"Mit er landet" siger Herren [Del 2]

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 17/04-02



PLO bruker barna i krigen


Arabiske barn sendes inn i kampene mellom Israel og PLO. I sommer har flere tusen barn vært invitert til treningsleire for å lære kamp mot jødene. I skolebøkene oppfordres barna til hellig krig, sier David Bedein i Israel Resource. I læreboken for arabiske barn som leses av 10 år gamle elever er det 16 sider som forteller hvordan palestina-arabiske barn skal delta i jihad (hellig krig) for å utslette jødene fra hele «Palestina».
I en førsteside-artikkel den 3.august skrev New York Times at Yasser Arafat har sørget for at mer en 25.000 barn i sommer kan delta i militære treningsleire hvor barn fra 8 til 16 år blir trenet i geriljakrigføring. Målet er å engasjere tusenvis av palestina-arabiske ungdommer i jihad for å frigjøre Jerusalem. Barna lærer hvordan de skal lage brannbomber og organisere bakholdsangrep når de dreper israelske sivile og soldater, forteller Bedein.
Faktum er at dersom flere arabiske barn dør i opprørene vil mange nyhetsbyråer fra hele verden filme dette. PLO vil komme med sine krokodilletårer i FN som tenner menneskerettighetsorganisasjoner over hele verden og Israel vil bli fordømt. - Når du snakker med araberne er de stolte over å sende sine barn ut i krigen mot Israel for å dø.
Det er en repetisjon av det som skjedde under intifaden. Den gang ble menneskerettighetsorganisasjoner fortalt at det var en demonstrasjon klokken 13. Skolene ble bedt om å sende barna ut klokken 11. Kamrafolkene var klare og man håpet at det ville bli døde barn i løpet av demonstrasjonen, sier Bedein. (Kilde: Karmel, October. 2000)

USA presset Israel og ble rammet av store stormer


Den 13. juni i år skrev John McTiernan noen interessante tanker.

I tidsrommet 8. - 9. juni 2001 fant et av de største regn-skyllene i historien sted over USA særdeles i øst-Texas. I løpet av bare 24 timer, falt det mer enn 710 millimeter nedbør i Houston-området. Faktum er at i tidsrommet mellom 5. og 11. juni falt det totalt 911 millimeter i området.

Regnet var forårsaket av den tropiske stormen Allison hvis korte historie kommer til å få en prominent plass i historieskifter når det gjelder meteorologiske fenomener. 0g dette er i aller hyeste grad et betydelig fenomen. Stormen Allison ble til i løpet av et knapt døgn i Mexicogulfen, noe som er høyst uvanlig. Deretter beveget stormen seg vestover inn i Texas, øst for Houston og leste seg opp som stormsystem. Restene drev nord for Houston og svingte rundt -før den deretter gikk sørover tilbake til gulfen. Stormen endret deretter karakter til tropisk storm, noe som sendte ufattelige mengder regn som begynte fredag og forsatte lørdag.

Ødeleggelsene i Houston var katastrofale. Anslagsvis 20.000 hjem og forretninger ble enten ødelagt eller skadd, sammen med muligens 50.000 personbiler og lastebiler. Stormen stengte byen av i tre dager og førte til at Texas 28 fylker og 14 distrikter i Louisiana ble erklært som katastrofeområder. Stormen gjorde enorme skader i syd-øst Texas. Det har vært hevdet av enkelte at stormer av denne størrelsen er forårsaket av folkets synder. Når det gjelder denne stormen har den imidlertid et meget interessant trekk, som du kommer til å se senere i denne artikkelen.

President George Walker Bush sendte CIA-direktør George Tenet til Israel for å forsøke å forhandle fram en våpenhvile mellom israelerne og palestinaarberne - og for å implernentere den sakalte Mitchell-rapporten. Dette var Bush-administrasjonens første innblanding i Midt-Østen-krisen. Tenet ønsket at Israel skulle stanse byggingen i de såkalte okkuperte områdene.

Tenet kom til Midt-Østen på onsdag. Fredag 8. juni arrangerte CIA-direktøren samtaler mellom fremstående israelske og palestina-arabiske sikkerhetspersoner i Ramallah mens assisterende utenriksminister William Burns møtte PLO-leder Yasser Arafat i samme byen. Samtidig som dette skjedde - endret Allison karakter til tropisk storm og begynte å slippe fra seg enorme mengder nedbør. Kveldsnyhetene i USA, meldte om møtene i Israel og flommen som følge av stormen side ved side. Texas er president Bush hjemstat. Han oppholdt seg på ranchen sin i Crawford da flommen begynte. Det var han som erklærte de 28 fylkene i Texas som føderalt katastrofeområde, mens han oppholdt seg i Texas.

To tilsvarende tildragelser


Dette var tredje gangen siden fredsprosessen begynte i Madrid at en sittende presidents hjemstat har blitt åsted for en kraftig, ødeleggende storm som fant sted i samme stund som presidenten var involvert i å presse Israel når det gjaldt landet som Gud har lovet folket.

Den verste katastrofen ødela praksis tidligere president George H. Bush hjem i staten Maine. Det er denne stormen som er kjent som Den perfekte Stormen og som fant sted mens president Bush innviet fredsprosessen i Madrid den 31. Oktober 1991. Ifølge meteorologer forekommer en Perfekt Storm bare en gang hver hundrede år. Denne stormen ble dannet i nord-Atlanteren og gikk 1600 kilometer vestover derifra. De normale værforholdene på den breddegra den, i USA, er at vinden beveget seg fra vest mot øst, ikke øst mot vest.

Denne stormen var en av de kraftigste noensinne. Den dannet bølger på mer enn 35 meter høyde og er de høyeste bølgene som noensinne er rapportert i Atlanterhavet. Idet stormen beveget seg vestover sendte den 12-13 meter høye bølger innover forhenværende president Bush hus i staten Maine og knuste det til pinneved. Stormen traff i samme stund som Bush innviet fredskonferansen i Madrid, som gjaldt det lovede land. Da presidenten kom hjem, måtte han dra til Maine for å overvåke gjenoppbyggingen av hjemmet sin. I mars 1997 inviterte president Clinton den palestina-arabiske lederen Yasser Arafat til det Hvite hus for å drøfte problemene omkring Jerusalem. Mens Arafat var på vei, skar en kraftig tornadostorm gjennom syv stater. De største skadene skjedde i Arkansas, Kentucky og Ohio.

Clintons hjemstat Arkansas fikk føle det verste av stormens vrede. 13 fylker ble erklært som katastrofeområde. Stormen førte med seg enorm flom i Ohioelven. Clinton møtte Arafat og overskriftene i New York Times på førstesiden den 4. mars 1997 var: President Clinton refser Israel; B-artikkelen på samme side hadde tittelen: Sorg og sjokk som følge av stormen. Rapporten om Clintons hjemsted som ble ødelagt av tornadoer stod på førsteside i New York Times - side om side med artikkelen som sa at Clinton refset Israel. Hjemstatene til alle disse tre presidentene ble skadd av alvorlige værfenomener samtidig som deres egne diplomatiske handlinger, som la press på paktslandet og Israel. De store skadene på president Bush hjem i Maine på grunn av den Perfekte Stormen var underlige og kom i samme stund han var ansvarlig for å innvie fredsprosessen i Madrid, som har hatt stor innvirkning på Israel. Alle disse tre stormene var voldsomme stormer som satte nye rekorder.

Både George W. Bush og Clinton måtte erklære sine respektive stater som katastrofeområder samtidig som de rørte ved Guds øyenstein. For undertegnede ser det ut som at et tydelig mønster er i ferd med å utvikle seg. Var disse tre stormene en advarsel fra den Allmektige Gud? Er det Gud som sier: Vent nå litt, jeg bar sagt ifra: Ikke rør ved min øyenstein! Alternativt, er det tilfeldigheter? Du kan selv ta den avgjørelsen. Alle som tror på Guds Ord vet at Gud bar klare planer for Israel. Spørsmålet er om Gud er Interessert i forholdet mellom USA og Israel? Hva så med Norge og Israel. Er Han interessert i noe som skjer på jorden i det hele tatt? Svaret burde være selvinnlysende. Fra: Karmel nr.13, 2001

200.000 fra Saddam til hver selvmordsbomber


Iraks president Saddam Hussein har funnet et billig våpen i den fantatiske krigen mot Israel. Hussein har siden intifaden startet for ett og et halvt år siden gitt en ikke ubetydelig pengestøtte til selvmordsbomberens familier. Nylig ble det meldt fra Bagdad at støtten er økt fra 10.000 dollar (ca.80.000 norske kroner), til 25.000 dollar (ca.200.000 norske kroner). I den senere tid har det også dukket opp et nytt fenomen i Israel: Kvinnelige selvmordsbombere. Den tredje, og foreløpig siste, på stammen var en ung kvinne som ble presentert for de kvinnelige selvmordsbombere av sin forlovede, et medlem av Fatah-bevegelsen til Jassir Arafat. Kilde: Norge i dag, 6.april 2002

Guds dom over Israel og de arabiske nasjoner


Hvor langt er vi kommet i endetiden? Jeg tror vi lever i den tid da det profetiske ord om Israel og de arabiske nasjonene vil gå i oppfyllelse. Snart kan vi oppleve en borgerkrig i Israel som vil dra de arabiske nasjoner med seg, og det vil bli en krig uten sidestykke i historien.

Den 8. juni1974 vedtok PLO et trestegsprogram for å innta Israels land. Program:
1.Opprettelsen av en “palestinsk stat” for å innta Israels land.
2.Bruk av “den palestinske stat” for å fortsette krigen mot Israel.
3.Å utløse en krig for å utslette Israel. Da det vil mislykkes for Yasser Arafat å få beholde en palestina arabisk stat, er den eneste utvei å løse ut en storkrig. Til dette bruker han palestina-araberne til å knuse Israel, og får hjelp av den arabiske militærmakt til en endelig utslettelse av den jødiske stat. Flere av Israels fiender har fryktelige kjemiske våpen til å angripe Israel med. Og når disse land vil ødelegge Israel med gass og kjemiske stridshoder på sine raketter, er det ingen vei utenom Israels fryktelige gjengjeldelse med atomvåpen. Dette vil føre til en fryktelig krig, et Holocaust for Israel i sitt eget land, og en ødeleggelse som vi ikke fatter. Jes. 17,4-14. Joel 1, 1-20.
Bibelen taler om Guds dom over Israel og deres fiender i endetiden. Israel fordi de glemte sin frelses Gud, (Jes. 17,10) og arabiske nasjoner fordi de hatet Israel. Det er en fryktelig Guds dom som vil komme over: Syria, Jordan, Irak og Egypt. Ingen av disse nasjoner skal være med Gog i neste krig når han angriper Israel med mange folkeslag. De har av Gud fått sin dom under den “palestinakrigen” som kommer over Israel. Jes. 17, 1-3. Jer 49, 1-3, og 51,20-27. Esek. 29,9-17. De arabiske nasjoner har gått sammen i en pakt og sammensvergelse for å tilintetgjøre Israel. Les Salme 83. De arabiske nasjoner skal, etter at Guds dom gjennom Israel har gått over dem; søke den ene sanne Israels Gud og bli frelst.

Syria
Når det gjelder Syria, kan jeg ikke i det profetiske ord se at Syria er med Gog for å overfalle Israel når den tid kommer, slik flere profetigranskere har uttalt. Israel kan ikke bo trygt som det står i profetien dersom Syria og de andre arabernasjoner truer Israel med et fryktelig våpenarsenal og raketter med kjemiske våpen.
Israel skal ha fred med sine naboer og være et fredelig folk den dag Gog kommer over Israel. Det kan bety at Israel ikke lenger er en atommakt, men kan få sin militære beskyttelse under EU og USA. Bibelen sier at det på den tid skal være slutt med festninger i Efraim og kongedømme i Damaskus og med resten av Syria. Syria er på den tiden ute av stand til å fungere som en militærmakt som truer Israel. Dette gjelder også Egypt, Jordan, Irak og Hizballah som kriger mot Israel fra Libanon.
Israel ligger trygt fordi Guds dom har gått over disse nasjoner som er Guds fiender, fordi de har slått seg sammen for å utslette Israel. For det folk og det rike som ikke vil tjene deg skal gå til grunne, og hedningene skal bli aldeles ødelagt. Jes. 60, 12. Israel skal bli et stort land som engang skal strekke seg fra Eufrat til Nilen. 1. Mos. 15, 18. For du skal brede deg ut både til høyre og til venstre, og din ætt skal ta hedningefolk i eie og bygge opp igjen ødelagte byer. Men først vil det komme en blodig krig mellom Israel, palestinaaraberne og de arabiske nasjoner. Salme 83, 6-10

Jordan og Gaza
Om Jordan (Edom) og landets ødeleggelser, leser vi om i Esek. kap. 25, kap. 35 og 36, 1-17. Aroers byer, som er nedskrevet i profetien Jes. 17, 1-3, ligger i Jordan, og den krig det her er tale om vil da legge alle disse byer i grus. Jer 49, 2.
Rabba var det gamle navnet på Amman, Jordans hovedstad. Palestinaaraberne, som bor i Gaza og er Israels filistere av i dag, vil også få oppleve Guds dom. Esek. 25, 15-17, Sef. 2, 4-7. Den dag det vil bli krig med palestinaaraberne og PLO sine politifolk, som har samlet et stort våpendepot i Gaza, vil den bli bombet og ligge i ruiner. I dag har Israel mer enn 1200 raketter rettet mot seg, og militære kilder frykter for at disse kan bli brukt mot Israel (Target Ready, Jerusalem Post magasin, 8.oktober 1993.)
Bibelen sier oss at Damaskus, Amman og Egypt skal bli til grusdynger. Dette kommer til å skje i en krig mot Israel. Neste gang Israel kommer i krig med Syria, stanser de ikke opp fire mil fra Damaskus som i 1973. Israels kjente ordspråk: Aldri mer Masada er en kjensgjerning i sin ytterste konsekvens. En krig til og de vil uskadeliggjøre sine fiender en gang for alltid. De skal aldri plage Israel mer. Israels Gud tillater denne fryktelige krig for at Hans ord skal gå i oppfyllelse, og fordi araberne og israelernes hjerter skal vende seg til Ham.

Blod , ild og røkskyer
Solen skal bli til mørke og månen til blod, sier profetien i Ap.gj. 2, 19-20. Blod, ild og røkskyer, som er omtalt her, kan være resultater av atomeksplosjoner i en kommende storkrig i Midt Østen Dette skal skje før Herrens dag kommer. Oslo avtalen har ikke skapt fred i Israel, tvertimot! “Fredsavtalen” ble til krav om en palestinerstat med Jerusalem som hovedstad, og dermed vil den bli begynnelsen til den mest ødeleggende og krigsherjede del av Israels historie.
Yasser Arafat stoler på at han har verden og nasjonene på sin side. Derfor kan han sette i gang en krig for a utslette Israel. Men Israels Gud overvåker det hele og Israel skal leve videre for Guds åsyn, Herrens ord har garantert det. Gud vil tukte, men Han vil også trøste.

Jødenes store exodus


Profetien sier: Ennu en gang skal du plante vingårder på Samarias fjell. Det var umulig å bygge der så lenge det var Arafats land. Men etter en ny krig skal Samaria ligge åpent for jødene. Alle jøder ute i verden vil strømme til Israel for å bygge landet på nytt. Når jødene etter denne profetiske krig kommer tilbake til sin land skal de bosette seg i Gilead (Jordan) og Libanon, og det skal ikke bli nok plass til dem. Sak. 10, 10. Profeten Jeremias sier om deres gjenkomst: Det folk som er unnkommet fra sverdet, har fått nåde i ørken, jeg vil gå og føre Israel til ro. Denne ro sikter frem til Messiasriket på denne jord. Salme 72. Men Israel vil også få ro etter “palestinakrigen”, før Gog kommer med sine hærer. Da vil Gud gjøre et mirakel for Israel, (Esekiel 38, 21-23.) De skal ikke løsne et eneste skudd. Da er Israel kommet så langt at de roper på Herren og stoler på sin Gud. Joel 2, 15-18. Dette kapittel mener jeg har med Gogkrigen å gjøre. Ødeleggelsene og såret etter “palestinakrigen” vil bli legt. Israel skal igjen leve for sin Gud, de er Hans eiendomsfolk og bar fått løfte om rike velsignelser i det kommende Messiasriket på denne jord.

Borgvald Birkeland, Karmel nr.17,2000

Dette afsnit på engelsk er medtaget uden at ændre teksten. Det er er optaget fra Palæstinensisk television. Vi ser her et had, der er forklaringen på, hvorfor en fredsaftale er utænkelig

Special Report #5 Incitement to Hate on PA Television

Special Report #5 Incitement to Hate on PA Television
Palestinian Media Watch - Itamar Marcus, Director
59 King George St. Jerusalem 972-2-6254140

In response to Palestinian Media Watch reports, Palestinian
Authority radio and newspaper have recently issued denials that
they are inciting against Israel. The PA newspaper called PMW
reports lies, arguing that the PA media has always defended the
peace process. [Al- Hayat Al- Jadida Sep. 5 1998]

However, PMW findings indicate that the PA media continues to
incite against Israel. This report includes examples from the
following range of messages that are repeatedly promoted on PA
television:

Contents:
1. Israels establishment was illegal and therefore void.
2. Death in battle fighting Israel is promoted as an ideal value to
be sought.
3. Israel must be fought and all of Palestine must be liberated.
4. Hate incitement: Israel is compared to Nazis, depicted as the
enemy of Muhammad and Islam, and blamed for massacres committed by
others.

1. Israels establishment was illegal and therefore void.

* Interviewer:...We know that the conflict [Israeli-Arab] began
with the ominous Balfour Declaration. Did Britain have the legal
right to promise the Jews a homeland in Palestine...?
* Legal Advisor: ... From a legal point of view Britain had no
right, neither in the past, present nor the future, and whatever
stemmed from this Declaration is void and has no legal or humane
basis...
Tallal Abu Afifa, the Legal Advisor to the Ministry of Youth.
[PA TV - Sep. 18, 1998]

A television clip for children which was aired many times in the
last months, depicts all of Israel as Palestine. They [Israel]
took everything in 1948.

In the background children are playing, and building model houses
and planting model trees. Then the earth begins to tremble,
everything collapses, a young girl says:

* Do you know what happened in 1948? They took everything! They
emptied our room, the broke the house, the burned the forest, they
changed the names, changed the names...This is still my country,
she is very beautiful, the name of my country is Palestine.
(Palestinian Authority TV, Oct 9, 1998 and tens of times in the
last months)

2. Death in battle fighting Israel is an ideal value to be sought.

Program about a woman [Intisar Alattar] who died in Intifada
fighting against Israel.

* Our heroine, Intisar, was born from her mothers womb in
order to struggle with the pains of the homeland [picture of a
Palestinian writhing in pain and bleeding].... Soon thereafter the
heroine was shot ...and her pure blood flowing and her pure spirit
joyously going to her creator....

* Mother: I asked: who is she that died? She told me - its
your daughter.

* I said: Thank Allah, thank Allah. We have a right to liberate
our homeland and we will liberate it. It is our honor to fall.
Intisar was with the fighters. She was [unclear] with the
Hamas...she would say it doesnt matter, I will die for the
redemption of the homeland, meaning - I want to die for the
redemption of the homeland...and then Intisar fell and it is an
honor for us and an honor for our children...

* Relative of the family:...Every time she heard a bang [she
said] surely someone was shot, I hope that next time it will be
me, I want to die as a martyr.
[PA TV - Oct. 7, 1998]

[Program about a youth named Muhammad who died during a riot.]
* Narrator: ...These black hands [Israel], know nothing but the
language of killing, destruction and desolation...the occupation
shot bullets on him and the hero died...
* Mother of Muhammad: ...I hope that all by children will be
martyrs...the night before he fell, we spoke... and he said to me:
tomorrow we will see who will fall and who will complete the
parade.

He told me: I want to fall... And all the youth there are saying
we wish we were like Muhammad.
[PA TV - Sept. 9, 1998]

[Program about a youth who died during a riot against Israel.]
Narrator: The fallen are heroes of Palestine and her bold men, and
these are the ones who coined the model of filling the mission and
fighting out of love for the homeland and they gave their lives on
the alter of freedom so that we will pass to Jerusalem, with
Allahs help.

Mother of the youth: I was happy that he fell, happy because I
consecrated him to Palestine, this homeland...I am happy and lift
my head in pride...

[PA TV - Sept. 2, 1998]

[A young girl]
My friend and I, how nice we are
We sing to Palestine...
When I grow up I will defend her
With my blood and spirit I will redeem her...
[PA TV - Sep. 15, 1998]

[Young girls chant]:
Palestine, the country of my fathers
When I grow up I will defend her
With my dear soul I will redeem her...
[PA TV - Sep. 16, 1998]

3. All of Palestine must be liberated from Ramalla to Shaar
Hagai
[valley west of Jerusalem]
Song clip

...We are your youth Palestine...
Our country is saturated in blood
Increase your fire, son of Canaan...
We are brave, we are your youth Palestine
No one will stand in our way in the battlefield
Lower your fire, son of Canaan...
And let the gun wail with cries of joy
My people revolt in the country...
[PA TV - Sept. 1, 1998]

Videoclip: Bring Us Our Revolution

Lead us, our revolution, Lead us and raise our hands And we are
your people, our revolution And we are behind you, our leadership.
From every continent, sea and port Lead us our revolution, our
revolution... Until you will include the whole country, Gaza,
Ramallah and Shaar Hagai [valley west of Jerusalem ] Arab
Jerusalem, ...Arab Jerusalem, And lead, lead, lead us Our
revolution... The freedom is in the blood of our martyrs - we will
saturate it... Lead us from the prison The eyes will laugh to the
warden ... Arab Jerusalem, bring Bring us to the revolution
[The changing visual scenes in the clip]: Dome of the Rock,
soldiers marching with flags Parade, violent demonstration, smoke
Demonstration and stone throwing Arafat, armed soldiers crawling
Rubber dinghy, PA helicopter with flag, archive pictures of combat
unit and vehicles (from PLO-Beirut) Mass demonstration and
violence, Dome of the Rock [long scene], Intifada, killed
Palestinian on stretcher, The Old City of Jerusalem [long scene],
prisoners in the Israeli jails, Demonstration with flags, military
parade with Arafat (bodyguards prominent with their guns drawn),
Rubber dingy with PLO flag, Children demonstrating, Arafat on the
Gaza shore, Arafats car with bodyguards running.
[PA TV Oct. 8 .98]

4. Hate incitement: Israel is compared to Nazis, depicted as the
enemy of Muhammad and Islam, and blamed for massacres committed by
others.

* Figures and organizations in the Hebron region condemned the
crimes of the occupation, which were even uglier than the Nazis.
[ News -PA TV - Oct. 7, 1998]

Palestine - History and Heritage
Interview: I would like to make it clear that the Jewish character
or Israeli characteristics have not changed at all...when we look
at the personality with whom we are negotiating today, absolutely
nothing has changed: opportunistic -respecting neither contract nor
agreement...
[PA TV - Oct. 6, 1998]
[PA TV - Oct. 13, 1998]

Biskopene i Norden kritiske til Israel


Stadig flere nordiske biskoper blir mer og mer kritiske til staten Israels krigføring i Midtøsten, skriver Aftenposten.

Israel kan være i ferd med å tape støtten i det kristne Norden, hevder avisen.
I Finland sa landets erkebiskop Jukka Paarma i helgen at de kristnes forhold til Israel stadig blir vanskeligere.

Også den meget kjente biskopen i Århus, Kjeld Holm, retter kraftig kritikk mot Israels politikk i Midtøsten, skriver Aftenposten.

I Norge har biskop Gunnar Stålsett gått hardt ut mot Israels krigsføring mot palestinerne i Midtøsten. I Sverige har biskop Martin Lind i Linköping under årets påskemesse karakterisert Israel som en rasistisk stat. Også flere andre svenske biskoper har uttalt seg negativt. Slut fra norske kilder.

Krig mod Gud


Det er en meget alvorlig situation, thi det er Gud selv biskopperne går imod. Og står vi sammen med dem i deres udtalelser, er også vi under dom. Ud fra de citerede skriftsteder står det klart, at landet er Herrens eget land, og at det jødiske folk er specielt udvalgt af ham. Tager vi let på Guds plan, er vi oprørere imod hans bestemmelser af riger og folkeslag. Og at dommen over sådanne ikke udebliver, ser vi i Bibelen.

Israel skal atter eje landet
Vi vil atter se på Guds løfte til Jakob: ... det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit afkom efter dig. 1.Moseb. 35:11-12. Dette skulle være klart nok. Men mange vil til alle tider tvivle på Guds løfter. Men en sådan tvivl er indgivet af modstanderen, slangen, som sagde til Eva Mon Gud virkelig har sagt . . .? 3:1

Israels adspredelse blandt alle folkeslag var forudsagt, men havde også det vigtige tillæg fra den Evige, at Israel skal vende tilbage til dets gamle land. Om så dine forstødte befinder sig ved himmelens ende, vil Herren din Gud samle dig sammen og hente dig derfra. Og... føre dig ind i det land, dine fædre havde i eje, og han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrigere end dine fædre. 5.Moseb. 30:4-5.

Profeten Esajas taler om gen-etablering i det forladte land: Frygt ikke, Jakob, du orm, Israel... Jeg hjælper dig, lyder det fra Herren, din genløser er Israels Hellige. Es.41:14.

Frygt ikke, thi jeg er med dig! Jeg bringer dit afkom fra østen, sanker dig sammen fra vesten, siger til norden: Giv hid! til sønden: Hold ikke tilbage! Bring mine sønner fra det fjerne, mine døtre fra jordens ende. 43:5-6.

Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke. 54:10.

Løft øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres på hofte... Hvem flyver mon der som skyer, som duer til dueslag? Det er skibe, der kommer med hast, i spidsen er tarsisskibe, for at bringe dine sønner fra det fjerne. 60:4 ,8 og 9.

I Jeremias 30:3 står: Thi se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg vender mit folk Israels og Judas skæbne, siger Herren, og fører dem hjem til det land, jeg gav deres fædre, og de skal tage det i eje

Så siger Herren: Folket, der undslap sværdet, fandt nåde i ørkenen, Israel vandred til sin hvile...Jeg har elsket dig med en evig kærlighed, derfor drog jeg dig i nåde. Igen vil jeg bygge dig, og du skal blive bygget. Du Israels jomfru.... Du skal atter plante vin på Samarias bjerge... Syng med glæde, Jakob, og jubl som de første blandt nationerne, kundgør med lovsang og sig: Herren har frelst sit folk, Israels rest. 31:2-7.

Se, jeg bringer dem fra nordens land [Rusland], og samler dem fra jordens fjerneste dele, og med dem er de blinde og de lamme, frugtsommelige sammen med fødende, i en stor forsamling vender de hjem. De skal komme med gråd; mens de ydmygt beder, vil jeg lede dem. Jeg fører dem til strømmende vande ad en lige vej, hvor de ikke skal snuble; thi jeg er Israel en fader, og Efraim er min førstefødte. Hør, Herrens ord, I nationer, forkynd det på fjerne strande og sig: Han, som spredte Israel, vil samle dem, vogte dem som hyrden vogter sin hjord. Thi Herren har forløst Jakob, og løskøbt ham fra dem, der var stærkere end han. Derfor kommer de og synger på Zions høje... Jeg vil vende klagen til glæde og vil trøste dem og vende deres sorg til fryd....Og der er håb for din fremtid, siger Herren, at dine børn igen skal komme over deres egne grænser... Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde, omstyrte, ødelægge og gøre ilde... vil jeg nu være årvågen over dem for at bygge og plante. 31:8-13, 17 og 28.

Ezekiel profeterede: Herrens ord kom til mig: [Mine får] er spredt, fordi de ingen hyrde har, og de er blevet føde for alle markens vilde dyr... Jeg vil udfri folk fra deres mund, de skal ikke blive føde for dem. For således siger Herren Gud: Se, jeg vil opsøge mine får og finde dem... Så vil jeg... udfri dem fra alle de steder, hvortil jeg har adspredt dem på skyede og mørke dage. Og jeg vil bringe dem ud fra folkene, samle dem fra landene, og jeg vil bringe dem til deres eget land og mætte dem på Israels bjerge, ved floderne og alle beboede steder i landet. Jeg vil give dem frodige engdrag, og på Israels høje bjerge skal deres bolig være, der skal de hvile i en god fold. ... Jeg vil selv mætte min flok..... Jeg vil opsøge dem, der var drevet bort og binde op om dem, der er brudte, og vil styrke de syge.... Og de skal ikke mere blive et bytte for nationerne.... De skal kende, at jeg, HERREN deres Gud, er med dem, og at de er mit folk, Israels hus, siger Herren. Ez. 34:1, 5, 10-16, 28 og 30.

Jeg vil hente jer ud fra nationerne, samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land.... Og I skal bo i landet, som jeg gav jeres fædre, og I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud... Og det øde land skal blive dyrket, i stedet for at det har været en ødemark for alles øjne, som kom forbi. Og de skal sige: Dette land, som lå øde, er blevet lig Edens have, og byerne, som lå øde, er blevet opbyggede og beboede. Da skal nationerne, der er tilbage rundt om jer, kende, at jeg, Herren, bygger… og beplanter det, der var øde. Jeg, Herren, har talt det, og jeg vil gøre det
. 36:24, 28, 34-36.

På denne, begrænsede spalteplads har det kun været muligt at citere få vigtige uddrag om det jødiske folks genfødsel i deres eget land, og om den rige velsignelse, der udøses over det jødsiske folk, deres dyr og jord. Den Almægtiges trofasthed og kærlighed overfor sit pagts-folk er ganske enkel overvældende. Og optakten til, at det går i opfyldelse er det, der sker nu, og som hele verden vil komme til at se på trods af, at alle kræfter er sat ind på, at det ikke skal blive muligt.

Vi behøver ikke undre os over, at Guds og vor modstander er rasende over bekræftelserne på Guds ord. Han hader Bibelen og folkene i denne bog, jøderne. Han vil vise, at Gud og pagtsfolket er løgnere, ved at få andre til at bosætte sig i ”Palæstina” og gennem disse gjort Israels ret til landet til et spørgsmål. Uorden og blodsudgydelse er hans udsæd. Han ønsker at udrydde jøderne fra deres land endnu engang og give det til andre, thi derved ville han så tvivl om Bibelens troværdighed hos mange mennesker.

Men vi vil ikke lade os bedrage, Guds ord står for evigt fast.

Amos profeterede: Se dage skal komme, siger Heren, hvor plovmand følger høstmand i hælene, og drueperser sædemand, og bjergene skal dryppe af sød vin og alle høje flyder. Og jeg vil igen gøre vel imod mit folk, Israel, og de skal opbygge de øde byer og bebo dem, og de skal plante vingårde og drikke dens vin, og de skal anlægge haver og spise frugten derfra. Jeg vil plante dem i deres land, og de skal aldrig mere blive rykkes op fra det land, jeg har givet dem, siger Herren din Gud. Amos 9:13-15.

Med salmisten ønsker også jeg at sige: Velsignet er den nation, hvis Gud er Herren, og det folk, han har valgt som sin arv. Salme 33:12.

Israel i nyere tid


Der er en stigende modstand mod Israel og løgn på løgn fremføres, såsom: Israel har stjålet og okkuperet arabisk jord! Jødiske bosættere har bosat sig ulovligt!

Sådanne beskyldninger fremstod mod Israel fra de arabiske naboer efter Israel oprettelse i 1948, og særlig siden 1967, da Israel indtog den såkaldte Vestbred, Gaza og Golan-højderne. Og sørgelig nok har nogle fra den ekstreme venstre fløj i Israels parlament de samme synspunkter, at jøderne har taget jord fra araberne.

Vi kan ikke komme udenom Israels soleklare ret til dets land. Og der er Gud ske lov både jøder og kristne, der tror på de mange, bibelske profetier om Israels genoprettelse, men som har behov for yderligere informationer for bedre at kunne se Israels ret til det landet, Israel, som det er profeteret ved Esajas, Jeremias, Ezekiel og andre, der alle taler om jødernes tilbagevenden til deres fædres land med genopbyggede byer og kultiveret jord. Landet Israel skal blomstre påny: Hundredtusinder skal vende tilbage fra hele verden. Og der skal atter være glæde i Judas byer - netop som forudsagt.

Men hvorledes skal vi imødegå de omtalte beskyldninger? Hvorledes skal vi svare dem, der ikke tager det mindste hensyn til de bibelske profetier eller historien, der spænder over mere end 2000 år? Vi møder ofte sådanne folk, og netop af denne grund vil jeg gerne, at vi skal rette vor opmærksomhed på den forgangne historie og den internationale lov.

En ung studerende fortalte om et ulykkeligt indslag i en af hans historietimer, hvor læreren sagde til sin klasse: Palæstina tilhører palæstinenserne, jøderne kom og tog jorden fra dem. Jeres hjemmearbejde skal omfatte en beskrivelse af årsagen til den palæstinensiske-israelske konflikt. Han omtalte slet ikke jødernes gudgivne ret til landet.

De to terrorist-organisationer, PLO og Hamas, skriver i deres respektive charter af 1964 og 1988, at palæstinenserne ikke var en selvstændig nation. Men det disse arabere i virkeligheden i dag ønsker er, at Israel som stat skal ikke skal have lov at eksistere. Men palæstinensernes politik i dag går ud på, at kræve de får denne stat. Det viser den vaklende kurs palæstinensernes har.

Udtrykket Palæstina stammer fra romerne, som besejrede Israel for 2000 år siden. Og for at undertrykke jødernes nationale følelser gav de jødernes land navnet Palæstina efter oldtidens filistre, som forud boede ved Middelhavets kyst. Ved denne tid i det 7. århundrede invaderede de muslimske arabere Palæstina. Og da var filistrene allerede forsvundet som folk, ligesom kana´anæere og oldtidens ægyptere. Den eneste berøring dagens arabere har til det gamle filisterland er en etymologisk forbindelse, som kun består af et navn, der ikke engang er etymologisk. Enhver, der siger noget andet, er historieforfalsker eller propagandist, som vil blive udléet på ethvert af Nord Amerikas eller Europas universiteter. Palæstinenserne er ikke mere efterkommere af filistrene, end du er.

Jeg vil gerne klargøre, hvorledes historien er blevet forvredet, omskrevet og brugt uvidenskabelig med det ene primitive formål at tilintetgøre jødernes krav til Eretz Yisrael.

Det er ikke blot skolelærere, der forfærder i deres forkerte oplysninger. Nutidens medier er også i særdeleshed skyldige i historieforfalskning. Journalister portrætterer ofte Israels erobring af territorierne i 1967 som begyndelsen til landets og folkets problemer. Det er, som hvis historien af den arabiske-israelske konflikt i forbindelsen med seks dages krigen ikke har eksisteret. Hvis rapporterne bare ville gå endnu 20 til 40 år tilbage, ville de vide, at der da boede jøder over hele det område, der i dag kaldes de besatte områder i Hebron, i Sikem (Nablus) og i Øst-Jerusalem. Ja, selv Gaza havde et jødisk samfund. Hvad skete der? De jøder, der boede der, blev bortdrevet eller dræbt af araberne. De jødiske samfund, der gennem århundreder havde levet der, blev slettet ud. Omtaler journalisterne overhovedet dette? Nej, aldrig!

Araberne kom til jøderne
Siden 1930erne har araberne beskyldt jøderne for at drive araberne ud af landet. Men en dokumentation fra de tidligste perioder viser, at dette ikke er sandt. Immigrations-tallene for årene 1922 til 1947 viser, at araberne i realiteten foretrak byer med stor jødisk befolkning fremfor byer med arabisk majoritet. I Haifa, en by med stor jødisk flertal, steg den arabiske befolkning med 290 %. I Jerusalem, også med jødisk majoritet, steg antallet af arabiske fastboende med 131 %. I Jaffa, der ligger tæt op af Tel Aviv, voksede den arabiske befolkning med 158 %. Og disse stigninger er ikke nogle få undtagelser. Sandheden er, at araberne valgte at bo i jødiske byer, fordi leveforholdene og den økonomiske situation var bedre der. På den anden side blev byerne med ren arabisk befolkning mindre og mindre. I Nablus blev den arabiske befolkning formindsket med 42 % og Betlehem med 37 % (Arieh Avneri The Claim of Dispossession, pp. 254-55).

Dersom de zionistiske jøder var sådanne forfærdelige undertrykkere, som pressede araberne ud af deres byer, hvorfor rejste så ti-tusinder af arabere til de jødiske byer? Er det skik at flygte ind i fjendens arme? Kan vi forestille os bosniske muslimer eller kurderne i Saddam Husseins Irak rejse til fjendtlige områder? Det er tydeligt, at jøderne ikke var fjendtlig indstillet overfor araberne, og at de ikke søgte at drive dem bort.

Jøder købte deres land


Fik jøderne deres land ved at drive araberne ud? Nej! Talrige kilder beviser, at da den jødiske immigration til Palæstina øgedes, købte de jord fra de arabiske jordejere igennem en fuld lovlig handel.

Efter at have underøgt de tidligere omtalte, arabiske påstande om, at jøderne havde drevet dem bort, konkluderer Peel-kommissionen, at der ikke er hold i disse beskyldninger. I 1947 ejede jøderne 462.500 acres jord i Palæstina, af hvilke de 45.000 var modtaget af den britiske mandat-ledelse og 30.000 acres var købt fra forskellige kirker, der ejede jord. Af de total 387.500 acres, som var købt af araberne, er 73 % af jødisk land-besiddelse købt i tidsrummet imellem 1880 og 1940 fra store landejere, ikke fattige fellagreen eller små landbrugere (The Land System in Palæstina ved Abraham Granott, p. 278). Den arabiske borgmester i Gaza og Jaffa, samt talrige muslimske ledere er blandt dem, der solgte jord til jøderne.

Ikke blot købte jøderne deres jord, men de betalte stor overpris. I 1944 meddelte USAs afdeling for agerkultur, at jøderne betalte 1.100 $ per acre i Palæstina for en jord, der ofte kun bestod af sanddynger eller sumpområder. På samme tidspunkt solgtes i staten Iowa rig, sort landbrugsjord for 110 $ per acre (Land Ownership in Palæstina ved Moshe Aumanm pp. 6-10). Jøderne betalte 10 gange højere pris for en ubrugbar jord, end amerikanerne betalte for prima landbrugsjord.

Selv oppe på Golan-højderne købte de tilbagevendende jøder i 1880erne store områder land. Men under den anti-jødiske bølge i 1920erne blev de dræbt eller uddrevet af araberne, og deres jord faldt i syrernes hænder.

International lov


Er de jødiske bosættelser i Gaza, på den såkaldte Vestbred og på Golan-højderne ulovlige? Strider de mod international lov?

Efter af Tyrkiet var slået i den første verdenskrig, tog England og Frankrig de nu befriede områder som kolonier. Mellemøsten blev delt imellem disse to europæiske stormagter. Og efter få år begyndte processen, der førte til frigørelse af talrige, arabiske nationer.

På samme tidspunkt bemærkede England jødernes historiske krav på Palæstina, som da var under den britiske kontrol. I nov. 1917 erklærer den engelske regering, at den

ser med velvilje på oprettelse af et national hjem i Palæstina for det jødiske folk og vil bruge vore bedste evner for at fremme dette mål.....

(En del af Balfour-deklarationen.)

De sejrende, allierede magter lagde i april 1920 i San Remo, Italien vægt på Englands mandat over Palæstina med henblik på artikel 22 i Folkeforbundets pagt med udspring i Balfour deklarationen.

Yderligere udpegede den 25 mands store gruppe i Folkeforbundet d. 24. juli 1922 formelt England som mandat-magt over Palæstina, og bekræftede dermed jødernes ret til et hjemland i Palæstina. Briterne fik pålagt ansvaret for faciliteterne og skabelsen af en jødisk stat.

I henhold til Peel kommissionens udtryk Palæstina i Balfour deklarationen af 1917 henvistes der både til en vestlig og østlig Palæstina (Idea of a Jewish State ved Ben Halpern, p. 201). Med andre ord omfattede området, i hvilket det jødiske nationalhjem skulle skabes, hele landet, der er Israel i dag, også Judæa og Samaria (den såkaldte Vestbred), Gaza, Golan-højderne plus Transjordan (idag Jordan).

Balforddeklarationen kan bedst siges at være betragtet som et mål for England. Men i det øjeblik, Folkeforbundet underskrev Palæstina-Mandatet, blev denne aftale til international lov (Douglas J. Feith¢ artikel A Mandate for Israel, in The National Interest, no, 33, Fall 1993). Det tredje punkt i Palæstina-Mandatet viser tydeligt, at det jødiske folk har en historisk ret til Palæstina. Det var derfor ikke et spørgsmål om at gøre dem en velgerning.

Det såkaldte hvide papir vedrørende Palæstina konstaterede, at den britiske regering ganske enkel fastslog, at det var jødernes ret at høre hjemme i Palæstina, og at jødiske bosættelser i Palæstina fortjener international garanti.

I Balfour-deklarationen såvel som i teksten i Palæstina-Mandatet findes der ingen indrømmelser af politisk eller historisk art til araberne. Disse rettigheder er alle tilkendt jøderne og det jødiske agentur (Jewish Agentcy), som er specielt omtalt som jødernes officielle repræsentant i Palæstina. Der er ikke omtalt nogen arabisk agentur eller organisation.

Ville verdensnationerne da ignorere araberne? Nej! arabernes ret er vedtaget i en reference til civil and religious rights af den ikke-jødiske befolkning, og disse skulle beskyttes. Disse rettigheder garanterede muslimerne såvel som kristne, at de fortsat kunne praktisere deres respektive religioner og have fri adgang til deres hellige steder. Artikel 22 i Palæstina-Mandatet erklærer, at engelsk, arabisk og hebræisk er ligestillede, officielle sprog i Palæstina. Således sikrede Folkeforbundet arabernes, de kristnes og andre gruppers kulturelle rettigheder i Palæstina. Men det blev tildelt jøderne alene at opbygge en nationalfølelse i denne, lille del af Mellemøsten. På samme tidspunkt fik de omliggende arabstater frihed til at gøre, som de ville.

For at styre den uregerlige beduin, chieftain Abdullah, fremlagde briterne et tillæg til artikel 25 til det britiske Mandat, hvorved jødernes rettigheder blev beskåret i øst-området ved Jordanfloden. Det blev kendt som Øst-Palæstina og repræsenterer 80 % af det land, der var blevet givet til jøderne. Det blev kaldt Transjordanien og blev den hashemitiske kongerige af Jordan.

Jeg ønsker her at påpege, at der ikke var nogen international lov, der forbød jøderne at bosætte sig i de resterende 20 % af Palæstina, hvilket også omfatter Vest-bredden og Gaza. En mere intensiv jødisk bosættelse var endog blevet anbefalet i Palæstina-Mandatet.

I forbindelse med 2.verdenskrig blev FN grundlagt. Og FN bekræftede alle Folkeforbundets bestemmelser i artikel 80 i sin charter og bevarede derved jødernes ret til at bosætte sig i Palæstina.

En palæstinensiske stat


Nogen vil vel spørge Er det ikke det rigtigste at give palæstinenserne et eget land? Først må det siges, at der allerede er en arab-palæstinensisk stat. Jordan blev skabt på 80 % af Palæstina. 75 % af befolkningen i Jordan er Palæstina-arabere, og 25 % er beduin-arabere. Ved Jordans opståen er enhver tale om Palæstina-arabernes ønske om land mere end opfyldt. For det andet anså araberne i Palæstina sig selv som uafhængige og værdige til egen stat, som ville betyde tilsidesættelse af Israels ret som selvstændig nation. For det tredie findes der allerede 21 arabiske lande. For det fjerde bygger de fleste af de arabere, der lever i den lille stat Israel, på de tilbageværende 20 % af det tidlige Palæstina. Og de kom oprindelig fra de omkringliggende arabiske områder. For det femte må jøder ikke bosætte sig i Palæstina øst for Jordanfloden i den nye palæstinensiske stat, Jordan (vedtaget ved jordansk lov). Medens araberne gerne må bo vest for Jordanfloden i Israel og skulle være taknemmelige for, at de må bo og arbejde der. Og for det sjette ville en anden palæstinensisk, arabisk stat på jødisk jord være en uretfærdighed. Tænk blot på, hvor meget det jødiske hjemland allerede er reduceret. Det er i dag på størrelse med New Jersey eller halvt så stort som Schweiz. Israel er på 8.400 kv. km.

Araberne har områder på 14 millioner kv. km. - Altså 640 gange mere.

Igen vil nogen sikkert spørge: Hvad med FNs delingsplan fra 1947 (resolution 181)? I henhold til den er Vest-Palæstina, de 20 % af jødernes hjemland, ved at adsplittes endnu engang. For det første var resulutionen kun en anbefaling og har aldrig haft karakter af international lov, fordi FNs sikkerhedsråd aldrig stemte for det. For det andet stemte hele det arabiske fællesskab, også Palæstina-araberne, imod og afviste delingsplanen. Og i 1948 rejste de sig til krig mod Israel. Delingsplanen har således end ikke i dag nogen lovlig gyldighed.

Efter det arbiske angreb tilrev Jordan sig Vestbredden og en stor del af Jerusalem. Ægypten tilrev sig Gaza. Og de jøder, der boede der, blev presset til flugt. Igennem 19 år holdt araberne disse territorier okkuperet, på hvilke de i dag vil skabe en ny palæstinensisk/arabisk stat. Hvorfor har de ikke gjort det forlængst i alle disse år? Fordi det i dag er et led i deres gentagne forsøg på at kræve selvbestemmelse for Palæstina-araberne.

Under disse 19 år udholdt Israel konstante provokationer. Terrorangreb fra Ægypten og Vestbredden. Artilleribeskydning fra Golan-højderne. Blokade af internationale vandveje. Angreb på civile skoler og hospitaler. Listen er lang og brutaliteten ubeskrivelig. Da araberne i 1967 lod deres hære angribe Israels grænser, beordredes FNs fredsbevarende styrker af de arabiske ledere ud af stødpudezonerne. Og Ægyptens og Syriens regeringer erklærede, at Israel ville ophøre at eksistere inden 3 dage.

Israel bad Jordans kong Hussein at holde sig uden for dette slagteri, som araberne havde bebudet. Han svarede med artilleribeskydning imod civile, jødiske befolkningsgrupper i Jerusalem.

Hvad der skete i løbet af 6 dage er velkendt for alle. Ingen kunne have forestillet sig, at Israel ville vinde denne krig under sådanne omstændigheder. Vi kan blot tale om undere.

Efter 6 dage var ægypterne presset tilbage fra Sinaiørkenen til den anden side af Suex-kanalen. Syrerne var drevet tilbage fra Golan-højderne, og Vestbredden var befriet. Således befriede Israel de områder, der efter international valg - som tidligere omtalt - var afsat til jødiske bosættere.

Vi må bemærke. at dersom Jordan havde holdt sig udenfor 6-dages krigen, ville den ikke have mistet Judæa og Samaria (den såkaldte Vestbred) inklusiv det østlige Jerusalem. Idag, efter adskillige krige, ønsker araberne de tabte områder tilbage - de samme, som de afviste i 1947, og som efter international lov ikke tilhørte dem. Hvad ville verden sige, dersom Tyskland ville kræve en tilbagevenden til grænsen til Danmark fra før 1918?

Da Jordan angreb og okkuperede Judæa og Samaria i årene fra 1948 til 1967 og ganske enkelt kaldte disse områder Vestbredden, protesterede verden ikke. Men siden 1967 har Israel af politikere og journalister været falsk brændemærket som okkupant.

Israel har ikke okkuperet arabisk land.


Den internationale lov angående jødisk jord er aldrig blevet annulleret. Delingsplanen fra 1947 blev afvist af araberne og aldrig godkendt og verificeret. Det må bemærkes, at Jordan for flere år siden officielt frasagde sig alle krav til Judæa og Samaria (som de fleste journalister stadig kalder Vestbredden.) Lige ud sagt har Jordan aldrig haft lovlige krav på dette område. Derfor kan Israel ikke på nogen retsbasis beskyldes for at have okkuperet disse områder, eftersom de, så vel som Gaza, ikke var suveræne territorier. Der var ingen højere autoritet, fra hvem Israel tog disse områder.

Endvidere har de jødiske bosættelser ikke overtrådt den fjerde Geneve Konvention, som ofte påstået, eftersom ingen suverænitet eller nationalitet udover jøderne nogensinde er set i Judæa, Samaria og Gaza. Den jødiske ret til at bosætte sig i disse områder er garanteret i artikel 80 i FNs charter.

FN resolution opfyldt


Efter 6-dages krigen fremkom FN med resolution 242. En af dens bestemmelser pålagde Israel at trække sig tilbage fra erobrede områder i krigen. Både den britiske FN ambassadør Caradon og USAs ambassadør Arthur Goldberg havde den opfattelse, at resolutionen ikke specielt omtalte de områder, der var faldet i Israels hænder i 1967 (se Proceedings of the American Leadership Conference on Israel and the Middle East, Sunday, October 10, 1993, p. 16; also Near East Report¢s Myths and Facts, pp. 64-69). Goldberg var en af ophavsmændene til resolutionen, og Caradon forelagde den for FNs sikkerhedsråd. Begge eksperter vidste øjensynlig, hvad deres resolution betød og indeholdt.

Efter fredsaftalen med Ægypten tilbagegav Israel nemlig Sinaj-halvøen, 91 % af alt det territorie, der blev erobret i 1967. Derved opfyldte Israel sin skyldighed under resolution 242. Eugene V. Rostow, tidligere undersekretær i USAs State for political Affairs og medarbejder ved resolutionen, har gentagne gange sagt, at Israel opfyldte kravene i resolution 242 og ikke behøvede at opgive yderligere territorie (se Proceedings, pp 12-20). Resolution 242 krævede ikke, at Israel også skulle opgive de resterende 9 %, nemlig Judæa og Samaria (Vestbredden), Gaza og Golan-højderne, som alle er områder, der i henhold til Bibelen og historien og international lov er jødiske områder.

Et andet punkt, som ofte ignoreres, er at resolution 242 tydelig lægger vægt på, at Israel skal have sikre grænser. En tilbagevenden til grænserne fra før 6-dages-krigen i 1949 kunne aldrig kaldes garanterede sikre grænser, som kunne forsvares.

Men det er nøjagtig, hvad araberne kræver, at Israel skal trække sig tilbage til præcis disse grænser. Vi må se den kendsgerning i øjnene, at selv Israels gamle grænser igen og igen blev angrebet af araberne. Fra 1948 til 1967 var Israel blot 14.5 km. til 24.2 km. bred på det mest kritiske område. Selv med de nuværende grænser er Israel kun 54 til 80.4 km bred - blot tre minutter med en kamp-jet.

Det er meget at forvente, at Israel skulle afgive land, hvor en fremmed stat skulle oprettes af tidligere gæstearbejdere (jeg tænker her først på Gaza og Jeriko planen, og hvad den vil lede til). [Dette blev skrevet før Oslo-aftalerne kom til og ændrede alt for Israrel. Tilføjet af oversætteren]. Under mandat-perioden dokumenterede talrige officielle fra internationale regeringer i Amerika, England, FN og andre repræsentanter en massiv immigration af arabere til Palæstina fra omliggende arabstater. De kom for at få del i det økonomiske opsving, der foregik gennem Jewish Zionist settlement and development. Nu kalder disse emigranter sig en nation og kræver deres egen stat.

Det skal siges, at der boede arabere i Israel også før. Men Rostow sagde ved en konference i oktober 1993 (efter Arafat-Rabin overenskomsten): Under international lov har hverken Jordan eller Palæstina-araberne nogen ret til at kræve suveræn besiddelse af okkuperede (sic) territorier....set i historiens lys og jødernes nære forbindelse til dette land. Mandat-territoriet kom i kraft for at give det jødiske folk deres selvbestemmelse og politiske udviklingsmuligheder tilbage.

Rostow karaktiserer tanken om, at araberne kunne stille krav til Vestbredden og Gaza som pro forma krav.

Jøderne vender hjem


I tidligere skrifter har jeg vist, at der fra ældre tider og til i dag altid har har boet jøder i de såkaldte okkuperede områder. I denne artikel har jeg primært sat fokus på opmærksomheden omkring retfærdiggørelsen af de jødiske bosættelser - genopbygningsprogrammerne - på basis af internalt lov. En amerikansk statsmand sagde engang: Jøder bosætter sig ikke i Judæa og Samaria, de lever der! Og vi kan tillægge: En jøde i Hebron, i Gaza, i Jeriko eller Golan er lige så lidt en bosætter, som en amerikaner i Washington eller en englænder i London!

For mig er jøder, der kommer hjem til Israel og lever i Øst-Jerusalem, i Judæa og Samaria eller i Golan ikke nogen religiøs fanatiker eller radikal fundamentalist. Mange af disse bosættere er endog ikke religiøse men verdslige. De ønsker blot at leve i fred med deres arabiske naboer uden at tage sig af sladder fra journalister, der siger det modsatte.

Det er mit håb, at folk i fremtiden vil tro mindre på journalister, politikere og propagandister, der bruger slogan som okkuperet, arabisk jord, og som spreder usandheder omkring jødernes bosætteres vold på den fjerde Geneve Konvention.

Dem, der anser Bibelen for at være højeste lov, og som tror, at Gud er trofast og holder sine løfter til sit udvalgte folk, ser ikke efter andres retfærdiggørelse for deres kærlighed og støtte til Israel. Vi ser i vort folks tilbagevenden til deres fædres land, at vi lever i en profetisk opfyldelses tid.

Selv den stigende opposition mod Guds plan med hans pagts-nation er et tidens tegn. Verden lever i mørke, og uretfærdigheden er grænseløs. Nationerne forbereder sig til et korstog mod Jerusalem. Men Gud er trofast, og Messias vil komme. Da vil loven gå ud, ikke fra FN i New York eller fra EU i Bryssel, men fra Zion vil loven udgå og Herrens ord fra Jerusalem.

Til del 1


Debat: "Mit er landet" siger Herren [Del 2]

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Israel

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation