden, men også i den kommende.”

Apostlen beder om, at vi må kende tre ting. 1/ Håbet, hvortil vi er kaldet! 2/. Jesu Kristi arv, han erhvervede for os ved sin lidelse og død. Og på hvilket seglet blev sat, da Faderen oprejste ham fra de døde og højt ophøjede ham! 3/. Og Paulus nævner hans magts overvældende storhed og hans krafts vældige virkning! Det er denne kraft, vi må lære at hvile i, og vi må glæde os over den arv, Sønnen har erhvervet til dem, der har taget imod ham som frelser. Vi skal ikke beskæftige os med, hvilke engleklasser der tales om, for vi forstår det alligevel ikke. Kun må vi tro, at hvert Guds barn har sin engel indfor Faderens ansigt. Og for os alle er det nok at hvile i de ord, der står i den gamle salme: Gud Fader os bevarer, de store med de små, hans hellig engleskare en vagt omkring os slå.

Vers 22-23: ”Han lagde alle ting under hans fødder, og han gav ham til menigheden som hoved over alle ting, menigheden, som er hans legeme, fylden af ham som fylder alt i alle.” Paulus viser her, at vel er alt underlagt Jesus Kristus, men de troendes samfund er noget specielt. Det er det legeme, for hvilket han er hovedet. Det er et ganske andet forhold end for eks. til englene. De hellige i Kristus er ham mere dyrebar end englene. Vi ser det også sagt i Hebræerbrevet 1:4. Menigheden hører Kristus til, han er hjørnestenen, hvorpå den er grundet, og det må helt igennem være ham, der råder over menigheden. Til ham skal vi se op, og i hans tjeneste skal vi hver for sig alle være.

Kristus er hovedet, og derfra udgår alt, hvad der rører sig og er. Og alle skal kende, at han mener det, han siger, både når han taler om frelsens velsignelse, men også når han taler om fortabelsens gru. Ligeså vist som han opfylder sit ord til dem, der skal blive frelst, skal alle korsets fjender opleve, at hans advarsel om ilden, der ikke slukkes, blive opfyldt. Han vil lønne dem, der var villige til at gå hans vej. Som ikke skammede sig over ham, men satte en ære i at følge ham. Men dem, der ikke vælger Herren Jesus som Herre i deres liv, har selv valgt vejen til et liv borte fra ham i den evige ild.

Ef. 2. Kap.


”Også jer har han gjort levende, da I var døde i jeres overtrædelser og synder”, v. 1. Disse ord er sagt til en menighed, der i det væsentlige bestod af hedningekristne. Paulus siger, at det er nådens under, at de blev gjort levende fra at de var døde i overtrædelser og synd. Det er altså ikke Guds mening, at dem, der lever et liv i synd og overtrædelser og virkelig er ”døde”, skulle forblive som sådanne. Men der skal foregå en stor forandring, som kun kan ske ved et nådigt indgreb, dersom vi skal overgå fra at være ”død”. Der er bånd, der må brydes, og der må villighed til for at skifte fra denne verdens gud til almagtens Gud, som alene kan give liv og frelse.

Verdens fyrste


Apostlen siger i vers 2, hvad der ledte og styrede dem, førend de vendte om til Herren Jesus: ”I, som engang vandrede efter tidsånden i verden, efter fyrsten over luftens magt, den ånd som nu er virksom i ulydighedens børn.” Denne fyrste er Djævelen. Det er ham, der har magten i denne verden over dem, der ikke hører Gud til. Og han vil, at alle mennesker skal ledes ind på syndens og overtrædelsens veje. Paulus kalder Djævelen en fyrste, der har onde ånder under sig og det farlige ved ham er, at vi ikke kan ikke se ham eller hans udsendinger, de onde ånder. Jesus sagde, at denne verdens fyrstes magt nu er virksom i vantroens børn. Det er det, vi oplever med fornyet kraft her i endetiden, hvor han véd, hans tid er kort. Længe har vi hørt om mørkets magter, der hersker andre steder, men nu er de kommet til os med stor styrke. Og faren for, at mange på ny kommer til at trælle i synd og overtrædelser mod Guds ord, er meget stor. Der er flere og flere veluddannede med doktorgrader og andre fine titler, der ikke kender til, hvad Guds ord siger om menneskes liv og død, og hvad der sker efter døden. Flere og flere går over i okkultisme eller lokkes ind i vildfarelser. Jesus forudsagde, at nær tidens ende vil mennesker blive kolde og ligegyldige og kun tænke på det, der hører denne verden til. Djævelens magt er stor, ikke blot i vantroens børn, men også blandt kristne, der ikke er på vagt. Og derfor går vi alle i fare, hvor vi går og skal vel betænke, at fjenden alle vegne står i vejen med sin lænke.

I vers 3 skifter Paulus til vi formen, hvilket viser, at han nu taler til de troende på hans tid. Der er tre ord, der beskriver den status, de befandt sig i: Kødelig! Korrupt! og :Fordømt! Vi fulgte alle vort køds ønsker og vandrede alle i ulydighed mod Guds påbud, før vi vendte om til Jesus og blev født på ny. Paulus havde gjort alt for at leve sit liv efter loven. Men han så nu, at det alligevel var selv-centreret, og at han ikke var bedre end nogen af de andre. Paulus skriver om uomvendte jøder, at de fra natur af er vredens børn – ligesom alle andre, der ikke er født på ny - og alle udpeget til død og dom.

Nåde over nåde


Selv om vi i vers 3 blev omtalt som ”vredens børn”, læser vi i vers 4-5: ”Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser – af nåde er I frelst.”

Paulus viser hermed, hvor uværdige vi var. Vi var ”døde” på grund af vor synd, og fjender af Gud. Men på grund af sin kærlighed til os, og fordi Kristus er vor genløser, har han gjort os levende med ham. Da Jesus døde som vor repræsentant, døde også vi. Da han blev begravet, blev også vi begravet. Da han opstod og tog sæde i det himmelske, gjorde vi det samme, fordi vi er i ham og han i os. Derfor udbryder Paulus: Af nåde er I frelst! Nåde er at få noget, der ikke er fortjent. Vi har fået frelsen som en fri gave på grund af Guds kærlighed til fattige syndere.

Vers 6-7 ”Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus, for at han i kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overtrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus” Det er vor glorværdige position, at Gud ser os som at vi er med ham i den himmelske verden For ham er vi udfriet fra den nærværende onde verden Derfor siger Paulus: ”Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, der er oventil, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd”, Kol 3:1 Dersom vi i troen tager det i eje, vil det forandre os På grund af tro fik de gamle et godt vidnesbyrd (Hebr 11:2) Og uden tro er det umuligt at have Guds velbehag (vers 6) Hele kap 11 i Hebræerne er en lang beskrivelse af, hvad vi formår ved tro Og alt sammen på grund af, at vi er opvakt sammen med Kristus Og derfor kan vi med håb, frimodighed og vished vandre fremad på den trange vej For hver dag der går, er vi nærmere hjemme, hvor vi fuldt ud vil komme til at forstå og erkende, at Jesus Kristus, det navn, vi hernede i skrøbelighed troede på, er navnet over alle navne

”Af nåde er I frelst ved tro, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave”, Ef 2:8


Debat: Brevet til Efeserne

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Bibel undervisning

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation